Mulen

Mulen er mig. Jeg har mulet i en uges tid nu. For oven på sådan et år, som har budt på langt mere lort end lagkage. Som har røvet liv fra to mennesker, jeg elskede. Og har stjålet vores tid sammen. Ja, så fortjente jeg et plaster af den virkelig smukke slags. Derfor bestemte jeg mig for noget, jeg har drømt om i mange år og inviterede mig selv på en tur til Grønland i september. Det var sådan helt udenfor almindelig feriestemning, så jeg stod på hovedet og fik folk til at slå kolbøtter for at flytte møder og deadlines, så jeg kunne holde fri. Og de gjorde det.

Og så aflyste de turen. 

Rejsebureauet havde ingen problemer med at sende mig en mail og aflyse. Men jeg vover ikke at kravle tilbage til alle dem, der bandt knuder og sløjfer, så jeg kunne få min ferie. I stedet blev jeg smækfornærmet. Skød underlæben længere frem end en tallerkenneger og grumpede iltert rundt på kontoret. Jeg trådte i ‘jeg-nægter-at-være-positiv’-karakter og skummede rundt i ulidelighed.

Men fik man øje på et væsen klædt i sort løbetøj, der hujede hen over Kalvebod Fælled allersidst på dagen, mens det lettede i kiksede jubelhop. Ja, så kunne det være mig. For netop som jeg snørede løbeskoen, ringede min telefon. Som jeg først gloede lidt olmt på for at blive i stemningen, men alligevel svarede. Og det var Flemming fra Haveforeningen. Det kan måske være svært at forestille sig, at en Flemming fra en haveforening kunne få mig til at springe badut hen over fælleden, men når han ringer og fortæller mig, at jeg lige om lidt er indehaver af det lille røde træhus, der har rammet mine drømme ind de sidste par uger, så kan han. 

Det sker! Jeg får det fineste hus i den fineste have. Og nu har jeg jo den fineste lille ferie, der passer perfekt til at flytte ind i det fineste røde hus.

IMG_3784

Skriv en kommentar

Plys og kanel

Hej mormor, kommer du ikke herover og passer Esther, så vi kan komme ud og købe ind, råbte Vera ivrigt i telefonen i går eftermiddag.

Joe, sagde jeg, det kan jeg da godt.

Nej, nej, råbte Sofie i baggrunden, det var ikke det, du skulle spørge om.

Nå nej, sagde Vera.

Mormor, vil du ikke komme og besøge mig – vi har KANELKNÆKBRØD!

Ingen i verden kan modstå et tilbud om kanelknækbrød en torsdag eftermiddag, så selvfølgelig kom jeg.

Imens jeg pakkede sammen og cyklede fra Rigshospitalet, sad Vera tålmodigt med to runde skiver kanelknækbrød foran sig. En til mig og en til hende. Men det tog lang tid, og hun måtte tage en bid af sin skive kanelknækbrød. Og så måtte hun tage en bid af min for at mærke, om de smagte ens. Og så måtte hun tage en bid mere. Og skiverne skulle jo gerne være lige store. Så derfor tog hun en bid mere.

Da jeg endelig trådte ind ad døren, rakte Vera begejstret et meget lille trekantet stykke kanelknækbrød frem. Det er til dig, mormor, råbte hun glad.

Peter Plys har ikke levet forgæves.

Og vi gik på legepladsen

IMG_3835

Skriv en kommentar

Hverdagsmagi

Når regeringen råber på større overlevelse og mindre ulighed i sundhed og synes, det er gjort med at lave flere helbredstjek og hurtigere diagnoser, glæder jeg mig i mit stille sind over mit eget job. Hver eneste dag møder jeg læger, sygeplejersker, terapeuter, socialrådgivere og mange andre, som arbejder hårdt med at gøre syge mennesker raske. De arbejder lige så hårdt for at gøre livet godt for dem, der ikke bliver raske. Og de knokler for at gøre de syge og raske stærke nok til at håndtere en hverdag med det, der nu skal håndteres. Det er nemlig det, der betyder noget i det regnestykke, der handler om overlevelse, livskvalitet, arbejdsevne og lighed, når de syge mennesker har fået den operation eller den medicin, der gør noget ved deres sygdom.

I dag mødtes jeg først med en sygeplejerske fra psykiatrisk gadeteam og en socialrådgiver fra herbeget på Sundholm. Psykiatrisk gadeteam, spørger du? Og Sundholm? De arbejder med dem, som de fleste af os helst ikke vil vide af. Samfundets bund, so to speak. Dem der hverken har hjem, arbejde eller godt helbred. De øser af deres viden og erfaring og giver de mennesker præcis den slags støtte, de har brug for, så de kan leve dagen igennem uden at gå i stykker. Og de elsker det, de gør. De elsker de mennesker, de gør det for og sammen med. Og jeg elsker at mødes med dem, fordi de oser af ren arbejdsglæde. Hverdagsmagi. Og jeg cyklede fuldstændig glad videre til Rigshospitalet. Fordi jeg vidste, at vi sammen ville gøre det bedste for en syg mand, der havde særligt brug for det.

Senere på dagen var jeg til møde på en afdeling, hvor de opererer mennesker med kræft. På mødet var der læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, diætister og så mig, som er den der kan trække nogle sammenhænge mellem det de kan på hospitalerne, og det de kan i kommunerne. Lægerne og sygeplejerskerne forklarede, hvordan operationerne og medicinen påvirkede patienternes liv, og hvordan de organiserede den støtte, der skulle til for at folk kunne leve et liv med de alvorlige gener, sygdom og behandling gav dem. Og igen sad jeg der på min stol og blev kisteglad over professionelle mennesker, der tænker meget længere end til diagnose, operation og medicin.

For det gør det ikke alene. Jeg råbte op om det, da jeg selv blev syg. Jeg skrev artikler om, at kræftbehandling skulle tænkes sammen med det liv, der skulle leves for at give mening. Og jeg råber stadigvæk. Nu er jeg bare så heldig, at jeg sidder i en stilling på landets største hospital, hvor mit råberi både bliver hørt og brugt. Så jeg kan godt sætte mig til rette for en stund og være en lille smule tilfreds over at kunne bevæge mig i et univers, der i den grad giver både mening og sammenhæng. 

, ,

En kommentar

Når ringen sluttes

Dengang min mor fødte mig, forærede min far hende en ring. Ringen er af guld med en stor og rund dybgrøn sten. Jeg har mærket den ring hele mit liv. Hver gang, jeg har taget min mors hånd. Fra jeg var ganske lille har mine fingre fundet den runde, glatte sten og aet den, mens jeg holdt min mors hånd. Alle babybørn i familien har suttet grådigt på den ring.

IMG_3755Jeg aner ikke, hvad den grønne sten kaldes. Den er glat og fin, og jeg husker, hvordan min mor tog ringen af og lagde den til side, når hun vaskede op. Nogle gange vendte hun ringen med stenen ind i håndfladen, så den ikke blev ridset af arbejde.

IMG_3756

Nu øver jeg mig i at gå med ring. Jeg har sjældent brugt fingerringe. Mine fingre er små, korte og tykke. Mine knoer buler ud og blokerer adgang for de fleste ringe. Men min mors grønne ring glider fint ind på min ringfinger. Og når den sidder på min finger, ser min finger så fin ud. Nej min hånd ser fin ud. Min hånd og ringen kan lide hinanden. Og jeg har min mor med mig hele tiden.

IMG_3743

Jeg øver mig i at huske at lægge ringen ved vasken. I at vende ringen, så stenen ikke bliver ridset, når jeg laver noget, der kan ridse. Men mest vandrer min tommeltot hen over guldringen. Mest finder min ringfinger og den grønne sten vej til mit ansigt, hvor den stiller stryger over mine læber.

Mine egne børn har kendt og mærket den grønne ring hele deres liv. Og nu ved jeg, at de for evigt vil finde min hånd og lade fingrene mærke den grønne sten. En ring er på en måde sluttet.

Og jeg? Jeg er så glad for min fine ring med den grønne sten. Jeg er så glad for, at ringen kan leve videre på min hånd. Og jeg er så glad for at mærke min mor, når mine fingre finder den glatte sten.

 

 

 

En kommentar

Pivende nødvendigheder

Når jeg er sammen med min far, krøller han med jævne mellemrum sammen. Når vi kører forbi bestemte steder, når vi finder en særlig bog, når vi rydder en hylde i et skab, eller bare uden videre. Efter en stund tørrer han sine øjne og siger, åh hvor jeg piver. Så slår jeg armene om ham, og siger, at han bare skal pive løs. At er der nogen i verden, der har noget at pive over, er det ham. Og jeg siger til ham, at jeg er glad for hans piveri. At jeg hellere vil slå armene om ham 1000 gange, end opdage at han holder tårer tilbage. At et langt liv sammen ikke kan afbrydes uden piv og tårer. Og savn og sorg.

Når jeg sætter mig ved bloggen, krøller jeg sammen og tænker, åh hvor jeg piver. Jeg må for fanden da snart kunne skrive om andet end sorg og savn og ulykke. Jeg tænker, at mange ikke orker at læse mere om, hvad jeg savner. At mange må tænke, at jeg må se at komme videre. Og – nå ja, jeg kommer da også videre med alt muligt, men det er det andet, der myldrer ud gennem fingrene, når jeg sætter mig ved tastaturet.

Når jeg så modtager en mail fra Inger, som både er min gamle gymnasiekammerat og studiekammerat fra antropologistudiet, hvor hun fortæller, at mine skriv om min mor og om Lene har været støttende for hende, sætter det mine ord fri. Så lader jeg alligevel ordene flyde fra fingerspidserne.

Når min far fortæller, at mine ord laver et lille hul i hans ensomhed, fordi han genkender sorgen og savnet, giver det mening at lade de ord flyde, som vil ud.

Det hele kan vel koges ned til noget ærlighed. At stå ved de følelser, der til stadighed tumler rundt og stadig kræver en dag i ny og næ med stikket trukket ud. Og når min far og jeg ikke kan lide at pive, er det fordi vi altid har klaret vores sager. Uden at pive. Men ligesom jeg synes, det er meget lettere, at min far piver, når han er ked af det, så er det også lettere for ham og for mange andre, at jeg piver. Når jeg er ked af det. Og mine fingre kan kun ked-af-det-hed for tiden. Åbenbart.

Resten af mig kan man sagtens møde med både smil og flyvende hår ude i den virkelige verden.

Inger har lavet en række interviews med ældre mennesker, der har mistet en ægtefælle for Palliativt Videncenter, som du kan læse her. Læs dem og hold op med at tænke, at det ikke er slemt at miste, når man er gammel.

IMG_3722

,

3 kommentarer

Liv

Jeg har det bedre. Det hjalp at tage en pause. Og faktisk hjalp det også at fortælle lidt om, hvordan jeg havde det. Fordi så ved folk det. Og så ringer de. Eller skriver eller sender tanker og ting til mig. Og det varmer og luner og stiver mit kollapsede stillads mere af, end I aner.

Det gør også godt at bo sådan, at hele familien tromler sammen og springer i vandet i timevis. Sammen.

IMG_3641

Der er noget med sol og vand og gummibåde, der spænder fuldstændig ben for tunge tanker. Og når familiens yngstemenneske hele tiden er på nippet til at kaste sig frygtløst ud på dybt vand, og må afledes med kildeture og på-hovedet-ture, er det umuligt ikke at grine.

IMG_3639

Første etape af min pause blev brugt på at indfri et Tivoli-løfte. Som var den eneste grund til, at Vera kunne se noget fornuft i, at jeg forlod Mols i sommer. Så jeg svingede mit Tivolikort, og vi prøvede både karruseller og ballongynge og fik is og balloner. Det er balsam for en jaget sjæl at være flere timer i Tivoli med to børn, der helt uden spørgsmålstegn nyder alting.

IMG_3659

Bagefter havde jeg en hel og uspoleret dag fuldstændig for mig selv. Sammen med en halvdårlig krimi, som ikke behøvede nogen form for koncentration. Og med sporadiske indfald på arbejdsmailen. Og det er det, jeg skal gøre. Tage en pause i ny og næ. En enkelt dag, når sorgen spasser ud. Bagefter er det fint at finde tilbage i verden igen. Og dele kram og andet hverdagsgodt med dem, man holder af.

IMG_3664

Og det er vel en måde at håndtere sorg på. At gå lidt ind i det, blive der og blive flænset. Og så tage en pause til at hele flængerne. En pause hvor der både er elskede mennesker og alenehed. For sorgen kan deles til en vis grad. Men en stor bid af den er min alene. Og pausebehovene skal jeg høre efter for at blive ved med at være hel.

Og jeg er et heldigt menneske med livet fyldt med mennesker, der vil mig det godt. For fanden da, hvor I gør mig glad.

Nu fejrer vi yngstemenneskets første fødselsdag i morgen. Og hele min enorme familie vil tromle sammen og springe i vandet igen. Når de har sat mange kilo kager til livs.

Og på så mange måder er alt godt. Alligevel.

IMG_3667

 

,

En kommentar

Break eller breakdown

Jeg er lidt stille.

Mit stillads er væltet, og jeg savner noget at læne mig op af. Pludselig er det hele for meget, for overvældende. Det tårner sig op: Lenes sygdom og død, mit eget sygdomsforløb, min mors sygdom og død. 2014 har ikke været blid. Og lige nu ramler det hele lidt for mig. Udløst af en blå plastikflaske.

Min mor havde en yndlingsdrikkedunk. Af helt blød plastik, som er god at holde i hånden. Efter min mors død gav min far mig drikkedunken i hånden og sagde: ‘den skal du have, for den kan du bruge på dine løbeture’. Og det kan jeg. Den er ideel at have med på de varme ture.

Forleden aften, da jeg løb ud langs Kalveboddybet med min mors flaske i hånden, ramte den mig pludselig i hjertekulen. Hårdt, pludseligt, overraskende. Den katapulterede sorg og afmagt rundt i hele min krop. Min mors blå plastikflaske. Som lå på hylden ved siden af hendes seng, mens hun levede sine sidste dage. Og måske derfor har den blå flaske kastet alle mine oplevelser med min egen sygdom, med Lene og med min mor lige lukt i mit hjertes smertecenter.

Der er sommerstille på direktionsgangen, og det bedste, jeg kan gøre for verden, er at tage en pause. For når det hele samler sig og laver en slags bundløst dynd omkring mig, bliver jeg både nærtagende og grumpy. Og ukoncentreret. Og grådlabil.

I morgen tidlig er det mig, der åbner direktionsgangen. Når jeg har gjort det og holdt det ene møde, dagen byder på, trækker jeg mig stille tilbage. Og holder en pause. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Ud over at være lidt stille, til det begynder at opløse sig selv igen.

IMG_3622

 

,

7 kommentarer

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 47, der følger denne blog

%d bloggers like this: