Drengeliv

Vi har en lille Grand-biografklub, mine veninder og jeg. Tidligere var vi Biografklub Danmark, men vi gad faktisk ikke se de film, de hostede op med. Derfor blev det en Grandklub. Fordi der altid går suverænt gode film. Vi skiftes til at bestemme film, og for det meste spiser vi lige sammen først. I aftes var vi en amputeret klub i de bløde sæder, bare fordi det kun var os to der kunne. Og fordi det var sidste chance for at se Boyhood.

Jeg bookede billetterne, og først et par dage før filmen gik det op for mig, at den varede tre timer. Og altså ville slutte til midnat. Og to gamle tilbagelænede koner kan nok være lidt stive i betrækket dagen derpå. Men det var sidste chance.

Den film varede ikke ét minut for længe. Simpelthen. Jeg gennemlevede synkront hele mit liv med min søn. Jeg vil se den igen. Sammen med ham.

Hvad er det med den film? Den handler jo bare om en dreng, der bliver større. Den samme dreng hele filmen igennem. Som starter som lille og slutter som ung gut på college. Filmen, altså.  Den er fyldt med små og større hverdagsdrama, fra skænderier med søsteren til sammenstød med moderens fordrukne og manipulerende mand. Den fjerne far indtager scenen som det legende, eksperimenterende og skæve element. Han udfordrer børnene på nærhed og ærlighed, og de tilbringer tid hos ham hulter til bulter i sofaer og på madrasser. Mens moderen tager sine universitetsstudier op, bliver gift, skrider dramatisk fra sin fordrukne mand, starter nyt liv med børnene, bliver gift, bygger hus, skrider fra sin fordrukne mand – og sender sine børn ud i verden. Spændingen i filmen er ikke i handlingsplottet. Den er i relationerne.

Aner vi et genkendelsens mønster her til en anden drengs mor? Mens drengen pakker sine ting for at tage på college i de sidste scener, bryder moderen sammen i gråd. Hun hikster rækken af livsbegivenheder op for den måbende dreng, og slutter med at det næste bliver hendes begravelse, indtil han let henkastet spørger, om ikke hun er ca 40 år for tidligt ude. Hun tager hænderne fra ansigtet og siger: Jeg troede bare, der var mere til det, livet.

Drengen kører afsted, videre i sit liv, og på min cykeltur hjem, er et pludselig mig. Mig der husker de gange, jeg selv har siddet og tænkt, at der måtte være mere.

Og hver gang, hver eneste gang har der været mere. Det kan hun jo ikke vide, den mor i filmen. For hun var jo midt i det der med at slippe ham ud af sit liv. Men hver gang den følelse er dukket op i mit liv, har der vist sig så meget mere. Så meget, at da jeg pludselig stod der, konfronteret med noget, der kunne være blevet en slutning, da jeg blev syg. Ja så var det rigdommen, mangfoldigheden, eventyrene og alle de børneliv, der havde fyldt mit liv, som rammede fornemmelsen af endelighed ind.

Måske lignede vi hinanden lidt, den mor og mig. Hun gik i hvert fald rent ind. Eller drengelivet, der udfoldede sig omkring hende, gik rent ind. Nu må jeg finde den i en streamingudgave og invitere min søn på vin.

IMG_4115

,

Skriv en kommentar

Hekseskud

Der er uger, der er stille. Med meditativ stirren på vandet udenfor mit vindue. Og så er der uger, der er så pakkede med action, at jeg lander lidt fortumlet, når den slutter. Og småsavner nogle refleksive stunder undervejs. Mens jeg hygger mig over alle de mennesker, jeg har krammet, og alle de visdomsord der har krydset min vej. På en uge.

