by - 7 kommentarer

The Cleveland Way – part one

Jeg havde helt glemt, hvor hyggelig Nordengland er. Med sine stenhuse og fine blomster; og med ruiner og stengærder kastet rundt i landskabet. Og med en natur, der er helt underkendt. Men den kommer jeg til.

The Abbey i York


Efter en flyvetur og en togtur stod vi i York. Hvor jeg ikke har været, siden mine svigerforældre boede der. Et hyggeligt gensyn, som kom til at vare nogle timer længere, end vi havde forestillet os. Og var det måske Jesper og mig i en nøddeskal? Langtidsplanlægning hører ikke til vores spidskompetencer, og vi var helt fælles om den der lidt improviserede måde at rejse på. Det giver bonusoplevelser af den ene og den anden slags på vejen. Havde jeg nu bestilt bogen om The Cleveland Way lidt tidligere, var vi måske blevet sparet for at tosse rundt om The White Horse of Kilburn og lægge 6-8 km til vores distance den første dag. Måske ville vi også have styret udenom det fasan-nursery, vi forvildede os ind i istedet for at blive på sporet. Måske ville vi have undgået at tåge rundt i natsort regnvejr klokken alt for sent? Bonusoplevelser fik vi i hvert fald mange af.

Altså ankom vi lidt sent med bus til Helmsley, hvor The Cleveland Way starter, og fandt en Bed & Breakfast, og drog næste morgen afsted, forsinkede men glade. Strategien var at gå en times tid efter morgenmad og frokost, løbe ad lige strækninger og ned ad bakker. Op ad bakkerne ville vi gå for at spare kræfterne. Og bakker kom der mange af! Vores plan var omkring 50 km for den første dag. Og mon ikke jeg følte mig en anelse usikker til mode? Men Jesper var en super kammerat, og jeg tog en beslutning om, at fremad kunne jeg vel altid komme. Så – come what may…. Der er kun én måde at gøre sig nye erfaringer på. Afsted med os. I dejligt vejr og grønt omkring os. The Cleveland Way er markeret med skilte og små hvide agern. Det meste af vejen er ruten fint markeret, men ikke nok til at forhindre os helt i at tåge rundt lidt senere på dagen.

Efterhånden bevægede vi os op på The North Yorkshire Moors og blev ind imellem belønnet med fantastiske udsyn. Sporene og omgivelserne ændrede sig hele tiden. Vi lader vores tumlen frem og tilbage ved den hvide hest passere i tavshed. Vi fandt nemlig tilbage til sporet, da vi endelig satte os og nærlæste kortet.

Jesper i fuldt firspring ned over en mark


Derefter fortsatte vi op over hedelandskaberne gennem et overraskende øde og vildt terræn. Og her hævnede vores laisse affaire holdning sig grumt. For vi løb tør for alting. Vand, mad, dagslys, godt vejr,- det hele. Heldigvis havde fruen her ved et tilfælde kastet en pandelampe i rygsækken, og derfor kunne vi endelig famle os ned ad halsbrækkende nedstigninger. Og nåede ad natsorte smalle veje til vores nattely i Great Broughton. Som var ganske lille. Den aften indtog vi en Pepsicola, som næsten blev vores livs højdepunkt – for en stund. Og jeg kyssede næsten en receptionist, der lavede sandwiches til os ved 23-tiden. Kender I fornemmelsen af næsten at inhalere en cola, når man er træt nok?

The Moors


Belært af gårsdagens fatale fejl, proppede vi godt med mad og drikke i rygsækkene. Ikke tale om, at vi ville løbe tør igen. Og vi besluttede at tage en rolig dag. 62,5 km nåede vi, før vi trak dynerne over næserne i Great Broughton, og det var noget skudt over mål. Vi klatrede igen op på højlandet og hyggede os med fårene. Vejret var bedre, og udsigterne fra plateauet var ubetalelige. Der var lyng i lilla nuancer, så langt øjet rakte, og fårene spurtede til side, når vi nærmede os. Vi begyndte at øjne østkysten, og omgivelserne blev gradvist grønnere, mens vi langsomt bevægede os ned fra hedeplateauet.

Med udsigt til havet


Natten tilbragte vi i Wharton Arms, som var et helt kapitel for sig. En pub, hvor de lokale samledes og denne aften i udklædning. I flæng kan jeg nævne små sygeplejerskeuniformer, stramme politiuniformer, lårkorte nederdele udenpå alt for store kroppe. Der var kort sagt fest. Vi var bare så trætte, at vi gik glip af spasen og sov som uskyldige babyer. Efter en rolig dag på 41,7 km og de værste fish & chips, jeg nogensinde har mødt. Nu var vi halvvejs og havde næsten nået havet.

by - 4 kommentarer

Aften-stenerier

Sidder og stener foran noget hammerslag i tv, som viser bo-muligheder, jeg aldrig kommer i nærheden af. Efter en dag, som startede klokken halv seks i Manchester. I et skodhotel ved lufthavnen, hvor vi var gået i seng ovenpå en ligeså skod-pizza. Men glade fordi vi nåede helt til Filey i løbeskoene, og fordi vi nåede helt til Manchester med tog i tide til en seng på et hotel. Klokken 11 låste jeg min våde cykel op på Kokkedal station og piskede mine vrantne ben til at træde i pedalerne. Smed mit ildelugtende (læs:uhyrligt stinkende) løbetøj i vaskemaskinen og sprang i bad. Efter et par hurtige håndmadder og dressed up til konference, padlede jeg videre til Holte for at mene noget om datastyret kvalitetsarbejde. Er livet ikke mangfoldigt?

Og nu er jeg en smule træt i kroppen. Det her skulle jo egentlig ikke være muligt. Jeg mener, for tre uger siden kom jeg hjem fra Nepal efter to måneder med minimal løbetræning. Siden har jeg vredet kroppen hårdt i gear igen, og siden fredag morgen har jeg tilbagelagt 195 km i løbesko i Yorkshire. Jeg burde have fødderne fulde af pinefulde blodvabler. Jeg burde have smertende knæ og ømme muskler. Jeg burde måske også have ømme skinneben og ditto ankler. Men jeg har ikke ondt nogen steder! Jeg er træt i benene, og jeg er gået lidt på mentalt standby. Men vi har ikke sovet tiden væk de sidste dage, og jeg kunne have brugt en dag at sove ud i. Vi har ikke været på gourmet-oplevelser, men har spist os selv af med, hvad der nu kunne opdrives. Men jeg kan faktisk uden problemer løbe op og ned af trapper. Jeg er dybt fascineret af, at jeg kunne, og vi har haft en fantastisk tur. Jesper har været en super makker hele vejen, og jeg gør det hellere end gerne igen. Fire dage under åben himmel i fantastisk natur, – er man så ikke en heldig kartoffel? Jeg lover, der kommer beretninger med billeder, men lige nu er jeg for træt. Jeg vil sove og psyke mine ben mentalt, så de kan padle mig til Hillerød i morgen tidlig. På cyklen altså.

by - 13 kommentarer

England – here we come

Jeg er pakket og klar. Tror jeg. Nu er rygsækken i hvert fald fyldt – med så lidt som muligt. Min læge har givet mig en pille. Én pille – om dagen altså. Som forhåbentlig kan kvæle den hoste, som er ved at kvæle mig. Jeg har hele arsenalet af medicin i tasken.

Om lidt cykler jeg til Kokkedal og tager toget til lufthavnen. Og hvor jeg glæder mig til at gense Yorkshire. Og hvor har jeg en lille bitte smule kriller i maven. Gud ved, hvor langt jeg kan løbe sådan flere dage i træk. Flere gange om dagen. Men vi skal bare nå vores fly hjem igen tirsdag morgen. Vores krav handler kun om at have en god tur. Og måske udfordre mig en lille bitte smule.

Tak for alle jeres kommentarer. Jeg er ikke ligeglad med dem. Men jeg har haft lidt for meget om ørerne den sidste uges tid til at læse ret meget blog. Nu bliver der stille her, men i næste uge kommer der billedreportager fra de nordengelske hedestrækninger. Ha’ det godt så længe.

by - 1 kommentar

Sku’ man flytte til Nepal måske?

Så flintrer man igen rundt i noget tynd bjergluft et par måneder og lægger astmaspray og alting på bunden af rygsækken. Og har det helt glimrende. Og man kan lige stikke snuden indenfor i DK, så løber næsen og lungerne klapper i. Hvad f¤¤¤¤¤ er egentlig meningen? Nu trækker jeg igen mit vejr som gennem en pude af skumgummi. Og hvæser og hoster, så kollegerne kaster bekymrede blikke ind på mit kontor. Det er ikke sjovt mere, vel?

Der er ikke pollen i luften. Måske er der svampesporer? Jeg aner det ikke. Er det noget indeklima? I mit hus? I mit kontor? Det er besynderligt, at jeg kunne trække vejret helt frit i Nepal, og at det hele starter igen, så snart jeg stepper ud af flyet. Er jeg allergisk overfor mit land?

Det går okay med at løbe og cykle, men jeg bryder sammen i hosteanfald. Og jeg er SÅ træt af det. Nu ringer jeg igen til min læge i morgen og prøver et nyt præparat, for det, jeg har, gør ingen forskel. Og om lidt skal jeg løbe i fire dage.

by - 4 kommentarer

Søndagstur i lånte fjer

Hvad sker der for det der tid? En hyggelig middag med Pii og Sille udviklede sig til en masse vin, og så stod der pludselig 02.30 på uret. Det må være en fejl, tænkte vi. For få minutter siden var det bare aften, og Sille var lige puttet i seng. Og jeg skulle klart cykle hjem til Birkerød og løbe en træningstur med Jesper klokken ni. Nej, vel? Jeg var ikke svær at overtale til en overnatning i Idas seng.

Men træningsturen lå jo lidt fast. Vi lagde den om til Islands Brygge, og jeg lånte Pii’s løbetøj. Som hun havde løbet DHL i onsdag.og ikke havde vasket endnu. Og snørede de kasserede løbesko, jeg havde cyklet i. Tværede lidt tandpasta rundt i munden, så fornemmelsen af gammel vin blev fortængt lidt. Slubrede godt med vand for at klare hovedet. Og så dampede jeg afsted mod Islands brygge og cykelbroen, hvor Jesper ventede. Hvad søren, – vi skal alligevel vænne os til en påtrængende kropslugt i de fire dage, vi skal løbe. Vi løb ud over Amager Fælled, og det var ren nostalgi. Jeg har ikke løbet derude, siden jeg var kæreste med Tom fra Christianshavn for fire år siden. Solen bare bankede ned, og jeg blev mindet lidt om, hvor fedt det også er at løbe på Amager. Og Christiania.

Men hvad sker der for mine weekender? For en uges tid siden tænkte jeg fortrøstningsfuldt frem på en weekend i Birkerød. Jeg var dumpet lynhurtigt ned i noget hverdag med lidt rigeligt fart på. Og jeg drømte om en weekend med træningsture, lidt oprydning, avislæsning, sol på terrassen, hygge med naboerne og ingen, ingen planer. Og her sidder jeg og har tilbragt ufatteligt få timer på min hjemlige matrikel. Hvordan kan en hel weekend blive spist så hurtigt?

Det kan den jo, fordi jeg har været sammen med børn og venner hele tiden. Og okay – fik også noget husalf til at fræse rundt med støvsuger og gulvmoppe. Og okay – har også fået løbet nogle fine træningsture og cyklet en hel del kilometer. Men væk er den, weekenden, og en mandag melder sin ankomst om få timer.

by - 0 comments

En rådden dag, hvor alt endte godt

One of those days…. Vågnede i går med følelsen af symbiose med hovedpuden. Har vi nu tilbragt timer nok sammen i de sidste uger? Næppe.

Mærkede en velkendt prikken i venstre balle. En byld på vej. Et fænomen der optræder med mellemrum, som er undersøgt og undersøgt og undersøgt. De rummer ikke bakterier, og jeg har selv en vag fornemmelse af sammenhæng til en rejse til Afrika for mange år siden. Jeg lever med dem. De varer et par dage, gør hundeondt, væske lidt og forsvinder igen.

Kiggede lidt på mine cykler. Og valgte at skifte slangen på racerens fordæk, så jeg kunne suse afsted på den i morgenluften. Nåede forbi Tokkekøb Hegn, så sivede luften ud af bagdækket. Og dagens plan faldt sammen. Der stod jeg med min cykelpumpe og planerne om at gå tidligt fra arbejde, så jeg kunne nå at lave aftenens foredrag færdigt. Hvorfor være i god tid, når man kan arbejde under pres?

Min kollega, Jan, kom tilfældigt forbi i sin Berlingo, så ind med min cykel og videre på arbejde. Tak til ham, som så også skulle tidligt afsted igen til et møde inde i byen. Og så kunne min cykel og jeg jo kravle bagi igen og hoppe af i Birkerød. et nul til Berlingo.

Surfede lidt modløst rundt i titusindevis af billeder fra utallige ture og ekspeditioner. Men fik alligevel sammensat noget foredrag, som rummede lidt af hvert uden at drukne folk i mine feriebilleder. Piskede afsted på min citybike, som også trænger til en alvorlig overhaling og nåede ikke noget mad. Susede ned mod Halmtorvet og Øksnehallen, da en kassevogn svinger til højre. Og bliver ved med at svinge, selvom vi har øjenkontakt. Jeg har fart på og slingrer afværgrende til siden og slipper med et slag mod baghjulet. Af den dumme stodder, som bare kører videre, mens både jeg og de omkringstående råber højt efter ham.

Så med pulsen i rød zone og rystende ben stepper jeg ind i bygning 55 ved Øksnehallen og bliver modtaget med knus og kram. Og afleverer mit foredrag, som folk faktisk sidder helt stille og lytter til, selvom loppemarkedet allerede var i fuld gang. Og selvom projektoren lavede sære ting med farverne på mine billeder. Og som folk havde en million spørgsmål til bagefter. Så jeg satte mig sådan helt glad og afslappet og drak lidt øl, inden jeg styrede cyklen tilbage til Birkerød (og igen drømte om en lejlighed i byen).

Nu har jeg rettet en smule op på forholdet til min hovedpude og forsøger at kickstarte en alf med kost og spand gennem huset.

by - 6 kommentarer

The Cleveland Way

Torsdag i næste uge flyver jeg til Manchester sammen med en god ven, Jesper. Jesper opdagede i forsommeren, at én af de ting, jeg gik rundt og drømte om, var at udforske nogen af de store vandreruter i det nordlige England. Jeg kender området fra utallige ture, dengang jeg var gift og havde svigerforældre, der boede i York. Dengang havde jeg også en ordentlig flok små børn, og jeg drømte om engang at tage på opdagelse i vandrestøvler. Det bliver så ikke i vandrestøvler, men i løbesko.

Ruten over The North Yorkshire Moors og langs kysten


Ruten er cirka 180 km lang, og vi har afsat fire dage til det. Det giver os rimeligt god tid til både at udfordre os (mig) og til at nyde den helt fantastiske natur, vi bevæger os igennem. The North Yorkshire Moors er et fantastisk landskab af sådan eventyragtige dimensioner, og ruten langs kysten er bare flot og imponerende. Jeg glæder mig også til at gense flere af de små kystbyer, som vi krydser igennem.

Kystruten


Jeg glæder mig i det hele taget til at komme til England. Det var et af de mange tab i forbindelse med min skilsmisse. De regelmæssige Englandsbesøg.

Og hvordan forbereder jeg mig så på at løbe/lunte 45-50 km fire dage i træk? Efter to måneder i bjergene, hvor jeg slet ikke har løbet så meget, som jeg havde håbet. Det går forbavsende godt. Med min form, altså. Jeg er lynhurtigt kommet tilbage til de daglige lange cykelture. Turen fra Hillerød til Amager – sammenlagt omkring 100 km i løbet af dagen – gav ingen problemer. Mandag løb jeg et overraskende godt løb ved DHL, og i går løb jeg hjem fra arbejde med min nye løberygsæk. I morges stod cyklen jo så i Hillerød, og jeg måtte løbe afsted i morgenluften. Og jeg havde en dejlig tur.

Vi kan kun have den bagage med, som vi selv kan bære. Hele vejen. Vi har ingen steder at opmagasinere. Så mængden begrænser sig selv voldsomt. Lidt ekstra løbetøj og sko, regnjakke (det er jo England), vandflasker, kamera, toiletsager, penge og et håndklæde. Vi bliver populære at sidde ved siden af, når vi flyver hjem tirsdag morgen. Jeg kan godt lide konceptet. Det er enkelt, som på en bjergbestigning, hvor man ganske vist må slæbe meget mere gear¨med. Men præmissen er den samme.Du må bære det selv hele vejen. Kort må vi købe i York, når vi når så langt. Det ville være kedeligt at smutte mod den forkerte kyst.

by - 3 kommentarer

Ud af buret

Jeg fik vristet mig selv fri af mit indre eksil. Det går jo ikke at have antennerne vendt indad, når der ligger 3000 mails i indbakken (no kidding!), vel? Eller når nu det er i næste uge, vi flyver til England for at cruise gennem The Glendale Way. I løbesko. Eller når der er deadline for 2-3 projekter lige nu.

Så off we go. Jeg må have en rygsæk til Englandsturen. Jeg har rådgivet flere om løberygsække, og nu er det min tur. En hurtig research på nettet overbeviste mig om samme rygsæk, som Karina også valgte til Extreme Marathon i Silkeborg, LitePac
Desværre for mig var den udsolgt fra forlaget, men heldigvis havde Thure en OMM rygsæk liggende i kælderen, som jeg kunne købe. Desværre på en trist baggrund. Rygsækken har tilhørt Thomas Labo, som døde i vinter. Jeg vil bære rygsækken med stolthed over de engelske hedestrækninger.

Derfor sprintede jeg afsted på min cykel fra Hillerød til langt ud på Amager for hente rygsækken. Og kom lidt for sent til min middagsaftale med mine to piger. Men vi nåede både middag og Hævnen. Som efterlod os fuldstændig tavse og lamme i roen. Hvor har nogle mennesker det dog dårligt.

Og i dag løb jeg så hjem fra arbejde med min nye rygsæk på ryggen. Ad min yndlingsrute gennem St. Dyrehave og Tokkekøb Hegn, som jeg hilste glad i deres sensommerdragt.

Hverken Jesper eller jeg er tilsyneladende begge uden behov for detailplanlægning, men vi har alligevel bestemt os for at stikke hovederne sammen på søndag, mens vi løbe en tur i skoven. Bare så vi koordinerer logistikken en anelse.

Hvis nogen ikke har noget fornuftigt at lave fredag aften, kunne I overveje at komme i Øksnehallen fredag aften. Der holder Paul Petersens Idrætinstitut Friluftsloppemarked, og jeg skal underholde fra omkring klokken 19 med ord og billeder fra ”et liv med eventyr og friluftsliv, udviklingsarbejde i Nepal, bjergbestigning og glæden ved at tage på tur”. Så nu skal jeg sætte billeder sammen fra små og store eventyr. Fra alle mine hverdagseventyr i skoven til mine større ekspeditioner i Nepal og Sydamerika. Fra rejser til fjerne afkroge af verden til små ture i Danmark eller eventyr i Alperme.

For et par uger siden sad jeg i et køkken i Simikot og snakkede med David. Og han spurgte, hvorfor mon du og jeg gør det her? Hvorfor er det, at vi synes, det er fedt, og andre aldrig kunne drømme om at gøre noget lignende i bare en enkelt uge? Hvorfor er det fantastisk for mig at ligge i et lille telt på en stejl bjergskråning med sneen hvirvlende omkring mig? Spise kedelig mad, som vi laver i teltet? I ugevis. Få frostsår på læberne. Hvorfor bliver jeg så tiltrukket af udfordringer? Så jeg kan holde ud at opholde mig i dyb fattigdom, som jeg gjorde hele sommeren? Jeg ved det ikke. Jeg har ikke noget forkromet svar. Kun at min nysgerrighed på verden og dens mangfoldighed er ubændig. Og forhåbentlig aldrig holder op. Men folk der altid tager på storbyferier rummer vel en lignende form for nysgerrighed? Måske min komfortzone bare ikke er særlig veludviklet?

Anyway – nu må jeg stoppe mine overspringshandlinger og lave det slideshow.

by - 2 kommentarer

Limbo

Det er sært at lande i mit lille danske smørhul. Jeg er glad for at være tilbage. Jeg elsker at være tæt med mine unger igen. Det er fedt at se vennerne, og jeg er så glad for at være tilbage hos mine kolleger i Hillerød. Alligevel bevæger jeg mig rundt i en slags limbo. Med en gennemsigtig skærm mellem mig og verden. For mange indtryk gør mig træt, og skærmen ryger op. Mit lille hus er min hule, som jeg har alt for lidt tid at gemme mig i. Verden kalder. Ubønhørligt.

Og jeg prøver, og jeg gør mit bedste. Mens jeg lover mig selv at give tid. Der har været mange kontraster i mit verdensbillede de sidste par måneder. Jeg har bevæget mig mellem fattigdom og rigdom, mellem ensomhed og fællesskaber, mellem stilhed og larm. Jeg har opholdt mig i den absolutte enkelhed, og er nu tilbage i de endeløse valgmuligheder. Det tager tid at tage det hele ind. Og det tager tid at lade det bundfælde sig. Det er åndeløst at se fem hyldemeter forskellige morgenmadsprodukter og tænke tilbage på morgener med tsampa og buttertea. Hvordan lærer jeg igen at begribe beklagelser over våde kælderrum, når man kommer fra regn, der udløser jordskred og slår mennesker ihjel? Det tager tid.

Så jeg giver tid. Imellem familiefest og arbejde. DHL og biografture. Og så falder min verden sikkert langsomt på plads i mit univers igen

by - 0 comments

Efterårssæsonerne er skudt i gang

Jeg er blevet hentet ud i noget virkelighed, hvor man skal møde op hver morgen. Og det var med lidt chok og vantro, at det gik op for mig, at iPod-lyden i går morges betød: skrub så ud af sengen, Høstrup.
Men det var sandt. Og jeg blev modtaget med knus af chefen og drak spandevis af te med kollegerne. Ja, jeg nærmest tussede fra kontor til kontor og sludrede. Og brugte hele dagen på at få min computer til at makke ret, så jeg kunne komme ind til det der arbejde. Altså – jeg kunne sagtens fortsætte med te, knus og snak, men de andre havde jo arbejde at lave. Og det havde jeg så også, da computeren endelig lukkede mig ind. I eftermiddag. Længe leve teknologien. Og det er dejligt at være tilbage. For da susen, hvor er jeg heldig med det job, de kolleger og det arbejde, der gemmer sig i min computer. Jeg hilste glad på min racercykel, som har stået helt alene i et værelse hele sommeren. Og det var ren luksus igen at suse gennem skovene til Hillerød. Fedt, fedt, fedt.

Foredragene begynder stille at tikke ind i kalenderen. Alle mulige forskellige foredrag, faktisk. I næste uge er jeg inviteret ind på Paul Petersens Idrætsinstitut og fortælle om eventyr og friluftsliv. Andre foredrag er om at blive patient – eller om at blive rask, om kvalitative forskningsmetoder, om bjergbestigning og selvfølgelig om mit arbejde i Nepal. Så det er i den grad, hvad man kan kalde en skøn blanding. Og så tikkede der en forespørgsel ind til morgen i min mailboks, som jeg blev knaldrød og varm i bærret over. Af sådan en mixtur af forlegenhed, betuttethed og rå glæde. Fra en særlig, kærlig blogveninde, som gerne ville have mig til at fortælle om ”at træffe valg og gøre det, man føler for”. For nogle særlige kvinder. Ja, jeg vil da så. Helt vildt gerne. Jeg bliver helt vildt rørt og ydmyg over at nogen kan føle sig inspireret af mig. Og jeg elsker at holde foredrag. Så man må gerne kontakte mig, hvis man skulle få lyst til at høre mig give den gas med en masse billeder.

Jeg kommer stille i form igen. Jeg har løbet tre ture på 10-12 km i min skov. Kun én i regnvejr, og løbeskoene kommer også med til familietræf på Mols. Det går egentlig meget godt, bare langsomt. Og på mandag, ik? Når hele Region Hovedstaden og alle de andre skal løbe DHL, så lader jeg sgu nok bare uret blive hjemme. Nogen gange behøver jeg slet ikke at vide, hvor lang tid det vil tage mig at tilbagelægge fem kilometer, vel? Og som en slags straf for ikke at være hjemme hele sommeren, skal jeg løbe sidst på vores hold. Altså når alle de andre har tændt grillene langs ruten inde i Fælledparken. Jeg hader at løbe sidst. Men det bliver garanteret skidehyggeligt. Og det er på en måde en rimelig straf. Jeg tager den med oprejst pande (med mindre altså at nogen alligevel vil bytte?? Mon?)

Efteråret er også skrivetid. Og først skal jeg selvfølgelig have skrevet min rapport færdig om mit arbejde i Humla og sende den afsted til Kathmandu. Jeg mangler lige den sidste finpudsning, som nok kan klares i bussen i morgen og overmorgen. Jeg har et par artikler i støbeskeen. Om Humla og om udviklingsarbejde. Og mit kapitel til Tracy’s bog er næsten færdigt og klar til at sende.

Jeg har ikke set på billeder endnu. Jeg er ikke helt landet endnu. Det er som om, jeg lige må sunde mig en smule, før jeg giver mig i kast med de omkring 700 billeder, der ligger på memory kortene. Som om jeg lige skal tage de hjemlige indtryk ind først. Så der skal nok komme billeder. Om lidt.

I går blev også den musikalske efterårssæson skudt igang. Det gjorde den i Amager Bio sammen med Henrik og Secret Oyster. De leverede en fantastisk koncert, og ham der guitaristen, jeg havde flimset sammen med engang i forrige århundrede, kunne stadig trylle på sin guitar. Og havde stadig den der frække udstråling.