Jeg tussede hjemmefra sidst på formiddagen med en fornemmelse af, at løbeturen skulle overstås. Min plan var bare at gentage turen fra forleden og løbe rundt om Amager Fælled. Men tanken blev hurtigt en smule kedelig. Altså – der ligger en helt ny og ubrugt verden, som jeg slet ikke kender. Så jeg drejede den anden vej og driblede ud gennem Ørestaden. Hov, der lå jo Fields. Som jeg kun har hørt om og aldrig forholdt mig til. Men det er der andre, der har, kunne jeg se. Metroen spyttede horde af mennesker ud, som væltede over vejen og direkte i gabet på Fields. Okay, det lokkede ikke.

Jeg fortsatte gennem den nye satellitby, som på sin egen måde har noget imponerende over sig. Der var tåleligt med trafik, og vejret var næsten tæt på solskin. Jeg fortsatte ud af boulevarden og nåede efter en halv times tid til 8tallet. Som jeg heller ikke har været tæt på før, men som jeg har været helt anderledes tiltrukket af. Og det er sgu flot. Helt specielt. Og her starter Vestamager Naturpark. Som omgående blev udnævnt til en af mine kommende legepladser. I dag blev det bare en lille bitte tur ud i det flade landskab. Men det er oplagt at lægge lange løbeture herud. De må have en helt okay udsigt deroppe øverst i 8tallet.

Og det er lidt sejt, det der med en voldgrav rundt om hele molevitten.

Bagefter tog jeg på en helt anden mission. Som indebar ligeså hård træning. Jeg smuttede til Birkerød for at gøre rent. To timers intensiv skrubben og skuren er vel rundt regnet ligeså hårdt, som en tur i Fitness.dk? Der blev rent, gjorde der. Og jeg fik læst el, vand og varme af. Så nu mangler jeg bare at hente støvsuger og co. Så er Birkerød, eller Ebberød, fortid.

Mit hjem tager langsomt form. Denne gang er jeg ikke til lynudpakning, som jeg har været ved andre flytninger. Hvor jeg har knoklet igennem til den lyse morgen. På en eller anden måde har jeg lyst til at gøre det her langsomt. lade formen indfinde sig langsomt og sikkert. Fordi der ER tid. Det er slut med fremleje. Her bliver jeg.

I dag har mit soveværelse fået gulv. Eller det havde det også før. Jeg kunne bare ikke se det for kasser. Heller ikke væggene, for den sags skyld. For kasserne stod højt.

Jeg har fundet mine underbukser. Og den jakke, jeg har ledt febrilsk efter siden mandag. Det er så vidunderligt, når ting dukker frem af gemmerne. Jeg har ryddet op på terrassen og været på miljøstationen (det hedder det altså, selvom det bare er et skraldested) med pap og papir og plastik. Og mødt en flok østeuropæere, som ledte samme miljøstation igennem for brugbare ting og sager. Det må de ikke. Men jeg er ikke den, der sladrer.

Jeg har hilst på naboer og er blevet budt hjerteligt velkommen. Hvor er du heldig, at du har fået den lejlighed, sagde en overbo fra altanen. Ja, jeg er så. Nu sidder jeg igen her i min sofa. Med vandet klukkende udenfor. Og ænderne der snadrer stille rundt.

Det er en god fornemmelse. Den der fornemmelse af at have truffet et rigtigt valg. Guderne skal vide, at jeg har gjort mange forkerte valg. Eller skæve valg. Eller valg der faldt anderledes ud. Det her valg føles meget rigtigt. Jeg kan bare så godt lide at være her. Så jeg sidder egentlig bare her og bobler helt over. Og keder min omverden med min stille begejstring.

Jeg stegte rødspætter fra Aarstiderne på mit nye komfur i mit nye køkken i dag. Og satte måske en anelse for meget turbo på kogepladen, så panden udviklede en lille smule os. Pludselig satte en røgalarms lydinferno i gang. Hvem i hele hule h….. sætter en røgalarm op i et køkken?? I 2½ meters højde? Gisp! Op med terassedøren. Hvor er trappestigen? Måske jeg kan nå, hvis jeg står på en stol. Nej, jeg kan ej. Lede, lede, lede – pyh, endelig – i pulterrummet. Røgalarm kvalt. Og jeg kunne spise min rødspætte. Da jeg havde fundet en ren tallerken.

Fnis. Jeg spiller tetris om morgenen med mine flyttekasser. For at finde rent tøj. Eller sko. Eller en ostehøvl. Men her føles ikke cramped. Her er så meget luft. Jeg er dybt forelsket i mit nye hjem. Her sidder jeg i min sofa og ser ud på det der vand, som reflekteres i lyset fra lejlighederne. Jeg kan høre ænderne snadre stille på aftenmåden. Det er så fint.

Birkerød tog en grum afsked med mig i mandags. Efter at have pakket alting og gjort noget rent startede flyttefolkene bilen med kurs mod Sydhavnen, og jeg startede cyklen mod Birkerød Station for at tage toget. Men det myldrede med politi og ambulancefolk og afspærringsbånd. Jeeesus – de var simpelthen ved at skrabe et menneske op fra skinnerne og spule det hele rent. Jeg er pænt hård med blod og løse legemsdele, men jeg blev helt overmandet af kvalme. Selvom jeg afholdt mig fra at studere detaljer. Der var ingen brug for sundhedsprofessionel assistance her. Og jeg blev SÅ vred. For pokker da også. Hvis man når til at ville tage sit eget liv, så kunne man i det mindste vælge en facon, som ikke går ud over så mange mennesker. Der står næsten altid en pæn klump folk på Birkerød Station og venter på toget. Og de fik smasket det hele lige i synet. Bogstaveligt talt. For slet ikke at tale om togføreren. Basicly har jeg mere end svært ved at sætte mig ind i det at slutte liv. Jeg hager jo fast i mit med fingre og tæer og negle. Jeg vil ikke af med det, livet. Og jeg forstår SLET ikke, at man vælger den måde.

Men jeg tog min kvalme med mig og cyklede til Holte. For der gik lissom ikke nogen tog i en rum tid. Og ankom lidt forsinket til min nye matrikel. Hvor min højgravide Sofie dirigerede flyttefolk med fast hånd. Og en, to, vupti, så var de færdige, fik deres penge og sagde tak for i dag. Og det myldrede ind med børn og kærester og venner, og så holdt vi noget flyttefestlighed med øl og vin og mad og grin. Indtil jeg gravede min seng fri og faldt besvimet omkuld.

Lige til jeg vågnede til lyden af klukkende vand udenfor vinduet. Og nød fornemmelsen af himmelhøjt til loftet. Og følelsen af fridag. Jo, jeg har det godt her i Sydhavnen. Aarstiderne har fundet mig. Med frugt og grønt og friske fisk. Jeg har fået uanmeldt besøg. Og jeg har cyklet hjem fra et møde på Rigshospitalet.

Sådan en sidste dag, før flyttemand Henning kommer og flytter mit enorme flyttelæs, er fyldt med “sidster”. Allerede i går var sidste gang, jeg tog hjem til Birkerød med toget. Og var for allersidste gang superheldig, at der gik en bus hele vejen videre. Jeg har for sidste gang hentet Politiken i min postkasse, og jeg har for sidste gang hyggesnakket med naboen over sneskraberen. Jeg sidder for sidste gang og bander over, at mit tv-signal forsvinder, hver gang en større bil kører forbi.

Jeg har gået rundt og kigget på de smukke gamle bygninger omkring mig for sidste gang, og jeg har kigget bekymret ud på vejret for sidste gang. I denne uge.

Jeg har spist min sidste aftensmad her og holder den sidste time på computeren, inden signalet overgår til min nye adresse. Og jeg bander for sidste gang over, at der ikke er flere flyttekasser.

Jeg har løbet min allersidste tur i Birkerød. Jeg startede lidt optimistisk i skoven, hvor kun hovedstien havde et enkelt spor uden is. Til gengæld var der mudder i ankelhøjde. Jeg gjorde et par forkølede forsøg på at løbe på tværs, men gav hurtigt op. Det var med fare for mine lemmer med den tykke isbelægning. Derfor blev det bare en ud-hjem tur. Eller frem-og-tilbage. For jeg fortsatte turen rundt i Birkerød og sagde farvel med en time i løbeskoene. For sidste gang. I Birkerød.

Og nu går jeg for sidste gang i seng under skråvæggene, når jeg har sluttet det allersidste blogindlæg fra Birkerød.

Min næste løbetur bliver på Amager Fælled. Som københavner.

• Når jeg bliver rigtig stor, vil jeg være tjekket. På den anden side, bor man nok slet ikke til fremleje, når man er rigtig tjekket.

• Det er ikke verdens bedste idé at tage til årsmøde i selskabet for kvalitet i sundhedsvæsenet to dage, før man venter flyttemand Henning med flyttevogn og flyttekollega.

• Det er meget tæt på verdens dummeste idé at kegle rundt med gammel jordemoder kollega fra Århus og kaste det der ad libitum vin ind i rå mængder. To dage før.

• Vi kunne sammen konstatere, at det der med rødvin stadig kunne føres under fælles spidskompetencer. Og at vi sammen stadig var sjove, smukke og kloge.

• Tøvejret sender kaskader af tung is ned fra mit tag under tordenlignende lydorgie

• Mine plantepotter er stadig frosset fast til jorden
• Jeg har stadig alt, alt for mange bøger. Eller – i hvert fald mange
• Jeg har ganske som jeg plejer cirka ti flyttekasser for lidt
• Har været lynhurtig til at dømme restitutionsuge. Bare fordi jeg pakker kasser.

Anyway – jeg ankom efter en fuldstændig atypisk hjemtur, hvor s-tog og bus spillede fuldstændig sammen, sammen med et hoved, der burde være anbragt i fred og ro på hattehylden. Og en krop, der helt havde mistet aftenens kækhed. En kande te i en fart og tilbage til flyttekasserne. Det overskudsagtige fra forleden og fornemmelsen af at være i god tid – pist væk. Det er i overmorgen, for fanden.

Fik lidt styr på lidt mere og sms’ede sammen med May-Britt om tøvejr, dårlig træning restitutionsuger og hendes rygsmerter. Så slutter hun med at skrive, at hun alligevel vil lunte en lille tur. Fuck. Jamen så….. løber jeg da også alligevel en aftentur. Som nok mere hører til kategorien aktiv restitution end træning.

Og tv er alligevel så kedeligt, at jeg nok ondulerer de sidste kasser, før jeg crasher i seng.

Man ved, at man flytter til noget lidt ud over det helt almindelige, når der ligger en stor æske Summerbird chokolade på køkkenbordet i velkomstgave.

Ved middagstid havde jeg sat en vicevært og min yngste datter stævne ved min nye hoveddør. Jeg var fuldstændig barnligt begejstret ved tanken om, at vise Sofie mit hjem. Og fyldt med mave-sommerfugle ved tanken om at se mit sted igen. Jeg hoppede rundt i stuen, da jeg forsøgte at speede tiden op, inden jeg skulle af sted for at nå toget. Min cykel er kommet hjem, optøet og nysmurt med friske bremseklodser. Jeg elsker den, gør jeg. Så den kom med. Og det gør altså livet sådan cirka tre millioner gange lettere.

Jeg er forelsket! Hvis man kan være det i en lejlighed. Kan man det? Jeg er vild med alt det lys, der vælder igennem lejligheden. Jeg kommer til at elske at sidde og glo meditativt ud på vandet og ænderne. Som lige nu vakler rundt som Bambi på glatis på en tilfrosset kanal. Jeg synes, det er fedt at komme til at leve i et område i forandring. Jeg får jubelfornemmelser ved tanken om, at affaldsskakten er lige uden for min dør. Indenfor hoveddøren. Slut med at stride mig flere hundrede meter gennem sne og is og kulde i mørke til skraldespanden.

Irma lige om hjørnet åbner uanede muligheder for fremtidige middage. Café nede om det andet hjørne……. Brunch søndag morgen?

Jeg glæder mig på den helt fundamentale måde til at vågne op tirsdag morgen midt i mit flytterod. Til langsomt,langsomt at finde mig selv og mine ting i det nye. Til at have god tid til at bestemme, hvordan jeg skal bo. Jeg glæder mig til at blive. Nok med det her ungdomsliv med fremleje og midlertidige boliger.

Om lidt er jeg tæt på byen, og mine unger, og alle de ting, jeg kan lide at lave i en by. Og Amager Fælled lige across the water. Og så bliver jeg sgu alligevel Københavner.

Jeg ved, at jeg har opført mig både barnligt og utidigt. Jeg har råbt, brølet og hvæset af dig igen og igen de sidste to måneder. Jeg har skumlet fælt, når jeg forcerede snemængderne her på landet for at komme af sted til dagens dont. Og jeg har udsat turen til skraldespanden med mine fyldte poser, til det næsten var pinligt.

Jeg ved, at jeg har sat for lidt pris på den skønhed, du spredte omkring mig. Jeg har ikke nydt nok, hvordan skoven var pudret med is og sne.

Men jeg har, trods alt, syntes det var sjovt at løbe i den natsorte skov med pandelygte. Jeg har ind i mellem næsten moret mig over at løbe i høj sne.

Og jeg har affundet mig. Jeg holdt (næsten) op med at hvæse. Jeg har hygget mig med naboen med skovl og sneskraber. Jeg har fundet skiene frem og kælket med ungerne. Jeg har endda kapituleret og ladet cyklen stå, næsten uden at græde. Og jeg har næsten ligget på knæ hver aften i taknemmelighed over det tiltagende tøvejr.

Så måske har jeg fortjent det? Måske har jeg fortjent, at der nu om lidt vælter sne ned om ørerne på mig igen?

Men kære, kære vejrgud. Vil du ikke nok give mig tø i weekenden og mandag? Ellers kan flyttebilen ikke bakke ind til mit hus, og flyttemændene må slæbe mine ting alt for langt gennem sne og is. De skal nok klare det, siger de. Men det koster ekstra, jo. Og tager meget længere tid.

Jeg lover, at jeg ikke vil skælde ud mere i denne vinter. Hvis bare du giver mig tø.

Sådan en mandag kan være særlig. Også selvom den kunne se helt almindelig ud. Mandage kan være fulde af overraskelser. Måske hænger det sammen med, at forventninger til mandage kan ligge på et meget lille sted.

Men denne mandag startede med en længe ventet øvelse. I dag trykkede jeg på sendknappen og spyede den endelige, helt færdige projektrapport fra det store dræberprojekt af sted i cyberspace. Det kastede omgående skuldrene tilbage i skulderhøjde og lukkede luften ud af lungespidserne. Godt så. Tjek der.

Så blev der plads til andet i min let krøllede hjerne. Som vist er i en slags blog-hi. Eller dvale. Der er grænser for, hvor meget spændende jeg kan berette om flyttekasser. De skal jo bare fyldes, og det er jævnt kedeligt. Giver bare blå mærker på armene og et stærkt behov for klaring af logistikken. Og hyggen i min lune stue er til at overse. På en skala fra én til ti, hvor inspirerende er det så at sidde i en sofa mellem 15 hvide kasser? Hvor der står ADAM?

Det kan inspirere til livtag med en af mine mere seriøse fortrængninger. Et brev, der har ligget på hylden under sofabordet i mere end en måned. Om det der NemID. Seriøst! Jeg har bare ladet som om, det ikke eksisterede. Som om jeg var en struds eller noget. Jeg har også mest muligt undgået at logge mig på netbank. Fordi der hele tiden poppede noget op om NemID. Som jeg ikke gad forholde mig til. På den anden side har selv min mor formået at tage det i brug. Og så var det jo ikke svært, vel? Men jeg tipper det dårlige vilkår i mine hænder. Hvor gemmer man det kort med nøglekoder? Så man ikke glemmer, hvor det er? Og så det ikke lige ligger sammen med alt det andet i min pung? Det kort får det svært. Jeg savner allerede mit gamle log-in.

Men ellers har jeg holdt fri fra flyttekasser og projekter af den ene og den anden slags hele eftermiddagen. For bare at sidde og drikke kaffe og vin sammen med en gammel veninde, mens vi kiggede ud på Sortedamsøen. Det er nemlig det, man kan, når man har afleveret dræberprojekter og er tjekket med flyttekasserne.