Tanker et år senere

Tror du der går mange dage, før du dør, spurgte Vera i aften henover middagsbordet. Jeg havde netop sagt noget om at være ved at blive gammel.

Det håber jeg virkelig, sagde jeg. Jeg håber, jeg bliver så gammel, at jeg kun kan sidde i lænestolen og råbe på kaffe og øl. Jeg vil gerne blive virkelig gammel. Men man kan ikke vide det.

Jeg håber, der går virkelig lang tid, sagde Vera.

Og så snakkede vi lidt om Veras oldefarmor, der er næsten 100 år og har nået det stadie, hvor hun mest sidder i lænestolen. Hun råber bare på te, fordi hun er engelsk. Og vi talte selvfølgelig om oldemormor, som døde sidste år. Og Vera tænkte sig lidt om og spurgte så, om Gran måske skulle ligge med en sten sammen med Grandad. Som er død for mange år siden. For man kan jo ligge ved siden af dem, man godt kan lide, sagde hun. Og jeg skal ligge sammen med min mor. Så kan der være en sten, der står Vera på og en med Mor.

Døden er svær at greje, når man er fire år, og det er rart at skabe lidt orden omkring den. Og selv om jeg er næsten gammel, er jeg slet ikke færdig med at begribe den.

I morgen er det et år siden, min mor døde.

Lige nu for et år siden sad min far og jeg sammen med hende i soveværelset. Vi havde flyttet det lille bitte teaktræsbord ind ved siden af hendes seng, så vi kunne spise aftensmad og drikke et glas rødvin, mens vi sad der ganske tæt. På hinanden og på min mor.

Min mor var urolig. Rastløs, sagde hun, når jeg spurgte. Ikke bange. Tankerne var bare igang med at gribe et helt langt liv. Hun fandt lidt ro, når vi læste for hende. Men ikke for længe ad gangen.

Din sjæl er på overarbejde, sagde lægen, da han kiggede forbi først på aftenen. Og jeg overtalte hende til at lade mig give hende en lille bitte smule medicin at falde til ro på i en sprøjte. Så hun kunne slappe sin sjæl lidt af og sove.

Jeg sov i værelset ved siden af med begge døre åbne. Og jeg vågnede hver time og satte mig hos hende, mens hun sov lidt uroligt. Min far sov ved siden af. Senere på natten gav hun mig igen lov til at give en indsprøjtning, så hun kunne sove videre. Da vi vågnede rigtigt tidligt på morgenen, lagde jeg mig i sengen hos hende. Tæt. Og kunne mærke, at livet langsomt var på vej til at slutte.

Og nu sidder jeg her. Og tænker på døden og på at være sammen. At jeg mest har lyst til at være der i morgen. Sammen med min far. At tænde lys og lægge blomster hos min mor. Og at det ville være rart at dele lige den dag. Men at vi må dele en anden dag og mindes de intense tætte dage med det lillebitte teaktræsbord og rødvinen og Inger Christensens digte ved siden af min døende mor.

Mine søstre og min bror er hos min far i morgen. Vi er mange, der kan være sammen. Og jeg er faktisk så fuld af taknemmelighed over det liv, vi har delt. Og de tætte intense dage lige nu for et år siden.

Og stadig begriber jeg ikke, at hun aldrig er her mere.

IMG_3342

3 kommentarer

Ein unbekanntes kind

Det er ingen hemmelighed, at jeg har været en del af Dansk Røde Kors’ klinik for udokumenterede migranter fra den spæde start. Fordi jeg kort og godt ikke kan have på min samvittighed at lade folk dø eller ødelægges af sygdom, når vi kan gøre noget. Fordi jeg kan noget, de mennesker har brug for. Jeg kan ikke leve passivt med at være indbygger i et land, der kan lade hjemløse dø på gaden. Et land, hvor jeg seriøst har hørt politikere hvæse og spytte af ordet ‘næstekærlighed’ i samme åndedræt, som de taler varmt og agitatorisk om kristne grundværdier. Som modsætning til andre religiøse grundværdier, forstås. Jeg har det virkelig stramt med, at vi har udviklet en nation, der sidder hårdt på låget af pengekassen og ikke vil dele vores fredagsslik med nogen.

I klinikken kommer mange forskellige mennesker. Med ét fællestræk – de har ikke ret til lægehjælp, eller sygepleje, eller jordemoderomsorg. Vi er stadig så humane, at vi ikke afviser akut behandlingskrævende mennesker ved døren i hospitalerne. Men vi har kun ret til at gøre det absolut fornødne og hælder dem ud på gaden hurtigst muligt. Får man blødende mavesår, får man en operation. Og ikke mere. Er man gravid og får veer, får man lov at føde sit barn. Og ikke mere. Ingen undersøger det spæde barn og holder bare lidt øje med, at det har det godt. Ingen holder øje med moderens blødning. Eller hjælper med amning. Og ingen holder øje med den gravide kvinde, mens barnet vokser i hende.

Jeg er ikke særlig kristen, men jeg møder masser af næstekærlighed i den klinik. Jeg møder et fokus på ‘den anden’, og ikke så meget ‘mig selv’. Jeg møder det både blandt dem, der har valgt at bruge deres fritid på at gøre noget virkelig nyttigt, og blandt dem der kommer som brugere i klinikken. Brugerne hjælper hinanden, følger hinanden, oversætter for hinanden og venter på hinanden. Alle er i den samme rådne situation.

Men næstekærlighed bliver afvist i de politiske skåltaler. For hvis vi forhindrer, at mennesker dør på gaden i Danmark, vil vi virke som en magnet for flygtninge, hedder det. Så hellere være en samling nationalrøvhuller, der er sig selv nærmest.

Derfor bliver jeg glad, når jeg læser et blogindlæg som det her. Næstekærligheden findes. Og særligt når vi ser, at ‘de andre’ er mennesker. Men den kan stadig ikke finde fodfæste i dansk politik.

Dansk Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp, Lægeforeningen, Jordemoderforeningen og Dansk Sygeplejeråd har anmodet sundhedsministeren om at hjælpe gravide, illegale indvandrere. Og har fået et rungende nej. In your face.

På Vestre Kirkegård ligger en stor del af de mange, mange flygtninge, der døde i vores land efter anden verdenskrig uden ret til lægebehandling. Og jeg får en klump i halsen, hver gang jeg går forbi det her lille kors. Som er et af mange.

Vil vi være det bekendt? Igen?

Skriv en kommentar

En lille rettelse

For nogen tid siden spurgte et familiemedlem, om det havde været hårdt at opgive min lejlighed. Jeg lignede et spørgsmålstegn og spurgte, hvad hun mente. Hun ville bare høre, om det havde været meget hårdt at opgive min lejlighed, gentog hun. Mener du lejligheden i Sluseholmen, spurgte jeg. Og det gjorde hun.

Lad mig bare slå fast, at det ikke er synd for mig at have købt en ret fed andelslejlighed lige op ad Vestre Kirkegård. Overhovedet. Jeg har helt selv valgt det. Jeg ved, at Sydhavnen og Kongens Enghave har en skidt klang i manges bevidsthed, men mit krøllede jeg trives her. Sammen med alle de andre krøllede. Jeg kan lide det. Og jeg boede i Sydhavnen før.

Desuden er jeg så tæt på Vesterbro, at det næsten er hipt.

Mine venner og mine børn driller mig kærligt med, at jeg er blevet en semikapitalist. Som næsten er blevet husejer.

Hun har hellere villet rejse rundt i verden end eje en bolig, forklarede min veninde, nu vil hun bare det hele.

Min svigersøn kaster en lille smule op af grin, hver gang han gentager vitsen: Fra globetrotter til mormors kolonihavehus.

En veninde hentede mig tidligt igår morges, og vi løb forbi kolonihaven, hvor hun udbrød: Hvor har du bare gjort det rigtige på det rigtige tidspunkt. Mens hun sukkede lidt af begejstring over mine stikkelsbærbuske.

Jeg opgav ikke min lejlighed i Sluseholmen. Jeg valgte min nye lejlighed. Mit eget sted. Og med det fulgte himmel og lys og fuglekvidder. Ti minutters tramp i pedalerne bringer mig til kolonihaven, som får mit hjerte til at spjætte en lille smule af lykke, hver gang jeg åbner porten. Både her og der roder der af projekter, som langsomt skrider frem. Og tilbage. Fordi der bare er mine to hænder til at trylle.

Jeg lærer langsomt alt om solceller, samlinger til vandforsyning, noget med hammer og søm og skruemaskiner og selvfølgelig jord, frø og planter. Det går langsomt, og jeg har masser af tid. Eller – jeg har ikke masser af tid, men der står ikke en mand med et stopur. Jeg skal ikke nå noget til bestemte tider. Jeg behøver ikke polerede flader, mens det står på. Det bliver mit, det går langsomt, og jeg elsker det.