Nu sidder jeg meget stille i Sydhavnen med et hævngerrigt hekseskud nederst i ryggen. Jeg pakker mig ind i en sandwich af Panodil og Ipren, mens jeg krabber mig rundt og lader ting ligge på gulvet til bedre tider. Nej, det er ikke nemesis over en for aktiv uge. Det er min sædvanlige overentusiasme til ninjatræningen. Jeg gik for hårdt til makronerne i tirsdags. Jeg lærer det aldrig. Det var slemt onsdag og torsdag morgen. Så blev det bedre. Chokket ved morgenbadningen var åbenbart for meget for min sure ryg, selvom jeg også forkælede den med en varm sauna. Nu har den låst mig inde.

Jeg har været i Randers hos min far. Jeg har været i Odense og undervise. Jeg har været til venindes phd-forsvar i Århus og mødt 100 gamle studiekammerater, kolleger og veninder i samme ombæring. Jeg har besøgt min søster og Anne. Jeg har spist ude flere gange end hjemme. Jeg har løbet langs Gudenåen og i Hans Broges Bakker. Og altså ninjatrænet tirsdag aften.

Torsdag var jeg for første gang til forestilling med det kongelige i Skuespilhuset. Min fødselsdagsgave fra søn og svigerdatter var forestillingen Hedda Gabler i Det Røde Rum. Og jeg kan kun kaste mig ud i hæmningsløs reklame. Se den! Se fantastisk skuespil og få lidt at tænke over med hjem. Ibsen holder stadig. En anden hæmningskløs reklame ryger ud til Den Vandrette Vinbar, der serverede perfekt naturvin til vores ligeså perfekte fiskeret. En himmerigsaften på en helt almindelig torsdag sammen med to yndlingsmennesker.

I sommer, da jeg var på North Side, og det var blevet klart, at min mor nu ikke levede længe, sluttede jeg festivalen med en morgenkoncert med Ane Brun. Jeg elsker hendes stemme, og på en eller anden måde trøstede den korte morgenkoncert lidt i forhold til det, der skulle ske. Så da jeg så, at hun skulle komme i DRs Koncertsal, købte jeg omgående billetter til mig selv og min veninde. At skæbnen ville, at en anden veninde havde købt billet ved siden af vores sæder, gjorde det hele endnu bedre. Ane Brun var ganske alene på scenen og fortalte, at hun godt kunne lide at gå tilbage til udgangspunktet. Og hun spillede og sang hele salen op. Greb os allesammen. Og jeg blev fuldstændig glad indeni over at musikalitet, kreativitet, talent og ægte norsk styrke kan samles i ét menneske sådan en lørdag aften.

Men denne søndag bliver tilbragt i fred og ro med mit hekseskud. Skudt i ryggen af heks, der er mig. Mens jeg hygger mig over, hvor meget godt, der kan fyldes ind i en ret almindelig uge.

IMG_4122

8 kommentarer

Underbukser og kontoudtog

I dag var alle prøvelsers dag. Det lyder slemt, og jeg havde det, som skulle jeg til gynækologisk undersøgelse og derefter have tjekket hele min samlede trussebeholdning.

Jeg skulle til møde i min nye bank.

Jeg har det stramt med mennesker, der kigger min allerinderste økonomi efter i sømmene. Fordi jeg på den måde aldrig er blevet den rigtige slags voksen. Sådan en med penge på bogen og investeringer. Mine penge flintrer ud i universet og giver mig liv. Og eventyr. Og jeg har stadig en slags automatisk reaktion fra dengang, da jeg overlevede tre børn på en sygeplejeløn. Der var aldrig penge nok, og jeg levede i konstant frygt for, at kortet blev spærret. Det blev det aldrig, og børnene blev både store og voksne. Og verden er en anden.

Men jeg havde besluttet at skifte bank. Min gamle bank, som jeg har været i symbiose med siden min pure ungdom, havde skiftet stil og havde kun hån tilovers for en finansiel undermåler som mig. Og det kan jeg ikke bruge til noget. Ikke fra dem, der forvalter mine penge, og som ind imellem skal hjælpe mig fra undergang.

Så efter mange tilløb havde jeg samlet alle papirer, lavet budget (jo, det havde jeg virkelig), sendt det ind til banken og aftalt et rigtigt møde. Med et levende bankmenneske. Og det pressede mig og stressede mig, så jeg var ganske ved siden af mig selv hele dagen. Jeg kom for tidligt. Og tænkte lidt, at jeg bare kunne snige mig ud af døren igen. Men jeg blev.

Og så åbenbarede der sig et venligt menneske. Som sagde ‘fedt’ til mit job og ‘fedt’ til min måde at tænke om penge. Som sagde rigtige ting, som at ‘du har jo sparet en masse liv op, og det er da mere værd end penge’. Og som sagtens forstod mit behov for fleksibilitet. Og som gerne ville have mig som kunde.

Mine skuldre sank helt ned igen, og kløerne forsvandt bag neglene. Og så var det bare det. Nu har jeg skiftet bank. Det gjorde ikke ondt.

Og jeg følte mig en lille smule rigtig fornuftig på voksenmåden.

Og så cyklede jeg til Bellacenteret til bogmesse og mødtes med Anne. Og nød nogle særligt herlige stunder, mens vi lyttede til Maren og senere kværnede et par sodavand i en café, der kun var hyggelig, fordi vi var der.

Da jeg senere løb mørketur på Amager Fælled, mens den aftagende fuldmåne sendte magiske stråler mellem træerne, mærkede jeg lettelsen. Over ikke at være dumpet i kontoudskrifter. At mine finansielle ‘underbukser’ stod for et gennemsyn.

Og over at Anne og jeg allerede ses igen i næste uge.

Skriv en kommentar

Forfald

Jeg startede dagen med at spytte en kindtand fra venstre side af min overmund ud i min højre hånd, mens jeg børstede tænder. Den lå hel og fin i min hule hånd.

Der er noget særligt over tænder, der falder ud. På en eller anden måde er de vidner om det forfald, der langsomt breder sig, mens årene går. De er det synlige tegn på, at kroppen med tiden går til. Jeg hader, når mine tænder holder op med at sidde pænt i munden og gøre det, tænder skal.

Denne særlige tand var min kunstige tand. Den blev til for længe siden, da en anden tand udåndede. Og vi har en historie sammen.

Jeg arbejdede i mange år som chef for Informationen på Danmarks Smukkeste Festival. Jeg var Danmarks Smukkeste Informationsformand. For 14 år siden, efter den forfærdelige tragedie på Roskilde Festival, kom Oasis til Skanderborg på et afbud. De havde aflyst deres optræden i Roskilde men ville alligevel gerne optræde i Danmark. Vores dengang lille og lidt nuttede festival var ikke helt forberedt på den virak, Oasis’ komme betød. Der var run på billetter, på vagter, på Informationen – på alt. Der kom trusler om at vælte hegnene, fordi mange ikke havde fået billetter til koncerten. Vi forberedte os, så godt vi kunne.

Stemningen blev anderledes. Sådan lidt rå i det, midt i alt det smukke, vi altid talte om i Bøgeskoven. Folk forsøgte at klatre over vores Informationsvogn, andre prøvede at mave sig under. Men alt i alt gik det rimeligt fredeligt med alle mand udkommanderet.

Så kom der en ung gut til lugen på ydersiden af festivalen. Han var blevet smidt ud. Havde fået klippet sit armbånd af en vagt. Han følte sig uretfærdigt behandlet og ville ind igen sammen med sin store brandert. Det kunne jeg jo af alle gode grunde ikke give ham, og efter lidt diskussion sprang han pludselig ind og langede en hård knytnæve på min kæbe.

Han blev dømt for vold. Jeg ruskede kæben på plads, fejlede ingenting og fraskrev mig erstatning. Nogle uger senere viste der sig alligevel en lille bitte revne i knoglen, som gav infektion i tandroden. Der startede det store tandcirkus. Først med rodbehandling og nogle rimeligt midlertidige løsninger. Senere måtte hele roden ud, og jeg fik lavet implantat og krone. Jeg husker det som en uendelighed af operationer og infektioner. Og selvfølgelig betalte festivalens forsikring.

I næsten 14 år har vi levet fredeligt sammen, min keramiske tandkrone og jeg. Men i morges skred den altså. Slog op med mig midt i tandbørstningen. Og jeg stod igen der med følelsen af anmasende forfald.

Nu er den sat fast igen med ny cement, og jeg blev kun semiruineret. Jeg har lavet en klar aftale med keramiktanden om mindst 14 år mere på samme adresse i min mund.

IMG_3991

1 kommentar

Kan vi knække kræft?

Jeg sad på mine hænder hele lørdag aften. Ellers havde jeg – igen – spruttet efter aftenens kræftunderholdning. Men jeg gjorde det ikke. I fik lov at have festen og indsamlingen og sætte nye rekorder. Mens vi så på de kendte og gøs lidt. Eller nej, det ved jeg jo ikke noget om, for jeg spiste is med min datter og havde åbnet for en helt anden tv-kanal-

Men nu er det tirsdag. Og jeg er nødt til at sige det. Cancer kan ikke knækkes. Vi kan knække mæslinger, røde hunde og måske ebola og AIDS en dag. Måske. Men vi kan ikke knække cancer. Cancer er noget inden i os. Det er ikke en smitte, der kan stoppes. Det er anarkistiske celler, der vokser vildt og uhæmmet inde i en krop. Og cancer er ikke én sygdom. Cancer er hundredevis af forskellige sygdomme. Meget forskellige sygdomme. Og de har kun det til fælles, at celler vokser vildt, uhæmmet og anarkistisk. Og når vi tror, vi har tjek på det, finder universet på en ny variant.

Vi får mere kræft end i gamle dage. Fordi vi bliver ældre og har kroppen fuld af gamle celler, der nemmere bliver anarkistiske. Fordi vi omgiver os med kemi og udstødningsgasser, der gør ting og sager ved cellers dna. Fordi vi ryger og drikker og sidder meget mere i sofaen, end vores kroppe er beregnet til. Og rigtig mange af os får kræft, fordi vi gør. Fordi vores nummer blev trukket ud i universets store lotteri. Fordi vi var uheldige.

Jeg er også nødt til at sige, at mens der i lørdags blev samlet 153 millioner ind, bliver der igen skåret i hospitalerne. Selvom regeringen har sat flere penge af til kræftbehandling, er hospitalerne nødt til at lave besparelser. Og besparelserne gælder også de afdelinger, der behandler mennesker for kræft. At overleve en kræftsygdom handler om meget mere end tidlig diagnosticering og ny kræftbehandling. Der skal være læger og sygeplejersker nok, ikke bare til kræftbehandlingen, men også til de følgesygdomme, behandlingen kan give. Mange mennesker fejler mere end deres kræftsygdom, og de sygdomme skal også behandles. Kræftbehandling er på alle måder hård kost, og det kræver både god fysik og en robust psyke at komme sig. Og for mange kommer det ikke af sig selv.

For nogle år siden viste en rapport fra Kræftens Bekæmpelse, at en stor del af mennesker, der havde haft kræft, aldrig kom tilbage i arbejde. Det sker jo, fordi de er blevet for medtagne af sygdommen eller kræftbehandlingen. Derfor handler overlevelse også om støtte til at blive stærk nok til arbejdsmarkedet. Det handler også om at hele den skrøbelighed, de fleste oplever efter et behandlingsforløb.

Jeg har så svært ved at forstå, at man glad og gerne tømmer sparegrisen og giver til en god sag, når fjernsynet leverer underholdning. Når kendte mennesker stiller op til fotografering og tager telefonen, når du ringer dit bidrag ind. Men vi klager stadig over skatten. Vi klager over ‘verdens dyreste sundhedsvæsen’, som i virkeligheden slet ikke er dyrt, når vi sammenligner os. Og vi skælder ud på ‘systemet’ for ikke at gøre sit arbejde godt nok.

