Farvel Lene

I går på den smukkeste påskedag, jeg kan mindes, sov Lene stille ind.

Jeg tog afsked med Lene lørdag. Fik hvisket mine sidste ord til hende, mens jeg holdt blidt om den ene hånd og lagde min kind helt tæt til hendes.

Min smukke, kloge veninde er ikke mere. Det er ikke begribeligt.

Hun vil altid være i mit hjerte. Jeg vil altid bære hende med mig. Og jeg vil altid nå at tænke, at lige det her skulle vi have gjort sammen. På cykel, i løbesko, på ski, på vandet – eller hvorsomhelst. Jeg savner hende ubeskriveligt.

Men mest går alle mine tanker til Aksel Emil og til Mikkel og til Lenes mor og søstre. De har lidt det største tab, nogen kan. Og de lever videre med savnet.

Jeg kan kun sende en stille tak op, fordi jeg fik lov at være Lenes ven. Fordi jeg fik lov at dele så meget med hende, og fordi hun blev en del af mit liv.

Hvil i fred, min smukke veninde. Æret være dit minde.

4 kommentarer

Smukke Mols

Det her bliver lige så rodet, som jeg er indeni. Jeg har været på Mols, prøvet at kæle lidt for mine forældre, besøgt Lene og Mikkel på hospice – og tænkt mange tanker. Jeg er ramt i solar plexus af tung sorg. Et kvalificeret gæt kunne være, at den vejer omkring trekvart ton. Det er meget at bære på for en lille skid som mig. Den har sat sig i kroppen og fordelt sig i armene, i maven, i halsen og i mine ben. Den har sat sig tungt på mine tanker og får alt til at køre i slowmotion. Jeg kan huske fornemmelsen af slowmotion fra dengang, jeg selv blev syg. Som ville jeg sætte tiden i stå. Og måske er det det, jeg gerne vil. Sætte tiden i stå. Udsætte det uundgåelige. Standse de onde processer. Men det nytter ikke. Det er uden for min magt.

Da bussen fra Århus passerede Sluseholmen, udbrød en medpassager: “Hvor er det bare megagrimt”. Og jeg var to nanosekunder fra at vende mig om og eksplodere i hendes ansigt. Her er ikke grimt. Her er godt at være. Jeg gjorde det ikke. Eksploderede.

Nu er jeg tilbage i Sydhavnen, hvor ungerne leger i solen. Og de voksne har slæbt kaffekopperne udendørs.

Når tung tristhed fylder mit indre univers, er det bedste i verden Mols Bjerge. Mols Bjerge er smukke og fyldt med barnlig tryghed. Fordi jeg har løbet rundt her, siden mine små tykke ben har kunnet bære mig. Derfor er det så godt at tage min tunge sorg og løbe med den, ikke fra den. Ud i de smukke landskaber, der dufter af barndom.

IMG_3078

IMG_3082

Og det allerbedste i hele verden er at stå stille op klokken seks og løbe ud i den sprøde fine morgen. Hvor jeg er helt alene sammen med smukhed og dyr, der krydser min vej. Verden er ny. Næsten. Og der sker en slags bittesmå mirakler undervejs.

IMG_3083

IMG_3085

IMG_3089

,

En kommentar

Venskaber

Der er så mange mennesker i mit liv , der er udstyret med en særlig radar. Når jeg allermindst venter det, når jeg har allermest brug for det, sender de  beskeder på skift:

Jeg kommer lige forbi.

Jeg vil gerne være sammen med dig.

Skal vi løbe/cykle/ro/gå/bade sammen?

Kommer du og spiser?

Jeg ved ikke, hvordan de gør. Hvordan de rammer så rigtigt. Som om de har telepatiske evner. Når jeg nu er åndet indadvendt for tiden.

Fordi jeg aldrig er holdt op med at lege, har jeg legekammerater. Som kan lege mig glad, og som kan lege mig til at glemme tiden og universet.

Og derfor trak jeg min blå hurtigcykel frem fra sit vinterhi, pumpede og smurte den, pakkede en cykeltaske og smurte solcreme i hovedet. Og cyklede hele vejen til Nivå for at lege med en anden Helle, der også elsker at lege. Jeg cyklede hele vejen i strålende sol, langs vandet og kiggede til højre på et stille, stille Øresund.

Vi mødtes i havnen og sprang i forårsvandet. En hund ville med. Senere åd den min ene strømpe. Og kastede den op igen. Vi spiste frokost i solen, mens vi snakkede og var alvorlige og grinede. Og jeg cyklede hele vejen tilbage igen, mens solen stadig skinnede.

Egentlig bare tak fordi I er der.

IMG_3068

IMG_3067

Skriv en kommentar

Elsk lidt mere

Det er svært at skrive ret meget. Mit sind er fyldt af Lene. Og jeg kan ikke skrive om Lene. Heller ikke om alle mine tanker om hende. Ikke lige nu i hvert fald. Jeg ved, der sidder flere og tænker på hende, og jeg lover at skrive, når de nyheder, jeg ikke har lyst til at fortælle, kommer.

Indtil da – og forever after – “if you can’t be with the one you love, love the one you’re with” (Steven Stills). Find glæder, hvor du er. Gør hver dag en lille smule bedre for et andet menneske. Elsk dine mennesker og kram dem en ekstra gang.

Det prøvede jeg i en lang weekend før påsken. Lejede et stort sommerhus af en veninde, hvor hele min familie kunne rummes. Og så stuvede jeg dem allesammen sammen omkring masser af mad, vin, påskeæg, solskin og strand – langt, langt væk fra internettet.

De mindste mennesker fulgte påskeharens spor rundt i haven og spiste chokolade, til de bøvsede. De rodede med pinde i vand og fandt pæne sten på stranden. Som vi malede rundt om det store bord, til de sprang ud som mariehøner, påskekyllinger, katte og pangfarver. De spiste pandekager med Nutella og havregrød og nybagte boller. De segnede foran Ramasjang med dynerne pakket omkring sig og vågnede, når de ikke kunne sove mere.

De større mennesker spiste lammekølle og drak rødvin, til de bøvsede. Og så drak de lidt mere og snakkede, til de segnede. De spiste påskefrokost og drak øl og lavede amerikansk morgenbord. Med bacon og pandekager. De legede med de mindste, og dem, der ikke stod op når de små ikke kunne sove mere, sov til de vågnede.

Den, der var mig, løb lange ture langs stranden, rundt om en sø og gennem krat og blokmark. Mens jeg næsten voksede indeni af al den kærlighed omkring mig. Selvom jeg stadig hader at løbe i sand.

Nu er jeg hjemme. Mæt og glad og meget trist.

IMG_3064

,

4 kommentarer

Dramaet i Ordrup – vind en tur i selskab med verdenskunst

Forleden cyklede jeg i temmelig dramatisk modvind fra Rigshospitalet til Ordrupgaard. Det var en af de dage, hvor jeg mest af alt higede efter ro og eftertænksomhed. De dage kommer ofte over mig for tiden. Jeg tænkte derfor, at god kunst og et onsdagsstille museum kunne gøre mig godt. Med en lille flov smag i munden, tilstår jeg, at det var mit første besøg på Ordrupgaard. Som ligger lidt nord for København lige ved Dyrehaven. Jeg ved ikke, hvorfor min vej aldrig er faldet forbi. Nu ved jeg, at det ligger smukt der i skoven. At det har en helt særlig blanding af ny og gammel arkitektur. Og at det har en fin fast samling af klassisk kunst.

Og så har museet lige nu samlet noget af den fineste kunst i verden. Van Gogh, Gauguin og Bernard er samlet i en fortælling om venskaber, inspiration og rasende opgør. Jeg blev klogere af den udstilling. Jeg bliver altid lidt klogere af at se kunst, der kan bevæge mig. Og det kunne de tre. Fortællingen, som udstillingen er spundet over, handler om meget mere end kunst. Den handler om refleksioner over virkeligheden, om tre mænd og om de indre billeder, vi laver om andre mennesker. Og den handler om, hvordan verden kan eksplodere, når indre billeder og virkelighed ramler sammen.

Jeg blev også overrasket. Jeg har set værker af Van Gogh og Gauguin flere gange. Og elsker dem. Men jeg kendte ikke rigtigt Bernard. Og jeg var vild med hans billeder. Desværre blev han for hurtigt voksen og religiøs og mainstream, som det jo sker for nogen mennesker. Men hans ungdomsbilleder! Tag ud og se dem.

Og er man en smule interesseret i kunsthistorie, fortæller udstillingen sin helt egen historie om inspiration og små revolutioner. Eller bevægelser i kunsten. Selvom historien ikke slutter godt, var der mest smil. Og jeg får altid energi af mennesker, der brænder for noget.

Men, for der er et men. Den smukke og rå arkitektur, som skaber spændende og overraskende rum. Og en dejlig cafe midt i det grønne. Har en hæslig akustik. Hvor andre museer er lyddæmpende, er Ordrupgaard et inferno af lyd. Måske var jeg særligt følsom den onsdag eftermiddag, hvor jeg behøvede ro i min hjerne. Og måske var jeg uheldig, at en stor flok franskmænd havde hyret en guide. Eller måske taler museumsgæster fra Ordrup bare mere og højere end andre. Jeg var forstyrret af lyd.

Men det skal ikke holde dig tilbage. Smut bare til Ordrupgaard og se udstillingen. Selv lidt lydinferno kan ikke spolere oplevelsen. Jeg har fået lov til at forære to billetter væk. Og i min verden er retfærdighed suspenderet, så der bliver ingen lodtrækning. Billetterne går til dig, der fortæller den bedste historie om, hvorfor du skal have de to billetter. Fortæl mig din historie torsdag den 17. april kl 12.

PS – udstillingen er der til 22. juni.

emile-bernard-1880s-buckwheat_harvesters_at_pont-aven

, ,

2 kommentarer

Islogik

Da jeg cyklede forbi Enghave Station på vejen hjem fra arbejde, faldt mine øjne på et lille bitte menneske. Helt alene i verden så hun ud, som hun sad der på græskanten med forgrædte øjne. Lyse fletninger og hvid hue med kvast. Jeg var næsten cyklet forbi. Men man kan ikke lade sådan et lille bitte menneske sidde helt alene og græde i græsset, så jeg standsede cyklen og vendte om. Tre-fire år så hun ud til at være, og jeg trak cyklen helt hen til hende og knælede ved siden af.

Sidder du her helt alene, spurgte jeg. Og hun hikstede til svar, mens hun nikkede. Men hvor er din mor, spurgte jeg. Hun gjorde et kast med hovedet hen mod busstoppestedet. Jeg så op og så en slank kvinde i løbetøj. Og et slet skjult grin.

Nårh, sagde jeg. Er du gal på hende? Den lille nikkede. Og snøftede. Og fortalte, at de skulle have is. Og at nu havde den der mor sagt, at de skulle hjem og spise aftensmad. Først.

Nårh, sagde jeg, og fangede mor’ens grinende øjne, og det gider du ikke?

Nej, sagde den lille med fast stemme.

Du er ellers ret heldig med det der is, sagde jeg. Jeg får slet ikke is i dag. Det nikkede hun til, mens hun så fast på mig.

Efterhånden havde mor’en og jeg udvekslet mange grineblikke. Og nu nærmede hun sig forsigtigt. Den lille sprang op. Men havde glemt det vrede igen. Og vi sludrede lidt om vrede børn og stædighed. Jeg gider jo ikke slæbe hende hele vejen hjem, sagde mor’en grinende. Og så må man bare tage tiden. Fordi vrede ikke varer evigt.

Og jeg cyklede hjem i lidt lettere humør.

IMG_3042

En kommentar

Til bal i spejlsalen?

Jeg var allerede forsinket. Jeg havde en aftale med en bekendt, der udmærker sig ved at være i en helt anden liga af tjekkethed, end jeg er. Aftalen var noget med at bade og spise frokost sammen med et par andre, og nu ledte jeg febrilsk efter mit badetøj. Det befandt sig ikke der, hvor det plejer at være, og jeg følte mig presset af, at hun allerede sad i bilen og ventede. Den frokostret, jeg skulle bidrage med, var ikke helt færdig, og jeg sjuskede den klar i en fart. Mens jeg stadig ledte efter badetøj og håndklæde.

Endelig fandt jeg det hele og styrtede ud af døren til min bekendte, der ventede i bilen. Vi nåede frem og mødtes med de andre. Der tilhører samme liga af tjekkethed som min bekendt. Mit badetøj var forsvundet. Jeg ledte lettere hektisk min taske igennem. Det var væk. Jeg sad med bøjet hovede og forberedte mig på at møde deres blikke.

Og så vågnede jeg og erkendte til min lettelse, at det hele var en drøm.

Mens jeg havde drømt, var tiden gået, og jeg var sent på den til min aftale med en bekendt og hendes veninder. Vi skulle spise sammenbragt frokost og bade. Min ret var ikke helt færdig og ikke så billedskøn, som jeg havde drømt om. Jeg skyndte mig, mens jeg febrilsk ledte efter håndklæde og badetøj. Min bekendte sad allerede i sin nye Audi på gaden og ventede. Jeg fik retten klar og fandt endelig badetøjet, som jeg hurtigt proppede i tasken, mens jeg løb ud af døren.

Vi nåede frem til min bekendtes veninder, der lidt utålmodigt ventede på os. Mit badetøj var væk. Måske var det faldet ud af tasken, da jeg løb. Min hånd cruisede tasken igennem. Det var væk. Jeg så op. Deres blikke hvilede tungt på mig.

Og så vågnede jeg og opdagede, at hele havde været en drøm.

Mens jeg vågnede, blev jeg klar over, at min bekendte allerede ventede på mig i bilen udenfor. Min frokostret så billig og farveløs ud. Jeg forsøgte at peppe den op med lidt grønt garniture. Mens jeg forsøgte at komme i tanker om, hvor jeg havde gjort af mit badetøj. Jeg ledte i skabet, i badetasken, i vasketøjskurven, på badeværelset, og jeg fandt det endelig i soveværelset. Sammen med et håndklæde puttede jeg det hurtigt i tasken, greb min frokostret og styrtede ud af døren. Jeg sprang ind i bilen ved siden af min bekendte, og vi kørte hurtigt afsted.

Hendes to veninder havde ventet længe, og vi parkerede hurtigt og sprang ud af bilen. Jeg rodede i tasken efter mit badetøj. Det var der ikke. De tre kvinder stod samlet og så på mig. Jeg krympede mig lidt, mens jeg løftede hovedet og mødte deres blikke.

Og så vågnede jeg og opdagede, at det havde været en drøm.

Og sådan gik hele fredag nat på repeat. Jeg har ingen idé om, hvor mange gange den drøm gentog sig. No wonder, jeg var træt med træt på hele lørdag.

Værsgo drømmetyper. It’s all yours.

IMG_3041

,

Skriv en kommentar

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 41, der følger denne blog

%d bloggers like this: