Category Archives: Kræft

by - 0 comments

Et møde

I sidste uge mødte jeg en mand, som havde stor betydning for mig, dengang jeg var syg. Han var ledende overlæge på den afdeling, jeg flyttede ind i, og vi kendte hinanden fra tidligere samarbejde om elektronisk patientjournal og kræftforskning. Nu var vi patient og læge..

Han var den bedste til at træde til, når jeg flegnede ud og kravlede sammen i fosterstilling. Han gav mig de bedste klap på skulderen undervejs. Han var den, der tog sig tid til at tale alting igennem med min yngste datter, som var helt forkrampet i sin rædsel for, hvad der kunne ske med mig. Han svarede på alle hendes tre millioner spørgsmål og efterlod hende med lidt større tillid til verden. Det var ham, der engang kiggede ind i min meget sårede mund. Og sagde: der er kvinder, og så er der seje kvinder, for jeg har sjældent set en mund som din.

Jeg var ret vild med ham som læge. Ikke at jeg sådan kunne kalde ham for ‘min læge’, for han var ikke sådan at få for sig selv. Han havde bare en suveræn evne til at træde til og træde i karakter på de helt rigtige tidspunkter.

Jeg mødte ham til en konference i sidste uge, hvor han holdt en tale. Senere gik jeg hen og sagde hej og fik et stort knus. Vi talte længe om løst og fast. Om konferencen. Om den gamle afdeling i Århus, som han heller ikke længere er på. Om elektroniske patientjournaler og telemedicin. Om alt det arbejde vi havde lavet sammen dengang. Og den slags. Vi talte længe, og til sidst gav vi hinanden et knus og gik tilbage til vores borde.

Først lidt senere gik det op for mig, at vi slet ikke havde talt om vores fortid som patient og læge. Han havde glemt det. At jeg havde været patient på den afdeling.

Og så blev jeg helt uhæmmet kisteglad. Han huskede alle de faglige ting, vi havde haft sammen. Og det er meget bedre at være husket for. End at være husket for at være en skaldet og rædselsslagen hystade, krøllet sammen i fosterstilling.

by - 4 kommentarer

Jeg har sendt penge, alligevel

Det sker meget sjældent, at jeg støtter private indsamlinger, og det sker endnu sjældnere, at jeg støtter nogens desperate beslutning om behandling i et andet land. Jeg har bevæget mig for mange år i sundhedsvæsenet. Jeg accepterer, at nogen dør. Vi kan meget, men vi kan ikke alt.

Jeg har også selv været der. Jeg kunne have været den, der ikke blev hjulpet af den kemeoterapi, jeg fik for fem år siden. Det havde jeg også en slags sær accept af dengang. At døden også var en mulighed. Pludselig. En mulighed, jeg ville kæmpe imod med næb og klør. Eller jeg kæmpede for den anden mulighed. At leve. At holde mig selv stærk nok til at tåle den vilde behandling, lægerne hældte i mig.

Derfor rører Runes beretning mig. Rune er ikke endnu en desperado, der skælder ud på samfundet over sin dødelighed. Jeg hører ingen bebrejdelser. Tværtimod har han brugt sig selv og sit eget eksempel gennem Facebook til at få mere end 1000 mennesker til at melde sig som blod- og knoglemarvsdonorer.

Han fik sin knoglemarvstransplantation, og den gjorde ham ikke rask. Nu er lægevidenskaben ved at løbe tør. Der er grænser for, hvor meget kemoterapi, et menneske kan tage imod. Kroppen kan ikke blive ved. Kemoterapi for leukæmi er, ligesom kemoterapi for lymfom, ualmindeligt skrappe sager. Jeg ved det. jeg har fået de samme stoffer, som Rune fik før sin knoglemarvstransplantation. Det er hell on earth. Også selvom jeg kom nådigt igennem og levede videre.

Rune er ung. Skulle have livet for sig. Og de sidste år har han brugt på at holde fast i det. Han er nu på det, der hedder livsforlængende behandling. En behandling, der forsøger at bremse en vild sygdoms fremmarch, men som nok ikke standser den. Eller udrydder den. Og han har hårde odds, fordi den tidligere behandling hånd i hånd med sygdommen har udryddet alle former for immunforsvar. Det immunforsvar, han også har brug for i forhold til kræftsygdommen.

Rune fremstår ikke som en mand med en blind tro på mirakelkure. Men han har fundet sig et sted i Østrig, som arbejder med netop at styrke kroppens egne ressourcer. I samarbejde med den østrigske kræftorganisation. Og jeg har enorm respekt for lige præcis den formulering, Rune bruger: vi har fundet frem til en mulighed, som vi mener kunne være med til at give ham en chance for et bedre liv eller måske endda blive kureret. Ingen blår her – kun realisme. Og vi kan lære så meget mere om, hvordan kroppens egne ressourcer kan forstærkes, når vi behandler de vilde blod- og lymfekræftformer.

Og samtidig fortsætter han sine opfordringer til folk. Meld jer nu som bloddonorer og knoglemarvsdonorer. Det kan måske hjælpe et andet menneske, som engang får brug for en knoglemarvstransplantation.

I aftes tonede han frem i en helt usædvanlig alvorlig del af Aftenshowet med sit budskab. Du kan læse mere om Rune her, og du kan sende penge efter ham på reg.nr. 8401 kontonr. 1178427. Og når du har gjort det, kan du skynde dig ind på bloddonor.dk og melde dig som donor. Det er let, og du kan donere i levende live og leve lykkeligt videre bagefter.

Gør det nu bare.

by - 8 kommentarer

Advarsel: surt opstød i farvandet

Jeg vil gerne bytte fødder og hænder. Jeg har virkelig fået nok af dem. De topper selvfølgelig også med både brækkede tæer og dårlig hæl lige nu. Og jeg er virkelig ikke god til at blive begrænset i mine fysiske udfoldelser. Jeg bliver olm og uvenlig. Og selvom jeg elsker at cykle for fuld udblæsning tre timer i solskin. Eller padle rundt i vandet omkring mit hjem. Så.er.det.bare.ikke.løb.

Kunne vi ikke lave en aftale? Når nu jeg næsten uden at brokke mig lever med sovende fødder og fingre. Som hele tiden har den irriterende prikken under fodsålerne og i fingerspidserne. Og når jeg næsten uden at brokke mig eksisterer fredeligt med ild under fødderne. Og med hænder der bare kort og godt gør ondt. Altid. Kunne du så ikke ondulere den hæl? Så vil jeg undlade flere ninjaspark mod teltpløkke.

Tæerne heler planmæssigt, og jeg kan nu skifte plasterforbindingen uden at hyle. Min hæl, derimod, bliver ikke bedre. Den blev en overgang overdøvet af de to miserable tæer, men nu er den tilbage for fuld kraft. Og det forstærker bare alle de sædvanlige irritationsmomenter ved hænderne og fødderne, som der ikke kan gøres andet ved end at leve med dem. Det er gamle nerveskader fra kemoterapien. En del af prisen for at være her i dag. Og det er for det meste en helt fair pris. Det gør heller ikke lige ondt hele tiden. Det er værst om morgenen, og hænderne hyler og vræler den første halve eller hele time af en cykeltur eller rotur. Men så stilner det lidt af. De underholder mig også med gode og dårlige dage, som jeg ikke har knækket koden på. Eller måske skulle jeg kalde det dårlige og endnu dårligere dage. Men så finder jeg aldrig nogen, der vil bytte.

Det er ikke verdens kønneste fødder. Lidt for brede, lidt for små og lidt for høje. Men de har tjent mig godt. Det meste af tiden, og de står fast i underlaget på en meget jysk måde. Vil du bytte? Bare en uge? Vi trænger virkelig til lidt tid uden hinanden.


by - 5 kommentarer

Kunsten at flytte fokus

Jeg startede ferien med at pløje mig igennem godt 300 sider, som jeg skrev, mens jeg var syg og i året efter. Egentlig havde jeg set frem til at gøre det, og jeg anså det for den nemme del af hele mit skriveprojekt. Jeg har jo fra tid til anden læst en lille bid her og der af de gamle blogindlæg og dagbogsnotater. Men det udløste en lavine af uventede følelser. Som kom helt og aldeles bag på mig. For søren da, jeg har jo aldrig svært ved at tale om kræft. Og jeg syntes, at jeg havde arbejdet mig godt igennem hele oplevelsen og alle mine erfaringer. Og pludselig lå jeg så der – mentalt krøllet sammen til en lille papirskugle et sted i det ene hjørne af mit liv.

Jeg var sparket tilbage midt i de følelser af forladthed og alenehed, som i perioder fyldte hele min indre sendeflade. Og det overvældede mig ganske. Jeg kunne ikke. Gøre noget med teksterne, altså. Sad bare der med en slags lammelse, som fyldte det hele. Havde ufrivillige tudeture og havde sådan en grundked stemning inden i.

Derfor var det dejligt og belejligt, at forsynet havde arrangeret en kajaktur i det sydfynske på det helt rigtige tidspunkt. For jeg anede virkelig ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Selvom jeg også blev enig inden i om, at det nok var en slags nødvendighed at kradse rundt i alt det grimme for at kunne skrive om det.

Jeg tror bare ikke, at der er meget idé i at sidde for mig selv og kradse i Sydhavnen. Derfor virkede det helt rigtigt at pakke cykeltaskerne og traske til Tåsinge. Krejle mig en masse tanketid på cyklen og i bølgerne, mens jeg knoklede kroppen godt igennem. Omgive mig med smukhed og stor natur og være sammen med nogen om noget meget konkret.

Og de har ingen anelse om, hvad de har været del af, min lille kajakgruppe.

Det virkede. Som sådan noget næsten altid gør. For mig. Når fokus bevæger sig fra min egen navle til verden omkring mig. Når det kommer til at handle om at tumle kajakken, mens vejret viser tænder. Når jeg skal redde mig selv og hinanden. Med kajakker. Når jeg finder det rigtige momentum, og krop og kajak pludselig spiller sammen. Når vi slår telte op i regnvejr og bikser mad sammen til sultne maver. Når jeg oplever de små øer i det sydfynske og har fællesaftener med fællesgrin.

Andre og mere fornuftige mennesker ville ikke have taget turen fra Tåsinge på to dage. Men det gjorde godt at knokle igennem, mens jeg gled gennem mit smukke land.

Nu er jeg klar. Har haft en masse regn, en masse vind, en masse bølger – og en masse sol. Fregnerne er myldret frem i hele fjæset, og kroppen føles brugt på den gode måde. Fedt at kunne opleve eventyr og små og store ting på en lille uge i vores helt eget land.

by - 10 kommentarer

En dialog af en slags

Nåmen, tager du noget medicin, spørger min læge, mens hun kigger ind i computerskærmen.

Næh, siger jeg.

Får du Marevan, spørger hun, og kigger hurtigt på mig henover skrivebordet.

Nej, siger jeg, jeg fik det for fem år siden, fordi jeg fik en blodprop. Dengang jeg havde cancer.

Cancer?!? siger hun og ser direkte på mig.

Ja, siger jeg, en anelse træt. For fem år siden havde jeg lymfekræft.

Har vi nogen oplysninger på det, spørger hun så. Er du helbredt?

(Lang indånding) Altså, I har jo alle oplysninger fra min gamle læge.

Hvad fejlede du? Spørger hun. Er du helt helbredt?

Ja, blablablabla, Burkitts lymfom blablablabla, kemoterapi blablablabla, blablablablabla lang genoptræning blablablabla blablablablabla mere træning blablablablablabla

Mens hun holder øjnene på computerskærmen, siger hun, nåååe ja øøøhhh, vi har jo snakket om det før……… øøøh to gange.

Det har vi nemlig.

 

by - 1 kommentar

Feriesysler og gamle ord

Når jeg ikke har trænet eller tusset rundt i byen efter dejlig musik, eller skruet og vredet på min mountainbike, har jeg brugt de første feriedage bag computeren. Mens jeg har taget mig af en bunke gamle ord med noget, der ligner nænsom omsorg. Jeg har været i gemmerne for at konvertere min hedengangne blog til et worddokument, der kan gemmes som andre dokumenter. 300 sider! Er ret meget mere, end jeg troede. Nu får vi så se, om der er noget i de 300 sider, der kan bruges til noget.

Den gamle blog startede, da jeg blev syg omkring jul og nytår 2006/7, og den levede til omkring midten af 2009. Den var min dagbog og mit talerør til venner og familie, mens jeg var isoleret og i behandling med kemoterapi. Og den fulgte med på den enormt svære proces, det var at bygge noget liv op igen. Som var fyldt med  nye boblende øjeblikke.

Jeg faldt f.eks. over denne lille jubelscene fra sommeren 2006:

Juhuuuu – i dag har jeg løbet for første gang i mange måneder. Jeg havde sat ti minutter som succeskriterium. Bare jeg kunne løbe i ti minutter uden at gå, ville jeg være glad. Og så løb jeg i 22 minutter. Rundt i Botanisk Have. Ihhhh hvor var det en fantastisk fornemmelse. Alene fornemmelsen af at få pulsen ordentligt op. Den kommer selvfølgelig op, pulsen, når jeg cykler på MBT-ruterne i skoven, men løb er anderledes. Hvor er det godt. Der er lang vej til topformen og det varer længe, før jeg kan følge med hundene. Men bare det at kunne løbe. Wow hvor er det godt. Det er så godt at kunne bruge min krop igen.

Eller en lille rund taknemmelighedsboble fra samme tid:

At få lov til at opleve den helt rene glæde ved bare at leve er en gave. Jeg tror måske, man skal helt ud og vende for at opleve det. Jeg har haft en snert af det nogle morgener i bjergene. Men aldrig så ufiltreret som nu. Lige nu fylder den mig hele tiden. Jeg sidder bare og stirrer livet forelsket i øjnene. Ryster lidt på hovedet og ser forelsket på det igen. På en måde er det rart at tusse stille rundt og nyde følelsen.

Jeg fandt et langt takkeskriv, som jeg sendte ud den sommer 2007. Og som I kan få et lille bitte uddrag af:

Tak til alle jer, der har været her. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan takke jer for jeres hjælp gennem de sidste 4-5 måneder. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden jer. Uden jer havde jeg ikke været i stand til at stå det igennem så relativt godt, som det nu blev. Det har været utroligt overvældende og rørt mig dybere, end jeg har ord for, at I bare har været der. I har hjulpet mig på den mest overvældende måde og gjort det muligt for mig at leve et liv i isolation uden at være isoleret og ensom. Har du levet i en osteklokke, spurgte Fransesco. Nej på ingen måde. Jeg har haft en rigt socialt liv. Jeg har haft et liv fuld af indhold, glæde og latter, trods de dystre omstændigheder.

Jeg aer lidt på de gamle ord. Sætter dem forsigtigt på plads i deres nye hjem. Og finder nye sammenhænge til dem. Mens jeg bare er skideglad for, at jeg skabte alle de ord dengang. For man kan kun blive klogere af at vende tilbage til alle de glemte detaljer i ny og næ. Fordi der var både skrald og smukhed og vækst og bevægelse. Og henfald og spild og fart og langsomhed. Der var stilhed og musik, og der var masser af kærlighed. Og det husker jeg, når jeg læser de gamle ord.

by - 1 kommentar

Der var engang…..

Der var engang en afdeling på et stort universitetshospital i en anden by. Afdelingen husede de alvorligt syge kræftpatienter fra hele landsdelen. Dem der fik mest kemoterapi, og dem der blev svækkede af infektioner og sygdom. Patienterne var tynde og stille, som de sad eller lå på deres hvide senge med bløde tørklæder over deres skaldede isser. De fleste smilede blegt, når en sygeplejerske anbragte kulørte væsker i stativet ved sengen og ledte dem ind i de hårdt prøvede blodårer.

En dag modtog afdelingen en kvinde. Kvinden krøllede sig sammen i fosterstilling, mens rasende og fortvivlede tårer sprøjtede ud på de slidte vægge. Da der ikke var flere tårer, rejste hun sig i vrede og udstedte ordrer til de måbende sygeplejersker. Hun nægtede at opholde sig i sin hvide seng med det blåstribede dynebetræk. Hun slæbte sin store kuffert op ad trapperne, hver gang hun tjekkede ind til behandling. Fyldt med bøger, tøj, computer og billeder til natbordet. Og flyttede ind. Kvinden brokkede sig og forlangte behandlingen indrettet, så hun kunne småløbe hele vejen til stranden og tilbage igen hver eftermiddag. Hun krævede luft.

Da et par bævende sygeplejersker havde lavet et par ubetydelige fejl ved hendes intravenøse kateter, smed hun dem ud, og så overtog hun selv. Når hun kunne, gik hun hjem og sov om natten.

Det gik godt. Kvinden sluttede sin behandling og forærede sygeplejerskerne en stor kurv med lækre sager fra hele verden. Fordi hun var glad og taknemmelig. Men hun var også vred, fordi hun havde opdaget, hvordan det var at være patient. Derfor skrev hun et meget langt brev til sygeplejerskerne og lægerne og til hospitalsledelsen. Om alle de ting hun havde oplevet i de måneder. Bare fordi de skulle vide det.

Kort efter modtog hun en invitation fra afdelingen. De ville gerne have hendes mening om afdelingens kompetenceudviklingsprogram. Lidt senere modtog hun et langt brev fra hospitalets ledelse. Med tak for fortællingen. Og undskyld for de ting, der ikke altid var gået helt godt. Afdelingens ledelse skrev også et langt brev til kvinden. Og kvinden skrev artikler om, hvordan det var at blive patient.

Et år senere skrev afdelingen igen til kvinden. De spurgte, om hun ville holde et oplæg til sygeplejerskerne og lægerne om god kommunikation og svære samtaler til to temadage, som afdelingen skulle holde. Kvinden blev glad og holdt sine oplæg. Og fik en kurv med lækkerier fra Århus af afdelingen.

Nu er der gået fem år, og afdelingen har ikke glemt kvinden, der engang var patient. Nu vil afdelingen igen arbejde på at blive endnu bedre til at kommunikere og tale med deres patienter og pårørende midt i alt det svære, som de patienter og pårørende står i. Og afdelingen har endnu engang bedt kvinden om at holde et oplæg for dens sygeplejersker og læger. Om kommunikation og svære samtaler set fra patientens perspektiv.

Se det er en rigtig historie fra det virkelige liv. Om en virkelig afdeling og en virkelig kvinde, som virkelig har været patient. Om en afdeling der ikke kun tager brok for brok, men lytter til brokne kvinder, som de både har set i forvredet fosterstilling og i stålsatte stilletter med håret flyvende om ørerne.

Sådan en afdeling kan man kun sige stort tak til. Og have den dybeste respekt for. Specielt når man er en kvinde, der engang var patient.

by - 0 comments

The wild places

Man kunne forledes til at tro, at jeg tripper omkring som en tikkende bombe af indestængthed. Det kan jeg helt afvise. Jeg trækker heller ikke i klynkeminer, så snart døren er lukket. Jeg er glad, tilfreds og oplever ind imellem glimt af lykke. Og jeg rummer også det andet. Jeg har ingen lyst til at stikke hverken lammere eller knytnæver, og jeg har det slet ikke rart med at rase på nogen. Det giver på ingen måde tilfredsstillelse men er bare det, der sker. Når den indre ildballon bliver tirret. Stakkels Tove, som med sin kommentar, i bedste mening og helt uforvarende, fik placeret sig i orkanens øje og indkasserede en verbal lige højre. Det havde hun ikke fortjent. Fakta er, at jeg tripper særdeles tilfreds rundt i verden og lever med min vrede, der bliver mindre og mindre. Fordi jeg bliver bedre til at hænge mig i verdens muligheder end i de ting, som skæbnen har snuppet.

Forleden faldt jeg ind i en udsendelse på DR2 sidst på dagen, hvor en lidt velkendt engelsk stemme snurrede i baggrunden. En gut turede rundt i Essex i det sydøstlige England, og mens jeg lyttede halvhjertet, gik det pludselig op for mig. Jeg har en bog i mit skatkammer, skrevet af en engelsk antropolog. Bogen hedder “The wild places” og antropologen Robert Macfarlane, og det var netop ham, der vandrede og klatrede rundt i Essex. DR2 er mænd for at forsøde mit tv-kiggeri, og hver aften lidt over 19 kører en slags serie, der hedder “Forunderlige Verden”. Denne udsendelse baserede sig på Macfarlane’s bog, hvor han sætter sig for at finde “The wild places” i England. Eller finde ud af, om der overhovedet er noget vildmark tilbage. Han forfølger gamle beskrivelser og engelske litteraturperler rundt i hele landet. Han overnatter i huler, bestiger små toppe, udforsker kystområder og sover i telt på øde steder. En herlig perle af en bog, når man både kan lide rå natur og højpandet litteratur.

Og hvad finder han? Han finder fantastiske steder, og han forsøger ihærdigt at indkredse,hvad der karakteriserer ægte ‘vildmark’. Og han slutter bogen med at erkende, at vildmarken findes lige udenfor døren. At vildmarken findes i den lille skov, hvor han tager sin søn på tur. At vildmarken er, hvad vi gør den til.

Og med denne lange og snørklede omvej, er jeg tilbage til det der liv. Livet er lige her. Lige foran næsen og bag panden og midt i hjertekulen. Livet er, hvad vi gør det tid. Vi kan bruge det på at søge. Eller vi kan bruge det. Det går uanset, livet, og vi dør til sidst.

by - 20 kommentarer

Fem rasende år senere

Om nogle uger har jeg levet i fem år, siden de sidste dråber af de massive doser kemoterapi blev lukket ind i mine blodårer og fordelt i kroppen. For at kyse noget lymfekræft helt ud. Med udtrykkelig ordre om at blive væk. I lang tid, som i et par år, fyldte bevidstheden, forskrækkelsen, rystelserne fra kræft og kemoterapi næsten hele den indre sendeflade. Det fylder ikke længere. Angsten for igen at blive syg er væk. Jeg kan leve mit liv med forventning om en fremtid og få influenza og  forkølelse uden panikanfald.

Men jeg kan stadig blive fyldt af raseri over alt det, sygdommen og kemoterapien har skudt i smadder. Alt det der er så fandens svært at tale med nogen om, fordi det kommer til at lyde forkert. Fordi det får mig til at fremstå som et ynkeligt og vrælende tudefjæs. Eller endnu værre – som en anklagende Åse med hånden på panden. Derfor holder man sin kæft. Knytter sylten, klapper i og knokler som et bæst for at vende vindene. Eller lægge sig fladt ned og leve med mild accept. Eller hvad der nu skal til. For jeg er jo ikke rasende på nogen. Det er ikke nogens skyld. Det er bare sådan, det er. Og det gør mig rasende.

2006 startede skidt og sluttede værre. Det hører til den kategori af år, som burde slettes af verdenshistorien. Som startede med bristede hjerter og brudte illusioner langt ude i bjergene i Sydamerika. Og som fortsatte med dårligt helbredskarma med uendelig bjerghoste og en gammel skulderskade, der rottede sig sammen og smadrede alle forsøg på at klatre. Jeg troede det kulminerede med en 50 års fødselsdag (min), men året fortsatte med opsigelse af lejemål og flytning og nåede nye dybder, da en af mine bedste venner pludselig døde helt alene på sit badeværelse. Mens jeg var langt ude i Nepal og havde en lille rund bule på halsen. Som lige på falderebet til 2007 trumfede hele 2006 og var lymfekræft.

År ét gik med at samle de stumper af mig, der blev spyttet ud, i et grovsorteret puslespil. Bare sådan til husbehov, så det lignede et liv. Det var hårdt, intensivt og koncentreret arbejde at få så meget kemoterapi på så relativt kort tid. Det sled min krop halvt i stykker og smadrede min hjerne. Jeg stred mig igennem det hele med løftet pande. Der var en slutdato. Jeg vidste, hvor længe det ville vare og jeg ville ikke ned med nakken. Vennerne, søsteren, forældrene og ungerne slog kreds om mig. Hjalp med indkøb. Lavede suppe, når munden var åbent sår efter hver kemoserie. Gik ture med mig. Købte bøger og film. Var der.

Var det ikke ensomt, spurgte en veninde bagefter. Nej det var ikke ensomt. Det ensomme kom senere. Og det er her, Ynkelige-Yrsa og Dåse-Åse stikker hovederne frem, når jeg prøver at dele det. Som alle siger, man skal.

Hvordan fortæller man om ensomhed? Om venner der langsomt sivede ud i en periferi, jeg ikke kunne nå? Om veninder der ikke orkede mere kræft? Om andre veninder der døde? Mens jeg var den der levede? Og hvordan fortæller man om oldgamle fællesskaber, som jeg pludselig ikke længere kunne være fælles med? Fordi kemoen havde ædt min evne til at løbe hurtigt med drengene. Fordi jeg mistede orienteringen i festivallivet. Fordi der pludselig var tomme rum, der hvor spanske ord havde boet i min hjerne. Og fordi jeg ikke længere vidste, hvordan man taler om ingenting. Og ikke kunne holde ud at tale om det væltede liv hele tiden.

Hvordan fortæller man om dræbende træthed? Som konstant tvang mig til at vælge. Hvis jeg løb en tur, måtte jeg vente med at købe ind. Hvis jeg arbejdede hele dagen, måtte jeg ringe til min veninde en anden dag. Hvis jeg inviterede nogen, måtte jeg nogen gange bede dem gå hjem, før de havde tænkt sig. Hvordan fortæller man, at man så holdt op med at invitere?

Eller hvordan fortæller man om den mudrede hjerne? At min største bekymring var, om jeg nogensinde ville kunne lave komplekse analyser igen? Om jeg nogensinde ville kunne koncentrere mig? Hvordan fortæller man, at jeg stadig, fem år senere, kan glemme, hvad du har fortalt mig? Hvordan jeg stadig kan gå i stå midt i en sætning, fordi et ord er forsvundet fra min indre harddisk?

Og hvordan fortæller man, at alle de tæsk – næsten – har fået mig ned med nakken. På de dårlige dage. At skæbnen ind imellem alligevel kan banke mig hen i et hjørne for små dumme piger. Når jeg ikke selv kan holde mig ud i den ynkelige udgave, hvordan skal andre så kunne?

Inde i mig sidder en lille kompakt ildkugle af raseri. Raseri på kræft og på kemoterapi og på de konsekvenser, det hele har haft for mit liv. Og ildkuglen sprutter orange stikflammer, når jeg ikke pakker den godt ind. Den kommer farende ud og stikker lammere til dem, der siger, de kan se, at jeg er blevet tyk. Den langer knytnæver til dem, der siger, at de ved, hvordan det er at få så meget kemoterapi. Men den giver seriøse mavepumpere til dem, der fortæller mig, at jeg da bare skal være glad for at leve.

Jeg er for fanden fuldstændig lalleglad over at være i live. Jeg flyder helt over i taknemmelighed for de krøllede hjerner, der har udtænkt, hvordan lige den kombination af forskellige giftstoffer kunne redde mit liv. Men jeg kunne ikke blive ved med at køre i overlevelsesmode. Jeg måtte lande i mit nye liv. Og det har taget uendeligt lang tid at fatte, at mit gamle liv er smuttet og aldrig kommer indenfor rækkevidde igen. Måske er vreden og raseriet ved at lægge sig. Og måske er jeg ved at komme overens med mit nye jeg, som halvtyk og langsom, med flest nye venner i mit liv, og som alligevel godt kan lave analyser og begynde at huske spanske brokker.

Men hvis I en dag får en lammer, så ved I, hvad den kommer af. Og jeg vil, trods alt, hellere stikke lammere end at være ynkelig.

by - 8 kommentarer

Slam – in your face

Som jeg sad der og hyggede mig over lørdagsavisen, ramlede der pludselig en ægte knock out lige i krydderen. Der midt i dødsannoncerne. Et velkendt navn. Som fandme ikke skulle stå der.

Vi var ikke veninder, men vi havde en periode. Fordi vi lignede hinanden lidt i vores måder at håndtere det at få en kræftsygdom. Hun reagerede, ligesom mig selv, ved at spamme hele netværket. Hjælp mig lige med at komme igennem det her på en ordentlig måde. Hjælp mig, så jeg ikke keder mig ihjel undervejs. Bliv ved med at være der, sådan som I har været, mens jeg var rask. Og vi kom begge i alvorlige tvivl. Om vi skulle have holdt vores kæft og tøffet os igennem uden store armbevægelser.

Men vi var (og er) kvinder med store armbevægelser. Og vi havde nok en naiv forestilling om, at folk kunne håndtere det der med at holde fast. Også med kræft indover. Eller en ligeså naiv forestilling om, at vi kunne holde fast i livet, som det var. Uden kræft.

Vi havde begge en ubetvingelig trang til at mosle ud i verden med endnu større armbevægelser, da tilværelsen med kemoterapi og skaldepander var ovre. Og vi gjorde det. Og delte bagefter vores tvivl. Var det rigtigt? Skulle vi bare have tøffet livet stille igang post cancer? Men vi måtte give efter for de kræfter, som skød os ud i verden med fyrværkeri og bulderbrag. Vi slog igen og grinede højt. Og hylede ligeså højt, når lussingerne ramte os.

Og vi landede begge to på en slags ben og knoklede afsted med nye udfordringer. Vi måtte have forandring, og vi måtte hage os fast i den raske verden. Os var det fandme ikke synd for. Og derfor fandt vi en stærk fælles forståelse. Og vi kunne dele vores sorg. Uden den blev en lammer. Vi flyttede begge to til nye job og havde i den grad brug for at flytte fokus fra det klister af sygdom og død, der klæber til kræft. Til noget nu. Og noget liv. Og væk fra vores små navler.

Hun delte mit lettere vanvids-come back til Sjælsøløbet, hvor vi cyklede 125 km. Seks uger efter min sidste kemoterapi. Og efter jeg havde cyklet fra Odden. Fordi jeg stadig var i isolation efter kemoterapien og ikke kunne rejse med tog. Og hun var ikke imponeret. Sådan noget gør man bare.

Hun var sjov, sej og fuld af kærlighed. Til sine drenge. Til sin mand. Og til verden. Og nu må de undvære hende. Verden, det her kan du ikke være bekendt.

Så husk det nu. Lev det liv for fuld udblæsning. Der er ingen retfærdig udvælgelse. Fyld det med fest og farver. Fyld det med nærvær og ærlighed. Elsk for fanden. Mangler du nogen, så find nogen. Gør noget godt i verden. Flyt det fokus fra dig selv. Verden har brug for os.

Så nu vil jeg løbe en rasende tur og bagefter tæske nogle maskiner i træningscenteret. Så jeg kan fylde Vers lille liv med fest i aften. Og drikke en skål for Mette.