by - 0 comments

Tusmørkemagi

To måneder til jul, skrev min datter på Facebook i dag. Og veninderne kvidrede med i koret og havde allerede nedlagt de første julegaver. Og mig? Jeg skrev ‘Schhh…’ Og tænkte med et ualmindeligt surt opstød for sådan en uskyldig onsdag, at nu bliver det kun mørkere de næste to måneder. Jamen jeg ved virkelig ikke, hvordan det kommer til at gå. TO måneder? Og det er allerede mørkt. Og jeg har ingen planer om at rejse nogen steder før i uge 10!

Jeg skyndte mig resolut ud af døren i Hillerød allerede 16.30, og det var stadig en slags lyst, da jeg jernede ind i gården i Sydhavnen. Der er kun én ting at gøre, når jeg er i det humør. Skrub ud og løb. Og hælen skal jo luftes hver dag. Blev der sagt.

Derfor driblede jeg af sted i tusmørket og blev enig om, at jeg sagtens kunne nå over Amager Fælled, inden de skydegale voldtægtsmænd myldrede frem fra buskene. Det kunne jeg ikke helt. Langsomt blev jeg pakket ind i mørke. Og der er noget magisk over det, når jeg lige glemmer voldtægtspsykopaterne. Jeg løber sgu da bare fra dem, når jeg har pandet dem en, tænkte jeg. Og så nød jeg bare tusmørkemagien.

Fuglene faldt til ro, og buskene skiftede til grå og grumsede nuancer. Stierne kan man altid se. Bare der er lidt måneskin. Jeg mødte ingen voldtægtspsykopater. Kun to fredelige cyklister. Med lovlige lygter. Hælen snerrede på slutningen af løbeturen, men blev hvæset på plads. Og nu er den mindelig igen.

Også jeg er blevet mindelig.

Og nu skal jeg se Homeland. Som er mit for-tiden-craving.

by - 2 kommentarer

Godt og blandet fra Sydhavnen

Har siddet og tumlet med at skrive en anmeldelse, som er til aflevering i morgen. Så derfor sidder jeg nu med små søvnige øjne og er på spring mod dynen.

Min venstre hæl, den uendelige historie, er igen kommet i bedre lune. Måske fordi jeg har indledt en helt ny strategi. Jeg er fladet helt tilbage på gamle dages mantra: “Det skal løbes væk”. Jeg har nemlig luret den. Den har det bedst, når den bliver løbet på hver dag. Så med fysioterapeutens velsignelse er det min nye strategi. Men man ved ikke med den hæl. I sidste uge nedkaldte den en slem forbandelse over mig, så jeg pludselig en morgen nærmest ikke kunne støtte. Men det skal løbes væk, skal det. Og det bliver det. Ikke mere om det.

Derfor bliver det kun til en serie billedspam fra mine yndlings-rode-områder. Slusen i Sydhavnen og den gamle fiskerihavn. Hvor jeg så løber forbi hver eneste dag. Og fordi jeg har skullet lytte mig igennem Peter Øvigs nye bog, har telefonen været med på tur. Billederne er dog fra den sidste dag med solskin.


Nå, og nu spillede min søvnige hjerne mig et puds. For billederne lavede deres egen rækkefølge. Men så kan jeg jo lave en gættekonkurrence. hvor er billederne fra?

Godnat og sov godt, siger vi fra Sydhavnen.

by - 2 kommentarer

Dage jeg aldrig glemmer

Der er begivenheder, der mejsler tidspunkter ind i hukommelsen. Sådan nogen har vi nok allesammen, og DR2 kørte for nogen tid siden en fortløbende serie om fælles momenter, som ingen glemmer. Begivenheder som får os til at have glasklare billeder på nethinden om, hvor vi var, med hvem og med hvad.

Et af de tidspunkter i mit liv var da Oluf Palme døde. Det var før internet og mobiltelefoner, så derfor vidste vi ingenting, da vi kravlede under dynerne. Næste morgens radioavis fik verden til at fryse til is.

Der sad vi. Far og mor og alle børnene bænket omkring morgenbordet, mens vi gjorde os klar til et arrangement i et af børnenes klasse. Det var surrealistisk at blive ramt  af sådan en lammer fra morgenstunden. Og prøve at forklare børneflokken, hvad vi blev så rystede af. Og så kede af det. Fordi det selvfølgelig også rystede ungernes fundamentale tiltro til verden. Altså når en mand, som vi sagde var en god mand, der gjorde godt for verden, kunne blive skudt, når han havde været i biografen…., hvad kunne der så ikke ske i vores lille smørhul mellem Randers og Viborg?

Det blev et underligt klassearrangement, hvor vi listede ind og tændte for radioen hver time. For at forstå, at det var rigtigt. Og hvor børnene stilfærdigt lurede på os hele dagen. For at holde styr på alvoren i det hele.

Nåmen, derfor brugte jeg søndag eftermiddag i Grand, hvor jeg så den nye dokumentar om Palme. Og blev rørt helt ind i hjertekulen igen. Jeg havde helt glemt, hvor vrede vi også var på ham over Barsebäck. Dengang i 70’erne, da vi var vrede over den slags. Men han var fandme vigtig. Fordi han turde tale lige op i hovedet på alle. Fordi han stædigt og vedholdende talte lodret imod vold og undertrykkelse. Jeg vil altid huske hans uforbeholdne støtte til folk i Chile og til de undertrykte i Sydafrika. Og jeg vil aldrig glemme, hvordan han modigt og uforfærdet vovede at tale imod USA’s bombninger af civilbefolkningen i Vietnam.

Derfor sad vi også klistret til fjernsynsskærmen, da han blev begravet. Og det gjorde indtryk, at hele verden mødte op.

Filmen løftede også en flig af sløret for livet som sønner af et menneske som Palme. Og filmen faldt ikke for fristelsen til at trevle privatlivet op. Eller gå på jagt efter ‘bagsiden’. Men den tegnede et nuanceret billede af en passioneret mand. Og viste en smule af de omkostninger, passion og overbevisning også kan have for de mennesker, der er omkring.

Jeg sad alligevel med en våd kant i øjnene og en klump i brystet, da filmen sluttede med begravelsen. Det var ikke kun sørgeligt for Sverige og for Palmes familie. Det var sørgeligt for verden. Der var virkelig noget, der aldrig blev det samme.

by - 2 kommentarer

Sommer i oktober

Jeg ved godt, at jeg muligvis træder i  noget med det her indlæg. For henne i Jylland har vejret vist været både vådt og koldt og blæsende. Men i København har det været fuldstændig nydning. Det har været stille vand og smukke solnedgange. Det har været løbeture i sommertøj. Det har været vinterbadning i uhørte varmegrader. Og det er noget, sådan en som mig, sætter pris på. Jeg vil bestræbe mig på at huske den her weekend, når frosten knager omkring mig, og cyklerne ikke kan låses op. Når min mund snerper sammen af indestængt vinterhad, og jeg bliver ramt af uendelighedsmareridt af is og sne og mørke.

Her kommer spredte ud- og indtryk fra et par exceptionelle dage rundt om Sydhavnen.

Havnebussen på vej hjem fra en fredag fyldt med oplevelser på Nationalmuseet. Indianere gjorde ikke stort indtryk på hverken 5-årg eller 3-årig, men to granvoksne mænd, der flåede skindet af et rådyr, fik munden til pludselig at stå stille. Kender du ikke børnemuseet på Nationalmuseet, så skrub en tur derind. Det er gratis, det er fantastisk, det er fyldt med oplevelser. Også uden børn, når man er barnlig nok.

Løbetur over Amager Fælled i det sene eftermiddagslys.

Turen hjem gennem Nokken langs vandet kunne gøre ganske åndeløs. Så jeg nærmest lykkelig landede i mit køkken med kroppen fuld af energi.

Dagens løbetur i solskin og sommertøj på Amager Fælled var både varm og svedig på sommermåden. Fuglene myldrede i bærbuskene, og jeg løber rundt med Peter Øvigs stemme i ørerne, så jeg kan have min anmeldelse parat i næste uge. Og det er godt selskab, kan jeg afsløre.

Dagens dukkert var næsten surrealistisk. Luften var sommervarm, og vandet var efterårskoldt, og omkring mig var kun smukhed.

Og ved I hvad jeg også elsker ved det der vinterbad? At jeg møder så mange forskellige mennesker, som kommer i havnebadet af lige så mange grunde. Så mødes man der ved det kolde vand og sidder sammen i den kogende sauna. Og opdager interessante ting at snakke sammen om. Og vi ville måske aldrig have mødt hinanden, hvis ikke vi havde delt en sær interesse for koldt vand.

by - 4 kommentarer

Bøger og ord

Der er skrevet meget lidt om bøger og skriverier her i huset i meget lang tid. Det er slet og ret fordi, sommeren gav mig en ufortyndet læse- og skrivekrampe. Jo, jo – der er skriblet lidt her og der på bloggen. Men det store skriveprojekt slog en baglæns saltomortale og landede på bagdelen. Samtidig døde enhver lyst til at æde løs af andres ord. Det har jeg aldrig prøvet før. Jeg gik bare i stå. Fik ikke læst en eneste bog, indtil jeg vred mig igang med Dittes bog om sex. Og et par korte noveller her og der.

Sjovt nok gjorde det mig ikke urolig. Hele tiden havde jeg en fornemmelse af at være i noget, der nok skulle gå over. Noget skulle falde på plads, og det skulle have tid. Jeg kan ikke forklare det.

Men nu spurtlæser jeg igen. Helt som før går jeg rundt med snuden i en bog, når jeg ikke lytter til højtlæsning. Og for nogle uger siden overskred jeg en kinesisk mur, sank enhver tanke om generthed, ydmyghed og tilbageholdenhed – og læste et digt op. For nogen. Det har jeg aldrig gjort før. Jo, for min lille skrivegruppe og på forfatterkurser. Men sådan i fuld offentlighed overfor nogen, jeg ikke kendte. Det.var.uhørt. Men jeg gjorde det. Og overlevede. Og måske tør jeg godt læse et op igen en anden gang.

Og nu vil i selvfølgelig gerne vide, hvad jeg spurtlæser, ikke?

Jeg satte igang med Christian Jungersens Du forsvinder. Den handler om Mia, hvis mand, Frederik, får konstateret en hjernesvulst og ændrer personlighed. Frederik er privatskoleleder og et ualmindelig perfekt menneske. Men det viser sig, at han har bedraget skolen for millioner, og Mia kaster sig ind i en kamp for at få ham, det perfekte menneske, frikendt. Efterhånden bliver hun i tvivl om hans egentlige personlighed, og samtidig udvikler fortællingen sig på en næsten surrealistisk måde. Man bliver bare nødt til at vende næste side, og bogen efterlod mig ikke som et forløst menneske. Men fuld af spørgsmål. Læs den.

Kirsten Hamann, En dråbe i havet, fik jeg på udsalg engang tidligere på året. Og ja, jeg læser stadig bøger af papir, selvom jeg elsker alle mine elektroniske dimser. Og elsker at læse bøger på både Kindle og iPad.  Bogen fik den danske Litteraturpris i 2008 og viklede mig ind i den rene surrealisme. Om Mette, der gerne ville skrive en bog om ulandene, og som har sin hverdag alene med sin datter, fordi manden arbejder i Jylland. Hun bliver viklet ind i det mærkeligste projekt på et hotelværelse i det indre København, som drager hende så langt, at hun glemmer sin datter. Bag på bogen står: En dråbe i havet er en roman om de rige og de fattige, om at have og ikke have og om aldrig at kunne vide sig sikker på lykken.

Da jeg købte en bog til min veninde, faldt jeg over en lille tekstsamling af Ida Jessen, Ramt af ingenting. Den er det fineste, jeg længe har læst. Hun kalder den ‘en glemmebog’, og den er en glemmebog fra tiden efter et kærlighedsforholds afslutning. Bogen er små, korte prosatekster, så fine, at jeg kun kan læse et par stykker ad gangen. Jeg har sjældent oplevet en leg med ord så alvorligt, så let og så tungt. Jeg bliver både glad og ked af det. Den rummer både tomhed, tristhed, tab, håb og nye muligheder. Hvis du kan lide små lette tekster og stor kunst – så læs den.

Endelig er jeg i gang med at læse Pi’s liv færdig. Den er skrevet af Yann Martel, og jeg har overhovedet ingen god forklaring på, at jeg gik i stå med den bog. Jeg elsker den. Den har det hele. En fantastisk fortælling, masser af finurligheder, leg med sproget, og den er sprængfyldt med symbolik. Bogen fik Man Booker prisen i 2002 og handler om Pi Patel, der er opvokset i en zoologisk have i Pondicherry i Indien. Han forulykker på havet på vej til Canada og ender i en redningsbåd alene med en stor bengalsk tiger. Som er scenen for det meste af bogen. Jeg er ikke helt færdig, men jeg er solgt. Hvis ikke du har læst den, så gør det.

Og når jeg ikke sidder med snuden i en bog? Så er jeg så umanerlig heldig, at jeg igen får lov til at anmelde en bog af Peter Øvig Knudsen. Nemlig lydbogen om den sidste sommer i ‘summer of love’, Hippie 2. Men den må du ikke høre om endnu. Den udkommer 25. oktober, hvor anmeldelsen kommer på http://www.hippienu.dk. Og lidt senere kommer den selvfølgelig også her. Men glæd jer, og imens går jeg omkring og nyder Peter Øvigs højtlæsning.

 

by - 0 comments

Et møde

I sidste uge mødte jeg en mand, som havde stor betydning for mig, dengang jeg var syg. Han var ledende overlæge på den afdeling, jeg flyttede ind i, og vi kendte hinanden fra tidligere samarbejde om elektronisk patientjournal og kræftforskning. Nu var vi patient og læge..

Han var den bedste til at træde til, når jeg flegnede ud og kravlede sammen i fosterstilling. Han gav mig de bedste klap på skulderen undervejs. Han var den, der tog sig tid til at tale alting igennem med min yngste datter, som var helt forkrampet i sin rædsel for, hvad der kunne ske med mig. Han svarede på alle hendes tre millioner spørgsmål og efterlod hende med lidt større tillid til verden. Det var ham, der engang kiggede ind i min meget sårede mund. Og sagde: der er kvinder, og så er der seje kvinder, for jeg har sjældent set en mund som din.

Jeg var ret vild med ham som læge. Ikke at jeg sådan kunne kalde ham for ‘min læge’, for han var ikke sådan at få for sig selv. Han havde bare en suveræn evne til at træde til og træde i karakter på de helt rigtige tidspunkter.

Jeg mødte ham til en konference i sidste uge, hvor han holdt en tale. Senere gik jeg hen og sagde hej og fik et stort knus. Vi talte længe om løst og fast. Om konferencen. Om den gamle afdeling i Århus, som han heller ikke længere er på. Om elektroniske patientjournaler og telemedicin. Om alt det arbejde vi havde lavet sammen dengang. Og den slags. Vi talte længe, og til sidst gav vi hinanden et knus og gik tilbage til vores borde.

Først lidt senere gik det op for mig, at vi slet ikke havde talt om vores fortid som patient og læge. Han havde glemt det. At jeg havde været patient på den afdeling.

Og så blev jeg helt uhæmmet kisteglad. Han huskede alle de faglige ting, vi havde haft sammen. Og det er meget bedre at være husket for. End at være husket for at være en skaldet og rædselsslagen hystade, krøllet sammen i fosterstilling.

by - 1 kommentar

Sex efter 50 – ja tak

Ditte Trolle er min gamle kollega fra årene på Skejby Sygehus, hvor hun arbejder som gynækolog. Hun har begået en fin lille bog, som kan tænde lys for os allesammen. Der er håb. Vi kan blive ved med at være seksulle og have seksuel nydelse hele livet. Bogen hedder “Sex efter 50 – kærlighed, krop og kultur i en moden alder”.

Bogen gør op med forestillinger om den seksuelle afskaffelse, mens årene ubønhørligt skrider fremad i vores liv. Vi kan blive ved med at nyde og give hinanden glæde og tilfredsstillelse. Til trods for religiøs og kulturel modstand på alderstegen kropslig nydelse. For det ser ud til at være de største hindringer for sex hele livet. Især kvinder bliver i forskellige religioners navn udelukket og sendt til tælling i det kedelige hjørne. Fysiologisk er der intet til hinder, og de tiltagende aldersrelaterede besværligheder finder man ud af. Det er da godt nyt.

De kulturelle forestillinger rummer også modvilje og afsky overfor ideen om sex og nydelse mellem to ældre mennesker med løs hud og rynker. Men Ditte formår faktisk at skabe et smukt fundament for at tale om sex. Det gør hun med en grundig kulturel research og fortællinger om kærlighed.

Bogen giver godt indblik i de fysiologiske forandringer, der følger med alderen og har et fint kapitel om lyst, ophidselse og tilfredsstillelse. Lyst er et kompliceret, flygtigt og sårbart væsender let påvirkes af de fleste af livets forhold, skriver hun. Og slår fast, at manglende lyst overhovedet ikke er nogen hindring for at kunne blive ophidset. Eller tilfredsstillelse.

Egentlig var vi ikke rigtigt tændt på hinanden, men vi havde det rart sammen. Vi fik et par børn, årene gik. Og så, da vi engang var på ferie i en græsk landsby, blev vi forelskede i hinanden. Da havde vi været gift i 21 år. (…) Hun er blevet smukkere og smukkere. Hun er utroligt flot! Seksuelt har vi polariseret hinanden, blevet mere kvinde og mand undervejs, det har gjort det bedre.

Afsnittet om sex og helbred gennemgår de almindeligste angreb på helbredet og deres indflydelse på et aktivt sexliv. Her er fif og gode råd til at holde fast i gnisten og den positive kropslighed. Og så underbygger hun igen og igen, at et aktivt liv uden røg med motion og fornuftig kost kun gør godt for fremtidens seksuelle aktivitet. Så er det sagt. Igen.

Din rygmarv visner, hvis du ikke danser med din bedstemor – sang Benny Holst engang i forrige århundrede. Og din seksualitet visner, hvis du ikke træner den og holder liv i den. Jeg troede, jeg skulle læse en bog til kvinder. Fordi Ditte nu engang er gynækolog. Men bogen er til både kvinder og mænd. Det er en hyldest til kærligheden med alle dens nuancer gennem hele livet. Med fif og ideer til både mænd og kvinder.

Er du i 20’erne eller 30’erne, er du sikkert ligeglad. Du bliver aldrig gammel, jo. Men når du tæsker mod slutningen af 40’erne eller har krydset den magiske 50’er grænse, så læs bogen. Og få tændt for din sensuelle fremtid.

Køb bogen her

by - 1 kommentar

Fredagslir

Også i dag har jeg nydt vejret på afstand bag tykke mure på Københavns Universitet. Ikke at jeg er at ynke, for jeg har haft det ganske fornøjeligt.

Og når jeg kan starte dagen med sådan et syn. Som jeg var nødt til at beslå bremserne i for at nyde et par sekunder. Ja, så kan sådan en fredag jo bare komme an.

20121012-182832.jpg

by - 0 comments

Aftenrefleksioner

Mens alle andre tilsyneladende har flintret frådende rundt i det pæneste efterårsvejr, har jeg været buret inde i et tårn i Studiestræde hele dagen. Sammen med ti liter kaffe, fem kilo chokoladekage, to kilo blandet slik og fire kloge mennesker. Vi skal kvalitetsvurdere noget universitetsuddannelse. Sikre os at fremtidens antropologer også bliver skidedygtige. Vi skal kort sagt på akkrediteringsturne på universiteterne.

Men først skulle vi jo blive enige. Og læse hundredevis af redegørelser igennem. Mens vi kunne kigge lidt misundeligt ud på en blå, blå himmel. Heldigvis havde vi det sjovt. Godt hjulpet af en importeret antropolog fra Bergen.

Til gengæld var det pænt, da jeg kom hjem. Så jeg måtte standse og stå helt stille og suge det ind.

20121011-225914.jpg

20121011-225935.jpg

20121011-225955.jpg

by - 4 kommentarer

Balancekunst i overhalingsbanen

Jeg flintrer rundt i vores lille land. Og holder foredrag og oplæg, går til konferencer og lange møder. Og har det sådan lidt stramt, men sjovt. Stramt fordi det kniber lidt med tid til alt det andet. Løb, bloggerier, gloning ud i luften. Men det kan jeg jo gøre i næste uge.

Jeg har igen pisket til Århus og sidder nu hos DSB og ser lidt ud på mit pæne land i efterårssol, mens jeg forsøger at samle mig om noget arbejde. Fordi i morgen selvfølgelig ligner alle de andre dage.

– Passer du nu på dig, spurgte min veninde, da hun opdagede mit dagsskema. Og da jeg svarede lidt valent, hænger det ikke sammen med selvcentreret mishandling. Jeg tror bare ikke, jeg behøver gå omkring og passe på mig. Jeg elsker at have fart på. Og jeg har en indre autopilot, som helt selv trækker i en bremse, når jeg trænger til at sidde stille på sofaen og glo ud på vandet. Eller trænger til at skride fra kulden og mørket og finde lys andre steder i verden. For når autopiloten tænder bremselygterne, så gør jeg det jo. Bremser, glor og skrider.

Jeg bekymrer mig ikke sådan om mig selv. Når jeg har perioder i overhalingsbanen, kan jeg bekymre mig meget mere om andre. Om de veninder, jeg ikke får ringet til. Om mine forældre, som oplever tavshed på linjen. Og om de små nye mennesker i familien, som helst skal have en ordentlig dosis mig med jævne mellemrum. For det skal de jo.

Jeg skal nok klare mig. Jeg lever af det. Og på det. Og måske kunne det blive et problem, den dag jeg bgynder at bekymre mig.

Så nej. Jeg passer ikke på mig. Men jeg prøver at passe lidt på de andre. Og har en uendelig tyrkertro på min indre balancekunstner.

Og så startede jeg dagen med en times løbetur langs Nyborg Strand. I tørvejr. Så kan sådan en dag jo bare komme an.

Solnedgang over Nyborg Strand