by - 0 comments

Undskyld

Jeg er bagefter på point. Og på rejsefortællinger. Nogen har beamet mig direkte tilbage i arbejdsbrønden. Den bundløse.

Og jeg sidder nu og samler op på et års projektarbejde i det projekt, der må lade livet i mit CV og leve videre derude uden mig. Sådan at jeg kan leve videre. Og bevare plads til mig selv og min arbejdsglæde. Og alle de andre projekter. Fordi der har været fyldt for meget på arbejdskontoen i det sidste år. Og fordi nogen måtte rydde lidt op i mit liv.

Så hej igen, liv. Og venner. Og famile. Når det hele lige er skrevet færdigt og afleveret i næste uge.

 

Tak for jeres tålmodighed.

20120330-110047.jpg

by - 4 kommentarer

Bøger på farten

Jeg er en læsehest. Lige fra Søren og Mette og lille Jep i første klasse åbnede bogstavernes verden for mig, var jeg fast inventar i skolebiblioteket. Og jeg glemmer aldrig det store øjeblik, da jeg fik mit eget lånerkort til det rigtige bibliotek. Jeg kan læse hvorsomhelst og nårsomhelst. Det er ikke ualmindeligt at se mig med en bog i hånden, mens jeg rører i gryderne på komfuret. Jeg elsker ord. Når de flettes sammen på fantasifulde og smukke måder og skaber fortællinger og forestillinger. Og når jeg holder ferie sluger jeg bøger.

Noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv på bogfronten, er min Kindle e-book reader fra Amazon. Den fylder ingenting, vejer næsten intet og kan rumme op til 3000 bøger. Og når man nu godt kan lide at læse engelske bøger, er det ren livskvalitet. Den er nem at have med på rejser, fantastisk i sengen (!), og så giver den ikke trætte øjne. Der er nemlig ikke lys i skærmen.

Inspireret af Anna havde jeg købt “Extremely loud and incredibly close” af Jonathan Safran Foer til min Kindle. Det er den mærkeligste bog, jeg nogensinde har læst. Den forvirrede mig. Jeg blev irriteret. Var ved at lægge den væk gang på gang. Fordi jeg ikke kunne hitte rede i den. Men jeg er stædig, og jeg holdt fast. Og godt for det. For til sidst. Til allersidst i bogen flettede alle de løse ender sig sammen og blev til et sammenhængende hele. Og jeg blev så påvirket af bogens lille store fortælling, at jeg måtte vente flere timer, før jeg begyndte at tygge på den næste bog. Bogens fortælling cirkler om en lille drengs svære, svære proces efter faderens død ved angrebet på Twin Towers. Familiehistorien og andre store tab fletter sig langsomt ind på næsten anmasende manér. Og jeg kan kun sige, at jeg er ufatteligt glad for, at jeg læste bogen færdig. En dag vil jeg læse den igen. Bogen er filmatiseret og biografaktuel. Jeg ved ikke, om jeg kan tåle at se den.

Næste bog havde jeg glædet mig til. På anbefaling af min chef, som ved, hvilke slags bøger, jeg elsker: Jonathan Franzen, Freedom. Som er en fortælling om det moderne amerikanske liv. Jeg er ikke færdig endnu, men jeg kan allerede mærke, at jeg må læse hans “Corrections”.

Og så hørte jeg lydbøger. Jeg tilbragte en del tid i bus og tog, og her er lydbøger geniale. Jeg elsker godnathistorier. Og jeg nåede mange i de to uger.

Den første var Hanne Reintoft’s “Når dagene strenges” om en families udvikling fra første verdenskrig til lige før anden verdenskrig. De historiske begivenheder danner en rigtig spændende kontekst i familiefortællingen. Bagefter flød et par krimier ind gennem ørerne og ud gennem næsen (eller..?). Det er meget fint med lidt ligegyldigt læsestof, som man ikke behøver koncentrere sig om, mens man rasler afsted i busser gennem landskabet. Første krimi var af Helle Stangerup. Bogen var en gave fra DR. Hold øje, for de gør det tit. Forærer lydbøger væk. “En forskers død” er inspireret af en virkelig begivenhed, da dr. Kelly i Storbritannien lækkede til pressen, at invasionen i Irak byggede på et forfalsket grundlag. Det var godt, det var en lydbog. Og at jeg ikke havde andet at lave. For den bog var simpelthen for lang og for konstrueret. Jeg er i en fase, hvor jeg går død i krimier. De keder mig.

Alligevel spurtede jeg videre til Elsebeth Egholm, som DR også havde foræret mig. Hun har aldrig været på min krimihitliste. Og det kom hun heller ikke med “Tre hundes nat“. Så meget drama, som bogen skrabede sammen, har jeg mere end svært ved at se for mig i Grenå. Men så gik tiden med det, og jeg blev igen overbevist om, at der er gået inflation i krimigenren.

Men topscoreren i kedelighed blev Michael Falch med bogen “Trækruter“. Og det blev jeg egentlig lidt ked af. Jeg holdt mest af ham, da han spillede i Malurt og har ikke fulgt så meget med siden. Bogen er en slags bekendelsesroman i dagbogsform. Og det fungerer dårligt. Michael Falch læser selv op, og han slipper ikke helt heldigt fra det. Eller han har måske bare ikke en helt god højtlæsningsstemme. Bogen bliver en lang kredsen om misbrugsproblemer og en lige så lang række råd til verden om at leve uden alkohol. Præget af inspiration fra alt for mange selvhjælpsbøger. Som jeg har en vis allergi for. Jeg hørte den færdig. Men jeg ved ikke hvorfor?

Men heldigvis har jeg Franzen på min Kindle, og jeg stjæler mig til at kravle ind i hans roman, hver gang jeg ser mit snit til det. Bare læs den. Og den anden Jonathan også. Selvom den kradser i sjælen.

by - 6 kommentarer

Optur

Hold kæft, hvor er det fedt at være hjemme. At mærke, hvordan to ugers totalpause har været guld for sjælen. Og kroppen. Jeg bliver ustyrligt glad over at mærke, at to uger iført klip-klapper og rygsæk ikke forhindrer mig i at løbe en time på fælleden. Eller cykle hjem fra Hillerød på en solskinsfredag.

Og min smertenshæl…. Jeg har været der, hvor jeg mentalt begyndte at tvivle på min fremtid i løbeskoene. I det små at tænke cykler og roning ind på førstepladsen. For ikke at stå der med lammet underkæbe længere end højst nødvendigt. Der skete ikke en skid med den hæl. I Marokko kunne jeg sågar vågne om natten. Fordi den skide hæl gjorde ondt. Jeg ignorerede den arrigt. Og travede videre i mine klip-klapper.

Derfor var jeg temmelig overrasket, da jeg torsdag lagde ud på første løbetur i fjorten dage. Joo, jeg kunne mærke hælen. Men slet ikke på den der infame skærende måde, der overdøver alting. Og trækker glæden ud af løbeturen. Det samme skete fredag. Og lørdag. Og i dag gjorde den slet ikke ondt. Som i overhovedet ikke. Og jeg løb den bedste tur i næsten tre måneder. Jeg blev ganske kåd. Og løb lidt længere end planlagt. Lidt kun. Og der skete ikke noget.

Med jubel i hjertet kom jeg så for sent ud af døren, da jeg skulle mødes med søn og Nina. Som pludselig rykker op i de granvoksnes rækker og skal købe lejlighed. På Amager. Jeg spurtede afsted på cyklen for at se med. Og dele det med dem. De var så glade og stolte med maverne fulde af sommerfugle. Altså de er jo ikke nye kærester, og de har boet sammen længe. Men det er noget særligt at skulle købe sin helt egen fælles bolig for første gang.

Vejret legede sommer, og jeg cyklede videre efter godkendt lejlighed – til mit ramsløgsted. Skovbunden var dækket af ramsløg. Efterhånden har gud og hvermand opdaget, at ramsløg er en dejlig spise. Enhver madblogger med respekt for sig selv skriver løs om den lille plante. Det var derfor med en vis spænding, jeg trampede afsted. Mon der overhovedet ville være noget at plukke? Mon madbloggerne og alle andre havde fundet mit sted? Og rippet det? Men jeg kunne slappe helt af. Der var rigeligt. Jeg plukkede posen fuld af ramsløg og nikkede hyggeligt til de folk, der spadserede forbi. Hjemme i Sydhavnen blev der fyret op under blenderen, og nu har jeg fyldt en ordentlig bunke pesto i fryseren.

Og har fyldt totalt op på energifronten. (Der skal nok komme mere rejseblogning de kommende dage)

by - 4 kommentarer

Momentum i Marrakesh

Marrakesh er et festfyrværkeri. Af den slags hvor man godt kan blive en smule stille, når man pludselig bliver hældt alene af et fly med sin rygsæk. Æh, hvor vender man sig hen? Medinaen! Men Medinaen er en labyrint. Nå, man hanker op i rygsækken og tager sit cool look på. Jeg har sgu da helt tjek på det her. Agtigt. Det er et bombardement på alle sanser. Også den sjette.

Lidt fortumlet endte jeg på en sofa i mit hostel. Marrakesh Rouge. En oase midt i det hele. Jeg skulle bare lige finde ud af at finde hjem, hvis jeg gik ud. Men først myntete. Og så bestemte mit indre system sig, som sagt, for at flade fuldstændig ud og trække alle strømførende stik. Det kan man nemlig, når man holder ferie. Og folkene på mit hostel lavede et sublimt måltid til mig. Så jeg ikke engang behøvede at bevæge mig ud og spise.

Men så var jeg klar. Medinaen er den gamle centrale bydel. Og den ER en labyrint. Man farer lynhurtigt vild. Og det bedste er bare at acceptere det. Det er ikke farligt, og man finder ud igen på et tidspunkt. Midt i overgangen til den nyere bydel ligger en kæmpe plads, Djeema el Fna, som altid er et godt orienteringspunkt. Her starter den omfattende souk, som er den marokkanske udgave af en bazaar. Her handles med alt fra dagligvarer til souvenirs. Pladsen emmer af liv fra morgen til aften. Om dagen af gadehandlere, gøglere og hennakunstnere. Om aftenen bliver den en frådende arena af madboder i knivskarp konkurrence. Her kan man få sit livs sjoveste måltider. Kokkene fra madboderne slås bogstaveligt talt om kunderne. Lokker med søde ord og gratis drinks. Der er grundlag for en god deal på et i forvejen billigt måltid.

Sidste år smed nogen en bombe på en af travleste cafeer på pladsen, og 17 blev dræbt. Resterne af cafeen står stadig som et åbent sår, men bliver snart genopført. Og pladsen lever videre.

Marrakesh er en guldgrube af historiske sites. Gamle paladser, moskeer og koranskoler. Haver og parker og afdøde modeikoners store villaer. Men jeg er en mærkelig turist. Jeg kan lide at se på mennesker. Gå på opdagelse der, hvor de almindelige marokkanere lever. Jeg går hurtigt død i gamle slotte. Hele anderledesheden befinder sig der, hvor folk har sin dagligdag. Jeg bryder mig ikke om, at skyde mit kamera i fjæset på uskyldige mennesker. Men jeg vil jo gerne kunne huske de mennesker. Eller situationer. Derfor går jeg tit med mit kamera i hånden sådan helt casual nede ved hoften. Og knipser løs på må og få uden nogen ser det. Jeg ved så heller ikke, hvad der præcis kommer på billedet. Der kommer rigtig mange bjørne, grus og luft. Men jeg er nogen gange heldig.

Marrakesh er et mix af nyt og gammelt. Af tradition og nytænkning. Kvinder går fuldstændigt tildækkede, og andre går rundt med flagrende hår og stramme cowboybukser. Mænd går klædt i gulvlang djellabah og andre har trukket i t-shirt og hængerøvsbukser. Jeg rejste for første gang med min iPhone, og der var gratis wifi allevegne. Centralt i byen har man anlagt en cyberpark. En smuk park, hvor forskellige telemastodonter sponsorerer wifi kvit og frit. Hoteller, busstationer og banegårde har næsten alle gratis netværk. Jeg har derfor løbende kunnet underholde venner og familie med eksotiske billeder og ferieblær på Facebook. Og det er jo altid en fornøjelse at kunne hovere.

Tip: Norwegian flyver direkte for billige penge fra København.

by - 0 comments

Eventyrlighed i Sahara

Et af de overraskende højdepunkter i min tur rundt i Marokko var en fuldstændig traditionelt arrangeret turisttur til Sahara. Overraskende fordi jeg blev fuldstændig overrumplet af alle de følelser af eventyr og mystik, den tur rummede. Jeg mener, det er en slags industri, for pokker, at arrangere de ture for blege europæere, japanere og amerikanere.

Efter at have sovet næsten hele det første døgn i Marrakesh væk, fyldtes jeg af modstridende følelser. På den ene side en stærk bevidsthed om frihed. Frihed til at gøre ingen verdens ting, eller frihed til at udforske Marokko på min helt egen måde. Og på den anden side fornemmelsen af, at tiden kunne løbe ud gennem ferieafløbet, inden jeg kunne nå at blinke. Jeg ville fandeme se noget ørken. Jeg har siddet utallige gange med næsen klinet til et lille rundt flyvindue, mens Sahara foldede sig ud langt under mig. Nu var chancen der. Derfor lagde jeg, hvad der svarer til 600 kr for en tur med to overnatninger.

Vi kom til at sidde rigtig meget i en lille bus. For selvom Marokko indeholder en god bid af Sahara, er der rigtig langt fra Marrakesh. Så gjorde det jo ikke noget, at landskabet udenfor så sådan ud:

Billede

Ørkenscener i film, viste det sig, bliver skudt det samme sted i en nedlagt Kabash. Den har lagt kulisser til Russell Crowe i Gladiator, Lawrence of Arabia og endda chicks’ene i Sex and the City. Så ved man det. Samme sted blev vi gennet ind for at købe – tæpper (?). Okay at prøve. Men jeg har ikke plads i rygsækken til gulvtæpper. Eller planer om at anskaffe nogen. Jeg falder bare i dem.

Men ørkenen. Langsomt blev landskabet mere og mere goldt. Først sidst på eftermiddagen efter to dages kørsel, nåede vi de yderste klitter og entrede en verden af rødt sand. All over the place. Vi blev hældt af bussen og bedt om at pakke det nødvendige for natten, fik en kop myntete og blev gennet videre til en flok kameler, der lå og sagde lyde i sandet. Det her var meget turistagtigt på den gennemarrangerede måde. Men i min mave boblede tusind sommerfugle rundt. Jeg skulle ride på kamel!! Totalt barnligt, men sådan er jeg. Jeg klatrede op. Og var lige lukt i drømmeland. Væk var alle mine medturister og de indstuderede berbere. Der var kun mig, min kamel, sandet og solnedgangen. Det var så fuldstændig ubegribeligt smukt. På den næsten romantiske måde. Ja, man ville overhovedet ikke være overrasket, hvis Russell Crowe var dukket frem bag den næste store sandklit. Man kunne virkelig godt have brugt en forelskelse lige der.

Og mens den sol langsomt dalede ned over ørkensandet, red vi et par timer i et landskab, der føltes uendeligt. Vi nåede en samling interimistiske tæppe-telte, hvor vi skulle  tilbringe natten. Det blev en aften med lejrbål, trommer og sang. Og fuldmåne. Russell Crowe eller nogen manglede stærkt. Igen. Tog mig selv i at skule en anelse misundeligt mod de par, der sad sødt og flettede fingre i måneskæret. For turistarrangement eller ej, – den aften var fyldt med magi.

Natten var bidende kold. Vi frøs vist alle jammerligt under de tunge tæpper. Til gengæld blev den kort. For ved femtiden blev vi gennet ud og op på kamelerne. Og så red vi igen et par timer, mens solen langsomt spredte guld omkring os.

by - 1 kommentar

Pausen

Pausen er slut. Jeg er tilbage. Med fjæset fuld af fregner og et mentalt opladet batteri. Med plusgrader på energisiden. Og minus på bankkontoen.

Har det været godt? You bet.

Jeg landede i går og blev hentet af nogle af mine yndlingsmennesker i lufthavnen. Senere stødte flere yndlingsmennesker til og lavede mad, mens jeg legede med de mindste yndlingsmennesker. Jeg elsker at komme hjem.

Hvorfra, spørger du? Jo, for to uger siden stod jeg op midt om natten, kastede rygsækken over skulderen og kravlede i en taxa til selvsamme lufthavn. Fire og en halv time senere trippede jeg ud i Marrakesh i Marokko. Som tog i mod mig med varme og sol og åbne arme. Planer havde jeg ingen af. Bare en adresse på et hostel, som en kollega havde mailet til mig.

Ryad Marrakesh Rouge hed det. Det hostel. Som lå godt puttet af vejen i Medinaens smalle gader. Jeg fik mig en seng i et firemandsværelse, og så sov jeg næsten hele det næste døgn. Når jeg ikke lige åbnede øjnene og læste på tagterasen. Eller sagde ja tak til myntete. Torsdag var jeg klar og kastede mig ud i Marrakesh og lavede planer for de næste dage.

Jeg har været på kamelryg i Sahara, sovet i berbertelt, drukket spandevis af myntete, grinet måbende af priserne for en guide i Atlasbjergene og i stedet rejst på opdagelse langs Atlanterhavskysten, kørt i tog fra Casablanca, mødt nye venner, er blevet overrasket. Har inhaleret en bunke bøger, lært en masse nyt, taget en million billeder og gloet en masse ud i luften.

Jeg har trængt til det. Og nu trænger jeg til hverdagen. Til at nusse mine projekter og kramme alle kollegerne. Til at kysse alle de små mennesker i familien og mærke, at alle har det godt. Til at vaske en bunke tøj og lave min egen mad igen. Til at træne min hæl i orden og til at nyde foråret.

Det er næsten to år siden, jeg sidst har rejst alene. Det er helt specielt at tage afsted med min rygsæk og møde alt det nye. Som man jo ikke kan ane så meget om på forhånd.  Der er intet så godt, som at være nødt til at tage ting, som de kommer. Deponere forpligtelserne i en skuffe derhjemme og bare være åben og klar. Det er mental dybderens.

Der skal nok komme billeder og fortællinger. Jeg fortæller også gerne om, hvordan det så er at rejse alene i Marokko. Når man nu er kvinde. Bare ikke nu. For nu skal jeg ud i det der forår, som nogen har tændt for. Og se om Amager har det godt. Om badevandet er blevet lunkent. Og om ænderne er blevet kåde.

by - 5 kommentarer

Hav det nu godt

Jeg holder pause. Pause fra arbejde. Pause fra løb. Og pause fra bloggen.

Vi ses igen om to uger, når jeg er klar på at fortælle røverhistorier igen. Pas på hinanden

by - 0 comments

Når gale katte får revne skind

Jeg har aldrig været et forsigtigt menneske. Heller ikke en forsigtig løber. Jeg tager chancer, løber over evne og har ikke meget tålmodighed. Sådan lever man livet sjovt. Og får nogen tæsk ind imellem. Som man bare må indkassere. Jeg tror på, at min krop sagtens kan ordne småskader og skavanker helt af sig selv. Når den får ro til det. Derfor løber jeg yderst sjældent til læge med løbeskavanker. Jeg gider ikke bruge min tid på det, og jeg vil slet ikke bruge lægens tid på ting, der går over af sig selv. Derfor kaster jeg også kun modvilligt penge efter diverse terapeuter. Jeg hader og afskyr at være i nogen form for behandling.

Men jeg kan da underholde med lidt fra løbehistorien, mens jeg alligevel sidder og giver min krop ro.

I mange år var jeg eneste feminine element i en benhård løbegruppe, Hennings Hårde Hunde. Og inden da var jeg en del af en lille løbetrup, kaldet De Nådesløse. Begge grupper havde en del kamikazeaura omkring sig. Det gjaldt om at løbe hårdt, hurtigt, råddent, langt og vildt. Det gjaldt om at vinde så mange holdkonkurrencer som overhovedet muligt.

De Nådesløse bestod af fire fyre og to kvinder. Mig og Karin, som holdt flere danske mesterskaber i maraton. Fordi de fleste holdkonkurrencer var lettere at vinde i mix-klassen. Vi trænede meget. Virkelig meget. Og løb virkelig mange konkurrencer. Mens jeg levede i vores lille løbekollektiv knoklede jeg på som en gal og åd 100-120 km om ugen. Og løb selvfølgelig alle de konkurrencer, jeg kunne komme i nærheden af. Det gik forrygende, og vi havde det supersjovt. Når vi ikke løb, holdt vi fester. Eller gik i biografen. Eller til koncerter. Eller skiftedes til at humpe rundt med onde ben. Også mig. Efter en lang periode med rigtig mange løb begyndte det at bide lidt i en ankel . Men jeg var midt i en plan om noget DM i halvmaraton og knoklede videre. Selv om det bed mere og mere. Da dagen for det famøse DM oprandt, løb jeg siger og skriver 7 km. Og så standsede jeg ved et væskedepot og jamrede. Og hoppede nærmest på et ben hjem igen. Og var slået helt hjem i noget, der ligner to måneder. Jeg havde simpelthen slidt mit skinneben så meget, at der var kommet stressfraktur. De næste måneder stod på svømmehal og aquarunning sammen med alle de andre skadede mennesker fra vores klub.

Hennings Hårde Hunde startede som en slags udbrydergruppe i Århus 1900. En lille gruppe fyre ville gerne træne og blive hurtigere, fremfor at motionstræne i skoven. De lavede en træningsgruppe med tidskrav til medlemmerne. Og de rekrutterede en gruppe mænd, men ville så gerne have piger med. Det er bare svært, det med piger, når det er storsvedende mænd med dårlig humor, ikke? På en eller anden måde må min humor være lige så skidt. I hvert fald lod jeg mig langsomt indlemme i hundegruppen. Som nok trænede hurtighed, men tilbragte de fleste ture langt fra almindelige skovstier. Vi fræsede rundt i Marselisborg Skov på fuldstændig off road vis. Mange nægtede at løbe med os, fordi risikoen for at falde eller vride var stor. Det er en af de sjoveste perioder i mit løbeliv. Og hundene var mindst lige så nådesløse. I begyndelsen var de galant omsorgsfulde. Ventede når jeg skulle tisse. Advarede mig, når der mudder eller trærødder. Jeg løb fra dem én gang, så var det slut. Og jeg pladrede gennem mudder, faldt på næsen og vred om på fødderne. Og løb videre. Ellers stak de jo af. Vi udviklede stor ekspertice i både akutte og langvarige skader. Eksperimenterede med sportstape og etablerede ind i mellem sygegrupper for de skadede. Jeg blev virkelig ferm til at tape ankler, og vi erfarede, at det bedste for en omvredet fod faktisk var at løbe videre i en fart. Det viste sig at være en effektiv måde at reducere hævelsen. Hjemme gjaldt det selvfølgelig om at behandle med RICE (rest, ice, compression, elevation). Jo hurtigere man fik tapet anklen, jo hurtigere var man løbende igen. Alligevel gik jeg til læge, en gang jeg havde vredet helt om i skoven. Sådan at anklen stod vinkelret på benet. Det gjorde nemlig rigtigt modbydeligt ondt. Og hvad sagde den kloge læge? Jo, han sagde – efter røntgenbilledet: Der er et lille brud på hælbenet. Den sene, du vred om, har simpelthen trukket en knogleflis ud. Så tape nu hælen grundigt op og brug foden, så heler den meget bedre, end hvis du holder den i ro. Og det passede.

by - 7 kommentarer

Fuck running

I dag besluttede jeg mig for at tape min hæl, inden dagens løbetur. Sådan en nærmest intuitiv optapening. Det føltes fint. Jeg satte glad afsted over Amager Fælled. Fin fornemmelse. Ingen smerter. Og så lavede jeg dumheden over alle dumheder. Jeg løb en omvej for at gøre turen lidt længere. Ren optur, ikke? Man skulle tro, jeg var blevet klogere, når jeg er blevet så enormt gammel, som jeg er. Men næ nej. Jeg løb kækt videre. Jeg løb hele vejen til Hvidovre Havn og besøgte min datter og hendes lille familie. Og det skulle jeg aldrig have gjort. Jo, selvfølgelig skulle jeg besøge dem. Jeg skulle bare ikke have løbet derover.

Jeg tror, jeg kyler håndklædet efter et par møgmåneder. Og jeg er rasende. Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal stille op, når løb bliver sådan en pestilens. Løb har igennem det meste af mit liv været min måde at suge energi ud af verden og ind i mig. Løb har været en fornøjelse. En måde at komme igennem mørke, våde vintre. En udsøgt fornøjelse i de varme sommermåneder. Og den bedste medicin til at holde min tro følgesvend, astmaen, i ave. Lange løbeture har givet mig meditativ ro og givet overskud til at arbejde alt for mange timer. Til at tage sene universitetsuddannelser. Til at komme igen efter min kræftsygdom.

Løb har kort sagt været en slags livseliksir gennem rigtigt mange år.

Og det pisser mig i den grad af, at løb i de sidste par måneder har været en pestilens. Det har ikke været nogen nydelse. Der er roterende knive i min venstre hæl, når jeg løber. Nogen dage gør den mindre ondt. Men ondt gør den. Og det onde kravler op i anklen og læggen. Jeg har forsøgt at give den en uforbeholden undskyldning for billige løbesko og gamle, dårlige vinterstøvler. Jeg har købt nye og har lagt mine gamle specialindlæg i alt fodtøj. Alligevel driver den hæl stadig gæk med mig. Hvad fanden er egentlig meningen? Der er faktisk ikke nogen ordentlig grund til, at den hæl skulle skabe sig så meget.

Det er en pest at logge ind på Facebook, hvor tre fjerdedele af mine venneopdateringer handler om, hvor langt eller hurtigt nogen har løbet. Eller reklamer for det ene eller det andet løb.

Nåmen, jeg vil bare sige, at jeg er sur og gal og rasende. Jeg er frustreret, fordi jeg er løbet tør for ideer til at gøre noget ved hælen. Og jeg synes ikke, træningscenteret er et værdigt alternativ. Svært, faktisk, at nå noget meditativt der.

Så er det jo bare godt, at der banker to ugers ferie på døren lige om lidt. Hvor jeg kan få min dosis frisk luft på anden vis.

by - 1 kommentar

Slut med rogn

Alting har en ende. Selv et kilo torskerogn. Og jeg lovede at madblogge om mayo. Face it. Det er hurtigere at lave sin egen mayonnaise end at løbe i Irma og hente en tube. Som ikke er mad.

Tag to (eller flere) pasteuriserede æggeblommer. Lever du livet spændende, kan du også bruge blommen fra hele æg og lave marengs af hviderne. Pisk blommerne godt og grundigt, så de stivner. Og så tilsætter du langsomt, langsomt i en tynd stråle den gode olivenolie. Hold pause med olien ind i mellem, hvor du pisker godt igennem. Bliv ved med at tilsætte olie, til mayo’en har den konsistens, du bedst kan lide. Så rører du salt, peber, hvidløg, chili, og hvad du ellers lyster, i, og du har kreeret en mayonnaise, der vil tage kegler. Sørg for, at temperatur på æg og olie er nogenlunde ens og ikke for kold.

Dagens rogn blev fortæret til frokost i en torskerognssalat med chili og hvidløg. Og den allersidste rest blev tryllet til tapas, som fik selskab af fisk, chorizo, hummus og ost og blev delt med Sofie og familie.

Og dagens togoplevelse? Jamen både morgentoget og eftermiddagstoget kom til tiden. Med god plads til cyklerne. Og plads til mig i stillekupeen. Hvor jeg fuldstændig uforstyrret kunne krybe sammen på en vinduesplads og lytte til “Den hundredeårige der sprang ud af vinduet”. Eneste mislyd var, at jeg gang på gang kommer til at sprutte himmelhøjt af grin. Og det gør man ikke uden dødsblikke i en stillekupé.

Slut for nu med rogn og togoplevelser.