Jeg har det svært med kræftunderholdning. Jeg er nødt til ikke at se det. Jeg får instant kvalme, når der går pop og krig i kræft. For skal kræfthistorien fænge i det store hav af tv-seere, må den nødvendigvis indeholde helte, skurke og ofre. Kroppen bliver en krigsskueplads, en kampscene med vindere og tabere. Jeg har jo selv været der, og dengang tænkte jeg meget over begrebet ‘kamp’. Jeg kunne ikke kende det. Der var ingen kamp i min sygdomsproces. Der var langt hårdt slidsomt arbejde for at holde næsen oven vande, mens medicinen gjorde sit arbejde. Jeg lever. Jeg har sagt det før, jeg er ingen helt, men jeg var heldig. Jeg var heldig, at medicinen virkede, og sygdommen ikke blev ved med at vokse. Det var grimt, og jeg har i perioder været overmandet af en voldsom følelse af tab. Bare fordi sygdommen slog sig ned i mig og lavede ravage for resten af mit liv.

Hvem er taberne? Er det dem, der ikke var så heldige som mig? Dem hvis sygdom ikke kunne kureres af medicin eller stråler? Jeg kender mange, der døde af deres kræftsygdom. De døde af sygdom. Nogle af dem døde alt, alt for tidligt. Jeg ville gerne have beholdt dem alle i mit liv. Men tabere var de ikke.

Det er fint, at indsamlingen er gået så godt. Jeg kan kun glæde mig over penge til kræftforskning. Men jeg ville ønske, der ville komme penge uden underholdning som modydelse. Jeg ville ønske, der kunne rejses penge til andet end forskning i sygdom og behandling. For kræft kan ikke knækkes, og mennesker bliver ved med at blive syge og blive raske igen. Og skal have hjælp til at finde tilbage til livet. Og andre bliver ikke raske og skal have hjælp til en fredelig død. Og de syge har familier, der der har brug for støtte, fordi kræft ikke kun rammer den syge.

Alt det, der er hverdag for patienterne hjemme,på hospitalerne og i kommunerne.

,

4 kommentarer

Tupiza

Mit lille bitte røde hus har fundet sit navn. Eller navnet fandt huset. Godt hjulpet af min kloge søn, som var på bryllupsrejse, mens navnekonkurrencen rasede.

Tupiza, sagde han pludselig henover rødvinen i fredags, dit hus skal selvfølgelig hedde Tupiza. Jo, fortsatte han, Tupiza er jo stedet, hvor man får en ekstra dag.

Tupiza er det. Og historien?

Da min søn blev 30, forærede jeg ham en billet til Buenos Aires. Sammen med mig. Vi ankom i Argentina uden anden plan end nordpå. Til steder jeg ikke havde været før. Fra lufthavnen tog vi til den enorme busstation og købte billetter til Tucuman. Vi havde stadig ikke nogen planer, men var ikke specielt vilde med Tucuman. Så vi fortsatte med bus til Salta. Som til gengæld sprang direkte i vores hjerter. Vi havde ikke helt taget højde for den katolske juletid, og vi blev låst fast i Salta. Alt var lukket. Vi boede på det hyggeligste, mest nuser lille familiehotel og tøffede rundt på opdagelse i byen. Jeg satte næsten livet på spil på morgenløbeturene, fordi Salta som så mange andre sydamerikanske byer er fyldt med halvvilde hunde. Til sidst lykkedes det os at finde en turoperatør, der tog os et par dage rundt i bjergene. Som var ubeskriveligt smukke. Vi havde egentlig forestillet os at fejre nytår helt alene et sted i bjergene, men vi kunne ikke opdrive et kort. Og blev derfor i Salta. Og fik det vildeste, sjoveste, fedeste nytår – ever. Den historie bliver en anden gang.

Bagefter tog vi med bus til Bolivia. Eller til grænsen fordi busser ikke må passere. Vist nok noget med narkotransporter. Vi tog vores bagage og traskede ind i et helt andet samfund. Og havde stadig ikke rigtige planer. Lidt tilfældigt fandt vi så en bus til Tupiza. Og her blev vi lidt forelskede igen. Altså i Tupiza. Vi fandt det hyggeligste lille hotel og en turoperatør, som kunne vise os lidt af Bolivia. I 4-5 dage kørte vi rundt i Altiplano, Andes plateauet, og de uendelige saltsletter, Sala de Uyuni. Vi overnattede i salthotel, balancerede rundt om kogende geysere, så de vildeste klippe- og lavaformationer og forladte historiske bjergbyer. Vi havde det faktisk ret fantastisk. Efter turen vendte vi tilbage til vores hyggelige hotel og slappede af og gik på opdagelse i Tupiza. Indtil vi tjekkede ud og fandt en bus tilbage til grænsen.

Tilbage i La Quicaca på den argentinske side af grænsen, slog vi os ned i en restaurant tæt på busstationen for at fordrive ventetiden med en god bøf og rødvin. Og lige der var det, at Morten sagde: Må jeg ikke lige se billetterne? Få minutter senere var vi var vi på desperat jagt efter nye billetter tilbage til Salta. Vi var nemlig en dag for sent. Og vi havde et fly at nå i Salta, tilbage til Buenos Aires og videre hjem. Og lige der, ikke længe før midnat, var der ikke mange løse billetter at få. Det lykkedes. Vi måtte stå af bussen omkring kl 3 og skifte til en anden bus, men det lykkedes at være i Salta næste morgen. Vi spurtede op til vores hyggelige hotel, hvor vi havde efterladt en del bagage, betalte dem for ikke at have brugt vores værelse og spurtede i taxa til lufthavnen.

Flyet var selvfølgelig nogle timer forsinket, og vi nåede det hele. Vi havde oven i købet et par dage i byernes by i Argentina. Men på mærkelig vis forsvandt der en dag i Tupiza. Eller fik vi en ekstra?

Tupiza er på alle måder det helt rigtige navn til mit hus.

Sydamerika 2009 450

Sydamerika2 140

, ,

Skriv en kommentar

Fodhad

Cirka en gang hvert andet år bryder jeg ud i hadesang til mine fødder. Resten af tiden lever jeg med dem. Betragter dem som en slags pris for at være i live. En helt fair pris egentlig. Og det meste af tiden er jeg overvejende taknemmelig over, at mine fødder lever og kan flyve mig rundt i landskaberne i løbesko. Kilometer efter kilometer.

Det er et bestemt stof af de mange forskellige slags cytostatika, der parkerede nerveskader i mine hænder og fødder. Det eneste, der er helt sikkert ved det, er at det aldrig går væk. Det var en del af prisen.

De gør altid ondt, mine fødder. Altid, hele tiden, døgnet rundt. Jeg har vænnet mig til det. Lært at leve med det, som en del af den handel, jeg indgik med universet for snart 8 år siden. Jeg lever. Men fra tid til anden vrider de volumenknappen et par omgange, og efter at have holdt relativt ro hele sommeren, viser de tænder i en grad, de sjældent har gjort.

Så jeg skal bare lige have luft. Så skal jeg nok leve pænt og roligt videre med dem.

Der er ingenting, der gør nogen forskel. Jeg kan gå i høje hæle, flade sko eller løbesko. Ingen forskel. Jeg kan sidde i ro og mag hele dage og have lige ondt. Det gør ikke mere ondt at løbe. Så jeg løber.

Og uanset, hvor meget fødderne hviner, brænder, stikker og skriger, kan de aldrig nogensinde overdøve den jubel, en brændende himmel over havet vækker inden i mig.

IMG_4064

IMG_4065

,

1 kommentar

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 50, der følger denne blog

%d bloggers like this: