I ytringsfrihedens navn

For et par uger siden skrev jeg under overskriften ‘Je suis Charlie’. Det var min måde at vise sympati og solidaritet sammen med millioner af andre mennesker. Siden da har aviser flydt over med argumentation for, at vi ikke er Charlie. At vi ikke har ret til at kalde os det. Nej, jeg er sgu da ikke Charlie. Jeg er Helle, og jeg tegner ikke satiriske tegninger. Jeg har faktisk kun én eneste gang tegnet noget sjovt, og det var tegneserien til min søns bryllup. Jeg tror ikke, nogen blev sure, og den eneste magtfaktor, der blev udstillet, var kvindemagten overfor en lille skid, der voksede op med to søstre og en mor. Den var mest sjov, fordi jeg ikke kan tegne.

‘Je suis Carlie’ var verdens måde at skabe et fælles sorgudtryk. En fælleshed imod at slå ihjel for meninger, holdninger og udtryk. Det virkede, det var stærkt. Jeg synes ikke, I skal pille det ned.

Jeg har været stille siden. Fordi jeg har været rundtosset af verdens reaktioner på mordene i Paris. Mord på Ytringsfriheden, blev der råbt højt og skingrende. Aldrig har jeg da hørt og set så meget ytringsfrihed i fri dressur gennem de sociale medier. Politikere har stået i kø med verbale sværd i hånd.

Og aldrig har jeg selv følt mig så stækket. Hvorfor? Hver gang jeg har ytret mig, bliver jeg kaldt kujon eller halalhippie eller godhedsprofet. Eller dum eller naiv. Jeg bliver kaldt bange, fordi jeg mener noget andet end Det Store Skrål fra de sociale medier.

Jeg er ikke med på, hvorfor ytringsfrihed er det samme som at blive ved med at publicere tegninger af Mohammad i obskure situationer. Jeg forstod ikke Jyllandsposten, da de udskrev en slags konkurrence blandt danske bladtegnere. Og jeg forstår slet ikke, hvorfor det er vigtigt at genposte de tegninger nu. Igen i dag kaldte Hassan Preisler mig for bange på P1, fordi jeg ikke er enig i, at det er det vigtige i ytringsfriheden.

Jeg er ikke bange. Eller jo, jeg er lidt bange. Jeg er bange for den offentlige enighed. Mordene på tegnerne fra Charlie Hebdo afdækker en grum vækst i antidemokratiske bevægelser. Der er radikaliserede fundamentalistiske religiøse mennesker, der organiserer sig på forskellig vis, og så er der stærkt højreorienterede nationalistiske bevægelser. Begge spreder angst og undertrykkende tavshed. Og det skræmmer mig.

Jeg vil forbeholde mig ret til at være godhedsprofet. Jeg er stolt over at stå ved, at jeg tror på det gode i menneskeheden. Jeg vil forbeholde mig ret til at være naiv. Jeg er stolt af at være naiv. Når I kalder mig for politisk korrekt med spyttet hånligt i mundvigen, vil jeg forbeholde mig den ret også. At være politisk korrekt kan kun gøre mig stolt. Jeg vil forbeholde mig ret til at mene noget andet. Jeg vil forbeholde mig ret til at have min mening om Mohammedtegninger og ytringsfrihed, også når den afviger fra din.

I ytringsfrihedens navn.

IMG_4263

Skriv en kommentar

Je suis Charlie

Henover årsskiftet 2005-2006 var jeg på en længere ekspedition i Argentina sammen med tre venner. Da vi kom ned fra bjergene i februar og tjekkede ind på vores hostel, tændte vi for fjernsynet. For første gang i 5-6 uger. Lige der, midt i Mendoza og det vidunderlige vinland så vi mennesker brænde det danske flag. Vi gloede målløse på hinanden. Hvad gik der af verden? Langsomt fik vi vævet historien sammen med de tegninger, Jyllandsposten havde publiceret, lige inden vi tog afsted.

Jeg blev lidt vred. Mest over at nogen havde brug for at provokere nogens religion.

Jeg tog hjem og fortsatte næsten med det samme videre til Tanzania, hvor jeg skulle lede en bestigning af Kilimanjaro. Det meste af gruppen skulle fortsætte deres ferie på Zanzibar, som er en stor ø ud for Tanzanias kyst. Zanzibar er præget af en ortodoks islamtro, og dagen for vores afrejse viste dansk tv billeder fra demonstrationer og flagafbrænding i Dar es Salaam. Jeg var selvfølgelig opmærksom og spurgte mig for, da jeg ankom til Tanzania med min gruppe. Tegninger? sagde de folk, jeg kendte i Moshi, det aner vi ikke noget om. Efter bjergbestigningen undersøgte jeg igen situationen for den del af gruppen, som skulle videre til Zanzibar. Svaret var det samme. Jeg spurgte til de demonstrationer i Dar es Salaam, som de danske medier fortsat skrev om. Og så satte Zainab sig ned. Hun så mig i øjnene og sagde: Helt ærligt, vi ved ikke noget om nogen tegninger. Vi har andet at tænke på. Vi har ikke haft regn i to år. Vi er ligeglade med tegninger i en dansk avis, og de billeder fra Dar es Salaam er fra en og samme demonstration, som bestod af ca 25 mennesker.

Jeg sendte med sindsro min gruppe på ferie på Zanzibar og vendte min egen næse hjem mod Danmark. Og jeg var stadig vred på Jyllandsposten over at provokere folks tro.

Senere kom jeg i tanker om, hvordan vi muntrede os over halshugningen af den lille havfrue. Og hvordan vi gysegrinede, da Bjørn Nørgaard ofrede en hest og konserverede den til senere udstilling på Aros. Jeg kom i tanker om, hvordan min far og jeg sprutgrinede over Jens Jørgen Thorsens Jesusfilm. Og det vi grinede mest af, var den vrede og fornærmede reaktion over at gøre grin med noget helligt.

Jeg huskede Monthy Python og Life of Brian, som jeg stadig kan gå i krampegrin over. Og vi læste Doonesbury, for hvem intet var helligt, med stor fornøjelse hver eneste dag i Information

Jeg er stadig i tvivl om Jyllandspostens hensigter med at poste en bunke billeder i deres avis. Der er stadig for meget hån og spot som grundidé. Tegningerne var uden sammenhæng og kontekst i øvrigt. Men det er uden betydning. For ingen tegning, intet digt eller artikel retfærdiggør vold. Ingen film eller tegneserier giver ret til at slå ihjel. Jeg savner 70’erne og 80’erne, fordi vi allesammen var bedre til at grine af hinanden og os selv. Peace, love & harmony blandet godt med god musik og John Cleese og de andre.

Vi skal ikke slå igen. Vi skal kæmpe for vores ret til at grine og vores ret til at skrive. Du må bekende dig til den gud, du vil, og til den politiske holdning, du vælger. Du må være rygende uenig med mig. Jeg vil kæmpe for retten til den uenighed. Jeg gider ikke gentage Stoltenbergs ord, som er gået som en steppebrand over internettet i dag. Men forfalder vi til dødstrusler og onde ønsker over gerningsmændene og verdens muslimer, er vi som dem. Så vinder de. Vi skal forsvare os med demokrati og ordentlig rettergang. Som min nabo skrev på Facebook i dag, skal vi sprede venlighed i verden. For det er det, der er vigtigt for os. Ikke?

Jeg har lånt dagens tegning fra @TheMagnusShaw fra Twitter

Charlie Brown

,

Skriv en kommentar

Adios 2014

Jeg sidder her på toppen af et helt nyt, uspist år og kigger mig tilbage. 2014 kalder på blandede følelser. Det fyldte sig med meget godt, og med meget virkelig ondt. Jeg har haft svært ved at tilgive, at både Lene og min mor skulle vristes ud af verden, men jeg kan ikke styre universets lammere.

Når jeg tænker på Lene og min mor, gør jeg det trods alt med en form for ro. Når jeg accepterer, at deres død er en slags vilkår, som universet tildelte dem og os, kan jeg på en anden måde se tilbage på alt det, der omgav dem. Så kan jeg se mennesker, der trådte sammen for at gøre det så godt som muligt. Mennesker som gjorde sig umage for hinanden. Og det er nok det, der giver mulighed for roen.

Universet stikker livslussinger ud i tilfældigt omfang og retning. Vi kan kun ruste os til at møde dem, så godt vi kan. Hvis jeg skal lære noget som helst af alt det meningsløse, der foregik i første halvdel af 2014, må det være det. At være der. Hele tiden. At have omtanke for hinanden. At blive der. At man bare behøver være der med det, man er.

Måske bliver døden mindre skræmmende. Savnet rammer stadig som bundløse sug i kroppen. Jeg har stadig ikke helt forstået, at de ikke er her. At jeg ikke ved, hvordan de har det. At de aldrig ser min kolonihave. Eller min nye lejlighed. Jeg forstår stadig ikke ‘aldrig’ helt.

Må man dele moraler ud her ved årsskiftet? Jeg må.

De vigtigste moraler har været at opleve mennesker vende opmærksomheden væk fra sig selv og gøre sig umage for andre. Både Lene og min mor var fokuserede på at efterlade deres elskede mennesker bedst muligt, med smertende bevidsthed om den sorg, der ville indtage deres liv. Jeg har oplevet Lenes familie og min egen familie træde sammen med brede favne. Vi var der, og vi trådte sammen for at give vores elskede mennesker de bedste muligheder for at slutte deres liv så ordentligt som muligt. Når nu det skulle være sådan. Min far er blevet båret og skærmet af hele familien og alle sine gamle venner.

Du har haft et hårdt år, siger folk. Jeg har haft et krævende år. Men jeg har lært, at svære vilkår bliver lidt lettere at løfte og bære igennem, når jeg gør mig umage for andre. Og ikke er så fokuseret på mig selv. Det hårde er at erkende et vilkår og sin magtesløshed. Efter det gør det bedst at blive der og dele de onde vilkår. At være der og blive der.

Så 2015, jeg ser kærligt på dig. Jeg aner ikke, hvad du vil bringe, men jeg skal nok være der. Farvel til 2014 med alt det, du gav og tog. Jeg har vist alligevel aldrig oplevet så meget kærlighed på ét år.

,

Skriv en kommentar

Imens i baglokalet….

Når jeg ikke har ligget fladt på sofaen med en klædeligt lidende grimasse og hånd over panden, er der sket ikke så lidt omkring mig.

Den ene forandring i 2014 har ført den næste med sig. Nyt job. Ny kolonihave. Ny bank. Ny bolig.

Det gik stærkt. Fra sofaen har jeg fået bankens godkendelse. Jeg har underskrevet købsaftale. Jeg har sagt min lejlighed op. Så når det bliver midt i marts, bor jeg på 4. sal med udsigt til himlen. Stadig i Sydhavnen.

Jeg får lidt mere af det hele: have, vand, himmel – og min helt egen lejlighed. Og nu får jeg måske råd til at holde mit løfte til kvinderne i Nepal og rejse ud igen.

IMG_4214

1 kommentar

Postjul

Selv en mærkelig jul, ender som en god jul, når man er mig. Jeg gjorde, som mine unger sagde. Begravede feberen og drog til familiejuletræf i Hvidovre. Vi havde den gladeste jul. Med glade unger og glade voksne. Jeg tror selv dværghamstrene var glade. Juletræet væltede, men vi rejste det op, og det blev stående, mens vi sang og dansede omkring det. Maden er min svigersøns selvvalgte opgave, som han påtog sig efter den første jul sammen. Fordi han ikke kunne leve med vores sovs. Og han gør det guddommeligt. Min søn er vinmester, og vi andre bikser risalamanden sammen i sidste øjeblik. Gaverne var rigtige, og børnene hyggede igennem. Og betalte med nogle trætte dage. Jeg sov på en foldemadras ved siden af Ellas seng, og om morgenen sivede alle børn langsomt ind i stuen. Jeg sivede med og installerede min dyne på sofaen. Som morgenen blev til formiddag sivede resten af de voksne med.

Jeg fik sådan et lille lykkespjæt i hjertekulen over, at mine børn havde julesludret til langt ud på natten.

Derfor elsker jeg julen. Fordi vi allesammen gør os umage. Vi tager vores fine tøj på, laver den bedste mad, øser ekstra sovs på tallerkenen. Vi drikker ekstra dejlig vin, og vi gi’r, hvad vi har. Vi holder i hånden og deler kram med rund hånd.

Jeg elsker det bare.

Nu arbejder jeg stille og stædigt min krop i form igen. Den er rusten efter uger på langs det meste af tiden. Men den kommer. Jeg har fundet løbeskoene frem igen, og jeg går og går. Jeg kan trække vejret gennem næsen og lave morgenyoga, så min ryg bliver vredet helt på plads. Jeg har siddet min sofa næsten ihjel, og nu har jeg vasket den og puffet den i form. Her er rent, og det er godt at putte andet end gennemsvedt nattøj i vaskemaskinen.

IMG_4215

Skriv en kommentar

Glædelig jul

Det er den mærkeligste jul. Jeg har været lagt ned det meste af december måned. Gået glip af det ene hyggelige arrangement efter det andet. Eller trodset lidt feber og alligevel taget med på Christiania eller til julekoncert med Thomas Dybdahl. Det ene har afløst det andet og toppet med en influenza i de sidste dage. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har løbet en tur på fælleden, men takket været internettet er alle gaver for længst købt ind.

Måske har universet sendt mig til tælling efter et år, der har været så fyldt med forandringer af de bedste og de værste slags. Med ordre om at sidde stille og lave meget lidt. Så det har jeg gjort. Jeg har endelig læst Stoner og er begejstret. Nu læser jeg biografien om Astrid Lindgren og er begejstret. Jeg har været begejstret over mit Netflix abonnement og set serier, jeg ellers aldrig når.

Men i dag rejser jeg mig. Jeg er feberfri efter ordre fra mine børn. Jeg mangler stadig at lave konfekt, og måske når jeg det. Men jeg tager til jul med hele mit menageri. Og jeg sidder bare her og glæder mig stille, fordi jeg har det. Menageriet. Fordi vi sætter pris på at holde den jul sammen. Fordi jeg har købt gaver til dem allesammen, som jeg glæder mig til at se dem pakke ud. Fordi Vera i telefonen i går glædede sig mest til juletræet. Fordi Alma og jeg nåede en ‘på-trods-tur’ til Malmø i søndags. Og bare fordi de allesammen om et par timer er samlet.

Så skideglædelig jul allesammen. Put lidt kærlighed i den. Tag hinanden i hånden og smid de negative forventninger væk. Giv et ekstra kys på kinden og et klem i hånden. Øs lidt ekstra sovs på tallerkenen og syng. Syng, for pokker, syng. Sammen.

Rigtig glædelig jul

IMG_4165

2 kommentarer

Juleynk i udvalg

Den her jul må gerne begynde at hoste op med noget bedre snart. Jeg går glip og går glip af alt det sjove og hyggelige. Af al den forkælelse jeg skulle smøre ud over min verden. Min december fyldte sig med et helt passende antal julefrokoster. Jeg har deltaget i to. Den første som på-vej-til-at-blive-syg og en forkølet udgave af mig selv med begyndende byld i øjet. Den anden havde jeg selv arrangeret, og jeg mødte op bevæbnet med Panodil, øjendråber og næsespray. Det er jeg så holdt op med. Nu bliver jeg hjemme.

Jeg kan ikke engang svinge mig op til at være rasende over det. Jeg er skuffet. Nærmest barnligt ked af det. Jeg har boet i min sofa, og jeg har aflyst mit julebesøg hos min far. Og han får ikke de småkager, jeg har bagt til ham. Jeg fik ikke lavet juleknas med veninderne i lørdags. Jeg kom ikke til julefrokost med Rigshospitalet. Til gengæld har jeg været ægte syg med høj feber, og en øjenbyld, der eksploderede på mig i søndags. Og slog alle klamhedsrekorder.

Jeg ved, det holder op. Mit øje nærmer sig noget næsten normalt. Jeg har næsten ikke feber, og jeg kan sige flere sætninger i træk. Men det stinker at være alene i en stor sofa midt i december. Der burde være et omsorgsfirma for syge singler. Som kom med mad og luftede ud. Og hentede pakker på posthuset, når de havde rystet dynen og skiftet lagen.

Jeg bliver i sofaen lidt endnu. Jeg har fået mad, jeg har vasket sengetøj og luftet dynen igennem, og jeg har stadig ikke hentet min pakke. Og her i min sofa får jeg læst bøger, jeg har drømt om længe og opdager nye serier på Netflix.

Det går nok, det hele.

IMG_4184

,

4 kommentarer

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 50, der følger denne blog

%d bloggers like this: