Category Archives: Cykling

by - 5 kommentarer

Duer i luften

I går fik jeg en due i hovedet. Mon det er et tegn? Havde det været en duelort, ville den have betydet lykke. Nu var det i stedet en lortedue. Som landede lige midt i sylten på mig, mens jeg fredeligt cyklede hen ad Falkoner Alle ved aftenstide. Frederiksberg, altså.  En due i hovedet? Er I klar over, hvor stor sådan en er?

Jeg cyklede mildt og fredsommeligt ad Falkoner Alle på vej hjem efter en dag, hvor computeren havde modarbejdet mig på alle fronter. Den takkede af med at slette et par timers arbejde, og jeg efterlod den i hænderne på et it-menneske, mens jeg sydede af indestængt raseri. Jeg kunne jo ikke så godt flå ham, vel? Det var jo ikke hans skyld. Men så kan man cykle hele vejen hjem og trampe det indestængte ud på Kongevejen. Og jeg cyklede netop afsted og hyggede mig ved tanken om, at jeg ikke var punkteret. At mine bremser virkede. Og at trafikken var overskuelig, her hvor klokken nærmede sig 19, og almindelige mennesker forlængst var bænket ved spisebordene. På fortovet ved indgangen til Frederiksberg Have sad to duer og fedede den. Måske blev de overraskede over mit milde ansigtsudtryk? Pludselig fløj de begge op. Den kloge af dem styrede udenom mig og min cykel. Men den anden….. Den fløj direkte in my face! Good Lord, sikke et chok. Heldigvis var den en smule skæv i sigtet, så jeg ikke blev slået helt ud af kurs. Og jeg standsede ikke for at tilse den. Eller undersøge om den fløj videre.

Det er nok bare dårligt karma. Fordi jeg så tit har skældt og smældt over Frederiksberg og cykeltrafikken. Efterfølgende kunne man iagttage et lettere forstyrret kvindemenneske slingre storgrinende videre ad Falkoner Alle.

Det må betyde lykke. Eller bare lidt held. For i dag virker min computer, og jeg har fået genoprettet det tabte. Og om lidt tager jeg på to dages konference om klinisk etik.

Billedet har jeg lånt her

 

by - 9 kommentarer

Så barnlig er jeg #4

Mine sidste 24 timer blev reddet af hele to mænd. De ved det ikke, og jeg sender en ordentlig skude undskyldninger afsted. Fordi jeg er så barnlig. Jeg ødelagde nemlig deres dag.

I går mandede vejret sig gevaldigt op hen på eftermiddagen, og jeg sender en halv tak. For vinden var rent faktisk vendt. Og der var ikke meget af den. Thumbs up for det. Ellers kunne jeg godt ønske mig de hede dage tilbage. For dem stortrives jeg bare i. Men jeg sadlede cyklen og besluttede mig for at tage nogle ekstra kilometer. Resten af ugen bliver nemlig med bus. Bare noget logistik.

Derfor slog en stor bue rundt om København, før jeg tunede ind i Husum. Hvor en indædt mand måtte se mig passere. Derefter lavede han Frederiksberg-tricket hele vejen til Valby. Kørte frem i lyskrydset, fræsede ind foran mig og blokerede. Ikke så snart var lyset blevet grønt, før hans små ben trampede det bedste, de kunne. Frem over krydset. Foran mig. Det var bare ikke hurtigt nok. Jeg kunne så let som ingenting sejle forbi ham. Desværre for os begge havde vi rød bølge, så han hentede mig ved hvert kryds. Tiltagende rød i hovedet, svedende og med hvæsede åndedræt.

Jeg kunne sagtens have forbarmet mig. Have fortrængt min indre vinderdæmon og ladet ham smutte. Eller kørt en anden vej. Problemet var bare, at jeg havde en fest. Lidt som når katten leger med musen. Fuck, hvor har han været nederen at få hjem til aftensmad.

Men jeg sejlede det sidste stykke til Sydhavnen med et smørret smil tværet ud over hele krydderen.

I morges driblede jeg møgtidligt over vandet til Amager Fælled og løb morgentur kl 6.30. Fed morgen med en slags solskin. Hælen optrådte næsten eksemplarisk, og jeg nød min tur. Pludselig hørte jeg løbeskridt bag mig. Lidt efter hørte jeg heftige mandeåndedræt. Han havde det hårdt, kunne jeg høre. Og så for samme kattedjævel i mig som i går. Jeg havde det nemlig på ingen måde hårdt, og jeg rykkede elegant fra ham i samme øjeblik, han nåede mig.

Man kan høre det på sukket. Den lede følelse af at blive sat af en hestehale. Og mig? Jeg boblede glad og let afsted en time over fælleden og hilste på rådyr, fasaner og harer. Og svaneunger i havnen.

Undskyld begge to. Men i løbesko sker det så sjældent. Jeg må udnytte sådan et øjeblik. Jeg håber, I alligevel har nydt dagen.

20120530-192708.jpg

by - 6 kommentarer

Modvind på cykelstierne

Det er næsten en sand fornøjelse at cykle hjem fra arbejde. Solen skinner, og skoven er grøn. Og, ja, jeg cykler hele vejen. Alle 45 kilometer. Den blå racercykel er forfremmet til mit daglige transportmidler. Og der er dødsstraf for at nakke den. Ikke kun fordi det er forbudt, og jeg bliver sønderknust, men også fordi jeg cykler rundt med TO monstertunge tykke kæder til at låse den fast med. Og det giver næsten hold i nakken. Og pokker skulle transportere begge kæder rundt på Sjælland, hvis nogen alligevel napper min cykel.

Men det er en nydelse at race afsted langs Kongevejen og overhale de smarte i det dyre tøj. Dem med topmaven, som er trukket i Riis dresset eller gul førertrøje. Jeg elsker at hvisle forbi en elcykel på vej op ad bakken. Og jeg hviner næsten af fryd, når jeg kommer hurtigere frem end bilerne.

Men jeg vil godt have den vind op til forhandling. Jeg mener, vi bor i et demokratisk land. Eller? Man kunne ærligt talt godt fordele vindretningen mere retfærdigt. For hver dag kører jeg ind i en massiv mur af blæst, når jeg kommer til et sted mellem Blovstrød og Birkerød. Kunne man ikke skifte retning hver anden dag? Det er en seriøs vind, jeg taler om.

Ikke at jeg har noget imod en kæk vindblæst frisure. Eller blæst op under sommerkjolen. Men når jeg må træde til NED ad bakkerne og stå op i pedalerne, når det går op, så er det for meget. Når det er hver dag. Så hvis I bare ændrer det til fredag, vil jeg være glad. For i morgen skal jeg bare på Rigshospitalet. Aftale?

by - 2 kommentarer

Så barnlig er jeg

Jeg har et anstrengt forhold til vind. Jeg ved ikke, hvorfor. Men vind kan få mit temperament helt op i det højrøde felt.

I dag kastede jeg et blik ud af vinduet ved middagstid og bestemte mig for at cykle til møde på Gentofte Hospital. En tur på 27 km skulle ikke betyde noget og heller ikke gøre transporttiden meget længere. Og solen skinnede jo.

Så afsted med mig. Min grå hverdagscykel er død. Der skal ikke opereres mere på den, og nu står den og dør en naturlig død af slid og alderdom på min terrasse. Der er ikke flyttet en erstatning ind i cykelkælderen endnu, for det er alligevel vejr til at lufte min blå racercykel. Den bliver parkeret på mit kontor og giver anledning til ret mange ekstra besøg af kolleger, der lige skal ind og løfte lidt på den. Jeg klamrer mig beskyttende til den i s-toget om morgenen, og nyder turen hjem gennem skoven. Hvis man kan være forelsket i en cykel, er jeg det i den, og nu har vi efterhånden kendt hinanden i næsten fem år.

Vi, cyklen og jeg, cruisede ud på Overdrevsvejen og satte kursen sydover. På Kongevejen blev jeg mødt af massiv vind. Lige i fjæset. Og jeg trampede det bedste, jeg har lært. Og så er det, at jeg begynder at sprutte. Af arrigskab. Helt åndssvagt, for vejret lader sig ikke sådan påvirke. Og jeg tænkte, at jeg jo bare kunne hoppe på et tog, hvis det blev for meget. I Birkerød for eksempel.

Men da jeg nåede Birkerød, var der alligevel ingen rigtig grund til ikke at tage de sidste små 12 km med til Gentofte Hospital. Men vinden tog til, mens min arrigskab voksede til næsten raseri. Den første ladcykel i den forkerte retning på cykelstien var tæt på grimme ukvemsord.

Men jeg nåede frem. Kun en smule forsinket. Og havde et fint møde, inden jeg igen kæmpede mig gennem vilde vinde resten af vejen til Sydhavnen.

Og hjemme i Sydhavnen på min lille terrasse var der læ. Og sol. Og sommervarme. Og så er verden hurtigt tilgivet.

by - 11 kommentarer

Trafikhetzerier

Er det ikke lang tid siden, vi har hetzet på trafikken her i stuen? Og så er det jo en glimrende anledning, når jeg har fundet sommer-raceren frem og cykler fra Hillerød til Sydhavnen. Her har jeg nemlig ca 1½ times nærkontakt med trafikspasserne, og det var kun fordi vejret smilede mildt hele vejen, og at mine forældre kom på besøg, at jeg ikke kastede bandeord efter en stor del af de ignoranter, der befolkede vejen.

Hvad er det, de hurtige biltyper ikke forstår? De to splitsekunder, de runder hjørnerne hurtigere, – er de gamet værd? Men det er selvfølgelig mig – og ikke dem – der bliver skrammede, når de ikke når det. Træk nu bare vejret, ikke? Så travlt har du heller ikke, selvom du ser smart ud.

Knallerter? Alle, der kravler op på sådan et køretøj, burde tvangsindlægges til at sidde bag udstødningen. Bare et par minutter. Så kunne de måske overveje, hvad de sender ud i æteren – og ned i mine lunger, når de lægger sig i overhalingsbanen.

Frederiksberg!!! Frederiksberg er mit hadested at cykle. Ved I hvad, mortyper og retrotøser, fat nu, at I cykler langsomt. Bliv bagved. Hold til højre på cykelstien. Jeg vil nemlig gerne forbi igen, når nu du har moslet dig foran i lyskrydset, fordi det åbenbart er svært at standse en retrocykel med cykelkurv.

Jeg lovede engang, at jeg ikke ville hetze mere på Chrsitianiacykler. Men ak. Hvordan i h.h.h. kan I overhovedet overveje at cykle den forkerte retning på en trafikeret cykelsti? Klokken 16 på en torsdag?

Et godt råd? Når hele familien tager ud for at lære junior at cykle på to hjul, så vælg en stille villavej. Lad være med at køre i ‘sandwich’. Og slet, slet ikke klokken 16 på en torsdag. På Frederiksberg.

Ellers mangler vi vist bare, at Allerød kommune får lavet alle hullerne i cykelstien, og at Lyngby fræser alle brostenene op. Tak. Så bliver jeg glad.

Og nu mangler jeg bare at fræse hjem og pakke kufferten, så jeg både kan nå i Det Kongelige med mine forældre og med flyet til San Francisco i morgen meget tidligt.

by - 2 kommentarer

Slut fred med din krop

Min hjerne gør nogle gange mærkelige ting. I dag sad jeg omhyggeligt ved computeren og fandt det tog, som skulle bringe mig til Skodsborg. Jeg skulle til nytårskur hos Anna Skyggebjerg. Det er sådan en kvindeting, som jeg har glædet mig til. Men så gør min hjerne det, som jeg egentlig har vænnet mig lidt til. Den tænker, aaajj, sikke dejligt vejr. Og så går den i ledtog med cyklen og styrer helt udenom Københavns Hovedbanegård. Nåmn, det var også dejligt vejr, og for en sikkerheds skyld havde jeg taget cykelfornuftigt tøj på overkroppen. Og tørt tøj i tasken.

Det gik rigtig fint. Til den anden side af Hellerup. Så begyndte det at dryppe. Dråberne blev hurtigt til regn på den seriøse måde, og jeg var våd på ingen tid. Den standsmæssige og diskrete ankomst, jeg havde haft i tankerne, kuldsejlede fuldstændig. Selvfølgelig kom jeg et par minutter for sent. Og mislykkedes helt med at liste ubemærket ind i lokalet, da jeg havde lavet en hastig omklædning. Denne kvinde, sagde Anna med høj røst til forsamlingen, har netop cyklet fra Sydhavnen. Jeg satte mig under stor applaus og morskab.

Til nytårskuren fortalte Andrea Bak om sin proces med at slutte fred med sin krop. Det har hun skrevet en bog om, og det skabte en livlig debat i festsalen på Skodsborg Strandvej. Jeg har ikke så meget erfaring med slankekure og har aldrig været overvægtig, men Andreas’ fortælling om at slutte fred med sin krop vandt genklang i mit eget arbejde med at slutte fred med min krop efter al den kemoterapi, jeg fik for fem år siden. Jeg har forlængst tilgivet den, at de onde celler blev budt indenfor. Men jeg er ikke helt færdig med at slutte fred med alt det rabalder, som kemoterapien lavede. Ikke at jeg har det skidt, for det har jeg ikke. Og det er meget svært at formulere, så andre end jeg forstår. Jeg skulle for pokker vel bare værelykkelig for at være i live. Og det ER jeg. Jeg er bare ikke helt færdig med at vænne mig til indholdet i det nye hylster, der blev lanceret dengang. Måske jeg kan lære noget af Andreas’ tanker?

Jeg cyklede hjem i tørvejr og tiltagende mørke. Og så gjorde min hjerne igen noget mærkeligt. For før jeg vidste af det, havde jeg snøret løbeskoene og smuttet i løbetøj. Og så løb jeg da en time i mørket. Jeg havde overvejet at hilse på min nye gode ven, det iskolde vand i havnebadet, men pludselig er vandet fyldt med sundhedsskadelige elementer. Så det røde flag er hejst – og ingen bad.

by - 6 kommentarer

Blogbitching

Da jeg cyklede hjem fra dagens dont i Herlev, var jeg i ondt lune. Eddikesur, faktisk. Det sureste løg på en grå cykel, som spredte galde til højre og venstre på min vej. No shit. Alle blev sure og skrålede sure ord efter mig. Men jeg har en blog. Så nu bitcher jeg på dem. Så kan de lære det.

Mine bremseklodser er tyndslidte, og der er ikke meget brems tilbage i dem. Faktisk er de nærmest løbet tør for klods. Til gengæld hviner de, så enhver kan høre, at her kommer jeg. Det var surt alle 15 kilometer. Ku’ man ikke låne sådan en et par dage, som kunne skifte de bremser? Nogen? Jo, jeg kan godt. Jeg gider bare ikke.

Når nu bremserne er tyndslidte, kunne I fandme godt lade være med at skære på tværs af cykelstien i jeres store biler. Lige foran mig, så jeg må hakke de tyndslidte bremseklodser i, mens jeg står på pedalerne. Som om det skulle hjælpe. Mens jeg hvæser onde ord efter jer.

Og når nu der pibler et indædt “fuck” ud mellem mine sammenpressede læber, er det helt unødvendigt at læne dit store korpus ud gennem dit åbentstående vindue og skråle “hvad er dit problem, kælling”? Mens jeg halsbrækkende styrer uden om din møgspand, som du har hugget bremserne i. Midt på cykelstien.

