For en uges tid siden sov Vera hos mig. Hun faldt i søvn på sofaen, mæt af sol, jordbær og leg. Tidligere havde hun spurgt, om hun måtte sove hos mig, og vi voksne blev enige om at lade hende sove. Sofie ville hente hende næste formiddag. Ved firetiden vågnede Vera med et chok, ´Jeg vil have min mor´græd hun. Hun blev trøstet og forvisset om, at moren ville dukke op og gled tilbage i søvnen.

Jeg har dage, hvor jeg også er tre år. Hvor jeg også råber højt, at jeg vil ha´ min mor. Bare stille inde i mig selv. Selv om jeg er alt for gammel til den slags. På de dage har det været godt at gå eller løbe i bjergene. Bjergene giver en ro og en storhed, der både sætter mig lidt på plads i universet og giver rum til mine tanker. Jeg ved ikke, hvordan reglerne er for, hvorlænge man må tude over sin mor på den måde. Men det gør godt for en stund at være løftet ud af mine almindelige normalitetsrammer. At jeg ikke behøver forholde mig til, hvordan Rigshospitalet og Københavns Kommune kommunikerer elektronisk, f.eks. Eller om Frederiksberg Kommune har betalt for meget for en indlæggelse. At jeg kan nøjes med at mene noget om vejret, og hvor jeg skal sove. Om skønhed og ømme lår. Enkelhed gør godt.

Det svære er, at min sjæl ikke rigtigt orker de mange mennesker, jeg møder. Måske derfor spillede universet mig et puds i går, da jeg overså markeringen til Tour de Mont Blanc ved Col de Brevent? Og i stedet sendte mig ind på en del af min gamle rute fra sidste år? Jeg gjorde en af de ting, som min far hader jeg gør. Og mine børn med. Men som min mor elskede. Jeg gik forkert. Og i stedet for at vende om, da jeg opdagede det, tænkte jeg ´pyt´. Det var jo ligemeget, hvor jeg havnede for natten. Jeg kunne se friske fodspor, som jo måtte komme nogen steder fra. Og jeg mødte et par mennesker med timers mellemrum.

Da jeg kunne se den lovede storm bygge sig op på himlen, kunne jeg se et rifuge oppe på bjergsiden og lovede mig selv at overnatte der. Stormen var hurtig, og skyerne væltede op omkring mig, og pludselig kunne jeg intet se. Bevægede mig rundt i ærtesuppe. Det var ikke farligt, for jeg vidste, det lå der. Og pludselig tårnede en gigantisk skygge sig op foran mig. Som et surrealistisk drømmebillede. Og der gik en stund, før billedet manifesterede sig i mig som et hus. Der var varmt og kaffe og en seng, og der havde været smukt, hvis jeg havde kunnet se.

Men stormen havde ikke fået nok. Og nu var jeg i en helt forkert dal. Eller en anden dal, i hvert fald. I morges væltede vandet ned uden udsigt til formildning. Så jeg pakkede mig ind og gik gennem den slags regn, der kan skylle løse bjergsider ned, til en lille by, hvorfra jeg kunne tage toget tilbage. Og nu er jeg på hotel, hvor ingen andre end mig snorker i Les Houches nogle kilometer fra Chamonix. I morgen stikker jeg af fra regnvejret. Hvorhen har jeg ikke helt besluttet mig til. Jeg tror, det bliver afgjort af vejrudsigten.

For nu vil jeg have sol og sommer.

Jeg er stadig i Chamonix. Eller jeg er faktisk rykket en lille smule ud af byen. Til en fredelig plet midt i skoven, hvor jeg alligevel har udsigt til alt det smukke. Jeg har ikke den store trang til at tage på opdagelse eller på eventyr. Så det har passet så fint bare at være her og løbe ture op i bjergene. Når jeg ikke har løbet, har jeg læst i Stillidsen af Donna Tartt, som er tæt på at berøve mig enhver lyst til at løsrive mig. Læs den bare. Og når jeg ikke læser, eller øver mig på mit barnagtige fransk, prøver jeg at lægge planer.

Jeg har ikke trukket trumfkortet i vejrlotteriet. Det ligner faktisk en smule lort de næste dage. Men der er enkelte detaljer i vejrudsigten, der kunne antyde, at det kunne være bedre deroppe i højderne. Så i morgen river jeg mig løs fra mit hyggelige hotel i skoven og klatrer op til La Flegeret. Jaja, klatrer er måske så meget sagt. Jeg går derop. Og så ser jeg på det. Hvis vejret viser sig okay, går jeg lidt videre ad Tour de Mont Blanc ruten, og måske kommer jeg til at opleve en lille del af ruten fra sidste år uden sne? Og hvis vejret er dumt, går jeg bare ned igen og gør noget andet.

Inspireret af the landlady her på hotellet, som selv elsker at løbe i bjergene, har jeg løbet nogle ret fine ture. Og nu er mine forsømte lår så ømme, at de skriger lidt. Det har gjort mig godt at have en base og at løbe rundt i smukheden og få sved på panden.

Men når jeg på feriens andendag er nødt til at vaske løbetøj, må jeg have taget for lidt med. Derfor drog jeg til byen for at købe et par ekstra tights. Men hvad er den af? De var næsten ikke til at opdrive. Kvinder skal åbenbart løbe i nederdel. Det skal denne her kvinde bare ikke, og derfor fandt jeg mig et par mandetights. Basta.

Aner ikke, hvornår der igen dukker netforbindelse op, så her er en bunke billeder i spredt fægtning fra løbeturene. Den indskrumpede ismotorvej midt i billederne er Mer de Glace, som engang var en kæmpergletcher. Hvis man ser godt efter, kan man tydeligt se, hvor højt gletcheren har gået. Før menneskeheden begyndte at tage livet af den.

Jeg er taget derhen, hvor sjæle kan heles. Hvor det mentale overdrive kan falde lidt til ro. Hvor der er skønhed omkring mig hele døgnet.

Det har været den sværeste beslutning. Skulle jeg blive hjemme og kramme videre på min familie? Eller skulle jeg tage afsted? Jeg købte min flybillet for et par måneder siden, da først den ene plan og senere den næste plan med forskellige veninder blev skyllet ud med badevandet. Og mens min mor næsten overbeviste os om, at alt blev godt. Bare en billet. Så kunne jeg senere beslutte, hvad den skulle bruges til.

Nu er jeg her. I Chamonix med udsigt til Mont Blancmassivet til den ene side og Brevent til den anden. Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg skal med det. Men i morgen drysser jeg ud af byen. Bare for at starte et eller andet. Jeg rejser let, og kan måske spurte turen rundt om Mont Blanc. Eller jeg kan gå noget af den og lave baser på vejen. Så kan jeg enten løbe nogle ture eller klatre en lille bitte smule op på en lille bitte top. Bare lidt. Jeg lover at være forsigtig. Og jeg har ikke udstyr med til sne og is.

Men for nu er jeg tjekket ind på et rigtigt hotel med eget værelse og wifi. Jeg har spist omelet og salat og drukket lidt rødvin, mens jeg inhalerede udsigten. Som jeg aldrig, aldrig bliver træt af.