Fodhad

Cirka en gang hvert andet år bryder jeg ud i hadesang til mine fødder. Resten af tiden lever jeg med dem. Betragter dem som en slags pris for at være i live. En helt fair pris egentlig. Og det meste af tiden er jeg overvejende taknemmelig over, at mine fødder lever og kan flyve mig rundt i landskaberne i løbesko. Kilometer efter kilometer.

Det er et bestemt stof af de mange forskellige slags cytostatika, der parkerede nerveskader i mine hænder og fødder. Det eneste, der er helt sikkert ved det, er at det aldrig går væk. Det var en del af prisen.

De gør altid ondt, mine fødder. Altid, hele tiden, døgnet rundt. Jeg har vænnet mig til det. Lært at leve med det, som en del af den handel, jeg indgik med universet for snart 8 år siden. Jeg lever. Men fra tid til anden vrider de volumenknappen et par omgange, og efter at have holdt relativt ro hele sommeren, viser de tænder i en grad, de sjældent har gjort.

Så jeg skal bare lige have luft. Så skal jeg nok leve pænt og roligt videre med dem.

Der er ingenting, der gør nogen forskel. Jeg kan gå i høje hæle, flade sko eller løbesko. Ingen forskel. Jeg kan sidde i ro og mag hele dage og have lige ondt. Det gør ikke mere ondt at løbe. Så jeg løber.

Og uanset, hvor meget fødderne hviner, brænder, stikker og skriger, kan de aldrig nogensinde overdøve den jubel, en brændende himmel over havet vækker inden i mig.

IMG_4064

IMG_4065

,

Skriv en kommentar

Tanker om værdi

Det sker, jeg bliver lidt overmandet af følelser af mærkelighed og mismod. Lidt som en utilpasset skarnsunge. Jeg har jo levet mit liv lidt anderledes end så mange andre.

Jeg har været gift og skilt. Og gift og skilt igen. Jeg har gjort mine børn kede af det og forstyrret deres barndom. Jeg har såret mænd, og jeg har mere end én gang krøllet mig sammen omkring et knust hjerte. Jeg ejer ikke min bolig, har ingen bil, men bor til gengæld dyrt til leje. Jeg er single for evigt, og midt i mærkelighedssumpen er det klart, fordi ingen gider sådan en som mig.

Sådan kan det køre i ring. Mens jeg tilføjer, at mine ben er alt for små og tykke. Og jeg har grimme hænder. Og er et rodehovede. Og kedelig.

Indtil jeg sætter mig ned og ser mig fast i øjnene og trækker vejret helt ned i maven.

Det kan godt være, at ingen mand igen vil kaste lystne blikke efter mig. Men jeg har elsket og er blevet elsket tilbage. Jeg har haft brandgod sex i mit liv – og også taget min del af floppene.

Jeg har tre børn, som sætter deres fine, fine aftryk i verden. Og som formerer sig lystigt og fylder jorden med endnu flere fine mennesker. Mine ægteskabelige krumspring har foræret mig to ekstra børn, som jeg virkelig godt kan lide at være sammen med. Og som også sætter fine nye mennesker i verden.

Mine børn har haft mig i deres hule hænder hele deres liv. Vi har sammen lavet en familie, der tit får mig til at knibe mig selv i armen, og som på flere måder er større end de flestes. Imens vi klarede hverdagsærterne alene sammen, tog jeg også to universitetsuddannelser. Oven i min sygeplejerskeuddannelse. Dengang man endnu kunne den slags.

Jeg har haft kræft og fået mere kemoterapi, end de fleste hospitaler har i skabet. Og jeg lever. Og arbejder. Og løber. Og gør ting, som levende mennesker gør. Og gør en lille forskel i sundhedsbranchen.

Jeg har rejst steder, som ikke mange andre har været. Jeg har besteget høje bjerge og snorklet blandt hajer og delfiner. Jeg har rejst verden tynd alene og mødt de fineste mennesker. Og ret mange af dem, har jeg fortsat kontakt med.

Mit liv er fyldt med mennesker, som tropper op – både når jeg har brug for dem, og når vi bare skal grine sammen.

Hele lavinen af mismod og selvbebrejdelser blev udløst af en samtale med et pengemenneske i en bank. Og i øjnene på et pengemenneske er jeg intet. Mit liv har ingen værdi. Overhovedet. Det har ingen værdi, fordi jeg ikke ejer noget, han kan sætte sine penge på. Ham talte jeg med, da jeg ville låne penge til min kolonihave, fordi sådan en som mig jo aldrig har 50.000 til overs. Og i løbet af det kvarter, vi talte sammen, mistede jeg enhver lyst til at bidrage til hans bankforretning. Når jeg bliver talt så meget ned, vender jeg ryggen til.

Men den bliver siddende længe, følelsen af mærkelighed og mindreværd. Uger, faktisk.

Jeg fik min kolonihave, fordi jeg har den bedste far, der kan træde til i sådan en situation. Men den følelse af skrøbelighed og nedværdigelse og mindreværd, som pengemanden kaldte frem i mig, vil jeg helst ikke se igen. Og der er kun én måde at undgå folk som ham på. Jeg er nødt til at frigøre mit liv fra den måde at se verden på. Jeg skal kunne klare mig uden pengemennesker.

Jeg elsker min lejlighed. Den er mit paradis i Sydhavnen, og hver eneste dag er jeg glad, når jeg åbner min dør. Men den æder meget af min løn hver måned, og i kolo-haven har jeg fået mig et nyt paradis. At dele mit liv mellem det ene paradis og det andet paradis ville være perfekt, men det gør mig sårbar overfor bankfolk. Jeg ved, at jeg vil blive i Sydhavnen, og på en eller anden måde er det muligt at finde en billigere lejlighed her. Jeg har ikke spor lyst til at skifte naboer og gad godt kunne pakke dem sammen og tage dem med. For det bliver svært at finde deres lige. Men jeg må have mine boligudgifter ned i løbet af det næste års tid.

Og hold så kæft – finansmenneske. Værdi og værdi er to vidt forskellige ting. Og jeg ville nødigt bytte mine med dine.

,

4 kommentarer

Tingfinderkunster

Jeg er en tingfinder. En god tingfinder.

Din far er ikke nogen god tingfinder, sagde min mor flere gange i hendes sidste tid, og det er vigtigt at være en god tingfinder. Hun sigtede selvfølgelig til, at han ikke kunne gennemskue hendes helt uigennemskuelige måde at gemme ting på. Hun kunne gemme slik blandt underbukserne, og hendes yndlingssmykker fandt vi efter febrilsk søgen, lidt tilfældigt i en blandet skuffe.

Men tingfinderi er mere end at gennemskue min mors gemmer. Tingfinderi er at finde ting og gøre dem brugbare. At finde ting, man mangler, i det store verdenshav af overflødige ting.

Nu dyrker jeg mine tingfindertalenter til mit lille fine røde hus. Og jeg finder hele tiden ting, der kan bruges. I dag fandt jeg f.eks. to røde jerngryder på vores genbrugsstation. Og en skål. Ting, nogen havde kasseret. Som passer perfekt til mit lillebitte hus.

Jeg har fundet senge – gratis senge, som nogen ville smide væk. Nu er de sovepladser i mit hus. Og jeg har en lang vinter foran mig til at finde flere af de ting, jeg kan bruge i huset og haven. Mit hus og min have skal bygges af det, som ville være endt på lossepladsen.

Min mor ville have nikket bifaldende, og jeg kan lide tanken om mit lille hus i altings kredsløb.

Og endnu er det lunt nok til at sidde helt offline med min Kindle og læse i stearinlysets skær, når det er natsort udenfor. Det er lunt nok til at vågne i stilheden og lytte til morgenfuglene, mens de langsomt vågner.

IMG_4033

,

En kommentar

Huset og dommerne

Mit lille røde hus og den lille kolonihave gør mig så glad. Så glad at jeg må cykle forbi, hvis jeg ikke har brugt min dag der. Eller jeg må smutte forbi på løbeturen. Jeg er vel en slags forelsket. Hvis man kan være det i et hus.

Jeg er tiltrukket af lille-bitte-heden og enkelheden. Jeg elsker, at jeg kan lave planer og indrette helt efter mit eget hovede. Jeg klunser mig til ting og har for 500 kr og fire øl skaffet mig seks sovepladser. Så velkommen på sommerferie! Kender I nogen, som har et gammelt gasblus til flaskegas, gamle gryder og pander, en thepotte og den slags, som de vil smide ud – så kør det til Sydhavnen i stedet for på lossen.

Men til sagen. Jeg har haft dommerpanelet samlet, og det gik noget anderledes, end jeg havde tænkt.

Hahahahahaha, sagde Vera, et hus hedder da ikke noget. Det er da bare et hus.

Nåmen, jeg kunne godt tænke mig, det fik et navn, sagde jeg.

Nå, sagde Vera.

Jeg tænkte, at hun bare for lille til at forstå sådan noget med navne. Og satte min lid til de to ældre dommere.

Et navn? sagde Alma, hvorfor det?

Jo, fordi jeg er så glad for det her hus, så jeg kunne godt tænke mig at kalde det noget.

Nå, sagde Alma, mens Ella kiggede efter en edderkop.

Faktisk har jeg lavet en konkurrence, og der er rigtig mange, der har foreslået de fineste navne, sagde jeg, Rødhætte, Rødhytte, Helle, Mormors kolonihavehus…. og jeg fortsatte den lange remse.

Nå, sagde Alma, hvis du synes, det skal have et navn, kan du så ikke bare bestemme et?

Vi må konkludere, at jeg er barnligere end de yngste i familien. Som har langt mere fornuftige sager at tage sig til, end at finde på navn til et hus. Og dermed er jeg blevet overdommer. Det var ikke let, for – hold nu op, hvor er der kommer mange gode forslag. Jeg har lyst til at sende mynte og koriander til jer allesammen. Men jeg kan jo ikke plastre det lille hus til med navneskilte. Så jeg har diskuteret med andre voksne i familien, der er næsten lige så barnlige som mig. Og det bliver Camilla, der går med sejren. Camilla, der skrev på Facebook:

Det skal da have et lidt skævt navn. Min mosters sommerhus hedder Silamut. Sådan noget – bare ikke grønlandsk. Har du ikke boet på et helt specielt sted i Argentina eller Afrika der bare hed noget helt specielt? Et sted du husker tilbage på med en helt særlig glæde? Et lille hyggeligt pensionat der blev drevet af en person som du aldrig kommer til at glemme? Som du kan stjæle på groveste vis, men som er så specielt at dine gæster bliver nødsaget til at spørge “hvorfor hedder det sådan”, og så tager det et par timer – mindst – at fortælle alle historierne?? Mendoza???

Det er jo helt rigtigt. Mit hus skal hænge sammen med resten af mit liv. Jeg skal sidde på terrassen som en gammel søulk og fortælle om vilde oplevelser på verdenshavene. Eller det bliver så bjergene eller fjerne hjørner af verden.

Nu mangler jeg bare at beslutte mig for, hvilket hjørne af verden, mit hus skal dedikeres til. Det kommer i et andet afsnit, men jeg har fx både nepalesiske bedeflag og kitchede figurer fra Argentina. Og Afrika.

Camilla – tillykke med at ramme plet. Du har kendt mig længe. Du må vælge, om du vil have præmien over en kop kaffe i selveste kolonihaven, eller om jeg skal sende den med posten.

IMG_3997

Skriv en kommentar

Strøtanker om liv og død

I sidste uge postede jeg et link til Daniels blog på min Facebook side. Her fortalte Daniel, at han nu var uhelbredeligt syg og skulle på hospice. Jeg ved, at han ikke er her mere. Daniel kendte jeg fra mine dage på Hæmatologisk afdeling på Århus Sygehus. Han blev syg, som jeg blev rask.

Opslaget på Facebook fik en veninde til at spørge mig, hvorfor jeg er så optaget af døden. Og hvorfor jeg havde handlet, som jeg gjorde, da min veninde Lene blev syg og døde. Jeg tror, det var det, hun spurgte om, for jeg blev lidt paf og forstod ikke helt spørgsmålet. Det er heller ikke vigtigt. Det vigtige er de tanker, det satte igang.

Jeg har altid været optaget af døden. Døden er det eneste sikre i hele verden. Den kommer til os allesammen på et tidspunkt, og døden ophæver på en måde forskelligheder imellem os. Jeg har skrevet om døden og vores måder at håndtere det uundgåelige på, mens jeg var på universitetet. Og jeg har plejet mange mennesker på deres sidste vej mod døden som sygeplejerske. Jeg har plejet både gamle og unge mennesker, og jeg har plejet børn, der døde. Selv blev jeg pustet i øret, da jeg for snart otte år siden fik lymfekræft, og jeg har haft alle grunde til at forholde mig til, at den død også kommer til mig. På et tidspunkt.

Da Lene blev syg, skrev hun til mig, og vi groede meget tæt på meget kort tid. Hun spurgte, om jeg ville være hendes gode historie. Det sagde jeg ja til – med den klausul, at jeg ikke kunne garantere lykkelige slutninger. Selvfølgelig sagde jeg ja. Og Lene var alt for klarsynet til at forveksle en god historie med en lykkelig slutning. I hendes situation fandtes ingen pauseknapper. Hun havde brug for mig i sit liv, og så var jeg der. Selvfølgelig. Kunne jeg have ladet være?

Jeg oplevede selv veninder bakke ud af deres relation til mig efter min kræftsygdom. Og et par af veninderne gjorde mig klart, at de ikke kunne rumme mere kræft. Det var enormt lærerigt – på den dårlige måde – at blive reduceret til noget, et par damer ikke kunne rumme. Som ikke var mig. At blive til kræft. I stedet for Helle, der havde haft kræft.

Døden, sygdom, aldring er altsammen dele af et liv. Ingen slipper. De er også en del af de relationer, vi har med hinanden. Og når man er mig, så bliver man der bare. Også når det ikke er kønt. For det kan ikke leves om.

Jeg holdt ikke kontakt med Daniel. Han havde sit liv og jeg havde mit, men jeg har fulgt hans blog gennem årene. Og når jeg nu er sådan en, som bruger Facebook aktivt, så er min væg ikke kun fyldt med solskinsbilleder fra kolonihaven eller kvidrende løbeture her og der. Livet er også alvor, og min Facebookvæg har også sine alvorlige dage.

Information har på det sidste kørt en artikelserie om døden og palliation, som jeg også har en faglig interesse i, fordi det hører til mit arbejdsområde på Rigshospitalet. Dagens artikel fortæller, hvordan de fleste af os har en distance og manglende fortrolighed med døden, mens vi sluger den fiktive død i den ene krimi efter den anden: »Det betyder, at vi har sværere ved at se, hvordan liv og død nødvendigvis hænger sammen og måske også har vanskeligere ved at forstå, at døden nødvendigvis er en iboende del af livet,«

Og det er egentlig bare det, jeg vil sige: Jeg elsker livet; jeg elsker mest livet sammen med andre mennesker; jeg ved, jeg dør en dag; for det meste gør det mig ikke bange; nogen gange gør det. Men fordi jeg ved det, sætter jeg fuldt blus på det liv, vi har sammen. Også når det ikke er kønt. Også når det svider.

IMG_3995

Og så vender jeg tilbage med dommerpanelets afgørelse om husnavn i morgen.

2 kommentarer

Navnekonkurrence

Søndag indtog jeg endelig kolonihaven. Da jeg havde lastet cyklen med et bjerg foran i cykelkurven, en monsterbunke i kurven på bagagebæreren og en fyldt rygsæk – væltede regnen pludselig ned. Jamen klart, selvfølgelig, tænkte jeg en smule bistert, mens jeg trak i regntøjet. Selvfølgelig måtte det starte med en skylle. Skyllen indstillede dog snart skydningen, og jeg fik skrevet under, inden jeg, spændt som et barn en juleeftermiddag, stak nøglen i hængelåsen og trådte ind. En surrealistisk fornemmelse bredte sig i mig. Virkelig? Var det mit? Nu?

Med mig havde jeg Thomas, den tidligere ejer. Og opfinder af en række sindrige systemer for vand, toilet, skibsovn, solceller og meget andet, som jeg må rette mine hjernefolder ind til at fatte. Jeg tænkte stille, at jeg må prøve mig frem med vandsystemerne for at lære det at kende. StormP kunne ikke have tegnet det bedre. Kort fortalt er der en slange, der forsyner huset med vand efter ét system til en stor vandtank bag huset. Herfra kan der komme vand til toilettet, til køkkenbeholderen, til vandhaner for og bagved huset og en hane inde i huset. Han viste mig hurtigt, hvordan jeg skulle dreje på den ene hane, lukke for noget og lukke op for noget andet. Og det krydsclinchede i min matte hjerne. Det virker. En dag ved jeg måske også hvordan.

Hele familien hjalp med at indtage det nye hood. Vi havde noget fælles fødselsdag at fejre og transporterede bobler, kaffe, kakao, kager, boller og hele udstyret på cykler til haven. Vejret skruede op for charmen, og de små mennesker i familien byggede huler og legede gemmeleg, mens vi andre boblede over af ideer og husglæde og dejlige gaver.

Og jeg har gået og tænkt, at sådan et hus må have et navn. Mit lille fine røde hus på landet midt i byen. Så hvorfor ikke lave en navnekonkurrence? Og den der kommer op med det bedste navn vinder….hvad? Jeg er sådan en blogger, der afviser alle reklametilbud ved døren, så jeg kan ikke hoste op med en fancy præmie. Og dog! Den der kommer op med det bedste navn vinder aflæggere af nogle af de eksotiske myntesorter i mit nye myntebed. Og en aflægger, der kan slå rødder i vand, af den vietnamesiske koriander, der gror gavmildt i det ene højbed. Det bedste navn afgøres suverænt af mig sammen med Alma, Ella og Vera, som må være verdens bedste dommere. Hvis de kan blive enige. Ellers bliver jeg sikkert enig. Og de kan sendes, aflæggerne.

Så byd ind!

IMG_3961

IMG_3965

IMG_3966

IMG_3967

IMG_3968

12 kommentarer

Trafikale øjeblikke

Så kør dog for fanden frem og blokér for de lortecyklister! – brølede det fra en bil på Vodroffsvej i morges. På vejen holdt 5-6 biler og ventede på at køre ud på Rolighedsvej, hvor Vodroffsvej ender i et t-kryds. Og det var cyklisterne, der kom ad Rolighedsvej mod søerne, den sure mand mente.

Forleden kom jeg fra et møde på Demensklinikken på Rigshospitalet, der ligger i matriklens øverste ende på Henrik Harpestrengsvej. Da jeg når ud til vejen, står en tydeligt forvirret ældre kvinde på modsatte fortov og får venlige vejvisninger af en sygeplejerske. Sygeplejersken peger over mod Demensklinikken og det tydelige skilt ved vejen og forklarer, at hun skal den vej. Den ældre kvinde vender sig og begynder at krydse vejen. Pludselig kommer en kvinde i høj fart på cykel og råber vredt efter kvinden: Er du fuldstændig fatsvag, åndssvage kælling – det her er en vej!

En morgen i sidste uge cyklede jeg i morgentrafikken ind ad cykelstien på Vasbygade. Jeg indhentede en cyklist, der kørte væsentligt langsommere end mig, kiggede mig bagud og trak ud til overhaling. Midt i mandøvren lyder der et ‘møp-møp’ i venstre øre, og jeg får et ikke venligt skub på venstre skulder. Jeg råber ret højt af forskrækkelse, og forbi mig hvisler en MAMIL (middle aged man in lycra) på en dyr cykel. Mens han på charmerende vis retter en fuckfinger bagud.

Kære mennesker, er det her virkelig nødvendigt? Hvad er det, der får os til at behandle hinanden som lort på vejene? Hvad er det, der får os til hele tiden at spytte nedad på de trafikanter, der er blødere eller langsommere? Og hvorfor den vrede? Hvad koster to minutters ventetid på Vodroffsvej i dit liv? Eller fem?

Fatsvag? Ja, det var jo ret præcist, hvad den ældre kvinde tilsyneladende var, men er det virkelig nødvendigt at kaste sådan en sviner i hendes ansigt? Når man cykler på et hospitalsareal, må man i et eller andet omfang forvente folk, der er langsomme, svage eller måske bare forvirrede. Og i særdeleshed uden for en klinik for mennesker med demens.

Og MAMILs dyre cykel og stramme trikot har måske ændret hans liv i positiv retning. Og måske kan hans cykel løbe meget hurtigere end alle andres. Men kære mænd i stramt tøj, I skal stadig køre efter forholdene, og det betyder, at man ind imellem må klemme en smule på bremsen for ikke at ramme andre.

Jeg gad godt vide, hvor al den trafikvrede kommer fra? Måske er det bare blevet alt for vigtigt for os at være effektive? At komme hurtigt frem? Jeg gad godt vide, hvordan vi kan ændre det? For i den sidste ende, i det store regnestykke – betyder det ikke en skid, om du bruger 5,10 eller 30 minutter mere på at komme frem. Du er strengt taget overhovedet ikke vigtigere end alle de andre på vejene og cykelstierne.

Men det gjorde mig bange i morges, da den aggressive mand stak hovedet ud af bilvinduet og råbte hadefuldt. Den ældre forvirrede kvinde blev endnu mere forvirret og glemte øjeblikkeligt, hvor hun skulle hen. Hun mistede sit greb i verden. Og da manden i stramt tøj skubbede til mig, fordi han skulle forbi og ikke havde et sekund at spilde, blev jeg bange for at falde ind i den cyklist, jeg var ved at overhale – og jeg følte mig ydmyget og set ned på.

Hvad kan vi gøre for at ændre på den vrede, der har frit spil i trafikken?

,

7 kommentarer

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 48, der følger denne blog

%d bloggers like this: