Mens politikere og debattører spyr onde ord ud om vores nye medborgere, findes der et særligt sted i København. Der, hvor dem der er flygtet fra forfølgelse, terror, krig og bomber, har fået en midlertidig bolig. Det sted er kærligt og venligt. Det er fyldt med hjælpsomhed og solidaritet. Og det emmer af begejstring og virkelyst.

Stedet er fyldt med kvinder, mænd og børn, der suger deres nye land til sig. De arbejder hårdere, end nogen kan forestille sig, på at lære sprog, sædvane, regler og nye færdigheder. Stedet er også fyldt med indfødte københavnere, der gerne bruger deres tid på at give de nye medborgere en hånd ind i deres nye liv.

Sværere er det jo ikke. Det handler om at sige velkommen, og det handler om at tage imod fremstrakte hænder.

I det hus prøver jeg sammen med min gode ven og kollega, Henrik, at lære lidt fra mig om det komplicerede sundhedsvæsen, de nye medborgere skal prøve at finde vej i. Det er enklere for dem, og det er enklere for sundhedsvæsenet.

Og i aften lavede vi en kvindegruppe, hvor vi kan tale om kvindeting. Som ingen mænd gider høre om, og som ingen kvinder gider dele med mænd.

Og vi lavede en mandegruppe, hvor mænd kan tale om ting, mænd taler om, når kvinder er ude af farvandet. Ligesom mænd gør andre steder i København.

Sværere er det nemlig ikke.

En af de meget få ting, jeg fortryder i mit liv, er at jeg ikke rejste til Syrien, dengang jeg havde chancen. Jeg har altid hørt godt om landet og folket. Jeg har set billeder og kendt folk, der boede der. Men dumt – jeg gjorde det ikke, mens tid var. Og nu er landet forandret for altid. Smadret. Spredt for alle vinde. Jeg har et ret følsomt punkt for Syrien. Eller måske har jeg en bunke bløde punkter for mennesker fanget i krig.

I går var der demonstration over en stor del af verden for at vise støtte og sympati for de civile borgere i den syriske by Aleppo. De er udsat for massive bombardementer af russiske og syriske styrker. Jeg har mange kontakter i Syrien, og hver eneste dag flyder forfærdelige billeder ind i mit synsfelt. Hver dag kommer jeg til at græde over børn og voksne, der uforvarende er fanget i det værste mareridt. Nogen gange deler jeg billederne fra Syrien. Jeg ser dem altid. Jeg synes, jeg har pligt til det. Og selvfølgelig var jeg der på Christiansborg Slotsplads lørdag eftermiddag. Det er så lidt, jeg kan gøre, men jeg kan rejse mig op og vise min sympati. Jeg kan stå fast og vise min antipati mod den måde Assad og russerne fører krig mod civilbefolkningen.

Demonstrationen var helt fredelig. Vi stod tæt sammen, alle os der var mødt op. Der var mange syrere og glædeligt mange danskere. Stemningen var sorgfuld, og der var flere der undervejs fik tårer i øjnene. På en eller anden måde var vi ret tætte.

Jeg gik lidt tidligt, fordi jeg havde godt gang i køkkenet derhjemme. Min uendelige fødselsdag er stadig ikke slut. Og jeg gik derfra med både sorg i hjertet og en tro på mennesker.

Da jeg krydsede vejen studsede jeg over de mange betjente, der stod på strækningen op mod Strøget. Da mine øjne ligesom havde vænnet sig til politifolk, opdagede jeg et ret stort antal pansrede mandskabsvogne. De stod bare helt mærkeligt i forhold til vores demonstration. Og så dukkede der ca 30 mænd med Dannebogsflag frem. De fløjtede, så vrede ud og bar på et stort banner, hvor der stod Kamp for frihed. Det var et absurd scenarie. Mændenes vrede satte sig som en tung klump i min mave, da jeg cyklede en anden vej hjem.

Jeg har været stille for længe. Jeg blev vel nærmest slået af tavshed. Men det nytter ikke, at netop jeg er stille. Jeg skal ikke stiltiende se mit land glide længere og længere ned i en grød af angst, selvtilstrækkelighed og tiltagende fremmedhad. Netop jeg er nødt til at tale og skrive og råbe. Jeg vil modvirke, det bedste jeg kan.

Jeg vil modvirke, selvom jeg bliver kaldt grimme navne. Selvom mine meninger bliver afvist ved dørtærsklen som halalhippie, godhedsguru, væmmeligbo og andre effektive stopklodser for en åben og ærlig debat. Jeg ser, mennesker, jeg kender, tale grimt og nedværdigende om mennesker, de ikke selv kender. Jeg ser mit venlige land forandre sig. Mit venlige land som gik forrest, da verden formulerede konventioner, der skulle modvirke folkedrab, som vi så det i trediverne og fyrrerne. Aldrig igen skulle verden afvise mennesker på flugt, som verden gjorde, da europæiske jøder søgte asyl for at undslippe de tyske nazister. Aldrig igen skulle vi se flygtninge spærret inde og nægtet mad og lægehjælp, som det skete for tyske krigsflygtninge efter verdenskrigen. Dengang fik den ikke-nazistiske verden en medskyld i folkedrabet på jøder, romaer, homoseksuelle og folk med ikke-nazistiske meninger. Og mit land fik medskyld i tusinde tyskeres død. Mange af dem er begravet på Vestre Kirkegård i København.

Nej, jeg trækker ikke nazikortet. Jeg bliver bare afsindigt bekymret, nærmest bange, når jeg hører og læser mennesker helt åbent smække portene i for mennesker på flugt fra krig. Jeg bliver målløs, når jeg læser mennesker i ramme alvor og uden skrupler påstå, at mennesker fra mellemøsten er mindre begavede end mennesker fra Vesteuropa. Jeg får ondt i maven over et Europa, der bygger mure, i stedet for at sætte sig sammen og finde løsninger for desperate mennesker.

Det gør mig ondt langt ind i sjælen, at så mange af mine landsmænd taler så dårligt om de mennesker, der har opnået asyl i mit land. Mennesker der er så forfulgte, at de er berettiget til at få sikkerhed her. Tal dog ordenligt. Vær dog høflige. Tag dog imod. Hvor er mit lands venlighed blevet af? Jeg ved godt, at der er mange venlige mennesker. Jeg bliver bare så overvældet af den grimhed, der vælter ud af mine aviser, af kommentarspor på de sociale medier og – må jeg beklemt sige – af de politikere, der regerer mit land.

Dele af verden brænder. Millioner af mennesker er på flugt. Det er nu, lige nu, at vores konventioner skal stå deres prøve. Det er lige nu, at vi skal holde fast i konventionerne og vise verden, at den kommer længst med venlighed. Og vi skal tænke os meget grundigt om, når vi hører os selv betegne store grupper af mennesker som uintelligente, ondsindede, laverestående, voldelige, dovne og andet grimt. Vi skal tænke os meget længe om, når vi sætter den slags stempler på grupper af mennesker, fordi de har en religion og hudfarve, der forskrækker os.

Jeg ville ønske, vi ville turde være nysgerrige. Spørge. Undersøge. Interessere os for. I stedet for at slå fra os og forlods sætte mærkater på folk. Sådan som nogen gør, når jeg siger det, jeg siger.