Der er lidt stille nu. Og det er lidt ufrivilligt. Jeg rejste gennem landet i sidste uge og havde egentlig bestemt mig for at bruge togturen hjem til noget produktivt arbejde. Men jeg forfaldt til min roman. Jakob Ejersbo’s tredje bind i Afrika-trilogien. Og så blev jeg opslugt i tre timer, mens computeren stille og slukøret stod helt alene på bordet. På Hovedbanegården steg jeg kækt ud af toget. Temmelig optaget af, hvordan min videre færd mod Birkerød ville gå. For slet ikke at tale om de sidste 5 km fra stationen. Jeg mener, med dinglende køreledninger und alles, kunne det godt blive en lang tur. Men det gik helt glat. Alt spillede sammen, og til min store overraskelse bød man også på en helt usædvanlig direkte bus fra stationen til hjemadressen.

Og så var det, at jeg åbnede min taske. Og indså at ledningen og strømforsyningen til min lille bærbare – lå på sædet i toget. Som altså var fortsat til Lufthavnen. Og der ligger den såmænd nok endnu. I hvert fald er den ikke dukket op som hittegods. Selvom jeg nærmest kimer DSB sønder og sammen i min abstinenskrise. Jeg kan jo hverken blogge, gå på Facebook eller arbejde. I nævnte rækkefølge. Jeg er kort sagt på en kold tyrker. Og der er ingen udsigt til, at der kunne ske nyt i sagen før torsdag. De er venlige nok. Og meget hjælpsomme. Men de har deres rutiner.

Så det er helt gammeldags telefon eller ringen på døren, hvis man vil have kontakt. Eller måske endda et julekort? Mig? Jeg sidder hjemme og læser i min roman. Og reflekterer lidt over, hvor meget tid der egentlig bliver slugt af sådan en lille bitte computer. Sådan til daglig. Når man har strøm.

De sidste fire-fem år har jeg af forskellige grunde boet på mere eller mindre midlertidig facon. Næsten med et strejf af noget tillempet bohemeagtigt. I midlertidige lejligheder, fremleje og hos gode venner. Det har været hyggeligt, sjovt og spændende, men det gi’r en lille uro under hjertet. En lille uro, der gør at jeg ikke rigtigt slår mig ned. Aldrig får pakket de sidste kasser ud. Og aldrig får hængt alle billederne op. De skal jo ned igen. Fornemmelsen af at skulle videre og væk forsvinder aldrig helt. Jeg slog mig aldrig rigtigt ned i Birkerød. Faldt aldrig rigtigt til. Og gav det måske aldrig en rigtig chance. Jeg skulle jo væk, vidste jeg. Jeg fik aldrig den der ‘hjem’-fornemmelse i Birkerød. Der er sikkert ikke noget som helst i vejen med Birkerød. Ud over, altså, at det ligger ret langt fra alting. Og tilflyttere er her ikke mange af.

Det sidste 1½ år har også været en udforskning af hovedstadsområdet. For at finde mit rigtige hood. Jeg startede i Holte hos nogle gode venner og fortsatte i Birkerød. Jeg måtte finde ud af, om jeg skulle prioritere skovene og naturen i hverdagen. Men det blev for langt væk. Nu kan jeg med sindsro flytte ind til København. Det er der, jeg skal høre til.

Nu laver jeg mig et hjem. Nu – om snart to måneder – flytter jeg ind i min lejlighed i Sluseholmen. Og bliver boende. Der er ingen udløbsdato på lejekontrakten. Jeg har en helt ny følelse i maven over at planlægge denne flytning. Endelig, endelig behøver jeg ikke være parat til at tænke videre frem hele tiden. Endelig kan jeg flytte ind med hud og hår og trylle lejligheden om til mit helt specielle sted. Jeg kan begynde at høre til. Blive sådan en, der bor i Sydhavnen. Som ikke har længere til byen, end jeg kan nå til koncerter/foredrag/teater/biografture/brunch med ungerne – og alt det andet, som jeg har storsavnet her ude på landet. Jeg bliver igen sådan en, som altid er klar med te eller kaffe til dem, der smutter forbi. Som igen har folk siddende med rødvin i køkkenet, mens jeg svinger grydeskeerne. Sådan en som gider have hjemmebagte boller liggende, fordi der kommer nogen og spiser dem.

Nu går jeg og nusser huset klar til fotografering og fremvisning. Den lille have er blevet friseret. Havemøblerne er ryddet på plads i skuret. Jeg har ligget på mine knæ og krattet mos op mellem fliserne. Og gulvene er støvsugede. Nu kommer der et par måneder med orden og renlighed, så huset altid er klar til fremmede. Så Inger og Knud kan få solgt deres lille hus i Birkerød. Når jeg nu stikker af.

Ind imellem bliver der delt hug ud til Facebook og cyberspace i pressen af kommunikationsfolk og andre, som synes de skal mene noget. Facebook-venskaber bliver problematiseret og de digitale kommunikationsformer får fingeren nedad. Venskaber på Facebook er kunstige og overfladiske og kommunikationsfolk advarer mod langvarige skadevirkninger af internetbaserede relationer.

Men jeg vil nu godt klappe internettet lidt på ryggen. Internettet kan noget, faktisk. For 1½ år siden rykkede jeg mine jyske teltpløkke op. De havde ellers været fast forankrede i Århus. Her havde jeg levet mit liv med universitetet, arbejde, løb, veninder og noget af min familie. Her var alle mine rejser udgået fra. Her var jeg vendt hjem til hele tiden. Jeg er rigtig jyde. Jeg er født der, jeg taler ærke-århusiansk, og jeg har ikke helt vænnet mig til at tænke hjem, når retningen går mod København.

Og nu flyttede jeg så. Når man planter sig selv om på den måde, står man sådan en smule mutters. Jo jeg havde da venner i København, og jeg startede mit liv på Djævleøen hos Bo og Helle i Holte. Og ungerne havde jeg jo. Pludselig helt tæt på. Men venskaber skal skifte karakter fra sådan nogen man ser en gang eller to om året, og man må simpelthen i gang med at bygge noget dagligdags netværk op. Man må til at støve nogen op til biografture, koncerter, foredrag, løbeture og rødvin. Man skal sende rødderne ned i den københavnske muld og vænne støvlerne fra det jyske. Og selvfølgelig holde fast i trådene til det gamle liv. Jeg har ikke de der små børn, som ellers kan være indgangsbøn til nye relationer. Ingen forældreråd, ingen forældremøder, ingen udvekslinger af børn på besøg hos hinanden. Kort sagt er det et helt andet job at plante sig selv et nyt sted, når man sådan er blevet voksen på måden med voksne børn. Man må ud og gøre sig en helt anden indsats. Selv. Uden krykker.

Jeg fik nye kolleger, og nogen af de nye kolleger voksede sig til noget mere end rent arbejdsfællesskab. Men ved at melde mig på banen til forskellige sammenhænge og begivenheder på Facebook fik jeg Facebook-venner, hvor en betragtelig del af er vokset videre til rigtige venskaber af kød og blod. Nemlig sådan nogen man kan løbe en tur sammen med, tage på ferie med eller mødes til rødvin med. Nogen man kan grine sammen med, og som følger lidt med i mit liv. Nye liv, jeg følger med i. Og ud af bloggen vokser der relationer og fællesskaber, som kravler fra cyberspace ud i den friske luft. Nysgerrige rundture i bloguniverset fører nye møder med sig. Og jeg møder nye mennesker, som gør mig klogere og mit liv lidt sjovere. Og lige så stille vokser der et netværk frem, og måske bliver jeg også langsomt så’n en københavner?