Kopitanker

Jeg havde faktisk genvundet lysten til at skrive på min blog igen efter den lange sommerpause. Men det fylder mig med ulyst, at en kran i Vilnius stjæler både blogindlæg og kommentarer og smider dem over på en falsk adresse. Og det sker, selvom jeg har ændret på sikkerhedsindstillingerne. Det er jo i bund og grund lidt ligegyldigt. Min blog er offentlig. Enhver kan læse med. Eller kopiere ting, jeg skriver. Det kan jeg ikke kontrollere.

Det er sket nogle gange i tidens løb, at nogen har kopieret tekst fra mine blogindlæg for at bruge dem selv. Eller sætte dem ind i en artikel. Eller bare for at bruge en vending. Det har som regel fået mig til at fnyse og se lidt hånligt i retning af plagianten. Og tænke at her er et meget lille menneske, som ikke kan kreditere andre for deres hittepåsomhed. Og så er jeg gået videre.

Men når alt, jeg skriver, postes i en anden blog. Med en anden kontaktmail. Som nogen måske ville presses til at bruge, fordi man ikke kan kommentere på den falske blog. Så bliver jeg ked af det. Jeg føler mig bestjålet og beskuet på en måde, jeg ikke helt kan sætte ord på.

Det er lidt væmmeligt at se mig selv blive brugt. Og det tager min lyst til at blogge helt væk.

Det gør mig ked af det, hvis nogen skriver på den falske mailadresse. Og måske bliver udsat for noget misbrug. Det gør mig især ked af det, fordi det, ud over en bunke reklameanmodninger, mest er folk, der har kræft. Eller har haft. Eller har mistet nogen.

Nu prøver jeg lige, efter råd fra WordPress folkene, at publicere mit indlæg anderledes. Så det måske bliver sværere at kopiere. Det er lidt irriterende, fordi I så er nødt til at klikke en ekstra gang for at læse hele indlægget.

Og måske fortsætter jeg min pause, mens jeg tænker lidt over min kidnappede blog.

1 kommentar

Når katten er ude spiller musene på bordet

Måske er det en slags hævn for ikke at passe min blog? Måske har jeg været lidt for sløset med sikkerheden? Måske havde jeg bare ikke fantasi til at forestille mig, at nogen ville stjæle min blog? Det er jo bare en lille fritidsblog. Ganske vist får jeg mange reklamehenvendelser fra alle mulige, der vil have mig til at reklamere på bloggen. De bliver høfligt, men bestemt afvist. Og andre gange ulejliger jeg mig ikke rigtigt med at svare.

Men min blog erblevet stjålet. Hvor længe har jeg ingen anelse om, men en venlig henvendelse fra Rebecca fra Rejsebloggen gjorde mig opmærksom på, at min blog nu også lever en parralleltilværelse under navnet Worldtravelmemories. Med en bagmand, der har en mailadresse, der starter med ‘abuse’, og som også på et tidspunkt havde stjålet Rebeccas blog.

Det giver jo ikke mening. Jeg mener, hvad kan udbyttet være af at stjæle min ubetydelige blog? Reklamehenvendelser? Googleklik? Skulle jeg føle mig smigret over, at nogen finder mit lille halvprivate univers værdigt til tilranelse?

Aner det ikke. Jeg har opgraderet mit forsvar på bloggen og er nu lidt spændt på, om mine indlæg fortsat bliver spyttet ud på den falske adresse. Og så modtager jeg gode råd om, hvordan jeg får parrallelbloggen slettet med kyshånd.

Jeg lover at passe min blog bedre. Amar og halshug!

1 kommentar

Feriefavntag

For tre uger siden skrev jeg et blogindlæg om noget af alt det, jeg ikke forstår – og sluttede med cliffhangeren: fortsættes. Og så forlod jeg internettet. Jeg læste ikke blogs, fulgte ikke med på Facebook og lod Twitter passe sig selv. Bortset fra sporadiske opdateringer fra min færden.

I dag åbnede jeg internettet igen. Jeg åbnede også døren til mit ualmindeligt varme kontor, tog hul på de første møder, og tog fat på at løse de mest påtrængende patientproblemer.

Jeg skal nok fortsætte afsløringerne af alt det, jeg ikke forstår. Først skal jeg lige tage afsked med feriefornemmelsen. Som har haget sig hårdt fast i min krop. Jeg kunne uden problemer tage tre uger mere.

Jeg har nydt en masse tid her:

IMG_4789

Min families sommerhus på Mols, som er til salg. Og hver gang jeg kommer der, er det med en fornemmelse af sidste gang. Jeg elsker stedet og området og er langsomt ved at komme overens med, at stedet bliver nogen andres. Jeg håber, de vil sætte pris på det.

Jeg har løbet de smukkeste ture i Mols Bjerge

IMG_4913

Og jeg har badet og badet og badet. Jeg har omgivet mig med min far og mine børn og resten af familien. Og samlet venner op, jeg har set for lidt for længe.

Jeg fik endelig pudset min cykel af og båret den ned fra loftet. Og jeg sluttede ferien med endnu en tur til Mols, da det gode vejr endelig slog helt igennem. Fra Mols cyklede jeg sydpå til Hou, hvor jeg tog færgen til Samsø for at fejre min svogers 60 år. Efter at have fejret Esthers to år i verden.

IMG_4910

IMG_4925

Og så cyklede jeg hjem, og så var den ferie slut.

IMG_4898

Men ind imellem turene har jeg lavet det her:

IMG_4824

IMG_4846

IMG_4853

Jeg har med stor hjælp fra søde og overbærende venner og fra min søde og overbærende familie – skilt 25 kvadratmeter overdækket terrasse ad. Splittet den i en million dele. Og lukket lys ind i min have og mit hus. Jeg har erkendt, at jeg aldrig bliver en pergola-dame – og brudt det allersidste ned.

IMG_4875

I stedet har jeg fået meget mere have og nyt udekøkken.

IMG_4874

Så mens I andre har slanget jer på all-inclusive hoteller, eller været indebrændte over den kølige sommer, har jeg haft det skidesjovt. Vejret har været perfekt, og jeg nærmer mig at være selvudlært fritidshåndværker. Og alle I, der har stauder, der kan deles, kan godt hoste op med aflæggere til min nye have, så den holder op med at lege byggeplads.

Jeg giver kaffe – eller et måltid med alt godt fra haven

IMG_4936

Skriv en kommentar

Der er så meget, du ikke forstår…….

Der er så meget, du ikke forstår, sagde Lars Løkke Rasmussen til Helle Thorning i en af de absurde talekonkurrencer, tv-kanalerne sendte op til folketingsvalget. Jeg hedder også Helle, og der er virkelig meget, jeg ikke forstår. Mens jeg sidder her – stadig lidt lammet efter udfaldet af det valg. Det kan godt blive til en lang serie, og jeg ved ikke rigtigt hvor jeg skal begynde. Mindretalsregeringen har lagt hårdt fra land. Og jeg forstår det ikke. Slet, slet ikke.

Lad mig begynde med det, der optager hele mit sind i de her dage. De helt ufattelige menneskelige katastrofer, der uden sidestykke foregår omkring os. Men så langt fra os, at vi på en måde synes at tro, det forsvinder, hvis vi lader være med at lukke øjnene helt op.

Jeg forstår det ikke.

Det er mennesker. Som har fået deres liv og hverdag slået til plukfisk. Af krig, af sult, af vanvid. Mennesker, som tager deres børn på armene og flygter. Farefuldt, med livet som indsats. Fordi det liv, de flygter fra er værre end døden.

Jeg forstår ikke, hvordan vi kan kalde os et kristent land i et nyt regeringsgrundlag. Og i samme åndedrag fratage de ulykkeligste mennesker enhver rettighed. Jeg forstår ikke, hvordan vi så ikke kan stille os selv det indlysende spørgsmål: Hvordan kan vi med vores kristne sind og vores store rigdom og rummelighed hjælpe alle de her mennesker bedst muligt? Men jeg har måske misforstået det med kristenhed. For i stedet spørger vi os selv, hvordan vi bedst kan undgå at komme i berøring med de mennesker, der flygter. Gennem kugler og granatild, gennem ørken, over vand. Fordi de var så truet på deres liv, at det var risikoen værd.

Jeg bliver mødt af hånlige overbærende skuldertræk. Jamen, Helle, vi kan jo ikke tage imod alle. Nej, det kan vi ikke. Men alternativet er jo ikke nødvendigvis at holde så mange ude som muligt. Vel? Måske kunne vi – i samarbejde med de mennesker, der flygter, finde på løsninger, så vi kan komme videre fra den alt eller intet debat, vi sidder helt fast i nu.

Jeg forstår ikke, hvordan man kan tro, at massiv uvelkommenhed kan gøre noget som helst godt i verden. Hvordan fattigdom krydret med armod kan skabe integration? Jeg forstår ikke, hvad vi er så bange for.

Det kan godt være, at resultatet ville blive det samme. At færre flygtninge ville komme til vores land, hvis vi tog det udgangspunkt, at vi gerne ville hjælpe bedst muligt. Det ville gøre en verden til forskel, at udgangspunktet ikke ville være at holde mennesker ude af vores land. Men at række en hånd ud. Og tage del i det fællesskab verden også er.

Lad os lave et tankeeksperiment, inden vi sover. Forestil dig, at en ulmende modstand mod regeringens politik bryder ud i lys lue. Forestil dig at regeringen sætter hæren ind og besvarer modstanden med granater. Mennesker dør, huse og hele byer udbombes. Grænserne lukkes, og lufthavnene sættes ud af drift. Der bliver udgangsforbud, og meget hurtigt løber supermarkederne tør for dagligvarer. Der er snigskytter overalt, og regeringen sætter flere angreb ind mod oprørerne. Du kan ikke længere gå på arbejde, dine børn kan ikke blive passet, dit liv er i fare, hvis du går ud, og du ved ikke, hvorlænge dit hus får lov at stå. Mennesker rives ud af deres senge og afhøres voldsomt. Måske sættes din mand i fængsel. Og du ved ingenting. Det er bare et eksperiment. Et andet sted i verden er det virkelighed.

Fortsættes…….

IMG_4747

1 kommentar

Tanker et år senere

Tror du der går mange dage, før du dør, spurgte Vera i aften henover middagsbordet. Jeg havde netop sagt noget om at være ved at blive gammel.

Det håber jeg virkelig, sagde jeg. Jeg håber, jeg bliver så gammel, at jeg kun kan sidde i lænestolen og råbe på kaffe og øl. Jeg vil gerne blive virkelig gammel. Men man kan ikke vide det.

Jeg håber, der går virkelig lang tid, sagde Vera.

Og så snakkede vi lidt om Veras oldefarmor, der er næsten 100 år og har nået det stadie, hvor hun mest sidder i lænestolen. Hun råber bare på te, fordi hun er engelsk. Og vi talte selvfølgelig om oldemormor, som døde sidste år. Og Vera tænkte sig lidt om og spurgte så, om Gran måske skulle ligge med en sten sammen med Grandad. Som er død for mange år siden. For man kan jo ligge ved siden af dem, man godt kan lide, sagde hun. Og jeg skal ligge sammen med min mor. Så kan der være en sten, der står Vera på og en med Mor.

Døden er svær at greje, når man er fire år, og det er rart at skabe lidt orden omkring den. Og selv om jeg er næsten gammel, er jeg slet ikke færdig med at begribe den.

I morgen er det et år siden, min mor døde.

Lige nu for et år siden sad min far og jeg sammen med hende i soveværelset. Vi havde flyttet det lille bitte teaktræsbord ind ved siden af hendes seng, så vi kunne spise aftensmad og drikke et glas rødvin, mens vi sad der ganske tæt. På hinanden og på min mor.

Min mor var urolig. Rastløs, sagde hun, når jeg spurgte. Ikke bange. Tankerne var bare igang med at gribe et helt langt liv. Hun fandt lidt ro, når vi læste for hende. Men ikke for længe ad gangen.

Din sjæl er på overarbejde, sagde lægen, da han kiggede forbi først på aftenen. Og jeg overtalte hende til at lade mig give hende en lille bitte smule medicin at falde til ro på i en sprøjte. Så hun kunne slappe sin sjæl lidt af og sove.

Jeg sov i værelset ved siden af med begge døre åbne. Og jeg vågnede hver time og satte mig hos hende, mens hun sov lidt uroligt. Min far sov ved siden af. Senere på natten gav hun mig igen lov til at give en indsprøjtning, så hun kunne sove videre. Da vi vågnede rigtigt tidligt på morgenen, lagde jeg mig i sengen hos hende. Tæt. Og kunne mærke, at livet langsomt var på vej til at slutte.

Og nu sidder jeg her. Og tænker på døden og på at være sammen. At jeg mest har lyst til at være der i morgen. Sammen med min far. At tænde lys og lægge blomster hos min mor. Og at det ville være rart at dele lige den dag. Men at vi må dele en anden dag og mindes de intense tætte dage med det lillebitte teaktræsbord og rødvinen og Inger Christensens digte ved siden af min døende mor.

Mine søstre og min bror er hos min far i morgen. Vi er mange, der kan være sammen. Og jeg er faktisk så fuld af taknemmelighed over det liv, vi har delt. Og de tætte intense dage lige nu for et år siden.

Og stadig begriber jeg ikke, at hun aldrig er her mere.

IMG_3342

4 kommentarer

Ein unbekanntes kind

Det er ingen hemmelighed, at jeg har været en del af Dansk Røde Kors’ klinik for udokumenterede migranter fra den spæde start. Fordi jeg kort og godt ikke kan have på min samvittighed at lade folk dø eller ødelægges af sygdom, når vi kan gøre noget. Fordi jeg kan noget, de mennesker har brug for. Jeg kan ikke leve passivt med at være indbygger i et land, der kan lade hjemløse dø på gaden. Et land, hvor jeg seriøst har hørt politikere hvæse og spytte af ordet ‘næstekærlighed’ i samme åndedræt, som de taler varmt og agitatorisk om kristne grundværdier. Som modsætning til andre religiøse grundværdier, forstås. Jeg har det virkelig stramt med, at vi har udviklet en nation, der sidder hårdt på låget af pengekassen og ikke vil dele vores fredagsslik med nogen.

I klinikken kommer mange forskellige mennesker. Med ét fællestræk – de har ikke ret til lægehjælp, eller sygepleje, eller jordemoderomsorg. Vi er stadig så humane, at vi ikke afviser akut behandlingskrævende mennesker ved døren i hospitalerne. Men vi har kun ret til at gøre det absolut fornødne og hælder dem ud på gaden hurtigst muligt. Får man blødende mavesår, får man en operation. Og ikke mere. Er man gravid og får veer, får man lov at føde sit barn. Og ikke mere. Ingen undersøger det spæde barn og holder bare lidt øje med, at det har det godt. Ingen holder øje med moderens blødning. Eller hjælper med amning. Og ingen holder øje med den gravide kvinde, mens barnet vokser i hende.

Jeg er ikke særlig kristen, men jeg møder masser af næstekærlighed i den klinik. Jeg møder et fokus på ‘den anden’, og ikke så meget ‘mig selv’. Jeg møder det både blandt dem, der har valgt at bruge deres fritid på at gøre noget virkelig nyttigt, og blandt dem der kommer som brugere i klinikken. Brugerne hjælper hinanden, følger hinanden, oversætter for hinanden og venter på hinanden. Alle er i den samme rådne situation.

Men næstekærlighed bliver afvist i de politiske skåltaler. For hvis vi forhindrer, at mennesker dør på gaden i Danmark, vil vi virke som en magnet for flygtninge, hedder det. Så hellere være en samling nationalrøvhuller, der er sig selv nærmest.

Derfor bliver jeg glad, når jeg læser et blogindlæg som det her. Næstekærligheden findes. Og særligt når vi ser, at ‘de andre’ er mennesker. Men den kan stadig ikke finde fodfæste i dansk politik.

Dansk Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp, Lægeforeningen, Jordemoderforeningen og Dansk Sygeplejeråd har anmodet sundhedsministeren om at hjælpe gravide, illegale indvandrere. Og har fået et rungende nej. In your face.

På Vestre Kirkegård ligger en stor del af de mange, mange flygtninge, der døde i vores land efter anden verdenskrig uden ret til lægebehandling. Og jeg får en klump i halsen, hver gang jeg går forbi det her lille kors. Som er et af mange.

Vil vi være det bekendt? Igen?

Skriv en kommentar

En lille rettelse

For nogen tid siden spurgte et familiemedlem, om det havde været hårdt at opgive min lejlighed. Jeg lignede et spørgsmålstegn og spurgte, hvad hun mente. Hun ville bare høre, om det havde været meget hårdt at opgive min lejlighed, gentog hun. Mener du lejligheden i Sluseholmen, spurgte jeg. Og det gjorde hun.

Lad mig bare slå fast, at det ikke er synd for mig at have købt en ret fed andelslejlighed lige op ad Vestre Kirkegård. Overhovedet. Jeg har helt selv valgt det. Jeg ved, at Sydhavnen og Kongens Enghave har en skidt klang i manges bevidsthed, men mit krøllede jeg trives her. Sammen med alle de andre krøllede. Jeg kan lide det. Og jeg boede i Sydhavnen før.

Desuden er jeg så tæt på Vesterbro, at det næsten er hipt.

Mine venner og mine børn driller mig kærligt med, at jeg er blevet en semikapitalist. Som næsten er blevet husejer.

Hun har hellere villet rejse rundt i verden end eje en bolig, forklarede min veninde, nu vil hun bare det hele.

Min svigersøn kaster en lille smule op af grin, hver gang han gentager vitsen: Fra globetrotter til mormors kolonihavehus.

En veninde hentede mig tidligt igår morges, og vi løb forbi kolonihaven, hvor hun udbrød: Hvor har du bare gjort det rigtige på det rigtige tidspunkt. Mens hun sukkede lidt af begejstring over mine stikkelsbærbuske.

Jeg opgav ikke min lejlighed i Sluseholmen. Jeg valgte min nye lejlighed. Mit eget sted. Og med det fulgte himmel og lys og fuglekvidder. Ti minutters tramp i pedalerne bringer mig til kolonihaven, som får mit hjerte til at spjætte en lille smule af lykke, hver gang jeg åbner porten. Både her og der roder der af projekter, som langsomt skrider frem. Og tilbage. Fordi der bare er mine to hænder til at trylle.

Jeg lærer langsomt alt om solceller, samlinger til vandforsyning, noget med hammer og søm og skruemaskiner og selvfølgelig jord, frø og planter. Det går langsomt, og jeg har masser af tid. Eller – jeg har ikke masser af tid, men der står ikke en mand med et stopur. Jeg skal ikke nå noget til bestemte tider. Jeg behøver ikke polerede flader, mens det står på. Det bliver mit, det går langsomt, og jeg elsker det.

2 kommentarer

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 52, der følger denne blog

%d bloggers like this: