by - 1 kommentar

Familiebilleder

I sidste weekend, hvor den ganske klan var samlet under Jyllands næse, bunkede jeg mit biologiske afkom sammen til fællesbillede. Det er sådan en trang, der kommer til én, når man er blevet halvgammel og har sat solide biologiske aftryk i universet. Så vil man, som en anden hyrdehund, genne flokken sammen. Og man fræser rundt med det store kamera og knipser løs. Men et gruppebillede, for søren da. Hele arven samlet i ét skud. Som et aftryk af den glade familie.

Jeg brugte en time eller halvanden på at genne hele flokken med kærester og små mennesker sammen til fotoshoot. Og endelig fik jeg i sidste øjeblik, fordi den ene familie skulle nå en færge, samlet dem nederst i den gamle have.

De største af de små har lært, at når Great Mama kalder sammen, stiller man op. Verdens mindste Vera kan på ingen måde se nogen grund til, at nogen skal bestemme, hvor hun skal være.

Derfor blev billederne sådan her


 

Hun vandt selvfølgelig. Hun er både den mindste og den klogeste. Hun vil meget hellere kigge ind i mit kamera fra den anden side.

by - 3 kommentarer

Eftermiddag i Sydhavnen

Sms: Hurtig svømmetur om ti minutter?

Mig: Okay, skal lige finde på en erstatning for den badedragt, jeg glemte på Mols

Ti minutter senere kommer min actionven glidende gennem vandet og springer op på pontonen. Jeg springer i, og vi svømmer rundt om blokken, mens regnen stilfærdigt drypper.

Actionven: Hej hej, jeg svømmer lige til højre her. Tak for turen.

Og jeg svømmer hjem, svupper op på pontonen og er klar på at holde aften. Sådan er det bare her i Sydhavnen.

by - 4 kommentarer

Vrid, vrik og tålmodighed

Jeg har aldrig været et forsigtigt menneske. Og derfor redder jeg mig skrammer og revet skind gang på gang. Selv nu, hvor jeg måske skulle have nået en alder med en vis ærværdighed, har jeg blå mærker på skinnebenene og hudafskrabninger på knæene. Så det ændrer sig nok aldrig. Når man ikke vil gå glip af ret meget, må det være sådan.

Den hælskade, som har underholdt mig siden jul, er resultatet af et sammensurium af vrid, vrik og styrt i vilde løb eller på høje hæle. Eller på ski eller på klipper eller is i bjergene. Derfor er det fint, at jeg kunne blive klogere af en klog fysioterapeut. Nu ved jeg, at perineusmusklen skal trænes, næste gang jeg vrider om. For der bliver en næste gang. Sådan noget ved man bare, når man er mig.

Jeg har løbet i terræn det meste af mit liv. Længe før smarte udstyrsproducenter fandt på specielt udstyr til den slags. Jeg har løbet på strande, udenfor skovstierne, over marker, på klipper. Min gamle løbegruppe i Århus gjorde en dyd ud af ræs gennem umuligt terræn. Skovfogeden i Marselisborg Skovene var rasende på os, når vi løb og op ned af skrænterne. Med god grund, faktisk, for vi ødelagde jo de skrænter. Og vores ankler. Vi tog utallige styrt. Gruppen udmærkede sig også ved en evig prøven på at sætte den aktuelle førerhund ved at skifte retning længere nede i gruppen. Og mest af alt gjaldt det om at komme først. Først til vandposten, først til stenen, hvor stien deler sig, først til tømmerpladsen, først til Varna og først til Marselishallen. Det skal jo gå galt, og det gjorde det rigtig tit. Derfor skred mange også fra gruppen. Fordi nok løb vi hurtigt og trænede hårdt, men skadesfrekvensen var pænt høj, og folk med fornuften i behold, syntes, vi var for vilde.

Men hold nu op, hvor havde vi det sjovt. Og jeg savner de åndssvagt vilde ture. Jeg savner bakker og knolde. Og tempo.

Men jeg er grebet af fornuft. Hvis jeg hvisker rigtig stille, så karma-koordinatoren ikke hører det, kan jeg fortælle, at det går bedre med min hæl. Jeg løber, nej jeg lunter 20 minutter hver anden dag. Troede I, jeg var god til at løbe langsomt? Ha, så skulle I se mig nu. Jeg går 5-10 minutter for at varme foden godt op, løber 20 minutter og går hjem. Man kunne vel egentlig kalde det jogging, tænker jeg. Hold nu kæft, hvor er det kedeligt, og hvor jeg savner et klubliv, hvor man altid kunne finde nogen at lunte sammen med. I næste uge kan jeg måske glæde mig til at løbe 25 minutter ad gangen. Langsomt.

Tålmodigt laver jeg mine øvelser for at træne den forstyrrede muskel morgen og aften. Og jeg strækker og vrider min fod i sære retninger.

Til gengæld tramper jeg i pedalerne. Frem og tilbage hver dag, så jeg runder 90-100 km om dagen, hvor pulsen kommer op ved alle bakkerne på Kongevejen, Frederiksberg-udfordringerne og reglen om modvind. Og heldigvis har jeg mit vand, har jeg. Med kajakken og svømning og almindelig god stemning.

by - 3 kommentarer

Det gamle hus fortæller

I min familie bor et gammelt hus. Huset ligger på Mols og har eksisteret lige så længe som min mor. Hvert år sidst på sommeren bunker vi vores store familie sammen og fejrer, at vi stadig gider drikke os halvfulde sammen. Og hvert år bliver jeg fyldt med husets gamle historier.

Huset har altid været der. I mit liv, i min mors liv og i mine børns liv. Det ligger tæt på Mols bjerge. Midt i noget skov og meget tæt på stranden. Omkring huset er en have, der er stor nok til at have mytiske dimensioner, når man er en lille skid.

Huset har rummet min mormor og morfar som unge mennesker med små børn. Dengang haven omkring huset var fyldt med blomster og frugttræer. Da min morfar lavede blomsterbede og køkkenhave og boede i huset hele sommeren. Det var dengang, huset havde et ekstra værelse. Til Agnes, som var hele familiens Agnes, der passede børn og gjorde rent og den slags. Før man importerede Agnes’er fra Filipinerne. Agnes havde et stativ med vandkande og vaskebalje på sit værelse, og der var spisekammer under gulvet i køkkenet.

Senere blev væggen til Agnes’ værelse revet ned, og stuen voksede til den stadigt større familie. De to soveværelser havde hver en lille vaskekumme med koldt vand, og man frøs om numsen, når man tissede udenfor sommersæsonen. Jeg husker stadig fornemmelsen af det brune, stive toiletpapir på den kolde hud.

Også mine børn er blevet badet i køkkenvasken med varmt vand fra kedlen. Vi andre spulede os med haveslangen. Eller nøjedes med at springe i havet. Sommerferier er aldrig gået med overdreven renlighed. Senere endnu har huset fået både vandvarmer og brusebad og elektrisk varme på badeværelset. Og der kom køleskab og komfur.

Haven omkring huset har ikke længere blomsterbede, men enkelte stædige blomster bliver ved at pible op gennem græsset om foråret. Frugtræerne spytter stadig kilovis af æbler, pærer og blommer efter os de fleste år, og vi kan stadig spise os en mavepine til i bær. De små børn har stadig et eventyr i haven, og de lidt større kaster sig nysgerrigt ud i udforskning af skovene og stranden udenfor. Vi drikker øl til frokost og bader i timevis. Vi spiller udespil og indespil og mødes til arbejdsweekender, når det gamle hus skal have sine ansigtsløftninger.

Og så mødes vi altså hvert eneste år sidst på sommeren. Unge og gamle og store og små. Med kærester og mænd og koner og et tiltagende mylder af børn. Vi er blevet så mange, at vi ikke længere kan være i det gamle hus. Nu har vi partytelt i haven, og små og store telte skyder op som paddehatte i den weekend sidst på sommeren. Maden gider vi heller ikke lave selv mere, og man må jo støtte dem, der lever af den slags. Når vi er færdige med at småskændes om borddækning og maden endelig står på bordet, spiser vi, til vi revner og drikker, til vi segner. I år segnede vi først, da det næsten var morgen, og vi havde afviklet en vigtig konkurrence henover de tomme glas – om familiemesterskabet i sæbebobleblæsning. Jeg vandt ikke. Tror jeg.

 

 

by - 2 kommentarer

Onsdagsmandag eller mandagsonsdag

Allerede i dag  kom jeg først  hjem, da aftenen havde meldt sin ankomst. Edikkesur med surt på. Efter en onsdag der troede den var en mandag. Og jeg må hellere skynde mig i seng, så den kan få en slutning.

I morges måtte jeg søge assistance i min gamle, tilsidesatte computer. Og den hævnede sig på bedste Microsoft-vis med at nægte at lukke. Der var opdateringer, sagde den. Undgå at slukke computeren eller strømmen. Jeg skulle til møde på Østerbro, så jeg lod stikket sidde og overlod opdateringer og det hele til computeren. Det tog den ilde op, og havde brændt sig sammen, da jeg kom hjem.

