Archive for category Kræft
Byg det op
I dag er Kræftens Bekæmpelse helt undtagelsesvist gæstestjerne på bloggen. Nærmere betegnet Kræftens Bekæmpelse Furesø, fordi de er heldige at gå videre i en konkurrence på DR. Og du skal skynde dig at stemme på dem.
Konkurrencen hedder ‘Byg det op’ og foregår hos Danmarks Radio. På dr.dk skriver de: ‘Byg det op’ er en konkurrence, der giver dig chancen for at bygge din by bedre. Hvis du har en drøm eller en idé, der kan forbedre et sted nær dig, så kan du være med i Byg det op. Måske er det din drøm, vi hjælper med at gøre til virkelighed.
Kræftens bekæmpelse i Furesø har en drøm. Som springer ud af et forladt vandværk i Værløse. En drøm om at kunne bygge et center for menensker med kræft og deres pårørende, hvor de kan mødes. De har allieret sig med en lokal borgerforening, og foreningernes fælles drøm er, at vandværkets forladte bygning og den skønne omkring givende natur kunne blive til et rekreativt område for fællesskab, rehabilitering, aktivitet og sundhedsfremme til glæde kræftramte og deres pårørende.
I den vestvendte ende af Søndersø Vandværk ligger en bygning der ikke har været anvendt i godt 30 år. Denne del af det gamle vandværk kan indrettes, så der kan foregå patientstøttearbejde, rehabilitering, motions tilbud, samt rigtig mange sociale og sundhedsfremmende tilbud til gavn og glæde for nuværende, og tidligere kræftramte, samt deres pårørende. Projektet er et samarbejde mellem Furesø Kommune, Københavns Vandværk, Kræftens bekæmpelse, DR og DGI., og det kan komme til at betyde helt nye muligheder for kræftrehabilitering for kommunens borgere.
Projektet er et af 800 indsendte projekter, og nu er otte udvalgt til finalen. Fire projekter bliver til virkelighed. De fire modtager hver 1.6 millioner danske kroner samt hjælp til at opbygge lokalprojektet.
DU kan gøre en forskel og være med til at give liv til dette projekt. Gå på DR’s hjemmeside, her, og stem på forslaget, ‘Kræftramte og deres pårørende flytter ind hos Vandværk’. Du kan give din stemme hver dag indtil den 23.maj kl 23.59.
STEM
Yrsa og vilkårene
Ynke-Yrsa er pakket tilbage i skuffen i pulterkammeret, hvor hun må leve sit hengemte skyggeliv. Så jeg kan fortsætte for mig selv, og løbe videre ud i verden med fingre og fødder, som jeg hele tiden har gjort.
Jeg kan ikke gøre så meget ved dem. Vi har langsomt vænnet os til hinanden og lever i en slags fredelig sameksistens. Med jubelhyl når de i perioder næsten forsvinder, dog. Jeg er ikke masochist. Jeg kunne måske tage noget epilepsimedicin for den slags smerter, siger min datter, som ved noget om det. Vil jeg have epilepsimedicin? Nej? Så vi må finde ud af det sammen, fingrene, fødderne og jeg. Det er en slags lynkursus i mindfulness, som jeg har lært det i Nepal. Livet er hele tiden fyldt med vilkår, som man må finde sin måde at leve med. Så de ikke bliver barrierer. Når man nu ikke kan ændre væsentligt på dem.
Når Ynke-Yrsa stikker sit jammerfjæs for langt frem, kommer fingrene og fødderne for meget i fokus. De tager fokus fra resten af mit liv. Fra de mennesker, jeg omgiver mig med. Fra det arbejde, jeg helst vil bruge en masse energi på. Jeg mister koncentrationen og mærker det onde for meget. Jeg bliver dum og kedelig. Og meget lidt rummelig. Ligegyldige opdateringer på Facebook om hø-hø eller ti-hi, billeder af katte eller fade med mad, løberapporter og sejhedshyldester…. kunne udløse et hidsigt tryk på unfriendknappen. Farvel og tak. Det gør mig ikke til et godt menneske. Det er bedst, når jeg lader andre have deres katte, mad, løb og hø-hø i fred.
Jeg lever altså bedst med fingre og fødder uden for meget opmærksomhed. Når jeg så alligevel lader Yrsa stikke fjæset frem fra tid til anden, er det mest for at advare om lammere i farvandet. En slags blanco-undskyldning, fordi jeg ved, jeg hvæser.
Så til den veninde, der skrev på Facebook, at Yrsa skal have lov at være der: Nej, det skal hun ikke. Hun tager simpelthen for meget energi. Energi jeg skal bruge på andre mennesker og verden omkring mig. Fordi de har meget mere brug for det end Yrsa. Og jeg har meget mere brug for dem end for hende.
Yrsa på overlevelsestur
Det er længe siden, min indre Ynke-Yrsa har stukket sit grimme fjæs frem her i mit lille urtebed. Men nu er hun her. Opmærksomhedskrævende, som altid, når hun bryder igennem. Det er også ret præcist et år siden, jeg sidst skrev om hende, og om at stikke lammere.
Hun piver over alle de tæsk, min krop har fået. Af så mange kemobehandlinger, så de fleste ville tro, det var løgn. Og kroppen piver, så jeg lover den skiftevis lammere og spabehandling for at holde kæft. Når Ynke-Yrsa har held til at bryde igennem, er det fordi jeg bliver bekymret. Eller jeg bliver bekymret, når det lykkes hende. En del af prisen for at leve har været at føle mig virkelig meget i live på den kedelige måde. Også på den fede måde. Utroligt meget på den fede måde, men i live på måden hvor jeg har ondt næsten hele tiden. Jeg kan sagtens leve med det. Fordi det ligger nogenlunde konstant. Og fordi det fordufter ind imellem. Og fordi en af gevinsterne har været en veludviklet evne til at håndtere smerte. Min smertehåndtering handler ikke om at dele oplevelsen.
Men når det ligner noget, der bliver værre. Og hyppigere. Og længerevarende. Bliver jeg lidt bekymret. Er det forvarsler om noget dalende førlighed på sigt? Er det bare en periode, eller er det en stigende kurve fra nu? Er der krøllede, stive led længere fremme?
Jeg kan leve med nerveskaderne. Som giver en følelse af at vandre på luftpuder på ulmende gløder. Som giver sovende og brændende fingre. Vi har nærmest vænnet os til hinanden.
De hidsige angreb på mine fingerled og tæer kan jeg også tilgive kroppen og universet. Selvom de får mig til at pive lidt på dårlige dage. Men når jeg i ugevis har roterende rundsave i fingre, tæer, håndled og fodled. Og når knæ og albuer ømmer på den påtrængende måde. Og særligt når hofter og skuldre begynder at brumme med på en stille baggrundsbas. Bliver jeg bekymret. Og arrig. Og ikke særligt overbærende.
Når mine løbeture bliver overlevelsesture, og jeg hele vejen hvæser af kroppen, bliver jeg grundsur. Og så er det, at jeg let kommer til at stikke verbale lammere. Også til helt uskyldige, velmenende mennesker, som bare klapper Ynke-Yrsa på skulderen. På forhånd, undskyld.
Og, ja, jeg skal nok. Aflægge min nye læge et besøg, hvis jeg bliver bekymret nok.
Tak, fordi jeg fik luft. Og pil så af, Yrsa.
Spadsereture og langsomhed
Posted by Helle in Bøger, Familieliv, Kræft on 7. april 2013
For nogen tid siden var jeg sammen med en god ven, som spurgte: Helle, hvordan kan det være, du altid vil på toppen? Hvad kommer det af? Det affødte en længere snak om vandretraditioner, spadsereture, rejser og klatring. Han forsikrede mig, at han elsker at spadsere, men ikke kunne drømme om at klatre op på en fjeldtop. Eller få for meget sved på panden undervejs. Det blev en længere diskussion om historiske og kulturelle baggrunde for det ene og det andet. Sådan som jeg elsker at tale med netop ham.
Og i denne uge har jeg spadseret. Også løbet, selvfølgelig, men spadseret på den langsomme måde, sammen med kloge og dejlige mennesker, hvor man får det meste med.
Ugen startede med et par timer i selskab med Anna på Amager Fælled. Det er noget, vi gør med jævne mellemrum. Mødes på Amager Fælled og går sammen, mens vi taler om ting, der er vigtige indeni os for tiden. Lige før påske udgav Anna sin bog om at være introvert, og jeg har været velsignet med flere timer i hendes selskab, mens bogen blev til. Jeg har endnu ikke læst den, men jeg er blevet meget klogere på det at være introvert og ekstrovert, mens vi har travet rundt på den fælled, vi begge to elsker ret højt. Jeg har altid tænkt, at introverte mennesker er sådan nogle lukkede, stille og generte noget, der helst holder sig for sig selv. Den opfattelse har Anna ændret på. Hendes perspektiv handler primært om, hvordan man henter sin energi. Er det bedst, når man lukker sin dør og er stille i sit eget selskab? Eller henter man bedst energi ved at være sammen med andre? Og jeg er klart et mudret mix af begge dele. I denne uge har jeg solet mig i glæden ved at være sammen med det ene dejlige menneske efter det andet. Om et par måneder går jeg ud i bjergene alene i flere uger, og elsker det. Kan kun sige – læs Annas bog og bliv lidt klogere.
Senere på ugen var jeg til møde i Århus, og efter måneders mailudveksling havde Lene og jeg sat hinanden stævne. Vi gik et par timer rundt om Egå Engsø i strålende sol og talte sammen om kræft, om muligheden for at dø, om bizarre erfaringer fra sygdomsoverdrevet, om familie, om fremtid, og om hvordan vores liv på underfundig vis havde fælles tråde. Sådan som to mennesker kun kan tale sammen, når de har en ganske særlig rygsæk med. Og bærer den lidt på samme måde. Vi grinede, var alvorlige, ind i mellem sørgmodige, men mest glade, tror jeg. Fordi det er rart at møde nogen, man kan være lidt i samklang med, om det der kan være så svært at dele.
De sidste par dage har jeg spadseret med en to-årig tumling, som jeg passede, mens hendes mor var på arbejde og hendes far i USA. Vi taler dybt på vores egen måde. Jeg er henrykt over hendes måde at gå på opdagelse i verden. Hun lytter med alvorlige øjne, når jeg viser hende noget nyt. Og hun gentager det. Og gentager det. Og gentager det. Mens hele det lille fjæs eksploderer i fryd. Vi har travet timer gennem København. Vi har udforsket samtlige dyr i Københavns Zoo og været opslugt af svømmende isbjørne gennem glas. Vi har været i Musikbyen og skrive mig op til en have. Som Vera også vil have. Vi har travet igennem den gamle fiskerihavn og set på både. Og svaner. Og vi har sejlet med havnebussen og travet hele vejen hjem til Frederiksberg, mens den ene af os faldt i søvn.
Smukhed
Jeg skriver lidt sammen med Lene. Som lige nu strider sig gennem tungt vand til livet, modvind og op ad bakke. Lige inden jul blev Lene opereret for en tumor i hjernen, og det skriver hun om på sin blog. Hun skrev til mig, kort før hun startede 30 strålebehandlinger. Et brev hvor hun bad om gode historier. Om erfaringer med at holde røven oppe på sig selv i stormvejr. Midt i noget der kan have en lidt tåget slutning.
Jeg har ikke prøvet at få strålet min hjerne, men jeg har stået der. I tungt vand til livet. I modvind op ad bakke. Og hvad gjorde jeg? Dengang for snart seks år siden? Kræftbehandling er så fuld af grimhed. Grimme afdelinger, grimme maskiner, grimme tanker. Hår der falder af i totter. Kroppe der svulmer op og svinder ind. Blå mærker. Mad der smager grimt. Når det er overstået, må man få al den grimhed til at vende til noget smukkere. Fylde verden med smukhed.
Og det var, hvad jeg gjorde.
Jeg havde levet i en slags beskyttelsesisolation, mens min behandling stod på, fordi kemoterapien virkede direkte ind på mit immunforsvar. Som var ikke-eksisterende. Det smukkeste, jeg kunne tænke på, var at pakke mig helt ind i mine unger, som sad i København. Jeg fik derfor en aftale med SAS om at få en sæderække for mig selv på et fly, pakkede en kuffert og al min medicin, og så var jeg afsted. Jeg blev to uger på Frederiksberg i et langt knus med unger og en lille bitte Alma. Jeg kan ikke huske, at solen ikke skinnede i de to uger.
Mit immunforsvar lod vente på sig, og jeg var stadig isoleret det meste af sommeren. Det skulle ikke hindre mig i at tage imod en udfordring fra nogle venner i København. Om at cykle den lange rute af Sjælsø Rundt. Jeg pakkede simpelthen cykeltraileren, cyklede ned til færgen, parkerede cyklen på vogndækket og stod udenfor under hele overfarten. Og så cyklede jeg selvfølgelig fra Odden til Frederiksberg. Jeg cyklede i strålende solskin, og jeg kan stadig høre, hvordan fuglene kvidrede. Jeg kan stadig lugte markerne, jorden og blomsterne. Jeg kan mærke fornemmelsen af solvarm vind på kinderne. Og der var usædvanligt mange blomstrende valmuer i vejkanten. Det var på den cykeltur, smukheden igen fik overtaget i mit liv.
Et par dage senere cyklede jeg Sjælsø Rundt med mine venner og kom næsten grædende i mål. Bare fordi jeg kunne. Lidt senere fnes jeg lidt og kom i tanker om, at der var stort set lige så langt fra Odden til Frederiksberg. Og da jeg cyklede tilbage til Odden sang jeg pludselig højt. For første gang i et halvt år. Smukheden var tilbage.
Et par måneder senere tog jeg mit yngste barn, som havde været krøllet helt sammen af angst, med til Zanzibar. Misforstå mig ikke. Alle mine børn havde været krøllet fuldstændig sammen i angst over, hvordan det hele skulle gå. Det var sådan lidt Sophie’s-choice-agtigt: pick one only. Det blev min yngste. Denne gang. Og det blev to uger med varme, vilde dyr, stille aftener med hver sin bog, snorkling med delfiner på åbent vand, blomster, krydderier og lange gåture. Smukhed i lange baner.
Det har altsammen været med til at trænge plastikposer med kemoterapi, CT-scannere, blodtransfusioner og hospitalssenge tilbage til den hylde i hjernen, hvor den slags bør ligge. Som gør de første vaklende skidt mod et nyt liv mulige.
Et svirp af pisken
Det er meget sjældent, at kræftmonsteret stikker sit grimme fjæs frem. Men jeg får et lille svirp af den onde pisk ved vintertide. Mit livs forbandelse har efterladt mig med et laset immunforsvar, der tror, at årets influenza skal bydes indenfor. Hvert år. For jeg kan se, at jeg de sidste par år har hostet mig igennem febertågerne ved denne tid.
Faktisk har jeg i flere år haft officiel tilladelse til at få influenza. Uden panikanfald. For influenzasymptomer er ikke noget, man spøger med de første år efter lymfekræft. Lidt feber, der varer ved. Træthed. Klamme svedeture. Hudkløe. Hævede lymfekirtler. Blå mærker eller en smule blod på tandbørsten. Alt sådan noget, der kan dukke op med en uskyldig vinterinfluenza, kan også være lymfekræft i forklædning.
Så når influenzaen giver en bonusomgang. Og hæger sig fast i min trætte krop lidt længere end i andre. Begynder alarmklokkerne ganske stille at hvisle, og min mave bliver en lille hård indvendig knold. Jeg trækker dynen lidt tættere omkring mig, mens der kryber mikroskopiske myrer under min hud. Og jeg bliver lidt stille.
Indtil jeg kan mærke, at det, der bare var en vinterinfluenza, stille siver ud gennem mine tæer. Og livet går videre.
Knæk hvad?
Kan vi ikke godt aftale, at vi snart er færdige med at klovne os igennem det der cancer? Mens vi hyggegyser over de andres skrækkelige skæbner. Og vinder biler, mens vi køber en slags aflad med en kendis i telefonen? Jeg trænger til en pause.
Jeg har altid haft det anstrengt med den slags sammensurium af dagsordner, og siden jeg selv blev syg, har det været mig inderligt imod. Til kvalmegrænsen. En enkelt gang i ugen forvildede jeg mig over på TV2, der knækkede løs på cancer. Til et program med Bubber, som var rejst til Lanzerote med en gruppe tidligere kræftpatienter. Bubber kvidrede rundt, mens han udråbte sine buddies på turen til helte. Fordi de overlevede. Og fordi de løb fem kilometer, eller hvad det nu var. Mens der kørte et banner i toppen af billedet med opfordringer til at kaste penge ind på en konto, så TV2 kunne knække videre
Og når Bubber ikke kvidrede rundt, viste TV2 sort-hvide billeder af kræftramte eller godhjertede sygeplejersker. Med lukkede øjne og sørgemusik i baggrunden. Der havde en god dag, når de “kom helt under huden på deres (kræft)patient”. Undskyld, undskyld, hvis jeg kaster lidt op i munden.
Det er svært og sårbart at tale imod en folkebevægelse. Og det er som en slags folkevægelse. Der fester, gyser, spiller golf eller løber for eller imod kræft. En folkebevægelse, der hylder Kræftens Bekæmpelse, som om det var dem, der gør folk raske. Eller hjælper andre til at dø en ordentlig død. Kræftens Bekæmpelse gør meget godt. Og en del knapt så godt. Og rigtig meget, der godt kunne udfordres mere, end det bliver. Men det er læger og sygeplejersker på vores hospitaler, der gør det daglige arbejde. Sørger for at syge folk får den rigtige medicin til den rigtige tid, bliver opereret, får fred, mad og svære nødvendige samtaler. Det er dem, der tørrer bræk op, tørrer os i røven, lægger slanger ind her og her og hænger posevis af giftig medicin i vores dropstativer. Mennesker, der arbejder røven ud af bukserne på de hospitaler, vi langsomt har forsøgt at aflive gennem de sidste mange år. Som ingen gider betale skat til at financiere.
At få kræft er hårdt arbejde. Man er ikke en helt, fordi man ikke dør af det. Man er heldig. Man er heller ikke en helt, fordi man kan løbe, cykle eller bestige bjerge bagefter. Man er heldig. Man er lige så lidt en helt, som man er en evig stakkel. Kræft har ingen mening. Det er bare benhårdt arbejde. Og man er uheldig, at det lige tog bolig i den krop, der er din.
Jeg føler mig misbrugt, underkendt og udstillet, når TV2 og andre gør cancer til underholdning. Jeg fatter hat af det overskæg, som skal gøre noget cancer i den anden ende af mandekroppen lidt hyggesjovt. Og jeg bliver decideret antilyserød, når brysterne en gang om året får deres helt eget show i fjernsynet. Jo, de samler penge ind, så vi kan pudse samvittigheden, mens vi danser, er lyserøde eller løber. Men de skaber sig også et brand i befolkningen. Som dem der gør noget. Dem der helt uden beregning kaster produkter ind for at få flere til at joine. I modsætning til sådan nogen som mig, der ikke engang gider like på Facebook. Og de kan muligvis overbevise sig selv om, at det er renhjertet godgørenhed. Jeg har stadig smagen af opkast i munden.
Et møde
I sidste uge mødte jeg en mand, som havde stor betydning for mig, dengang jeg var syg. Han var ledende overlæge på den afdeling, jeg flyttede ind i, og vi kendte hinanden fra tidligere samarbejde om elektronisk patientjournal og kræftforskning. Nu var vi patient og læge..
Han var den bedste til at træde til, når jeg flegnede ud og kravlede sammen i fosterstilling. Han gav mig de bedste klap på skulderen undervejs. Han var den, der tog sig tid til at tale alting igennem med min yngste datter, som var helt forkrampet i sin rædsel for, hvad der kunne ske med mig. Han svarede på alle hendes tre millioner spørgsmål og efterlod hende med lidt større tillid til verden. Det var ham, der engang kiggede ind i min meget sårede mund. Og sagde: der er kvinder, og så er der seje kvinder, for jeg har sjældent set en mund som din.
Jeg var ret vild med ham som læge. Ikke at jeg sådan kunne kalde ham for ‘min læge’, for han var ikke sådan at få for sig selv. Han havde bare en suveræn evne til at træde til og træde i karakter på de helt rigtige tidspunkter.
Jeg mødte ham til en konference i sidste uge, hvor han holdt en tale. Senere gik jeg hen og sagde hej og fik et stort knus. Vi talte længe om løst og fast. Om konferencen. Om den gamle afdeling i Århus, som han heller ikke længere er på. Om elektroniske patientjournaler og telemedicin. Om alt det arbejde vi havde lavet sammen dengang. Og den slags. Vi talte længe, og til sidst gav vi hinanden et knus og gik tilbage til vores borde.
Først lidt senere gik det op for mig, at vi slet ikke havde talt om vores fortid som patient og læge. Han havde glemt det. At jeg havde været patient på den afdeling.
Og så blev jeg helt uhæmmet kisteglad. Han huskede alle de faglige ting, vi havde haft sammen. Og det er meget bedre at være husket for. End at være husket for at være en skaldet og rædselsslagen hystade, krøllet sammen i fosterstilling.
Jeg har sendt penge, alligevel
Det sker meget sjældent, at jeg støtter private indsamlinger, og det sker endnu sjældnere, at jeg støtter nogens desperate beslutning om behandling i et andet land. Jeg har bevæget mig for mange år i sundhedsvæsenet. Jeg accepterer, at nogen dør. Vi kan meget, men vi kan ikke alt.
Jeg har også selv været der. Jeg kunne have været den, der ikke blev hjulpet af den kemeoterapi, jeg fik for fem år siden. Det havde jeg også en slags sær accept af dengang. At døden også var en mulighed. Pludselig. En mulighed, jeg ville kæmpe imod med næb og klør. Eller jeg kæmpede for den anden mulighed. At leve. At holde mig selv stærk nok til at tåle den vilde behandling, lægerne hældte i mig.
Derfor rører Runes beretning mig. Rune er ikke endnu en desperado, der skælder ud på samfundet over sin dødelighed. Jeg hører ingen bebrejdelser. Tværtimod har han brugt sig selv og sit eget eksempel gennem Facebook til at få mere end 1000 mennesker til at melde sig som blod- og knoglemarvsdonorer.
Han fik sin knoglemarvstransplantation, og den gjorde ham ikke rask. Nu er lægevidenskaben ved at løbe tør. Der er grænser for, hvor meget kemoterapi, et menneske kan tage imod. Kroppen kan ikke blive ved. Kemoterapi for leukæmi er, ligesom kemoterapi for lymfom, ualmindeligt skrappe sager. Jeg ved det. jeg har fået de samme stoffer, som Rune fik før sin knoglemarvstransplantation. Det er hell on earth. Også selvom jeg kom nådigt igennem og levede videre.
Rune er ung. Skulle have livet for sig. Og de sidste år har han brugt på at holde fast i det. Han er nu på det, der hedder livsforlængende behandling. En behandling, der forsøger at bremse en vild sygdoms fremmarch, men som nok ikke standser den. Eller udrydder den. Og han har hårde odds, fordi den tidligere behandling hånd i hånd med sygdommen har udryddet alle former for immunforsvar. Det immunforsvar, han også har brug for i forhold til kræftsygdommen.
Rune fremstår ikke som en mand med en blind tro på mirakelkure. Men han har fundet sig et sted i Østrig, som arbejder med netop at styrke kroppens egne ressourcer. I samarbejde med den østrigske kræftorganisation. Og jeg har enorm respekt for lige præcis den formulering, Rune bruger: vi har fundet frem til en mulighed, som vi mener kunne være med til at give ham en chance for et bedre liv eller måske endda blive kureret. Ingen blår her – kun realisme. Og vi kan lære så meget mere om, hvordan kroppens egne ressourcer kan forstærkes, når vi behandler de vilde blod- og lymfekræftformer.
Og samtidig fortsætter han sine opfordringer til folk. Meld jer nu som bloddonorer og knoglemarvsdonorer. Det kan måske hjælpe et andet menneske, som engang får brug for en knoglemarvstransplantation.
I aftes tonede han frem i en helt usædvanlig alvorlig del af Aftenshowet med sit budskab. Du kan læse mere om Rune her, og du kan sende penge efter ham på reg.nr. 8401 kontonr. 1178427. Og når du har gjort det, kan du skynde dig ind på bloddonor.dk og melde dig som donor. Det er let, og du kan donere i levende live og leve lykkeligt videre bagefter.
Gør det nu bare.
Advarsel: surt opstød i farvandet
Jeg vil gerne bytte fødder og hænder. Jeg har virkelig fået nok af dem. De topper selvfølgelig også med både brækkede tæer og dårlig hæl lige nu. Og jeg er virkelig ikke god til at blive begrænset i mine fysiske udfoldelser. Jeg bliver olm og uvenlig. Og selvom jeg elsker at cykle for fuld udblæsning tre timer i solskin. Eller padle rundt i vandet omkring mit hjem. Så.er.det.bare.ikke.løb.
Kunne vi ikke lave en aftale? Når nu jeg næsten uden at brokke mig lever med sovende fødder og fingre. Som hele tiden har den irriterende prikken under fodsålerne og i fingerspidserne. Og når jeg næsten uden at brokke mig eksisterer fredeligt med ild under fødderne. Og med hænder der bare kort og godt gør ondt. Altid. Kunne du så ikke ondulere den hæl? Så vil jeg undlade flere ninjaspark mod teltpløkke.
Tæerne heler planmæssigt, og jeg kan nu skifte plasterforbindingen uden at hyle. Min hæl, derimod, bliver ikke bedre. Den blev en overgang overdøvet af de to miserable tæer, men nu er den tilbage for fuld kraft. Og det forstærker bare alle de sædvanlige irritationsmomenter ved hænderne og fødderne, som der ikke kan gøres andet ved end at leve med dem. Det er gamle nerveskader fra kemoterapien. En del af prisen for at være her i dag. Og det er for det meste en helt fair pris. Det gør heller ikke lige ondt hele tiden. Det er værst om morgenen, og hænderne hyler og vræler den første halve eller hele time af en cykeltur eller rotur. Men så stilner det lidt af. De underholder mig også med gode og dårlige dage, som jeg ikke har knækket koden på. Eller måske skulle jeg kalde det dårlige og endnu dårligere dage. Men så finder jeg aldrig nogen, der vil bytte.
Det er ikke verdens kønneste fødder. Lidt for brede, lidt for små og lidt for høje. Men de har tjent mig godt. Det meste af tiden, og de står fast i underlaget på en meget jysk måde. Vil du bytte? Bare en uge? Vi trænger virkelig til lidt tid uden hinanden.
-
Du kigger på arkiverne for kategorien Kræft.
Seneste kommentarer