Kan vi knække kræft?

Jeg sad på mine hænder hele lørdag aften. Ellers havde jeg – igen – spruttet efter aftenens kræftunderholdning. Men jeg gjorde det ikke. I fik lov at have festen og indsamlingen og sætte nye rekorder. Mens vi så på de kendte og gøs lidt. Eller nej, det ved jeg jo ikke noget om, for jeg spiste is med min datter og havde åbnet for en helt anden tv-kanal-

Men nu er det tirsdag. Og jeg er nødt til at sige det. Cancer kan ikke knækkes. Vi kan knække mæslinger, røde hunde og måske ebola og AIDS en dag. Måske. Men vi kan ikke knække cancer. Cancer er noget inden i os. Det er ikke en smitte, der kan stoppes. Det er anarkistiske celler, der vokser vildt og uhæmmet inde i en krop. Og cancer er ikke én sygdom. Cancer er hundredevis af forskellige sygdomme. Meget forskellige sygdomme. Og de har kun det til fælles, at celler vokser vildt, uhæmmet og anarkistisk. Og når vi tror, vi har tjek på det, finder universet på en ny variant.

Vi får mere kræft end i gamle dage. Fordi vi bliver ældre og har kroppen fuld af gamle celler, der nemmere bliver anarkistiske. Fordi vi omgiver os med kemi og udstødningsgasser, der gør ting og sager ved cellers dna. Fordi vi ryger og drikker og sidder meget mere i sofaen, end vores kroppe er beregnet til. Og rigtig mange af os får kræft, fordi vi gør. Fordi vores nummer blev trukket ud i universets store lotteri. Fordi vi var uheldige.

Jeg er også nødt til at sige, at mens der i lørdags blev samlet 153 millioner ind, bliver der igen skåret i hospitalerne. Selvom regeringen har sat flere penge af til kræftbehandling, er hospitalerne nødt til at lave besparelser. Og besparelserne gælder også de afdelinger, der behandler mennesker for kræft. At overleve en kræftsygdom handler om meget mere end tidlig diagnosticering og ny kræftbehandling. Der skal være læger og sygeplejersker nok, ikke bare til kræftbehandlingen, men også til de følgesygdomme, behandlingen kan give. Mange mennesker fejler mere end deres kræftsygdom, og de sygdomme skal også behandles. Kræftbehandling er på alle måder hård kost, og det kræver både god fysik og en robust psyke at komme sig. Og for mange kommer det ikke af sig selv.

For nogle år siden viste en rapport fra Kræftens Bekæmpelse, at en stor del af mennesker, der havde haft kræft, aldrig kom tilbage i arbejde. Det sker jo, fordi de er blevet for medtagne af sygdommen eller kræftbehandlingen. Derfor handler overlevelse også om støtte til at blive stærk nok til arbejdsmarkedet. Det handler også om at hele den skrøbelighed, de fleste oplever efter et behandlingsforløb.

Jeg har så svært ved at forstå, at man glad og gerne tømmer sparegrisen og giver til en god sag, når fjernsynet leverer underholdning. Når kendte mennesker stiller op til fotografering og tager telefonen, når du ringer dit bidrag ind. Men vi klager stadig over skatten. Vi klager over ‘verdens dyreste sundhedsvæsen’, som i virkeligheden slet ikke er dyrt, når vi sammenligner os. Og vi skælder ud på ‘systemet’ for ikke at gøre sit arbejde godt nok.

Jeg har det svært med kræftunderholdning. Jeg er nødt til ikke at se det. Jeg får instant kvalme, når der går pop og krig i kræft. For skal kræfthistorien fænge i det store hav af tv-seere, må den nødvendigvis indeholde helte, skurke og ofre. Kroppen bliver en krigsskueplads, en kampscene med vindere og tabere. Jeg har jo selv været der, og dengang tænkte jeg meget over begrebet ‘kamp’. Jeg kunne ikke kende det. Der var ingen kamp i min sygdomsproces. Der var langt hårdt slidsomt arbejde for at holde næsen oven vande, mens medicinen gjorde sit arbejde. Jeg lever. Jeg har sagt det før, jeg er ingen helt, men jeg var heldig. Jeg var heldig, at medicinen virkede, og sygdommen ikke blev ved med at vokse. Det var grimt, og jeg har i perioder været overmandet af en voldsom følelse af tab. Bare fordi sygdommen slog sig ned i mig og lavede ravage for resten af mit liv.

Hvem er taberne? Er det dem, der ikke var så heldige som mig? Dem hvis sygdom ikke kunne kureres af medicin eller stråler? Jeg kender mange, der døde af deres kræftsygdom. De døde af sygdom. Nogle af dem døde alt, alt for tidligt. Jeg ville gerne have beholdt dem alle i mit liv. Men tabere var de ikke.

Det er fint, at indsamlingen er gået så godt. Jeg kan kun glæde mig over penge til kræftforskning. Men jeg ville ønske, der ville komme penge uden underholdning som modydelse. Jeg ville ønske, der kunne rejses penge til andet end forskning i sygdom og behandling. For kræft kan ikke knækkes, og mennesker bliver ved med at blive syge og blive raske igen. Og skal have hjælp til at finde tilbage til livet. Og andre bliver ikke raske og skal have hjælp til en fredelig død. Og de syge har familier, der der har brug for støtte, fordi kræft ikke kun rammer den syge.

Alt det, der er hverdag for patienterne hjemme,på hospitalerne og i kommunerne.

,

3 kommentarer

Tupiza

Mit lille bitte røde hus har fundet sit navn. Eller navnet fandt huset. Godt hjulpet af min kloge søn, som var på bryllupsrejse, mens navnekonkurrencen rasede.

Tupiza, sagde han pludselig henover rødvinen i fredags, dit hus skal selvfølgelig hedde Tupiza. Jo, fortsatte han, Tupiza er jo stedet, hvor man får en ekstra dag.

Tupiza er det. Og historien?

Da min søn blev 30, forærede jeg ham en billet til Buenos Aires. Sammen med mig. Vi ankom i Argentina uden anden plan end nordpå. Til steder jeg ikke havde været før. Fra lufthavnen tog vi til den enorme busstation og købte billetter til Tucuman. Vi havde stadig ikke nogen planer, men var ikke specielt vilde med Tucuman. Så vi fortsatte med bus til Salta. Som til gengæld sprang direkte i vores hjerter. Vi havde ikke helt taget højde for den katolske juletid, og vi blev låst fast i Salta. Alt var lukket. Vi boede på det hyggeligste, mest nuser lille familiehotel og tøffede rundt på opdagelse i byen. Jeg satte næsten livet på spil på morgenløbeturene, fordi Salta som så mange andre sydamerikanske byer er fyldt med halvvilde hunde. Til sidst lykkedes det os at finde en turoperatør, der tog os et par dage rundt i bjergene. Som var ubeskriveligt smukke. Vi havde egentlig forestillet os at fejre nytår helt alene et sted i bjergene, men vi kunne ikke opdrive et kort. Og blev derfor i Salta. Og fik det vildeste, sjoveste, fedeste nytår – ever. Den historie bliver en anden gang.

Bagefter tog vi med bus til Bolivia. Eller til grænsen fordi busser ikke må passere. Vist nok noget med narkotransporter. Vi tog vores bagage og traskede ind i et helt andet samfund. Og havde stadig ikke rigtige planer. Lidt tilfældigt fandt vi så en bus til Tupiza. Og her blev vi lidt forelskede igen. Altså i Tupiza. Vi fandt det hyggeligste lille hotel og en turoperatør, som kunne vise os lidt af Bolivia. I 4-5 dage kørte vi rundt i Altiplano, Andes plateauet, og de uendelige saltsletter, Sala de Uyuni. Vi overnattede i salthotel, balancerede rundt om kogende geysere, så de vildeste klippe- og lavaformationer og forladte historiske bjergbyer. Vi havde det faktisk ret fantastisk. Efter turen vendte vi tilbage til vores hyggelige hotel og slappede af og gik på opdagelse i Tupiza. Indtil vi tjekkede ud og fandt en bus tilbage til grænsen.

