by - 6 kommentarer

Glædelig jul for pokker da

Julen er min tidslomme.
Hvor jeg drikker vin med mine unger og forældre og snakker rundt om bordet til sent.
Hvor computeren får lov at blive helt kold.
Hvor jeg hænger julepynt på træet sammen med Alma og min far. Fra den store kasse med pynt, som Alma har produceret i børnehaven.
Hvor vi går rundt i nattøj hele formiddagen. Og eftermiddagen. Og bare tager snetøjet udenpå, når vi skal kælke.
Hvor drillenissen er rejst med fra København og har fyldt støvlerne med chokoladenisser. Fnis.
Hvor drengene står i køkkenet.
Hvor Alma og Ella hyggesnakker løs på den der lidt afdæmpede forventningsfulde måde. Der er noget i gære.

Det er nu, vi sådan sover hulter til bulter rundt i mine forældres store hus. Og spiser morgenmad, når vi vågner. Det er nu, huset summer af hemmeligheder og raslende gavepapir.
Vi læser aviser og fortæller hinanden, hvad vi læser. Og diskuterer. Alt.
Vi drikker øl og snaps til frokost, mens ænderne syder i ovnen. Her lugter af jul. Og vi kværner kilovis af clementiner.

Jeg løber morgenture i sneen og mugger lidt over vinden. Og sneen. Og kommer rødnæset ind i julevarmen.

På en eller anden måde gør julen os til endnu mere ‘vi’ end til daglig. Jeg elsker at sidde her og lytte lidt til min store familie, der tusser rundt og forbereder. Inden jeg om lidt trisser med. Min jul er for evigt blandet med noget andet. Fordi det var lige i juledagene, at jeg fik min kræftdiagnose for fire år siden. Og det var i de dage, Alma blev født for fire år siden. Julen vil altid være en afsked og en begyndelse. Et farvel til mit “gamle liv” og et goddag til nyt liv, både for Alma og for mig. Begyndelsen er ved at få overtaget, kan jeg mærke. Min krop minder mig stadig om, at julen også hænger sammen med svulster i halsen og kemoterapi. Jeg får sære fornemmelser og vågner om natten, som om noget fylder i min hals og forhindrer mig i at trække vejret.

Men – HA – jeg trækker det vejr. Jeg er. Og vi er i den grad sammen om at være og om at lave vores jul til noget ganske særligt. Mit liv er landet på fødderne igen og tak for hjælpen.

GLÆDELIG JUL DERUDE. For pokker da!

by - 0 comments

Stresset? Hvem? Mig?

Julefridagene ligger som store lokkende hold kæft bolcher derhenne i fremtiden og kalder. Lige der – henne om hjørnet. Hvis nogen skulle være i tvivl, har jeg vist fået banket lige rigeligt arbejde sammen, her hvor året rinder ud sammen med mine deadlines. Bør man blive bekymret, når chefen begynder at optræde i mine drømme? Når jeg vågner klokken lort om natten og ser mig forvirret omkring efter computeren? Eller når jeg kravler sådan lidt undskyldende under dynen søndag aften – fordi jeg har holdt fri? Er det tid til forandringer, når jeg triller rundt om dynen et par timer, før noget søvn overmander mig?

Nej vel? Det er ikke en del af opskriften på højnelse af livskvaliteten. Altså, jeg holder meget af mit arbejde. Er virkelig sådan nærmest dedikeret. Men jeg sætter også voldsomt pris på resten af mit liv. Altså børnene, familien, vennerne, løb, rejser, musik og alt det andet der. Men når arbejdet får imperialistiske tendenser og breder sig over hele sendefladen, må nogen træde i karakter. Én ting er, at det besætter mine vågne timer, men når nattetimerne og mine søde drømme erstattes af chefer og projektrapporter…….

Så må der ske noget.

Nå ja, projekterne skal selvfølgelig lige afleveres, men det der med nattetimerne, det skal være løgn. Fra NU af, skal der soves og drømmes om sol og bjerge og lækre mænd.

Man kunne godt forledes til at tro, at jeg er en vranten gammel havgasse, som sidder i min hule og bander over vejret og trafikken. Don’t be fooled – det er jeg også. Men jeg er fandme også sjov, når jeg husker det. Og glad, når jeg glemmer sneen. Og bilerne. Og jeg kan være både en virkelig god ven og en omsorgsfuld mor. Og en ret sød datter. Når jeg får sovet – og drømt.

Så – lige om lidt, når jeg har skrevet lidt på min rapport, og når jeg har stegt frikadeller til vores julefrokost i morgen, så kravler jeg under dynen og sover lige til klokken seks. Eller deromkring. Og så håber min indre havgasse, at s-togene og busserne optræder mere driftsikkert end i dag.

by - 2 kommentarer

Eksklusiv the og vinterløb

Og hvad har det så med hinanden at gøre? Det skal jeg sige jer. At løbe i det her snehelvede kræver forkælelse på andre fronter. Simpelthen. Varm chokolade kan være en dejlig opfølgning på en kold tur, men jeg er tedrikker. Jeg drikker helt bogstaveligt spandevis af the. Forleden var jeg i Østerlandsk Thehus ved Nørreport for at fylde husets the-depoter. Jeg drikker især meget hvid the, som jeg fik smag for, mens jeg var syg og mine smagsoplevelser i øvrigt blev totalt smadrede af medicin. Og hvid the kan det ikke betale sig at købe alt for billigt.
Jo de havde to forskellige slags uden tilsætning af forskellig frugtsmag. En økologisk til 50 kr for 100 gram og en eksklusiv hvid the til 150 kr. for 100 gram. Jeg elsker en ekspedient, som kan sige sådan noget helt uden at blinke. 150 kr. blev der sagt. Helt uden tøven. Og hun åbnede dåserne, så jeg kunne stikke næsen ned. Nåmn, jeg tager bare den økologiske, sagde jeg. Og så tog pokker ved mig. Arrh – det er jo jul, ik? Kan man få bare 50 gram, spurgte jeg. Jaaa, normalt sælger vi ikke under 100 gram, men for de dyre teer gør vi en undtagelse. Og jeg vimsede hjem med min lille bitte pose the, der kostede meget mere end den store. Og ved I hvad? Det smager himmelsk. Og her kommer det der med vinterløbet.

I går morges vågnede jeg halvtidligt. Der kom gæster til frokost, så en løbetur skulle være en morgen-én af slagsen. Så på med løbetøjet og afsted. WTF! Sneen lå dybt overalt. Nåmn, nu havde jeg tøjet på, så jeg stred mig op i skoven, hvor jeg løb – eller noget – i helt jomfruelig sne. Weeeee, hvor var det hårdt. Hvem har da også pladret alle de bakker ud lige i mit neighbourhood? Men det var selvfølgelig også en lille smule sjovt at kæmpe mig igennem snemasserne. Og komme hjem til morgenmaden og blive klar på noget frokost.

I dag er det same story. Jeg skal til frokost i den store by – og have min anden Messias for denne weekend. Fråds, egentlig, men af den fine slags. Løbeturen måtte igen tages inden morgenmaden, og den skulle helst være lidt længere. Derfor skånede jeg bentøjet og tog en cykelsti-tur til Blovstrød. Og tak til Allerød Kommune for at rydde og gruse cykelstien på Kongevejen. Og shame on Rudersdal igen for ikke at gøre noget. Tsk – Danmarks rigeste kommune (eller tæt på), og Danmarks suverænt dårligste til at rydde sne for andet end de store biler. Alligevel var det klasser lettere end at løbe i skoven. Efter 1½ time og et varmt bad kunne jeg så sætte mig med den himmelske the og en stor skål müesli. Og føle mig sådan rigtig juleforkælet – helt af mig selv.

by - 6 kommentarer

Messias og julefreden

I kan beholde de selvdøde æbleskiver, “Last Christmas” og kravlenisser. For mig starter julen med Messias. Ja ikke ham den rigtige, men musikken. Korværket. Og i den her weekend får den på alle tangenter. Messias i DR’s koncertsal og Messias igen i Holmens Kirke. Det hjælper også, at begge mine store projekter pludselig er ved at have en ende. Som oven i købet kommer til at se fornuftig ud. Så falder skuldrene ned igen. Julegaverne er forlængst i hus. Internettet har gjort mig til et julegavedydsmønster. Fordi jeg slipper for at halse rundt i butikker.

I aftes var det Messias i Dr’s koncertsal. Og jeg skider altså på alle de for mange penge, der er gået til det projekt. Det er det fedeste, fedeste koncertsted i hele landet. Jeg var der sidste år og høre Thomas Dybdahl og nu Messias. Det var en stor oplevelse. Koret var professionelt og voksede især i andet afdeling til noget næsten guddommeligt. Da de sang det parti, som folk kender fra Messias, Hallelujah, rejste hele salen sig i respekt. Og der var gysninger langs rygsøjlen.

Men allerede længe inden pausen, blev der uro i naborækkerne. En ung gut styrtede ud, og en ældre kvinde sad sært i sædet med en bleggul kulør. Så jeg trak sygeplejerskekappen på og ilede derover. Sådan på første række, kan den slags ikke gøres i ubemærkethed. Kvinden var bevidstløs med en svag, svag puls, og – hånden på hjertet – jeg troede hun ville ånde ud der mellem hænderne på mig. Men pulsen vendte langsomt tilbage. Og så fik jeg et hårdt skub på skulderen. Ind trådte hende, som altid dukker op i den slags situationer. Hende, der engang har taget et førstehjælpskursus. Hende der vil have noget action. Have vredet den syge ned i noget natostilling. Som ikke kender den mere professionelle tålmodige tilgang til paniksituationer. “Nu tager jeg over”, brølede hun ind i mit øre. Mens kor og musikere holdt skansen. Jeg syntes, brøleri var lettere upassende, så jeg blev blot siddende med fingrene på kvindens håndled for at følge pulsen. På en elelr anden måde forduftede førstehjælpskvinden igen. Efter at have givet den stakkels syge kvindes hoved et hårdt vrid ned mod brystet. Jeg ved ikke, hvad det er man lærer på de der førstehjælpskurser. Jeg har bare oplevet den slags actionmennesker brøle ind på scenen en del gange efterhånden. Og jeg ved ikke, jeg ender sgu tit i den slags situationer, hvor jeg må fiske min gamle sygeplejefaglighed op af tasken. Af en eller anden grund.

Nåmn, hun kom langsomt til bevidsthed og ville gerne ned og ligge. Så jeg hjalp hende op af stolen. Først lagde hun sig på gulvet i den smalle gang. Men jeg fik hende op at stå og hjalp hende ud af salen. Og gled tilbage i mit sæde og forsøgte at vende tilbage til Messias-stemningen.

Og hvor er det godt, at der er endnu en Messias på søndag. Og vær så venlig, folks, at lade være med at dratte omkuld i Holmens Kirke, ik? Og skulle det ske, og der sidder nogle førstehjælpsbørster, så bliv bare siddende. På søndag har vi også en læge med.

by - 0 comments

I fooled the beast

Eller the beast fooled me. Hvem ved? Men ud kom jeg. Trådte ind af døren ved 17-tiden, gik i zombie-mode og trak løbetøjet på, før en aktiv tanke kunne melde sig. På med pandelygten og ud af døren. Jeg mødte min nabo, som heller ikke havde lyst til at løbe for tiden. Jeg lovede at stikke hovedet indenfor og sige, hvordan det var. Når jeg kom tilbage.

Okay afsted så – ind i den mørke skov. Jeg hørte godt, at de sagde noget i radioen om, at der bare var faldet en lille bitte smule sne. Og selvfølgelig kan der være noget om, at det med snemængder efterhånden bliver et relativt begreb. Men ti centimeter er da noget, ikke? Jeg løb i nærmest jomfruelig sne. De første stier var knoldede og glatte. Jeg skøjtede rundt og måtte slå ud med armene for ikke at ende på halen. Det begyndte at sne igen. Luk dog det hul i himlen, nogen!

Men det blev bedre. Knoldene forsvandt efterhånden, og sneen lyste i sig selv. Mødte faktisk en løber på min vej. Jeg løb ned omkring Stubbe sø, som var dækket af sne med et magisk lys over sig. Fortsatte over Hørsholm Kongevej til Holteafdelingen af Rude Skov. Her var stierne fine, og jeg slog et meget længere sving rundt i skoven. Tilbage omkring Løje Sø og hjem og aflægge rapport til nabo-Martin. Uret havde jeg ikke med. Hvad fartskiven viser på en tur i sne og mørke, er hamrende ligegyldigt. Det går ikke hurtigt. Men jeg var væk i en time og tyve minutter.

Det er SÅ hårdt at løbe i sne. Det er helt anderledes træning. Men jeg tror faktisk, det er god træning. Man får brugt nogle andre muskler. Får stillet helt andre krav til koordination og balance. Da jeg engang i et andet liv trænede sådan seriøst, brugte vi meget tid på at træne koordination og balance. Tsssk – og så ligger det helt gratis lige uden for døren.

Og er der andre derude med drømmene i behold? Jeg løfter lige sløret for, hvad der lige fylder min lille hjerne:

ZANZIBAR


En udsigt fra et hotel, som man svagt kan savne these days


En snorkeltur på åbent hav med min yngste datter og en flok venlige delfiner - i varmt vand


Okay – pludselig virker det hele meget koldere og mørkere – så jeg må hellere vinke farvel til Afrika igen – efter et sidste kig

Elefantflok i Tanzania


Så nu stopper jeg. Inden abstinenserne overmander mig.

by - 5 kommentarer

Nogen der gider sparke mig igang?

Hjemme klokken fem. Og det er endda relativt tidligt. Og jeg er tæt på desperat. Der er en hel uge tilbage, før lyset langsomt, langsomt vender tilbage. Jeg gider ikke. Jeg boykotter det hele, gør jeg. Det er så fisekoldt. Og det er så sortemørkt hele tiden. Jeg synes, det er så usjovt at løbe. Min cykel står på uge nummer ?? parkeret i cykelskuret i Hillerød med brækket bremsekabel. Og det er alligevel helt utilrådeligt at cykle på Kongevejen. Jeg får svip, gør jeg.

På vejen hjem i dag spekulerede jeg lidt over, hvordan det egentlig var med mig tidligere. I de gode gamle dage løb jeg jo som regel mine bedste konkurrencer om vinteren, fordi luften er renset for pollen. Så jeg må have trænet pænt meget. Også om vinteren. Muligvis er det bare sådan noget gammelkone fernis, der har lagt sig over min hukommelse. Det sker jo, ved vi. Men jeg har ingen erindring om, at det var så forbandet svært at komme af sted. Dengang. Måske hang det sammen med, at jeg boede i byen. For selvom det var mørkt og koldt, så var det aldrig sortemørkt. Og det er der i Birkerød. Skulle man løbe af sted mod noget oplyst, ville man slå saltomortaler, fordi byen har valgt at beklæde sin eneste handelsgade med noget vanvittigt glat gult stenhalløj.

Måske hang det også sammen med mit klubliv. Jeg boede nærmest i løbeklubben. Trænede sammen med andre 4-6 gange om ugen og løb et eller to pas alene. Efter træning kastede vi os i sauna. Måske var det bare det? Måske var det at have alle de timer sammen vigtigt nok til, at jeg glad susede af sted til Århus Stadion? Mit indtag af vittigheder er i hvert fald faldet markant siden da. Århus Stadion og Marselisborghallen var centrum for vores løber-samliv igennem rigtig mange år. Marselisborghallen er et mærkeligt sted. Den er gammel, og virker sådan lidt oldnordisk. Alligevel bliver holdt indendørs atletik-stævner her. Her har jeg trænet sammen med Joakim B. Olsen, Renata Pytelowski, Martin Voss og Marie Bagger, hvis nogen overhovedet kan huske dem (kuglestød, længdespring, 2xstangspring)(Phyiii – hvor er jeg blevet gammel). Marselisborghallen er pivkold om vinteren, og omklædningsrummene er meget lidt appetitlige. Man måtte vare sig for vilde nullermænd, der lå på lur i hjørnerne. Alligevel troppede vi op næsten hver eneste eftermiddag for at træne både ude og inde. Stadion var ikke meget bedre, selvom det var Team Danmark Center for Atletik. Men saunaen var varm begge steder, og selskabet var fint. På stadion var der styrketræningsrum og massage, og i Marselisborghallen blev vi stroppet igennem cirkeltræningsprogrammer, der sikkert ville få mig til at falde mig død om i dag.

At løbe gennem skoven med pandelampe frister mig ikke en tøddel i dag. Fordi der også er forbandet koldt. Og fordi jeg allerede har gået rundt i Birkerød City og bundfrosset. Jeg gider ikke. Og jeg bliver siddende herinde i varmen. Og lyset. Og siger pyt.

by - 0 comments

Efter Barolo

Har holdt stille, stille søndag. Ladet mig flyde stille af sted på efterdønningerne af lidt rigelige mængder Barolo. På den meget stille måde. Ankom lettere pløret til hjemadressen i aftes efter at have overtalt noget ædru mand til at køre omkring Birkerød. Og det gjorde han sgu.

Nu er god Barolo slet ikke skidt, selv ikke i rigelige mængder. Og slet ikke assisteret af fabulous buffet med både varmrøget laks, råmarineret oksemørbrad og andebryst, kreeret af veninde, som ellers klager over manglende lyst til at lave mad. Det gjorde hun så da i går. Nu var det selvfølgelig ligesom også hendes fødselsdag på den runde måde. Som vi med store armbevægelser hjalp hende igennem. Et selskab af dejlige veninder, jeg ikke havde set i flere år, hjalp også Baroloen godt på vej. Sjældent har man oplevet så kloge og indsigtsfulde kvinder. Og sjove. Og smukke. Og i så mange timer. Som selvfølgelig blev plørede på den mest charmerende måde.

Derfor er der selvfølgelig heller ikke meget at skrive om på sådan en søndag. To aviser, et “Opdag Verden”, Samvirke og det sidste af Jussi Adler-Olsens Alfabethuset rammer stort set min dag ind. En hylekold løbetur for at blæse resterne af Barolen ud af systemet og opretholde en illusion om noget træning sluttede de lyse timer af. Mens jeg løb på opdagelse omkring Hørsholm og skændtes med et par hysteriske småhunde på vejen.

by - 4 kommentarer

Julerier – or not?

Jeg elsker faktisk julen. Jeg elsker, at man laver hyggelige ting sammen, at der bliver tændt lys i det buldermørke land. Jeg elsker at finde gaver til alle mine mennesker. Og jeg elsker, når de pakker op. Jeg elsker at være sammen med mine unger, og jeg har baskende sommerfugle i maven over at skulle være med til Ellas og Almas jul. DET bliver en fest. Det fylder mig med følelser af noget rigtigt, at alle mine unger og jeg flytter julen til Randers, så mine forældre ikke skal rejse til København. Mit hjerte slår jubelkolbøtter, når drengene i familien har besluttet at smide kvinderne ud af køkkenet juleaften, fordi de ikke gider have tynd sovs. Og det var en særlig herlig fornøjelse at hjælpe min mor med julegaver i sidste weekend

Men jeg får røde knopper af for mange plastiknisser. Jeg slukker for P3, når “Last Christmas” eller andre julerædsler strømmer ud. Jeg kan ikke lide gløgg eller optøede æbleskiver. Jeg bliver tung i kroppen af for meget mad og står lidt af på sylte og medister og sån. Og jeg står fuldstændig af på julehandel og fyldte supermarkeder. Så får jeg lyst til omgående at pakke hele familien sammen og flygte op i en fjern hytte i bjergene i Italien. Hvor der er helt stille. Og ingen nisser.

Internettet redder min jul. Hvor jeg tidligere væltede irriteret rundt blandt danskere med juleforhøjet blodtryk og nissehuer, sidder jeg nu i ro og mag ved min computer. Med en enkelt undtagelse er alle julegaver købt fra min computer. Det er da mageløst. Her sidder jeg med te på kanden og tændte stearinlys og finder på og udvælger omhyggeligt. Uden at bevæge mig ud i hadevejret. Uden nissehuer og julemusik. Jeg elsker det. Så er det nemlig mig, der bestemmer, er det. Og gaverne ankommer i en lind strøm med posten. Som høfligt ringer på og afleverer pakkerne med et smil. Frugt og grønt ankommer fuldstændig planmæssigt foran min dør hver fredag, og resten af den der julemad køber jeg på web-supermarkeder. Den bedste opfindelse siden købmanden droppede budet og longjohn-cyklen. Og nogen bringer det lige til døren. Det er da livskvalitet, så det basker.

Men er det bare mig? Eller er internettet og bloggene ikke ved at gå beserk i ‘give aways’ og lotterier og konkurrencer? Blogs jeg tidligere har læst med stor fornøjelse, fordi de var sjove eller kloge, blander pludselig reklamer for det ene og det andet ind. Firmaer donerer gaver til de populære bloggere, som så helt gratis leverer reklame for økologiske delikatesser, undertøj eller andre lækre damesager. Undskyld, må jeg kaste op i dit tastatur?

Hold nu op. Lad nu være med forstyrre min webbaserede julefred. Nu troede jeg lige…… Og vupti bliver det en god forretning, at jeg læser med. Det holder jeg så op med.

Jeg elsker jul. Men jeg synes ikke “Forretningen Jul” er specielt charmerende.

by - 3 kommentarer

Flow

I de gode gamle dagen blandt Kaospiloter og andet godtfolk i Århus talte vi meget om ‘flow’. At have oplevelsen af flow i et projekt var det ypperste. Flow er ikke nødvendigvis at opnå de resultater, man ønsker. Flow er følelsen af bevægelse. Martin Spang Olsen taler om det samme, når han taler om følelsen af bevægelse i et af de første trin i en kreativ proces. En følelse af bevægelse og sammenhæng. Og sådan en følelse har jeg haft næsten hele dagen.

I går vågnede jeg efter en rædselsnat. Med snot og hoste og vågne timer. Med en stressabe siddende i nakken. Over alt for mange deadlines og alt for store rapporter truende i horisonten. Med en rask beslutning slukkede jeg computeren ved halv fire tiden og traskede op til stationen og videre til København klædt på til jul. Her julede jeg stille rundt sammen med alle de andre. Købte julegaver og fødselsdagsgaver til ham den rødhårede (som slet ikke er rødhåret mere) og havde fornøjelsen af alle mine unger hele aftenen. Mens vi fejrede ham. Og jeg vågnede uden stressaber i nakken.

Helt usædvanligt kom der en bus i morges. Jeg steg på og kørte til stationen. Lige i tide til at stige på s-toget, mens jeg dårligt løftede øjnene fra Jussi Adler Olsen, som også nu har indfanget mig. I Hillerød spadserede jeg direkte over i bus nr. 701 og trådte ind på mit kontor et kvarter senere. Se det er en start på dagen med rent flow. Selvom jeg måtte lægge Jussi fra mig.

Efter 5-6 kreative overspringshandlinger satte jeg mig med en kande the og lukkede op for stress-projekt numero uno. Og efter at have cirklet lidt omkring det, begyndte der langsomt at vokse noget form frem. Pludselig havde jeg fat i en lille snip. Som kunne bevæge sig. Som viste nye veje. Og pludselig havde jeg faktisk skrevet fem sider. Og lavet tre diagrammer. Og nu er den levende, den rapport.

Rapportens liv gav mig ro. Og jeg lukkede computeren ned omkring klokken tre. Og holdt fri. Kørte med kollega Hanne til Birkerød, købte noget nissegejl til nisseriet på kontorgangen og vandrede hjem til min landzone.

Graden af objektivt flow var nok begrænset, da jeg trak i løbeskoene og tændte pandelampen. Men følelsen….. Min løbetur var eventyrlig. En times tid gennem skoven under en stjerneklar himmel. Månen lyste orange, og træerne knagede. Under mig var is og løs nysne. Jeg løb gennem skoven forbi Stubbe Sø og videre til Løje Sø i Holte. Mødte en enkelt skiløber med pandelampe. Pludselig sprang et større dyr tværs over stien foran mig. Og sendte små chokbølger gennem mig. Som lige så hurtigt lagde sig, fordi det hele var et eventyr.

Og nu har jeg netop ladet to flødeboller flyde ind sammen med min te. Det er vel også en slags flow?

by - 7 kommentarer

33 år og et rødhåret drengebarn

Så så man lige 33 år fløjte af sted i horisonten. Jeg synes jo lige, det var forleden, at jeg sad med et styk rødhåret drengebaby i armene en iskold vinterdag, hvor vejene lukkede til omkring os. En drengebaby der spurtede ind i verden efter en sand vestorm. Smutte mandler? Tsk – han blev nærmest skudt ud, så hans held var, at en jordemoder alligevel stod parat og greb ham i en ble. Jeg kan ikke fordrage at smutte mandler, men det er trods alt knapt så overvældende, som fem minutters presseveer. Veeeeeent, skreg hele min krop. Rooolig – jeg skal osse være med. Og hende jordemoderen stod sådan på grænsen til noget arrogant og holdt på sit: Du føder altså ikke lige nu, vel? Det gjorde jeg så.

Og ind på scenen trådte verdens stædigste rad. Maaaaaaad, brølede han. Og tog omgående mine bryster i besiddelse med den mest selvfølgelige ejermine. Han kommanderede os igennem sit babyliv. Insisterende på at blive båret tæt til kroppen. Sandsynligvis for at være sikker på at have maden indenfor rækkevidde. Andre kaldte det kolik, men jeg vidste bedre. Det var i de dage, hvor en barselsorlov varede i tre måneder. Ja du læste rigtigt. TRE MÅNEDER. Derefter blev min lille bitte drengebaby afleveret i vuggestue. Og jeg tudede hele vejen derfra. Havde tankerne hos mit lille barn i de næste otte timer. Og hentede ham lettet. Det rødhårede drengebarn trådte i karakter. No way, om han ville have vuggestuens flaske med pulvermælk. Men okay, syntes han at tænke, så venter jeg bare. Og det gjorde han. I samme sekund, jeg trådte ind i vuggestuen, sugede han sig til mit bryst. Og drak og drak og drak. Han spiste nærmest konstant, når jeg ikke var på arbejde. Til gengæld spiste han ingenting, når jeg ikke var der. Jeg kapitulerede og malkede mælk ud til barnet. Og DET ville han gerne. May I remind you….. tre måneder gammel. Og tynd blev han ikke.

Han var en lykkelig baby og en lige så lykkelig tumling, som styrede verden omkring sig med hård og charmerende hånd. Og kærligheden til mad slap ham aldrig. Faktisk blev han lidt kvabset. På den helt kuglerunde måde. Og doven. 1½ år gammel nægtede han stort set at gå tur med vuggestuen. De bad mig om at lade være med at hente ham i klapvogn eller på cykel, men gå hjem med ham i hånden. Som om! Jeg gav det nogle forsøg. Men hver gang nåede vi 1-200 meter fra vuggestuen, og barnet lagde sig smilende på fortovet og nægtede at flytte sig en millimeter. Og man så en mor stå og hoppe rundt. Farveeeel, nu går jeg, kunne hun sige. Mens et rødhåret drengebarn lå afslappet på fortovet. I evig forvisning om, at hun aldrig ville forlade ham. Han vandt. Hver gang. Og moren måtte så bære sit meget tunge drengebarn resten af vejen hjem.

Han vejede 18 kilo. Pænt for en 1½ årig, skulle jeg hilse og sige. Han kunne godt gå. Og de næste fire år holdt han vægten. Han vejede nøjagtigt det samme, den dag han startede sin skolekarriere. Som han forresten ret hurtigt var utilfreds med. Jamen, mor. Hende der står hele tiden og bestemmer, hvad jeg skal. Og jeg kender hende ikke engang, udbrød han totalt indigneret.

Nåmn, jeg fik da overtalt ham på en eller anden måde til at fortsætte i det der skole. Og lige om lidt er han så i gang med at skrive speciale på CBS. Så noget fik han da ud af det.

Og i aften tager vi så ud og fejrer de der 33 år. Som jeg slet ikke lige kan lure, hvor blev af. Men hvor er jeg glad for, at han har været der. I alle 33 år.