Break eller breakdown

Jeg er lidt stille.

Mit stillads er væltet, og jeg savner noget at læne mig op af. Pludselig er det hele for meget, for overvældende. Det tårner sig op: Lenes sygdom og død, mit eget sygdomsforløb, min mors sygdom og død. 2014 har ikke været blid. Og lige nu ramler det hele lidt for mig. Udløst af en blå plastikflaske.

Min mor havde en yndlingsdrikkedunk. Af helt blød plastik, som er god at holde i hånden. Efter min mors død gav min far mig drikkedunken i hånden og sagde: ‘den skal du have, for den kan du bruge på dine løbeture’. Og det kan jeg. Den er ideel at have med på de varme ture.

Forleden aften, da jeg løb ud langs Kalveboddybet med min mors flaske i hånden, ramte den mig pludselig i hjertekulen. Hårdt, pludseligt, overraskende. Den katapulterede sorg og afmagt rundt i hele min krop. Min mors blå plastikflaske. Som lå på hylden ved siden af hendes seng, mens hun levede sine sidste dage. Og måske derfor har den blå flaske kastet alle mine oplevelser med min egen sygdom, med Lene og med min mor lige lukt i mit hjertes smertecenter.

Der er sommerstille på direktionsgangen, og det bedste, jeg kan gøre for verden, er at tage en pause. For når det hele samler sig og laver en slags bundløst dynd omkring mig, bliver jeg både nærtagende og grumpy. Og ukoncentreret. Og grådlabil.

I morgen tidlig er det mig, der åbner direktionsgangen. Når jeg har gjort det og holdt det ene møde, dagen byder på, trækker jeg mig stille tilbage. Og holder en pause. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Ud over at være lidt stille, til det begynder at opløse sig selv igen.

IMG_3622

 

,

Skriv en kommentar

Tilbage til virkeligheden

Efter to uger i det enkle liv i bjergene, omgivet af smukhed og gode mennesker, er det ikke bare virkeligheden uden min mor, der overvælder mig. Det er også en langt værre virkelighed for mennesker rundt om i verden, der lider så meget voldsommere tab, end jeg har gjort. Og nu kommer jeg måske til at skrive om noget, der kan gøre nogen sure. Noget der kan sætte følelser i sving.

Mit hjerte bløder og bløder, når jeg hver morgen læser om, hvor mange børn og civile voksne, der er slået ihjel i Gaza. Jeg vil ikke forholde mig til, hvem det er rigtigst eller forkert at holde med i den konflikt, der har varet så længe og er låst i et virvar af religion, forurettethed, magt, våben og økonomi. Men der er intet – intet i hele universet, der retfærdiggør en krig mod børn og civile. Ingenting. Det er muligt, at Hamas sætter civile som kanonføde. Det er muligt. Det kan også handle om, at næsten to millioner mennesker er stuvet sammen på et område svarende til Langeland. Og at de ingen steder har at flygte hen. Selvom de modtager en sms fra det israelske militær ti minutter inden deres hus bliver bombet.

Det er ligegyldigt. Intet retfærdiggør de bombninger. Intet.

Stop det. Alle de døde børn er nogens børn. Nogens søskende. Alle de døde forældre er nogens forældre. Den slags krig løser aldrig noget. Den skaber frygt, rædsel, sorg – og hævntørst.

Jeg bliver slået af afmagt, når verden vil opdele os i pro eller imod Israel. Jeg bliver slået af afmagt, når jeg bliver karakteriseret som pro Hamas, når jeg taler imod tæppebombningerne af Gaza.

Det er mig helt, helt ubegribeligt, at voksne mennesker, som besidder ufattelig magt over våben og steder, ikke kan sætte sig sammen og finde en anden løsning end det fuldstændigt fejlslagne eksperiment med to stater i en. Når nu det hele er sovset ind i religion, forurettethed, magt, våben og økonomi.

Her er en slags indbildt balance i en smuk solnedgang over Sydhavnen, hvor børn lever fredeligt.

IMG_3605

(PS. Jeg er ikke modtagelig for argumenter for drab)

En kommentar

Reality check point

For to uger siden slyngede jeg rygsækken over skulderen og tog bussen mod lufthavnen med følelserne uden på tøjet. Jeg var i tvivl, men jeg kravlede alligevel ombord på flyet til Geneve. Jeg var virkelig i tvivl, om det var en god idé. Eller om jeg ville tumle alene rundt i ulykkelighed.

Og det gjorde jeg. Tumlede alene rundt i ulykkelighed. Men bjergenes skønhed gjorde ulykkeligheden anderledes, end den ville have været hjemme i København. For ulykkeligheden forsvinder ikke. Den kan ikke ignoreres, og det er ikke muligt at lade som om, den ikke er der. Den er der. Hele tiden.

Men, mens jeg var i Chamonix og i massivet omkring Mont Blanc, var en helt enkel virkelighed også meget nærværende. Jeg havde timer alene, mens jeg enten løb eller vandrede, og i den alenetid gik det langsomt op for mig, at vi havde taget en god afsked. Vi havde sagt de ting, der skulle siges, min mor og jeg. Vi havde holdt om hinanden, vi havde læst, og vi havde talt om det meste. Der var ikke noget, jeg manglede at sige til hende. Hun vidste, jeg elskede hende. Hun vidste, at vi ville tage os af min far. Jeg havde ikke usagte ting i maven. Jeg mangler hende, og jeg savner hende fordærdeligt. Og det kan intet lave om på. Det er prisen for at have elsket og have været elsket. De to er ikke mulige uden hinanden. Og jeg vil altid vælge kærligheden.

Min italienske uge med fuldt blus på solen og skønheden gjorde godt. Den bragte en fred med sig. Fordi jeg bare var, hvor jeg var. Med gode mennesker.

Jeg tænkte, at jeg ville modtage en virkelighedslussing af de hårde, når jeg landede i København. Fordi jeg ikke ville kunne ringe til min mor og fortælle. Fordi hun ville mangle. Fordi hun altid har været der, når jeg er kommet hjem. Men den er udeblevet, virkelighedslussingen. Det har været rart. Det har været dejligt at lade mig omslutte af mine børn. At dele god mad og historier. At svømme rundt i min sommerkanal. Og at tale med dem allesammen. Det er godt at være tilbage i min Sydhavn. Også selvom jeg savner og savner.

Måske falder virkelighedslussingen i morgen, når jeg lander på Mols. Uden min mor. Måske falder den, når vi gør ting sammen i det hus, der så meget har været hendes sted. Min virkelighed er stadig rystet. Og jeg har stadig ikke helt begrebet det aldrig, der er blevet en del af mit liv. Men min virkelighed er også rarhed og kærlighed og små runde glædebobler i maven.

IMG_3570

2 kommentarer

Tilbage til fremtiden

Sidstedage kan man aldrig bruge til noget. De er så fulde af afsked og afslutninger. Ferieroen blæser væk. Og langsomt er jeg på vej tilbage til den fremtid, som min mor ikke er en del af. Hun vil ikke slå hænderne sammen og udbryde: Neeej, hvor er dit hår blevet lyst – og hvor er du blevet langhåret.

Det lykkedes mig at lade lidt som om. Det lykkedes at holde en slags feriefred og smile til verden. Blive optaget af et lille hjørne og nyde, at dagene gik, som de gik. Det har hjulpet, at verden er så ufatteligt smuk ved Comosøen. Det har hjulpet, at jeg fandt det helt rigtige hostel i den helt rigtige lille by i første hug. Jeg har spist dejlig mad og drukket dejlig vin. Været sammen med rare mennesker. Jeg har svømmet i Comosøen og klatret lidt, og jeg har løbet smukke morgenture. Og spammet de hjemlige breddegrader med billeder.

I morgen flyver jeg hjem og krammer min familie. Og møder verden igen. Uden min mor.

20140715-192215-69735668.jpg

20140715-192416-69856046.jpg

20140715-192620-69980087.jpg

20140715-192813-70093522.jpg

20140715-193209-70329307.jpg

Skriv en kommentar

Når held møder mig…….

Jeg laver ind imellem åndssvage ting. Som at tage på bjergture uden at tjekke langtidsudsigterne. Eller – som sidste år – at tage tidligt afsted i en periode med alt for meget sne. De største dumheder i dette års ferie – bortset fra det med vejrudsigterne – begrænser sig til at glemme mit håndklæde i et rifugie og at smide en busbillet væk. Sidstnævnte fandt jeg igen, og fik faktisk pengene refunderet af busselskabet. Så den blev konverteret til noget held.

Men af og til lykkes det mig faktisk at gøre noget ret impusivt, som falder klogt ud. Det var det, der skete, da jeg fulgte en eller anden fornemmelse og bookede en seng på Lake Como Hostel i seks dage. Jamen jeg kunne ikke vide, om billederne snød. Eller om det her hostel ville være en fed ungdomsfest.

Jeg elsker at være her. Her hyggeligt. Fyldt med sjove og kloge og finurlige mennesker i alle aldre. De laver okay mad, vinen er god og billig, og mine værelseskammerater er skidesøde. Og så er her smukt. Så smukt at jeg tager mig selv i at glane med pivåben mund. Igen og igen. At jeg så også har været smart nok til at finde en by uden mange turister, gør det bare tæt på fuldendt.

Ikke så meget mere herfra. Bare en bunke billeder fra dagens tur til toppen af det lokale bjerg.

20140711-235500-86100910.jpg

20140711-235605-86165678.jpg

20140711-235727-86247221.jpg

20140711-235901-86341230.jpg

20140711-235939-86379270.jpg

Skriv en kommentar

Italien – jamen jeg elsker dig stadig

I går gik jeg fire timer og 1200 højdemeter ned i regn, der sætter vores lokale skybrud for tre år siden i skammekrogen. Det væltede ned. Jeg krydsede brusende vandløb, hvor mine stave sørgede for, at jeg blev på fødderne. Og når det regner højt på bjerget, ja så ender det i dybt mudder længere nede. Og selvom jeg godt kan synes, det er sjovt at lege i mudder, nåede jeg en klar grænse i går. At det til sidst også blev iblandet kolort, did the thing. Og jeg var for første gang en kende utilfreds med kun at have medbragt løbesko. Det eneste kloge, jeg gjorde, var min medbragte billige paraply fra H&M. Den var guld!

En times venten på et tog fik mig til at ryste af kulde. Og jeg væltede ret hurtigt ind på det første, det bedste hotel i Les Houches. Der var varmt vand og badekar, kaffe og en seng. Jeg opløste mig selv i brandvarmt vand og skyllede mudderet af sko, overtræksbukser og rygsæk. De mudrede sokker blev forvist til altanen. Og med en vejrudsigt, der lovede snestorm i højderne og endnu mere regn, havde jeg sådan set fået Alper nok for nu. Derfor smuttede jeg med den første bus gennem Chamonix til Courmayeur på den italienske side af Mont Blanc. Og allerede her blev alt bedre. Bedre kaffe, større smil, ingen regn og italienske mænd, der vil bære sådan en som mig på deres bare hænder. Vinen er bedre, maden er bedre, og Italien redder mig endnu en gang.

Selvfølgelig fandt turistkontoret det hyggeligste hotel midt i byen til næsten ingen penge. Her er et leben på den måde, jeg elsker leben. Lige nu sidder jeg i opholdsstuen og skriver. Omkring mig myrer 10-15 børn i alle aldre omkring og leger med den slags legelyde, jeg elsker. Mødrene snakker stille eller krammer nogen børn. Fædrene ser fodbold eller cykelløb. Et par ældre mænd læser avis. Her er fandme bare rart.

Nåmen jeg er en sucker for noget sol og vand af den rigtige slags nu. Og jeg har lavet en plan. I morgen tager jeg toget sydøstover, gennem Milano og videre til Como. Lidt højere oppe ved Comosøens bred i en mindre by, der hedder Menaggio, har jeg fundet et hostel. Det ligger 50 m fra bredden med egen strand. Okay, jeg skal sove sammen med 11 andre, men den beliggenhed klipper jeg gerne en tå for. Og jeg har ørepropper med. Og så bliver jeg simpelthen der den næste uges tid. Og glor lidt ud på vandet. Og på skyerne. Og på bjergene, som jeg ikke behøver begive mig op i.

20140709-213908-77948820.jpg

,

Skriv en kommentar

Storme inde og ude

For en uges tid siden sov Vera hos mig. Hun faldt i søvn på sofaen, mæt af sol, jordbær og leg. Tidligere havde hun spurgt, om hun måtte sove hos mig, og vi voksne blev enige om at lade hende sove. Sofie ville hente hende næste formiddag. Ved firetiden vågnede Vera med et chok, ´Jeg vil have min mor´græd hun. Hun blev trøstet og forvisset om, at moren ville dukke op og gled tilbage i søvnen.

Jeg har dage, hvor jeg også er tre år. Hvor jeg også råber højt, at jeg vil ha´ min mor. Bare stille inde i mig selv. Selv om jeg er alt for gammel til den slags. På de dage har det været godt at gå eller løbe i bjergene. Bjergene giver en ro og en storhed, der både sætter mig lidt på plads i universet og giver rum til mine tanker. Jeg ved ikke, hvordan reglerne er for, hvorlænge man må tude over sin mor på den måde. Men det gør godt for en stund at være løftet ud af mine almindelige normalitetsrammer. At jeg ikke behøver forholde mig til, hvordan Rigshospitalet og Københavns Kommune kommunikerer elektronisk, f.eks. Eller om Frederiksberg Kommune har betalt for meget for en indlæggelse. At jeg kan nøjes med at mene noget om vejret, og hvor jeg skal sove. Om skønhed og ømme lår. Enkelhed gør godt.

Det svære er, at min sjæl ikke rigtigt orker de mange mennesker, jeg møder. Måske derfor spillede universet mig et puds i går, da jeg overså markeringen til Tour de Mont Blanc ved Col de Brevent? Og i stedet sendte mig ind på en del af min gamle rute fra sidste år? Jeg gjorde en af de ting, som min far hader jeg gør. Og mine børn med. Men som min mor elskede. Jeg gik forkert. Og i stedet for at vende om, da jeg opdagede det, tænkte jeg ´pyt´. Det var jo ligemeget, hvor jeg havnede for natten. Jeg kunne se friske fodspor, som jo måtte komme nogen steder fra. Og jeg mødte et par mennesker med timers mellemrum.

Da jeg kunne se den lovede storm bygge sig op på himlen, kunne jeg se et rifuge oppe på bjergsiden og lovede mig selv at overnatte der. Stormen var hurtig, og skyerne væltede op omkring mig, og pludselig kunne jeg intet se. Bevægede mig rundt i ærtesuppe. Det var ikke farligt, for jeg vidste, det lå der. Og pludselig tårnede en gigantisk skygge sig op foran mig. Som et surrealistisk drømmebillede. Og der gik en stund, før billedet manifesterede sig i mig som et hus. Der var varmt og kaffe og en seng, og der havde været smukt, hvis jeg havde kunnet se.

Men stormen havde ikke fået nok. Og nu var jeg i en helt forkert dal. Eller en anden dal, i hvert fald. I morges væltede vandet ned uden udsigt til formildning. Så jeg pakkede mig ind og gik gennem den slags regn, der kan skylle løse bjergsider ned, til en lille by, hvorfra jeg kunne tage toget tilbage. Og nu er jeg på hotel, hvor ingen andre end mig snorker i Les Houches nogle kilometer fra Chamonix. I morgen stikker jeg af fra regnvejret. Hvorhen har jeg ikke helt besluttet mig til. Jeg tror, det bliver afgjort af vejrudsigten.

For nu vil jeg have sol og sommer.

20140708-193619-70579160.jpg

20140708-193703-70623247.jpg

20140708-193726-70646542.jpg

20140708-193749-70669865.jpg

20140708-193830-70710377.jpg

Skriv en kommentar

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 45, der følger denne blog

%d bloggers like this: