Vi fejrer det nye år og tager hinanden kærligt i hånden, bloggen og jeg. Vi undskylder for de sidste måneders indadvendthed og forsøger kækt at vende opmærksomheden ud. Vi kan jo godt lide hinanden, og vi kan især godt lide alle jer, vi har lært at kende, fordi I læser med. Og alle jer, der kender os og alligevel læser med. Da Anne forleden lagde en supersød nytårshilsen på bloggen, rørte det mig og fik mig til at ryste skuldrene løs og hanke op i bloggen.
Tirsdag eftermiddag mødtes jeg med nogle af yndlingsdamerne, belæsset med bobler, julegin og flere kilo fisk. Vi lavede os et lynkursus i sushi, grillede jomfruhummere og sagde pænt farvel til 2013. Som også har haft pænt meget at byde på i mit lille liv. Vi starter det nye blogår med de fine højdepunkter fra 2013. Finkerne og lortet kommer i næste afsnit.
Mens medierne og resten af alle danskere kappedes om at skrige grimme ting, var jeg som den første i universet bare glad for mit nye rejsekort. Det har ikke svigtet mig endnu og gør mit liv så meget nemmere. Hilsen hende der kører med tog dagligt og elsker rejsekortet.
Jeg smuttede til Norge hele tre gange, inden sommeren var over os. Jeg fandt min indre langrendsløber, mens Signe og jeg var med Rubyrejser på fællesferie i Rondane. Jeg kom hjem med store blå mærker og ømme muskler og med lykkebarometeret i top. Mere af det! Senere tog Tromsø mig med storm. Jeg vil tilbage. I Hamar løb jeg smukke morgenture.
Jeg debuterede med begejstring til North Side. Så meget at jeg sikrede mig en first mover billet til 2014.
Den helt store sommeroplevelse var selvfølgelig min store tur hen over Alperne. Jeg startede i et kloster i Geneve og sluttede i et kloster ved Middelhavet i Bordighera. Turen bød på store, store oplevelser, smukke scenarier, fantastiske mennesker og lidt større udfordringer, end jeg havde forestillet mig. Der var simpelthen for meget sne, og turen blev, som nogen måske husker, afbrudt af et styrt på vejen ned fra Col de L’Iseran. Jeg slog mig temmelig meget og kastede håndklædet i ringen efter et par dage. Alligevel endte turen som et rigtigt eventyr – først hos gode venner i de norditalienske bjerge og senere – lidt tilfældigt – i det smukkeste kloster i Bordighera. Inden jeg let modvilligt vendte næsen mod Danmark. Jeg nåede trods styrt at gå tre uger i Alperne.
Og så var der selvfølgelig Esther. Lille smukke Esther, der lod vente lidt på sig, mens hendes forældre også ventede utålmodigt på at flytte ud af min lejlighed til deres renoverede hjem. Men hun kom, hun så, hun smeltede alle vores hjerter.
Min søn giftede sig med Nina og havde verdens bedste bryllup. Med de bedste venner og den bedste familie på den bedste dag. Og med de sødeste brudepiger, som ikke allesammen gad stille op til fotografering.
2013 har også bragt lort, men vi har elsket lortet ned. Min mor blev syg, men hun er her endnu. Behandlingen har virket godt og bragt ro på det hele. Og jeg havde en forfærdelig dejlig jul med de to, min far og min mor. Mens de sociale medier flød over med fingerpegning af julen og familien og gaverne, følte jeg mig bare afsindigt privilegeret. At jeg kunne være der. At jeg kunne stege anden, lave ris alamanden, købe vinen – og bare elske, at vi kunne være der sammen.
I 2013 har vi elsket igennem. Vi har hinanden, har vi. Gamle venskaber er dukket frem fra de gemmer, vi havde glemt dem i. Nye venskaber er blevet tættere. Vi fortsætter bare i 2014.
En stærkt forsinket glædelig jul og alle de bedste ønsker for 2014 til jer allesammen. Lad os se meget mere til hinanden.
Helles Blog 