Jeg sidder hos DSB med to småpiger, der næsten har glædet sig ihjel til at sidde her i fire stive timer. Mens vi er på vej til at fejre min mors 80 år. Sådan er det at vokse op i en bilfamilie. Vi tager nemlig ikke til Randers. Vi rejser. Siger Ella med stjerner i øjnene.

Den ene småpige er drattet om på sædet af bar udmattelse og sover fast. Den anden ser Tornerose på compueteren. En nærmest hverdagsagtig tur bliver til et eventyr, når man ser det med en to-årigs eller en fire-årigs øjne.

Allerede på hovedbanegården bliver man ramt af en snert af panik, når man kun er en meters penge. Folk haster frem og tilbagekufferter, der kan slå enhver fire-årig omkuld. Hvorfor er de ikke på arbejde?? På perronen er der tæt af store mennesker, og en fire-årig har ingen idé om køreplaner og numre på togvogne. Hun ved bare, at hun skal med toget. Sammen med sine voksne. Så hun hager sig lidt febrilsk fat i klapvognen. Lidt skræmt af skoven af store mennesker og det store spørgsmål om, hvordan man får sig selv og klapvogn og kufferter inden i toget. Inden det sætter igang. Og den største rædsel – at blive efterladt på perronen uden sine egne voksne.

Men det lykkes. Klapvogn, kufferter, voksne og børn kommer trygt ind i vogn 72, og vi flytter ind på sæderne omkring vores bord. Af med støvlerne, frem med tegnepapir og madpakker. Off we go. Mens vi sidder med øjnene klistrede til vinduet og får øje på traktorer, fugle, heste, køer og andre eventyrlige sager. Det er en fest at være tæt på andre mennesker. Tisseturen bliver en ekspedition. En opdagelsesrejse i ukendt land. Storebæltsbroen er magi, og tunnelen næsten ubegribelig. Så meget vand.

Og vi snakker Oldemormor og Oldemorfar. Og om den store fest i morgen. Og om alle gaverne, vi har med. Mens toget langsomt æder sig gennem landet. Og vi glæder os til at være sammen med vores monsterstore familie et par dage.  Og jeg glæder mig til at løbe på Pramdragerstien langs Gudenåen, når jeg vågner i morgen.

Lørdag morgen stod jeg fælt tidligt på et tog vestover for at være med til at fejre min søsters fødselsdag. Og svogers med. De har planlagt alting så fint, at de rundede halvtreds med en lille måned imellem. Og det lagde grunden til en seriøs fest i udkanten af Århus. Med festlig mad og live-band og silkekjoler og høje sko.

Århus er festugeramt, og jeg har en ordentlig bunke blandede festuge-erindringer i baglommen. Lidt nostalgisk er man vel, så derfor den fælt tidlige start, så jeg kunne nå en smule festuge-udforskning.

Jeg blev spyttet ud af hovedbanegården og satte glad – og lidt søvnig – afsted nedad Strøget, mens jeg kiggede vinduer og spejdede efter festligheder. Jamen okay, – klokken var selvfølgelig kun knapt ti, og byen var stadig lidt slumrende. Og pludselig blev jeg smerteligt mindet om, hvorfor man ikke kigger vinduer, mens man går, om morgenen i festugen. B R Æ K og T I S. I lange baner. Og gå aldrig, aldrig i klipklapper.

Det var svært at finde festlighederne. Der var lidt sand spredt ud på Klostertorv, og et ufærdigt flisemaleri på Store Torv. Aflyst p.gr.af regnen, sagde et skilt. Univers på Bispetorv er ikke længere, og jeg mødte ingen formiddagsmusik på sådan en lørdag. Derfor kom jeg til at købe et par sko. Hvis nu der havde været festligt, var det aldrig sket. Og det var ikke løbesko. Og slet ikke af den fornuftige slags.

Jeg blev sulten og så mig rundt efter en frokostmulighed. Altså, Århus, det må du kunne gøre bedre. Selvfølgelig kunne jeg  have sat mig på en café ved åen. Men jeg ville have noget frokost, som kunne nydes på en bænk, mens jeg kiggede på Århus. Jeg trissede til sidst tilbage til Banegårds Plads og købte en sandwich. Og spiste mig af med en bænk bagved rådhuset. Skulle nok have valgt åen alligevel.

Således faldt nogle slør fra mine øjne om Århus midtby’s fortræffeligheder. Jeg siger det ganske stille, men det er fandme sjovere at købe sandwich med til en bænk i København. Udvalget af både sandwich og bænke er bare større. Sorry, Århus, jeg ved, jeg er svigefuld.

Og så følte jeg mig mættet med jysk midtby og gav mig udi at lede efter en bybus til min søster. Og hvad f……. Den 18’er, som plejer at køre til Hans Broges Bakker, kører nu til Elev. Som er noget ganske andet. Jeg så mig en anelse febrilsk omkring. Ale busser hed noget andet, end sidst jeg var der. Et oversigtskort for svagtsynede ville have været på sin plads. Efter at have snurret lidt fortvivlet rundt om mig selv en tid, fik jeg øje på en bus, der hed ‘Brabrand Nord’. Jeg spurgte chaufføren, om han kørte i nærheden af Hans Broges Bakker? “De’r ingen, der kører op a’ bakkern’, sagde han. Nej, nej, men bare i nærheden? Han kastede sig ud i en lang og lettere vanvittig forklaring, og jeg resignerede og steg på. Jeg kunne da for fanden selv gå op ad den bakke, ik?

Altså, Århus. Du virker sådan lidt slidt og forsømt. Tænkte jeg en anelse vemodigt, mens bussen sneglede sig afsted mod Branbrand. Er jeg bare blevet af-århusianiseret?

Men festen, venner, festen var der ikke noget i vejen med. Altså fødselsdagsfesten.

Og hvis I venter utålmodigt på billeder fra Alperne, så smut hen på Jespers blog en tur. Mens I venter på, at jeg får skrevet lidt om turen.

Jeg sværger, at jeg aldrig – nogensinde – igen vil sende bandeord og forbandelser efter mødre med christianiacykler. I hvert fald ikke med to børn i. For fuck da, hvor er det svært at få kørekort til sådan en.

Jeg hentede de små tøsepiger sidst på formiddagen. Efter en åndssvag formiddag, hvor jeg drog til byen uden dankort og ikke fik fixet en eneste af de de ti ting, jeg mangler inden afrejse. Som om jeg bare har skidegod tid til det. Men hvad, det er jo først onsdag, vi tager afsted. Og så er det jo så fint at have to tøsepiger. Så man kan lege hele dagen i stedet.

Men den cykel! I tell you. Jeg fik (velfortjente) onde øjne og bandeord i nakken hele vejen ned ad Falkonér Allé. Jeg kunne jo for pokker ikke dreje med det monstrum. Eller jeg kunne godt dreje. Men så kunne jeg bare ikke styre. Når vejen skrånede fik cyklen sit eget liv. Og to tøsebørn vejer godt til, gør de. Men jeg øvede mig. Og øvede mig. Og blev bedre.

Og vi ankom til mit hjem uden skrammer. Jo altså min ære og værdighed havde fået en skramme eller tre. Men efter puslespil, memory, frokost, mumitrolde og en middagslur, vovede jeg os på tur langs vandet til Valbyparken. Som har verdens bedste legeplads. Og nu gik det straks bedre. Som om monstercyklen og jeg var ved at blive en slags venner. Og så legede vi en times tid der og besteg de stejleste skråninger, inden vi kæmpede os op ad Valby Bakke til Frederiksberg. Og klarede alle hjørner til ug og slange.

Har forsigtigt trippet ind til tremmesengen flere gange i aften. For at kaste småforelskede blikke på en dybt sovende Vera-baby. Som jeg har fået lov til at passe helt alene, den allerførste gang hendes mor er taget i byen og høre musik. Og have lidt kærestetid med faren. Trykke på pauseknappen til barselslivet for en stund.

Det er altså specielt, når mine unger får børn. At se mine piger, som jeg har holdt i armene, blive så voksne. Se dem folde sig ud fra hysteriske tre-årige og vrantne teenagere til at være mødre til deres smukke børn. Der opstår noget helt specielt mellem mig og de børn. Jeg bliver varm helt ind i hjertekulen, når Vera lyser op i et grin og spræller med sine små tykke ben og arme, fordi jeg kommer. Lige så varm, som jeg bliver, når Ella og Alma kaster sig i favnen af mig med jubelhyl.

Og nu ligger hun der. I den gamle junoseng og sover.  I den junoseng, som et eller andet barn engang har taget en lille bid af. Jeg fandt stedet med mine fingre, som jeg gjorde så mange gange, mens mine egne børn faldt i søvn. I den seng. Og hun faldt bare i søvn uden videre, mens jeg holdt hende i mine arme og viklede dynen tæt om hende. Og alt emmer af tryghed.

Da jeg skulle være mormor første gang, måtte jeg lige synke et par gange. For pokker da, jeg følte mig på ingen måde klar til sådan en mormor-status. Sådan noget med hjemmestrikkede strømper og syltetøj i skabet. Nej vel? Men mit ældste barn var helt gammel nok. Og så måtte jeg jo også være det. Så ramlede sygdom og ulykker ind over mit lille liv og forstyrrede alting. Og pludselig var lille bitte Alma den, der lavede noget balance i vores liv. Hun var nemlig liv. Som en slags modvægt til al den død, der pludselig klæbede til mig.  Og så var det med ét en helt anden sag at blive mormor. Det var fantastisk at genkende min datter i det lille nye væsen. Og det var helt ubeskriveligt at være vidne til min datters uendelige lykke.

Og så kradsede jeg den klæbende død af mig og blev rask. Og fandt min helt egen måde at være mormor for de børn, som der er blevet flere af. Og det går sgu helt godt, det der med at være mormor. På min måde. Som de der børn alligevel synes er helt rigtig.

I aftes havde jeg besøg af min meget kloge søn og hans meget kloge kæreste. Og søde. Og vi havde kloge snakke. Som blev klogere og klogere i løbet af aftenen. Mens vi indtog rå mængder tapas, som jeg havde jongleret frem og tryllet med fra køleskabets gemmer.

Så er det bare, jeg spørger. Hvorfor får jeg forfærdeligt ondt i hovedet, hver gang jeg har haft to så kloge mennesker på besøg? Så jeg sidder her og hænger ud den ganske dag uden at foretage mig noget fornuftigt. Jeg ved, der er en sammenhæng med antallet af tomme vinflasker henne i hjørnet. Men hvorfor? Og hvorfor hver gang?

Jeg tror, jeg inviterer dem på brunch næste gang. Ikke champagnebrunch, forstås. Og så tager jeg revanche i morgen på det der med at lave noget fornuftigt.

Hold da helt kaje, hvor det vejr gik amok i går. På tre splitsekunder. Efter en tung og alt for varm løbetur på Amager sprang jeg i kanalen og blev kølet af. Det er en uendelig luksus med mit helt eget bassin udenfor stuedøren. En tur under bruseren, og jeg gjorde klar til grillen. Sofie og Baby-Vera var på fint besøg, mens farmanden tumlede rundt i Roskilde. Og det rumlede lidt i det fjerne, mens solen skinnede lystigt. Det er da ikke torden, sagde Sofie med overbevisning i stemmen. Men midt i solen dryppede en let sommerregn, og vi fik barnevogn og badetøj i tørvejr. Mens vi lavede grillplanen om til noget pandestegning.

Og så gik det amok. Pludseligt. Voldsomt. Mens kaskader af vand væltede ned fra himlen. Det tordnede med brag, som jeg ellers kun har oplevet under sydlige himmelstrøg. Og det blev ved. Og ved. Og ved. Vi dukkede instinktivt vores hoveder, som om det skulle hjælpe. Vera var ganske upåvirket. Men efter 1½ times bragen og buldren havde vi fået nok. Vi blev lidt betænkelige ved al den rasen. Og ganske afmægtige.

Og så sad vi i virkeligheden fuldstændig beskyttede mod den værste rasen. Vi har vores kanaler, og vandet bliver lynhurtigt ledt væk. Der røg hverken strøm eller bredbånd, så det var med en blanding af undren og lidt taknemmelighed, vi kunne stå op til billeder af oversvømmelser, spærrede veje og aflyste s-tog.

Mens vi sad i vores lille lykke-puppe.

Jeg har holdt en slags fri. Af den slags fridage, hvor man alligevel bruger nogle timer i mailboxen og mobiltelefonen. Men alligevel. Lidt er bedre end slet ikke. Og når man holder sådan fri og er kaldt til Jylland, så falder vejen selvfølgelig forbi mine forældre.

Onsdag lokkede jeg dem til Århus, fordi jeg var tæt på desperat over, at Sculptures by the Sea havde sidste salgsdag på søndag. Jeg var parat til at give køb på Aros’ nye tagkonstruktion, bare jeg kunne komme til stranden og se på kunst. Så det gjorde vi. Startede i lystbådehavnen med frokost og spadserede afsted langs kysten.

Jeg er vild med konceptet. Godt spottet af kronprinsen og frue at det ville passe perfekt til den kyststrækning. Jeg bliver så nemt begejstret over andre menneskers fantasi. Hvem finder f.eks. ellers på at bygge et hus – med stue, bryggers og alting – med regnen dryppende fra loftet i alle rum? Eller strikke 50 gopler og hænge dem op mellem træerne?

Hvordan får man ellers lokket hober af århusianere ud at gå og grine på samme tid? Hvor er det en god idé.

Og så pludselig kommer hende her spadserende imod os.

Så kigger man jo lidt. Og en ekstra gang. Bare sådan der. I sin lyserøde cardigan helt uden hat. Og uden prinsgemal. Og bare ligner en hvilken som helst gruppe århusianere på kunsttur på stranden. Med kun en enkelt diskret grå habit med bule under jakken.

Så traskede vi bagefter den kongelige gruppetto hele vejen tilbage gennem skoven til Hotel Marselis, hvor hun vist blev hentet af en kronebil.

Jeg er ikke royalist. Men jeg blev sådan lidt grundglad over at bo i et land, hvor en dronning sådan kan gå på tur langs stranden. Blandt hundredevis af andre mennesker. Og se på kunst. Jo hun havde selvfølgelig direktøren for Aros til at guide sig. Det havde jeg ikke. Men det er okay med mig. Jeg kan godt blive glad over at kunne gå i hælene på Margrethe sammen med min far og mor og se hende hoppe kækt ned ad en lille bakke. Med jakkesættet i hånden.

Godt gået, Århus.

Den her går til mine unger…..

Efter uger med døgnbemanding på arbejdsmailen, med hede drømme om projektbeskrivelser, sponsorater og samarbejdspartnere, med åndenød over dirty deadlines, – blev det alligevel fredag. Jeg havde inviteret yngstedatteren med kæreste og Vera-baby til middag, og hjemtransporten fra Herlev gik i løbesko gennem den ene park efter den anden. Der skal altid et eller andet specielt på bordet, når de kommer, de feinschmeckere, og jeg havde læst et sted, at man kunne lave en glimrende pesto af de lysegrønne spæde skvalderkål. Ja da. Jeg standsede i Vigerslevparken og fyldte rygsækken med bemeldte urter og spurtede hjem i tide til at forsyne mig i Irma. Hvor cool er det lige at invitere på middag med et tomt køleskab?

Med jomfruhummer og okseinderlår på bud, havde vi pludselig en præmiemiddag, som kaldte på fredagschampagne. Vera-barnet havde været til babysvømning, men vågnede klart op, da hun rullede ind på terrassen og var smil i hele femøren. Og sådan gik en fredag aften med vin og grill på terrassen, og helt uden tanker for andet.

Lørdag morgen tjekkede Alma og Ella ind til et eksklusivt weekendophold i Sydhavnen. Vi vinkede farvel og pakkede klapvognen for indtage Sydhavnens lørdagsmuligheder. Først loppemarked på Mozarts Plads, hvor vi udvidede legetøjsparken og drog af med de rene skatte i form af små ponyer, en blød kat i en kasse og et par bøger. Videre til Karens Minde, hvor der både er heste, kaniner og geder. Og en legeplads. Og så måtte man jo have is.

Næste morgen indtog vi Vestamager og naturcentret. Som er et eldorado af oplevelsesmuligheder. Vi oplevede løs i flere timer. Grinede, slog os lidt, løb og klatrede og blev en lille smule forskrækkede over fårene. Som stak af.

Og pludselig var mor’en i røret. Nu kører vi ned ad Enghavevej, sagde hun. Og jeg fik dem dirigeret til Vestamager. Hvor vi lige måtte vise dem alle herlighederne en gang til. Skal du noget i aften? spurgte de. Eller – hvad synes du om grillmad? Vi kørte hjem og købte en ordentlig bunke mad i Irma. Og vin på tilbud. Og så ringede sønnen min og tørnede ind med sin kæreste en times tid senere. Jeg løb en tur på fælleden, mens nogen andre startede grillen og ryddede op i mit køkken. Og sprang i kanalen til småungernes store fryd. Jeg må købe mig et par redningsveste, så de kan springe med.

Og så drak vi tilbudsvinen og spiste os en pukkel til i grillbøffer, kartofler og salat. Og blåmuslinger. Og snakkede til sent på terrassen.

Jeg løb ud på min lange tur, som gik forbavsende fint, trods vin og kød i rigelige mængder. Ud på Kalvebod Fælled og rundt om Kongelunden, inden jeg satte næsen hjemefter. Små 30 kilometer i sol og blæsevejr. Og uden kamerapauser, fordi jeg havde lagt det i bunden af den lille families bil.

Hjemme troppede Morten-sønnen og kæreste op til en lovet sightseeing i Sydhavnen. Jeg havde løbet lidt for sent og lidt for langt, så alting blev lidt sent. Jeg tog dem til Mozarts Plads, hvor der altid er en fest. Hvis man skulle savne en. Videre op ad Mozartsvej til Valbyparken, hvor vi passerede et middelaldermarked. Som vi var en lille smule fristede til at joine. Men vi cyklede videre til Hvidovre Havn og tilbage til Musikbyen. Gennem Havebyen Mozart og Frederikshøj tilbage til Amager og gennem Nokken til Islands Brygge. Og så var vi sultne og tørstige og fandt et lille tapassted med kaffe og tapas.

Og nu sidder jeg her i Sydhavnen og har end ikke overvejet at kigge i min arbejdsmail siden fredag eftermiddag. Sådan en weekend gør mig sådan helt grundglad. Kæft, hvor har I bare været det hele værd. Alle nætterne med grædende babyer. Alle vågenætterne med febrile børn. Alle hasteturene på skadestuer med blødende sår. Alle madpakkerne og alle ulvetimerne. Alle børnefødselsdagene og forældremøderne i vuggestuer, børnehaver og skoler. Alle teenageårenes bekymringer og konflikter. Alle de der år uden penge nok.

I har sgu været det hele værd. For pokker da, hvor var det heldigt, at vi trak hinanden i det mor-barn lotteri.

PS – det der pesto af skvalderkål – det kan man godt.