1 kommentar

Make my day

Vejrudsigten lovede overskyet med lette byger ind imellem. Men København valgte at samle dem i to timers intensiv regn. Det var på sit højeste, da jeg gik turen til cykelsmeden efter min cykel, der var blevet belønnet med ny kurv og skærm. På høje tid, for skærmen faldt af på vejen, og cykelkurven hang i en enkelt tynd tråd.

Kæden har det ikke godt, sagde min cykelsmed, men jeg ville jo ikke bare skifte den, når du kun sagde kurv og skærm. Arh, mon ikke den holder lidt endnu, sagde jeg. Ja, den har det ikke godt, sagde han, pludselig springer den. Ja ja, sagde jeg, jeg kigger ind i næste uge.

Bagefter cyklede jeg mig vådere end våd mod Frederiksberg for at hente de mindste piger i mit liv. Da jeg nærmede mig krydset ved Sjælør station, passerede jeg en mand, der lignede en gammel søulk, med fuldskæg, træben og rollator. Sammen ventede vi på grønt lys.

Jeg kommer først over, sagde han med et grin. Så er du sej, sagde jeg. Og du har smukke øjne, sagde han, de smiler. Tak, sagde jeg og mente det. Ja, det dér kan ikke slå sådan nogen som os ud, sagde han om regnen. Nej, sagde jeg, det er bare vand.

God tur, råbte jeg, da lyset skiftede og havde lyst til at give den gamle søulk et knus. På sådan en dag, hvor selv det mindste kompliment røg direkte i maven. Og mine øjne virkelig føltes smukke.

Jeg håber aldrig, Sydhavnen bliver affolket for gamle søulke, der spadserer på cykelstien med rollator og et glimt i øjet.

IMG_4539

1 kommentar

Skovkrokodiller og komfurmonstre

Den her går ud til Anne Bredahl. Og det gør den, fordi hun har begået en bog. Til børn. Mens jeg løber rundt i København og krammer blidt på nogle vigtige mennesker, der trænger hårdt til blide kram. Og holder alle de vilde tøjler på mit job, der konstant er ved at blæse ud af mine hænder. Ja, så ville jeg ønske, at jeg fik skrevet mere til Anne og smuttede fordi i Århus noget oftere. Nu blæser jeg i stedet Veras anmeldelse af bogen “Min mormor og skovkrokodillen” ud på det samlede internet.

Da Anne og Ole sendte besked rundt, at børnebogen var klar og opfordrede til crowdfunding, sikrede jeg mig selvklart et eksemplar længe før den lå der trykt og færdig. Og efter måneders åndeløs venten lå den pludselig en dag der i postkassen. Og jeg har glædet mig som en fjollet sommersild til at introducere den for børnene i mit liv. Faktisk har jeg pisket lidt en stemning op. Om Anne, som jeg kender, som har skrevet en børnebog om en mormor, som næsten kunne være mig.

Veras dom var klar:

IMG_4566

Billedet er taget mellem anden og tredje højtlæsning. Og hun kunne let have snuppet en gang mere. Hun kunne lide billederne og blev ved med at opdage detaljer. Især var hun glad for de små lilla detaljer i næsten alle billeder. Fordi det er en særlig yndlingsfarve. Hun var vild med mormoren, med skovkrokodillerne og lillesøsteren, der låste sig inde i huset. Hun var en anelse forbeholden for komfurmonstre, og vi måtte lige sikkerhedstjekke det lokale gaskomfur. Hun kunne tilgive edderkopper under bladene, og blev lidt lun på at gemme insekter i æsker (må man det for forældrepolitiet?). Bogen er hyggelig og sjov med den helt rigtige grad af spænding og uhyggelighed – på den hyggelige måde. Og så fuld af detaljer, at vi aldrig bliver færdige.

Efter anden gennemlæsning placerede hun figurerne. Jeg vil være mormoren, sagde hun, så kan du være lillesøsteren. Jamen, er lillesøsteren ikke Esther? Og så kunne du være Marius, foreslog jeg. Nej, sagde hun med fast stemme, jeg er mormoren. Jeg vil ikke være Marius, du kan være Marius, for du er ikke bange for noget.

Og så var det på plads.

Vera havde en ultimativ anke. Hver gang vi kom til det med, at mormoren kunne løbe hurtigere end alle andre mormødre i verden, så Vera indforstået op på mig. Nej vel, sagde hun, der er ingen mormor, der kan løbe hurtigere end dig. Vel? Det ved vi jo.

Og så må det jo også være på plads.

Lige om lidt kan du købe bogen her. Og jeg kan kun sige – GØR det! Det er en af den slags bøger, som vi kan blive ved med at læse og blive ved med at snakke om. Det ultimative kvalitetsstempel kom, da jeg troede jeg var på vej hjem og troede, at jeg bare kunne pakke bogen i min taske igen. Den gik ikke. Bogen er blevet hos Vera på Frederiksberg.

Tillykke, Anne. Med den fine, fine bog.

2 kommentarer

At begribe en katastrofe

I dag har jeg blødt indeni, siden jeg så det første tweet fra Anders Ladekarl om jordskælvet i Nepal. Jeg har ikke kunnet koncentrere mig om andre opdateringer. Alle forårsblomsterne og løbeturene. Alle de nuttede babybørn. Jeg har kun kunnet prøve at forholde mig til, at mennesker er døde og sårede af en rasende jord.

Selvfølgelig betyder Nepal noget særligt. Jeg har rejst der, vandret i bjergene, klatret, gået og gået og gået i Kathmandu, og jeg har arbejdet der. Jeg har venner i Kathmandu og andre steder i Nepal, og jeg har grædt lidt, hver gang jeg har set en opdatering fra en af dem. Fordi det betyder, at de lever. Jeg savner stadig at se opdateringer fra flere. Min gode ven, Bo, er på Everest og har det godt.

Langsomt forsøger jeg at begribe de billeder, jeg ser fra Kathmandu. Og jeg gruer for, hvor mange landsbyer, der er forsvundet fra bjergsider, når rystelserne har sat jordskred og stenskred i gang. Hvordan forstår man, at en by ikke er der længere?

For nogle år siden tog jeg et par dage til Bhaktapur, som ligger i Kathmandu-dalen et stykke vej fra hovedstaden. Jeg trængte til at sidde stille og se på noget smukt efter at have arbejdet langt ude i bjergene. Bhaktapur var fyldt med fred og smukke templer. Jeg havde et par vidunderlige og fredelige dage. Og jeg tænker altid på Bhaktapur som et helle i verden. Et yndlingssted. Jeg tog det her billede fra tagterrassen på mit hotel.

Nu er det hele pulveriseret.

IMG_4304

,

4 kommentarer

Når drømme sker

For et par måneder siden sad Rikke og jeg i mit gamle køkken over noget take-away fra Claus Meyer og en sjat vin.

“Det er nu tankevækkende,” sagde Rikke, “for halvandet år siden sad vi her og drømte og lavede planer. Og du drømte om et job i København på et hospital, en andelslejlighed i det gamle Sydhavn, der var billigere end din husleje og en kolonihave. Og hvad skete der? Nu arbejder du på Rigshospitalet, har købt andelslejlighed og kolonihave.”

Der var et par pinde mere på min liste, men de kommer sikkert. Noget med at få råd til at rejse langt igen. Og noget med at tage tilbage til Nepal og arbejde.

Og nu sidder jeg her. I min nye og hyggelige lejlighed. Hvor jeg alligevel undrer mig en smule over, at det betyder så meget, at den er min. Men det gør det. Den er min, og jeg kan male den grimt, hvis jeg vil.

Og Rikke sidder i Sydsudan, sådan som hun faktisk også drømte om.

Om morgenen buldrer solen ind i min stue, og eftermiddagen fylder mit køkken med lys. Jeg har så meget himmel omkring mig.

Det er nu, du finder ud af, hvor meget håndværker, der er i dig. Sagde Rikke også den aften med Meyer. Jeg er stadig lige dårlig til at bore pæne huller i en væg. Men det har jeg heldigvis svigersønner til. Jeg er på den anden side hamrende god til at rive ned. Og det gør jeg i kolonihaven. Der er alt for mange vægge, alt for mange fliser, og alt for lidt have. Jeg bryder ned og åbner op. Skaber lys og rum og grønhed. Jeg lærer om solceller og sivebrønd. Jeg sår og planter. Og jeg taler med naboerne over hækken, som man gør i en kolonihave. Jeg laver bål og drikker kaffe i solen. Og jeg elsker at få gæster i min have.

Jeg bytter planter og får aflæggere, og jeg deler ud i haveforeningen af det, jeg river ned. Kolonihave er rendyrket bytteøkonomi. Og når man bytter falder man i snak. Og bytter videre.

Så når jeg ikke får skrevet så meget her, er det fordi jeg har så travlt ude i min virkelighed. Med en masse sjovt. Og der er aldrig langt til kaffe på kanden, hvis du lægger vejen forbi mit lille havehus.

Sådan kan det gå, når man drømmer drømme og lægger planer.

IMG_4537

,

3 kommentarer

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 53, der følger denne blog

%d bloggers like this: