by - 0 comments

Mit hårmekka

Da mit pandehår for 127. gang fløjtede ind i mine øjne og dækkede enhver udsigt effektivt, fik jeg nok. Det var ikke kun i dag. Faktisk har jeg skullet til frisør siden længe før jul. Men fandt ikke lige stunder til at smutte den meget lille omvej forbi frisøren på Borgbjergvej. Jeg tror, at hvis jeg ignorerer det hår, så holder det op med at vokse. Så bliver det bare ved med at være langt på den lækre måde. Virkeligheden er, at jeg ligner noget, som fint kunne falde ind på Mozarts Plads. Eller være et levn fra Woodstock.

Men i dag var det nok. Måske betød det også en lille smule, at jeg i morgen skal føre mig frem i silkekjole og høje hæle. Så løfter håret ligesom ikke stemningen. En rask søgen på Google afslørede, at frisøren faktisk har telefon. Så man kan ringe og bestille tid. Smarts nok. Og det gjorde jeg. Og hun havde tid. Det kostede en løbetur i skoven i Hillerød, til gengæld har jeg en mere tjekket paryk nu.

Min frisør er fra Cambodja. Hendes salon hedder Hair and Beauty. Og det passer, navnet. Som noget nyt har hun indlemmet sin lillesøster i butikken, og hun laver negle. Butikken er nu fyldt med farvestrålende negle i fantastiske mønstre, som man kan få limet på. Jeg var helt betaget. Ikke fordi jeg skulle have negle, men fordi jeg aldrig har set sådan nogen negle i en salon i Danmark. Frisør-søsteren har boet i Danmark i 18 år og har efterhånden fået både storesøster og lillesøster herop. Kun moderen bor endnu i Cambodja, men kommer på besøg hver sommer.

Hendes frisørsalon har den største samling af legetøj, jeg nogensinde har set i en salon. Måske har jeg egentlig aldrig set en salonmed legetøj, når jeg tænker over det. Den er fyldt med glimmer og guld på bedste asiatiske vis, og der er citronte på kanden til hver en tid. Som man skal give sig god tid til at drikke, formaner hun. Helst skal den drikkes, mens man sidder og slapper af i den sorte lædersofa.

Baglokalet er altid fyldt af børn. Små og store. Og ikke hendes egne. Nogen gange er det søstrenes og andre gange veninders børn. Og sydhavnerne myldrer ind og ud af døren. Som i dagens blæsevejr alligevel ikke kunne lukkes helt.

Er hun god til at klippe? Hun er hurtig. Tyve minutter, så er det overstået. Og jeg ser alligevel altid vindblæst ud. Nogen gange er det bedre end andre gange. Fordelen ved at blive ved med at udsætte hende, er at det føles vidunderligt hver gang. Det er så befriende at være fri for pandehåret. Og så får jeg de bedste historier fra Sydhavnen, mens hun klipper.

Og så ser jeg nu ikke helt tosset ud. Eller håret gør. Ikke. Og når nu det er så hyggeligt, så skulle jeg måske alligevel komme der bare lidt oftere.

by - 2 kommentarer

Når man bliver gammel og viis

Sidder lidt tung og træt og spekulerer på, hvornår det sker, det der med at blive viis. At blive gammel kommer jo af sig selv. Eller er man født med det? Nogen gør aldrig åndssvage ting. Og så er der mig.

Efter at have levet i 3000 år burde det være sevet ind, at vin, veninder og vild opsamling på sladderfronten er en skidt kombination med en tirsdag aften. Alligevel plasker jeg i med begge ben og stor begejstring. Fordi maden var god, og stemningen ligesom boblede lystigt afsted. Og derfor krøb jeg først under dynen lidt før klokken halv to.

Da telefonen vækkede mig i morges, var lystigheden til at overse. Nu kunne man tro, at en kursusdag kunne redde stumperne. Men nej. Jeg er på projektlederuddannelse. Med udsigt til eksamen, certificering og hele svineriet, og der er ingen chance for at sidde og lurepasse en hel dag. Næ nej. Sådan en dag er fyldt med praktiske øvelser og hjernegymnastik. Og min lunte var måske en anelse kort. Ikke sådan på sure-måden, men lidt utålmodig. Når folk ikke forstod, hvad jeg sagde med det samme. Og manglen på søvn fremmer ikke mine evner til at udtrykke mig klart og tydeligt. You get the picture?

Fedt, sagde en medkursist under en af mine kriser, det skal der da være plads til. Carpe diem, du ved. Bliver livet ikke fattigt uden den slags fejltrin? Det mener jeg nok også i morgen. Lige nu mener jeg ikke noget. Jeg er bare træt. Og kan heller ikke skrive interessant uden søvn.

by - 2 kommentarer

Slut fred med din krop

Min hjerne gør nogle gange mærkelige ting. I dag sad jeg omhyggeligt ved computeren og fandt det tog, som skulle bringe mig til Skodsborg. Jeg skulle til nytårskur hos Anna Skyggebjerg. Det er sådan en kvindeting, som jeg har glædet mig til. Men så gør min hjerne det, som jeg egentlig har vænnet mig lidt til. Den tænker, aaajj, sikke dejligt vejr. Og så går den i ledtog med cyklen og styrer helt udenom Københavns Hovedbanegård. Nåmn, det var også dejligt vejr, og for en sikkerheds skyld havde jeg taget cykelfornuftigt tøj på overkroppen. Og tørt tøj i tasken.

Det gik rigtig fint. Til den anden side af Hellerup. Så begyndte det at dryppe. Dråberne blev hurtigt til regn på den seriøse måde, og jeg var våd på ingen tid. Den standsmæssige og diskrete ankomst, jeg havde haft i tankerne, kuldsejlede fuldstændig. Selvfølgelig kom jeg et par minutter for sent. Og mislykkedes helt med at liste ubemærket ind i lokalet, da jeg havde lavet en hastig omklædning. Denne kvinde, sagde Anna med høj røst til forsamlingen, har netop cyklet fra Sydhavnen. Jeg satte mig under stor applaus og morskab.

Til nytårskuren fortalte Andrea Bak om sin proces med at slutte fred med sin krop. Det har hun skrevet en bog om, og det skabte en livlig debat i festsalen på Skodsborg Strandvej. Jeg har ikke så meget erfaring med slankekure og har aldrig været overvægtig, men Andreas’ fortælling om at slutte fred med sin krop vandt genklang i mit eget arbejde med at slutte fred med min krop efter al den kemoterapi, jeg fik for fem år siden. Jeg har forlængst tilgivet den, at de onde celler blev budt indenfor. Men jeg er ikke helt færdig med at slutte fred med alt det rabalder, som kemoterapien lavede. Ikke at jeg har det skidt, for det har jeg ikke. Og det er meget svært at formulere, så andre end jeg forstår. Jeg skulle for pokker vel bare værelykkelig for at være i live. Og det ER jeg. Jeg er bare ikke helt færdig med at vænne mig til indholdet i det nye hylster, der blev lanceret dengang. Måske jeg kan lære noget af Andreas’ tanker?

Jeg cyklede hjem i tørvejr og tiltagende mørke. Og så gjorde min hjerne igen noget mærkeligt. For før jeg vidste af det, havde jeg snøret løbeskoene og smuttet i løbetøj. Og så løb jeg da en time i mørket. Jeg havde overvejet at hilse på min nye gode ven, det iskolde vand i havnebadet, men pludselig er vandet fyldt med sundhedsskadelige elementer. Så det røde flag er hejst – og ingen bad.

by - 6 kommentarer

Gylden fredag

Vi kom en smule skidt fra start i det spæde nye år, mit arbejdsliv og jeg. Der er jo ingen mening i at placere 2. januar en mandag. Hvor man stadig er en smule lam efter afskeden med det gamle år. Men der var ingen kære mor, og jeg tøffede hjemmefra lidt over syv for at drage mod Hillerød og tage fat på et splinternyt arbejdsår. Med alle de gode intentioner om mere tid i fritidsafdelingen. Og så ligger der en melding fra øverste direktion, at man gerne vil have mit projekt opgjort på en lidt anden måde. Nu. Så der røg den mandag, og jeg blev endnu en gang reddet på stregen af Sluseholmens sushibix, da jeg tjekkede ind igen omkring halv ni.

Men vi prøver bare igen. Al begyndelse er jo svær. Fredag var studiedag i forbindelse med min projektlederuddannelse. Og jeg havde med fryd konstateret høj sol og blå, blå himmel. Og ingen storm. Det måtte kvalificere til en lang pause med løbetur midt på dagen. Set i bakspejlet, var det selvfølgelig naivt at tro, at en hel dag kunne fredes som studiedag, og sådan gik det så heller ikke. Klokken 16 lukkede jeg arrigt computeren, mens jeg fnyste over spildt solskinsdag. Og til gengæld havde begyndt min opgave, afleveret projekt igen og talt i telefon med en ordentlig bunke mennesker.

På med løbetøjet i den svindende dag og afsted. Der var smukt ud over vandet, så jeg bestemte mig for at droppe Amager Fælled og blive langs vandet på Valby-siden. Her var helt betagende smukt. Der var guld tværet ud over hele synsfeltet. Vandet, luften, himlen – alt var farvet i guld. Det var nærmest overvældende, så jeg ind i mellem måtte stoppe og suge al smukheden til mig. Og pludselig holdt jeg op med at være arrig og bare være tudeglad over at løbe i det gyldne landskab, mens det langsomt mørknede omkring mig. Da jeg endelig løb over slusebroen igen, var det helt mørkt. Vandet var stille, og alle lysene glimtede og spejlede sig.

Jeg løb hjem, hentede rygsækken med håndklæde og tørt tøj, og så smuttede jeg i badeklubben. Det er en helt ny form for fredagsbar, bare på en anden måde. Det blev tre gange i det iskolde vand og tre gange sauna. Med en hyggelig lille flok. Og så var det fredag for alvor, og vi starter forfra i næste uge med at opdrage på det arbejdsliv.

by - 5 kommentarer

Thumbs up, DSB

Jeg vil så gerne kunne lide DSB. Jeg vil så gerne ikke være en del af hylekoret, der stikker dem en lammer hele tiden. Jeg anstrenger mig virkelig for at lægge vægt på de gode oplevelser og huske på, at det faktisk fungerer fint for det meste. Fraset de gange hvor tumper har rippet Holte station for kobber, er det ikke sket mange gange i det sidste år, at s-toget har svigtet mig. Det er da en pænt fin statistik, synes jeg. Men det er så let kun at huske de dårlige eksempler.

Min flinkhed fik et knæk i Randers, da jeg skulle hjem fra julebesøg hos mine forældre. Min far satte mig af på banegården i god tid til afgang. Det var pivkoldt, og skærmen i afgangshallen fortalte, at toget var ca 7 minutter forsinket. Derfor satte jeg mig indenfor på stationen. Sammen med ti andre. Vi ventede.

Pludselig så vi toget rulle ind på perronen lidt før tid. Alle greb deres bagage og stormede afsted. Også mig. Med tung kuffert spænede jeg først ned ad trapperne, så op til perronen, hvor en venlig person holdt døren åben for mig. Ude på perronen fik jeg øjenkontakt til togstewardessen i den åbne dør på toget. Hun så mig i øjnene og trykkede på luk-dør-knappen. Jeg spurtede vantro helt derhen for at stikke en hånd i klemme, men nåede det ikke. Og toget satte i gang. Mens togstewardessen stadig så mig i øjnene. Spruttende af arrigskab stod jeg så der, mens et par stykker solidarisk råbte efter toget med underkæberne nede på brystkassen.

Efter at have stampet lidt i jorden, hankede jeg op i kufferten og marcherede tilbage til kiosken i afgangshallen. Hvor de selvfølgelig ikke kunne gøre andet end at sælge mig en ny billet. For jeg havde naturligvis en orange billet, købt for længe siden. Og orange billetter kan kun benyttes til den afgang, de er købt til. JEG VAR RASENDE! Men de var søde. De lyttede tålmodigt, og rådede mig til at skrive til kundeservice og forklare. En pige med hund var i samme situation, så vi skumlede lidt sammen, mens vi ventede en time på det næste tog. Og jeg kom alt for sent i seng den aften.

Men når DSB alligevel får thumbs up herfra, er det fordi de helt uden tøven undtagelsesvist har refunderet den billet, jeg købte i Randers. Jeg har så lært, at man skal opholde sig på perronen og ikke regne med oplysningerne på skærmen. I hvert fald, når man er på en lille station, som ikke har oplysning over højttaleren. Og genvundet min tro på den offentlige transport.

by - 0 comments

Regn og rusk

Jeg gloede lidt olmt ud på vejret flere gange i løbet af dagen. Turen til Glostrup i går morges var i bidende modvind, og det skulle kun blive værre. Der er noget med det vejr, de dage jeg er på uddannelse i Glostrup. Jeg har ikke haft en eneste rolig cykeltur derud. Nogen tænder for vinden og åbner sluserne. Hver gang.

Men jeg var forberedt og pakkede mig ind fra top til tå, så regnen bare kunne komme an. Og så kæmpede jeg mig hele vejen hjem. Jeg ved ikke, hvad der er værst. Regn og blæst eller biler. Det er nok irriterende med regnen piskende på forruden, men jeg kan afsløre for jer, kære bilister, at det er ingenting imod regn piskende direkte ind i øjnene.

Til Sydhavnen ankom en gennemvåd og dryppende furie, som blev sendt direkte på badeværelset. Og nu var der allerede en plan om at løbe tirsdag eftermiddag. Fordi søndag blev levet i sofaen og mandagen på arbejdet. Sådan noget skal man ikke tænke for meget over, men bare tage et ninjaspring i løbeskoene. Inden nogen kan nå at blinke. Eller overveje det forsvarlige i at løbe ud i stormen.

Det var tæt på imponerende at løbe over slusebroen, hvor vandet brusede mod København. Og min kanal. Vinden hylede og rev i mig, og pulsen kom i vejret. Og en time senere ankom en blidere kvinde – stadig dyngvåd – igen til Sydhavnen. Enhver anden ville blive inde på sådan en eftermiddag. Men man bliver alligevel gladere.

by - 1 kommentar

Halløj der og velkommen – 2012

Fra femte sal på Amagerbrogade så det imponerende ud, det nye år. Fra tagterrassen højere oppe var det nærmest overvældende med raketterne spruttende om ørerne på os. Og mageløse øjeblikke at dele med de to standhaftige småpiger, der ikke havde givet efter for søvnen. Det ankom godt til os, 2012, efter et gastronomisk trylleri fra Amagerbrogades ubetvivlelige mesterkok. Det er en blessing af de store at have hele to af den slags i min familie. Fiskesuppe med jomfruhummer, perlehønebryst og lidt magisk oksekød med kartofler og skorzonérødder tilsat tryllesauce og en afslutning med chokoladetoppe med hindbærskum, is og chokolademousse – i et lille eksklusivt selskab med krudtuglebørn, som villevilleville være vågne til det der klokken tolv. Et sjældent nytår med dybe snakke, der blev ved flere timer efter, jeg havde annonceret min afgang. Derfor cyklede jeg klokken fem stille, glad og meget træt gennem et søvnigt Amager, hvor jeg stødte på piger og drenge, som sikkert har det slemt lige nu.

Nytårsforsæt? Mest af den slags, der er sådan lidt alment menneskelige, tror jeg. Jeg vil stadig og altid arbejde på at være et bedre menneske og gøre det, jeg nu kan for det fællesskab, jeg er en del af. Jeg vil elske mine børn og deres og tage de nye små mennesker i hånden og vise dem verden. Lære dem om noget af det, jeg ved. Jeg vil være der for mine forældre, når de har brug for det. Jeg vil være en bedre ven og sparke meget mere vennetid ind i 2012. Jeg vil tage mere på opdagelse i verden end sidste år.

Og til det mere håndgribelige – i listeform:

Få nu  hængt de billeder op. Nu bor jeg her for søren.

Vi skal finde en båd, mine unger og jeg, som kan ligge lige her udenfor min stue.

Jeg skal have sneget lidt flere penge ind på bankkontoen. Jeg må i gang med at skrive og holde nogle foredrag igen.

Jeg skal have fundet en løsning på det der vinduespudsning i fire meters højde. Alternativt må de der storme høre op. De pisker saltvand på ruderne.

Jeg skal tage mig tid til at løbe lidt flere lange ture.

Med sådan en bunke små bitte tanker for det næste år, tøffer det så stille i gang, som det sluttede. Uden store dramaer. Og jeg starter det med at lave – ikke en skid. Endnu engang – hav et forrygende og lykkebringende 2012. Pas godt på hinanden derude.

 

by - 15 kommentarer

Godt nytår

Årets sidste dag går på hæld, og jeg smutter ind til mesterkokken, min bonussøn, og holder nytår med hans familie. Tidligere i dag tog jeg imod en invitation fra Islands Brygges havnebad, trak i løbetøjet, smed håndklæde og tørt tøj i rygsækken og løb ind langs vandet. Ved havnebadet stimlede bunkevis af mennesker sammen, og det var en fest. Det var simpelthen ikke en mulighed at tøse ud med så mange tilskuere. Jeg trak resolut løbetøjet af. Og så stod jeg der i badedragt. Den 31. december. Tæt på frysepunktet. Der var kun én ting at gøre. At springe.

Og jeg gjorde det. Jeg satte af fra kanten og sprang direkte i det iskolde vand. Min lille krop hvinede chokeret, men sælsomt nok føltes det ikke så koldt, som det burde have gjort. Så jeg svømmede bare roligt hen til trappen og gik op igen til mit håndklæde og det tørre løbetøj. Der var grin og spas hele vejen rundt om bassinet. Men jeg måtte vente med varm alkohol, for jeg skulle jo løbe hjem igen.

Turen lagde jeg over Amager Fælled, som virkede nærmest magisk i disen. Og kroppen emmede af varme hele vejen hjem.

20111231-150639.jpg

20111231-150716.jpg

20111231-150725.jpg

Hav nu et fantastisk nytår derude. Tak for i år og tak fordi I læser med. Vi ses i 2012.

by - 4 kommentarer

Snas og højdepunkter fra året der smuttede

Jeg er lige så stille ved at løfte armen for at vinke farvel til 2011. Som var mig meget mere nådig end så mange andre år. Hvor jeg andre år på kanten af december har tænkt, slut nu bare, så jeg kan tage fat i en anden ende. Ja så sidder jeg på en måde og ser mildt og tilfreds på den lille bitte stump, der endnu er tilbage af 2011. Et år hvor de store dramaer er sket i sikker afstand fra mit lille liv. Et år der har givet mere, end det har taget. Et år der næsten roligt er tøffet afsted i sit eget tempo. Så lad os da bare tage det, året. I overskrifter.

Arbejde

Lige meget hvordan jeg ryster posen, hopper arbejdsoverskriften op først. 2011 blev året, hvor sundhedsvæsenet begyndte at rykke på den fede måde. Hvor jeg kun vanskeligt får armene ned. Fordi der nu kommer fokus på samarbejdet mellem patienter og sundhedsvæsen. Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker mit arbejde. At jeg altid har elsket at arbejde i og for vores offentlige sundhedsvæsen. Jeg har drømt om – i hele mit arbejdsliv – at være med til at ændre fokus, så patienterne bliver hørt, set og forstået meget mere, end det sker i dag. Da jeg selv blev kastet ind i at være patient,  blev jeg kun bestyrket. Alting gik godt, når vi samarbejdede. Lægerne, sygeplejerskerne og mig. Og det gik rigtig skidt, når de glemte mig.

Og nu er ord som patient empowerment og patient involvering ved at blive helt almindelige. Og jeg får lov at folde mig ud. Og være med til at give ordene liv og mening. Omsætte dem til levende projekter og handlinger. Hold da op. Aldrig har arbejdstimer givet så meget mening.

Små mennesker

I 2011 blev min store rodebutik af en familie beriget med tre små nye mennesker, David, Rebekka og Vera:

Det gør mig jo ekstra glad for at have fået en lejlighed med plads. Næste projekt er at finde et gitter til trappen, for Vera er allerede bedre kendt som Turbo-smølfen og David som Houdini II, og hvem af de to, der bliver 2012 sjællandsmester i hurtigkravl, står hen i det uvisse.

Coming to terms

2011 blev året, hvor løb fandt sin nye plads i mit univers. Løb er fedt, men som livsindhold er det ligegyldigt. Sådan har det vist altid været, men mine drømme om at genfinde tidligere tiders fart, fik til tider løb til at fylde for meget. Jeg tror, at jeg er kommet overens med, at sådan bliver det ikke igen. Jeg har fået for meget kemoterapi, og det har smadret et eller andet i det, der gjorde, at jeg kunne løbe stærkt. Løb vil altid være en del af mit liv. Og en vigtig del. Alt har bare forandret sig. Jeg kunne muligvis komme igen, men det er ikke worth it. Det vil tage alt for meget tid og energi fra det arbejde, som er så meget vigtigere. Jeg kender ingen, der har haft lymfekræft, som er kommet til at løbe hurtigt igen.

Det betyder ikke, at jeg træner mindre eller aldrig løber intervaller. Det betyder bare, at det har fundet sin plads. At løbe langsomt betød meget mere end at finde  mig selv på næstsidste side i resultatlisterne. Det betød, at jeg måtte ændre mit mentale billede af mig som løber. Og det tager tid. Jeg var blevet en, man måtte vente på. Det betød, at jeg med et ikke kunne træne med de fyre, jeg havde leget med næsten dagligt i årevis. Det var en syngende social lussing. Og mit mentale billede af løb er blevet til noget helt andet. Hvor det tidligere faldt mig ret let at løbe hurtigt og derfor legede med at løbe om kap med de halvhurtige drenge, er løb blevet meget mere meditation. Jeg er kommet til at holde af mine lange ture alene. Uden krav til hastighed. Uden følelsen af ikke at slå til. Og måske er det bare bedst sådan lige nu. Hvor arbejdet skal have lov til at bestemme. Det er sgu da ligegyldigt, om jeg løber nogle minutter hurtigere eller langsommere. Det gør ikke verden til et bedre sted.

Hjem

Det blev året, hvor jeg efter temmelig meget rakken rundt, fik mig et hjem. Et rigtigt hjem med terrasse og fast husleje. Birkerød og jeg blev aldrig et godt match. Det blev jeg og Sydhavnen derimod. Jeg elsker, elsker, elsker at være i byen igen. Og at have Amager lige inden for rækkevidde. Come on – jeg er for gammel til fremleje. Så nu har fast grund under fødderne og rullegardiner for vinduerne. Og har på en eller anden måde fundet hjem.

Så i min lille livsboble ånder der fred. Midt i en verden af vold, uro, ødelæggelse og store kampe.

by - 4 kommentarer

Rend mig i traditionerne – nogen gange

Jeg elsker traditioner af den gode slags. Som dem vi har i min familie omkring jul. Vi har det rasende hyggeligt, på sådan en måde at alle faktisk får det hyggeligt. Men traditioner er hele tiden til forhandling. Ellers bliver de stive og intetsigende. Og jeg får åndenød og kløe under fødderne.

Da jeg blev skilt for 3000 år siden og blev singlemor for mine tre unger, begyndte vi at holde jul hos mine forældre. Jeg følte på en eller anden måde, at vi ikke længere var en rigtig familie. Fordi der manglede en far. Eller fordi jeg ikke var voksenhed nok til sådan en julemenage. Og det var fint og hyggeligt, indtil jeg pludselig et år syntes, det handlede alt for lidt om mine børn. Jeg slog hælene i og groede noget voksenhed og meddelte mine måbende børn, at jeg nu ville holde jul hjemme. Hos os. – Jamen mormor og morfar ….., sagde mit ældste barn. Og jeg lod hende nådigt (men ærligt) vide, at hun naturligvis gerne måtte holde jul hos mormor. Men at jeg ville holde jul hos os. Og sådan blev det. Og så skulle alle have deres livret, og vi satte os omkring det runde spisebord og lavede en juleforhandling. Vi etablerede simpelthen vores helt egen tradition med præcist den mad, vi helst ville have. Med julefrokost og det hele. Sofie og jeg ville i kirke, Mia ville pynte juletræ uden indblanden, og Morten ville se Disneyshow i fjernsynet. Sådan blev rollerne fordelt, så alle gjorde det, der var mest rigtigt for dem på sådan en juleaftensdag. Vi har haft gæster, og vi har gået i byen efter gaverne, som vi havde lyst til. Og vi har skabt en jul, der passer til os.

Men traditioner skal brydes. Og nu er der kommet kærester og svigerfamilier ind på arenaen, og pludselig er vi ikke bare automatisk sammen. Hver jul. Og det skaber jo anledning til at sprælle lidt i juletraditionerne. Så mens I andre svedte for at sprøde anden og dække julebordet, gakkede min søn og jeg omkring i solen i de stejle gader i Lissabon.

Mens I strakte jer på tæer og satte stjernen i toppen af juletræet, var vi på opdagelse i et gammelt slot højt hævet over byen.

Mens I åbnede rødvinen,så den kunne ilte godt inden middagen, valgte vi portvin i butikken. Efter de pæneste flasker. For hvad ved vi om portvin?

Og mens I kæmpede med andefedtet, nød vi en oksebøf med salat, inden vi slentrede til den længste julemesse ved midnatstid. Mens I måske var ved at overveje noget med dyner hjemme i Danmark.

Og sammen drak vi os behageligt berusede i portugisisk rødvin og vores udvalg af portvine. Og havde samtaler, som kun min søn og jeg kan have sammen, når vi er uforstyrrede. Det er derfor, det er vigtigt at bryde traditioner ned fra tid til anden. Så man husker de vigtige og betydningsfulde ting, man kan have sammen. Og som aldrig skal være automatik.

Og så glæder man sig til næste år, når der igen er samling på hele menageriet. Og juletraditionerne kan herske. På vores måde, altså.