by - 0 comments

En dag fyldt med…. ingenting

Pludselig i aftes følte jeg mig kørt over af en damptromle og satte mig lidt pjevsende i sofaen. Havde ondt i musklerne og tunge øjne og lidt feber. Og damptromlen havde åbenbart tromlet løs hele natten, for alting var værre, da jeg vågnede.

Jeg giver ikke så let op, så jeg forsøgte mig med en hjemmearbejdsformiddag i håb om hurtig helbredelse. Men jeg måtte kaste håndklædet i ringen og aflyse mit møde i Hillerød om eftermiddagen. Resten af mine møder var heldigvis over telefonen, og det kan afvikles uden de store fysiske udfoldelser.

Jamen hvad var meningen? Hvad skulle det nu til for? Og hvorfor lagde jeg mig ikke bare syg? Hvis jeg nu allerede kl syv havde skrevet til vores sekretær, at jeg var syg, altså på sygemåden, så havde jeg kunnet ligge fredeligt på sofaen den ganske dag og have plejet mig selv med min roman eller en dårlig film og anden sød omsorg.

I stedet nægtede jeg, og blev lidt hårdnakket ved med at tro, at jeg ville komme ud af døren til mit møde. Som jeg næsten selvklart måtte aflyse alligevel. Lagde jeg mig så sofaen? Nej da. Jeg skriblede halvhjertet løs på forskellige ting, som skulle være færdige nu eller om lidt.

Og nu er en hel dag gået med meget lidt. På den dårlige måde. Fordi ingenting bliver godt, når det er halvhjertet. Damptromlen er lettet og kørt videre, og en god nattesøvn skal nok gøre mig klar til en dag i morgen. Feberen er væk, og mine muskler føles igen, som noget, der kan løfte opgaven.

Men for en anden gangs skyld vil jeg gerne have et kursus i at spilde en dag ordentligt. Uden halvhjertede forsøg på at nå alting.

by - 2 kommentarer

Sensommermagi

I stedet for at skrive blogindlæg stak jeg af til Sverige. Så nu kan I få historier fra Söderåsen.

Sammen med Annamette Fuhrmann havde jeg for længe siden lavet en plan med rygsæk, telt og frisk luft, og lørdag morgen cruisede vi over broen i hendes lille røde bil. Med kaffe fra Ricco’s og højt humør begav vi os afsted mod svensk natur. Halvanden time senere stod vi der. Lidt udenfor Åstorp ved Skåneledens start. Pludselig virkede det helt latterligt, at jeg har benyttet mig så lidt af de svenske muligheder. Kullen er ubeskriveligt fedt, men der er så meget andet. Så fuldstændig tæt på. Kunne endda sagtens gå an med tog.

Nå, det må jeg samle op på i andre weekender.

I høj sol vandrede vi glade afsted. Måske snakkede vi simpelthen så meget. Og så højt. At alle andre friluftstyper skred en anden vej? I hvert fald havde vi hele Skånelden for os selv.

Vi vandrede kækt forbi den første vandpost uden at opdage den, og et par timer senere kunne vi med stigende uro begynde at ane bunden af vores vandflasker. Selvfølgelig havde jeg en plan. Og et kort, hvor jeg havde set en lejr med vand. Nu var det bare sådan, at vi mødte Den Perfekte Lejrplads en times tid inden vandposten. Mens vi diskuterede, om vi kunne nå det inden mørket, nåede vi det selvfølgelig. Vi tankede op med vand og traskede tilbage til Den Perfekte Lejrplads. Højt på Åsen med udsigt over rumpenissernes land. Her var en flad plet med plads til teltet, klipper at sidde på og sten nok til en lille bålplads. Her var SÅ perfekt.

Vi fik hurtigt teltet op og startet noget mad. Vi kunne have spist en hest. Og gjorde det næsten. Pølser og pasta tilsat en god pøl papvin gjorde simpelthen en ren gourmetoplevelse. Jamen der er ikke meget, der kommer op på siden af kold rødvin ved et bål. Det er der bare ikke. Heller ikke selvom den ene kop lå i bagsmækken i Annemettes bil. Vi snittede da bare et vinglas af en tom vandflaske.

Og lavede det bedste bål i verden, mens solen langsomt forsvandt.

Næste morgen drak vi kaffe af delekruset, pakkede sammen og trillede tilbage mod Åstorp. Mens vi snakkede videre. Og da vi nåede til den bog, alle andre bloggere har fået tilsendt og skriver om….. Eller rettere, da vi nåede til kvindesex, missede vi afmærkningerne og for en lille smule vild. Og fandt vejen igen.

Og på en eller anden måde, så er det det, sådan en weekend i telt og frisk luft gør. Finder vej. Som vi sad der ved vores bål med trætte kroppe, var vi bare indbegrebet af tilfredshed. Og det er vi sådan set stadig.

by - 4 kommentarer

Fredagsfeelgood

Jeg tørrer lige lidt mere feel-good ud over blogfladen, mens jeg forbereder et rigtigt indlæg. Når nu jeg tøffer alene rundt sådan en fredag eftermiddag, ja så er det altså jer, der bliver belemret med det, jeg så, da jeg hurtigt kastede kajakken i vandet, mens solen gik ned. Og der var bare så fucking smukt derude på vandet.

Okay?

 

by - 2 kommentarer

What makes your day?

Det er aldrig til at forudsige, det der med gode og dårlige dage. Tag nu i går. Jeg brugte natten på at fejre en sæson næsten uden astmaanfald. Med et astmaanfald. Ikke et af de rigtig slemme, men dog nok til at holde mig i siddende stilling nogle timer. Og helt droppe at lukke øjnene. Alligevel må jeg være faldet i søvn ud på de små timer. For da vækkeuret bimlede, vågnede jeg. Og det kan man jo kun, hvis man sover. Nej, nej, nej, tænkte jeg. Med grus i øjne og hjerne og beton i resten af kroppen. Skulle man ikke være syg på sådan en dag? Blive under dynen, få lungerne i ro og se en dårlig film?

Men jeg skulle tisse, så jeg stod op. Og vågnede. Til erkendelsen om, at jeg i vanvare havde lovet et oplæg allerførst på dagen. Som jeg fortrød, fordi jeg blev overmandet af en følelse af ikke at være klog nok i det selskab. Jeg havde sendt en artikel rundt om et engelsk studie om telemedicin, som var blevet (mis)brugt af en række politikere, inden resultaterne var validerede. Sådan en artikel er fyldt med statistik, og det ved jeg jo ganske enkelt meget lidt om. Jeg har en uddannelse i antropologi, og der var ikke mange tal på banen i de år. Det begrænsede sig vist til årstal, sidetal og karakterer. Så det var en pæn katastrofe at stå der foran en bunke kloge læger. Med søvn i øjnene og grus i hjernen.

Men så gik det bare skidegodt. Jeg vågnede helt op. Og cyklede hele vejen til Hillerød fra Hvidovre på en af den slags dage, hvor alle, ALLE, smilede i hele femøren, når de ser mig. I Hillerød nåede jeg at få en ulmende følelse af pressethed til at lægge sig. Fordi jeg fik en slags overblik. Og en erkendelse af, at jeg jo kan nå det, jeg kan nå. Med sådan en glad basken i maven.

I tindrende solskin cyklede jeg en enorm omvej til Lyngby for at spise hos min veninde. Gennem grønne marker og blomstrende grøftekanter. Og så tussede jeg det sidste stykke hjem i seng ud på aftenen. Og sov uden astma.

Sådan en dag kom jo pænt skidt fra start. Jeg hader, når jeg ikke får sovet, jeg hader at have astma, og jeg hader at stå og fake med en powerpointpræsentation. Jeg aner ikke, hvad der fik dagen til at tage et kækt højresving og smutte op af Glad-bakken, men det var ualmindeligt dejligt at være mig. Hele dagen.

by - 3 kommentarer

Tidsfordriv og overspring

Jeg er ikke sikker på, at folk fandt, hvad de søgte på min blog i dag. Mens jeg sidder og fifler med  morgendagens tidlige morgenoplæg, kan jeg passende lave overspring over løjerlige googlesøgninger, der har ledt til min lille platform på en ganske almindelig dag i august.

Hvor kan man finde luder i marokko, spørger en måske desperat læser. Og jeg må skuffe dig. Jeg lærte meget i Marokko. Men jeg fandt ikke noget red light district. Og de offentlige badeanstalter er desværre kønsopdelte. Prøv de vestlige strandhoteller.

Japansk aomame hvad betyder det, spørger en anden. Til det kan jeg kun sige – læs bogen, og du får svaret på de allerførste sider. Og det er naturligvis Murakamis 1q84, jeg taler om.

Sjove tegninger af gamle mennesker? Hmmm – jeg er selvfølgelig både gammel og sjov, men jeg tegner dårligt. Prøv hos Stinestregen, HUN kan tegne.

Hvorfor er det godt og have venner? Seriøst. Hvis du må stille netop det spørgsmål til Google, er du ret fucked. Men måske kan min blog berige dig på det punkt. Det ER nemlig godt at have venner.

Lyserød mountainbike. Du er landet rigtigt, men du får den ikke. Den er ikke til salg. Aldrig.

Blok om løbning? Her var du ikke heldig. Hvis det er en blog, du mener. Jeg løber nemlig ikke meget. For tiden. Men med lidt tålmodighed kan det være, at du får mere gevinst med tiden. Som min skade heler.

Måske er jeg heldig med, at jeg går så langsomt, for jeg går mås.. Den sætning er langt over min fatteevne. Men jeg håber du har ret.

Det er dejligt at have en rigtig ven. Ja det er.

by - 2 kommentarer

Opskrift på en weekend

Tag én del venner og to dele familie.

Garnér det med passende dele solskin, havluft, blæsevejr og saltvand.

Tilsæt løbesko, kajak, badetøj, vandresko, færger, barnevogn, lækker mad og en glad fest. Og rigtig mange modne brombær.

Krydr det hele med masser af kærlighed og glade unger. Store og små.

Så skal jeg ikke bede om mere.

 

by - 0 comments

Andersen

I dag lånte jeg to af mine små yndlingsmennesker og drog ud på vandet. Jeg havde et gavekort fra fødselsdagen sidste år, jeg skulle have indløst. Inden næste fødselsdag.

Vi spurtede afsted til havnebussens stoppested på Teglholmen og gloede sammen på det bølgeskum, den bus kan lave, når den drejer ind til stoppestedet. De kunne godt forstå, at jeg holder mig på afstand i kajakken.

I Nyhavn zigzaggede vi gennem menneskemængden til havnerundfarten i den anden ende og nåede lige den næste færge. Det blev måske lige færgetur nok. I hvert fald syntes de begge, at guiden snakkede for meget. I stedet stak vi hovederne sammen og opfandt vores egne historier. Åh. jeg er uforbederlig. Jeg holder aldrig op med at binde børn historier på ærmet. Men det var sjovere. Mens vi så sjove husbåde, Christiania og Operaen glide forbi. Og glædede os til is. Og beundrede sandfigurerne på Ofelia Beach.

 

Nyhavn er hyggelig nok. Det er der bare for mange, der synes. Så jeg elskede Sydhavnen lidt mere. Og efter is på kajkanten trippede vi tilbage til havnebussen for at komme hjem og tisse. Faktisk kunne de meget bedre lide havnebussen, fordi der er fred og ro til at glo.

Hjemme igen fortalte Ella begejstret, hvordan vi havde set husbåde og sandslotte, og så udbrød hun: Og mor, vi så et hus, hvor Andersen havde boet.

Guider er ikke spildt på tre-årige.

At der så groede en vis forveksling med Almas korlærer, der hedder Andersen, gjorde ikke historien dårligere.

 

 

 

 

by - 0 comments

The power of the people

Trænger vi ikke til en rigtig god historie? Sådan en hvor de gode kræfter er stærkere end de onde? Hvor skønheden vinder over ødelæggelse? Hvor forenede kræfter er større end magthaverne? Er det ikke lige sådan en historie, vi trænger til midt i den uendelige og forfærdelige strøm af blodige nyheder fra Syrien? Og efter vold og bank i Odense og tre lidt skøre og modige pigers fængsling i Rusland, trænger vi til positive vinde, gør vi.

Så smut en tur over til Sandra, der har en smuk og spændende blog om København, og læs dette indlæg om bunkerne ved Dronning Louises Bro i midten af København. Københavns kommune ville jævne bunkerne med jorden, fjerne træerne og de gamle statuer og lave flade græsplæner. Det ville koste en formue. Men så rejste folket sig. På Facebook og Twitter og henne i virkeligheden. Sandra lavede bannere og folk mødte op.

Og vores borgmester har lyttet. Og er kommet til fornuft. Og lader bunkerne og statuerne og træerne være, så vi allesammen er glade igen. Det var SÅ sejt.

Nu kan folk fortsat sidde i de små bakker i solen, og kæresterne kan gemme sig lidt, mens de kysser under træerne.

 

by - 2 kommentarer

Hedebølge

Det var ikke specielt fedt at sidde til møde den udstrakte dag under et tag i Studiestræde, mens sveden strømmede fra min krop og langsomt gennemblødte min kjole. Og jeg, som tiden skred frem, kunne mærke en duft af alt andet end blomster. Tankerne drog på langfart, mens hjernen foretog en lydløs nedsmeltning.

Note to self: hold aldrig en undervisningsdag med endeløse forelæsninger i 30 graders varme. Stil heller ikke en skål med lakrids ved min plads.

Eller måske var det meget godt, at min hjerne ikke blev udfordret af overraskelsesangreb. Måske var det sådan, den bedst kunne klare sig igennem sådan en mandag. En anden gang må nogen gerne holde mig for munden, når jeg tror, jeg siger noget klogt på sådan en dag. Det gør jeg ikke.

De sidste to timer var en ubrudt fantasi om min krop i svalende havvand. Alligevel plørede jeg lidt rundt i en ubegribeligt varm by for at lede efter et vandrekort til Skåneleden, som jeg skal bruge om et par uger. Som selvfølgelig var udsolgt.

Og så kom jeg hjem. Til en kanal fyldt med naboer og unger. Folk plaskede rundt, hulter til bulter. Jeg fløj i noget badetøj og sprang på hovedet i vandet. Aaaaahhhh. Det var præcist så fedt, som fantasien havde fortalt. Og så hev vi kajakken i vandet og turede nabo-Mikkel rundt på sin første tur. Jamen det var rendyrket legeland.

Nu har jeg rosinhud på fingrene. Sådan som mine børn havde, da de var små, og det var sommer.

by - 4 kommentarer

Om langsomhed og kloge kvinder

Jo tak, jeg har haft endnu en stor weekend. Hvor jeg lærte at hakke bremsen fuldstændig i, inden hverdagen får grebet  mig helt om struben. Jeg var til fødselsdag i Nordjylland hos en kær veninde, der rundede 70 år. Jeg havde for lang tid siden købt flybilletter til Karup, som både var billige og sørgede for masser af tid i det nordjyske. Jo, skam, Nordjylland retur kan gøres for 400 kr. I modsætning til togturen, som koster i nærheden af det tredobbelte. Og så er jeg ikke så svær at overtale til noget miljøsvineri.

Altså stod jeg i strålende sol lørdag morgen klokken 8.45  i Karup Lufthavn. Aj, det hedder vist flyvestation. Her kan man ikke tage fejl af gatene.

Og så havde vi den dejligste fest med kvinderne fra Ullas liv. Mindstepigen var 4 uger, og hvor gammel den ældste var, skal jeg lade være usagt. Fællestrækket var vigtige roller i Ullas liv. Vejret var bestilt til lejligheden, hvor vi dækkede borde til 30 i den smukke have. Der sker altid noget godt og dejligt, når man blander en bunke kvinder i alle aldre. Som En af døtrene sagde: Jeg elsker at være sammen med alle de forskellige kvinder, for det gør mig fuldstændig tryg ved at blive gammel.

Min rolle i fødselarens liv? Jeg startede som barnepige for hendes børn. Siden har vi mødt hinanden i faglige kredse og skrevet en bog sammen om smerter og smertebehandling. Og nu sad jeg og lærte det barn, jeg passede, at kende igen og følte mig nærmest jævnaldrende. Og tilbragte endnu en weekend med dejlig mad og liflig vin i solskin.

Mit sene søndagsfly til København forærede mig en lang dag sammen med min gamle veninde, som vi fik helt for os selv, da resten af gæsterne var taget hjem. Vi spiste rester til frokost og travede en lang tur i området ved Hjerl Hede. Jeg havde glemt, at det er et billedskønt område med bakker og søer og kilometervis af lilla lyng.

Så kan man sagtens sidde her i Sydhavnen og være grumme tilfreds med, at der ikke var tidlige flyafgange om søndagen. Fordi en hel weekend med de klogeste kvinder og nordjysk natur kalder på noget langsommelighed og nydning.