Hvad er det med mænd? Tager de bare det der med at pisse territorium af sådan helt bogstaveligt? Eller hvorfor stiller man sig op i en cykeltunnel og svinger sit lem? Gå dog et andet sted hen, så vi ikke skal lugte til dit pis de næste dage.

Buslemminger! Hvorfor tror de, at jeg har øjne i nakken? Jeg kan for pokker ikke se den bus, der er på vej bag fra. Så hold nu op med at myldre ud på cykelstien. Jeg har alligevel ingen bremser, vel? Og jeg skal nok holde tilbage. Når jeg kan se bussen. Jeg er nemlig enormt hensynsfuld. Selv om jeg er sur.

Hvad så med det der røde lys? Det gjorde det med vilje. Hver gang det så mig, blev det rødt. Så jeg måtte hugge de ikke-eksisterende bremser i.

Jeg har hadet på kvindelige retrocyklister med høj styrføring hele vejen hjem. Som cykler så langsomt, at jeg ikke fatter, hvordan de kan holde sig oprejst. Og hver gang glider up front i krydsene med de røde lys. Foran alle os der lige har overhalet. But why?

Nå ja, den slags går jo heldigvis over. Jeg kan ikke dække mig ind med nogen bestemt tid på måneden. Men det her hjalp.

PS – jeg har skiftet alle fire bremseklodser. I morgen bliver en fest.

by - 2 kommentarer

Snydt igen, linje B

Når man er mig, kan man jo bare give linje B en fuckfinger og hoppe på cyklen og sprinte de 45 km hjem. Det går oven i købet hurtigere. No bullshit, altså. Og så på en dag, hvor solen bagte ned og alle folk smilede stort til mig. Så jeg til sidst måtte se efter, om blusen stod åben. Men nej, de smilede bare. Og jeg smilede selvfølgelig tilbage som en flækket træsko.

Og det var skønt at hilse på Kongevejen og skoven. Og genkende hvert et bump på cykelstien. Fuck, hvor har jeg cyklet hen over dem mange gange. Fuglene fløjtede højt under himlen, så det var en lyst. Min slidte cykel jamrede lidt, men den har fået nye eger og bremseklodser, og vi har aftalt, at den tager en sæson mere. Igen. For pengene er fosset lidt rigeligt ud af min lokale statskasse. Jeg har seriøst svinget det Dankort med lidt for flotte armbevægelser. Ja ja, løb er en billig sport, men løbe ferier er en anden snak. Og jeg har i det hele taget opført mig, som om jeg ikke har fået en pænt højere  husleje. Så nu stopper vi. Blev der sagt. Ingen ny cykel før næste år. Vel?

Men den klarede turen hjem i fin stil, cyklen, og jeg slap for linje B. Og jeg har et langt livs erfaring i at navigere mig ud af økonomisk smalhals. Og jeg har altid råd til at sende mine bidrag efter katastroferne i Afrika. Hvor tørken nu er rykket ind i Uganda.

by - 8 kommentarer

Vinterbrølet

Jeg ved det godt. Det er et vilkår, når man lader sig føde på nordlige breddegrader og ikke forlængst er flyttet herfra. Og jeg skal bare lige have lov at få det overstået. Så lover jeg, at jeg vil anstrenge mig for ikke at underholde om mit forhold til vejret ret meget mere i år. Så here comes: JEG HADER VINTER. Jeg hader sne, jeg hader slud, jeg hader mørke. Har jeg nogen sinde haft et romantisk forhold til sne, blev det endegyldigt kvalt sidste år. Jeg bandede hele vejen hjem i aftes over at få slasket noget halvfrosset vand i hovedet hele tiden. Og jeg bandede endnu mere i morges, da jeg trissede cyklen ud af skuret, – og fandt dybfrosne gear og bremser. Hvad skal alt det til for. For fanden da – vi er ikke i december endnu, og der er næsten to måneder til jeg flytter væk fra landzonen.

Nåmn, jeg fik tøet forbremsen op, så jeg kunne balancere gennem fastkørt sne til stationen i ét gear. Der sad uhjælpeligt fast. Og så har de kastet rundt med nogen køreledninger igen derinde i byen. Så jeg måtte stå i 25 minutter på en kold station og vente på det der s-tog. Og nu sidder jeg her og MÅ have luft, inden jeg dribler videre med mine projekter. Ellers ville jeg bare sidde og skumle højlydt ved tanken om den stivfrosne cykel, der nu står i cykelskuret. Og som jeg skal have til at balancere mig hjem igen i frost og buldermørke. Så jeg kan komme hjem og overstå dagens løbetræning i mørke og smat og sne. Jeg hader det, jeg hader det, jeg hader det.

En af mine venner i Italien fortalte mig for mange år siden, at jeg da skulle flytte ned til ham. Så ville der både være varme og bjerge lige in the neighbourhood. Men det gjorde jeg så ikke. Så jeg må lide mig igennem vinteren – og brøle lidt en gang imellem.

Og kippe med humørstangen over at jeg er velsignet med en ven, som midt i mørketiden finder på det her. Og når jeg er allersurest over det der vejr, som jeg alligevel ikke kan gøre noget ved, så kan jeg sidde og bladre i mine bjergbøger og lægge planer for sommeren.

by - 3 kommentarer

Mark Cavendish, Brian Holm og alle os andre

Bloggen har været en smule stille og indadvendt i denne uge. Jamen det har været en sådan lidt stille uge. Med lidt for meget arbejde, lidt for meget snot og lidt for lidt løb. Men i weekenden har jeg taget revanche. Snottet er aftagende, arbejdet har været lagt på hylden og både løbesko og cykelhjelm har igen været i brug.

I går drog jeg til Albertslund for at heppe på vennerne, som stillede op til 6 timers løb ca. 2,5 km rundt om en lille sø. Det er mig en kilde til stor undren at nogen kan holde sig i gang i et så ensformigt scenarie. Men måske man skal prøve det for at kunne forstå. Jeg havde et par hyggelige timer sammen med Lene og Jesper, som måtte trække sig godt løbende ud af løbet med en dårlig tå. Tracy’s Rasmus havde et superløb, men løb ind i en grim krise mod slutningen. Jeg løb med ham de sidste to omgange og snakkede så meget, at han var nødt til at løbe videre.

I dag skulle jeg så have en ordentlig løbetur i skoven. Ikke fordi der sker så meget ved at drosle helt ned en uge, men mest for at stive min runkne selvtillid af. Nå ja, og så trængte jeg da til en tur rundt i skoven, mens der endnu er blade og gyldne farver over det hele. Så det gjorde jeg. Løbe en 12-14 km i den disede morgenluft. Og så havde jeg travlt. Jeg havde nemlig en aftale med selveste Mark Cavendish og Brian Holm og en gruppe tidligere kræftpatienter på VM-ruten ved Geels Bakke mellem Holte og Virum.

Don Ø, Mark Cavendish, Brian Holm og mig med et spooky udtryk i ansigtet inden starten. Lånt fra http://www.facebook.com/photos.php?id=142348145803396#!/copenhagen2011?v=wall

VM-ruten er 14 km med både bakker og sving. Første runde kørte vi i adstadigt tempo, så alle kunne være med og se ruten. Næste runde var med tempo, og de proffe stak hurtigt af. Jeg kørte med min gode ven Tim og med en pige, som skiftede med mig til at trække. Og på en eller anden måde lykkedes det at holde et helt okay tempo – lige til vi ramte Geels Bakke igen. Nåmn i mål kom jeg jo og stillede op til fotografering med Mark og Tim.

Tim, Mark og mig efter første runde

Og så cyklede jeg da hele vejen til København i ro og mag sammen med et par trætte medcyklister. Spiste en fornøjelig frokost i PACT sammen med en flok glade medlemmer og cyklede hele vejen hjem til Birkerød igen. Så er det vist okay for den weekend, og om lidt må jeg tyvstarte noget arbejde.

Tak til støtten fra Mark Cavendish og Brian Holm