Det er svært at bevare noget pessimisme.

Jeg vågnede til mit eget sure fjæs i morges. Og det var der ved gud ingen grund til. Det sure hører hjemme henne i arbejdslivet, og jeg har taget et par fridage. Vig bort hønserøv, skulede jeg til mit spejlbillede. Men den var en smule sejlivet.

Solen strålede, og jeg kravlede ned og skurede min træ-ponton. Og pladrede lidt i vandet med fingrene. Snart, altså, kommer jeg nok til at hoppe en lille bitte smule ned i det vand. Det er fuldstændig klart. Og lokkende. Og koldt. Nu er min ponton ren og fri for andelort. Og jeg gav ænderne i kanalen et hvast blik. SLUT med at bruge min ponton til lokum. Blev der sagt.

Min løbetur startede råddent. De der sunde drikkedunke ryger på pension. NU. For 117. gang lukkede flasken ikke tæt, og jeg fik pladret væske ud over ballerne. Fire gange måtte jeg stoppe og lukke flasken. Og jeg havde de dumme tights på. Dem der kravler op af inderlårene. Så jeg var sur igen.

Heldigvis glemmer man det der sure, når man løber. Man kan ikke se sur ud. Og når man ikke kan se sur ud, så holder det op af sig selv. Prøv selv.

Det var Amagers tur i dag.

Pirate area

Kalvebodbroen

Kalvebod Fælled kommer sig over vinteren

Nokken Strandvej

Nokken Strandvej

Hjemme i slusen

Fra mit vindue i stuen er der top underholdning. Pludselig kom en konstruktion af tre badekar i en træramme tøffende forbi. No kidding! Jeg nåede ikke kameraet.

Mens resten af landet hengav sig fuldstændig til to babyer, der skulle have navne (way beyond me!), fornøjede jeg mig med spændende, udfordrende, nytænkende ting og sager henne i arbejdslivet. Da jeg endelig ved femtiden satte cyklen i gang mod Sydhavnen fra Herlev Hospital, bankede eftermiddagssolen ned fra en knaldblå himmel. Og jeg opdagede, at man kan cykle hele vejen gennem noget parkagtigt langs noget vand, forbi Damhussøen og videre til Valbyparken. Fedt, ikke? Folk var ude. Med børn og hunde og bolde. Og alting duftede af græs og………birk. Og næsen sprøjtede om kap med øjnene. The devil is back. Men jeg hoster ikke. Endnu.

Udenfor Irma stod en sød fiskemand med frisk stenbiderrogn. Det købte jeg og fejrede det ene og det andet (som ikke har noget med babyer eller navne at gøre) – helt for mig selv. Men først stak jeg i løbeskoene og spurtede ud i den aftagende eftermiddag. Tøffede over togbroen og tilbage til Valbyparken langs vandet. Her var kort og godt smukt. Stille vand. Stadig sol. Søde kærestepar med kaffe i vandkanten. Jeg løb ud til bjerget og krydsede over parken mod gastårnet i Hvidovre. Folk var simpelthen glade. Den ene efter den anden, løber som gående, hilste venligt og smilende. Det bliver man jo bare endnu mere glad i låget over.

Så tøffede jeg tilbage gennem den anden side af Valbyparken, fordi gastårnet og alle fodboldbanerne. Hvor der blev løbet og fløjtet og sparket og grinet. Jeg forsatte forbi Haveforeningen Musikbyen og løb videre over jernbanen til Havebyen Mozart og Frederikshøj. Jeg er helt forelsket i de steder. Folk bor i huse, der knopskyder på festligste måde. Der er små sirlige haver og huse, der næsten ligner små parcelhuse. Der er blomstrende fantasi,og det må være edderhyggeligt at bo der. Hvis jeg mødte en halvlækker singlefyr med hus et af de to steder, havde han er godt scorekort på hånden. Jeg skal nok tage kamera med en dag.

Tilbage til mit lille private festmåltid. Og en lille dukkert, da de STADIG tærskede langhalm på den der barnedåb. Hold. Nu. Op. Dem der ikke har hørt endnu, hvad de babyer hedder, rækker fingeren op. I åbner så bare for Facebook. Hvor halvdelen af vennerne så kan fortælle det. Og kan vi så være enige om, at det er nok nu?

Alma har i mere end et år erklæret, at når hun bliver stor, vil hun være bomstærk. Ligesom mormor. Hun vil løbe stærkt og langt, og hun vil klatre i bjerge. Det er lidt hyggeligt at være en mormor, der ikke kun er hyggelig. Så vi har altid sådan lidt øvning på det der med at være bomstærk, når vi er sammen. I Birkerød havde vi en legeplads med en klatrevæg,og Alma er ferm til at klatre. Hun er ret frygtløs, og jeg må stille krav om, at jeg skal kunne nå hende. Eller også må jeg se at købe en klatresele (men det må jeg vist ikke for hendes mor). Her i Sydhavnen har vi ingen klatrevæg, men vi har et skur. Og Alma klatrer uden problemer både op og ned. Og så fandt vi en klatrevæg, som nogen har haft monteret inde i sin lejlighed. Nu står den demonteret ved hans terrasse. Nøj, altså. Man kunne have fire meters klatrevæg i soveværelset??

Al den der sol satte turbo på udesyslerne. Det meste af lørdagen med Alma rundt i Sydhavnen og senere i løbeskoene. Og nu har jeg fregner i hele fjæset.

Lørdag løb jeg over togbroen til Valbyparken,og jeg mødte to blå Ikeaposer i hver sit træ. Den ene på Amager og den anden ved Musikbyens Haveforening. Det var nok mine. For torsdag fløj to blå Ikeaposer ud af hænderne på Sofie og mig. De satte fluks kursen mod kanalen og forsvandt ud i verden. Og altså til Amager og Musikbyen. Jeg klatrede ikke op og hentede dem hjem igen. Derimod fortsatte jeg rundt langs vandet og drejede indover mod Brøndby Havn. Og her tog pokker ved mig. Jeg løb fartleg hele vejen til Brøndby Havn og hele vejen tilbage. Og jeg fik faktisk lidt fornuftig fart på. 21 km i eftermiddagssolen.

Søndag formiddag trængte jeg til at gøre noget andet, så jeg løb langs vandet gennem Nokken til Islands Brygge. På den anden side af Slusebroen havde gutterne knappet den første bajer op og stod lænet op ad nogens bil. – Hey – høje knæløft, mere fart på, råbte de efter mig. Jeg grinede tilbage og inviterede dem med. Så brød de sammen af grin og råbte, neeeeej, det kan vi ikke.

Der var pakket ved vandet på Islands Brygge, og jeg zigzaggede mellem barnevogne og kærestepar og trehjulede cykler. Fortsatte gennem Christiania, som var vågnet af vinterdvalen. Kender i det med gammelt kæresteland? Det er området omkring Christiania for mig. Og jeg rammes altid af et mix mellem en ubændig lyst til at løbe forbi hans lejlighed og se, hvordan det går ham, – og en nøgtern erkendelse af, at det forhold ikke var sundt. Og derfor løber jeg ikke forbi.

Men på volden gennem Christiania var folk i gang med havesysler. Der var bål og nyplantede blomster, kagebod og kaffe på kanden. Jeg fortsatte til Amager Strandpark, hvor resten af København havde søgt ud. Det hele emmede af løfter om sol og sommer.  Der var en duft af saltvand og varm brise, og man fristedes næsten til at springe i vandet. Jeg mødte ikke nogen i badetøj.

Videre gennem lufthavnen til vandtårnet i Tårnby. Og så gik det hjem. En enkelt lille energi-gel ville have været dejlig at have med. Der var ikke meget brændstof tilbage i mig de den sidste halve time. 25 km med solen lige i fjæset næsten hele vejen. Jeg skulle have husket en klat solcreme på armene. Og jeg er ikke eksploderet i birkepollen. Oh wonder.

Kalvebodbroen

Computeren har været på lang weekend, og jeg har svælget i venner og familie og løbeture. Og flyttet rundt på mit lille hjem, og dermed taget hul på næste etape af indretningen. Som jeg ellers var gået helt i stå med. Jeg har plantet forårsblomster i potterne på terrassen og er flyttet ind derude for alvor. Jeg har stået på min ponton nede i vandet og drømt mig et par måneder frem, når jeg lader mig glide ned i vandet og tager mig en morgensvømmetur. Så nu har jeg haft min skærmpause og er tilbage på bloggen.

Mens jeg sad og spiste lang morgenmad i sofaen sammen med Politiken lørdag morgen, læste jeg en artikel om træningsafhængighed. Om Rikke, der pludselig et år gik amok i maratonløb og bogstaveligt talt stak af fra sin familie. Løbeafhængig kalder artiklen det. Men er det afhængighed?

Hver gang jeg læser om en forsker, der med videnskabelig og fysiologisk argumentation løfter advarende pegefingre, bliver jeg sådan lidt sær indvendig. Og jeg er som sådan ikke helt uenig i advarslerne. Jeg har set så mange nye løbere gå bananas i træning og næsten træne deres liv sønder og sammen. Jeg har trænet sammen med adskillige kvinder (og mænd), som prioriterede to ting i tilværelsen: vægt og træning og blev ulideligt optaget af gram og kilometer. Jeg har selv haft perioder i mit liv, hvor træning har fyldt så meget, at det har taget overhånd og efterladt mine børn sådan lidt hængemulede. Hvorfor hilser jeg så ikke bare de forskere og artikler hjerteligt velkommen?

Der er ingen tvivl om, at der er grund til bekymring, når træningen griber om sig i en grad, hvor børnene bliver til noget, der må passes ind. Så de får en følelse af at være sekundære i forældrelivet. Eller når man melder pas på vennerne, fordi man altid har et hårdt træningspas eller et løb forude. Når man aldrig kan dele et måltid, fordi alting skal passe på gram og kalorier. Men er det afhængighed? Jeg ville kalde det besættelse. Er det ikke lige meget, om det hedder det ene eller det andet? Ikke helt.

Når man begiver sig ud i at betegne noget som afhængighed med en række ‘symptomer’, er man godt på vej til at skabe en medicinsk diagnose. Med en officiel diagnose følger en autoriseret kode i det medicinske journalsystem, som kan udløse værdi i sundhedsvæsenet. Og så følger jagten på medicinsk eller sundhedsfaglig behandling. Og det er der, det hele tilter lidt for mig. Det er alt for unuanceret at kyle folk, der træner meget ind i en medicinsk kategori. For hvem kan helt vurdere, hvornår noget er meget træning eller besættelse af træning?

Jeg kender en del mennesker, der træner meget. Nogle ville også betegne mig som sådan én. Er det sygelig træningsafhængighed? Lad os bare bruge mig som eksempel. Jesper og jeg har fået den (syge?) idé, at det vil være en herregod oplevelse at løbe tværs over Alperne fra Chamonix til Zermatt. Ud over at det helt sikkert bliver smukt, bliver det fucking hårdt. Så selvfølgelig vil jeg forberede mig bedst muligt. Derfor trapper jeg langsomt min træning op og lægger en slags plan, og det betyder selvfølgelig en del timer i løbesko på Lorteøen og andre steder. Og når jeg nu har valgt at forberede mig på den måde, kommer min hverdag selvfølgelig til at indrette sig lidt efter den træning. Er det sygeligt? Okay, ideen om at løbe tværs over Alperne kan måske af nogen placeres i sygeligheds-kategorien. Men vi er sygelige på den lidt skøre måde. Vi kan jo lide det der med at gøre noget hårdt. Bare for at se, om vi kan.

Det er jo bare sådan, at vil man noget, må man øve sig. Jeg har skrevet to specialer på universitetet, og begge gange har jeg været tæt på at være et socialt grænsetilfælde. Det er pissehårdt at skrive speciale. Og man er nødt til at blive lidt besat af det, man nu gerne vil skrive om. Ellers kan man ikke levere 100 sider og holde holde gejsten.

Livet handler også om at prioritere. Ingen tvivl om, at Rikke i artiklen var ude i et skråplan. Hun var besat af løb. Måske var det et forsøg på at håndtere sin forholdsvist nye status som mor til et lille barn? Hvad ved jeg. Men at kalde det afhængighed skaber en forkert vinkel. Det er forkert at lave ethvert problem om til en diagnose.