Efter mødet på Østerbro fortsatte jeg mod Hillerød, hvor den store vindgud havde skruet helt op for blæsebælgen. For søren da, det var en hård tur, og jeg overlevede kun ved tanken om den fest, det ville blive at cykle hjem. Jeg skulle blive meget, meget klogere. For selvfølgelig havde vinden i bedste Kongevejsstil vendt sig, da jeg endelig cyklede ud af døren i Hillerød.

Og her må indskydes en tak til Rudersdal Kommune for næsten af smadre min cykeltaske, da hullerne i cykelstien fik tasken rystet løs, så den satte sig fast i egerne. Med en katastrofeopbremsning til følge. Og tak til mig selv for ikke at være nærig med hverken cykel eller tasker. De holdt. Og min reaktionsevne bestod testen.

Endelig hjemme besluttede jeg at springe i vandet og vaske det sure ud. Og hvad skuede mit øje?? Tre grinende brandmænd med meterlange tentakler stirrede mig direkte i fjæset fra siden af min ponton. Jamen pis os, da. Slut med svømmeture. Mere surt.

Trøste-sushi, tænkte jeg så. Klokken var jo  blevet mange. Og jeg fortjente det. Deres telefon virkede ikke. Ingen sushi, men en tur i Irma. Hvor jeg købte en flødebolle.

Ind på en helt indiskutabel førsteplads i rækken af dårlige oplevelser kommer Lyngby. Der er intet vundet ved ikke at køre en stor bue udenom. Byen må hade cyklister, siden den gør så mange krumspring for at gøre livet surt for folk på to hjul. En ting er de evige brosten. De sidste måneder har der været vejarbejde på sydsiden, og Lyngby flotter sig med ET skilt til cyklistomvejen. Man skal være barnefødt for at regne den ud, hvordan man kan finde tilbage til brostenene og hovedvejen. Oven i den førsteplads kommer en absolut topscorer i dårlige cykelstier. Må jeg foreslå en tur ad vejen fra Virum til Sorgenfri. Jo, det er Lyngby-Tårbæk kommune, og cykelstien er et mønstereksempel på asfaltpatchwork.

I den anden ende af scalaen scorer min venstre hæl point. Og Brian Dåsbjerg bliver ophøjet til gud. Den har det  bedre, hælen. Og det kan jo næsten opveje sådan en mandagsonsdag.

Tak, det hjalp. Godt I er her.

by - 0 comments

Tanker om et meget lille jordskælv

I går meget tidligt om morgenen, mens det nærmest var nat endnu, skælvede jorden et sted i nærheden af Anholt. Tv-stationerne gik i selvsving og efterlyste danskere, der havde mærket noget. Og mens kæden helt hoppede af for mig, sad et udvalg af kvinder i forskellige stadier af sengeredning, som var vågnet og havde mærket en lille sitren i universet.  Og en førtidspensionist på Anholt, der havde lagt sig til at sove igen. Breaking news?

Jeg vågnede vistnok også omkring kl 5. Det gør jeg tit. Jeg ser på uret, vender mig om på den anden side og sover videre. Måske registrerede min (under)bevidsthed noget rysten. Måske gjorde den ikke. Oplevelsen af 10 sekunders rysten er ikke interessant. Nogen mennesker i Danmark oplever rystelser i timevis på daglig basis. Dem der bor på Sydhavnsvej i København for eksempel. Dem er der bare ingen, der gider snakke med. Fordi de rystelser laver vi selv med vores store biler.

by - 1 kommentar

Og så en løbestatus

Jeg har tumlet med en sur hæl siden jul. Og jeg har løbet i så mange år, at jeg kender temmelig mange tricks. Som jeg selvfølgelig har prøvet af et efter et. Uden den store succesfornemmelse. Hælen er fortsat sur. Derfor brugte jeg noget ferietid på at besøge min læge, brække to tæer, holde fuldstændig løbepause, røntgen og ultralydsundersøgelse af hæl – og endelig et besøg hos en kompetent fysioterapeut. Jeg var heldig at få mig fedtet ind her i Brian Dåsbjergs kyndige hænder. Han viste sig virkelig, virkelig at være en mand efter mit hjerte.

Og hvad er der så galt med den sure hæl? Tjoe, et mix af forskellige gamle skader og en tur på høje hæle i Lissabons toppede gader, formentlig. Brian forklarede, at ankelvrid af en eller anden grund gør perinæusmusklen svag i lang tid. Den muskel går i ydersiden af læggen og hæfter med sine sener på ydersiden af hælen. Jeg har ikke gjort noget forkert, når jeg efter vrid og forstuvninger tapede anklen og løb videre. Det har været fint, men de mange forstuvninger har gennem tiden svækket musklen. Som så måske fik en slags dødsstød af min forfængelighed i julen med de høje hæle i Lissabon. Pyt lidt med det, for det her kan jeg gøre noget ved.

Jeg fik akupunktur for at løsne musklen og en let massage. Og så har jeg fået en plan. Musklen skal trænes og styrkes med øvelser to gange om dagen. Fra weekenden må jeg laaaaangsomt begynde at lunte 15-20 minutter hver anden dag. Og med tryk på både langsomt og lunte.

Gør dig selv en tjeneste og tag cyklen til et sted, der er dejligt at løbe, sagde Brian. Det skal være jævnt og fladt underlag, og pulsen skal ikke op. Fis hjem og hop i vandet eller tag en hurtig tur på cyklen, når du har brug for at knokle igennem. Og så kan man endnu engang glæde sig over at bo i Sydhavnen med vand udenfor døren, med flade Amager Fælled på den anden side af det vand og med 45 km på arbejde.

Mine ture skal være ensartede. Jeg må trappe ganske, ganske langsomt op, men ens for alle turene. Altså ikke noget med lange weekendture. Ingen bakker. Overhovedet.

Jeg mailer en status til ham om en uge, og så vil han fortsat sparre mig igennem. Men kun se mig, hvis der er noget, han kan løse på briksen. Jeg elsker sådan nogen løsninger, hvor jeg selv bliver direktør for problemløsningen. Også selvom det bliver langvarigt.

by - 2 kommentarer

Feriestatus

Startede sidste feriemorgen med en svømmetur rundt om hele to blokke. Og helt ud i havnebassinnet, hvor bølgerne fra havnebussen et par øjeblikke gjorde mit liv lidt mere spændende. Men vi kom overens, bølgerne og jeg. Og jeg fortsatte ind i de stille kanaler gennem mit morgenstille nabolag.  Brandmændene har endnu ikke holdt deres august-indmarch, og alt ånder fred.

Jeg har sjældent holdt fire ugers ferie uden at fjerne mig betragteligt fra de hjemlige breddegrader. Men når jeg nu har bosat mig midt i legeland, er det en fest med hjemmeferie. En helt overordnet status på ferien er, at jeg virkelig, virkelig, virkelig har fået den pause, jeg havde brug for. Og fire uger er en pause, der kan mærkes. Der er fred langt ind i sjælen. Jeg har forsigtigt åbnet min arbejdsmail. Som til min store overraskelse også har holdt pause. Eller måske bare har lukket for indgangsdøren? Der ligger forbavsende få mails og venter. Og jeg har indrettet mig med en sidste feriedag en mandag, hvor jeg langsomt kan pejle mig ind på noget arbejdsliv igen. For ikke at belaste min pausevante organisme for meget, har jeg så også streget fredagen, hvor jeg drager til Jylland til det årlige familietræf.

Et af projekterne i ferien var at få mere rutine med havkajakken. Når nu jeg har alt det vand udenfor døren. Det har været en ubetinget succes. Kajakkurset og ø-turen i det sydfynske var fantastisk. Vejret gik totalamok hele ugen. Og jeg vil tro, at jeg var den eneste dansker, der kunne juble over det. Jamen sikke en chance! Tænk at træne bølger og møgvejr med en gruppe omkring mig og en skidegod instruktør til at redde min røv. Hvis noget skulle gå galt. Og det gjorde det jo ikke.

Jeg har set Lolland. Det behøver jeg så ikke at gøre så meget mere ved. Så ved jeg det.

Skriveprojektet er slet ikke gået, som jeg havde planlagt. Det gør sådan noget sjældent. Det rystede mig, at alle mine gamle skriverier og dagbøger fra sygdomstiden kunne sparke mig mentalt til hjørne. Som en tudemarie måtte jeg bøje nakken og kaste håndklædet. Og i stedet holde pause i vandet omkring de sydfynske øer. Sådan var det så bare, og jeg greb igen tastaturet efter en uge på vandet. Jeg arbejdede godt og havde timelange snakke med en god ven, der langsomt satte sit præg og ændrede processen. Til noget helt andet. Og jeg var bare glad for at have skrevet hele to specialer, fordi jeg så har prøvet at være i skriveprocesser, der ændrer sig. Status? Jeg er alligevel nået et stykke. På en helt anden måde, end jeg planlagde. Der er langt igen. Men jeg har en plan. Og snupper et par uger engang i efteråret.

Mine ferier bliver ofte brugt på at løbe solen sort. På lange tidlige morgenture, hvor jeg oplever naturen omkring mig. I år har der været pause fra løbeskoene. Det har ikke gjort noget godt for min hæl, men mine brækkede tæer er ved at være helede. Og nu har jeg sammen med min fysioterapeut lagt en plan. Jeg er fortrøstningsfuld.

Og er jeg så klar til at springe ud som arbejdsbi? Tjae, jeg kunne uden problemer nappe et par uger mere. På den anden side, glæder jeg mig til at være sammen med mine kolleger. Og jeg glæder mig til at samle op på alle de projekter, der blev pakket i feriekassen for en måned siden. En lille del af mig, står og hopper utålmodigt op og ned. Fordi vi skal videre. Vi skal se, hvad det hele kan udvikle sig til. Så ja, okay, jeg er klar. Det er DSB ikke, så jeg står tidligt op og snupper cyklen til Hillerød i morgen.

by - 5 kommentarer

Vildmarksalliancer

Der har været feriestemning på falderebet. Siger jeg på den næstsidste feriedag efter fire ugers ferie. I Danmark. Jeg ved godt, at resten af landet hyler over vejret, men jeg har haft det vejr, jeg kunne ønske. Og så har et langt livs blandede erfaringer måske bare lært mig, at det er mig, der indretter mig. Ikke vejret.

Jeg har været på lejr med Alma. Nogen må påtage sig at lære de børn om natur og friluftsliv, og det bliver ikke deres forældre. Jeg øjner selvfølgelig fremtidige turmakkere og griber opgaven med begejstring. Det giver også en mulighed for at have dage helt alene med hende.

Vi tog på besøg hos Katrine i Karlebo, som havde inviteret på lejr i haven. Hun har en Anna på alder med Alma og en have med plads til telte. Og Alma tog imod lejrlivet med åbne arme. Teltene blev indrettet med malebøger, papir, tuscher, perler, kalaha, kort og bøger. Og bamser. Nå ja, og med liggeunderlag og soveposer. Og bortset fra huset i haven med køleskab og toilet. Og en enkelt ro-finale i fjernsynet. Så var vi på lejr med mad på trangia, lejrbål og soveposer. Vi gik sent i seng og vågnede med solen på kinderne i teltet. Mens vi missede med søvndrukne øjne, sludrede vi om dagen der gik, og dagen der kom. Som jeg for 3000 år siden gjorde med mine egne små piger og drenge på andre lejrpladser.

Mit bjergtelt med plads til to har været pakket ned i nogle år. Nu blev bjergstøvet rystet ud, og støvet rystede endeløse historier ud om lejrpladser på stejle bjergsider, heftige storme og dyb sne. Om venskaber og konflikter og om store naturoplevelser. Jeg blev endnu engang forbløffet over, hvad det telt har tålt. Der er også lidt skrammer og huller her og der, men det holder endnu. Og jeg tror nok, at jeg lige fik lagt en god grund til en fremtidig turmakker i vildmarken. I hvert fald har vi aftalt en weekendtur i efteråret med pigerne til et godt sted i en skov.

Alma blev hentet af familien fredag middag, og jeg pakkede selvfølgelig cyklen og cyklede hjem til København. Og vejret? Jamen vi havde al den sol, vi kunne ønske os.

 

 

by - 1 kommentar

I’ll come bouncing back

Jeg har besluttet mig for at være fornuftig. Jeg havde leget lidt med tanken om at skide den hæl en lang march og måske trippe en lille bitte tur i løbeskoene på Amager Fælled i næste uge. Hvis altså tæerne fortsætter med at gro godt sammen. Men så var jeg i byen og få hælen både røntgenfotograferet og ultralydsscannet i dag.

Og – hej, hej, dumme lægedame – jeg er overhovedet ikke slidt. Der er ikke noget brud i hælen (hurra for det), ingenting i akillessenen (to gange hurra), men inflammation der, hvor senen hæfter på ydersiden af hælen. Jeg er simpelthen så skidegod til at stille diagnoser på mig selv, hva’beha’r? Det er altså ikke noget alvorligt, og ikke noget, der ikke kan gå over.

Derfor bliver jeg nu fornuftig. Jeg æder de piller, lægedamen har givet mig, og tager til fysioterapeut på mandag. Og holder løbepause mindst et par uger endnu. Og så skal I bare se mig komme igen. Jamen sådan er vi bare i min familie. Vi kommer bouncing back, når nogen slår os af hesten.

Og, lægedame, mine sener er både gode og kraftige, så det kommer til at vare nogen tid, før jeg læner mig tilbage som nedslidt. Bare så du ved det.