Category Archives: Bøger

by - 3 kommentarer

En flænge i himlen

Lad det være sagt med det samme. Jeg har tygget mig igennem min del af kræftbøger. Næsten alle sammen enten kedsommelige eller direkte rædselsfulde. Jeg har en smule afsky for genren. Og har derfor også undladt at sende min verison ud i verden. Måske adskiller jeg mig fra flertallet af artsfæller. Og jeg har stor forståelse for behovet for at nedfælde sin historie. Det har jeg jo selv gjort. Men beholdt den for mig selv. For min historie adskiller sig ikke så meget fra alle de andre.

Jeg har i kræftgenren savnet litteratur. Altså bøger med litterær kvalitet. Jamen det har jeg altså. Det er ikke nok for mig at fortælle en historie, hvor spændende, den end er. Derfor går jeg også død i de fleste kriminalromaner, sportsbøger og bjergbestigerberetninger. Det var derfor med en vis forhåndsskepsis, jeg startede på John Green’s En flænge i himlen.

Bogen er vist nok kategoriseret som ungdomsbog, og den handler om unge med kræft af den seriøse slags. Men hold nu kæft, hvor er den godt skrevet. Den er dyb. Sjov. Sørgelig. Hjerteskærende. Og på en eller anden måde fuld af håb. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde er begyndt at græde over en bog. I vogn 91 på vej fra Randers mod Hovedstaden. Men det gjorde jeg. Ligesom jeg brød ud i højlydt kluklatter i bussen et par dage tidligere. Som hovedpersonen Hazel om den bog, der bliver et omdrejningspunkt, er jeg stærkt utilfreds med, at bogen slutter. Hvad mon der sker med Hazels forældre? Hvad mon der sker med den blinde ven Isaac?

Bogen er en kærlighedshistorie. Ikke bare af den traditionelle slags. Den er en kærlighedshistorie om selve livet. Om at skabe en lille uendelighed i det endelige. Den boltrer sig i sproglig akrobatik og dykker veloplagt ned og henter fra Den Store Litteratur. Den udstiller selvhjælpsbølgen, og den fortæller helt hudløst om det usigeligt svære: at gøre sine elskede ondt som et vilkår i et liv.

Bogen kommer ikke med løsninger på noget. Men jeg føler mig kærligt taget i hånden og strøget over kinden. Med en flygtig forståelse for alt det svære, der også stadig klæber til mig. Bogen har ikke en egentlig slutning. For der er jo ikke slutninger i livet. Kun for dem som ikke lever videre. Vi andre lever med fortsættelserne.

Læs den, hvis du gerne vil blive lidt klogere på den stilfærdige måde. Er du til e-bøger kan du som medlem få den her for 75 kr resten af måneden.

flaengeihimlen

by - 0 comments

Hippie 2

I dag udkommer Peter Øvig Knudsens andet bind om hippierne i Danmark. Og jeg har igen været heldig at få lov at lytte til bogen på forhånd og anmelde den. Her er min anmeldelse:

Jeg har igen haft Peter Øvig med mig rundt i min hverdag. Og han er godt selskab. Som for et år siden, da jeg lyttede til Hippie 1, har jeg i hver eneste arbejdspause pakket mig selv ind i lyden af eventyr. Peter Øvigs hippiehistorier har været med mig på løbeture, i s-toget, på cyklen og læst mig i søvn om aftenen. Men hvor Hippie 1 var en munter og visionær, næsten bevidsthedsudvidende oplevelse, sprængfyldt med tro og optimisme, sidder Hippie 2 tilbage i kroppen som den slags erkendelse, jeg fik, da jeg opdagede, at julemanden ikke fandtes. Rigtigt. Det er eventyr af den alvorlige slags.

Det er ikke en let bog at anmelde. Flere af de involverede har stoppet samarbejdet med Peter Øvig og har reageret på hans fortolkning af historien. Det var meget lettere at anmelde Hippie 1 med de lysende visioner. Men enhver historie har flere sider, og det er vigtigt ikke kun at fortælle de pæneste. Hippiebevægelsen, avantgardekunsten og Det Ny Samfund har betydet rigtig meget godt og sjovt for både samtiden og eftertiden. Peter Øvig skildrer bagsiderne og de mange omkostninger på en for mig ordentlig og respektfuld måde. Men med bagsideskildringer er der ingen lette veje.

Nærmest ubønhørligt skrider historien frem med begivenheder, der drejede en helt anden vej end de lyse visioner. Hippie 2 fortæller den side af historien, som også må fortælles. Bagsiden af de voldsomme eksperimenter med bevidsthedsudvidende stoffer. Polariseringerne og stridighederne indenfor de eksperimenterende miljøer. Hippie 2 har den sidste sommer, sommeren 1970, som det konstante omdrejningspunkt. Sommerens begivenheder og aktører skrives ind i den større samtidshistorie, og personernes historier folder sig ud som kontekst for sommerhistorien. Peter Øvig mestrer det at give detaljer liv ind i en større sammenhæng. Og det er måske netop det, som de involverede personer kan opleve ubehageligt. Eller ligefrem fejlfortolket. Fordi enhver oplever sin historie på sin måde. Der er meget smerte i denne hippiebog. Og jeg forstår den sårethed og blufærdighed, som de medvirkende oplever. Alligevel er det vigtigt, at denne del af historien også bliver fortalt.

Indgangen til det guddommelige har det med at flytte sig, når man har fundet den, som han på et tidspunkt siger i bogen.

Bogen fungerer godt som lydbog. Peter Øvig har en dejlig oplæserstemme, og jeg blev revet med af fortællingen. Øvigs talent for at skrue en spændingsfortælling sammen fornægter sig ikke. Tømrer-Claus’ musik forekommer mere afdæmpet end på Hippie 1, men jeg må høre den igen for at forsikre mig om, at det ikke er selvbedrag. Måske blev jeg revet med i en grad, hvor musikken faldt i baggrunden.

Jeg har lyttet mig gennem begge Hippie bøgerne. Med stor fornøjelse. Jeg holder meget af at kunne tage historien med mig, når jeg bevæger mig omkring. Men jeg tror også, jeg må købe bøgerne. Dem af papir. Fordi jeg savner billederne. Og jeg savner at kunne bladre tilbage og genlæse.

Jeg vil gentage, hvad jeg sluttede min anmeldelse af Hippie 1 med: Peter Øvig har begået et stykke vigtigt Danmarkshistorie til mine børn. Sammen med Øvigs historie kan jeg dele med dem, hvad vi også er kommet af. Lære dem om originalitet, nysgerrighed, eksperimenter og fri kærlighed. Og om køn og kvindekamp. Og tilføje, at med Hippie 2 får mine børn også nuancerne med.

Jeg ved ikke, om der er nogen morale på historien. Jeg sidder tilbage og tænker, at enhver form for fundamentalisme, om den bunder i religion, politik eller kunst, aldrig fører noget godt med sig. Og bagsiden af hippiebevægelsen var vel en slags fundamentalisme. Som rev nogen med sig i farten.

by - 4 kommentarer

Bøger og ord

Der er skrevet meget lidt om bøger og skriverier her i huset i meget lang tid. Det er slet og ret fordi, sommeren gav mig en ufortyndet læse- og skrivekrampe. Jo, jo – der er skriblet lidt her og der på bloggen. Men det store skriveprojekt slog en baglæns saltomortale og landede på bagdelen. Samtidig døde enhver lyst til at æde løs af andres ord. Det har jeg aldrig prøvet før. Jeg gik bare i stå. Fik ikke læst en eneste bog, indtil jeg vred mig igang med Dittes bog om sex. Og et par korte noveller her og der.

Sjovt nok gjorde det mig ikke urolig. Hele tiden havde jeg en fornemmelse af at være i noget, der nok skulle gå over. Noget skulle falde på plads, og det skulle have tid. Jeg kan ikke forklare det.

Men nu spurtlæser jeg igen. Helt som før går jeg rundt med snuden i en bog, når jeg ikke lytter til højtlæsning. Og for nogle uger siden overskred jeg en kinesisk mur, sank enhver tanke om generthed, ydmyghed og tilbageholdenhed – og læste et digt op. For nogen. Det har jeg aldrig gjort før. Jo, for min lille skrivegruppe og på forfatterkurser. Men sådan i fuld offentlighed overfor nogen, jeg ikke kendte. Det.var.uhørt. Men jeg gjorde det. Og overlevede. Og måske tør jeg godt læse et op igen en anden gang.

Og nu vil i selvfølgelig gerne vide, hvad jeg spurtlæser, ikke?

Jeg satte igang med Christian Jungersens Du forsvinder. Den handler om Mia, hvis mand, Frederik, får konstateret en hjernesvulst og ændrer personlighed. Frederik er privatskoleleder og et ualmindelig perfekt menneske. Men det viser sig, at han har bedraget skolen for millioner, og Mia kaster sig ind i en kamp for at få ham, det perfekte menneske, frikendt. Efterhånden bliver hun i tvivl om hans egentlige personlighed, og samtidig udvikler fortællingen sig på en næsten surrealistisk måde. Man bliver bare nødt til at vende næste side, og bogen efterlod mig ikke som et forløst menneske. Men fuld af spørgsmål. Læs den.

Kirsten Hamann, En dråbe i havet, fik jeg på udsalg engang tidligere på året. Og ja, jeg læser stadig bøger af papir, selvom jeg elsker alle mine elektroniske dimser. Og elsker at læse bøger på både Kindle og iPad.  Bogen fik den danske Litteraturpris i 2008 og viklede mig ind i den rene surrealisme. Om Mette, der gerne ville skrive en bog om ulandene, og som har sin hverdag alene med sin datter, fordi manden arbejder i Jylland. Hun bliver viklet ind i det mærkeligste projekt på et hotelværelse i det indre København, som drager hende så langt, at hun glemmer sin datter. Bag på bogen står: En dråbe i havet er en roman om de rige og de fattige, om at have og ikke have og om aldrig at kunne vide sig sikker på lykken.

Da jeg købte en bog til min veninde, faldt jeg over en lille tekstsamling af Ida Jessen, Ramt af ingenting. Den er det fineste, jeg længe har læst. Hun kalder den ‘en glemmebog’, og den er en glemmebog fra tiden efter et kærlighedsforholds afslutning. Bogen er små, korte prosatekster, så fine, at jeg kun kan læse et par stykker ad gangen. Jeg har sjældent oplevet en leg med ord så alvorligt, så let og så tungt. Jeg bliver både glad og ked af det. Den rummer både tomhed, tristhed, tab, håb og nye muligheder. Hvis du kan lide små lette tekster og stor kunst – så læs den.

Endelig er jeg i gang med at læse Pi’s liv færdig. Den er skrevet af Yann Martel, og jeg har overhovedet ingen god forklaring på, at jeg gik i stå med den bog. Jeg elsker den. Den har det hele. En fantastisk fortælling, masser af finurligheder, leg med sproget, og den er sprængfyldt med symbolik. Bogen fik Man Booker prisen i 2002 og handler om Pi Patel, der er opvokset i en zoologisk have i Pondicherry i Indien. Han forulykker på havet på vej til Canada og ender i en redningsbåd alene med en stor bengalsk tiger. Som er scenen for det meste af bogen. Jeg er ikke helt færdig, men jeg er solgt. Hvis ikke du har læst den, så gør det.

Og når jeg ikke sidder med snuden i en bog? Så er jeg så umanerlig heldig, at jeg igen får lov til at anmelde en bog af Peter Øvig Knudsen. Nemlig lydbogen om den sidste sommer i ‘summer of love’, Hippie 2. Men den må du ikke høre om endnu. Den udkommer 25. oktober, hvor anmeldelsen kommer på http://www.hippienu.dk. Og lidt senere kommer den selvfølgelig også her. Men glæd jer, og imens går jeg omkring og nyder Peter Øvigs højtlæsning.

 

by - 1 kommentar

Sex efter 50 – ja tak

Ditte Trolle er min gamle kollega fra årene på Skejby Sygehus, hvor hun arbejder som gynækolog. Hun har begået en fin lille bog, som kan tænde lys for os allesammen. Der er håb. Vi kan blive ved med at være seksulle og have seksuel nydelse hele livet. Bogen hedder “Sex efter 50 – kærlighed, krop og kultur i en moden alder”.

Bogen gør op med forestillinger om den seksuelle afskaffelse, mens årene ubønhørligt skrider fremad i vores liv. Vi kan blive ved med at nyde og give hinanden glæde og tilfredsstillelse. Til trods for religiøs og kulturel modstand på alderstegen kropslig nydelse. For det ser ud til at være de største hindringer for sex hele livet. Især kvinder bliver i forskellige religioners navn udelukket og sendt til tælling i det kedelige hjørne. Fysiologisk er der intet til hinder, og de tiltagende aldersrelaterede besværligheder finder man ud af. Det er da godt nyt.

De kulturelle forestillinger rummer også modvilje og afsky overfor ideen om sex og nydelse mellem to ældre mennesker med løs hud og rynker. Men Ditte formår faktisk at skabe et smukt fundament for at tale om sex. Det gør hun med en grundig kulturel research og fortællinger om kærlighed.

Bogen giver godt indblik i de fysiologiske forandringer, der følger med alderen og har et fint kapitel om lyst, ophidselse og tilfredsstillelse. Lyst er et kompliceret, flygtigt og sårbart væsender let påvirkes af de fleste af livets forhold, skriver hun. Og slår fast, at manglende lyst overhovedet ikke er nogen hindring for at kunne blive ophidset. Eller tilfredsstillelse.

Egentlig var vi ikke rigtigt tændt på hinanden, men vi havde det rart sammen. Vi fik et par børn, årene gik. Og så, da vi engang var på ferie i en græsk landsby, blev vi forelskede i hinanden. Da havde vi været gift i 21 år. (…) Hun er blevet smukkere og smukkere. Hun er utroligt flot! Seksuelt har vi polariseret hinanden, blevet mere kvinde og mand undervejs, det har gjort det bedre.

Afsnittet om sex og helbred gennemgår de almindeligste angreb på helbredet og deres indflydelse på et aktivt sexliv. Her er fif og gode råd til at holde fast i gnisten og den positive kropslighed. Og så underbygger hun igen og igen, at et aktivt liv uden røg med motion og fornuftig kost kun gør godt for fremtidens seksuelle aktivitet. Så er det sagt. Igen.

Din rygmarv visner, hvis du ikke danser med din bedstemor – sang Benny Holst engang i forrige århundrede. Og din seksualitet visner, hvis du ikke træner den og holder liv i den. Jeg troede, jeg skulle læse en bog til kvinder. Fordi Ditte nu engang er gynækolog. Men bogen er til både kvinder og mænd. Det er en hyldest til kærligheden med alle dens nuancer gennem hele livet. Med fif og ideer til både mænd og kvinder.

Er du i 20’erne eller 30’erne, er du sikkert ligeglad. Du bliver aldrig gammel, jo. Men når du tæsker mod slutningen af 40’erne eller har krydset den magiske 50’er grænse, så læs bogen. Og få tændt for din sensuelle fremtid.

Køb bogen her

by - 0 comments

Leverpostej og hovedpine

Jeg sidder og hænger lidt over morgenmaden med massivt ondt i hovedet. Denne gang er der ingen simple løsninger, og hovedpinen har intet med ombyttede kontaktlinser at gøre. Det er universets straf for at være kæk med vin og drinks. For at føre mig lystigt frem i høje hæle og pailletter. Og nu forsøger jeg at tage min straf med løftet pande, for den er det hele værd. En dejlig fest med de dejligste mennesker, og en særlig begivenhed, der er en hovedpine værd. Vi fejrede nemlig Annamette Fuhrmanns nye bog.

20120609-100543.jpg
Det er en modig bog. Om to mennesker, jeg er kommet til at holde af. Og jeg kunne ønske, at Annamette havde været der til at skrive den bog, dengang jeg selv blev kvalt i leverpostejen. Det er en bog til alle jer, der sidder med begge fødder i bakken med lunken leverpostej. Og til alle os, der sad der engang. Den er til alle jer, der ikke er landet der endnu. Bogen er i sidste ende en hyldest til kærligheden. Til mændene og ungerne og til alle de udfordringer, som livet også er.

Tak for bogen, Annamette og tak for festen. I andre, smut ud og køb den. Mine piger, som sidder midt leverpostejen, får selvfølgelig en bog hver.

by - 0 comments

The wild places

Man kunne forledes til at tro, at jeg tripper omkring som en tikkende bombe af indestængthed. Det kan jeg helt afvise. Jeg trækker heller ikke i klynkeminer, så snart døren er lukket. Jeg er glad, tilfreds og oplever ind imellem glimt af lykke. Og jeg rummer også det andet. Jeg har ingen lyst til at stikke hverken lammere eller knytnæver, og jeg har det slet ikke rart med at rase på nogen. Det giver på ingen måde tilfredsstillelse men er bare det, der sker. Når den indre ildballon bliver tirret. Stakkels Tove, som med sin kommentar, i bedste mening og helt uforvarende, fik placeret sig i orkanens øje og indkasserede en verbal lige højre. Det havde hun ikke fortjent. Fakta er, at jeg tripper særdeles tilfreds rundt i verden og lever med min vrede, der bliver mindre og mindre. Fordi jeg bliver bedre til at hænge mig i verdens muligheder end i de ting, som skæbnen har snuppet.

Forleden faldt jeg ind i en udsendelse på DR2 sidst på dagen, hvor en lidt velkendt engelsk stemme snurrede i baggrunden. En gut turede rundt i Essex i det sydøstlige England, og mens jeg lyttede halvhjertet, gik det pludselig op for mig. Jeg har en bog i mit skatkammer, skrevet af en engelsk antropolog. Bogen hedder “The wild places” og antropologen Robert Macfarlane, og det var netop ham, der vandrede og klatrede rundt i Essex. DR2 er mænd for at forsøde mit tv-kiggeri, og hver aften lidt over 19 kører en slags serie, der hedder “Forunderlige Verden”. Denne udsendelse baserede sig på Macfarlane’s bog, hvor han sætter sig for at finde “The wild places” i England. Eller finde ud af, om der overhovedet er noget vildmark tilbage. Han forfølger gamle beskrivelser og engelske litteraturperler rundt i hele landet. Han overnatter i huler, bestiger små toppe, udforsker kystområder og sover i telt på øde steder. En herlig perle af en bog, når man både kan lide rå natur og højpandet litteratur.

Og hvad finder han? Han finder fantastiske steder, og han forsøger ihærdigt at indkredse,hvad der karakteriserer ægte ‘vildmark’. Og han slutter bogen med at erkende, at vildmarken findes lige udenfor døren. At vildmarken findes i den lille skov, hvor han tager sin søn på tur. At vildmarken er, hvad vi gør den til.

Og med denne lange og snørklede omvej, er jeg tilbage til det der liv. Livet er lige her. Lige foran næsen og bag panden og midt i hjertekulen. Livet er, hvad vi gør det tid. Vi kan bruge det på at søge. Eller vi kan bruge det. Det går uanset, livet, og vi dør til sidst.

by - 4 kommentarer

Bøger på farten

Jeg er en læsehest. Lige fra Søren og Mette og lille Jep i første klasse åbnede bogstavernes verden for mig, var jeg fast inventar i skolebiblioteket. Og jeg glemmer aldrig det store øjeblik, da jeg fik mit eget lånerkort til det rigtige bibliotek. Jeg kan læse hvorsomhelst og nårsomhelst. Det er ikke ualmindeligt at se mig med en bog i hånden, mens jeg rører i gryderne på komfuret. Jeg elsker ord. Når de flettes sammen på fantasifulde og smukke måder og skaber fortællinger og forestillinger. Og når jeg holder ferie sluger jeg bøger.

Noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv på bogfronten, er min Kindle e-book reader fra Amazon. Den fylder ingenting, vejer næsten intet og kan rumme op til 3000 bøger. Og når man nu godt kan lide at læse engelske bøger, er det ren livskvalitet. Den er nem at have med på rejser, fantastisk i sengen (!), og så giver den ikke trætte øjne. Der er nemlig ikke lys i skærmen.

Inspireret af Anna havde jeg købt “Extremely loud and incredibly close” af Jonathan Safran Foer til min Kindle. Det er den mærkeligste bog, jeg nogensinde har læst. Den forvirrede mig. Jeg blev irriteret. Var ved at lægge den væk gang på gang. Fordi jeg ikke kunne hitte rede i den. Men jeg er stædig, og jeg holdt fast. Og godt for det. For til sidst. Til allersidst i bogen flettede alle de løse ender sig sammen og blev til et sammenhængende hele. Og jeg blev så påvirket af bogens lille store fortælling, at jeg måtte vente flere timer, før jeg begyndte at tygge på den næste bog. Bogens fortælling cirkler om en lille drengs svære, svære proces efter faderens død ved angrebet på Twin Towers. Familiehistorien og andre store tab fletter sig langsomt ind på næsten anmasende manér. Og jeg kan kun sige, at jeg er ufatteligt glad for, at jeg læste bogen færdig. En dag vil jeg læse den igen. Bogen er filmatiseret og biografaktuel. Jeg ved ikke, om jeg kan tåle at se den.

Næste bog havde jeg glædet mig til. På anbefaling af min chef, som ved, hvilke slags bøger, jeg elsker: Jonathan Franzen, Freedom. Som er en fortælling om det moderne amerikanske liv. Jeg er ikke færdig endnu, men jeg kan allerede mærke, at jeg må læse hans “Corrections”.

Og så hørte jeg lydbøger. Jeg tilbragte en del tid i bus og tog, og her er lydbøger geniale. Jeg elsker godnathistorier. Og jeg nåede mange i de to uger.

Den første var Hanne Reintoft’s “Når dagene strenges” om en families udvikling fra første verdenskrig til lige før anden verdenskrig. De historiske begivenheder danner en rigtig spændende kontekst i familiefortællingen. Bagefter flød et par krimier ind gennem ørerne og ud gennem næsen (eller..?). Det er meget fint med lidt ligegyldigt læsestof, som man ikke behøver koncentrere sig om, mens man rasler afsted i busser gennem landskabet. Første krimi var af Helle Stangerup. Bogen var en gave fra DR. Hold øje, for de gør det tit. Forærer lydbøger væk. “En forskers død” er inspireret af en virkelig begivenhed, da dr. Kelly i Storbritannien lækkede til pressen, at invasionen i Irak byggede på et forfalsket grundlag. Det var godt, det var en lydbog. Og at jeg ikke havde andet at lave. For den bog var simpelthen for lang og for konstrueret. Jeg er i en fase, hvor jeg går død i krimier. De keder mig.

Alligevel spurtede jeg videre til Elsebeth Egholm, som DR også havde foræret mig. Hun har aldrig været på min krimihitliste. Og det kom hun heller ikke med “Tre hundes nat“. Så meget drama, som bogen skrabede sammen, har jeg mere end svært ved at se for mig i Grenå. Men så gik tiden med det, og jeg blev igen overbevist om, at der er gået inflation i krimigenren.

Men topscoreren i kedelighed blev Michael Falch med bogen “Trækruter“. Og det blev jeg egentlig lidt ked af. Jeg holdt mest af ham, da han spillede i Malurt og har ikke fulgt så meget med siden. Bogen er en slags bekendelsesroman i dagbogsform. Og det fungerer dårligt. Michael Falch læser selv op, og han slipper ikke helt heldigt fra det. Eller han har måske bare ikke en helt god højtlæsningsstemme. Bogen bliver en lang kredsen om misbrugsproblemer og en lige så lang række råd til verden om at leve uden alkohol. Præget af inspiration fra alt for mange selvhjælpsbøger. Som jeg har en vis allergi for. Jeg hørte den færdig. Men jeg ved ikke hvorfor?

Men heldigvis har jeg Franzen på min Kindle, og jeg stjæler mig til at kravle ind i hans roman, hver gang jeg ser mit snit til det. Bare læs den. Og den anden Jonathan også. Selvom den kradser i sjælen.

by - 4 kommentarer

At være grønært

Jeg har beamet Murakamis tredje bog om 1Q84 ned til min Kindle reader. Det er lidt risikabelt, for den vil være en seriøs konkurrent til mit eksamenspensum om projektstyring. Men jeg kan ikke vente længere på at læse videre efter slutningen på 2. bog.

Hovedpersonen i 1Q84 hedder grønært. Eller det japanske Aomame lyder mere sofistikeret. Aomame kan slå ihjel med stil. Hun har en mission, men forvent nu ikke en kriminalroman. Murakami skaber helt særlige universer i sine bøger, hvor virkeligheder udvikler sig i overrumplende retninger og overskrider sine egne grænser. Aomame finder pludselig sig selv i en ny virkelighed. Og jeg bliver sådan lidt grønært-agtig – i dansk forstand, når jeg læser Murakami. Forstået som lille bitte og meget grøn. Jeg elsker hans universer. Og holder aldrig op med at blive overrasket.

Det startede med “What I talk about, when I talk about running”. Endelig en bog om løb, som drejede sig om andet og mere end teknik og præstation. Han skrev om løbets virkning på livet, og livets indvirkning på løbet. Jeg var fanget. Jeg keder mig gudsjammerligt, når folk skriver opremsende bøger om træning, kost, resultater og mere træning. Og jeg klapper begejstret i mine små hænder, når jeg finder bøger af den dybere slags. En anden af sin art er Klaus Rothsteins bog, Frisk fisk til Inkaen.

Murakami udvider mit mentale mulighedsrum, på en måde. Det er lidt frækt sådan at udvide virkeligheden med en ny virkelighed. At grønærten langsomt erkender, at hun er havnet i en virkelighed med to måner. Og hvor begivenheder har fundet sted udenom den gamle virkelighed.

Mens jeg har Ralf Pittelkow kørende i baggrunden i klinch med Clemens, kunne man godt misunde sådan en parrallelvirkelighed. Måske Ralf Pittelkow kunne smutte derover? Så vi andre kunne få fred i vores hoveder? Nej? Okay, så har jeg heldigvis en sluk-knap.

by - 2 kommentarer

Hippie

Er I ikke bare ved at dø af nysgerrighed? Og kan ikke vente på at høre om Peter Øvigs bog? Jamen så skal I ikke vente længere. Bogen er udkommet, og her kommer min anmeldelse:

I de sidste dage har jeg i hver eneste arbejdspause pakket mig selv ind i lyden af eventyr. Hippiehistorien har været med mig på løbeture, forgyldt weekendrengøringen og læst mig i søvn om aftenen. Den har næsten været som et bevidsthedsudvidende trip.

Jeg voksede op i slipstrømmen af hippierne og the summer of love. Jeg var for lille og for ung til at være en del af Thylejren og den rigtige hippiebevægelse, men alt hvad der skete gjorde et dybt indtryk. Jeg var tiltrukket af det utøjlelige, festen og farverne og umiddelbarheden. Og skræmt af vanviddet og stofferne. Alt det med at elske hinanden og fred i verden lød så rigtigt. Senere lærte jeg også fællesmøder, basisgrupper og hash at kende.

Jeg læner mig derfor henrykt tilbage og overgiver mig ubetinget til fortællingen. Peter Øvig tager mig i hånden og tager mig med på rejse i et helt særligt kapitel af min Danmarkshistorie. Han afdækker det ene hjørne i historien efter det andet. Forfølger detaljer. Griber opmærksomt iagttagelser og sætter dem i sammenhæng, så de giver nye meninger. Iagttagelsen, at mennesker erindrer de samme situationer meget forskelligt sætter han i spil, så det i sig selv er med til at skabe fortællingen. Detaljer fra hippiernes fortællinger sættes ind i den store fortælling om 60’ernes og 70’ernes Danmark, så sammenhænge til Blekingegade-fortællingen folder sig ud som et mangefarvet kludetæppe. Og jeg lader mig flyde med ind i hippiernes fascinerende univers. Jeg møder Henning, Leif, Tømrer-Claus og alle de andre. Jeg møder bønderne fra Thisted og alle kvinderne. Jeg opdager elementer af kvindehistorien, som jeg ikke kendte. Eller havde glemt. Peter Øvigs detaljerigdom er medrivende. Fortælleteknikken kender vi fra Blekingegadebanden, men her er den løftet til et højere niveau. Jeg føler mig hvirvlet tilbage i tiden, og venter næsten åndeløst på at tænde iPod’en igen for næste blad i fortællingen. Kendte og ukendte navne fletter sig sammen med og sætter musikken, menneskene og begivenhederne ind i et meningsfuldt væv.

Og imens kan jeg selv fortælle mig ind i den store fortælling om den verden, jeg lever i.

Peter Øvig Knudsen kan ikke bare nedfælde ord, han kan også fortælle dem, så jeg næsten bliver tryllebundet. Han er en gudsbenådet historiefortæller. Hans ivrige jyske stemme lokker mig længere og længere ind, og Tømrer-Claus’ s baggrundslydtæppe fungerer godt. Kun ganske få gange bliver tonerne forstyrrende skingre. Resten af tiden vækker de slumrende erindringer dybt inde i min 13-årige bevidsthed. Små graciøse melodistumper understøtter erindringen om musik og kærlighed. Og ungdom. Men ingen ungdom uden skingerhed og ingen hippiehistorie uden mislyde. Det ved Tømrer-Claus.

Peter Øvig har begået et stykke vigtigt Danmarkshistorie til mine børn. Sammen med Øvigs historie kan jeg dele med dem, hvad vi også er kommet af. Lære dem om originalitet, nysgerrighed, eksperimenter og fri kærlighed. Og om køn og kvindekamp.

Jeg er efterladt i en stemning af håb for os allesammen. Det kan kun gå for langsomt med Hippie 2. Jeg må give Hippie 1 4½ hjerte. Jeg kan kun sige KØB DEN. Og den er fantastisk som lydbog. Læs mere her.

by - 0 comments

Fortabt i ord

Jeg er lettere fortabt for omverden. I hvert fald til onsdag morgen. Jeg er  nemlig i den lykkelige situation, at jeg har modtaget Peter Øvig Knudsens nye bog, Hippie 1, som lydbog. Den udkommer på torsdag, og jeg skal anmelde den som lydbog. Anmeldelsen offentliggøres først den 27., så den løfter jeg ikke sløret for endnu. Men jeg lytter. Intenst. Og fascineret.

Jeg har ikke hørt lydbøger længe. Det kræver en koncentration, jeg ikke har for tiden. Når jeg altså ikke tvinges til det. Engang hørte jeg bøger på kassettebånd i min ældgamle walkman. Jeg havde bøger med på stranden, og jeg kunne lukke mig lidt for omverden og forsvinde i oplæserens stemme. For endnu længere tid siden elskede jeg både radioteater og oplæsning på P1, når ungerne lå fredeligt i deres senge. Med iPod’ens indtog i mit liv, åbnedes der nye muligheder for lytning. Jeg hørte podcasts og bøger på mine lange cykelture og havde pludselig adgang til en sand skatkiste.

Sidste år boede jeg to måneder i Nepal. Langt væk fra noget, der mindede om kendt civilisation. Midt i en sproglighed jeg aldrig forstod en disse af. Gammelt tibetansk måtte jeg opgive at finde noget mening i, og det var det, de talte omkring mig. Min iPod Touch var spækket med lydbøger. Det betød, at jeg fik godnathistorie. Hver eneste aften. Min daglige godnathistorie var en slags overlevelesstrategi, der i det fremmede, primitive og svært forståelige. Hver aften tonede en dansk eller engelsk oplæser rent ind i mine ører, og det gav mig en særlig følelse af tryghed. Der i min loppebefængte seng. Men kun om aftenen. Folkene omkring mig var så fattige og så afskåret fra den teknologiske del af verden, at jeg lod være med at flashe min elektronik mere end allerhøjst nødvendigt. det blev simpelthen for mærkeligt. At sidde der i deres uendelige fattigdom med mine dyre apparater.

Jeg fik favoritoplæsere. Som jeg også gjorde på P1 dengang for 90 år siden. Nogen stemmer er fantastiske, andre har måske en lidt for skinger efterklang. Andre igen for lidt eller for meget energi. Og nu lytter jeg til Peter Øvig. Som selv læser sin bog højt. Og jeg bliver lidt fortabt. Hans stemme næsten kapsler mig ind i en helt særlig stemning. Som jeg nok skal skrive om i min anmeldelse. Men jeg er på en måde flyttet sammen med ham. Eller med hans stemme. I fredags var Peter Øvig med på cykeltur. I går med bus og tog og en længere gåtur. I dag har jeg gjort rent med Peter Øvig, og han har helt exceptionelt løbet med ud over den amagerkanske savanne i ftermiddagssolen. Og jeg glæder mig allerede til min godnathistorie.

Så udskyld mig derude, hvis jeg virker utilgængelig. Jeg har ikke tid til at snakke. Og måske bliver et par deadlines twisted en smule. Jeg har en aftale med Peter Øvig. Nå ja, hvis I er blevet lidt nysgerrige, så kig engang her.