I løbet af natten er isen i min kanal blæst væk, og nu flyder vandet igen stille og klukkende. Ænderne og svanerne er tilbage og snadrer lykkelige rundt. Solen spiller på himlen, og om lidt tager jeg på Christiansborg og tjekker Bertel og de andre lidt ud. I dag samles den politiske top og os andre for at diskutere telemedicin den ganske dag.
Hold nu op, Lykke Friis. Du er ikke stor nok til at lukke en international kampdag, vel? Og bare fordi man i Gentofte segmentet har sit på det tørre, er der ingen grund til at aflyse noget international solidaritet. Hvor er det dansk på den ufede og navlepillende måde.
Der er f.eks. al mulig grund til at vise en åben støtte til kvinderne i Yemen, som med åbne ansigter og verdens største mod aktivt går i demonstrationer for kvinders rettigheder i Yemen. Eller de tunesiske, eller de libyske, eller de egyptiske.
Der er grund til at vise sin solidaritet med de mange millioner kvinder, som ikke kan føde deres børn under ordentlige forhold, eller som ikke kan få den nødvendige professionelle hjælp under deres graviditet. Og derfor dør i hobetal.
Der er grund til at rejse sig for alle de kvinder, som må kæmpe en daglig kamp for at brødføde sig selv og sine børn.
Der er grund til at markere international solidaritet, fordi der stadig dræbes pigefostre. Fordi de er piger.
Der er også grund til at fejre, at den solidaritet, der har været markeret siden den 8. marts 1908, har resulteret i en større grad af ligestilling i vesten. Og at der nu tilsyneladende er mange flere på verdensplan, der faktisk også ønsker sig piger.
Skal vi ikke sammen blive ved at huske på vores formødre, der kæmpede med liv og helbred som indsats, for den stemmeret, vi tager helt for givet i dag? Det er ikke længere siden end 1915, for Søren. Er det ikke smart, at vi har en helt speciel dag til det?
Og så er der også grund til at kigge under egen dørmåtte, Lykke Friis. Information har på det seneste kigget kommunale kontrolgrupper efter i sømmene, og det ligner en klapjagt på ressourcesvage enlige kvinder med mørke toner i huden, som man så med et slag kan fratage de allersidste kræfter. Det ser ikke kønt ud.
Kom nu, tøser. Lad os nu slå et slag for, at vi ikke altid bare er os selv nok. Lad os da vise de kvinder ude i verden, at vi tænker med dem og på dem. Lad os vise de udsatte kvinder i Danmark, at de ikke er helt glemte. Lad os vise Lykke Friis, at kvindernes internationale kampdag ikke handler om at udelukke mænd. Men at det handler om solidaritet og lighed. Og lad os grine højt af det mandepanel, hun har nedsat af økonomidirektører, chefforskere og andre med sit på det tørre.
Imens kan vi så sammen glæde os over, at vi har vores så meget på det tørre, at vi kan blogge side op og side ned om vores løbeture og daglige hverdagsproblematikker.
Transport er hverdagens små udfordringer. Transport er meget mere end at flytte sig. Transport er fyldt med små hverdagseventyr, som kan levere sine egne små blogfortællinger. Om at få det lille morgenpuslespil af bus, metro og tog til at gå op, så jeg kan ankomme i lufthavnen i tide. Om at flyve til Bornholm en tidlig mandag morgen og se ned på mit frosne land. Med en højt skræppende dame i kabinen, som a l d r i g havde fløjet i sådan et lille bitte fly. Og som højlydt måtte have den rødmende teenagesøn til at holde i hånden. Om dumme sikkerhedsfolk, der insisterende kylede den sennep, jeg havde købt med hjem til vores sekretær – i skraldebøtten. Flydende væske – phyyyiii! Om at få puslespillet med tog, metro, bus til at gå op i modsat rækkefølge sådan en iskold mandag aften. Så jeg kunne komme hjem til noget varme.
Om s-tog, som nogen morgener kører og andre morgener ikke gør. Som bliver stoppet af livstrætte mennesker, der hopper ud på skinnerne. Og af semi kreative folk, som rykker kabler løs i Holte og skærer dem i stykker. For at stjæle dem? But why? I hvert fald vendte jeg cyklen og tøffede hjem igen. Jeg kunne på ingen måde nå til Hillerød, før jeg skulle vende kareten og til møde på Østerbro.
Om s-tog der kører til tiden og fyldes af så forskellige folk. Som ham i ruskindsfrakken, der må have kværnet en morgendram eller to sammen med et par smøger, inden han steg på toget. Den er stram på morgenkvisten – sådan lige tæt på. Han sad sådan og skuttede sig lidt, og trak hætten op om hovedet, mens den sprittunge ånde blæste lige ind i min morgensarte næse. Men han steg af i Hellerup. Og blev erstattet af en kvinde, der havde erstattet drammen med et grundigt skvæt parfume. Udenpå. Er det bedre end det andet? Jeg er i tvivl.
Og der var den ældre dame med stor kuffert, som rejste sig ved den første station og spurgte, om vi ville passe på hendes kuffert. Mens hun gik ud og klippede. Og vi så på hinanden i kupeen. Og rejste os for at holde dørene åbne. Bare så kufferten ikke skulle køre videre uden klip. Og uden dame.
Eller som ham den lidt opstemte ølbøv med de kridhvide bukser midt i cykelrummet. Og som åbnede for en sand talestrøm, da jeg listede min møgbeskidte cykel forsigtigt forbi. For ikke at snavse ham. Han talte stadig, da jeg stod af toget.
Og der er mig, der læser hele vejen til Hillerød. Og kan være glad for, at toget ikke skal videre. Når jeg er midt i Jussi’s onde fortællinger. Som jeg ikke kan løsrive mig fra.
Eller om den isnende kolde cykeltur til Birkerød, som jeg stædigt holder fast i på vejen hjem. Mens jeg på den hårde måde registrerede, hvor store huller frosten havde efterladt i cykelstien. Og hvordan mine kinder var koldere end jeg kan huske, de har været længe.
Og endelig den helt vidunderlige opdagelse. Der er cykelstativer i parkeringskælderen. Min cykel behøver ikke at stå i stuen, når det fryser, så gear og bremser sætter sig fast. Den kan stå trygt og frostfrit i parkeringskælderen. Bare en af hverdagens små glæder.
Og så blev jeg ellers kørt over af et arbejdseksprestog. Som en af mine kolleger sagde, – det er dødhårdt at holde ferie. Først knokler man som en hest for at blive klar til at være væk. Afslutter og forbereder alle og enhver på, at man ikke er der i to uger. Bagefter knokler man som et bæst for at samle op på alt det, som ingen andre har kunnet tage sig af, mens man var væk. Og jeg vil ikke høre et ord om offentligt ansatte, vel?
Men jeg klarer det. Jeg har jo suget energi ind i rå mængder, mens ferien varede. Af den langtidsholdbare slags. Og det er fint at restituere lidt efter alle de kilometer i løbeskoene de sidste to uger.
Jeg startede min hverdag igen med et besøg på Bornholm. Hvor ferieagtigt, kan jeg høre jer tænke. Men nix, – det var arbejde. Hyggeligt og ret effektivt sammen med hospitalets kvalitetschef. Chokerende at der alligevel stadig lå så meget sne og tyk is. Og dejligt at flyve hjem igen. Jeg er ikke en velegnet øbo. Rønne er hyggelig, og jeg elsker at besøge øen. Og jeg elsker at tage hjem igen.
Jeg har besvaret hundredvis af mails, sparket mit projekt igang, lavet aftaler, forberedt et par dage i det vestjyske på nogen sygeplejeskoler og er blevet involveret i et nyt projekt. Eksprestoget er i gang i højt tempo, og jeg er sprunget på i farten med håret flyvende i vinden. Og nåede alligevel 10 iskolde kilometer på Kalvebod Fælled med fire km indlagt tempotur. Tempoet? Har det nok bedst med at være en statshemmelighed.
Se den. Kan jeg kun sige. Mor og datter med fortid i noget sødt liv på den behagelige og uforpligtende kant af poolen. De sidder et sted i Portugal uden penge og fortsætter et liv på kredit. På den knapt så søde måde. De hakker løs på og pakker hinanden ind i en sovs af skyld.
I har ikke forberedt mig på at klare mig selv. Siger den 56-årige datter. Og henter bilen fra reparation på afbetaling. Mens den 80+-årige mor bekymret reflekterer over, hvordan datteren mon skal klare sig, når hun dør.
Det er hylesjovt – og tragisk. Og skarpt. Og meget tankevækkende og dybt alvorligt.
Se den, The Good Life, og pas på hinanden.
Seriøst, altså. Prøv nu bare at høre om den her dag. Min sidste feriedag.
Jeg vågnede tidligt, gassede to sekunder for længe og faldt i søvn igen. Da jeg endelig vred mig fri af dynen, måtte jeg tage hurtigskoene på. Og måtte vende om på vej ud af døren. For i baggrunden af min ferieramte hjerne rungede et ekko. Det var sidste chance for at skrive alle mine guldkorn til den kommende lønforhandling. Som at jeg havde udskudt, og udskudt, og udskudt. Fordi jeg jo havde en monsterlang ferie. Godt husket, alligevel. Og afsted til chefen med den.
Nåmen afsted med mig. Til morgenmad med min Sofie. Som endte med morgenmad med alle mine døtre, biologiske og bonus. Og morgenmaden sluttede ved firetiden. Jo, den gjorde. Jeg ved ikke, hvordan det sker. Men det gør det nogen gange for os. Kors, hvor er vi gode til at drikke kaffe og vende hver sten i verden. Bare sidde omkring et bord, mens timerne flyver, og det alligevel er koldt og klamt udenfor. Det er slet ikke det, overskriften sigter til. Faktisk er det rent hjerneguf at bruge timer sammen med mine piger.
Da jeg endelig vristede mig løs fra Sofies spisebord i erkendelse af, at jeg måtte hjem inden mørket faldt på. Fordi min cykellygte lå i Sydhavnen. Cyklede jeg målrettet afsted og købte første sæson af Mad Men.
Og så var det. Det der med hjernen. I stedet for at sætte Mad Men i dvd’en, lod jeg bare tv’et køre på autopilot. Og X-factor flød ind over min stue. Jamen hvad skete der lige der? Dårlige Beatles plagiater og tudende dommere? En undervægtig studievært, som råbende piskede en stemning op? En lille fyr, der engang havde været med i noget andet X-factor. Og havde udgivet en single. Og stadig ikke var blevet til en kunstner? Mens Mad Men lå på bordet? Det er da bekymrende.
Alting har en ende. X-factor er heldigvis slut, og Mad Men holder en anden aften, hvor jeg er færdig med at være helt hjernedød. Og min ferie er ovre. Hvordan det ellers ville gå, kan man kun gisne om. I morgen må jeg ruske op i min hjerne og forberede den fremadstormende hverdag med projekter og rapporter og et besøg på Bornholms Hospital.
Nu med lamper! Med en loftshøjde på fire meter kunne man være fristet til et liv med standerlamper. Men jeg er i besiddelse af en underskøn lampe, som jeg købte hos Tom Rosseau i Istedgade engang. Lampen er stor og skrøbelig og smuk. Den er lavet af birkefinér og er mere en skulptur end en lampe. Jeg købte den, mens jeg boede i Århus. Og jeg vil aldrig glemme togturen med min en meter høje lampe i en papkasse. Og videre i bus til Højbjerg, hvor en dejlig nabo standsede og kørte mig det sidste stykke hjem. Jeg elsker den lampe. Men gode dyr var rådne. Hvordan, hvordan, hvordan?
Facebook er din ven. Jeg spurgte ud i FB-rummet, og efter få dage fik jeg besøg af min gode ven, Jakob, med en lang stige. Dermed var trængslerne ikke forbi. For ledningen var ikke lang nok, og den lod sig ikke sådan skifte. Vi turde ikke skille lampen ad. Men Tom Rosseau havde råd.
Og i dag var dagen:
Min private superhelt højt under loftet
Og nu hænger min smukke lampe og kaster sit bløde lys i stuen, som om det hele tiden var meningen.
Med et let pres og en flaske god rødvin hang der pludselig også en lampe over spisebordet.
Og der blev lys. Tak, fordi verden stadig rummer superhelte. Nu bor jeg her lidt mere.
Nå, nu skal alting ikke gå op i udseende. Der sker jo andet omkring mit lille liv, end at en blog ændrer omgivelser. Men lige for tiden er her stille. Det der ferie virker. Jeg er gået i et helt andet gear. Jeg sover, til øjnene klapper op helt af sig selv. Kun blidt provokeret af lyden af klukkende vand og ændernes snadren udenfor mit vindue. Selvom jeg blev sat i spidsen for et stort og spændende projekt fem minutter i ferie, har jeg kun ganske få gange logget på min arbejdsmail. Projektet må træde i karakter i næste uge. Sammen med mig.
Altså jeg kan helt anbefale det her. Prøv å hør’ her: Vågner langsomt ved 7-tiden eller tidligere, trækker dynen op og kigger ud på vandet, der bølger blidt. Fra min seng. Lægger mig lidt på den anden side og læser et par sider i dagens bog (som er Henning Mankel: Dyb). Giver til sidst efter for de dybereliggende drifter og tøffer på badeværelset. Sætter tevand over på vejen. Jeg arrangerer mig med morgenmad, te og avis i sofaen, mens jeg hilser ud på svanerne i vandet. Da teen er drukket, og avisen begynder at kede mig, fortsætter jeg, hvor jeg slap i går. Jeg former mit hjem. Det er lynende hurtigt blevet mit hjem. Selvom jeg mangler både lamper og billeder endnu. Jeg bor her i den grad.
I går udkæmpede jeg mit livs kamp med en Ikea-reol. Jo, det kan man. Den var tung, og i vejledningen var de to om at samle den. Mænd, forstås. Det ville jeg som sædvanlig skide på. Og gik kækt i gang. Muuaahaha! Hvor var jeg tæt på noget fortrydelse. Men give op til en billig reol fra det svenske? Ikke tale om. Jeg fik kæmpet og tvunget den sammen. Ikke liggende som på tegningen, men opretstående, så jeg kunne bruge min egen vægt til at tvinge de pokkers hylder på plads. Og så trak Ikea trumfkortet! Den sidste side af reolen, som skulle sættes på oven på det hele, var brun på den ene side. Det var en bundplade. Jeg hader, når Ikea gør det der. Den f…….. tunge reol skulle vendes 180 grader. Nå ja, den korte historie er, at det blev den. Og jeg blev fuld af blå mærker både her og der. Og kunne glæde mig over, at ingen kunne tjekke mit blodtryk. Og ingen kunne høre min ustyrlige rasen. For jeg havde selvfølgelig været smart og sat de der filtdutter på den side, der vendte ned. Og som ikke var brun.
Nå men nu står den der. Med filtdutter på den rigtige side, og ridser på den øverste. Og jeg har fyldt den med bøger og sager, og det ser fint ud. Jeg har regeret i pulterrummet og fået plads til den ene cykel. Next stop er beslag til at hænge begge cyklerne og traileren op i. Og en mand med en boremaskine.
Jeg har gæster og gæster og gæster. Kokkererer og drikker rødvin og holder hof. Det der hjemmeferie skal jeg prøve igen en anden gang. Og jeg har en hel uge endnu, har jeg.
Stille ferie morgen uden gæster. Tusser rundt og finder nye pladser til flere ting. Sætter mig på gulvet med ledninger og højtalerstik og stereoanlæg i en bunke omkring mig. Jeg har ikke gidet sætte det sammen, for højtalerne knasede så fælt de sidste par måneder. Men jeg giver det en chance, fordi jeg ikke har penge til nye. Jeg skruer løs og skruer fast. Forbinder det ene med det andet. Omhyggeligt. Og – oh wonder – det virker. Mit anlæg spiller. Næsten uden knas. Og jeg er pavestolt over næsten at have løst et problem midt i ferien. Fylder omgående rummet med musik og sætter mig nærmest lidt ekstatisk ved pc’en for at tage hul på en artikel.
Sceneskift:
Stadig sådan ret stolt inden i går jeg hen til SKAT’s kontor for at slå en klo i en skattekonsulent. Personligt fremmøde står der. En gruppe mennesker står i kø, og jeg stiller mig bag i. Jeg bliver venligt dirigeret ind i et venterum med et nummer i hånden. Når at læse nogle sider i min medbragte bog (man har vel vente-erfaringer fra diverse hospitalsambulatorier), så bimler mit nummer frem på skærmen. Jeg følger en labyrint af blå numre, til jeg kommer til et skrivebord med en lettere tørret kvinde, som taster på en computer. Du må lige vente et øjeblik, skræpper hun. Sådan lidt fornærmet, som om jeg har snydt i køen. Jeg sætter mig ned. Og venter. Og er pludselig ti år. Hun ser strengt på mig. Endelig kan jeg præsentere mit problem. Og jeg gør det virkelig helt venligt og åbent. Jeg forstår det ikke, siger jeg. Hun ser strengt på mig. Igen. Som om jeg har glemt at få seddel med hjemmefra. Med ansigtet fyldt af “går-du-ikke-snart-igen”-udtryk får vi alligevel fundet nogle forsvundne fradrag. Og jeg opgiver fuldstændig en længere opklaring af de sidste års skattemysterier. Får en latterlig trang til at fortælle hende, at jeg faktisk lige har fået mit stereoanlæg til at virke. Selv. Og at jeg har en studentereksamen. Og to universitetsuddannelser. Bare for at flashe et par kompetencer. Midt i min totale skatteinkompetence.
