by - 1 kommentar

Tag dig sammen…

….. sagde Anders Mattesen i en stærk lille sang til sin søn i aftes. Nu er du baby og skal ikke skid. Andet end at lære at holde dit hoved, så du kan bære det højt. Når du bliver voksen, vil jeg bede dig om at tage dig sammen og gøre dig umage. Sætte aftryk i verden, så den ved, du har været der. Og du har altid mig at falde tilbage på.

Nogenlunde sådan faldt ordene i Falconersalen på Frederiksberg. I et show, som jeg kun kunne overgive mig fuldstændig til. Fuck, hvor er han sjov. På den seriøse måde. Her er jeg helt ligesom alle de andre, der myldrer ind til hans show.

Hans pointer gik rent ind. For det det er helt den samme sang, jeg har sunget for mine unger hele deres liv. Og gør stadigvæk. Mig kan I altid regne med. Ja, så længe jeg er her, forstås. I kan ingenting gøre, som kunne få mig til at flytte mig. Jeg står altid lige bagved, hvis du snubler. Jeg er jeres for altid.

I har kunnet hyle og skrige. I har kunnet kaste med maden og skælde ud. I har kunnet drikke jer teenagefulde og farve håret orange. I har kunnet gøre mig mere bange end universet. Jeg er her. Altid.

Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad I vælger at lave i jeres liv. Bare I gør jer umage. Bare I tager jer sammen. I kunne være skraldemænd eller kassedamer. Få akademiske karrierer eller ikke åbne en bog. Tjene en masse penge – eller humpe jer igennem uendelige kassekreditter. Det gør ingen forskel.

Livet er alt for fint og kostbart til at lade det flyde forbi, mens tiden bare går. Tag det, for pokker. Fis ud i det og lav alle de fejl, I er nødt til.

Vil I have mine moderlige råd, er jeg her. Vil I være fri, tier jeg stille. Når bare ikke I er ligeglade. Når bare I gør jer umage med det liv.

by - 4 kommentarer

Ud og se….

Har siddet i et tog det meste af dagen, og kom åbenbart til at vælge den forkerte afgang. Bare så I ved det – afgang 9.50 fra København mod Århus er en skodafgang. Det er et dobbeltdækkertog, og togføreren ødelagde mit humør indenfor de første fem minutter. Da han i højttaleren bød velkommen med en melding om, at dette tog ikke havde trådløst internet eller salgsvogn. Bum. Så sad man der. Og skulle have lavet slides til direktøren. Og svaret på 100 mails. Og lavet dagsordener. Det stod der ikke noget om, da jeg købte billetterne.

Da jeg stille og faktisk meget venligt foreslog, at DSB kunne gøre opmærksom på både det manglende internet og den fraværende salgsvogn, fik jeg svaret, at sådan var det altid på den afgang. Jamen hvor skulle jeg dog vide det fra?

Derefter krympede min mund sammen som en hønserøv. I samfulde tre timer. For telefonsignal var der heller ikke noget af. Hvor var det heldigt for verden, at jeg havde fået et sæde helt for mig selv.

Og kaffen havde jeg heldigvis købt i forvejen.

Ankommet til Århus, sprintede jeg over til Baresso og deres gratis WIFI, så jeg kunne få de sidste detaljer på plads i mit eget foredrag. Så sprintede jeg til nordbyen, lavede mit foredrag og sprintede tilbage til et nyt tog.

 

Så – hej Århus. Godt at se, du står der. Vi tales lidt mere ved næste gang.

Og nej, der var heller ikke internet i toget hjem. Hej hej seks arbejdstimer (aj jeg læste, men det rykkede ikke rigtigt). DSB din gamle støver. Jeg hader at stemme i det nationale hadekor. Men i dag var jeg muggen. Så muggen at det krampede i læberne. Men jeg nåede frem til tiden.

by - 2 kommentarer

Den hårde skole

Nå, vil I ikke gerne høre, hvordan det går med det der løberi? Okay?

Forhistorien kort: Julen 2011 holdt vi i Lissabon, hvor jeg med manglende omtanke havde medbragt høje hæle. Jeg fik djævleondt i venstre hæl, købte et par wannabee Converse sko og trampede videre rundt i byen. Efter et par uger begyndte samme hæl at  gøre opmærksom på sig selv, og det har den gjort lige siden. Efter et halvt år kastede jeg endelig håndklædet i ringen og gik til læge, røntgen, scanning og fysioterapeut. Det sidste var det bedste. Han fandt en god forklaring, som handlede om en lang række omvrikkede ankler over ligeså mange år. Alle de vrid har langsomt skadet en muskel i læggen. Jeg har derfor fået en serie genoptræningsøvelser og ordre på at løbe langsomt, fladt og stabilt. Jeg må udvide mine ture med fem minutter hver uge, og derudover træne smidighed af smertensfoden. Alle ture skal være lige lange. Ikke noget med en lang lørdagstur. Ikke noget med intervaltræning eller andre former for hård løbetræning. Men gerne alle andre former for hård træning.

Heldigvis er jeg velsignet med Amager Fælled på den anden side af vandet. Flad som en pandekage og med noget, der nærmer sig natur og fredfyldte omgivelser.

Og hvordan går det så? Op og ned. Med et tvist mod op. Jeg løber en lille time hver eller hver anden dag. Og lukker øjnene hårdt i, hver gang nogen let og elegant løber forbi mig. Men jeg er af den slags, der må lære på den hårde måde. Og hvad har jeg så lært?

De høje hæle er kylet langt tilbage i skabet. Det var med næsten gråd i halsen, erkendelsen ramte mig. En enkelt dag i høje hæle smadrede hælen direkte tilbage til nulpunktet. Jeg er sådan en lille lort med små tykke ben, og det gør kun godt at stable mit lille korpus op på et par tjekkede hæle. Men jeg resignerer. Og har købt nye ballarinasko. Med glimmer.

Det er rigtigt, hvad fysioterapeuten siger. Jeg skal ikke løbe på bakker. Eller i sand. Eller på ujævne skovstier. Gjorde det i Nyborg i sidste uge, og hælen var slået hjem. Jeg kan kun sende en hjertelig tak til Københavns Kommune for at jævne stierne på Amager Fælled med stabilt sand, der tromles. Perfekt timing. Tak for det.

Jeg skal ikke sløse med de der træningsøvelser. Som jeg gjorde, da det hele begyndte at gå rigtig godt. Det holdt det så op med. Til gengæld mærkede jeg effekt af øvelserne igen efter bare to dage. Jeg lærer det?

Forleden faldt jeg over et lille skriv, begået af Ole Stougaard, som jeg troede var leder af den religiøse bevægelse, der dikterer forfodsløb. Men i stedet mindede han mig her om et gammelt råd fra en hedengangen træner. Koncentrer dig om afsættet, brølede han efter mig dengang. Fordi så bliver nedslaget automatisk mindre tungt. Stil jer blot op som tilskuere til et maratonløb. De første løbere er lydløse. Jo længere man kommer ned i feltet, jo tydeligere kan man høre løbernes tramp i gaden. Tak, Ole. Det er stadig rigtigt. Og min hæl kan lide det.

Men det GÅR bedre. Når jeg holder mig til planen. En skade, der er så mange måneder gammel, rykker ikke på mirakelkure. Det tager lang tid. Måske tager det lige så lang tid, som skaden har varet. Men jeg løber. Og jeg løber for det meste med en spænding bag på den venstre hæl. Ikke egentlig smerte. Jeg kan tåle at udvide turene. Jeg kan tåle at sætte tempoet lidt op. Men det skal stadig gå langsomt.

Så jeg fortsætter. Og betragter det som et udvidet kursus i tålmodighed. Og glæder mig til at blive i stand til at løbe sammen med nogen igen.

by - 6 kommentarer

Weekendsnaps

Mine forældre har valgt hinanden, så de har fødselsdage med en lille uges mellemrum. Og det er smart, når man planlægger fælles gaver og fødselsdagsfester. I weekenden bænkede de os, deres børn, sammen, og min nu 81-årige mor havde kokkereret til hele menageriet. Som var 17, fordi vi var lidt amputerede. Hele mogenen havde min far på 83 slæbt stole og sager i kælderen til det store kalas. Og vi fejrede dem, gjorde vi. Men øl og snaps og mormormad.

Og jeg fik lov til at kaste dem begge ud på internettet. Bare for at blære mig lidt af mine forældre.

Tidligt søndag morgen listede jeg ud af sengen for at løbe en tur langs Gudenåen. Som jeg altid gør, når jeg besøger mine forældre. Fordi det er en smuk tur. Altid. Men sådan blev det ikke.

For ud af tasken trak jeg to venstresko. I stedet tog jeg kamera under armen og gik en tur derned. For det var den smukkeste morgen.

by - 5 kommentarer

Min gamle stol

Mit storindkøb af skabe i Den Blå Avis har vidtrækkende konsekvenser. De er en del af et omfattende puslespil, som skal trylle mit hjem om til en fredfyldt oase. Med gulvplads og rene flader. Minimering af rod og alverdens samlinger.

Åhh, jeg samler på meget. Bøger, gammelt udstyr til det ene og det andet, billeder, børnelegetøj, brætspil og mærkelige ting hjembragt fra rejser. Jeg har  v.i.r.k.e.l.i.g. svært ved at smide noget af det ud. Jeg ved jo, at jeg kommer til at savne det. Jeg elsker mine bøger. Og derfor er de nu stuvet sammen i reolerne og pulterrummet. Jeg ved, at jeg pludselig en dag får brug for netop den bog, der gemmer sig på den inderste hylde oppe under loftet. Når jeg trækker en bog frem, husker jeg, hvordan jeg læste den og delte den med andre. Og selvom jeg burde smide mine ældgamle løbejakker på porten, så nænner jeg det ikke. Vi har jo så meget sammen, for pokker. Vi har løbet sammen for 20 år siden. Måske har vi rejst sammen og løbet eksotiske steder. Hver gang jeg står med en af dem i hånden på vej i skraldeposen, stivner jeg. Tøver og husker. Og lægger den stille tilbage i skabet.

Mine venner ved, at jeg næsten altid kan låne dem en bog, et telt, en sovepose. Eller en plads på sofaen.

Mine møbler er en god blanding af arvegods fra min mormor, Ikeastuff og loppefund. En indretningsarkitekt ville sikkert omgående få ondt i stil-tarmen. Men det passer nok meget godt til mig. Jeg er ikke særlig stilren. På nogen måder. Jeg hænger ved det, jeg holder af. Og ved det der har historie. Både mennesker, møbler og andre ting. Men kønt er det nok ikke.

Derfor blev jeg ret glad, da min datter kunne bruge min gamle lænestol. Den lænestol jeg engang arvede fra min mormor. Den stol der har stået i sommerhuset i en menneskealder. Den stol jeg krøllede mig sammen i, når jeg var tæsket sønder og sammen af store doser kemoterapi. Den blev foret med puder, tæpper og lammeskind og blev min livmoder. Den passede på mig og krammede mig, når jeg havde mest brug for det.

Jeg har længe ikke haft plads til den. Min lejlighed kræver luft. Men smide den ud eller sælge den til fremmede mennesker kunne jeg bare ikke. Nu står den ved siden af Baby-Veras seng, så jeg kan hilse på den og udveksle gamle historier, hver gang jeg skal putte det lille barn.

Stolen er væk fra mit soveværelse og giver plads til reoler, som giver plads til den nye skænk i køkkenet. Mine nye skabe bliver fyldt med sager, der giver plads på gulvet og luft i lejligheden.

Og plads til at gemme alle mine sager med deres mange historier.

by - 8 kommentarer

Fredagsdvale

Jeg har gået om den varme grød. Skulet lidt olmt til alle sider. Og egentlig er jeg slet ikke olm. Det er weekend. Jeg har fri.

Men i aftes bestak jeg en af mine rigtig gode venner og fik ham til at hjælpe mig med at hente en ordentlig bunke skabe. Som jeg har købt i Den Blå Avis. Et garderobeskab til mit bryggers, en skænk til køkkenet og et dobbelt garderobeskab til det hak, hvor der hænger jakker. Og flyder sko. Og cykeludstyr. Og løbesko. Det er en investering i genopdragelse. Jeg er træt af rod. Åbne hylder spiller ikke rigtig godt hos mig. De flyder ligesom over, og tingene difunderer stille ud på gulvet. Og det giver sådan et konstant element af uro omkring mig.

Så nu bliver der indført skabslåger. Og skuffer. Ingen illusioner om orden bag lågerne, men jeg kan ikke se det længere.

Og den grød, jeg vandrer rundt og skuler lidt til, er det dobbelte garderobeskab. Det startede i Ikea, og jeg fandt det på Nørrebro. Skilt i stumper og stykker. Og jeg er pludselig kommet i tanker om, at jeg engang svor aldrig, aldrig nogen sinde at give mig i lag med et Ikeaskab. Og nu ligger det der. To meter højt, og råber ad mig.

Og jeg er ren fredag.

Jeg gider ikke. Ikke i dag. Og når jeg sidder i min sofa foran fjernsynet, kan jeg ikke høre skabet råbe. Eller se det. Så jeg bliver siddende. Når det bliver dag, bliver jeg nok træt af at falde over det.

by - 8 kommentarer

Onde miner

Nogen dage er det ekstra godt, at jeg ikke deler hverdag med nogen. I dag er sådan en dag. Og faktisk har der været feel good stemning på bloggen i ufatteligt lang tid. Så her kommer et edikkesurt opstød. Bare for at skabe lidt naturlig balance i universet.

Jeg hader på bilerne i dag. Jeg hader på teknik. Jeg hader på elektronik. Og er generelt bare et surt løg. Og nu har jeg trykket på noget, så bloggen sætter tykke røde streger under hvert eneste ord. Det løfter på ingen måde stemningen.

Vejret har rottet sig sammen med resten af universet, og nu sidder jeg i underbukser og skuler i min mørke stue. Fordi mine cowboybukser kunne vrides, da jeg kom hjem. Og for at tage den med det samme – alle jubelidioter, der skråler op om godt vejr og forkert påklædning bliver blokerede. Bare så I ved det.

På sådan en dag kan de, som har været i risiko for en slags partnerskab med mig, prise sig lykkelige. Jeg er bedst i ensom skulen. Der kommer virkelig ikke noget godt ud af mig.

Halvdelen af min arbejdstid er igen gået med at genoprette crashede dokumenter og mails. Mens jeg har gloet forbløffet på en kalender, der langsomt, men sikkert udryddede ethvert hvidt felt. Der kan ikke klemmes bare halve timers møder ind meget længe. Al skrivning må derfor foregå på andre tidspunkter. Hahaha – det må være en efterårsforbandelse. Så det ikke sådan ud for et år siden?

Da jeg pløjede mig gennem regnen for at nå toget til mit møde på Østerbro, kom en overkæk rød bilist fræsende på tværs i krydset. Som jeg var midt i. Jeg slap heldigt. Men der var skrigende bremser, og skrigende cyklist. Jeg hader biler. Jeg hader, at vi har lavet et samfund, hvor bilerne har højere prioritet end mennesker. Jeg hader, at jeg risikerer at blive torpederet. Jeg hader larmen og stanken. Og jeg hader, at biler fylder det hele. Hvorfor har vi ladet det ske? Hvorfor argumenterer vi for en hverdag, hvor hver mands bil er nødvendig? Det er jo totalt latterligt at se den massive bilpark på Kongevejen eller i Vasbygade. De kører tæt. Med ét menneske i hvert køretøj.

Jeg slap med livet og førligheden i behold i dag. Det var ikke bilistens credit. Det var rent held.

Tak for spaltepladsen. Nu kaster jeg mig igen ud i det der vejr og mødes med min veninde på Østerbro. Det kan kun blive godt.

by - 0 comments

Så tom den lille plads er…..

Jeg har været til konference om folkesundhed. Mødt vores sundhedsminister, som rent faktisk viste, at hun ved, hvad hun snakker om. Hun var rigtig god. I mit stille sind kan jeg godt håbe på, at hun bliver som sundhedsminister. For hun har formået at skabe en ro i vores sundhedsvæsen, som ikke er set de sidste ti år. En ro der giver arbejdsro. Til at tage sig af de mennesker, der har brug for sundhedsvæsenet hjælp og ekspertice. Og til at udvikle på kvaliteten af det arbejde, der foregår.

Og jeg har gået stormvejrstur ved Nyborg Strand, hvor jeg fik virkelig meget frisk luft på meget kort tid.

Jeg har danset i timer til Booze Brothers og løbet morgentur langs stille vand og morgensol. Og snydt en lille smule med noget bakke og noget sand. Ja, fordi det var der, og jeg skulle videre. Men jeg kan godt mærke, at han har ret, fysioterapeuten. Jeg skal kun løbe fladt.

Jeg har lyttet til kloge mennesker, og fået respekt for Bo Lidegaard. Og jeg er blevet overbevist om, at vi skal begynde at tænke nyt og diskutere anderledes om de forskellige sektorer i sundhedsvæsenet.

Jeg blev en smule vredet af bekymring for kajakken, da det stormede i Nyborg. Og fik Thure til at tjekke, om den stadig lå, hvor den skulle. Uden at overveje, hvad han skulle have gjort, hvis den ikke havde. Men det gjorde den. Lå fint og trygt på ponton’en. Og så ganske ensom ud, da jeg kom hjem.

 

For den lille tilrejsende båd er væk. Jeg havde tøjret den godt, så jeg tror ikke, blæsten har taget den. Jeg håber, at dem, der savnede den, har fundet den. At den er kommet trygt hjem, hvor den hører til. Men vi må leve uden forløsningen, uden visheden. Og bare sige, tak for besøget. Og skulle du ønske at komme forbi igen, er du velkommen.

 

by - 0 comments

Efterårsfornemmelser

Min krop kan ikke helt slippe sommeren. Det er som om, den har taget bolig i mig. Måske bare fordi jeg har haft den dejligste sommer med meget mere sol, end de skriver om i aviserne. Jeg vil have, at den bliver ved. Måske derfor smutter min krop afsted med bare tæer i ballerinaskoene. Og bare arme under jakken? Jeg fatter ikke helt, at det er slut.

Men efteråret er her. Og maler skønmaleri ud over scenen. Og minder mig om, at ingenting varer evigt. Man skal vide, man skal dø. Så man bedre kan se det smukke og få øje på stjernestunderne.

En lang gåtur på Amager Fælled med en klog veninde ganger bare smukheden omkring mig op med faktor tusind.

by - 4 kommentarer

Sex efter 50

Mens verden tilsyneladende går amok i en bog om en jomfrus seksuelle debut, må jeg erkende, at jomfrusex ikke længere kan tænde mig. Jeg er et andet sted i mit liv. Jeg læser med stor fornøjelse erotisk litteratur. Det er bare ikke nok at sige pik og kusse. Der skal andet og mere til. Helst skal det også være god litteratur. Eller klogt.

Derfor er jeg rigtig glad for at have fået tilsendt denne bog. Som jeg har fået æren af at skrive en anmeldelse af. Alle jer, der har et fem eller seks eller syvtal forrest i jeres alder, og alle jer, der er stærkt på vej – stay tuned.

Bogen er skrevet af min gamle kollega Skejby Sygehus, Ditte Trolle, som er gynækolog. Og altid har interesseret sig for kvinders ve og vel. Og da hun for nogle år siden blev bedt om at holde foredrag om sex i moden alder, måtte hun sande, at det blev der ikke skrevet meget om. Som om sexlyst, drifter og erotik ligeså stille gled ud af kvinders liv i fyrreårsalderen.

Hun skriver i sit forord: “Den seksuelle revolution til trods er ældre stadig ramt af forestillingen om, at sex ikke er noget for ældre mennesker. Det kan betyde, at ældre ikke får den rådgivning om seksualitet, de kan have brug for, for eksempel i forbindelse med sygdom. Det kan også betyde, at ældre par bliver skilt ad, når de kommer på plejehjem.
Derfor blev foredraget om ældres sexliv til en bog, og bogen handler om både kultur og medicin.”

I min egen lille verden undrede det mig, da jeg var syg og fik kemoterapi, at ingen syntes, det havde betydning aftale med mig om sex. Du er jo alene, så det behøver vi vist ikke tale om, sagde en sygeplejerske. Nu sidder jeg med Dittes bog i hånden. Og kan næsten ikke vente med at vende bladene. Mere om en uge eller to……

20120922-144051.jpg