Vejrudsigten lovede overskyet med lette byger ind imellem. Men København valgte at samle dem i to timers intensiv regn. Det var på sit højeste, da jeg gik turen til cykelsmeden efter min cykel, der var blevet belønnet med ny kurv og skærm. På høje tid, for skærmen faldt af på vejen, og cykelkurven hang i en enkelt tynd tråd.

Kæden har det ikke godt, sagde min cykelsmed, men jeg ville jo ikke bare skifte den, når du kun sagde kurv og skærm. Arh, mon ikke den holder lidt endnu, sagde jeg. Ja, den har det ikke godt, sagde han, pludselig springer den. Ja ja, sagde jeg, jeg kigger ind i næste uge.

Bagefter cyklede jeg mig vådere end våd mod Frederiksberg for at hente de mindste piger i mit liv. Da jeg nærmede mig krydset ved Sjælør station, passerede jeg en mand, der lignede en gammel søulk, med fuldskæg, træben og rollator. Sammen ventede vi på grønt lys.

Jeg kommer først over, sagde han med et grin. Så er du sej, sagde jeg. Og du har smukke øjne, sagde han, de smiler. Tak, sagde jeg og mente det. Ja, det dér kan ikke slå sådan nogen som os ud, sagde han om regnen. Nej, sagde jeg, det er bare vand.

God tur, råbte jeg, da lyset skiftede og havde lyst til at give den gamle søulk et knus. På sådan en dag, hvor selv det mindste kompliment røg direkte i maven. Og mine øjne virkelig føltes smukke.

Jeg håber aldrig, Sydhavnen bliver affolket for gamle søulke, der spadserer på cykelstien med rollator og et glimt i øjet.

Langsomt, langsomt finder mine ting og sager deres plads i vores nye univers. Langsomt, langsomt bliver det her mere og mere hjem. Flyttekasserne er væk, og min stue folder sig ud med plads til at danse fjollet. Lyset vælter ind fra hjørnevinduerne. Jeg har hilst på underboerne, der har inviteret på kaffe og øl. Viceværten har budt mig velkommen.

Fridagene har gjort godt. Og jeg har flere tilbage.

Mens jeg rumsterede i kolonihaven og slæbte borde ud på terrasserne, og nød de få varme solstråler, så jeg pludselig, hvad andre ser i min have. De, der smutter ind gennem havelågen for bare lige at se, hvad jeg nu har fundet på. Som løber hurtigt gennem haven og det lille hus. Uden at sætte sig ned og give tid. De ser et lille rødt hus, bygget af billigt materiale, uden komfort. Et primitivt skur i en have fyldt med rod. Det var som om et slør faldt fra mine øjne. Men kun kortvarigt. Fordi det hus og den have og det sted er mit hav af muligheder. Her er have, himmel og vand, og jeg er langsomt igang med at rive ned og bygge op, så stedet og jeg kommer til at passe perfekt sammen. Jeg ser, hvad det bliver. Mens det sker.

Det samme sker i min nye lejlighed. Når forelskelsens slør trækker sig til side, ser jeg en gammel lejlighed på fjerde sal i Københavns absolutte understed, Kongens Enghave/Sydhavnen. Hvor gennemsnitslevetiden er 7 år lavere end i resten af København. Hvor andelen af lavtuddannede og folk på overførselsindkomst topper. Og hvor der eksisterer en helt særlig selvbevidsthed og stolthed over området. Den smitter, stoltheden.

Bottomline er, at jeg befinder mig godt. Jeg befinder mig bedre her end noget andet sted, jeg har boet i de sidste mange år. Jeg har længe levet i en slags midlertidighed, og jeg tror, jeg er kommet til noget, der kan betegnes som hjem. Etablerer min base.

For lidt over otte år siden blev jeg syg. Det var forudgået af nogle alvorlige brud med mennesker, der betød noget i mit liv, og en flytning. Siden har jeg tumlet rundt for at finde mine ben igen. Få efterskælvene efter sygdom og kemoterapi ud af mit system, og tøjle vildskaben nok til at kaste anker. Nu føles det, som om jeg har fundet dem, benene. Og benene har fundet deres base. Jeg føler mig hjemme i verden igen.

Så til jer, der løber igennem mine nye steder. Åbner døre og kaster blikke rundt. Og ser en gammel lejlighed på fjerde sal i Sydhavnen og et primitivt hus i en rodet have. Sæt jer ned, tag en frokost eller en kaffe. Se solen spille gennem skyerne og mærk varmen på terrassen. Og se så, hvordan stedet og jeg hænger sammen. Når du ser det, glemmer du skrammerne, rodet, ridserne og den afskaldede maling. Og hvis du ser godt efter, ser du et hjem.

Savner du din mor? Spurgte Vera, mens hun så mig fast i øjnene. Ja, sagde jeg, jeg savner hende meget. Ikke hele tiden, men jeg savner tit at fortælle hende små ting.

Ja, for hun er jo død, sagde Vera, og så har du ingen mor mere. Og oldemorfar er helt alene.

Ja, sagde jeg, men vi har jo allesammen hinanden. Oldefar har alle os, og jeg har også jer.

Det er bare ikke en mor, sagde Vera. Og så fortsatte hun med at give en lille legetøjskanin tøj på. Efter lidt fumlen rakte hun kaninen ud mod Sofie: Vil du lige hjælpe mig?

Jeg vil gerne, sagde jeg.

Nej, sagde Vera, det skal jo være min mor.

Og det rammer vist meget godt ind, hvordan en mor altid vil mangle i universet, når hun forsvinder.

Der kommer et tidspunkt i enhver flytning, hvor man bliver ramt af følelsen ‘hjem’. Når de nye vægge bliver til dit hjem, din base.

Det skete i går, da jeg hang mit nyvaskede tøj til tørre i køkkenet. Mit nyvaskede tøj, vasket i min nye vaskemaskine. Det velkendte løbetøj, de slidte jeans, en ordentlig bunke underbukser. Pludselig boede jeg her. For alvor.

Måske er det, når hverdagshandlinger tager over fra alt ualmindelige med kasser og papir allevegne. Når almindeligheden flytter ind i det ualmindeligt nye.

Så nu bor jeg her. Nu siver jeg stille ud i alle de mange hjørner af mit nye hjem og sætter mine aftryk. Det tager sin tid, for det er et gammelt hus. Og det gamle hus har ingen skabe. Så jeg udvikler kreative ideer til opbevaring af alt mit gods. Letvægts kreative ideer, for der er langt til fjerde sal med tunge skabe. Så sidder du derude med ideer, skal du ikke brænde inde med dem. Jeg tager imod.

Selv med et tårnhøjt flyttekassemonument midt i stuen, kan jeg lide at være her. Og jeg bliver glad, når de forsvinder.

Jeg har hilst på Elitekøbmanden på den anden side af gaden. I den tætpakkede butik med varer til loftet og buddreng, der løber op med øl og sodavand til dem, der er blevet for gamle til at slæbe selv. Jeg har købt pizza lidt længere nede af gaden, hvor tre mænd sprang begejstrede frem bag disken. Og leverede en helt okay pizza. Jeg har endnu det brune værtshus til gode. Folk hilser venligt, når jeg sprinter afsted på min morgentur. Mens de lufter deres små hunde i græsset midt på gaden. Udenfor Elitekøbmanden står en sort plastikkasse, der fungerer som bænk, når nogen trænger til en øl. Og det gør nogen jævnligt.

Hver dag har sine små og større succes’er. I dag fandt jeg låget til min tekande. Tekanden dukkede allerede op på førstedagen, men jeg har levet uden låg og med kold te.

Øjeblikke senere havde jeg glaspladen til mikroovnen i hånden. Den havde sneget sig ned i en meget mærkelig kasse. Nu får jeg også varm mælk i kaffen.

Bunken af sammenklappede flyttekasser vokser støt, mens kaos omkring mig breder sig. Jeg pakker ud, og spiller tetris med sagerne, fordi jeg er en smule udfordret på skabsplads. Men det løser sig. Det løser sig.

Min nye lejlighed er kantet, lidt slidt, halvgammel, rummelig og fuld af lys. På den måde passer vi rigtig fint sammen, den og jeg. Jeg kan lide at være her. Meget. Og jeg kan lide, at den er min.

I dag fandt jeg knivene. Som var pakket mærkeligt i en kasse, hvor de ikke hørte til. Jeg har klaret mig med to knive. Nu bruger jeg løs.

Jeg lærer – på den håndfaste måde – at fjerdesalslejlighed i gammel bygning er markant køligere end nybygget stuelejlighed. Jeg pakker mig lidt ind, tænker på hjemmesko, og glæder mig til nye vinduer og isolering inden næste vinter.

Jeg får måske internet i morgen. Og tv. Det troede jeg også i mandags. Men nu kommer der et rigtigt menneske og gør noget. Hvis jeg er heldig, kan jeg stadig nå at streame dokumentaren om Snowden.

Efterhånden kan jeg gå relativt normalt rundt i lejligheden. Jeg har næsten foldet mig helt ud fra en kantet og gakket gangart i en uendelig labyrint mellem stabler af kasser og møbler, der lidt tilfældigt var drysset rundt i rummene.

Jeg hoster og er øm i halsen af papstøv fra en trilliard flyttekasser. Jeg længes efter frisk luft og løbeture.

Når jeg åbner øjnene tidligt om morgenen, ser jeg direkte ud på en lyserød himmel. Den er det hele værd.

I aften holder jeg fri og tager i byen og hører musik. Og er taknemmelig for venner, der minder mig om, at verden stadig er derude.

Er hun mon flyttet ud af bloggen, da hun flyttede ud af sin lejlighed, sidder du måske og tænker? Eller har hun bare droppet det der med at skrive?

Nej til begge dele. Jeg har bare ikke noget internet. Eller tv, for den sags skyld. Jeg lever helt analogt, og når jeg ikke klapper flyttekasser sammen, læser jeg bøger. Eller taler med folk. Det er ikke holdbart i længden, og jeg har afleveret mange meter brok og bøvl hos Yousee. Som bliver ved med at love bedre tider. Så jeg f.eks. kan passe mit arbejde, selvom jeg er på en slags ferie. Det vælter nemlig ind med sager, som jeg helst skal tage mig lidt af, fordi det handler om andre menneskers liv.

Men – når det så er sagt, har det haft sin egen stille værdi at være i cyber-fred. Jeg er nemlig fuldstændig og totalt udmattet efter den her flytning. Det har været hårdt at slæbe ting og sager i en lind strøm hele vejen til 4. sal. Og noget videre til loftsrummet. Det udviklede sig til et kapløb med tiden, da jeg pakkede kasser og alligevel ikke havde nok. Og det har været decideret rædselsfuldt at gøre den gamle lejlighed klar til flyttesyn. Fordi jeg f.eks. ikke er sådan en, der gør ovn ren hver måned. Eller vasker skabe af på oversiderne. Da vi flyttede sofaen, opdagede jeg en gul legoklods, der havde sat sig fast på væggen. Og jeg har gået i kølvandet på en rød tusch, der har været i nærkamp med gulvet. Lejligheden er ren, tom og helt alene tilbage.

Jeg glemte lamperne. At de skulle afmonteres. Og det udviklede sig til en slags gyser, da den hjemlige stige i gården viste sig at være bøjelig på midten. Det er ikke en fordel, når man skal afmontere lampe i fire meters højde. Efter en lidt heftig søgning, dukkede svigersøn op med stige – og højdeskræk. Så det blev mig, der klatrede helt op og skruede på de skruer, der skulle skrues på. Med svigersøn klar til at gribe. Nu er lampen hjemme og klar til montering i mere ydmyge højder.

Der var hængekøjestativet, kassen med terasseudstyr og blomsterne, som blev transporteret til kolonihaven på cykel ad flere omgange. Der var skabet, der skulle skilles ad og bæres til genbrugsstationen. Og der var resten, der skulle bæres hjem til det nye hjem på 4. sal. På cyklen.

Og så var der alle farvellerne. Farvel til naboerne, som jeg allerede savner. Farvel til overboerne, der omgående inviterede mig til at leje deres lejlighed i Valparaiso. Og farvel til Irma og Riccos og alle de mennesker i Sluseholmen, der har fyldt min hverdag.

Nu pakker jeg ud. Og klapper kasser sammen i en voksende bunke midt på stuegulvet. Jeg spiller tetris med møbler og bøger og køkkensager. Jeg har ingen idé om, hvordan jeg får plads til mit arvegods. Eller mit tøj. Men der vokser langsomt ideer frem, som tager højde for det der med 4. sal. Mine arme nægter at bære skabe herop. Faktisk har jeg næsten ikke arme tilbage. Jeg har ømme lår og baller og mave og ryg. Jeg behøver slet ikke tænke på træning lige nu.

Det bliver godt til sidst. Jeg ved det. Jeg kan lide at være her. Ingenting føles forkert, bortset fra internettet. Jeg tror, vi passer godt sammen, min lejlighed og mig. Vi er ikke til hverken tunge eller traditionelle løsninger.

Når jeg engang får internet, flytter jeg ind i sofaen et døgn, mens jeg læser blogs og ser Netflix. Og jeg nyder himlen, når jeg vågner tidligt hver morgen.