Og man kan så reflektere lidt over, hvad der får et voksent menneske til at regrediere så fuldstændigt i et ellers uskyldigt møde med S K A T.
Men I får mig ikke. Jeg klarer mig. Jeg har tacklet værre økonomiske blæsevejr end dette. Hmmm, det er vist også barnligt.
Sidder her med et tæppe af tid bredt ud foran mig. Tid til at dale ned efter en hektisk start på det nye år. Og en hektisk afslutning på det gamle. Er dumpet godt og fint ned i mit nye hjem. Er så meget mere hjemme, end jeg har været tidligere, siden jeg rykkede ud af Århus. Måske er det bare her, jeg skal være?
Og så tog jeg mig selv i at sidde og lave planer og to-do lister hen over morgenmaden. Lige til jeg med et slag over fingrene krøllede dem sammen. Og mindede mig om, at pointen med de her to uger jo er minus to-do lister og minus planer. Om igen. En ny kande te blandet med lettelsen over, at Mads og Monopolet også holder ferie på denne lørdag. Af hjertet tak. Cyklen blev feriesmurt, og jeg drog afsted mod byen. Iført bydress. Fandt Supermarco i Fiskerihavnsgade og lykkedes, mod alle odds, med at komme ud igen kun 100 kroner lettere. Den går nok ikke en anden gang. Jeg kan kun sige én negativ ting om Supermarco – der er lidt for mange pelsede damer. Som tror, de har mere ret til stå forrest end dunjakke og cykelhjelm. De overså fuldstændig mit bylook med by-jakken og høje hæle.
Videre til Rådshuspladsen, hvor jeg dumpede i med et brag til min last nummer et. Politikens bogudsalg. Jeg prøvede virkelig at styre uden om. Virkelig. Og det gik ikke godt. Men det var udsalg, var det, og det kan Politiken gøre, så det mærkes. Så for 125 kr. hoppede jeg i sadlen med:
Kim Blæsebjerg: Rådhusklatreren
Søren Mørch: Verden som den er
Claude Levenson: Tibet
Nathan Englander: Ministeriet for specielle anliggender
F.P.Jac: En græssende glæde til dit ydre.
Jeg var stadig pænt stolt af mig selv. Men det var slet ikke overstået. På mærkelig vis fik min cykel trukket mig mod Rundetårn. Nå ja, og hvad så? Jo lige overfor ligger Arnold Busck. Som også har udsalg. Og jeg prøvede virkelig, virkelig at trække den forbi. Men det gik heller ikke godt. Karen Blixens Vintereventyr, Nicolai Moltke-Leth’s Et glimt af sjælen og Henning Mankel’s Dyb. Tror måske, at Nicolai Moltke-Leth’s bog kan være jævnt kedelig, men den kostede 20 kr.
Jeg kastede mig på cyklen i retning af Vesterbro for at bruge penge på noget planlagt og nødvendigt, et gardin til mit soveværelse. Det føles en tand for ekshibitionistisk at være gardinløs med genboer overfor og ovenfor til begge sider. Så nu er det slut med at nærstudere mit spændende natteliv. HA!
Nogen i radioen havde sagde noget om, at den vind ville lægge sig om eftermiddagen. Det gjorde den ikke på Amager. Min personlige kanal havde skumtoppede bølger, og jeg løb noget, det mest lignede powerwalking ud over det flade Amager. Og fløj hjem, mens håret piskede rundt og fandt både øjne og mund.
Og nu er det tid at nyde Supermarcos bidrag til min første ferieaften. Og forresten….. det der influenza blev skræmt væk i opløbet.
Helles Blog 