Elsk lidt mere

Det er svært at skrive ret meget. Mit sind er fyldt af Lene. Og jeg kan ikke skrive om Lene. Heller ikke om alle mine tanker om hende. Ikke lige nu i hvert fald. Jeg ved, der sidder flere og tænker på hende, og jeg lover at skrive, når de nyheder, jeg ikke har lyst til at fortælle, kommer.

Indtil da – og forever after – “if you can’t be with the one you love, love the one you’re with” (Steven Stills). Find glæder, hvor du er. Gør hver dag en lille smule bedre for et andet menneske. Elsk dine mennesker og kram dem en ekstra gang.

Det prøvede jeg i en lang weekend før påsken. Lejede et stort sommerhus af en veninde, hvor hele min familie kunne rummes. Og så stuvede jeg dem allesammen sammen omkring masser af mad, vin, påskeæg, solskin og strand – langt, langt væk fra internettet.

De mindste mennesker fulgte påskeharens spor rundt i haven og spiste chokolade, til de bøvsede. De rodede med pinde i vand og fandt pæne sten på stranden. Som vi malede rundt om det store bord, til de sprang ud som mariehøner, påskekyllinger, katte og pangfarver. De spiste pandekager med Nutella og havregrød og nybagte boller. De segnede foran Ramasjang med dynerne pakket omkring sig og vågnede, når de ikke kunne sove mere.

De større mennesker spiste lammekølle og drak rødvin, til de bøvsede. Og så drak de lidt mere og snakkede, til de segnede. De spiste påskefrokost og drak øl og lavede amerikansk morgenbord. Med bacon og pandekager. De legede med de mindste, og dem, der ikke stod op når de små ikke kunne sove mere, sov til de vågnede.

Den, der var mig, løb lange ture langs stranden, rundt om en sø og gennem krat og blokmark. Mens jeg næsten voksede indeni af al den kærlighed omkring mig. Selvom jeg stadig hader at løbe i sand.

Nu er jeg hjemme. Mæt og glad og meget trist.

IMG_3064

,

2 kommentarer

Dramaet i Ordrup – vind en tur i selskab med verdenskunst

Forleden cyklede jeg i temmelig dramatisk modvind fra Rigshospitalet til Ordrupgaard. Det var en af de dage, hvor jeg mest af alt higede efter ro og eftertænksomhed. De dage kommer ofte over mig for tiden. Jeg tænkte derfor, at god kunst og et onsdagsstille museum kunne gøre mig godt. Med en lille flov smag i munden, tilstår jeg, at det var mit første besøg på Ordrupgaard. Som ligger lidt nord for København lige ved Dyrehaven. Jeg ved ikke, hvorfor min vej aldrig er faldet forbi. Nu ved jeg, at det ligger smukt der i skoven. At det har en helt særlig blanding af ny og gammel arkitektur. Og at det har en fin fast samling af klassisk kunst.

Og så har museet lige nu samlet noget af den fineste kunst i verden. Van Gogh, Gauguin og Bernard er samlet i en fortælling om venskaber, inspiration og rasende opgør. Jeg blev klogere af den udstilling. Jeg bliver altid lidt klogere af at se kunst, der kan bevæge mig. Og det kunne de tre. Fortællingen, som udstillingen er spundet over, handler om meget mere end kunst. Den handler om refleksioner over virkeligheden, om tre mænd og om de indre billeder, vi laver om andre mennesker. Og den handler om, hvordan verden kan eksplodere, når indre billeder og virkelighed ramler sammen.

Jeg blev også overrasket. Jeg har set værker af Van Gogh og Gauguin flere gange. Og elsker dem. Men jeg kendte ikke rigtigt Bernard. Og jeg var vild med hans billeder. Desværre blev han for hurtigt voksen og religiøs og mainstream, som det jo sker for nogen mennesker. Men hans ungdomsbilleder! Tag ud og se dem.

Og er man en smule interesseret i kunsthistorie, fortæller udstillingen sin helt egen historie om inspiration og små revolutioner. Eller bevægelser i kunsten. Selvom historien ikke slutter godt, var der mest smil. Og jeg får altid energi af mennesker, der brænder for noget.

Men, for der er et men. Den smukke og rå arkitektur, som skaber spændende og overraskende rum. Og en dejlig cafe midt i det grønne. Har en hæslig akustik. Hvor andre museer er lyddæmpende, er Ordrupgaard et inferno af lyd. Måske var jeg særligt følsom den onsdag eftermiddag, hvor jeg behøvede ro i min hjerne. Og måske var jeg uheldig, at en stor flok franskmænd havde hyret en guide. Eller måske taler museumsgæster fra Ordrup bare mere og højere end andre. Jeg var forstyrret af lyd.

