Jeg var hjemme omkring kl. 18 og mødte mig selv med et ultimativt valg. Skrub i seng og sov, eller træk løbeskoene på og skrub ud. Jeg følte mig sært søvnig. Muligvis en bivirkning ved at have sovet 7-8 timer i træk de sidste mange dage. Hvad ved jeg?

Det blev løbeskoene.

Og en nærmest hysterisk glæde over en vindstille og tør aften. Med månelys over Amager Fælled. Derfor drejede jeg hurtigt væk fra trafikken og ind på fælledens brede stier. Mit dårlige post-arbejde humør og min søvnighed forsvandt hurtigt op i den stille aftenhimmel. Når jeg løber i mørket, hører jeg dyrene, som gemmer sig i krattene, og jeg mærker en mærkværdig sammenhæng med universet. Jeg er alene i verden. Og jeg kan lide det.

Jeg mødte et par, der gik mørketur med hinanden i hånden, og en mand på cykel, der heller ikke havde lys med. Et rådyr puslede tværs over stien med lydløse skridt. Fasanerne skræppede advarsler til hinanden, når jeg løb forbi deres skjul.

Jeg løb igennem Nokken på vejen hjem, mens jeg sprang imellem de store vandpytter. De små huse lyste hyggeligt. Vandet i havneløbet var helt, helt stille. Alt spejlede sig så fint, og jeg måtte lige standse og bare se. Inden jeg spurtede resten af vejen hjem.’

Og altså er vågen endnu.

Fordi jeg har skullet andre ting, har jeg holdt et par ugers pause i psykopat-torsdagstræningen.

Og det er dumt. For i dag er det fredag. Og jeg har tillagt mig en gakket gangart og udstøder høje suk, når jeg skal ned i knæ. Krusene i opvaskemaskinen bliver først stillet på plads i overskabet i morgen. Når jeg igen kan løfte armene. Jeg har opdaget en muskel øverst bag på låret, som jeg aldrig har hilst på før. Sammen med en lille muskelfiber på indersiden af hvert lår.

Hold. Aldrig. Pause.

Jeg kan kun gisne om, hvad den unge kvinde, der kom fredeligt gående med sin barnevogn, tænkte, da hun fik øje på en flok voksne mennesker, der legede trillebør med hinanden i mørket. Frem og tilbage over broen.

Den arme taxachauffør, som troede, han havde fundet et fredeligt og mørkt hjørne i Sydhavnen, hvor han kunne læne sig tilbage i sædet og nappe en lur, fik en slem overraskelse. Da en flok voksne mennesker med ét kom spænende. De standsede ved siden af taxaen, snuppede hver en stor brosten fra bunken og begyndte at løfte stenen i mærkelige positurer. Mens de stønnede højlydt.

Og jeg har virkelig ingen anelse om, hvad fyren i den blå bil som havde problemer med at komme i sin parkeringskælder, forestillede sig. Da han måtte se sig konfronteret med en flok – voksne – mennesker i mørket, der bevægede sig ned ad den lange nedkørsel med lounge skridt. Hvorefter de kravlede hele vejen op med røven i vejret.

Hvad mon får dig til at gøre sådan noget, spurgte min veninde let undrende i aften, da hun et par gange havde hørt min stønnen over trappetrin og stolesæder. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare. Vi griner meget. Bagefter. Jeg kan virkelig mærke min krop. Selvom jeg gik død, som i helt død, på det sidste interval, førte jeg faktisk pænt på de andre. Svaret er vel ren barnlighed. Jeg gør det, fordi jeg er barnlig. Fordi jeg godt kan lide at konkurrere. Med mig selv, men også med de andre. Og måske fordi, det stadig fascinerer mig, hvad bevægelse i flok kan drive mig til?

Lige nu glæder jeg mig bare til i morgen. Hvor mine ben forhåbentlig igen vil være i stand til at løbe en tur på fælleden. Og armene igen kan komme op over hovedet.