Jeg vil gerne igen sige tak. Jeg har fået mail fra Kathmandu, at der er kommet mere end 15.000 kr til medicin fra Danmark, og jeg ved, der er flere på vej. Det er fantastisk og dejligt at mærke opbakning til projektet. Det betyder, at jeg kan købe en rigtig stor portion medicin og forbindsstoffer med ud til Humla. Det kommer til at betyde en stor forskel. For der er ingenting. Som i i-n-g-e-n-t-i-n-g derude. Kæmpe, kæmpe tak fra mig og fra nogle af de fattigste folk i verden.

Min afgang kommer trampende med stormskridt. Jeg rejser onsdag eftermiddag fra Kastrup og ankommer næste dags eftermiddag i Kathmandu med pitstop i London og Delhi. De næste fire dage bruger jeg på at pakke udstyr og gøre klar til projektet i Humla sammen men Jeroen, som er projektleder. Jeroen er hollænder og kæreste med Nirmala, som er en god veninde i Kathmandu. Nirmala arbejder i det firma, som Kiplingtravel arbejder sammen med i Kathmandu, Explore Himalaya. Hun har været på uddannelse i Schweiz de sidste mange måneder, Men vender tilbage til Kathmandu få dage, før jeg kommer. Det bliver et dejligt gensyn.

Så flyver jeg ud i bjergene, først til en lille by i en dal, Nepalgunj, og videre til Simikot, som er “hovedstaden” i Humla. 8. juli begynder jeg endelig at gå til Kerma, som er en lille bitte by, som bliver centrum for mit arbejde. Og nu er jeg på banen alene – altså med en lokal guide, som hjælper mig til at finde den rigtige vej. I Kermi er en buddhistisk lama den lokale sundhedsarbejder, og ham kommer jeg til at arbejde tæt sammen med. Det er også meningen, jeg skal undervise ham. Men undervisningen kommer helt sikkert til at gå den anden vej i lige så stor udstrækning. Jeg mener, – hvad ved jeg i virkeligheden om de folk, jeg skal ud og hjælpe i projektet? Jeg kender ikke deres opfattelser af sygdomme og sundhed. Jeg ved lidt om deres sygdomsstatistikker, men jeg ved ikke, hvad de selv er optaget af. Jeg kan have nogle forestillinger på baggrund af de folk, jeg har mødt i andre egne af Nepal og i Ladakh i Nordindien. Men de her folk lever så afsondret fra resten af verden, at jeg ikke kan vide det. Mine forventninger er, at det nok er nogle yderst seje folk, som nok har lidt for store forventninger til den vestlige medicin, som jeg vil repræsentere.

Jeg vender tilbage til Kathmandu den 14. august, hvor der skal laves afrapportering til Nepal Trust om projektet. Selv i min ferie skriver jeg rapporter….. Men efter afrapporteringen, som jeg jo kan skrive på forhånd, er der fri leg resten af tiden. Der er nok så småt begyndt at komme turister i Kathmandu igen efter regsæsonen, og jeg tror, jeg vil stikke ud af byen hurtigst muligt og holde noget ferie.

21. august bliver jeg sat af i lufthavnen og flyver til Delhi, hvor der venter 15 (!) afskyelige timer i lufthavnen, før jeg kan flyve videre. Lufthavnen i Delhi har været under ombygning i nyere kendt tid, og den figurerer i toppen af min liste over afskyelige lufthavne. Jeg har venner i Delhi, så jeg tror, jeg forsøger at få et transitvisum, så jeg kan underholde mig. med vennerne. Og så lander jeg simpelthen i Kastrup igen den 22. august ved middagstid.

Skulle der nu sidde et par bandit-røvere og tænke HA, fedt, et tomt hus i Birkerød hele sommeren, så kan jeg kun sige: Dobbeltsnydt! Huset er ikke tomt, og der er ikke nogen værdier at tømme huset for. So don’t bother, – it’s not worth it.

Jeg er helt overvældet over, så mange der allerede har doneret penge til medicin til de nepalesere, jeg skal ud og arbejde hos. Af hele mit hjerte tak. Det varmer og gør mig sådan helt grundglad. Jeg vil tage masser af billeder med til Nepal af vores lille land og fortælle om de gavmilde venner, kolleger og familie, som ikke bare beriger dem med medicin, men også beriger mit liv i det daglige. Og jeg vil sende masser af historier og billeder retur, så alle jer, der har givet, kan se, hvordan pengene er blevet brugt. Og få et indtryk af, hvordan livet kan forme sig for et folk så afsides.

Når jeg sådan rejser i lidt længere tid, “bytter jeg historier” med de folk, jeg møder. Ligegyldigt hvor jeg har rejst, har jeg mødt gæstfrihed og nysgerrighed. Fremmede folk vil gerne vide noget om, hvor jeg kommer fra. Derfor har jeg gjort det til en vane at have billeder med. Engang var det papirbilleder, men nu kan jeg have dem på min Ipod. Når jeg rejser i et land som Nepal, som er så forskelligt fra vores flade, grønne land, er det rigtig sjovt. Billederne giver masser af samtalestof, masser af undren, masser af grin og en masse udvekslen. Jeg har også altid musik med. Og i Nepal er det særligt sjovt. Fordi i Nepal har jeg været til nogle af de vildeste dansefester. Alle danser. I begyndelsen er det lidt planlagt og indstuderet, men lige pludselig er dansen givet fri. Og både mænd og kvinder danser og bruger dansen som en slags drilleleg. Man udfordrer hinanden, og i dansen kan piger og drenge flirte på en måde, der slet ikke sker åbenlyst i dagligdagen. Dansen udvikler sig også til optræden, hvor specielt mændene optræder solo. Og man kunne tro, at de havde luret noget breakdance af, men nej, nok ikke. Måske breakdancere kunne lære et trick eller to. Som regel bliver der også indtaget en del rakshi, lokal risbrændevin, som smager totalt afskyeligt. Men det virker. Musikken er traditionel nepalesisk musik, men jeg har også været til fest med mere rock-agtigt islæt. Dansefesterne er sjove, og man skal endelig ikke sætte sig for godt tilrette og agere tilskuer. Man bliver nemlig meget hurtigt trukket på dansegulvet. Og så varer det i timer. Lige til alle dejser. Med eller uden rakshi.

Og så er det rigtig sjovt at “bytte musik”. Jeg spiller noget af den danske musik, jeg har på min Ipod. Nepaleserne synger deres   traditionelle folkesange for mig, og jeg synger sange fra Højskolesangbogen for dem. Og vi prøver efter bedste evne at lære et par strofer hos hinanden. Under store latteskrål. Nepaleserne er et meget lattermildt folkefærd. Jeg har tit været offer for practical jokes. Men altid på en høflig måde. Som jeg overhovedet ikke kan stå for. Så – når jeg på et tidspunkt trækker i mine trailløbesko og løber en tur i bjergene, kan jeg være helt sikker på at møde skraldgrin og klask på lårene.

I dag har jeg været ‘on the road’ igen i mine løbesko på min vej fra arbejde. Og min cykel har fået lov til at sove alene på mit kontor inat. lænket til min kontorstol. Mon ikke nogen på Regionsgården deep down kunne have lyst til at klaske sig på lårene af grin? For nu er jeg jo igen nødt til at løbe til Hillerød i morgen tidlig for at blive forenet med min cykel.