Tilbage i La Quicaca på den argentinske side af grænsen, slog vi os ned i en restaurant tæt på busstationen for at fordrive ventetiden med en god bøf og rødvin. Og lige der var det, at Morten sagde: Må jeg ikke lige se billetterne? Få minutter senere var vi var vi på desperat jagt efter nye billetter tilbage til Salta. Vi var nemlig en dag for sent. Og vi havde et fly at nå i Salta, tilbage til Buenos Aires og videre hjem. Og lige der, ikke længe før midnat, var der ikke mange løse billetter at få. Det lykkedes. Vi måtte stå af bussen omkring kl 3 og skifte til en anden bus, men det lykkedes at være i Salta næste morgen. Vi spurtede op til vores hyggelige hotel, hvor vi havde efterladt en del bagage, betalte dem for ikke at have brugt vores værelse og spurtede i taxa til lufthavnen.

Flyet var selvfølgelig nogle timer forsinket, og vi nåede det hele. Vi havde oven i købet et par dage i byernes by i Argentina. Men på mærkelig vis forsvandt der en dag i Tupiza. Eller fik vi en ekstra?

Tupiza er på alle måder det helt rigtige navn til mit hus.

Sydamerika 2009 450

Sydamerika2 140

, ,

Skriv en kommentar

Fodhad

Cirka en gang hvert andet år bryder jeg ud i hadesang til mine fødder. Resten af tiden lever jeg med dem. Betragter dem som en slags pris for at være i live. En helt fair pris egentlig. Og det meste af tiden er jeg overvejende taknemmelig over, at mine fødder lever og kan flyve mig rundt i landskaberne i løbesko. Kilometer efter kilometer.

Det er et bestemt stof af de mange forskellige slags cytostatika, der parkerede nerveskader i mine hænder og fødder. Det eneste, der er helt sikkert ved det, er at det aldrig går væk. Det var en del af prisen.

De gør altid ondt, mine fødder. Altid, hele tiden, døgnet rundt. Jeg har vænnet mig til det. Lært at leve med det, som en del af den handel, jeg indgik med universet for snart 8 år siden. Jeg lever. Men fra tid til anden vrider de volumenknappen et par omgange, og efter at have holdt relativt ro hele sommeren, viser de tænder i en grad, de sjældent har gjort.

Så jeg skal bare lige have luft. Så skal jeg nok leve pænt og roligt videre med dem.

Der er ingenting, der gør nogen forskel. Jeg kan gå i høje hæle, flade sko eller løbesko. Ingen forskel. Jeg kan sidde i ro og mag hele dage og have lige ondt. Det gør ikke mere ondt at løbe. Så jeg løber.

Og uanset, hvor meget fødderne hviner, brænder, stikker og skriger, kan de aldrig nogensinde overdøve den jubel, en brændende himmel over havet vækker inden i mig.

IMG_4064

IMG_4065

,

En kommentar

Tanker om værdi

Det sker, jeg bliver lidt overmandet af følelser af mærkelighed og mismod. Lidt som en utilpasset skarnsunge. Jeg har jo levet mit liv lidt anderledes end så mange andre.

Jeg har været gift og skilt. Og gift og skilt igen. Jeg har gjort mine børn kede af det og forstyrret deres barndom. Jeg har såret mænd, og jeg har mere end én gang krøllet mig sammen omkring et knust hjerte. Jeg ejer ikke min bolig, har ingen bil, men bor til gengæld dyrt til leje. Jeg er single for evigt, og midt i mærkelighedssumpen er det klart, fordi ingen gider sådan en som mig.

Sådan kan det køre i ring. Mens jeg tilføjer, at mine ben er alt for små og tykke. Og jeg har grimme hænder. Og er et rodehovede. Og kedelig.

Indtil jeg sætter mig ned og ser mig fast i øjnene og trækker vejret helt ned i maven.

Det kan godt være, at ingen mand igen vil kaste lystne blikke efter mig. Men jeg har elsket og er blevet elsket tilbage. Jeg har haft brandgod sex i mit liv – og også taget min del af floppene.

Jeg har tre børn, som sætter deres fine, fine aftryk i verden. Og som formerer sig lystigt og fylder jorden med endnu flere fine mennesker. Mine ægteskabelige krumspring har foræret mig to ekstra børn, som jeg virkelig godt kan lide at være sammen med. Og som også sætter fine nye mennesker i verden.

Mine børn har haft mig i deres hule hænder hele deres liv. Vi har sammen lavet en familie, der tit får mig til at knibe mig selv i armen, og som på flere måder er større end de flestes. Imens vi klarede hverdagsærterne alene sammen, tog jeg også to universitetsuddannelser. Oven i min sygeplejerskeuddannelse. Dengang man endnu kunne den slags.

Jeg har haft kræft og fået mere kemoterapi, end de fleste hospitaler har i skabet. Og jeg lever. Og arbejder. Og løber. Og gør ting, som levende mennesker gør. Og gør en lille forskel i sundhedsbranchen.

Jeg har rejst steder, som ikke mange andre har været. Jeg har besteget høje bjerge og snorklet blandt hajer og delfiner. Jeg har rejst verden tynd alene og mødt de fineste mennesker. Og ret mange af dem, har jeg fortsat kontakt med.

Mit liv er fyldt med mennesker, som tropper op – både når jeg har brug for dem, og når vi bare skal grine sammen.

Hele lavinen af mismod og selvbebrejdelser blev udløst af en samtale med et pengemenneske i en bank. Og i øjnene på et pengemenneske er jeg intet. Mit liv har ingen værdi. Overhovedet. Det har ingen værdi, fordi jeg ikke ejer noget, han kan sætte sine penge på. Ham talte jeg med, da jeg ville låne penge til min kolonihave, fordi sådan en som mig jo aldrig har 50.000 til overs. Og i løbet af det kvarter, vi talte sammen, mistede jeg enhver lyst til at bidrage til hans bankforretning. Når jeg bliver talt så meget ned, vender jeg ryggen til.

Men den bliver siddende længe, følelsen af mærkelighed og mindreværd. Uger, faktisk.

Jeg fik min kolonihave, fordi jeg har den bedste far, der kan træde til i sådan en situation. Men den følelse af skrøbelighed og nedværdigelse og mindreværd, som pengemanden kaldte frem i mig, vil jeg helst ikke se igen. Og der er kun én måde at undgå folk som ham på. Jeg er nødt til at frigøre mit liv fra den måde at se verden på. Jeg skal kunne klare mig uden pengemennesker.

Jeg elsker min lejlighed. Den er mit paradis i Sydhavnen, og hver eneste dag er jeg glad, når jeg åbner min dør. Men den æder meget af min løn hver måned, og i kolo-haven har jeg fået mig et nyt paradis. At dele mit liv mellem det ene paradis og det andet paradis ville være perfekt, men det gør mig sårbar overfor bankfolk. Jeg ved, at jeg vil blive i Sydhavnen, og på en eller anden måde er det muligt at finde en billigere lejlighed her. Jeg har ikke spor lyst til at skifte naboer og gad godt kunne pakke dem sammen og tage dem med. For det bliver svært at finde deres lige. Men jeg må have mine boligudgifter ned i løbet af det næste års tid.

Og hold så kæft – finansmenneske. Værdi og værdi er to vidt forskellige ting. Og jeg ville nødigt bytte mine med dine.

,

5 kommentarer

Tingfinderkunster

Jeg er en tingfinder. En god tingfinder.

Din far er ikke nogen god tingfinder, sagde min mor flere gange i hendes sidste tid, og det er vigtigt at være en god tingfinder. Hun sigtede selvfølgelig til, at han ikke kunne gennemskue hendes helt uigennemskuelige måde at gemme ting på. Hun kunne gemme slik blandt underbukserne, og hendes yndlingssmykker fandt vi efter febrilsk søgen, lidt tilfældigt i en blandet skuffe.

Men tingfinderi er mere end at gennemskue min mors gemmer. Tingfinderi er at finde ting og gøre dem brugbare. At finde ting, man mangler, i det store verdenshav af overflødige ting.

Nu dyrker jeg mine tingfindertalenter til mit lille fine røde hus. Og jeg finder hele tiden ting, der kan bruges. I dag fandt jeg f.eks. to røde jerngryder på vores genbrugsstation. Og en skål. Ting, nogen havde kasseret. Som passer perfekt til mit lillebitte hus.

Jeg har fundet senge – gratis senge, som nogen ville smide væk. Nu er de sovepladser i mit hus. Og jeg har en lang vinter foran mig til at finde flere af de ting, jeg kan bruge i huset og haven. Mit hus og min have skal bygges af det, som ville være endt på lossepladsen.

Min mor ville have nikket bifaldende, og jeg kan lide tanken om mit lille hus i altings kredsløb.

Og endnu er det lunt nok til at sidde helt offline med min Kindle og læse i stearinlysets skær, når det er natsort udenfor. Det er lunt nok til at vågne i stilheden og lytte til morgenfuglene, mens de langsomt vågner.

IMG_4033

,

En kommentar

Huset og dommerne

Mit lille røde hus og den lille kolonihave gør mig så glad. Så glad at jeg må cykle forbi, hvis jeg ikke har brugt min dag der. Eller jeg må smutte forbi på løbeturen. Jeg er vel en slags forelsket. Hvis man kan være det i et hus.

Jeg er tiltrukket af lille-bitte-heden og enkelheden. Jeg elsker, at jeg kan lave planer og indrette helt efter mit eget hovede. Jeg klunser mig til ting og har for 500 kr og fire øl skaffet mig seks sovepladser. Så velkommen på sommerferie! Kender I nogen, som har et gammelt gasblus til flaskegas, gamle gryder og pander, en thepotte og den slags, som de vil smide ud – så kør det til Sydhavnen i stedet for på lossen.

Men til sagen. Jeg har haft dommerpanelet samlet, og det gik noget anderledes, end jeg havde tænkt.

Hahahahahaha, sagde Vera, et hus hedder da ikke noget. Det er da bare et hus.

Nåmen, jeg kunne godt tænke mig, det fik et navn, sagde jeg.

Nå, sagde Vera.

Jeg tænkte, at hun bare for lille til at forstå sådan noget med navne. Og satte min lid til de to ældre dommere.

Et navn? sagde Alma, hvorfor det?

Jo, fordi jeg er så glad for det her hus, så jeg kunne godt tænke mig at kalde det noget.

Nå, sagde Alma, mens Ella kiggede efter en edderkop.

Faktisk har jeg lavet en konkurrence, og der er rigtig mange, der har foreslået de fineste navne, sagde jeg, Rødhætte, Rødhytte, Helle, Mormors kolonihavehus…. og jeg fortsatte den lange remse.

Nå, sagde Alma, hvis du synes, det skal have et navn, kan du så ikke bare bestemme et?

Vi må konkludere, at jeg er barnligere end de yngste i familien. Som har langt mere fornuftige sager at tage sig til, end at finde på navn til et hus. Og dermed er jeg blevet overdommer. Det var ikke let, for – hold nu op, hvor er der kommer mange gode forslag. Jeg har lyst til at sende mynte og koriander til jer allesammen. Men jeg kan jo ikke plastre det lille hus til med navneskilte. Så jeg har diskuteret med andre voksne i familien, der er næsten lige så barnlige som mig. Og det bliver Camilla, der går med sejren. Camilla, der skrev på Facebook:

Det skal da have et lidt skævt navn. Min mosters sommerhus hedder Silamut. Sådan noget – bare ikke grønlandsk. Har du ikke boet på et helt specielt sted i Argentina eller Afrika der bare hed noget helt specielt? Et sted du husker tilbage på med en helt særlig glæde? Et lille hyggeligt pensionat der blev drevet af en person som du aldrig kommer til at glemme? Som du kan stjæle på groveste vis, men som er så specielt at dine gæster bliver nødsaget til at spørge “hvorfor hedder det sådan”, og så tager det et par timer – mindst – at fortælle alle historierne?? Mendoza???

Det er jo helt rigtigt. Mit hus skal hænge sammen med resten af mit liv. Jeg skal sidde på terrassen som en gammel søulk og fortælle om vilde oplevelser på verdenshavene. Eller det bliver så bjergene eller fjerne hjørner af verden.

Nu mangler jeg bare at beslutte mig for, hvilket hjørne af verden, mit hus skal dedikeres til. Det kommer i et andet afsnit, men jeg har fx både nepalesiske bedeflag og kitchede figurer fra Argentina. Og Afrika.

Camilla – tillykke med at ramme plet. Du har kendt mig længe. Du må vælge, om du vil have præmien over en kop kaffe i selveste kolonihaven, eller om jeg skal sende den med posten.

IMG_3997

Skriv en kommentar

Strøtanker om liv og død

I sidste uge postede jeg et link til Daniels blog på min Facebook side. Her fortalte Daniel, at han nu var uhelbredeligt syg og skulle på hospice. Jeg ved, at han ikke er her mere. Daniel kendte jeg fra mine dage på Hæmatologisk afdeling på Århus Sygehus. Han blev syg, som jeg blev rask.

Opslaget på Facebook fik en veninde til at spørge mig, hvorfor jeg er så optaget af døden. Og hvorfor jeg havde handlet, som jeg gjorde, da min veninde Lene blev syg og døde. Jeg tror, det var det, hun spurgte om, for jeg blev lidt paf og forstod ikke helt spørgsmålet. Det er heller ikke vigtigt. Det vigtige er de tanker, det satte igang.

Jeg har altid været optaget af døden. Døden er det eneste sikre i hele verden. Den kommer til os allesammen på et tidspunkt, og døden ophæver på en måde forskelligheder imellem os. Jeg har skrevet om døden og vores måder at håndtere det uundgåelige på, mens jeg var på universitetet. Og jeg har plejet mange mennesker på deres sidste vej mod døden som sygeplejerske. Jeg har plejet både gamle og unge mennesker, og jeg har plejet børn, der døde. Selv blev jeg pustet i øret, da jeg for snart otte år siden fik lymfekræft, og jeg har haft alle grunde til at forholde mig til, at den død også kommer til mig. På et tidspunkt.

Da Lene blev syg, skrev hun til mig, og vi groede meget tæt på meget kort tid. Hun spurgte, om jeg ville være hendes gode historie. Det sagde jeg ja til – med den klausul, at jeg ikke kunne garantere lykkelige slutninger. Selvfølgelig sagde jeg ja. Og Lene var alt for klarsynet til at forveksle en god historie med en lykkelig slutning. I hendes situation fandtes ingen pauseknapper. Hun havde brug for mig i sit liv, og så var jeg der. Selvfølgelig. Kunne jeg have ladet være?

Jeg oplevede selv veninder bakke ud af deres relation til mig efter min kræftsygdom. Og et par af veninderne gjorde mig klart, at de ikke kunne rumme mere kræft. Det var enormt lærerigt – på den dårlige måde – at blive reduceret til noget, et par damer ikke kunne rumme. Som ikke var mig. At blive til kræft. I stedet for Helle, der havde haft kræft.

Døden, sygdom, aldring er altsammen dele af et liv. Ingen slipper. De er også en del af de relationer, vi har med hinanden. Og når man er mig, så bliver man der bare. Også når det ikke er kønt. For det kan ikke leves om.

Jeg holdt ikke kontakt med Daniel. Han havde sit liv og jeg havde mit, men jeg har fulgt hans blog gennem årene. Og når jeg nu er sådan en, som bruger Facebook aktivt, så er min væg ikke kun fyldt med solskinsbilleder fra kolonihaven eller kvidrende løbeture her og der. Livet er også alvor, og min Facebookvæg har også sine alvorlige dage.

Information har på det sidste kørt en artikelserie om døden og palliation, som jeg også har en faglig interesse i, fordi det hører til mit arbejdsområde på Rigshospitalet. Dagens artikel fortæller, hvordan de fleste af os har en distance og manglende fortrolighed med døden, mens vi sluger den fiktive død i den ene krimi efter den anden: »Det betyder, at vi har sværere ved at se, hvordan liv og død nødvendigvis hænger sammen og måske også har vanskeligere ved at forstå, at døden nødvendigvis er en iboende del af livet,«

Og det er egentlig bare det, jeg vil sige: Jeg elsker livet; jeg elsker mest livet sammen med andre mennesker; jeg ved, jeg dør en dag; for det meste gør det mig ikke bange; nogen gange gør det. Men fordi jeg ved det, sætter jeg fuldt blus på det liv, vi har sammen. Også når det ikke er kønt. Også når det svider.

IMG_3995

Og så vender jeg tilbage med dommerpanelets afgørelse om husnavn i morgen.

2 kommentarer

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 49, der følger denne blog

%d bloggers like this: