I skovens dybe stille ro
Pinsen har indhentet mig. Computeren gløder, og bogstaverne sprøjter fra mine fingre. Det betyder monsterlange arbejdsdage. Fordi alting nu er presset imellem vidunderlige forårsfridage og en sommerferie, der kravler tættere på for hver dag. Og al den gode frihed ændrer ikke på, at ting skal være færdige.
Så er det godt at have en skov lige ved hånden. Lige uden for kontoret, hvor jeg kan stikke af en times tid og spurte rundt i bakkerne. For en stund holder ordene pause, og jeg fortaber mig i grønheden og skovens dufte.
Verden er sjov, udbrød min kollega, da jeg gik forbi hendes kontor, jeg arbejder på at få energi til en løbetur, du løber for at få mere energi.
Svedende og tilfreds kan jeg vende tilbage til arbejdet og give det en time eller to mere.
Byg det op
I dag er Kræftens Bekæmpelse helt undtagelsesvist gæstestjerne på bloggen. Nærmere betegnet Kræftens Bekæmpelse Furesø, fordi de er heldige at gå videre i en konkurrence på DR. Og du skal skynde dig at stemme på dem.
Konkurrencen hedder ‘Byg det op’ og foregår hos Danmarks Radio. På dr.dk skriver de: ‘Byg det op’ er en konkurrence, der giver dig chancen for at bygge din by bedre. Hvis du har en drøm eller en idé, der kan forbedre et sted nær dig, så kan du være med i Byg det op. Måske er det din drøm, vi hjælper med at gøre til virkelighed.
Kræftens bekæmpelse i Furesø har en drøm. Som springer ud af et forladt vandværk i Værløse. En drøm om at kunne bygge et center for menensker med kræft og deres pårørende, hvor de kan mødes. De har allieret sig med en lokal borgerforening, og foreningernes fælles drøm er, at vandværkets forladte bygning og den skønne omkring givende natur kunne blive til et rekreativt område for fællesskab, rehabilitering, aktivitet og sundhedsfremme til glæde kræftramte og deres pårørende.
I den vestvendte ende af Søndersø Vandværk ligger en bygning der ikke har været anvendt i godt 30 år. Denne del af det gamle vandværk kan indrettes, så der kan foregå patientstøttearbejde, rehabilitering, motions tilbud, samt rigtig mange sociale og sundhedsfremmende tilbud til gavn og glæde for nuværende, og tidligere kræftramte, samt deres pårørende. Projektet er et samarbejde mellem Furesø Kommune, Københavns Vandværk, Kræftens bekæmpelse, DR og DGI., og det kan komme til at betyde helt nye muligheder for kræftrehabilitering for kommunens borgere.
Projektet er et af 800 indsendte projekter, og nu er otte udvalgt til finalen. Fire projekter bliver til virkelighed. De fire modtager hver 1.6 millioner danske kroner samt hjælp til at opbygge lokalprojektet.
DU kan gøre en forskel og være med til at give liv til dette projekt. Gå på DR’s hjemmeside, her, og stem på forslaget, ‘Kræftramte og deres pårørende flytter ind hos Vandværk’. Du kan give din stemme hver dag indtil den 23.maj kl 23.59.
STEM
Rod og smukhed
Posted by Helle in Udenfor kategori on 16. maj 2013
Lever du altid sådan et rodet liv. Spurgte en samarbejdspartner. Med blikket rettet mod min åbne kalender. Det kan du da ikke holde til.
Jeg så ned i kalenderen. Den er ret pakket. Og rodet. Med mange forskellige ting.
Joooo, sagde jeg. det kan jeg. Fordi jeg løber smukke ture. Fordi jeg har smukke børn. Fordi jeg har smukke venner. Som har smukke sjæle. Og fordi jeg lige om lidt trækker stikket i 5 uger.
Men måske kunne det være sjovt engang at have et job, hvor jeg kun skulle én ting?
Husk eventyret
Posted by Helle in Løb, Rejseliv, Udenfor kategori on 14. maj 2013
Se, Kylling, mormor og Vera er på tur. Og Kylling er med, sagde Vera forleden. I vogn 32, et sted mellem Århus og København. Hun løftede Kylling op til ruden. Se, Kylling, det er et træ. Og det er en hest. Vi er på tur.
Sådan kan en ret almindelig tur hjem fra Århus få sin helt egen magi. Ved hjælp af en to-årig, der begejstret går på opdagelse i verden. Og tager Kylling med. Lige til Høje Tåstrup, hvor hun spurgte, om vi snart var færdige med toget. Ja, sagde jeg, nu skal vi kun køre en gang. Næste gang toget standser, skal vi af. Hvorpå den to-årige rejste sig op og bankede på ruden med sine små knyttede hænder. Stands, stop, råbte hun. Vera skal af. Stop, Vera skal af. Og jeg opgav at forklare hende om togstationer og køreplaner. Og opdagede at der alligevel kan være langt fra Høje Tåstrup til Hovedbanegården.
Alt det tænkte jeg på, da jeg igen i går kørte til lufthavnen for at kravle ombord på et fly mod Oslo. Jeg følte mig mættet med flyveture, hotelværelser og fremmede mennesker. Men jeg havde en aftale. Og prøvede ihærdigt at fremkalde en slags eventyrstemning omkring mig. Det gik ikke godt, så i stedet gik jeg til gaten, tændte computeren og arbejdede lidt videre.
I Oslo købte jeg billet til toget og kørte videre til Hamar. Som jeg ikke forventede mig meget af. Togturen greb mig. Den var gribende smuk. Med vand og bjerge hele vejen.
Da jeg stod af i Hamar, blev jeg mødt af Torkel på 87. Som var kørt til stationen for at hente mig i sin bil. Han tog varmt imod. Som var jeg en ventet ven. Han kørte mig til hotellet og insisterede på, at jeg fik lidt mad, mens han fortalte om sin studietid i København. Og spurgte interesseret til de hospitaler, han havde kendt dengang. Og han fortalte mig, hvordan jeg kunne finde vej til vandet på min morgenløbetur.
Derfor løb jeg den smukkeste tur. Og derfor er der også eventyr. Selv når man er på tur uden helt at have hjertet med. Og derfor står jeg måske op klokken fem i morgen tidlig for at få det sidste eventyr med.
Hvad synes de egentlig, patienterne?
Posted by Helle in Rejseliv, Udenfor kategori on 10. maj 2013
Jeg siger det lige: Det bliver et fagligt indlæg i dag. Selvom det har været fridag. Og det bliver bare en kort smagsprøve på de mange ideer, jeg blev præsenteret for i London.
To dage i London sagde mig lidt om, at vi måske mangler mod i det danske sundhedsvæsen. Nej, i den danske offentlighed. Eller måske mangler vi ikke mod. Måske mangler vi kreativitet. Og nuancer. Man kan spørge sig selv, hvorfor vi reagerer så langsomt. At vi ikke forlængst har fundet på at bruge teknologien til at være kreative, til at gøre kvaliteten endnu bedre, til at involvere brugerne. Men vi er langsomt på vej.
Vores besøg i London startede hos NHS Direct, der varetager telefoniske og digitale henvendelser fra patienter i hele UK. Som er nogle millioner større end Danmark. Det er en slags nationalt call center med 24 timers service. Fra at være hhv telefonservice og onlineservice er de samlet og udvidet med en sms-service. Det var vigtigt for dem at understrege ‘multi access channels’. Fordi forskellige patienter foretrækker forskellige henvendelsesmuligheder. I systemet er der mulighed for online symptom og health checkers, og det benyttes af mere end 10 millioner mennesker om året. Brugeren guides gennem en slags triagesystem og kan få almene råd, viderføres til call center eller kanaliseres videre til andre NHS services. 30% af brugerne ville have gået til læge, hvis de ikke havde haft den digitale mulighed. Det bliver en slat penge ud af 10 millioner brugere. Det nationale sundhedssystem evalueres hele tiden gennem en ‘friend and family test’, som i sin næsten ubegribelige enkelthed går ud på at spørge brugere/patienter, om de kan anbefale den tjeneste eller behandling, de har gennemgået til venner og familie. De bliver bedt om at svare inden 48 timer, og langt de fleste gør det. Fordi man kan gøre digitalt, på sms, på telefon eller i brev. Resultaterne opdateres og offentliggøres en gang om måneden.
Overskrifterne kan samles i transparacy, participation og transaction.
Og hvad kan sådan en lille bitte og enkel forespørgsel betyde for et stort sundhedssystem? Er det overhovedet evidensbaseret nok? Er det ikke fyldt med uvidenskabelige bias? Spørgsmålet lyder: How likely are you to recommend our ward/hospital/service to friends and family? Det kan betyde rigtig meget. Fordi det er realtime undersøgelser. Fordi de bliver tilgængelige på hospitalernes hjemmesider. Fordi de kan pege på små udsving, der ellers ville blive overset.
NHS, som det engelske sundhedssystem hedder, er gået på opdagelse i de sociale medier. I de private udbydere. I forskellige patientfora. Der findes allerede Tripadviserlignende tiltag for sundhedsvæsenet, så hvorfor ikke selv tage fat i det? Derfor har de skabt et patient tilfredsheds dahsboard. Ud over friend and family test, opfordres patienter og pårørende til at skrive deres oplevelser – gode og dårlige. Beretningerne redigeres, så de ikke fremstår racisistiske eller stødende, og så offentliggøres de på det pågældende hospitals hjemmeside. Hospitalet kan svare og gøre rede for, hvad man gør for at ændre en dårlig procedure, undskylde fejl eller andet. En patient udtalelse bliver stående tilgængeligt i to år.
Efter en nylig skandale på et engelsk hospital med ekstreme patientoplevelser og stor utilfredshed, er man blevet opmærksom på de eksisterende sociale medier og har sat sig for at undersøge systematisk, hvad der bliver skrevet og udtrykt om sundhedsvæsenet. I håb om at opsnappe dårlige oplevelser, før de udvikler sig.
Hvorfor synes man så, det er så vigtigt? Ud over princippet om tilfredse brugere og motiverede, tilfredse medarbejdere? Som jo grundlæggende er et godt og tiltalende princip. Man har faktisk fundet sammenhænge mellem god klinisk kvalitet og tilfredse patienter. Det ser simpelthen ud til, at patienter dør i mindre grad, når tilfredsheden er stor. Og hvis ikke det er værd at bruge en masse kræfter på, så ved jeg ikke…..?
Som den læge, der efterhånden brugte det meste af sin tid på at undersøge de her ting udtrykte det: There’s a wisdom in the crowd of patients. Facebook, Twitter, blogs og forskellige private initiativer til bedømmelse af sundhedsvæsenet udgør en sky af patientoplevelser, som sundhedsvæsenet kun kan blive klogere af. Der er masser af spørgsmål at stille. Hvad gør vi med al den viden? Hvordan udvikler vi analyseredskaber til at konteksualisere de mange patientudsagn? For tilfredshed er ikke bare tilfredshed. Landboere og byboere rater forskelligt. Der er uendelige indflydelsesmuligheder på oplevelsen af tilfredshed.
Men nu ved vi det. Det er ikke uden betydning, hvordan patienter oplever sundhedsvæsenet. Så jeg klør på. Vi kan jo lige godt hjælpe hinanden med at bygge det bedste sundhedsvæsen.
Ukontaktbar i den teknokologiske højborg
Jeg har været ufrivilligt tavs de sidste dage. Ufrivilligt off-line, hvor jeg mindst havde ventet det. Tankevækkende hvor ufrivilligt, det kan føles. Og hvor selvfølgeligt det er blevet. Selvfølgelig kan jeg blogge, når jeg vil. Eller tjekke Facebook. Eller tweete om alt det, jeg oplever.
Men nej. Mens jeg sad til møder i den engelske National Health Service og hørte om alt det flotte, de laver sammen med brugerne. Ved hjælp af den moderneste teknologi. Var der intet wifi. Overhovedet. Ind i mellem kom et forsigtigt pip fra noget netværk. Men ikke så såre var jeg begyndt på et lillebitte tweet, så forsvandt det igen. Min plan var ellers at livetweete fra begge dagene i den engelske sundhedsteknologiske højborg, fordi der sad flere på Twitter og fulgte med interesse. Lang næse og ikke engang netværk nok til forklaringer.
På hotellet var det ikke bedre. Routeren kunne ikke råbe helt til femte sal, hvor vi var indlogeret på mikroskopiske værelser. Jeg måtte ‘give in’ og lade min cybersfære passe sig selv. Til gengæld kunne jeg så koncentrere mig om englændernes oplæg. Som jeg nok skal skrive mere om i morgen.
Nu sidder jeg nemlig igen i Sydhavnen med tunge øjne og kalder stille på min dyne.
Jeg elsker England. Jeg savner sådan at komme der mere, end jeg gør. Heldigvis tog jeg afsked med min veninde i morges med et stort kram og en kærlig opfordring til at komme igen snart. Og blive en uge i hendes store hus i Isleworth.
Jubelsøndag
Posted by Helle in Hverdagsliv og alt det andet on 5. maj 2013
I formiddags imploderede mit hjerte i vilde glædespjæt. Mens der susede bobler rundt i hele kroppen. Jeg vandt en plads på ventelisten til en kolonihave i Haveforeningen Musikbyen i Valbyparken.
Solen bagte ned fra en blå himmel over små tre hundrede mennesker, der var mødt håbefulde op på pladsen udenfor Musikbyen. I dag skulle der trækkes lod om de priviligerede pladser på ventelisten til en af de eftertragtede kolonihaver.
Musikbyen ligger i den sydlige ende af Valbyparken. Tæt på Sydhavnen og tæt på det, der snart bliver til sandstrand. Og tæt på verdens bedste legeplads. Tæt på hjem og tæt på s-toget.
Hvis ikke Signe og jeg var taget med Ruby Rejser på skiferie, havde jeg aldrig mødt Solveig, som har et hus i Musikbyen. Og så havde jeg ikke kigget på deres hjemmeside. Og ikke vidst, at jeg kunne løbe over og blive skrevet op. Til lodtrækning om en plads på ventelisten. Det har de nemlig aldrig gjort før. Og så ville jeg ikke have stået der på pladsen med sommerfugle myldrende rundt i kroppen.
Der stod vi så og var så spændte, at luften var tyk. Hver gang et navn blev råbt op, lød der jubelråb, og den næste kom dansende frem til skrivebordet, hvor han blev skrevet på listen. Jeg var langsomt begyndt at mentaltræne i skuffehåndtering. Det blev jo ikke mig. Kunne jeg mærke.
Og så lød mit navn. Og så var det mig, der råbte jubelhyl op i himlen. Og mig der kom til at kramme hende, der stod ved siden af. Mig der bimlede hen til bordet. Og mit navn der blev skrevet på listen. Med smil tværet ud over hele min aura, tøffede jeg videre ind i fælleshuset og lettede mig for de 300 kr, det koster at stå på ventelisten.
Og folk sagde tillykke og gav hånd. Og jeg har smilet som en flækket træsko og taget fjollede dansetrin resten af dagen.
Jeg skal have en have.
Seneste kommentarer