Må jeg præsentere mine nye tøsesko:

Salomon XA pro 3D ultra

De lyserøde gaiters er en gave fra Jesper, og så må man jo gøre sit til at holde stilen. De skal nok gøre sig i Alperne til august. Man kunne næsten fristes til at sige, at de ville gøre sig til noget pink spandex ala Fuhrmann…. Men de ben er vist alligevel alt for lange til mine pygmæ ben.

Annamette til Amager Strandparkløbet

Jamen jeg er ved at have det sidste udstyr i hus. Rygsækken hentede jeg i går. Den nye pandelampe ligger og venter på posthuset. Stavene er på vej fra England, og vi er så småt ved at danne os en slags helt usædvanligt overblik over, hvad vi skal have med.

Det handler selvfølgelig om den tur, vi har planlagt at løbe i Alperne i august. 10 dage på Haute Route fra Chamonix i Frankrig til Zermatt i Schweiz. Og det kræver lidt andet udstyr end de flade ture rundt på Amager. Ikke så lidt af et udstyrsstykke, skal jeg hilse og sige. Muligvis er det billigt at løbe rundt og overnatte på vandrehjem, men herrejemini, hvor det koster knaster at blive parat. Når man så tænker på, at jeg i forvejen har udstyr for tre trillioner  til at gå og klatre i bjergene staldet op i pulterrum og ovenpå skabene…… Ja så skal man nok bare knytte sylten og lade være med at tænke videre over det. Blev der sagt.

Altså, det er jo blevet ferie. Selv om jeg lavede et tidskiks af gigantiske dimensioner. Jamen jeg troede simpelthen, at jeg havde en hel uge mere på arbejde. Don’t ask! Jeg kan læse både tal og datoer. Jeg har bare ikke gjort det. Så jeg fik travlt med at gøre det hele klar til to ugers ferie. Og – okay – jeg er ikke færdig endnu. Jeg mangler lige lidt skriveri og lidt arrangement omkring et par konferencer. Det må være aftenen og mandagens morgen, der lige klarer de sidste ærter.

Men feriestemningen har alligevel sneget sig ind. Også hos noget genbo, som fik mig til at hade endnu mere på Medina og Dig og mig for altid – end jeg gjorde før. Hele natten.

I morges fem minutter i ni skrev Jesper: Helle og jeg løber fra Bryggebroen nu og er hos dig om en halv time. Så jeg pakkede de sidste ting i rygsækken, snørede skoene og løb ud for at møde dem. I det dejligste morgensolskin. Og så drog vi afsted – rundt om hele Amager. Faktisk var jeg lidt spændt på turen efter mine pjevsede indlæg om manglende fart og form. Og følte mig sådan lidt hausfrautræt den første del. Jeg ville jo aldrig selv vælge at give Medina fuldt gas hele natten, vel? I det mindste kunne man vælge noget ordentlig musik. Men det gik over. Vi løb heller ikke stærkt. Og enten er Helle og Jesper guddommelige skuespillere, eller også var vi virkelig fælles om det tempo. Det var sådan en tur uden andre ambitioner end at komme hele vejen rundt. Og nå hjem til Tour de France. Og sofaen. Og vi stod stille, når vi skulle fylde vand og andet godt i maven. Vi nød udsigterne og viste Helle hele vejen rundt på Kalvebod Fælled. Som hun selvfølgelig syntes var smuk og guddommelig.

Og vi blev trætte i vores ben. Og vi svedte i varmen. Og drak litervis af vand. Og snakkede. Har I nogen idé om, hvor meget man kan nå at snakke på 45 km? Meget, kan I tro. Og derfor kan man selvfølgelig ikke løbe lange træningsture med hvemsomhelst. Eller jeg kan ikke. Det gælder om at finde mennesker, der kan snakke – og holde mund. I de rigtige perioder. Og det kan Helle og Jesper. Faktisk er det en af grundene til, at jeg var så ulykkelig over ikke at kunne løbe hurtigt længere. Jeg kunne ikke mere følges med mine sædvanlige træningsmakkere. Og det var bare så svært, at finde nye til de lange ture. Og det handler ikke om at være rigtig eller forkert. Det handler kun om at passe sammen, mens man bliver træt og presset.

Nåmn, vi havde en superhyggelig tur. Vi mødte masser af mænd i spantex, som råbte og skreg ad os, når vi ikke forføjede os ud af stien hurtigt nok. Vi så på fly ved lufthavnen og på badenymfer og store mandemaver i Amager Strandpark. Og vi lod Kalvebod Fælled charmere Helle sønder og sammen. Ved Bryggebroen sagde vi farvel igen, og jeg løb det sidste stykke ad Islands Brygge, gennem Nokken og over Slusen hjem til min helt private svømmepøl. Som endelig er blevet ren og fri for døde rotter igen. Jamen det gjorde jeg. Selvom jeg havde tænkt, at jeg bare kunne gå, når de andre ikke kunne se mig mere. Jeg skulle bare hjem. I en fart. Og have de der løbesko af.

Se selv, hvor fint der er på Amager. Det troede du nok ikke, hva? Og – nå ja – det blev til 45 km.

I går var jeg i Amager Strandpark. Og løbe Spartaløb sammen med Annamette, Maren, Anne og Marianne. Og 600 andre. Og tak for en skidehyggelig aften. Nu har jeg hylet så meget over min dårlige form og uformåen de sidste dage, og pludselig var det mig, der var ovenpå. For pokker da. Jeg skulle ikke hyle om noget som helst. Det er fandme for sejt at stille op til et 10 kilometer løb, når man fra start er lidt i tvivl, om man kan løbe hele distancen. Så jeg klappede kaje og besluttede at løbe sammen med de andre. I stedet for at ødelægge aftenen med at spæne afsted og være utilfreds med resultatet. Så jeg fulgtes med Marianne. Og snakkede hele vejen. Hun må have fået pip af min ordflom, og hun blev simpelthen ved med at løbe i håb om at slippe væk fra det talende monster. Sejt. Marianne løb selvfølgelig alle ti km i fin stil og kom først i mål.

Annamette flashede sin pink heldragt og delte gavmildt ud af pink håndledssvedbånd. Så det pink også dryppede lidt på mig. Der bare stillede op i helt almindeligt kedeligt løbetøj. Det var monstervarmt, og hun må have svedt en hest. Alle kom igennem. Ikke mindst Maren, der slog alle i sejhed og gennemførte, selvom hun havde det rædselsfuldt. Og hun var ikke rosinen i pølseenden. Der kom mange senere ind end hende.

Jeg havde et dejligt løb. Og var for en gangs skyld ovenpå og hyggede mig igennem. Og det var der ingen grund til at flashe. Men jeg nød det. Og øllet bagefter.

Men IDAG! Tog jeg toget til Holte, hvor Salomon havde arrangeret løb på lysløjpen i Rude Skov. Meningen var ti omgange, altså 25 km, på den ret kuperede rute. Jeg prøvede et par trailsko, som jeg blev helt glad for. Jeg mangler et par til vores tur i august. Men pfyyyiiii – hvor alt det kække og overskudsagtige fra i går kunne forsvinde som dug for solen. Hele pakken af undskyldninger kom frem: alt for meget arbejde, havde knoklet rundt på cyklen mindst 50 km, øhhh manglende aftensmad, øhhh en ostemad i toget på vej derud……keeep selv on. Fulgtes med Jesper, som havde en slags håneret, fordi jeg har hylet på bloggen. Men vi havde det sjovt. Og hyggeligt. Og hårdt, for fanden. Hvad skal alle de bakker da på den rute? Det må være de sko, jeg lånte, som ikke kunne løbe op af bakkerne. Ik?

Nåmn, og så har jeg lige opdaget, at jeg faktisk holder ferie I MORGEN! Jeg troede på en eller anden måde, at jeg havde en hel uge mere til at blive pauseklar. Det har jeg ikke. Og der skal lige arrangeres en stor konference og skrives en projektbeskrivelse. Inden kl 12, hvor jeg tager til møde. Og videre i sommerhus. Du godeste, hvor er det hårdt at holde ferie (tsk). Og hvad jeg skal lave i min ferie? Tak fordi I spørger. Jeg skal nemlig på højskole. Midt i København. Hvor jeg skal skrive for sjov og af lyst i to uger. Og måske kommer det til at dryppe lidt på bloggen.

Det gjorde noget gavn at spy ynk ud over universet i går. I hvert fald gik dagens løbetur bedre. Og jeg vendte tilbage i noget, der lignede højt humør.

En af mine travere (haha) er at løbe en times tid rundt på Amager Fælled mellem fyraften og aftensmad. Og jeg skal da lige love for, at der var blevet møbleret om her og der. Én ting er sikkert: Ingen dyr kommer til at dø af tørst på Fælleden i nær fremtid. Og det kommer til at vare en rum tid, før jeg fristes til at stikke på tværs ad de små wannabe-stier. Med eller uden Jesper. De er rene dødsfælder! Frøerne har en fest, og alt det grønne spurter op af jorden. Eller vandet.

Men det gik bedre med det der løb. Jeg lægger uret på hylden for en tid. Bare for at flytte fokus væk fra alt det, der ikke kører, til bare at nyde løbeturene. Jeg er ligeglad, om jeg løber 9 eller 11km. Eller 25. Og jeg er ligeglad, om jeg løber dem på den ene eller den anden tid. Jeg er ligeglad, om jeg løber 60 eller 90 km om ugen. Bare jeg løber. Det er jo hamrende ligegyldigt. Og der er jo ikke noget mere patetisk end en halvgammel kvinde, der jamrer.

Der er i hvert fald ingen grund til at flashe min uformåenhed direkte i mit åbne åsyn, hver eneste gang jeg stikker fødderne i løbeskoene. At løbe uden ur kan klart i perioder narre mig til at lade være med at tænke på, hvor langsomt det går. Så jeg i stedet lægger mere mærke til solen, vinden, fuglene og alt det grønne. Eller dem jeg følges med. Og måske kan jeg nogen gange glemme, at de er så søde at vente på mig. Bilde mig selv ind at vi følges.

Indtil jeg synes, det er interessant igen at måle lidt på det ene og det andet. Og det der måleri har jeg altid haft et anstrengt forhold til. Det tager fokus fra løbet. Fra flowet.

Jeg møder af og til Dennis Jensen på mine løbeture, og vi hilser altid på hinanden med et smil. Dennis var dengang for 3000 år siden en af landets bedste løbere og har vist stadig den danske rekord på 5000 meter. Han har den smukkeste løbestil, jeg kender. Fordi han løber kraftfuldt og elegant. Og hurtigt. Jeg kan genkende hans stil mellem tusinde. Og inde i mit dumme lille hoved bliver jeg til Dennis. Nej, jeg gør selvfølgelig ikke, men jeg kan pludselig mærke en masse energi, når jeg ser ham. Som om jeg pludselig får en anden bevidsthed om måden, jeg bevæger mig på. Og det der fokus på bevægelse går bare bedre uden ur. Forstår I det? Nej? Pyt med det. Det gør jeg nemlig.

Og på onsdag har jeg fået startnummer af hende her og hende her til ti km rundt i Amager Strandpark. Som med garanti bliver sjovt. Og ikke mindst bagefter.

Bliver der overhovedet løbet i mit univers? Der bliver ikke nedfældet mange ord på bloggen om det. Men jo, der bliver løbet. Men jeg er på vej til at miste mine illusioner. Om løb, that is.

For fire år siden, da jeg lukkede døren bag mig til hæmatologisk afdeling på Århus Sygehus, havde jeg en klar forventning om at kunne træne mig op til det niveau, jeg havde haft et halvt år tidligere. Hvor jeg med lethed kunne holde et tempo på træningsturene på 4.20-4.30 min. pr kilometer. Det første år virkede lovende. I første omgang trænede jeg udelukkende for at komme i form igen og for at kunne løbe lange ture. Senere trænede jeg også trappeintervaller to gange om ugen, og jeg var i storform, da vi tog på bjergbestigning i april 2008. Da jeg kom hjem igen i juni, tog jeg fat, hvor jeg havde sluppet, og trænede intervaller og tempo tre gange om ugen. Tempoet blev skruet op, og jeg begyndte langsomt at kunne følge mine gamle træningskammerater noget af vejen. Og faldt. I min iver blev jeg revet med af min egen succes og trænede mig selv til et overtræningssyndrom. Og så måtte jeg tage det fuldstændig roligt i meget lang tid.

Og siden har jeg stået stille. Nej ikke stille på den måde, vel. Men der har bare ikke været nogen udvikling i mit tempo. Jeg tusser afsted som en gammel kone. Det er jeg jo på en måde også på vej til at blive, men det er bare kommet så pludseligt. Og det gør mig fandme så desillusioneret. Når jeg løber med Jesper, så ved jeg bare, at han hele tiden venter på mig. Og det er sødt af ham. Jeg hader bare fornemmelsen. Det irriterer mig at være sådan en, man er nødt til at være sød ved. At jeg for pokker ikke selv kan holde noget tempo.

En gang imellem kan jeg pludselig løbe nogle fornuftige intervaller. Hvor der pludselig kommer en gammelkendt fornemmelse for fart. Men hvad er der ved det, når jeg ikke rykker en tøddel på de næste løbeture. Og værst af alt bliver jeg lidt bekymret for vores kommende tur i Alperne. Jesper kommer til at vente på mig hele vejen.

Selvfølgelig har den sidste uge været kedelig. Et monsterhold i nakken satte en grænse for mine fysiske udfoldelser. Jeg lover, JEG LOVER, at jeg aldrig nogensinde mere vil trække skødesløst på skuldrene over folk med piskesmæld og hold i nakken. For susen da, hvor har det været en ynk. Jeg var så låst i nakken/halsen, at jeg fik kvalme og synsforstyrrelser. Mandag måtte jeg cykle  til ydre Østerbro, og jeg ankom til mit møde med tårerne sprøjtende. Fordi det bare gjorde forbandet møgondt. Og turen der fra til Herlev var tæt på at knække mig. Jeg har løbet, men jeg har ynket og kun løbet små søde ture uden udfordringer.

I dag skulle det så være topfint. Nakken kureret og fuld af energi efter en afslappet weekend. Ynk, ynk, ynk, kan jeg kun sige. Og endnu mere ynk. Helt uden grund. Andet end varmen og fugten. Og det gælder ikke.

Så er det jo godt, at man kan hente trøst og oprejsning i vandkanten sammen med Alma, som glæder sig til at få en redningsvest.

Det blæste sådan lidt halvfælt, eller jeg var en weekendkylling. Jeg afskrev i hvert fald Amager (undskyld Ø) og drejede over Teglværksbroen lørdag formiddag. Uden nogen særlig plan i hovedet løb jeg langs vandet ad Kalvebod Brygge og videre til Langebro. Jeg krydsede til Christianshavn, hvor jeg udforskede gamle steder, gamle smutveje og nye ditto. Christianshavn har sin egen blandede stemning af havneliv, tjekket finkultur, high tech byggeri og ældgamle lejligheder. Her er toppede brosten (som fanden har skabt for at drille løbere og cyklister), husbåde, lystbåde og cafeer. Jeg smuttede labyrint-agtigt rundt og rundt de gamle steder og endte ved Operahuset. Som jeg i al hemmelighed synes er ret fedt. Her holdt jeg en kort drikkepause og kom i tanker om kameraet i mit bælte.

Jeg fortsatte ad gamle stier ud til lystbådehavnen og drejede tilbage til Christiania. Og Christiania er altså ikke et skidt sted at lægge sin løbetur sådan en lørdag på sydsiden:

Videre rundt om det sidste stykke af Stadsgraven, hvor jeg blev viklet ind i en ordentlig bunke børn, der løb motionsløb. Hen ad Islands Brygge, som i dagens anledning var temmelig mennesketom, og hjem gennem Nokken

Søndagen var endnu mere blæsende, og jeg udsatte og udsatte. Men afsted kom jeg. Lod kamera og rygsæk blive hjemme og drog af i light-udgaven uden vand. Det er gået op for mig, at jeg langsomt har vænnet mig til altid at have vand med på længere ture. Det er en pjattet vane. Man kan sagtens løbe uden. Jo man kan. Tidligere havde jeg aldrig vand med på ture under 25 km. Og det var skønt at løbe uden. Skrottede igen Amager (undskyld, undskyld) og løb gennem Valbyparken til ‘Bjerget’, hvor jeg drejede mod gastårnet langs noget vand, der senere bliver til Damhusåen. Jeg spurtede videre gennem Vigerslevparken, til jeg nåede Damhussøen. Her drejede jeg ned ad Roskildevej og fortsatte hele vejen til Vesterbro, hvor jeg krydsede Dybbølsbro til Kalvebod Brygge og driblede det sidste stykke hjem. Og SÅ trængte jeg også til vand. 20 km i lidt forskelligt tempo både den ene og den anden dag. På oplevelser gennem byen.