Men det skal ikke holde dig tilbage. Smut bare til Ordrupgaard og se udstillingen. Selv lidt lydinferno kan ikke spolere oplevelsen. Jeg har fået lov til at forære to billetter væk. Og i min verden er retfærdighed suspenderet, så der bliver ingen lodtrækning. Billetterne går til dig, der fortæller den bedste historie om, hvorfor du skal have de to billetter. Fortæl mig din historie torsdag den 17. april kl 12.

PS – udstillingen er der til 22. juni.

emile-bernard-1880s-buckwheat_harvesters_at_pont-aven

, ,

En kommentar

Islogik

Da jeg cyklede forbi Enghave Station på vejen hjem fra arbejde, faldt mine øjne på et lille bitte menneske. Helt alene i verden så hun ud, som hun sad der på græskanten med forgrædte øjne. Lyse fletninger og hvid hue med kvast. Jeg var næsten cyklet forbi. Men man kan ikke lade sådan et lille bitte menneske sidde helt alene og græde i græsset, så jeg standsede cyklen og vendte om. Tre-fire år så hun ud til at være, og jeg trak cyklen helt hen til hende og knælede ved siden af.

Sidder du her helt alene, spurgte jeg. Og hun hikstede til svar, mens hun nikkede. Men hvor er din mor, spurgte jeg. Hun gjorde et kast med hovedet hen mod busstoppestedet. Jeg så op og så en slank kvinde i løbetøj. Og et slet skjult grin.

Nårh, sagde jeg. Er du gal på hende? Den lille nikkede. Og snøftede. Og fortalte, at de skulle have is. Og at nu havde den der mor sagt, at de skulle hjem og spise aftensmad. Først.

Nårh, sagde jeg, og fangede mor’ens grinende øjne, og det gider du ikke?

Nej, sagde den lille med fast stemme.

Du er ellers ret heldig med det der is, sagde jeg. Jeg får slet ikke is i dag. Det nikkede hun til, mens hun så fast på mig.

Efterhånden havde mor’en og jeg udvekslet mange grineblikke. Og nu nærmede hun sig forsigtigt. Den lille sprang op. Men havde glemt det vrede igen. Og vi sludrede lidt om vrede børn og stædighed. Jeg gider jo ikke slæbe hende hele vejen hjem, sagde mor’en grinende. Og så må man bare tage tiden. Fordi vrede ikke varer evigt.

Og jeg cyklede hjem i lidt lettere humør.

IMG_3042

En kommentar

Til bal i spejlsalen?

Jeg var allerede forsinket. Jeg havde en aftale med en bekendt, der udmærker sig ved at være i en helt anden liga af tjekkethed, end jeg er. Aftalen var noget med at bade og spise frokost sammen med et par andre, og nu ledte jeg febrilsk efter mit badetøj. Det befandt sig ikke der, hvor det plejer at være, og jeg følte mig presset af, at hun allerede sad i bilen og ventede. Den frokostret, jeg skulle bidrage med, var ikke helt færdig, og jeg sjuskede den klar i en fart. Mens jeg stadig ledte efter badetøj og håndklæde.

Endelig fandt jeg det hele og styrtede ud af døren til min bekendte, der ventede i bilen. Vi nåede frem og mødtes med de andre. Der tilhører samme liga af tjekkethed som min bekendt. Mit badetøj var forsvundet. Jeg ledte lettere hektisk min taske igennem. Det var væk. Jeg sad med bøjet hovede og forberedte mig på at møde deres blikke.

Og så vågnede jeg og erkendte til min lettelse, at det hele var en drøm.

Mens jeg havde drømt, var tiden gået, og jeg var sent på den til min aftale med en bekendt og hendes veninder. Vi skulle spise sammenbragt frokost og bade. Min ret var ikke helt færdig og ikke så billedskøn, som jeg havde drømt om. Jeg skyndte mig, mens jeg febrilsk ledte efter håndklæde og badetøj. Min bekendte sad allerede i sin nye Audi på gaden og ventede. Jeg fik retten klar og fandt endelig badetøjet, som jeg hurtigt proppede i tasken, mens jeg løb ud af døren.

Vi nåede frem til min bekendtes veninder, der lidt utålmodigt ventede på os. Mit badetøj var væk. Måske var det faldet ud af tasken, da jeg løb. Min hånd cruisede tasken igennem. Det var væk. Jeg så op. Deres blikke hvilede tungt på mig.

Og så vågnede jeg og opdagede, at hele havde været en drøm.

Mens jeg vågnede, blev jeg klar over, at min bekendte allerede ventede på mig i bilen udenfor. Min frokostret så billig og farveløs ud. Jeg forsøgte at peppe den op med lidt grønt garniture. Mens jeg forsøgte at komme i tanker om, hvor jeg havde gjort af mit badetøj. Jeg ledte i skabet, i badetasken, i vasketøjskurven, på badeværelset, og jeg fandt det endelig i soveværelset. Sammen med et håndklæde puttede jeg det hurtigt i tasken, greb min frokostret og styrtede ud af døren. Jeg sprang ind i bilen ved siden af min bekendte, og vi kørte hurtigt afsted.

Hendes to veninder havde ventet længe, og vi parkerede hurtigt og sprang ud af bilen. Jeg rodede i tasken efter mit badetøj. Det var der ikke. De tre kvinder stod samlet og så på mig. Jeg krympede mig lidt, mens jeg løftede hovedet og mødte deres blikke.

Og så vågnede jeg og opdagede, at det havde været en drøm.

Og sådan gik hele fredag nat på repeat. Jeg har ingen idé om, hvor mange gange den drøm gentog sig. No wonder, jeg var træt med træt på hele lørdag.

Værsgo drømmetyper. It’s all yours.

IMG_3041

,

Skriv en kommentar

Den smukke amerikanske taber

For præcist 20 år siden landede jeg i Seattle for at tage på studiebesøg på et stort kræftforskningscenter. Jeg arbejdede dengang på børnekræftafdelingen på Århus Kommunehospital og havde lavet flere projekter om både børn og forældres oplevelser af hele den kaotiske behandling, de måtte igennem. Nu havde jeg sammen med en kollega skrabt penge sammen til nogle uger i Seattle og Boston for at lære noget af dem.

Vi blev indkvarteret i en lejlighed, der hørte til hospitalet meget centralt i  byen. Med køkken, tv og soveværelse. Efter mange timers flyvning hen over Island, Grønland og Canada, var vi lidt kvæstede af jetlag, og vi besluttede at ryste turen ud af benene, mens vi kiggede lidt på byen. Det viste sig helt usædvanligt at gå søndagstur i Seattle, men vi kløede på og sugede indtrykkene af byen til os.

Efter en times tid nåede vi til Washington Lake. Området var smukt, nærmest idyllisk. Befolket af mennesker med råd til meget store huse. Pludselig stod vi foran en muskelsvulmende sheriftype med en stor gøp på hoften. Han rullede rød-hvidt plastikbånd ud tværs over en indkørsel til et stort hus. Bag afspærringen stod flere sheriftyper og så sig omkring. De gloede på os på den måde, der kunne få os til at krydse vejen til det andet fortov. Vi så os tilbage. De gloede efter os.

Tilbage i lejligheden tændte vi for det store tv. Og frem tonede huset med den store sherif og afspærring. Og fra det øjeblik var Seattle forandret. Hele byen var i sorg. For huset tilhørte Kurt Cobain. Og sheriftyperne havde netop fundet ham død, da vi spankulerede forbi på vores helt usædvanlige gåtur.

Jeg kendte ikke Kurt Cobain så godt. Min søn var langsomt ved at lære mig at lytte til Nirvana og Pearl Jam, sådan som han har lært mig at lytte til så meget musik. Og jeg havde lovet at tage cd’er med hjem fra det forjættede land. Nu samlede jeg også avisklip og sugede stemningen i byen til mig. Min kollega kendte ikke Cobain, men lammelsen i byen gjorde indtryk. Unge som gamle samledes om chokket. Der blev etableret hotlines for selvmordstruede unge, og i en af de store parker centralt i byen improviserede 7000 mennesker en sørge-vagt for Cobain. Der var en meget intens følelse i byen i mange dage. Hver gang jeg lytter til Nirvana, kan jeg mærke den.

Og jeg lærte for alvor at lytte til både Nirvana og Pearl Jam. Læs en fin artikel om Kurt Cobain, den smukke amerikanske taber, fra Financial Times og oversat på WIMP her.

Og brug et par minutter på Kurt Cobain og Nirvana i Come as you are.

,

2 kommentarer

Faith is taking the first step…….

Jeg tror, jeg er en smule fjolleforelsket i mit nye job. Eller nærmere mit nye arbejdssted. Synet af Rigshospitalets grågrumsede centralkompleks, der ligger som en forvokset og slidt legoklods midt på Blegdammen, får mit hjerte til at spjætte lidt af glæde hver morgen. Hver eneste morgen. Jeg kan lide at være der. Hver eneste dag præsenterer mig for mennesker, der sprudler af arbejdsglæde. Og af stolthed over det, de laver. Mennesker der hver dag gør en forskel for andre mennesker. Huset emmer af energi og aktivitet, og den grågrumsede skal er ramme for farverig mangfoldighed.

Og jeg er godt gammeldags revnefærdig af stolthed over at blive en del af det.

Jeg ved, at løbere i København sniger sig til at træne på Rigshospitalets 15 etagetrapper, når de skal træne til løb i bakket terræn. Jeg får den slags træning stillet kvit og frit til rådighed. I arbejdstiden. Hospitalets stopklods er elevatorerne. Og jeg har hurtigt opdaget, at det kan tage kortere tid at løbe op på 15. etage, end at vente på en elevator. Så det gør jeg. Løber op på 15. etage og holder møde med centerledelsen i Hjertecenteret. Bagefter løber jeg ned igen og løber over gaden og op på 2. sal til mit kontor. Senere holder jeg møde med centerledelsen i Hoved-Ortocenteret, som bor på 10. sal. Da jeg efter mødet når til 2. sal, opdager jeg, at jeg glemte min jakke på centerchefsygeplejerskens kontor. Så jeg løber op igen. Og ned. Og over gaden. Og op på 2. sal. Og.Så.Videre. Helt gratis.

Jeg er på en måde kommet hjem. Jeg har levet næsten hele mit liv på hospitaler. Min barndom fulgte en strøm af andre lægebørn fra hospital til hospital, mens vores fædre steg på karrierestigen og flyttede fra stilling til stilling. Og jeg kendte altid min fars arbejde. I gymnasietiden gik sommerferierne med rengøring på hospitalet. Og jeg sprang ud som sygeplejerske. Og elskede det. Senere krøb jeg bag skrivebordet, men blev på hospitalet. Lige undtagen et par år på en sygeplejeskole og fem år i Region Hovedstaden. Nu er jeg tilbage. Og jeg elsker det stadig.

Det mest spændende i verden, er alt det, der foregår i afdelingerne i det store hus. Og det bedste i verden er, at de gerne vise mig det hele. Så løber jeg gerne på 15. sal.

Mens jeg knuger min spinkle tråd af tro på verden og meningen med alting.

IMG_2994

Skriv en kommentar

Omsorg og pauser

Da jeg besøgte Lene på hospice i weekenden, tøffede mine let rastløse ben en tur frem og tilbage på gangen, mens Lene tog en pause og en lur. Jeg har samarbejdet med forskellige hospice i både Jylland og København. Jeg har arbejdet med forløbsprogrammer for mennesker, der har brug for den støtte og lindring, et hospice kan give. Men jeg har aldrig været på et hospice som gæst. Jeg har aldrig set på et hospice med mine dybt personlige øjne.

Stedet indbyder til stilhed. Eller en dæmpethed. Uden at være patetisk bliver jeg grebet af en stemning mellem spiritualitet og højtidelighed, når jeg træder ind ad døren. Der er stille liv i det her sted så fyldt af afslutninger.

Mens jeg langsomt gik på gangen, blev jeg grebet af Lenes sygeplejerske. Hun havde tidligere været fuld af undskyldninger over ikke at kunne tilbyde mig frokost. Trods mine forsikringer om sandwich på vejen. Nu stoppede hun mig og spurgte, om alt var okay. Hun overrumplede lidt med en omsorg, som jeg slet ikke havde ventet. For mig? Jamen, det er jo ikke mig, det handler om. Og hun viste mig et rum med en massagestol. Hvis jeg havde lyst. Hun viste mig et refleksionsrum, hvor jeg kunne sidde stille om tænke tanker. Hun viste mig de forskellige opholdsrum med lys, fugle og blomster. Og hun viste mig spisestuen med te og kaffe.

Mens jeg sad i solen på terassen udenfor Lenes værelse, tænkte jeg, at vi på hospitalerne kan lære noget her. Jeg tænkte tilbage på dengang, min mor lå nogle uger på en intensiv afdeling. Og vores store bekymrede familie var henvist til et slidt og ramponeret rygerum. Ja, det var dengang. Tænk hvis vi havde haft et refleksionsrum. Eller en massagestol. Eller der skal i virkeligheden meget lidt til. Bare noget rum, der er tænkt til de syges familier og venner. Hvor der er mulighed for ro eller stilhed eller bare noget privat. For når man er pårørende til et meget sygt menneske, er det så dejligt at blive mødt. Tænk hvis nogen havde haft sådan en omsorg for mine børn, når jeg lå i en seng med kemoterapi i slangerne? De havde måske kunnet føle sig mindre hjemløse?

Jeg håber, hovederne bag de nye hospitalsbyggerier tænker på de pårørende. Som betyder så uendeligt meget for de syge. Jeg håber, de nye byggerier skaber rum til privathed og rum til refleksion og stilhed. Vi har ikke været gode til det i hospitalsvæsenet. Pårørende har ingen forventninger. De har ikke så mange rettigheder. De er henvist til at søge ud af hospitalet. Væk fra deres syge mennesker. Som de helst vil være meget tæt på hele tiden. Også når de trænger til pauser.

foto[1]

5 kommentarer

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 40, der følger denne blog

%d bloggers like this: