by - 5 kommentarer

Ny i familien

Jeg har resigneret i forhold til de fimbulvintre, man er begyndt at sende efter os i halvdelen af året. Og er blevet ramt af en slags husmoragtig fornuft. Jeg er skidetræt af at slæbe tunge indkøb på ryggen, og jeg er skidetræt af frosne gear. I morgen begraver jeg endeligt den grå hverdagscykel, når jeg følger den til sit sidste hvilested på vores lokale genbrugsplads. Måske bliver den fundet af en Roma og kan fortsætte sit lille liv i buskene på Kalvebod Fælled?

Jeg elsker min blå racer, men det er uholdbart at lade den stå alene ude, mens jeg er til møder på udsatte steder i hovedstaden. Og den er fuldstændig uegnet til husmoderlige sager som hverdagsindkøb.

Derfor tog jeg i eftermiddag på besøg hos Cykelbanditten på Amagerbrogade og prøvede cykler. Jeg havde forestillet mig noget andet. Og den matcher ikke min vanlige stil helt. Det kunne måske ridse mit image. Men jeg cyklede simpelthen bedst på denne cykel. Man vil derfor fremover kunne forveksle mig med frederiksbergmødre med høj styrføring. Med den lille forskel at jeg stadig kan give dem allesammen baghjul til hver en tid.

Sig velkommen til mit nye familiemedlem.

20120611-222927.jpg

by - 0 comments

Leverpostej og hovedpine

Jeg sidder og hænger lidt over morgenmaden med massivt ondt i hovedet. Denne gang er der ingen simple løsninger, og hovedpinen har intet med ombyttede kontaktlinser at gøre. Det er universets straf for at være kæk med vin og drinks. For at føre mig lystigt frem i høje hæle og pailletter. Og nu forsøger jeg at tage min straf med løftet pande, for den er det hele værd. En dejlig fest med de dejligste mennesker, og en særlig begivenhed, der er en hovedpine værd. Vi fejrede nemlig Annamette Fuhrmanns nye bog.

20120609-100543.jpg
Det er en modig bog. Om to mennesker, jeg er kommet til at holde af. Og jeg kunne ønske, at Annamette havde været der til at skrive den bog, dengang jeg selv blev kvalt i leverpostejen. Det er en bog til alle jer, der sidder med begge fødder i bakken med lunken leverpostej. Og til alle os, der sad der engang. Den er til alle jer, der ikke er landet der endnu. Bogen er i sidste ende en hyldest til kærligheden. Til mændene og ungerne og til alle de udfordringer, som livet også er.

Tak for bogen, Annamette og tak for festen. I andre, smut ud og køb den. Mine piger, som sidder midt leverpostejen, får selvfølgelig en bog hver.

by - 1 kommentar

Nå ja

De sidste dage har jeg gået og følt mig svimmel med svage antydninger af hovedpine. Som om mine øjne ikke kunne se rigtig klart. Jeg følte mig utilpas og overvejede en kort stund, om jeg skulle kravle i seng igen i morges. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke, men vaklede afsted til bussen, fordi jeg skulle til en vigtig konference om klinisk etik.

Og så var det, at der pludselig var en fuldstændig enkel løsning på problemet. Som bare illustrerer, hvor distræt man kan være i en travl uge i Sydhavnen. Jeg ilede på toilettet i Københavns Kulturhus i nordvestkvarteret, skurede hænderne og byttede om på mine kontaktlinser.

Og verden blev en anden.

20120608-171131.jpg

by - 0 comments

København, altså

Nogen gange kan jeg blive helt overvældet af min by. Jeg synes, den er så fin. Når jeg cykler hjemover efter en lang dag på arbejde og indledningen på en konference, som lover godt. Fra Dampfærgevej på Østerbro langs Langelinje gennem Kastellet, hvor folk hænger ud og kigger på vandet. Hvor luften er sommerlig og fuglene kvidrer. Og hvor der alligevel er sommertemperaturer. Jeg rammer Holbergsgade, som er næsten mennesketom, og finder dem i Nyhavn. Menneskene. Hvor de sidder med tændte lys på bordene og drikker sommerøl.

Langs Christians Brygge kaster jeg lange blikke ud over vandet og tager en hurtig beslutning om en omvej over Islands Brygge og Nokken. Bare for at nyde sommeraftenstemningen på et af mine yndlingssteder. Imens gik solen ned. Og jeg nåede hjem med en følelse af at være lidt forelsket i min by.

20120607-231122.jpg

by - 5 kommentarer

Duer i luften

I går fik jeg en due i hovedet. Mon det er et tegn? Havde det været en duelort, ville den have betydet lykke. Nu var det i stedet en lortedue. Som landede lige midt i sylten på mig, mens jeg fredeligt cyklede hen ad Falkoner Alle ved aftenstide. Frederiksberg, altså.  En due i hovedet? Er I klar over, hvor stor sådan en er?

Jeg cyklede mildt og fredsommeligt ad Falkoner Alle på vej hjem efter en dag, hvor computeren havde modarbejdet mig på alle fronter. Den takkede af med at slette et par timers arbejde, og jeg efterlod den i hænderne på et it-menneske, mens jeg sydede af indestængt raseri. Jeg kunne jo ikke så godt flå ham, vel? Det var jo ikke hans skyld. Men så kan man cykle hele vejen hjem og trampe det indestængte ud på Kongevejen. Og jeg cyklede netop afsted og hyggede mig ved tanken om, at jeg ikke var punkteret. At mine bremser virkede. Og at trafikken var overskuelig, her hvor klokken nærmede sig 19, og almindelige mennesker forlængst var bænket ved spisebordene. På fortovet ved indgangen til Frederiksberg Have sad to duer og fedede den. Måske blev de overraskede over mit milde ansigtsudtryk? Pludselig fløj de begge op. Den kloge af dem styrede udenom mig og min cykel. Men den anden….. Den fløj direkte in my face! Good Lord, sikke et chok. Heldigvis var den en smule skæv i sigtet, så jeg ikke blev slået helt ud af kurs. Og jeg standsede ikke for at tilse den. Eller undersøge om den fløj videre.

Det er nok bare dårligt karma. Fordi jeg så tit har skældt og smældt over Frederiksberg og cykeltrafikken. Efterfølgende kunne man iagttage et lettere forstyrret kvindemenneske slingre storgrinende videre ad Falkoner Alle.

Det må betyde lykke. Eller bare lidt held. For i dag virker min computer, og jeg har fået genoprettet det tabte. Og om lidt tager jeg på to dages konference om klinisk etik.

Billedet har jeg lånt her

 

by - 2 kommentarer

Forandringer

Jeg har igen forladt det jyske. Med en følelse af, at jeg kommer der for lidt. Det er godt at besøge gammelkendte steder. Og det er godt at få bjørnekram af gammelkendte mennesker. Hvordan finder jeg balancen i at pleje det gamle, holde rytmen i dagligdagen og lade nysgerrigheden blomstre? Når man nu er sådan en, som vil det hele? Og når jeg ikke længere er den, jeg var engang.

Der er noget trygt og rart ved at vågne i min venindes gæsteseng på Skelagervej i Skejby. For langsomt at trække løbetøjet over min søvnige krop og vælte ud af døren med retning mod noget, der engang var bar mark. Nu er det nyskov. Da jeg løb der første gang, gik de spæde træer mig ikke til knæet. Nu danner de tag over stierne. Der bliver bygget og dannet nye stisystemer rundt om den lille nye skov, så jeg mister orienteringen. Det er godt og rart at komme svedende tilbage til et veldækket morgenbord og dampende te. Snuppe sit morgenbad og sludre længe over ostemadder.

Når jeg bevæger mig til midtbyen, mens det største halvmaraton er ved at slutte, og de sidste løbere kommer trætte i mål, svøber jeg mig i mit gamle klubliv. Og inkasserer bjørnekram og kys og glade smil. Og når min gamle løbebuddy nærmest løfter mig fra jorden, i jubel over at have brudt en tidsgrænse og løbet hurtigere end en time og atten minutter, får jeg bare lyst til at komme til træning på onsdag. Selvom ingenting er, som det var engang.

Det gør mig bare glad at have haft det.

Mens den nye skov langsomt bliver voksen i det nordlige Århus.

20120603-205025.jpg

20120603-205051.jpg

20120603-205107.jpg

by - 0 comments

Smukhedsmorgen på Mols

Man kan sige meget om vejret for tiden. Og det gør de fleste. Men denne lørdag morgen i Mols Bjerge var betagende smuk. I den times tid mon løbetur varede. Derefter lignede det igen efterår.

Jeg elsker at løbe i Mols Bjerge, og selv om vi havde snakket og drukket vin til sent, mine forældre og jeg, vred jeg mig ud fra dynen og skruede mig ned i løbeskoene allerede klokken syv. Mols Bjerge er et af min barndoms landskaber. Her har jeg gået utallige ture, redet rundt på hest, cyklet og løbet gennem hele mit liv. Jeg har ikke helt fattet, at det nu er blevet nationalpark. Eller hvad det betyder. Ud over at der nu bliver passet på det. Jeg ved bare, at jeg SKAL derover, når jeg er i mine forældres sommerhus.

Der driver af minder af mest den gode slags. Mig selv seks år i fuldt firspring ned ad lange bakker. Mig selv med kæreste i hånd, mens vi henåndede over smukheden omkring os. Alle mine unger med jubelhyl. Hele familien koncentreret om kantareller i skovbunden på det hemmelige sted. På hesteryg i sprøde morgentimer. Vandreture med hemmelige overnatninger på hemmelige steder.

Og som i går, smukke stille morgener med klar luft og blå himmel i løbesko og bare arme. Med sådan en morgen kan verden bare komme an resten af dagen.

20120603-081444.jpg

20120603-081515.jpg

20120603-081531.jpg

20120603-081541.jpg

20120603-081603.jpg

20120603-081616.jpg

20120603-081631.jpg

20120603-081640.jpg

20120603-081648.jpg

by - 2 kommentarer

Øjebliksbilleder fra en forsinket færge

Jeg sidder på færgen ved Sjællands Odde. En time og en halv senere end planlagt. Og folk omkring mig flegner helt ud i raseri. Jeg har rejst så meget, at 1 1/2 time ikke kan rokke ved mit weekendhumør.

Til gengæld har en lille familie omringet mig med en skrigende baby og en uendeligt snakkende lille dreng. En mor der hænger på begge, mens far har placeret sig i behørig afstand med mobiltelefon. Nåmen det er jo weekend. Og jeg må jo udsætte det der arbejde, jeg havde tænkt mig at bruge sejlturen til. Jeg havde ellers sat mig i strategisk afstand fra både cafeteria og legerum.

I stedet kan jeg bruge tiden på at glo på folk. Da vi entrede fartøjet, havde jeg en hvæsede mand i nakken. Konstant mumlende noget om erstatning og rabat. Han blev ved med at blæse vred luft i mit højre øre, så jeg vendte mit milde weekend åsyn mod ham. De må give rabat, hvæsede han, når vi skal stå her og vente. Pyt, sagde jeg. Det er hvad der kan ske, når det blæser. Tag det som en oplevelse. Og så sagde han: Det er PIK PERKME den dårligste oplevelse, jeg har haft. Det sagde han. Og mine øjenbryn løftede sig i ren forbløffelse. Jeg mener, han var en ældre pænt udseende herre. Med hvide lokker og briller på næsen. Det er ikke hver dag, jeg hører 70-årige sige pik perkme.

Og hvis det er den dårligste oplevelse, han har haft, må han have levet et gnidningsfrit liv. Jeg havde bare forestillet mig en højere grad af tilegnet overbærenhed så.

Nå men han var sur. Og jeg hørte adskillige: Det er SIDSTE gang, jeg tager den færge. Herregud. Folk har lidt travlt med ‘altid’ og ‘aldrig’. Almindeligvis smutter den færge frem og tilbage stabilt som et schweizisk urværk. Men der skal ikke meget mere end et enkelt fejltrin til, når det gælder transport og politik.

Hold nu op med det brok, mennesker. Det er fredag. Og jeg vil vædde med, at de fleste af jer har været smartere end mig. Og holdt mandagen fri for møder og andet arbejdsgejl, så det bliver en hel ferie.

Jeg glæder mig bare til min mors mad i sommerhuset. For en time og en halv ekstra uden mad, får maven til at knurre.

20120602-121419.jpg

by - 9 kommentarer

Så barnlig er jeg #4

Mine sidste 24 timer blev reddet af hele to mænd. De ved det ikke, og jeg sender en ordentlig skude undskyldninger afsted. Fordi jeg er så barnlig. Jeg ødelagde nemlig deres dag.

I går mandede vejret sig gevaldigt op hen på eftermiddagen, og jeg sender en halv tak. For vinden var rent faktisk vendt. Og der var ikke meget af den. Thumbs up for det. Ellers kunne jeg godt ønske mig de hede dage tilbage. For dem stortrives jeg bare i. Men jeg sadlede cyklen og besluttede mig for at tage nogle ekstra kilometer. Resten af ugen bliver nemlig med bus. Bare noget logistik.

Derfor slog en stor bue rundt om København, før jeg tunede ind i Husum. Hvor en indædt mand måtte se mig passere. Derefter lavede han Frederiksberg-tricket hele vejen til Valby. Kørte frem i lyskrydset, fræsede ind foran mig og blokerede. Ikke så snart var lyset blevet grønt, før hans små ben trampede det bedste, de kunne. Frem over krydset. Foran mig. Det var bare ikke hurtigt nok. Jeg kunne så let som ingenting sejle forbi ham. Desværre for os begge havde vi rød bølge, så han hentede mig ved hvert kryds. Tiltagende rød i hovedet, svedende og med hvæsede åndedræt.

Jeg kunne sagtens have forbarmet mig. Have fortrængt min indre vinderdæmon og ladet ham smutte. Eller kørt en anden vej. Problemet var bare, at jeg havde en fest. Lidt som når katten leger med musen. Fuck, hvor har han været nederen at få hjem til aftensmad.

Men jeg sejlede det sidste stykke til Sydhavnen med et smørret smil tværet ud over hele krydderen.

I morges driblede jeg møgtidligt over vandet til Amager Fælled og løb morgentur kl 6.30. Fed morgen med en slags solskin. Hælen optrådte næsten eksemplarisk, og jeg nød min tur. Pludselig hørte jeg løbeskridt bag mig. Lidt efter hørte jeg heftige mandeåndedræt. Han havde det hårdt, kunne jeg høre. Og så for samme kattedjævel i mig som i går. Jeg havde det nemlig på ingen måde hårdt, og jeg rykkede elegant fra ham i samme øjeblik, han nåede mig.

Man kan høre det på sukket. Den lede følelse af at blive sat af en hestehale. Og mig? Jeg boblede glad og let afsted en time over fælleden og hilste på rådyr, fasaner og harer. Og svaneunger i havnen.

Undskyld begge to. Men i løbesko sker det så sjældent. Jeg må udnytte sådan et øjeblik. Jeg håber, I alligevel har nydt dagen.

20120530-192708.jpg

by - 3 kommentarer

Lysfest

Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne lide at pudse vinduer. Men jeg HADER det. Mine vinduer mod kanalen er fire meter høje, og det giver jo et vidunderligt lys i hele lejligheden. Når man nu er en sucker for lys.

Jeg har altid hadet at pudse vinduer. Dengang jeg var gift, var det sammen med strygetøjet en klar mandeopgave. Eller noget jeg bestak børnene til. Sammen med græsslåning og musefangning.

Nu hænger det på mig, og jeg har kun afskaffet græs, mus og strygetøj. Oven i det, blæser der saltvand op på ruderne og laver en klæbrig uklar hinde over hele glasset. Og så ryger det sjove ved fire meter høje vinduer på en måde.

Derfor kunne man i dag observere mig balancere på en lille stol med en fire meter lang stang med svamp og skraber i den anden ende. Mens jeg bandede højt og inderligt over det helt umulige i at skabe helt klare og lydefri vinduer i højden. Og over mængderne af vand, der væltede ned over mig.

Men nu er de nærmest rene. Med alle de fejl, jeg laver. Og selvfølgelig lykkedes det også at vælte den ene balje med vand ud over gulvet. Inde. Som så også pludselig blev vasket. Og jeg kan sætte mig tilfreds i sofaen og se helt over til genboen.

Og jeg hørte godt det der i vejrudsigten med kuling. I vover på at sprøjte saltvand på ruderne. Jeg siger det bare.

20120528-221929.jpg