En typisk dag i mit spændende liv

Vågner klokken bullshit om natten med vilje og kravler ud fra hulen under min dyne. Drikker lidt vand og smutter i løbetøj og sko og skynder mig  hurtigt som en ninja ud af døren. Afsted ud i morgenluften på Amager Fælled, hvor man kun møder fugle og andre tosser, der er ude i løbesko. Selvom det næsten er nat endnu. 8-9-10 km – og hjem i brusebad. Morgenmad og madpakke og så afsted på cyklen og de 15 km på arbejde, mens dagen for alvor får øjne.

Arbejder på højtryk 8-9-10 timer og cykler 15 km hjem igen. Springer direkte i løbetøjet og afsted ud over fælleden endnu engang. Nu møder jeg både hunde, cyklister, folk på gåtur, børn der leger, modelflyvere, løbere og andet godtfolk, mens jeg sprinter rundt på stierne. Og er ved at dø af sult.

Og så kommer det spændende. Er jeg for sulten til at gå i bad først? Eller lader jeg det lune vand spule svedlugten af min krop, før jeg kaster mig over køleskabet og voldsnitter grøntsager til min aftensmad?

Og så sker der ikke mere. Så spiser jeg og falder omkuld i flydesofaen og ser åndssvage udsendelser i fjernsynet. Som “Kender du typen?” eller “Hammerslag”.  Eller surfer rundt på andres blogge. Mens jeg langsomt falder i søvn og diskuterer med mig selv, hvornår jeg skal flytte mit legeme ind i det tilstødende lokale. Hvor min seng står klar med dynen.

Og sådan går mine dage så spændende, ik?

Klar til Chamonix?

Så har vi vist fået nok af ligegyldigheder om for meget rødvin og for lidt søvn. Alting drejer jo videre, og nu er der to uger til afgang. Den 17. flyver vi til Chamonix i Frankrig og tjekker ind på et hotel for natten. Uhhh, jeg glæder mig til at gense Chamonix.

Det er nogle år siden, jeg sidst har været der. I forbindelse med en tur sammen med nogle klatrevenner i Århus. Og det var slet ikke meningen, at vi skulle have været i Chamonix. Vi startede i Italien, hvor vi ville bestige Mont Blanc fra den side, fordi der er langt færre mennesker. Og en lidt mere interessant rute. Den korte version er, at Miage gletcheren ikke opførte sig ordentligt. Den lavede bogstaveligt talt sprækker under fødderne på os, og det blev umuligt at finde en sikker vej på tværs af gletcheren. Derfor trak vi os høfligt tilbage efter en lidt spændende overnatning i telt på gletcherkanten og spurtede om på Frankrig-siden og Chamonix. Og så tog vi op ad normalruten.

Chamonix er helt speciel. Byen er fyldt med klatrere, vandrere, mountainbikere og sågar løbere – og wannabees i forskellige afskygninger sammen med andre ferieramte. Det gør en by lidt speciel. Den emmer på en måde af energi på den særligt franske, dovne måde. Den hvor man står op med solen og nyder dejlig mad og vin, mens man knokler sig til udmattelse hver dag.

Og vi skal knokle, skal vi. Og nok uden det med vin. For den følgende morgen snører vi løbeskoene og løber op i bjergene med retning mod Schweiz. Vi har sat ti dage af til at nå til Zermatt, og vi skal nok få vores sag for. Sølle 180 km, men en hulens masse højdemeter op og ned. Vi har ikke aftalte dagsetaper, men tager det lidt efterhånden, som vi kan regne ud, hvor lang tid vi tager sammenlignet med de estimerede vandretider. I Alperne er der altid angivet en tid for det næste punkt på ruten. I vandre-tid. Men vi skal løbe.

Jesper, som jeg skal løbe sammen med, ligger hjemme på sin sofa og kommer til hægterne efter et psykolangt løb i The Lake District i England på 37 timer. Næsten lige så langt, som vi skal løbe (afstandsmæssigt) i Alperne. På ti dage. Det bringer ham (forhåbentlig) ned i nærheden af mit niveau, så vi kan følges.

Og min træning? Jo tak. Den fylder næsten mit liv ud. Jeg har simpelthen bare trænet monstermeget. Jeg har løbet mange og lange ture. Det har ikke altsammen været kønt, men jeg har kørt adskillige kilometer ind i løbeskoene. Jeg har haft flere uger, hvor jeg har løbet i nærheden af 100 km (+/-), og jeg har lært Amager Fælled grundigt at kende både i de tidlige morgentimer og aftenstunderne. Jeg holder aldrig op med at være imponeret over, hvor varieret det lille stykke land er. Weekenderne er nærmest gået op i løb, og jeg glæder mig seriøst til at indrette min verden lidt mindre efter det en tid. Der har nemlig været lange ture både lørdag og søndag, og jeg har haft ikke så få dobbelte træningspas. Altså både morgen og aften. Ja fordi sådan bliver det jo. Vi starter med at løbe om morgenen og fortsætter til frokost. Så holder vi pause og spiser og daser lidt. Og så løber vi videre.

Mine unger er igen begyndt at spørge, hvornår jeg skal løbe, inden de kigger forbi. Alma ser overrasket på mig, hvis jeg kommer på cykel og ikke er løbet, når jeg kommer på besøg. Selv min mor spørger til min træning. Jeg glæder mig til en søndagsbrunch. I september.

Det er ikke blevet til så meget interval eller bakketræning, som jeg havde planlagt. Jeg har nemlig også haft monstertravlt på jobbet. Så hverdagsløbeturene har jeg måttet kaste ind, hvor det nu kunne passe. Og nogen gange har jeg bare været for træt til  intervaller. Fordi klokken igen og igen er blevet først på aftenen, før jeg har været hjemme fra det der job. Til gengæld har jeg fået lavet en del styrketræning. Fitness.dk er ikke til sommerbrug, så det har været hjemme i stuen med dørene åbne ud til noget frisk luft.

Mit ur kastede jeg ind i skabet for et par måneder siden. Det var deprimerende at få tempoet smashet in my face hele tiden. Så jeg har ikke registreret særlig meget af min træning. Altså med tider og distancer på gps-uret. Alt er cirka og omtrentligt. Jeg ved nogenlunde, hvor lange de forskellige ture er, og resten er jo fuldstændigt lige meget. Det har udelukkende handlet om at løbe mange kilometer, og det har jeg gjort. Så jeg er nærmest ved at være klar. Med udstyr og træning og planlægning af mine projekter på jobbet. Tænk hvis man havde et almindeligt 8-16 job, hvor man bare kunne holde ferie uden at planlægge alting i forvejen. Nåmen – gad jeg ha’ det? Vel gjorde jeg ej.

Men hold nu op, hvor jeg glæder mig til nogle uger i september, hvor træning bliver dysset ned på et niveau, hvor andre ting som børn og venner kan få en mere fortjent plads i mit liv igen.

Natteroderi

Sidder på morgenkvisten efter en besynderlig nat. Genboer på den anden side af vandet havde gang i, hvad der lød som verdens største opvask, da jeg vaklede i seng med små øjne. Og det lyder højt mellem husblokkene hen over vandet, kan jeg fortælle. På pigernes fnis og drengenes rå latter, lød det som teenagebørn på opgave.

Okay så. Tog igen fat på Paul Auster’s Sunset Park, mens de klirrede og fnisede færdigt. Læs den, forresten. Det er en fantastisk bog, så de blev tilgivet, de fnisende teenagere. Og jeg faldt sødt i søvn efter nogle sider. Og vågnede efter et par timer. Og så blev det bare en af den slags nætter, hvor man hele tiden bliver afbrudt. Så skal man tisse. Så er man tørstig. Så sveder man. Så bliver det alligevel lidt køligt. Så kom en myg forbi, fandme. Og så kværner der en stemme løs langt bagude i bevidstheden. Om alt muligt. Løst og fast.

Hold nu kæft, får man lyst til at brøle. Er du klar over, at jeg skal være skarp på jobbet om nogle timer? At jeg egentlig har planlagt at løbe en morgentur på fælleden? At jeg bare ikke har tid til det her pjat.

Men den blev, stemmen. Husk nu at ringe til Telmore om en ny iPhone, ik? Jeg skal også have lagt alle bøgerne over på min Kindle (og så fik jeg lige flashet mit nye elektroniske gear). Og den blev ved: Hvor mon medlemskortet til Bjergklubben har gemt sig – det skal jo med til Alperne. Bare jeg nu ikke bliver mere forkølet. Mon min veninde i Århus har det godt? Det er længe siden, jeg har ringet. Mon jeg kan nå at lave tre interviews inden den 11.? Åh, nu glemte jeg at rense vandblæren til mit drikkesystem. Osv., osv., osv. Hold da helt op, hvor kan man spilde en nat på ligegyldigt sludder.

Om lidt er jeg på vej ud i verden. Droppede morgenløbeturen. Den må gøres i morgen i stedet. Jeg har jo trænet ret fint hele sommeren, faktisk. Jeg tror, jeg er tæt på klar. Har haft flere uger med omkring 100 km i løbeskoene, 150-200 km på cyklen og styrketræning flere gange. Så det skal nok gå, og jeg skal nok skrive lidt mere en dag om forberedelserne til at løbe ti dage i bjergene med oppakning på ryggen.

Og alle nattekværnerierne? Dem må jeg jo løse i de næste dage, så den stemme klapper i. Og så fik jeg delt kværnerierne og det ligegyldige sludder med resten af verden.

Hvorfor?

I aftes havde jeg besøg af min meget kloge søn og hans meget kloge kæreste. Og søde. Og vi havde kloge snakke. Som blev klogere og klogere i løbet af aftenen. Mens vi indtog rå mængder tapas, som jeg havde jongleret frem og tryllet med fra køleskabets gemmer.

Så er det bare, jeg spørger. Hvorfor får jeg forfærdeligt ondt i hovedet, hver gang jeg har haft to så kloge mennesker på besøg? Så jeg sidder her og hænger ud den ganske dag uden at foretage mig noget fornuftigt. Jeg ved, der er en sammenhæng med antallet af tomme vinflasker henne i hjørnet. Men hvorfor? Og hvorfor hver gang?

Jeg tror, jeg inviterer dem på brunch næste gang. Ikke champagnebrunch, forstås. Og så tager jeg revanche i morgen på det der med at lave noget fornuftigt.

Snydt igen, linje B

Når man er mig, kan man jo bare give linje B en fuckfinger og hoppe på cyklen og sprinte de 45 km hjem. Det går oven i købet hurtigere. No bullshit, altså. Og så på en dag, hvor solen bagte ned og alle folk smilede stort til mig. Så jeg til sidst måtte se efter, om blusen stod åben. Men nej, de smilede bare. Og jeg smilede selvfølgelig tilbage som en flækket træsko.

Og det var skønt at hilse på Kongevejen og skoven. Og genkende hvert et bump på cykelstien. Fuck, hvor har jeg cyklet hen over dem mange gange. Fuglene fløjtede højt under himlen, så det var en lyst. Min slidte cykel jamrede lidt, men den har fået nye eger og bremseklodser, og vi har aftalt, at den tager en sæson mere. Igen. For pengene er fosset lidt rigeligt ud af min lokale statskasse. Jeg har seriøst svinget det Dankort med lidt for flotte armbevægelser. Ja ja, løb er en billig sport, men løbe ferier er en anden snak. Og jeg har i det hele taget opført mig, som om jeg ikke har fået en pænt højere  husleje. Så nu stopper vi. Blev der sagt. Ingen ny cykel før næste år. Vel?

Men den klarede turen hjem i fin stil, cyklen, og jeg slap for linje B. Og jeg har et langt livs erfaring i at navigere mig ud af økonomisk smalhals. Og jeg har altid råd til at sende mine bidrag efter katastroferne i Afrika. Hvor tørken nu er rykket ind i Uganda.

Rapport fra linje B

En ganske almindelig tirsdag eftermiddag på min vej fra arbejde i Hillerød. S-togslinjen er ramt af en evighedsforbandelse, der omfatter sporarbejde, tyveri af kobberelementer fra banelegemet, oversvømmelse….. Fortsæt selv mulige scenarier. Og det giver selvfølgelig rigtig god mening at lægge sporarbejde i en periode, hvor flest muligt holder ferie. Jeg forstår det godt. Og jeg er mildt overbærende. 1½ time i s-togets flexrum ER bare lang tid.

På positivlisten giver transportbøvlet ubetalelige muligheder for at observere mine medpassagerer. Når den ene toglinje er sløjfet, og den anden skåret til halvtidsdrift, sættes der dagligt rekorder i, hvor mange mennesker, cykler, barnevogne og kørestole, der kan presses ind i et flexrum. Tørrer man surefjæset af og lukker øjnene op, udspiller der sig små dramaer og lystspil lige om ørerne på dig.

Og jeg er jo priviligeret. Jeg får det hele med. For Hillerød er endestation, og når jeg kommer, er der god tid. Fordi jeg notorisk glemmer at tjekke, hvornår de tog faktisk kører. Jeg ved, der er mennesker, der timer den slags. Men jeg er dermed sikret dronningepladsen i flexrummet. Cyklen bliver placeret i den bedste holder. Den hvor cyklen kan stå op hele vejen, og jeg kan indtage hjørnepladsen, hvor man ligesom kan sætte sig lidt på skrå og undgå de værste knubs. Samtidig med, at jeg har et glimrende overblik over vognen. I løbet af det næste kvarter fyldes flexrummet langsomt, så alle cykelholdere er optagede ved afgang.

Allerede i Allerød begynder spasen. Her kommer yderligere tre cykler og en klapvogn. Og klapvogne har fortrinsret. Selvom de nu har fået ret til at stå i mellemgangene. I Birkerød står den første cyklist med lidt besvær af, men erstattes af to nye. Og sådan fortsætter det, til klapvognsmoderen står af i Lyngby. Det giver et kortvarigt åndehul til de pressede cyklister.

Åndehullet varer kun kort, for i Hellerup går det altid galt. I Hellerup står fem cykler og venter. Og en mand i kørestol. Togføreren kommer frem og slår kørerampen ned til kørestolen, og nu bliver der for alvor trangt. Men det går. Folk er venlige og rykker sammen. Cyklerne viklet sammen i et kompliceret spind, der minder om en metaludgave af den gamle leg kluddermutter.

Det næste kaos opstår på Nørrebro, hvor manden med kørestolen skal af. Sammen med fem cyklister. Ind myldrer seks nye cykler. Sammen med alle dem, som aldrig har fattet, at flexrummet ikke er til dem. Og nu begynder det sjove. Tre omfangsrige mænd med hver sin dåseøl i hånden får på uforklarlig vis snoet sig ind midt i vognen. Måske fordi de er så bløde midt på? Ved døren står en meget svimmel mand, som ikke desto mindre er meget klog på verden. Og det delagtiggør han os andre i med høj og sløret røst.

“Er I klar over, at der er døde mennesker i Norge?” råber han ud over de mange hårtoppe. Jo, det er folk vist klar over. Han slår over i engelsk og råber noget om, at man ikke kan opføre sig så dumt, når der er døde mennesker i Norge. Måske får han ikke svar. I hvert fald nærmest skriger han sine vise ord i et endnu højere toneleje. Jeg er for langt væk til at se, om han bliver animeret af opmuntrende bemærkninger, smil eller lukkede ansigter. Han fortsætter med at foredrage om finanskrisen og boliglån. Selv efter Hovedbanegården skælder han folk ud for at have for høje realkreditlån. Og det er der ellers ikke mange ved Dybbølsbro Station, der har. Efterhånden har han svinget sig op i nærheden af noget raseri. Der heldigvis er så svimmelt, at det er ufarligt.

Og nu skal jeg af. Min cykel er klemt inde bag de store mænd med dåseøl og jeg forsøger fortvivlet at squeeze mig imellem to af dem. Det går ikke godt, så jeg undskylder høfligt. Men de er midt i en hed diskussion om, hvor de skal af toget. De har simpelthen ikke tid til at flytte sig for sådan en lille en, som mig. Uden øl. Enden på diskussionen bliver alligevel, at de skal af på Dybbølsbro, fordi de får øje på et tog mod Køge. Så det ender godt. Jeg kommer af. Sammen med omkring tre millioner andre, som også skal op af den eneste trappe. Og elevatoren på Dybbølsbro har været i stykker i den sidste måned. Det ved man. Når man frekventerer den station. Måske har den været i stykker i længere tid. Og måske bliver den aldrig repareret? Men så må man stå på perronen og vente på, at alle tre millioner mennesker får sig pakket op af den trappe. Så jeg til sidst kan slæbe jerndyret og tasken op på broen og cykle fredeligt hjem.

Vejr og vægelsind

Er der noget, vi kan, når vi nu holder en pause i at tale sammen om tragedien i Norge, er det at tale om vejret. Det er godt at have noget smertefrit at tale om, og det har også givet os rig anledning, det vejr. Først sukkede vi over, at det var for varmt. Jo, det gjorde vi. I har muligvis glemt det, men jeg husker. Så blev det den 2. juli, og København druknede, mens Sydhavnen for en tid var fysisk afskåret fra omverdenen. Nu regner det bare. Mere eller mindre hele tiden.

På sådan en søndag, hvor højskolen er slut, og jeg kunne sidde længe og uforstyrret med min morgenavis, følte jeg mig ikke helt fristet til udendørs aktivitet. Det silede jo ned. Og jeg er tæskegod til at finde grunde til at blive inde. Oprydning, rengøring, tøj der skal vaskes, børn der skal snakkes i telefon med, ogsåvidere, ogsåvidere. Men når nu det står i reglerne, at der skal løbes minimum to timer sådan en søndag, så er det jo sådan, det er. Selv om tidspunktet bliver udskudt i det næsten uendelige. Og pludselig er dagen nærmest gået (eller druknet), og der er ikke længere noget at gøre.

Langsomt, i slowmotion bevægelser, kryber jeg ned i noget løbetøj. Gyser ved tanken om alt det vand, der vil vælte ned over mig. Finder skoene, der næsten er tørre fra lørdagens morgentur, og snører dem modvilligt. Men regler er regler, ikke? Pakker noget vand og kommer endelig ud af døren. Og vandet vælter ned.

Men lige på den anden side af Slusebroen er verdens største vandpyt. Og pludselig vender det hele. Pludselig husker jeg, hvor sjovt det er at løbe i regnen. Mit indre barn spurter igennem vandpytterne. Efter fem minutter er det helt ligegyldigt, at fødderne skvulper rundt inde i løbeskoene. Håret driver af vand, og jeg ved bare, at jeg aldrig får redt den fletning ud igen. Men det betyder ikke noget. Og efter 2½ time rundt på Kalvebod og Amager Fælled i noget oktobervejr med efterårsstorme og det hele, ser min bagside sådan ud:

Det er ikke helt let at fotografere mine ben bag fra. Slip selv fantasien løs over de krumspring.

Oktoberfornemmelserne varer ved, og sådan en løbetur må nødvendigvis slutte i sofaen med et lunt håndklæde omkring om med en kop rygende varm chokolade i hånden. Så, selvom jeg elsker sol og varme, er det her vejr sgu meget sjovt. Man glemmer det bare. Og kan man ikke mærke sin indre barneunge, kan man jo lade sig inspirere af dem, der ikke kun har det indeni.

Strøtanker om store katastrofer og små flag

På en eller anden måde får man jo mælet igen efter fredagens ubegribelige ondskab. Hvad enten man vil eller ej, går verden videre. Selvom mit hjerte stadig bløder lidt over alle de nye mennesker, der blev slukket for på Utøya.

TV2 News, med volds-‘ekspert’ Niels Brinch i front, udskreg Taleban og Islam som forbryderne hurtigere end man kunne puste luft ud mellem tænderne. Det bør få dem til at sætte sig i rundkreds omkring noget eftertanke. Det var ikke dem. De andre. Det var ‘en af vore egne’. En blond hjemmefødning, som fandt det nødvendigt at udrydde blomsten af socialdemokratisk ungdom for at modvirke indvandring og det multikulturelle samfund. Det må skabe eftertanke. Hvordan kan et frihedselskende, demokratisk samfund skabe en monstersøn af sådan en karat? Og Danmark kan passende sætte sig sammen med Norge og tænke med. Vi opdyrker polariseringer. I stedet for at fare ud med mere politi og øget grænsekontrol eller indføre lynchninger og dødsstraf, skal vi tænke os om. Overveje og tale med hinanden om, hvordan vi kan skabe et bedre samfund, som ikke avler monstre og had og ekstremistiske mennesker. Som synes, det er nødvendigt at slå andre ihjel, fordi de mener noget andet. Der er mere had derude, end folk tror, citerer Politiken en dansk for i dagens avis.

Stoltenberg i Norge gør mig glad. For i stedet for hævn, taler han om, hvor vigtigt demokratiet er netop nu. Situationen kalder på mere demokrati og mere åbenhed. Uden naivitet. Siger han med øjnene fulde af tårer.

Når jeg på Facebook ikke tilslutter mig flokken af profilbilleder med norske flag, er det ikke fordi jeg er uberørt. Når jeg ikke melder mig ind i grupper, der tænder lys for Norge, er det ikke fordi jeg ikke tænker på Norge. Jeg tænder mine egne lys, og jeg tænker på Norge, på alle børnene og de unge, på de efterladte og på den ondskab og afstumpethed, som blev foldet ud. Men jeg har det bare ikke helt godt med alle de norske flag, der efterfølgende kommer med små muntre opdateringer om løbeture, middage, fødselsdage osv. Opdateringer som selvfølgelig skal være der. Fordi livet går videre. Men det er sikkert bare mig, der synes, det skal være med vores egne profilbilleder.

De små norske Facebookflag signalerer også noget andet. Jeg er dybt berørt af tragedien i Norge, men jeg er endnu mere berørt af katastrofen i Afrika. Jeg kender faktisk også nogen der. Og det er en katastrofe af ufatteligt omfang. Som vi bare har været med til at lade ske. Det er en lang snak, som ikke er vigtig her, men som bare skal illustrere min modstand mod norske flag, lyserøde sløjfer, små lys og hvad der ellers har eksisteret af Facebooktillæg til profilbilleder. Jeg er berørt, men jeg er ikke kun berørt af Norge. Jeg bliver berørt af rigtig mange ting i verden

Lad ikke hjertet blive grebet af angst, sagde præsten ved højmessen for sorg og håb i Domkriken i Oslo. Og for en gangs skyld kunne jeg se nytten af en højmesse. Når én mand kan skabe så meget ondskab, hvor meget kærlighed kan så mange mennesker så ikke skabe sammen? Sagde Stoltenberg også.

Jeg er stum

Jeg er helt tom og grum inden i. Og helt ude af stand til at poste små ligegyldige indlæg om mit lille liv. Mere end 80 unger er mejet ned på en smuk lille ø ved Oslo af en norsk psykomaniac med kornhår og blå øjne. Små bløde ny-teenagere og helt unge mænd og kvinder har fået slukket deres liv, næsten inden det rigtigt begyndte.

Jeg har ingen ord. Så derfor er der bare stille her i dag. Ikke et minut. Men hele dagen.

En lille sang om suppe og grænsebrydning

I søndags lavede jeg suppe. WOW, hvor spændende, tænker du nu. Og kan dårligt vente på afsløringen af hvilken suppe, vel? Men jeg har ikke gang i en omskabning af bloggen til madblog. Det er bare i mit spændende liv en epokegørende begivenhed. Jeg har ikke lavet suppe i lidt over fire år og havde nok ikke forestillet mig at gøre det igen – ever.

Den behandling med kemoterapi, jeg fik for fire år siden, medførte hver gang 4-6 dage, hvor min mund, hals og faktisk hele tarmsystemet var et stort sår. Det gjorde ondt, som i noget jeg aldrig havde oplevet tidligere. Værre end veer, værre end brækkede knogler, værre end hjertesorg, værre end alt. Det gjorde ondt, så jeg vågnede ved at synke mit spyt om natten. Nå det skal ikke være en hjerteskærende historie om lidelse. Tilbage til suppen. Jeg havde helt fra starten besluttet, at det måtte være vigtigt med ordentlig mad midt i al cellegiften. Altså mad lavet fra bunden af gode kvalitetsråvarer. Økologisk und alles. Og sådan blev det. Når min mund gik amok kunne jeg ikke spise almindeligt. En moset blød avocado fik tårerne til at sprøjte ud af øjnene. Der var kun én løsning på madproblematikken, og det var suppe. Ergo investerede jeg i en stor rød blender fra Kitchenaid. Og lavede suppe. Morgen, middag, aften, 5-6 dage i træk, og spiste med tårerne løbende ned ad kinderne. Mens jeg forsøgte at synke forsigtigt, hjulpet en smule af morfintabletter. Ja, fandme, morfin. Mens alt smagte af…… bræk? metal? mødding? lort? Aner ikke hvad det smagte af, og håber aldrig at møde den smag igen. Måltider var, sagt helt kort, ikke nogen nydelse.

Men i suppen kunne jeg hælde proteiner, fibre, vitaminer, salt og alt det gode i min utaknemmelige krop. Og det var da med til at bringe mig igennem helvede uden at blive til en muselkvinde. Men derfor, kære venner, har jeg et let anstrengt forhold til suppe. Som i øvrigt aldrig har været min yndlingsspise. Og nu har jeg lavet det. Suppe.

Hvorfor? Fordi jeg er nærig. Og fordi jeg hader madspild. Min grøntsagsskuffe var fuld af hensygnende grøntsager. Og i disse to uger får jeg jo mad på højskolen. Bare ikke søndag. Derfor blev grøntsagerne svitset og kogt og blandet med min bedste indiske karry og ingefær. Og blev mast til suppe.

Og ved I hvad? Jeg spiste helt uden at græde. Helt uden at mærke efterveer af ekstreme smagsoplevelser.

Okay så – der var spinat, spidskål, forårsløg, kartofler og gulerødder tilsat noget grøntsagsbouillon og kokosmælk. Og den blev meget grøn.