En diva i det gamle gasværk
Posted by Helle in Hverdagsliv og alt det andet on 27. januar 2012
Forleden aften sad jeg med nogen måben og lyttede til Smagsdommerne på DR2, mens de vendte tommelfingeren ned og gned salt rundt i forestillingen Jazz, Love and Henderson. Enten er jeg en pop-dummie uden sans for virkelig kvalitet, eller også er Smagsdommerne en samling højpandede ignoranter. Jeg så forestillingen på Østre Gasværk, og jeg var ret henrykt. Faktisk vendte både min datter og jeg alle vores mange tommelfingre op.
Caroline Hendersons historie var god og vedkommende. Jeg vidste kun, at hun var svensker og havde sunget i RayDeeOh, før hun udkom som en gudsbenådet solist. Jeg lægger mig fladt på maven over den stemme. Og jeg lægger mig én gang til for at have gennemlevet den barndom. Og så i den grad fremtræde (jaja for mig, altså) som en kompleks og hel kunstner.
Der er ikke noget jazz der, sagde en smagsdommer. Kedelig historie, sagde en anden. Musikerne lignede noget, der helst ville løbe langt væk, sagde en tredje. Måske var de der på en dårlig aften. For jeg oplevede noget helt andet. Jeg så et veloplagt band. En trup af fænomenale dansere. Som kunne kalde de store følelser frem. Nå ja, i mig, i hvert fald. Og en Caroline Henderson, som sang røven ud af bukserne på en måde, der illustrerede hele den komplekse historie, der udspillede sig. Og som kunne stå der, højt hævet over alle, klædt i sølvkjole. Og være fuldblods diva midt i det gamle gasværk på Østerbro. Gudindesmuk som ikke mange andre. Og jeg så, at det hele spillede sammen på fornemste vis.
Det er tankevækkende, så forskelligt man kan være til stede i samme forestilling. Jeg tænkte bare, hvor synd det var for alle dem, der ikke sad i de tomme sæder i det gamle gasværk. Men jeg er heller ikke smagsdommer. Eller jazzmusiker.
Nå ja, lidt ømt er der vel, derinde i hjertekulen
Posted by Helle in Familieliv, Hverdagsliv og alt det andet on 25. januar 2012
Jeg har en lille gruppe kvinder, som jeg mødes med en gang om måneden. Vi har vores eget lille skrivelaboratorium. Hver måned mødes vi til noget brunch og læser hinandens tekster. Det er så fedt at have et trygt lille forum at læse mine skriv op for. Og det betyder, at jeg skriver, når jeg har travlt med alt muligt andet. Jeg får skabt mig mine små fredelige tanke-oaser, hvor det bliver muligt at arbejde koncentreret med ord. Ikke som på bloggen. Her får ordene lov til at flyde mere eller mindre frit om det, der optager mig.
Ganske anderledes forholder det sig med de tekster, skrivelaboratoriet må lægge ører og øjne til. Her har vi nemlig stille bygget en lille tryghed op imellem os. Vi tager laboratoriet alvorligt, og her er rum til eksperimenter. Jeg forsøger jævnligt at omsætte oplevelser og iagttagelser fra mit liv med sygdom. Det er svært, fordi jeg har stor respekt for, hvad ord kan og ikke kan. Der er skrevet mange bøger om kræft. De fleste keder mig. Og jeg får knopper af hjerte-smerte litteratur. Jeg skal heller ikke skrive om seje bjergbestigninger, fordi der også er skrevet nok om det. Jeg skal arbejde og eksperimentere med mulighederne i ordene. Ja, det lyder kryptisk, men det handler om at stramme sproget, så jeg kan sige noget meget præcist. Som andre alligevel kan give andre indre billeder.
Jeg har arbejdet med en lille tekst om en samtale, jeg havde med min ældste datter. Få dage inde i mit behandlingsforløb. Og få dage efter hendes første datters fødsel. Det gjorde ondt i mit hjerte dengang, at hun måtte slås med angsten for min sygdom samtidig med alle sine følelser og det lille nye barn. Og det var det, vi talte om. I telefonen. Fordi jeg dengang boede i Århus og hun i København.
Og bedst som jeg sad der ved computeren og dirigerede rundt med ord, væltede tårer pludselig ned ad kinderne. Hmmm, jamen kræft gør jo ikke sådan ondt i sjælen længere, så hvorfor pludselig sådan en følsomhed? Den ligger der bare, helt inde i hjertekulen. En lidt hengemt sorg over den sorg og angst, som den sygdom kastede i nakken af mine børn og mine forældre. Jaja, jeg ved godt, at det ikke var min skyld. Det var sygdommen. Et vilkår. Men ligegyldigt hvor voksne de unger bliver, så vil jeg have, at de har det godt. Jeg vil ikke volde ondt. Men det er den pris, vi må betale. For at elske hinanden dybt.
Og derfor gentog det sig. Da jeg læste digtet højt for mit skrivelaboratorium. Tårerne. Og grøden i halsen. Og så er det godt at have bygget et trygt lille sted, hvor der er rum for at lufte ømheder i brugte hjerter.
Eksamensrædsler og computermysterier
Posted by Helle in Hverdagsliv og alt det andet on 23. januar 2012
Selvom jeg måske burde sidde stille i sofaen og strikke strømper til små piger i familien. Og man kunne tro, at jeg har uddannelser nok. Ja så er min aften gået med at skrive opgave. Eksamensopgave i projektstyring. Jo, man kunne godt sige, at jeg nærmest hele tiden er til eksamen i projektstyring. Jeg laver jo ikke meget andet end at styre projekter. Eller forsøge, i hvert fald.
Men nu skriver jeg opgave.Som jeg skal til eksamen i med karakter og hele svineriet. Og hvor mange opgaver er det lige, jeg har skrevet i tidens løb, mon? Ja, i hvert fald to specialer på hver 80-100 sider. Og en endeløs række af semesteropgaver og essays. Man kunne forestille sig en vis rutineret tilgang til den slags. Men jeg er ikke spor for fin til at lave det klassiske forsvindingsnummer. I ved, – man sætter sig med et suk ved computeren efter et par timers pause med en forfriskende løbetur og et hop i havnens kolde gys. Hele dagen er gået med opgaven. Eller det meste af den. Jeg åbner dokumentet og bliver enig med mig selvom at overstå de formelle sager med den rigtige forside, indholdsfortegnelse, litteraturliste og den slags. Bare som en opvarmning til at give den opgave de endelige hug. Så den kan blive printet og sendt i morgen.
Okay – og så tager jeg fat på indholdet. Men JEEEESUS – ALT hvad jeg lavede i løbet af dagen er VÆK! Det hele! Det er nemesis. Der kommer altid tre ulykker ad gangen,ikke? først iPhonen, så brød vaskemaskinen sammen, og nu dette. Jeg er tæt på at bryde ud i skrig. For jeg er ikke i god tid med den opgave. Jeg har hadet på den for meget. Men jeg magter ikke det der.
Der er kun et at gøre. Ring til en ven. Min livline i den slags. Min søn. Han kan sådan noget og samtidig tale mit hysteri ned. Aner ikke hvordan han gør. Det er magi og det virker. Han får virkelig forhindret vilde kvindeskrig ved vandkanten. Og langsomt får han trevlet mine meritter op. Og fundet det rigtige dokument. Som havde puttet sig forskrækket i gemmerne i Dropbox, fordi jeg havde hejlet nye (gamle) udgaver ned over den. Hep hep, Dropbox – og min søn.
Nu mangler bare den sidste finpudsning, og jeg har en times tid på jobbet i morgen. Det endte godt. Jeg kan kravle i seng med ro i sindet. Og et strejf af kikset teenager bag ørerne.
Fredagsfryns
Posted by Helle in Familieliv on 20. januar 2012
På sådan en fredag, hvor jeg fik lumret det meste af feberen af i løbet af natten. Og hvor jeg alligevel fik min dag til at gå med hele to af den slags møder, hvor kreativiteten simrede i luften. Ja så virkede det helt, helt rigtigt at sige skide til både træning og vinterbadning. Og i stedet lægge vejen forbi et nyslået vuggestuebarn og dele the wonders of Lille Peter Edderkop, eller hvordan-man-narrer-voksne-til-at-tro-man-ikke-er-træt-legen.
Men selv standhaftige superbabyer taber luft efter den første lange dag i vuggestuen. Øjnene klapper i, og søvnen overmander det lille væsen.
Og jeg cykler bare hjem og regner med, at det var sygdom nok for denne gang.
Danmarks Smukkeste Festival
Posted by Helle in Familieliv, Hverdagsliv og alt det andet on 19. januar 2012
Jeg er blevet snigløbet af noget feber. Jamen jeg var også syg i september. Det er da helt for meget. Og der er ikke noget med at ligge under dynen i morgen. Sådan er det.
Men det var heller ikke det, jeg ville brede mig ud om. Midt i Mandag Morgens konference om Velfærdens Innovationsdag stod Danmarks Smukkeste Festival. MIN festival.
Siden mine børn var semi-små har jeg arbejdet i Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg. Jeg var formand for festivalens information og flyttede ind på festivalpladsen i en uge hvert år. Ungerne blev gradvist sluset ind i festivallivet. Først som endagsgæster på de (dengang) fredelige torsdage. Senere kom fredagen med, og langsomt, efterhånden som de alligevel blev ældre, blev de sluppet fri. Når de blev gamle nok, blev de også sluset ind i Informationen, og vi havde en masse år, hvor vi arbejdede sammen på festivalen. Efterhånden smuttede flere og flere af ungernes venner ind i min stab. Og ved I hvad? Det har været SÅ sjovt. Men så ramlede min verden og det hele gik op i kemoterapi, og min Sofie overtog formandsstolen. Det gjorde hun rigtig godt, og der var ingen grund til at trænge hende ud. Jeg trak mig med andre ord. Og var også for træt i sjæl og krop til en uge i larm, alkohol og støv.
Jeg har ikke været på festivalen i de sidste fire år. Sidste gang jeg var der, havde jeg stadig kemohår. Eller næsten ingen hår. Og jeg glemmer aldrig fornemmelsen af at vandre rundt på festivalen alene. Ingen kunne kende mig. Jeg husker bare, at jeg cyklede tilbage til Århus med tårerne sprøjtende efter mig.
Og så stod de der i dag. Med bøgekævler og fotostater af bøgeskoven. Og vi knusede og snakkede. Og snakkede. Og snakkede. – Skal du ikke tilbage? spurgte de. Vi savner dig. Vi finder et job til dig, lige så snart du har lyst.
Og pludselig var lysten der. Jeg vil gerne have den del af mit liv igen. Selvom vi allesammen er ved at blive halvgamle. Eller måske fordi vi har så meget fortid sammen. Og noget fortid skal man værne om.
Vinterbad
Posted by Helle in Hverdagsliv og alt det andet, Løb on 18. januar 2012
Nogen gange må man æde sine egne skråsikre statements, som man kækt og med høj cigarføring har kastet om sig. Jeg har for eksempel med stor sikkerhed i stemmen gang på gang slået fast, at jeg hader koldt vand. Og at vinterbadning måske var godt for noget. Bare ikke for mig. Nu må jeg så med lige så åben mund stoppe det hele ind igen.
Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad fanden der fik mig til at betale for medlemsskab i vinterbadeklubben, Badekompagniet Sluseholmen, som åbnede med havnebadet i december. Adspurgt kunne jeg muntert sprudle noget om at lære folk at kende in the neighbourhood. Og at jeg aldrig ville komme plumpe min krop i isvand. Ligesom jeg i Århus var medlem af Jomsborg, som er en vinterbadeklub ved Den Permanente i Risskov. Hvor jeg ikke badede efter 1.november. Men havde en fest. Til festerne.
Og hvad sker der her? Nytårsaften spæner jeg ind til Islands Brygge og hopper i havnen sammen med et par hundrede andre. Og måtte med blodet boblende rundt i kroppen erkende, at det var fedt. Berusende nærmest. Og at kroppen holdt sig forbavsende varm helt ind i det nye år. Okay – hjulpet lidt af champagne og GT, men alligevel.
Herefter har jeg frekventeret Koralbadet og et par gange tøffet skuffet hjem, når der mod forventning var lukket. Jeg OPSØGER det isvand, fandme. Og nu kan man så se mig stå og kvidre om alt det fortræffelige, isvandet gør ved min krop. Om babyhud på kinderne og hyggelige stunder i saunaen. Jeg kan høres kvidre videre om, hvor fantastisk en kombination, det er at afslutte en løbetur med et koldt bad. Hvabehar???
Da jeg var yngre og spændstig nok til at træne i min daværende klubs atletikafdeling, trænede vi nogle gange om ugen i Marselisborg Skov. Når vi løb hjemad gennem skoven, lavede vi altid et stop ved Ballehage Strand, hvor der er en stor badebro. Vi smed tøjet og sprang i vandet. Smuttede i tøjet igen og løb hjem til brusebad og sauna. Og vi blev ved til omkring november, hvor jeg syntes, vandet var rigeligt koldt. Og aldrig helt fattede de padder, der blev ved.
Jeg æder den. Tager det hele i mig igen. I havde ret. Det er fedt.
The iPhone curse
Posted by Helle in Hverdagsliv og alt det andet on 15. januar 2012
Sidste forår sprang jeg glad og muntert med på Apple bølgen og købte en iPhone 4. Som jeg havde i nøjagtigt seks uger. Den afgik pludseligt ved døden i toget på vej til middag hos min gode ven, Henrik. Men det er for så vidt historien ligegyldigt. Det var nedtur. Og jeg svor næsten, at iPhone og jeg var en dårlig kombination. At jeg var for vild, dum og careless til så avanceret og følsomt et apparat. Telefonen blev sendt til mit teleselskab, og jeg ventede nogle uger. Mens jeg flyttede simkortet tilbage i min gamle Sony-Erichsson. Klaptelefon, du ved.
Savnet kom snigende. Jeg savnede kraftedeme en telefon! Man kan ikke gå tilbage. Apple tilsætter deres telefoner et hemmeligt narkotikum, som er dybt afhængighedsskabende. Og jeg var ude i en kold tyrker.
Dommen kom efter nogle uger. En sms fra teleselskabets værksted dødsdømte min helt nyfødte lille bitte iPhone. Den havde fået fugt. Og jeg var grædefærdig, fordi garantien ikke omfattede fugtskader. Da jeg havde tørret øjnene sendte jeg sagen til min forsikring. Men da der i mellemtiden blev sparket en tsunami ind i billedet i København, voksede behandlingstiden for forsikringssager til uendeligt. I august modtog jeg jubelnyheder og fik endelig igen en iPhone. Jeg var lykkelig. Eller i hvert fald meget glad.
Og det er stadig en telefon, vi taler om.
Og nu er jeg knust. Eller – iPhonen er. Nogen må have trådt på min taske til festen i fredags. Og trådt præcist så uheldigt, at min telefon nu ser sådan ud:
Suk. Dumme dig med den høje hæl, der gjorde det. Nå men det er da et halvt år siden, ik? At jeg sidst fik den skiftet. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det kommer til at gå, når jeg køber en Mac. Mit forsikringsselskab kommer til at elske mig.
Mit hårmekka
Posted by Helle in Hverdagsliv og alt det andet on 12. januar 2012
Da mit pandehår for 127. gang fløjtede ind i mine øjne og dækkede enhver udsigt effektivt, fik jeg nok. Det var ikke kun i dag. Faktisk har jeg skullet til frisør siden længe før jul. Men fandt ikke lige stunder til at smutte den meget lille omvej forbi frisøren på Borgbjergvej. Jeg tror, at hvis jeg ignorerer det hår, så holder det op med at vokse. Så bliver det bare ved med at være langt på den lækre måde. Virkeligheden er, at jeg ligner noget, som fint kunne falde ind på Mozarts Plads. Eller være et levn fra Woodstock.
Men i dag var det nok. Måske betød det også en lille smule, at jeg i morgen skal føre mig frem i silkekjole og høje hæle. Så løfter håret ligesom ikke stemningen. En rask søgen på Google afslørede, at frisøren faktisk har telefon. Så man kan ringe og bestille tid. Smarts nok. Og det gjorde jeg. Og hun havde tid. Det kostede en løbetur i skoven i Hillerød, til gengæld har jeg en mere tjekket paryk nu.
Min frisør er fra Cambodja. Hendes salon hedder Hair and Beauty. Og det passer, navnet. Som noget nyt har hun indlemmet sin lillesøster i butikken, og hun laver negle. Butikken er nu fyldt med farvestrålende negle i fantastiske mønstre, som man kan få limet på. Jeg var helt betaget. Ikke fordi jeg skulle have negle, men fordi jeg aldrig har set sådan nogen negle i en salon i Danmark. Frisør-søsteren har boet i Danmark i 18 år og har efterhånden fået både storesøster og lillesøster herop. Kun moderen bor endnu i Cambodja, men kommer på besøg hver sommer.
Hendes frisørsalon har den største samling af legetøj, jeg nogensinde har set i en salon. Måske har jeg egentlig aldrig set en salonmed legetøj, når jeg tænker over det. Den er fyldt med glimmer og guld på bedste asiatiske vis, og der er citronte på kanden til hver en tid. Som man skal give sig god tid til at drikke, formaner hun. Helst skal den drikkes, mens man sidder og slapper af i den sorte lædersofa.
Baglokalet er altid fyldt af børn. Små og store. Og ikke hendes egne. Nogen gange er det søstrenes og andre gange veninders børn. Og sydhavnerne myldrer ind og ud af døren. Som i dagens blæsevejr alligevel ikke kunne lukkes helt.
Er hun god til at klippe? Hun er hurtig. Tyve minutter, så er det overstået. Og jeg ser alligevel altid vindblæst ud. Nogen gange er det bedre end andre gange. Fordelen ved at blive ved med at udsætte hende, er at det føles vidunderligt hver gang. Det er så befriende at være fri for pandehåret. Og så får jeg de bedste historier fra Sydhavnen, mens hun klipper.
Og så ser jeg nu ikke helt tosset ud. Eller håret gør. Ikke. Og når nu det er så hyggeligt, så skulle jeg måske alligevel komme der bare lidt oftere.
Når man bliver gammel og viis
Posted by Helle in Hverdagsliv og alt det andet on 11. januar 2012
Sidder lidt tung og træt og spekulerer på, hvornår det sker, det der med at blive viis. At blive gammel kommer jo af sig selv. Eller er man født med det? Nogen gør aldrig åndssvage ting. Og så er der mig.
Efter at have levet i 3000 år burde det være sevet ind, at vin, veninder og vild opsamling på sladderfronten er en skidt kombination med en tirsdag aften. Alligevel plasker jeg i med begge ben og stor begejstring. Fordi maden var god, og stemningen ligesom boblede lystigt afsted. Og derfor krøb jeg først under dynen lidt før klokken halv to.
Da telefonen vækkede mig i morges, var lystigheden til at overse. Nu kunne man tro, at en kursusdag kunne redde stumperne. Men nej. Jeg er på projektlederuddannelse. Med udsigt til eksamen, certificering og hele svineriet, og der er ingen chance for at sidde og lurepasse en hel dag. Næ nej. Sådan en dag er fyldt med praktiske øvelser og hjernegymnastik. Og min lunte var måske en anelse kort. Ikke sådan på sure-måden, men lidt utålmodig. Når folk ikke forstod, hvad jeg sagde med det samme. Og manglen på søvn fremmer ikke mine evner til at udtrykke mig klart og tydeligt. You get the picture?
Fedt, sagde en medkursist under en af mine kriser, det skal der da være plads til. Carpe diem, du ved. Bliver livet ikke fattigt uden den slags fejltrin? Det mener jeg nok også i morgen. Lige nu mener jeg ikke noget. Jeg er bare træt. Og kan heller ikke skrive interessant uden søvn.
Slut fred med din krop
Min hjerne gør nogle gange mærkelige ting. I dag sad jeg omhyggeligt ved computeren og fandt det tog, som skulle bringe mig til Skodsborg. Jeg skulle til nytårskur hos Anna Skyggebjerg. Det er sådan en kvindeting, som jeg har glædet mig til. Men så gør min hjerne det, som jeg egentlig har vænnet mig lidt til. Den tænker, aaajj, sikke dejligt vejr. Og så går den i ledtog med cyklen og styrer helt udenom Københavns Hovedbanegård. Nåmn, det var også dejligt vejr, og for en sikkerheds skyld havde jeg taget cykelfornuftigt tøj på overkroppen. Og tørt tøj i tasken.
Det gik rigtig fint. Til den anden side af Hellerup. Så begyndte det at dryppe. Dråberne blev hurtigt til regn på den seriøse måde, og jeg var våd på ingen tid. Den standsmæssige og diskrete ankomst, jeg havde haft i tankerne, kuldsejlede fuldstændig. Selvfølgelig kom jeg et par minutter for sent. Og mislykkedes helt med at liste ubemærket ind i lokalet, da jeg havde lavet en hastig omklædning. Denne kvinde, sagde Anna med høj røst til forsamlingen, har netop cyklet fra Sydhavnen. Jeg satte mig under stor applaus og morskab.
Til nytårskuren fortalte Andrea Bak om sin proces med at slutte fred med sin krop. Det har hun skrevet en bog om, og det skabte en livlig debat i festsalen på Skodsborg Strandvej. Jeg har ikke så meget erfaring med slankekure og har aldrig været overvægtig, men Andreas’ fortælling om at slutte fred med sin krop vandt genklang i mit eget arbejde med at slutte fred med min krop efter al den kemoterapi, jeg fik for fem år siden. Jeg har forlængst tilgivet den, at de onde celler blev budt indenfor. Men jeg er ikke helt færdig med at slutte fred med alt det rabalder, som kemoterapien lavede. Ikke at jeg har det skidt, for det har jeg ikke. Og det er meget svært at formulere, så andre end jeg forstår. Jeg skulle for pokker vel bare værelykkelig for at være i live. Og det ER jeg. Jeg er bare ikke helt færdig med at vænne mig til indholdet i det nye hylster, der blev lanceret dengang. Måske jeg kan lære noget af Andreas’ tanker?
Jeg cyklede hjem i tørvejr og tiltagende mørke. Og så gjorde min hjerne igen noget mærkeligt. For før jeg vidste af det, havde jeg snøret løbeskoene og smuttet i løbetøj. Og så løb jeg da en time i mørket. Jeg havde overvejet at hilse på min nye gode ven, det iskolde vand i havnebadet, men pludselig er vandet fyldt med sundhedsskadelige elementer. Så det røde flag er hejst – og ingen bad.
Seneste kommentarer