Juleynk i udvalg

Den her jul må gerne begynde at hoste op med noget bedre snart. Jeg går glip og går glip af alt det sjove og hyggelige. Af al den forkælelse jeg skulle smøre ud over min verden. Min december fyldte sig med et helt passende antal julefrokoster. Jeg har deltaget i to. Den første som på-vej-til-at-blive-syg og en forkølet udgave af mig selv med begyndende byld i øjet. Den anden havde jeg selv arrangeret, og jeg mødte op bevæbnet med Panodil, øjendråber og næsespray. Det er jeg så holdt op med. Nu bliver jeg hjemme.

Jeg kan ikke engang svinge mig op til at være rasende over det. Jeg er skuffet. Nærmest barnligt ked af det. Jeg har boet i min sofa, og jeg har aflyst mit julebesøg hos min far. Og han får ikke de småkager, jeg har bagt til ham. Jeg fik ikke lavet juleknas med veninderne i lørdags. Jeg kom ikke til julefrokost med Rigshospitalet. Til gengæld har jeg været ægte syg med høj feber, og en øjenbyld, der eksploderede på mig i søndags. Og slog alle klamhedsrekorder.

Jeg ved, det holder op. Mit øje nærmer sig noget næsten normalt. Jeg har næsten ikke feber, og jeg kan sige flere sætninger i træk. Men det stinker at være alene i en stor sofa midt i december. Der burde være et omsorgsfirma for syge singler. Som kom med mad og luftede ud. Og hentede pakker på posthuset, når de havde rystet dynen og skiftet lagen.

Jeg bliver i sofaen lidt endnu. Jeg har fået mad, jeg har vasket sengetøj og luftet dynen igennem, og jeg har stadig ikke hentet min pakke. Og her i min sofa får jeg læst bøger, jeg har drømt om længe og opdager nye serier på Netflix.

Det går nok, det hele.

IMG_4184

,

4 kommentarer

Klamhed i øjenhøjde

Advarsel: Hvis du er en sart sjæl, bør du surfe videre til en anden blog nu.

En byld under venstre øje gør intet godt for mig eller verden. Og kombinationen med monsterforkølelse og en stemme, der langsomt transformerer sig til hvæsende påfuglelyde, bidrager ikke positivt. Jeg går rundt i min lille del af verden og er grim og sur. Og jeg kan ikke engang råbe af det. Og hold nu op med, at jeg ser sød ud med briller. Jeg er en omvandrende byld med briller. En klam byld med grimme briller.

Jeg har udstyret mig med øjendråber, næsespray og panodil. Og jeg har tanker om at frekventere min læge én gang til, hvis ikke den byld snart pakker sig. I aften gik jeg så vidt, at jeg prikkede hul på den med en kanyle. Jo, jeg var bange for at lave pludselige bevægelser og stikke ind i øjeæblet. Og det hjalp ikke en skid. Der kom en smule væske og ganske lidt pus. Så lukkede den sig.

Nu sidder den igen der under øjet og glinser. Og øjet glor vredt tilbage, når det passerer et spejl.

IMG_2884

,

2 kommentarer

Forkæl

Jeg hænger ret meget ud herhjemme i de her dage. Med et øje, der imploderede af hævelse i går og fik mig til at gå til læge. Og ondt i halsen. Og snot. Jeg regner med, at jeg har taget tørnen lige om lidt, så jeg kan holde jul i fred.

Mens jeg lå og lå på min sofa, lyttede jeg til P1, som af og til gør mig meget klogere på verden. I går morges talte nogen om forkælelse. Jeg hørte ikke efter i en grad, så jeg kan huske, hvem der talte, men siden har jeg tænkt en del over det. En pointerne i radioudsendelsen var, at vi til hører en eksklusiv art, der har en trang til at forkæle. En trang, der hører med til artens overlevelse. Vi vil gerne gøre det godt for andre mennesker. En anden pointe var, at det skal vi selvfølgelig gøre, forkæle hinanden.

Faktisk er det derfor, jeg elsker julen. Og siden internettet blev opfundet, og jeg kunne købe julegaver på nettet, har jeg elsket den endnu højere. Der er nemlig et par ting ved julen, som jeg ikke elsker. Det ene er hysterisk forbrug, og det andet er juletrange butikker med alt for mange mennesker. De senere år har jeg siddet mageligt tilbagelænet og købt ting og sager til at forkæle mine mennesker med. Jeg elsker at se dem pakke gaver ud og flække i et dybt smil. Jeg elsker at forære ting, der betyder noget. Og når jeg slipper for julebutikker, tager jeg mig virkelig god tid til at finde de bedste gaver.

Vi har aldrig haft store gavebudgetter i min familie. Klart fordi vi aldrig har haft penge. Men faktisk holder jeg meget mere af at forkæle med omtanke til små priser. Jeg elsker at finde på. Gå på opdagelse på internettet efter ting, der kan gøre mine mennesker glade.

Jul er så meget mere. Det er at finde min mormors gamle sønderjyske opskrifter på brunkager, serenakager og pumpernikler frem. Det er at sørge for, at alle kan få lidt af de gamle kager. Jul er også at tage i teateret med de små og drikke gløgg. Jul er at tænde for varmen og krybe sammen, mens det kolde vejr slår om sig derude. Jul er at gøre noget godt for nogen hver dag. Måske er det mørket og kulden, der giver mig ekstra lyst til at forkæle?

Forleden modtog jeg en forkælelsesgave. Jeg fik den fra en pige, jeg slet ikke kender. Nogen på Twitter fandt på en juleleg, der skulle handle om at skabe glæde og nye bekendtskaber. Opgaven var at melde sig til, skrive tre juleønsker, tre ting man virkelig sætter pris på – og noget man ikke har fortalt på Twitter før. Hashtagget var #mindreendtre, og man fik så tildelt en modtager. Alt er hemmeligt, til man afleverer sin gave. Det er altså virkelig ægte gavegiveri. Man må gå på opdagelse hos sin hemmelige modtager, finde ud af, hvad hun kan lide og er optaget af og finde på. Når man modtager sin #mindreendtre-gave, skal man selvfølgelig tweete om det. Gerne med billeder. Så nu er der en fest på Twitter med glade mennesker, der bliver overraskede af folk, de slet ikke kender.

Mig? Jeg fik alskens lækkerier – badehåndklæde, fodbadesalt, sæbe, bobler, flere bobler, fyldte chokolader – og en fin æske af træ, der passer perfekt i kolonihaven. Og selvom jeg kendte legen, selvom jeg vidste, at nogen på et tidspunkt ville sende mig en gave, blev jeg rørt helt ind i hjertet over, at nogen var gået på opdagelse hos mig. Havde fulgt mine tweets og læst min blog og fundet på noget, der kunne forkæle mig.

Forkæl derude, alt hvad I kan. Det bedste ved at forkæle er den glæde, der vokser omkring dig.

IMG_4176

, ,

Skriv en kommentar

Cykelhviskeren

I anledning af fredagen overtager jeg verdensherredømmet over cykelstierne, og derfor er I allesammen nødt til at stramme op. Jeg fører nultolerancepolitik, og der bliver slået hårdt ned.

Du, der kører i den forkerte retning på cykelstien, imod mig, – det holder du bare op med nu. Ikke flere kalendergaver til dig i år. Og har du ikke lys på, ryger de første to julegaver også. Og er du på ladcykel med børn dømmer jeg dig skam og hjemmehæklede grydelapper og mormortrusser i julegaver de næste tre år.

Du har aldrig så travlt, at du ikke kan vente på, at trafiklyset bliver grønt. Aldrig. Og er du en af dem, jeg allerede har overhalet, som navigerer udenom den ventende flok for at komme først over krydset, bliver du tvangsindlagt til ‘Last Christmas’ som lydtæppe i resten af december. På repeat.

Stramt cykeltøj og dyr cykel giver ikke ret til at køre, som om morgentrafikken var et seksdagesløb. Du er ikke smart – du er en pain, og du er latterlig. Du får fem timer i Illums Bolighus i myldretiden.

Jeg er evigt imponeret over, hvor langsomt nogen kan cykle uden at vælte. Fint du kommer afsted. Men bliver du ved med at ligge midt på cykelstien, kommer du til at klippe kravlenisser ud til hele Christiansborg. Og hænge dem op.

Af alle lyskrydsfacister er de højresvingende, der kommer bagfra, de værste. I fuld fart slår de et herresving over de 15, der holder stille og skærer ind foran. Ikke sjældent når lyset netop at skifte, og så har vi balladen. Du får gløgg og fryseæbleskiver fra Aldi, til du kaster op. tre dage i træk.

Alle biler i sidesporet på Blegdamsvej får startspærre i morgentimerne. Det kan godt være, du skal parkere, men vi er ca 10.000 cyklister, der skal frem lige der. Alle bilerne i sidesporet får rensdyrgevirer monteret ved forruderne. Og de kan ikke afmonteres før julen er slut. Til påske.

Og så har jeg stadig færdiglavet risengrød fra Lidl, tre sammenhængende timer i Bilka den 23. om eftermiddagen, “Do They Know It’s Christmas”, “Søren Banjomus”, “White Christmas” og “Rockin’ Around The Christmastree”, “All I Want For Christmas Is You” og mange andre ulideligheder i lommen til random uddeling i morgentrafikken.

Så – watch out – og kør for pokker ordentligt. En verdenshersker i herredårligt humør med et bullent øje og en stiv ryg er ikke at spøge med. Og så travlt har du ikke.

IMG_0197

6 kommentarer

Erkendelser

For to uger siden var jeg til fest hos min søster, og efter at have indtaget bobler i sofaen mellem min far og min søsters veninde rejste jeg mig for at gå til bords. Åh, du har stadig ondt i ryggen, sagde min søster. Arh, jeg er vist bare lidt stiv, sagde jeg. Har du dårlig ryg, spurgte veninden, der er fysioterapeut. Hvad? Dårlig ryg, sagde jeg, nehej da, jeg har bare haft lidt hold i ryggen. Så har du dårlig ryg, sagde hun, og så skal du ikke sidde i en sofa uden puder i ryggen. Naarj, sagde jeg, jeg har altså ikke dårlig ryg, det går jo over.

Det er tre uger siden, jeg blev jeg skudt i ryggen af en heks. I dagene efter krabbede jeg rundt som Klokkeren fra Notre Dame og lod alt i nærheden af gulvhøjde ligge til bedre tider. Det er blevet samlet op, men jeg har erkendt, at fysioterapiveninden havde ret. Jeg havde dårlig ryg. Selv Betty Bomstærk med baller og ryg af stål kan lamme ryggen af et enkelt forkert træk. Og så har også Betty Bomstærk en dårlig ryg.

Den dårlige ryg har sat både min tirsdagstræning og min torsdagstræning på pause. Der er ikke meget ninja over mig for tiden. Jeg har lavet øvelser og ligget på gulvet, og lavet yoga, når jeg huskede det. Og jeg har løbet næsten daglige småture på 30-45 minutter henover fælleden. Og det går langsomt, men sikkert fremad. Min ryg holder langsomt op med at være en dårlig ryg og vender tilbage til sin vante vante form som bomstærk.

I dag løb jeg en længere tur i mørket på Amager Fælled. Jeg mødte en ræv og et rådyr og en enkelt cyklist, og det gør mig glad langt ind i maven, at ryggen holder op med at være dårlig. Og at jeg igen kan genoptage både tirsdagstræning og torsdagstræning og de lange løbeture.

Og måske må min erkendelse være, at jeg ikke nødvendigvis skal give fuldstændig los om tirsdagen og torsdagen. Måske skulle jeg overveje uger med én træning. Måske skal jeg forsøge at lære, at jeg ikke er overmenneskelig.

IMG_4161

,

1 kommentar

Drengeliv

Vi har en lille Grand-biografklub, mine veninder og jeg. Tidligere var vi Biografklub Danmark, men vi gad faktisk ikke se de film, de hostede op med. Derfor blev det en Grandklub. Fordi der altid går suverænt gode film. Vi skiftes til at bestemme film, og for det meste spiser vi lige sammen først. I aftes var vi en amputeret klub i de bløde sæder, bare fordi det kun var os to der kunne. Og fordi det var sidste chance for at se Boyhood.

Jeg bookede billetterne, og først et par dage før filmen gik det op for mig, at den varede tre timer. Og altså ville slutte til midnat. Og to gamle tilbagelænede koner kan nok være lidt stive i betrækket dagen derpå. Men det var sidste chance.

Den film varede ikke ét minut for længe. Simpelthen. Jeg gennemlevede synkront hele mit liv med min søn. Jeg vil se den igen. Sammen med ham.

Hvad er det med den film? Den handler jo bare om en dreng, der bliver større. Den samme dreng hele filmen igennem. Som starter som lille og slutter som ung gut på college. Filmen, altså.  Den er fyldt med små og større hverdagsdrama, fra skænderier med søsteren til sammenstød med moderens fordrukne og manipulerende mand. Den fjerne far indtager scenen som det legende, eksperimenterende og skæve element. Han udfordrer børnene på nærhed og ærlighed, og de tilbringer tid hos ham hulter til bulter i sofaer og på madrasser. Mens moderen tager sine universitetsstudier op, bliver gift, skrider dramatisk fra sin fordrukne mand, starter nyt liv med børnene, bliver gift, bygger hus, skrider fra sin fordrukne mand – og sender sine børn ud i verden. Spændingen i filmen er ikke i handlingsplottet. Den er i relationerne.

Aner vi et genkendelsens mønster her til en anden drengs mor? Mens drengen pakker sine ting for at tage på college i de sidste scener, bryder moderen sammen i gråd. Hun hikster rækken af livsbegivenheder op for den måbende dreng, og slutter med at det næste bliver hendes begravelse, indtil han let henkastet spørger, om ikke hun er ca 40 år for tidligt ude. Hun tager hænderne fra ansigtet og siger: Jeg troede bare, der var mere til det, livet.

Drengen kører afsted, videre i sit liv, og på min cykeltur hjem, er et pludselig mig. Mig der husker de gange, jeg selv har siddet og tænkt, at der måtte være mere.

Og hver gang, hver eneste gang har der været mere. Det kan hun jo ikke vide, den mor i filmen. For hun var jo midt i det der med at slippe ham ud af sit liv. Men hver gang den følelse er dukket op i mit liv, har der vist sig så meget mere. Så meget, at da jeg pludselig stod der, konfronteret med noget, der kunne være blevet en slutning, da jeg blev syg. Ja så var det rigdommen, mangfoldigheden, eventyrene og alle de børneliv, der havde fyldt mit liv, som rammede fornemmelsen af endelighed ind.

Måske lignede vi hinanden lidt, den mor og mig. Hun gik i hvert fald rent ind. Eller drengelivet, der udfoldede sig omkring hende, gik rent ind. Nu må jeg finde den i en streamingudgave og invitere min søn på vin.

IMG_4115

,

Skriv en kommentar

Hekseskud

Der er uger, der er stille. Med meditativ stirren på vandet udenfor mit vindue. Og så er der uger, der er så pakkede med action, at jeg lander lidt fortumlet, når den slutter. Og småsavner nogle refleksive stunder undervejs. Mens jeg hygger mig over alle de mennesker, jeg har krammet, og alle de visdomsord der har krydset min vej. På en uge.

Nu sidder jeg meget stille i Sydhavnen med et hævngerrigt hekseskud nederst i ryggen. Jeg pakker mig ind i en sandwich af Panodil og Ipren, mens jeg krabber mig rundt og lader ting ligge på gulvet til bedre tider. Nej, det er ikke nemesis over en for aktiv uge. Det er min sædvanlige overentusiasme til ninjatræningen. Jeg gik for hårdt til makronerne i tirsdags. Jeg lærer det aldrig. Det var slemt onsdag og torsdag morgen. Så blev det bedre. Chokket ved morgenbadningen var åbenbart for meget for min sure ryg, selvom jeg også forkælede den med en varm sauna. Nu har den låst mig inde.

Jeg har været i Randers hos min far. Jeg har været i Odense og undervise. Jeg har været til venindes phd-forsvar i Århus og mødt 100 gamle studiekammerater, kolleger og veninder i samme ombæring. Jeg har besøgt min søster og Anne. Jeg har spist ude flere gange end hjemme. Jeg har løbet langs Gudenåen og i Hans Broges Bakker. Og altså ninjatrænet tirsdag aften.

Torsdag var jeg for første gang til forestilling med det kongelige i Skuespilhuset. Min fødselsdagsgave fra søn og svigerdatter var forestillingen Hedda Gabler i Det Røde Rum. Og jeg kan kun kaste mig ud i hæmningsløs reklame. Se den! Se fantastisk skuespil og få lidt at tænke over med hjem. Ibsen holder stadig. En anden hæmningskløs reklame ryger ud til Den Vandrette Vinbar, der serverede perfekt naturvin til vores ligeså perfekte fiskeret. En himmerigsaften på en helt almindelig torsdag sammen med to yndlingsmennesker.

I sommer, da jeg var på North Side, og det var blevet klart, at min mor nu ikke levede længe, sluttede jeg festivalen med en morgenkoncert med Ane Brun. Jeg elsker hendes stemme, og på en eller anden måde trøstede den korte morgenkoncert lidt i forhold til det, der skulle ske. Så da jeg så, at hun skulle komme i DRs Koncertsal, købte jeg omgående billetter til mig selv og min veninde. At skæbnen ville, at en anden veninde havde købt billet ved siden af vores sæder, gjorde det hele endnu bedre. Ane Brun var ganske alene på scenen og fortalte, at hun godt kunne lide at gå tilbage til udgangspunktet. Og hun spillede og sang hele salen op. Greb os allesammen. Og jeg blev fuldstændig glad indeni over at musikalitet, kreativitet, talent og ægte norsk styrke kan samles i ét menneske sådan en lørdag aften.

Men denne søndag bliver tilbragt i fred og ro med mit hekseskud. Skudt i ryggen af heks, der er mig. Mens jeg hygger mig over, hvor meget godt, der kan fyldes ind i en ret almindelig uge.

IMG_4122

8 kommentarer

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 50, der følger denne blog

%d bloggers like this: