Jeg er groet af kvindebevægelsen. Var for ung til at brænde bh’er med rødstrømperne, men jeg har været i basisgruppe og på kvindehøjskole og levet mit kvindeliv på godt og ondt. Jeg har altid været feminist, og jeg har altid betragtet mænd og kvinder ligeværdigt.

For et år siden startede hashtagget #MeToo en bevægelse, der med kvindernes fortællinger åbnede for en dialog om magt og sex og overgreb, som kvinderne før havde begravet. Eller mændene havde. Men kvinderne havde været tavse. #MeToo satte fokus på seksuelle overgreb og seksuel udnyttelse i ulige magtrelationer.

I det danske medielandskab synes den åbning for dialog at være overset. Eller glemt. Eller måske kom dialogen bare aldrig sådan rigtigt igang i Danmark? Radio, tv og dagblade inviterer på årsdagen for #MeToo i udstrakt grad mændene til at fortælle, hvad #MeToo har gjort ved dem. Og de siger næsten allesammen noget med at føle sig dømte, at #NotAllMen, at det har taget overhånd, at kvinder også kan, eller at nogle kvinder har en seksualitet der søger autoritet. Medierne taler om ‘krænkelse’ og ‘krænkelseskultur’, om overfølsomme kvinder, og om at #MeToo r en bevægelse for hvide, vestlige middelklassekvinder.

Det kræver stor tålmodighed at være feminist i Danmark. Resultatet er nemlig en giftig og ophedet diskussion, hvor mænd og kvinder konstant sætter hinanden til vægs. At være kvinde med en holdning, afmonterer næsten taleretten omgående.

Lad os forsøge igen. Lad os glæde os over, at #MeToo banede vej for kvinder til at tale om overgreb, de havde været tavse om. Lad os glæde os over, at vi trods alt er begyndt på en dialog om, at sex forudsætter samtykke. Lad os tale mere om, hvordan.  Lad os tale om, hvordan #MeToo kan bringe langt større respekt i relationerne mellem mænd og kvinder (og andre køn). Lad os tale om, hvordan det er blevet mindre selvfølgeligt at kunne bruge en magtposition til seksuel udnyttelse.

Og lad os for pokker holde op med at bruge al energien på, hvad #MeToo ikke handler om.

Jeg er ked og trist i de her dage. For vores gode, kærlige og kloge ven døde fra os i sidste uge. Jeg går på arbejde med det meste af min opmærksomhed deponeret et helt andet sted. Jeg er ikke engageret, jeg er kedeligt selskab, og jeg kan ikke rigtigt svinge mig ind i et festligt lag. Hvis jeg glemmer noget, ved du hvorfor.

Alligevel sagde jeg ja tak, da en veninde inviterede på CAnalrundfart med Copenhagen Pride fredag aften. Hun kender og er også ked, så vi kunne starte med at græde sammen. En anden veninde havde rosé med i tasken. Alle veninderne kendte og vidste. Det var rart, og det blev sjovt. Det blev faktisk den sjoveste sejltur gennem København nogensinde.

Vi – de heteroseksuelle – blev hængt kærligt ud. Og de andre heteroseksuelle blev udpeget i de andre rundfartsbåde. Det var ubetaleligt sjovt. Bagefter drak vi mere velgørende vin og spiste godt.

Pridefesten kulminerede lørdag med paraden fra Frederiksberg Rådhus til Københavns Rådhusplads. Jeg elsker den. Paraden er en lang fejring af kærligheden. Af at det er muligt. At vi kan elske, den vi gør som vi nu gør det. Problemerne og diskrimination er ikke væk, men det gør mig hvert år så glad og stolt, at København kan stille den mangfoldighed. Se, hvor forskellig kærlighed kan se ud. Se al den glæde. Vær med, tag del. Men paraden er også altid en påmindelse om, at friheden til at udtrykke sin seksualitet til stadighed er størst, når mænd og kvinder danner par.

Den parade gjorde mig lige lidt glad.

Jeg græder næsten aldrig på internettet. Jeg gør det hjemme. Sammen med mine børn eller med mine venner. Men jeg har skrevet på internettet, næsten siden det blev opfundet. Og det ville nok være helt naturligt at skrive om de allersværeste situationer. Det er det bare ikke. For de sværeste situationer omfatter altid andre mennesker, og jeg hverken kan eller vil dele private svære ting, som også er andres private svære ting. Min mors dødsleje var ikke min oplevelse, men vores oplevelse. Når mine børn har det svært, er det mellem dem og mig. Når mit hjerte bløder, er der altid andre mennesker involveret. Det kan jeg ikke skrive om.

En rigtig god ven er ved at dø fra os. Det fylder hele mit liv lige nu. Jeg prøver halvhjertet at arbejde. Det går nogenlunde noget af tiden. Resten af tiden går det ikke godt. Jeg er ligeglad. Det er ikke vigtigt.

I dag talte vi om at skabe åndehuller i sorgen. Det er det, jeg gør, i stedet for at græde på internettet. Skaber åndehuller. Og jeg brugte mit vand til mit åndehul. Jeg satte kajakken i vandet og roede ud. Inde i mit lille smørhul var der vindstille og varmt, og jeg roede stille ud. Ude var der bølger. Af den slags der kommer fra flere sider. Når man ror i bølger, er den bedste strategi at ro direkte op i dem. Ikke fra siden, så bølgerne tager magten over kajakken. Og det er ikke svært, når vinden opfører sig efter bogen. Ligesom resten af livet. Gå dog direkte op i det.

I dag opførte vinden sig ikke helt efter bogen, og min lette glasfiberkajak blev kastet lidt rundt. Jeg måtte koncentrere mig om at navigere i de uforudsigelige bølger, der rullede ind fra snart den ene, snart den anden side. Mine knæ anstrengte sig voldsomt for at balancere både mig og kajak, og både arme og ryg knoklede for at blive ved med at drive kajakken fremad. Jeg blev på vandet.

I halvanden time tænkte jeg ikke på min kloge, kærlige, sjove ven og hans elskede. Senere græd vi sammen igen.

For mange år siden var jeg sammen med en veninde hos en klog kone på Mols. Vi trængte til lidt livsvisdom og måske noget retning på vores liv. Den kloge kone havde tidligere været Mensendicklærer og massør, og hun tog os på skift i sine stærke hænder. Hun masserede min krop og læste den og gav mig det råd at involvere vand mere i mit liv. Sådan bogstaveligt talt få noget vandsport ind i mit liv. Måske bo ved vandet. Det ville give mere balance i mit liv, sagde hun. Min veninde skulle finde sig en håndværker.

Måske havde hun ret? Jeg syntes, en håndværker lød sjovere. Men jeg elsker vand, og jeg har siden faktisk fået mere vand i mit liv. Og ingen håndværker. Jeg sommer- og vinterbader, jeg ror kajak, og mit lillebitte kolonihavehus ligger lige ved vandet. Jeg ved ikke, om det har bragt mere balance i mit liv, men jeg elsker det. Og det er vel en slags balance i sig selv – at fylde mit liv med noget jeg elsker.

Jeg har venner, der aldrig bader. Jeg har venner, som bader, hvis jeg trækker dem med. Selv har jeg altid badetøj i tasken. Jeg bader, når det er muligt. Badetrang er et ord hos mig. Sommer og vinter. Og det er egentlig ikke så ringe. Også uden håndværker.

Efter en uge fyldt med børn, solskin og is, tog jeg tilløb og tog fat på at male mit lille bitte hus. Jeg holdt til halvdelen af de indvendige vægge og loft. Så måtte jeg have luft under fødderne. Og jeg blev enig med mig selv om at gå på opdagelse i et område, jeg ikke kender ret godt. Jeg pakkede min rygsæk med telt, soveudstyr, trangia, mad og en meget lille smule tøj, og så hoppede jeg på et tog til Padborg. I Padborg følger man blot perronen, til den slutter – der begynder Gendarmstien. Gendarmstien er en EU-certificeret vandresti langs den dansk-tyske grænse. Den følger de gamle ruter, som grænsegendarmerne gik for at passe på grænsen. Hele vejen emmer af historie.

Den første etape følger næsten slavisk de gamle grænsesten og må også markere præcist en del af det stræk, hvor danske politikere planlægger at bruge 80 millioner på et hegn, der skal forhindre for mange tyske vildsvin i at krydse grænsen. Jeg kan kun glæde mig over, at jeg har nået at gå den strækning uden hegn. Og når samtlige undersøgelser viser, at ingen vildsvin har været smittebærere, men at smitten kommer med svinetransporter og lastbilschaufførers efterladenskaber, kunne jeg sagtens se bedre muligheder for de 80 millioner. Men det handler om at vise handlekraft mere end fornuft.

Turen er smuk. Det var betagende, da Flensborg Fjord åbnede sig foran mig. Og resten af turen gik stort set langs kysten. Den gik igennem forbløffende få turistområder og lange stræk med – ingenting. Jeg overnattede på primitive lejrpladser. Betalte 20-25 kr på de private og ingenting på de andre. Jeg har sovet på stranden og i skoven, og jeg har badet og badet og badet. Det er det, man kan, når man går fem dage langs vandet. Og det gjorde det rart at gå i den bagende sol. Jeg gik alene, og jeg gik i gennemsnit 25 km hver dag. Man kan sagtens gøre det langsommere og dele turen op i kortere etaper.

Jeg elsker at gå alene. Alene med luften, vandet, fuglene og mine tanker. Det giver en særlig ro, som er svær at finde på andre måder. Det er også dejligt at gå med andre, men det er noget helt andet. Jeg kan ikke anbefale det nok, det med at være i sit helt eget selskab i flere dage. Og jeg møder altid mennesker undervejs, og når jeg møder mennesker på vandring, bliver det altid til interessante samtaler. Det er en gave at give sig selv tid. Tid til at gå, tid til at glo ud over vandet, tid til at tænke videre på tanker, jeg tænkte i går. Fordi jeg havde telt og mad med, kunne jeg gå, til jeg ikke gad mere og slå mit telt op lige der, hvor jeg landede. Jeg kunne sove, så længe, jeg ville, spise langsom morgenmad og gå, når jeg havde lyst.

Gendarmstien slutter i Skovby på Sydals, og da jeg ankom søndag, måtte jeg sande, at der ingen busser gik til Sønderborg den dag. Så langt ude på landet er du nu, sagde kassemanden i den lokale Brugs. Jeg vendte om og gik tilbage til Vibæk Vandmølle, hvor der er den fineste lille private lejrplads med en storslået udsigt over vandet. Og så gik jeg tilbage til Sønderborg næste morgen. Det blev til en gåtur på samlet 115 km og en dejlig tur i det sønderjyske. Skulle I få lyst til turen, så medbring godt med vandflasker, for der er ikke mange steder at tappe vand undervejs.

Min tur sluttede ved Åbenrå Fjord i gode venners sommerhus, og nu er jeg tilbage i varme København og klar til at male lidt videre i mit lille hus.

Vores land er så pænt i solskin. Der ligger flere billeder på Instagram, som I kan klikke ind på i højre side

En del af mine venner ved, at jeg planlagde at tage tilbage til Grækenland for at arbejde i den efterhånden permanente flygtningelejr, Moria, på Lesbos. Den er blevet næsten permanent og ubeskriveligt rædselsfuld. Jeg lavede en aftale med den eneste NGO, der driver en sundhedsklinik inde i lejren. En græsk NGO der arbejder derinde i dagtimerne og i modtagecentrene på kysten om natten. Alt var godt. Men så modtog jeg en mail, der forklarede, at jeg skulle godkendes af myndighederne. Fint nok, tænkte jeg, for sidst jeg arbejdede der, var der frustrerende mange, der kaldte sig sundhedsfaglige uden at være det. Folk der af forskellige grunde søgte dramaet i den desperate situation.

Jeg skulle fremsende mine eksamens- og autorisationsdokumenter – helt fint, tænkte jeg. Men de skulle oversættes til græsk af en autoriseret oversætter. Jeg skulle udover det have en udtalelse om, at jeg er kompetent og troværdig af en ledende fagperson, der ikke er min direkte chef. Også oversat til græsk af en autoriseret oversætter. Endelig skulle alle dokumenterne påtegnes i Udenrigsministeriet. Det betød en udgift på 3-5000 kr for tre ugers frivilligt arbejde – inden jeg havde betalt flybillet og ophold. Jeg nåede min grænse, takkede pænt nej og lagde planerne på hylden.

I stedet lejede jeg et sommerhus på Falster og inviterede de unger med, der kunne. Det kunne mit yngste barn og hendes livlige flok, som åndede lettet op over at slippe ud af byen. De havde en uge, hvor faderen stadig skulle arbejde. Jeg byttede nød og elendighed ud med uspoleret sommerglæde og feriebegejstring. Vi boede i første række til stranden og i fin afstand til den opgejlede ferieby med fadøl, minigolf og dårlig musik. Vi badede morgen, middag og aften. Vi slog teltet op på græsplænen, så pigerne på skift sov sammen med mig. Vi lærte de to små vandbegejstring.

Ingen af de to var tiltrukket af vandet. Stranden var fint, men de slog sig ned længst væk fra vandet og legede i den store sandkasse. Lige til vi kom på at vise dem, hvordan der kunne hentes ubegrænsede mængder vand til sandlegetøjet. I løbet af en eftermiddag lå Esther og pjaskede i vandkanten, og Otto lod sig overtale til at stå i det lave vand. De gik på opdagelse i sanseoplevelser af vådt sand mellem tæerne og vandets temperaturskift. De studerede vandmænd og fandt fire sten. Vi voksne løb ture på diget og drak masser af kaffe. Og vin. Vi vågnede før børnene og levede vores liv udenfor huset.

Da ugen var slut, cyklede jeg så de 140 km hjem. Fordi det også er ferie for mig.

Nu er vi lidt forelskede i tanken om et sommerhus.

Omme i min baghave er der vokset en ghetto. Faktisk ved jeg ikke, om det er hele Sjælør Boulevard, der er blevet ghetto. Eller om det kun er blokkene overfor stationen. De blokke der lige er blevet renoveret og gjort lyse og venlige. Eller om det er de blokke, der ligger længere oppe mod Vigerslevvej. Man kan ikke se det.

Sidste år lukkede 7eleven på stationen en periode om aftenen, fordi nogle ungdomsbanditter stjal slik hver aften. Jeg ved ikke, om de var fra ‘ghettoen’. Jeg har prøvet at se på blokkene med nye øjne, siden udnævnelsen til ghetto. Altså bare for at forstå, hvor den ghetto nu er. Men bortset fra de nyrenoverede blokke, ligner de sig selv. Jeg vinker stadig til de små piger, der kalder, når jeg løber igennem. Og jeg smiler stadig til kvinderne, der smiler til mig. Nå ja, nogen af de små piger har sort hår, og nogen af kvinderne har tørklæde på. Der er også små piger med sort hår og kvinder med tørklæde i min gade. Vi er vist ikke en ghetto – endnu.

Aj, faktisk er der helt fredeligt i det, de nu kalder en ghetto. Måske bor der nogle børster, men de spiller fodbold om eftermiddagen og leger i sandkassen.

Burde jeg føle mig utryg? Det har altid gjort mig tryg at høre forskellige sprog omkring mig. Det har gjort mig tryg og glad at være omgivet af forskellighed. Jeg ved ikke, hvorfor det gør nogen mennesker utrygge? Jeg bliver tryg i bevidstheden om, at her er plads og rum. Af at vi giver plads og giver en hånd.

Måske er jeg bare dansk på den helt forkerte måde. Jeg falder i hvert fald helt udenfor de fleste politiske beskrivelser af danskhed. Jeg bliver en lille smule kvalt af det. Jeg er aldrig bange for, at nogen vil tage min danskhed fra mig, bare fordi de kommer fra et andet sted. Jeg føler mig aldrig truet af, at nogen tror på den ene eller den anden gud. Kun af de, der tror for meget. For skråsikkert. Og det er ikke nødvendigvis på en gud.

Jeg skal begynde at skrive igen. Jeg skal. Jeg skal overvinde den inderlige modvilje, der vælter op i mig, når jeg sætter mig til tasterne. Mit liv er bedst, når jeg skriver. Jeg har en pligt til at skrive. Til at lade min stemme lyde i det hav af meningsløst politisk angst og vrede, der flyder ud over internettet hver eneste dag. Og jeg har noget på hjerte. Hver dag.

Men jeg starter med et tab. For i dag er maleren Per Kirkeby død. Uden Per Kirkeby havde jeg aldrig skrevet mit første speciale. Og måske heller ikke det andet.

Da jeg som så mange andre gik uhjælpeligt i stå i min specialeskrivning, talte jeg en smule fortvivlet med min vejleder. Hun var min vejleder på universitetet og hun var maler. Hun så længe granskende på mig og stillede et par spørgsmål til min sumpede tilstand. Så klappede hun papirerne sammen med et lille smæld. Gå i biografen, sagde hun. Hvad? Jeg så overrasket op. Gå i biografen og se Per Kirkebys dokumentarfilm om sit store maleri. Se den og hør rigtig godt efter alt, hvad han siger.

Jeg gik lettere forvirret derfra og trissede ned i Øst for Paradis og købte en billet og så filmen. Det var ‘Vinterbillede’, og pludselig midt i filmen, forstod jeg, hvorfor min vejleder sendte mig i biografen. Filmen handler om tilblivelsen af billedet og hvordan billedet af sig udvikler sig til noget han ikke kan lide. På et tidspunkt udbryder han, at han hader gult (eller var det rødt?), men han er nødt til at male det ud, før han kan gå videre. Han skal overstå alt det grimme, før der opstår energi i billedet.

Jeg gik hjem og skrev. Skrev og skrev mig igennem alt det, der var grimt. Alt det der rejste sig som modstand og trak energien ud af mit speciale. Og så skrev jeg bare mit speciale.

Nu er han død, den store mester. Hans kunst lever, og den energi, der ramte mig midt i hans fine film, må jeg kunne finde igen. Jeg tror, jeg skal skrive mig igennem det grimme atter engang for at finde ud af det garn, der har viklet sig om mine fingre. I aften sender jeg bare en kærlig tak og håber inderligt, at han kom godt afsted. Og jeg sender en tak til universet for at minde mig om at komme ud af en sump.

For mange år siden var jeg tilknyttet Århus Kommunes Sprogskole, hvor jeg underviste i sygdom og sundhed, det danske sundhedsvæsen og opfattelser af krop og helbred. Min undervisning var del af et obligatorisk integrationskursus, som alle, der kom til Danmark, skulle gennemgå. Og det var alle. Det var folk fra hele verden. Fra Iran, USA, Tyrkiet, Kina, Thailand, Somalia, Palæstina, Afghanistan, Spanien, Vietnam og mange, mange flere. Det var flygtninge, forretningsfolk, familiesammenførte, studerende, arbejdssøgende og folk, der bare flyttede sig.

Det var hamrende gode kurser. Kurset forløb over nogle uger og indførte kursisterne i det danske samfund og demokratiske grundprincipper. Sideløbende var der danskundervisning, men kurset her fandt sted så tidligt, at det foregik med simultantolkning. Typisk underviste jeg fem forskellige sproggrupper ad gangen, og det betød jo en ekstrem langsom undervisning. Alt skulle tolkes for alle. Og det var hamrende sjovt.

Jeg lærte alle tolkene at kende og hørte om deres besværligheder med at få jobs, de var kvalificerede til. De var næsten alle højt uddannede, men det var nærmest umuligt for dem at få kvalificeret vejledning i forhold til deres uddannelsesniveau. De blev tolke. Eller grønthandlere. Eller pizzabagere. Eller taxachauffører. Men var altså kemiingeniører, advokater, læger eller lærere.

Der var en begyndende ulmen i folkedybet mod indvandrere, som rettede sig med spredt fægtning mod ex-jugoslaviske krigsflygtninge, somaliere og tyrkiske arbejdere. Men de nytilkomne blev klædt godt på, og det gik dem faktisk relativt godt. De fleste mennesker har et indre drive til at ville klare sig selv.

Men så kom Venstre til magten i starten af nullerne. Og noget af det første, den nye regering gjorde, var at lukke de obligatoriske integrationskurser. De blev skåret til et absolut minimum, og de fysiske rammer blev flyttet ud af byerne. Ud på landet hvor huslejen var billigere. Og hvor det var svært for nytilkomne at komme, fordi de samtidig med kurserne passede deres skole og arbejde. Som jeg husker det, blev kurserne  derefter prioriteret til flygtninge og kortet dramatisk ned. Jeg underviste nogle gange ude på landet udenfor Århus, men så blev jeg vist sparet sammen med de øvrige eksterne undervisere.

Jeg tænker tit på de kurser, og på hvordan Venstre valgte at lukke dem. Jeg forstod det ikke dengang, og jeg forstår det ikke i dag. Vi var en række ret højt uddannede mennesker, der var tilknyttet som eksterne undervisere. Vi underviste for den kummerlige timeløn, der dengang blev tilbudt af kommunen. Vi gjorde det, fordi det var så meningsfuldt. Og sjovt. Det var jo dejligt at være med til at byde mennesker velkommen til vores land. Det var vidunderligt at diskutere menstruation og fødsler med somaliske kvinder. Mens to generte kinesiske mænd sad og stirrede lamslået på os. Det var fantastisk at forklare vores sundhedsvæsen for mennesker, der aldrig havde mødt noget lignende.

Jeg savner at byde folk velkommen og byde dem indenfor i vores samfund. Hvorfor holdt vi op med det?