Category Archives: Hverdagsliv og alt det andet

by - 3 kommentarer

Hjernedødt?

Der bliver ikke nedfældet mange refleksioner for tiden. Der bliver heller ikke løbet mange kilometer. Og sofaen bliver ikke siddet flad.  Bunken af artikler og notater vokser, så den er forvist til en gulvplads. Med fare for at blive fast installation. Jeg vælter ud af sengen i de tidlige, mørke morgentimer og tænder computeren. Suser fra det ene møde til det andet. Har gæster og spiser med kniv og gaffel i byen.

Derfor kan der kun komme hjernedøde blogindlæg. Jeg mangler ro i  mit lille hoved til at skrive fokuseret. Eller til bare at have en pointe med mit skriv. Og hjernedøde blogindlæg er der nok af rundt om i cyberspace. Jamen så lad dog være. Hvorfor så overhovedet kaste bogstaver på sen her? Måske bare for at sige, at jeg er alive and kickin’. Men ikke når at rode så meget rundt på internettet.

Til gengæld kan man glæde sig over, at ingen har installeret skjult kamera i mit hjem. Så ville blogindlægget vise en halvt bevidstløs kvinde med søvndrukne øjne vakle op ad trappen til badeværelset kl. 6 om morgenen. Hvor en bunke krøllet tøj, der ville matche et teenageværelse, er efterladt i et hjørne. Kameraet ville fange hende med bukserne nede om anklerne, mens hun tjekker sin iPhone (HVAD? Jeg bruger ALDRIG min telefon på toilettet?!?). Det ville fange hendes febrilske søgen i klædeskabet efter en ren klud at iføre sig. Det ville afsløre, hvordan hun når at skifte bluse tre gange, inden den første kommer på igen. Og bliver på.

Senere ville kameraet dokumentere en desperat jagt efter nøgler. Jamen ligger de da ikke bare et fast sted? NEJ. Det. gør. de. ikke. Det gør nøgler aldrig. Hun kan have de bedste intentioner om faste nøglesteder, fordi det har ordentlige mennesker. Men så bliver hun optaget af noget på vej ind ad døren. Måske ringer telefonen. Måske skal hun nå i Irma inden lukketid. Eller måske læser hun et brev på vejen.Måske er hun bare ved at tisse i bukserne. Nøgler kan bliv efterladt alle steder. De dukker som regel op, netop som hun begynder at råbe.

Kameraet ville også afsløre, når hun kommer susende tilbage. Fordi hun glemte lige det notat, der var lavet til det møde. Og huskede cykellygten, fordi det ville blive en sen dag. Det ville selvfølgelig ikke fange, hvordan hun som en Lance Armstrong hidsigt vinder hver morgens enkeltstart på de københavnske veje. Eller hvordan svedtrøjen hurtigt byttes ud med den tjekkede designbluse, mens sveden viftes af, mens makeup’en tjekkes og ansigtet lægges i seriøse og tjekkede folder.

Det kan man virkelig glæde sig over. For så kunne jeg ikke længere lade som om, jeg var tjekket. Vel?

by - 7 kommentarer

Dem udenfor

Jeg er næsten lige kommet hjem. Lidt sent for en almindelig mandag. Men en gang imellem smutter der en mandag aften, som bliver brugt på alt andet end mig selv. Der er nemlig nogen derude, som kan bruge noget af det, jeg kan. Ja som nærmest har brug for det. Som de ikke kan få andre steder. Det er dem udenfor. Dem der er her uden at have lov. Og som bliver syge. Eller gravide.

Og jeg har en heldig kombination af uddannelser. Jeg kan noget om kultur og mennesker, og jeg kan noget meget konkret med syge mennesker. Så da Røde Kors og Lægeforeningen  startede sundhedsklinikken for ‘udokumenterede migranter’, som de hedder, var det ikke svært at træffe et valg om at støtte initiativet sådan med helt konkrete arbejdstimer. Det er meget simpelt. Det handler ikke det fjerneste om folks ret eller ikke-ret til at være her. Det handler udelukkende om, at de er her. At der er et ukendt antal mennesker i Danmark, som ikke kan få lægehjælp, når de har bug for det. Som risikerer at føde børn uden assistance. Som risikerer at dø på gaden. Eller som kan bliver sygere og sygere af noget helt banalt, til de så alligevel må have akut hjælp på et hospital. Mens de lever i guderne må vide hvad rundt omkring i København.

Klinikken koster ikke noget. Den er drevet af Røde Kors og på frivillig basis. Vi er en lille kreds af forskellige slags sundhedsfaglige, og udstyr stammer fra forskellige gode mennesker. Og inden det hele går i selvsving over vores selvgodhed, så er det ikke ren, uselvisk godgørenhed. Det er en fornøjelse.

Jeg går glad hjem efter min lille ydmyge indsats. Ikke sådan hvor-er-jeg-god-glad. Bare glad. Som man kan blive det af at være sammen med mennesker, som har truffet nogle vigtige valg. Som de står ved. Eller som de er kommet overens med. Eller har affundet sig med. For det er ikke for sjov at opholde sig illegalt i et land.

Og jeg ved ikke helt, hvad det er. Men jeg bliver så glad af at være der. Jeg bliver glad og rørt over det kæmpekram,jeg fik af en højgravid kvinde, som jeg havde snakket fødsel med. Jeg bliver rørt af et stille ‘thank you’ og et forsigtigt håndtryk af en meget beskidt roma. Det rører mig at møde dedikerede gadearbejdere, der kommer til vores klinik. Der er en særlig stemning blandt os, der mødes mandag eftermiddag for at lave et job, hvor vi selv er herrer over tiden. Fordi den er vores egen.

Måske er det bare godt at kunne?

by - 0 comments

Living in the material world

Der stod jeg. Og spillede smart med min smarte iPhone i foyer’en i Imperial. Så smart var det nemlig, at jeg bare kunne bruge min kvitteringsmail til at trække billetten i automaten. Jeg havde jo betalt og alting. Og så forsvandt den fordømte mail pludselig. Fordi jeg har for store og for klodsede tommelfingre, som snittede et eller andet på telefonens touch skærm. Så jeg måtte lidt flovt, som hende den halvgamle-der-ikke-helt-har-tjek-på-det-smarte-men-gerne-vil-være-med-på-beatet, krybe over til mennesket i billetlugen og erkende min fadæse. Og det der gammeldags med telefonnummeret virker endnu. For sådan nogen som mig.

Kvart over ni, hvor jeg ellers begynder at falde sammen og tænke på sengen, satte jeg mig til rette i Imperials røde luksussæde. Og var en smule spændt på, om det overhovedet ville være muligt at holde liv i mig til klokken 01 på sådan en almindelig torsdag. Og så startede filmen med orange tulipaner i et højbed. Og George Harrison indtog scenen. Jeg lyver ikke. Jeg sad tryllebundet med vidt åbne øjne i 3½ time. Der var forsinket start, som med DSB, men jeg sad der med en slags dyb taknemmelighed over at få lov til bare at være der.

Der var de unge skoleknægte, som bare ville spille musik. Som pludselig blev totalt berømte. Og som syntes, det var for fedt. Indtil det blev for meget. Der var blomsterne, stofferne og Ravi Shankar. Der var de indiske  guruer og skænderierne i the Beatles. Der var kvinder og trangen til at gøre noget med musikken. Der var racerbiler og et afdanket gods i Sydengland. Og venskaberne. Det var jo det meste af mit liv, der blev spillet igennem der. Sammen med George Harrisons. Jeg ved ikke, hvornår jeg nogensinde har set en film i 3½ time uden at få myrekriller i bagdelen eller tunge øjenlåg. Det var en ærlig, kærlig film, som fik mig til at grine og græde. Jo, pludselig løb der bare tårer ned ad mine kinder.

Da de orange tulipaner igen tonede frem på lærredet, og George Harrisons muntre øjne tog afsked med os, mens rulleteksterne begyndte at snegle sig nedover, brød hele salen ud i spontane klapsalver. Det var en film, altså. Og klokken var 01. Om natten. Og så cykler man bare hjem gennem natten og er fyldt af alt det smukke, det ærlige, det mindre smukke, døden og alt det, et liv kan bestå af. Og musikken.

by - 2 kommentarer

Sidespring

Der er intet i verden som koncentrerede opgaver, der kan sætte gang i små og store sidespring. Sovt som vasketøj og oprydning kan være mere tiltrækkende end at blive siddende med fingrene klistret til tastaturet. Tanker drager på langfart, og pludselig er det vigtigste i verden at bestemme, hvor den der ferie skal gå hen. Den ferie der skal kompensere for alle de timer, jeg arbejder.

Derfor har jeg opdaget, at jeg kan flyve til Marrakesh i Marokko for 2000 kr. Og der har jeg aldrig været. Skulle man så måske ikke bruge et par uger i slutningen af vinteren på at rejse på opdagelse? Og få fyret nogen af de utallige ekstratimer afsted på noget fornuftigt? Lidt hurtigt sidespringssurf på nettet er overbevisende. Og endnu et sidespring, så har jeg bestilt Lonely Planets bog om Marokko. Nåmen så er det jo næsten besluttet. To uger, så kan jeg både nå at snuse lidt rundt i de gamle byer og plaske lidt rundt i Atlanterhavet. Alene? Hvorfor ikke? Altså er der nogen, der vil med? Så er I velkomne. Men ellers er de flybilletter nok bestilt hurtigere, end noget kan stave til sne og is.

Kurven med gamle aviser er blevet tømt, og sengetøjet er nyvasket. Mit hjem ligner et bombekrater, og jeg giver småforvirrede svar i telefonen. Når det ikke drejer sig om mine projektbeskrivelser. Jeg er fuldstændig krøllet i hjernen. Det eneste, der pipper ud af min sammensnerpede mund, er ord som ‘patient empowerment’, ‘telemedicin’, ‘sundhed.dk’, ‘evaluering’, ‘brugerinvolvering’, ‘patienttilfredshed’, ‘patientdagbog’ – og det er ikke lige relevant i alle sammenhænge.

Deadline presser sig på, men jeg må stikke hovedet ud af min puppe i morgen. Og forholde mig til verden udenfor et par timer. Inden jeg igen burer mig inde og skriver færdig. Og afleverer. I morgen. Jo jeg gør.

Nå ja, man kunne måske have været i bedre tid. Men når nu familien kaldte sammen fredag i Århus til fejring af nevøs 17 års fødselsdag. Og til familieabejdsweekend i familiesommerhuset på Mols, må man jo tage de sidespring med.

Familieråd om flismaskine

Eller når Heather Nova spiller op i Vega og pigerne i min lille familie er klar? Og hun leverer et brag af en koncert. Meget langt fra tøserock og meget mere rigtig rock. Fuld af power. Og alligevel når at kalde gamle kærestesorger og hygge-heartbreak frem. Jamen så må man tag det sidespring med også. Og lide lidt med pressede deadlines.

Imens må man hygge sig med at se frem til rødvin og hyggebesøg lørdag, og til søndagspandekager med mine unger søndag.

by - 3 kommentarer

Små afstikkere og belønninger

Jeg er krøbet i selvvalgt eksil for at strikke fire projektbeskrivelser færdig. Fire døgn uden nævneværdig kontakt til den omgivende verden. Det er som at sidde i slutfasen af et speciale. Hvad det måske på en måde også er. En slags eksamen. Bliver der sagt GO eller NO til projekterne? På en søndag, spørger du? Ja, på en søndag. Hvor jeg også slås med en computer, hvor mellemrumstasten konstant sætter sig fast. Ja ja okay. Jeg har spist rugbrød hen over computeren mere end én gang. Jeg vil ikke udelukke, at der ligger en krumme dernede i mørket under b’et.

I slutscenariet for specialeskrivning – og for projektskrivning – indgår ubændig lyst til at rette blikket andre steder hen. Små afstikkere til Facebook og bloglæsning må begrænses med hård hånd. Jeg er nødt til at udnævne mig selv til koncentrationsfascist. Vasketøjet gribes med en hidtil uset fornøjelig mine. Og jeg må venligt, men bestemt, begrænse det til vask af ildelugtende løbetøj. Fordi ildelugten giver mig lyst til at styrte ud af mit projektfængsel. Resten må vente. Og kan vente.

Lysten til timelange løbeture kan næsten ikke tøjles. Men igen. Nej,  må vente. Jeg må nøjes indtil onsdag. Bare korte ture, for ikke at dø af indelukkethed.

Spisebordet er ryddet og fyldt op med projektpapirer. Kaffe og the og dansk vand er linet op sammen med æbler og bananer. Væk med avisen, bogen, bladene og alt det andet. Nu er her projektrum. Jeg savner gardiner, så jeg kunne lukke omverdens øjne ude fra det tiltagende rod omkring mig. Og lukke mine øjne ude fra at søge ud i gården. Eller ud i vandet i kanalen.

Og så skriver jeg. Og skriver og skriver og skriver. Laver indviklede organisationsdiagrammer og risikoanalyser. Mens jeg bander højere og højere over taster, der sætter sig fast.

Jeg søger med vekslende held at lade være med at tænke frem til onsdag aften. Og den flaske vin, jeg MÅ have med til madklub.

Eller den ferie, jeg prøver at planlægge i marts. For at have noget eventyr og varme at se frem til. Og for at kompensere for de alt, alt for mange timer, jeg har puttet i det der arbejde i de sidste måneder.

Får du ikke ekstra betaling for alt det her, spurgte en direktør, jeg samarbejder med, fornylig? Og nej, det gør jeg faktisk ikke. Men jeg tager fri. Stikker af. Ud i det blå på eventyr. I stedet for ekstra penge. Det er min form for kapital.

Men fingrene søger gang på gang hen på Momondo.com for granske flypriser til det ene eller det andet sted. Mens jeg får indre drømmebilleder. Og mens koncentrationsfascisten med skarp stemme kommanderer mig tilbage til den virkelighed, som er lige nu.

Så nu kan jeg ligeså godt stikke fødderne i løbeskoene og løbe ud over Amager. Og glæde mig over, at jeg for lang tid siden har købt billet til koncert i Vega i aften. Sammen med de fleste af pigerne i min familie til noget fælles tøserock.

Update

Arbejdsfascisten tabte big time, og den frihedshungrende løbepacifist sejrede, da hun alligevel stak af i 1½time ud over stepperne på Amager. Trods tiltagende tåge og dis. Og om lidt stikker hun i byen på nydelsestur. Til hendes forsvar faldt der adskillige projektbrikker på plads under løbeturen. Det sker jo.

Og tak for jeres søde kommentarer. Jeg håber, arbejdsfascisten giver tid til at svare.

 

by - 2 kommentarer

Hverdagens små lyksaligheder

Når man ser bort fra succes’er i arbejdslivet, skal der forbavsende lidt til at puste min livskvalitet op som en ballon. Faktisk er jeg egentlig nærmest beskeden.

Efter flere måneder med lyset på halvt blus i køkkenet, huskede jeg endelig at købe de to manglende pærer. Jeg kan se min mad nu!

Jeg cyklede afsted med en opgivende attitude for at købe fødselsdagsgave til nevø, 15 år. Og fandt noget rigtigt i første hug!

En mand med lysegrå hættetrøje råbte efter mig, som jeg kom cyklende. Jeg vendte hovedet med et hovent fnys, som om det sker hele tiden, at mænd råber efter mig. Og han kom fræsende med den hue i hånden, som vinden i ubemærkethed havde blæst af mit hoved.

I dag har jeg husket at købe tandbørstehoved. (Få dig nu et liv, spade)

Væltede mit yndlingskrus på gulvet og smadrede det i tusind stumper. Jamen der var kun én ting at gøre. En resolut beslutning, afsted til Vesterbrogade, og de havde den. Yndlingskoppen. Så jeg købte to. Jo, det må man godt.

Jeg overhalede og løb fra en pige, der var 1000 år yngre end mig og som havde fin løbestil, på vej ud af Ørestads Boulevard i mørket.

En mørk efterårsaften med ovnstegte rodfrugter og varme på radiatoren

Ja, der skal ikke meget til, vel? Jeg sagde jo, jeg var nem.

by - 9 kommentarer

Man må godt være lidt stolt, ik?

Når nu man har været med til at arrangere en konference. Som handler om et projekt, jeg er projektleder for. Og som folk så gerne ville med til, at der var en alenlang venteliste. Og hvor alle gerne ville bidrage med oplæg og sige kloge ord i en paneldebat. En arbejdsproces, som på en måde bare lige er begyndt.

Nej, jeg er ikke stolt på ‘se-mig-hvad-jeg-har-lavet’ måden. Jeg er bare så stolt af at være en del af det her arbejde. Jeg er stolt af at se det, jeg har drømt om, begynde at gro i sundhedsvæsenet. Og omkring sundhedsvæsenet. At mærke regioner ville det samme. At mærke regioner og patienter tage hinanden i hånden og invitere kommuner og praktiserende læger ind den lune stue. At private virksomheder og uddannelsesinstitutioner står klar og melder ind. Alle mine erfaringer fra årene som sygeplejerske, og alle mine erfaringer fra universitetet sammen med alle mine erfaringer som patient og som pårørende, når min mor eller far har været syge. De kommer allesammen i spil og går på en eller anden måde op i en højere enhed. Og det giver bare så skidemeget mening.

Jeg er stolt af at få lov til at arbejde sammen med så mange kloge og dedikerede mennesker. Og jeg bliver så kisteglad over alt det engagement, der bliver kastet på bordet. Hele tiden.

Det var bare det, jeg ville sige. Hvis I vil, kan I jo høre lidt på Harddisken.

by - 0 comments

Bang, så blev det mørkt!

Same procedure as every year. Den vintertid rammer mig som en forhammer. Og nu har vi brugt det så længe, at jeg ikke engang kan tage stilling. Er jeg for? Eller i mod? Aner det ikke. Skal det afskaffes? Måske vil jeg bare gerne have sommer. Eller i hvert fald lys hele året.

Jeg startede dagen med en klassiker. Slog øjnene op klokken kvalme og kommanderede dem omgående i igen. Men de klappede op, øjnene, mens jeg udkæmpede et mindre slag med mig selv. Dumme lille stresshjerne, så sov da for satan, skældte jeg. Med et opgivende suk fandt jeg Kindle-readeren og min nye Murakami roman frem, krøb om på siden, langt under dynen og læste. Det var jo søndag. Men jeg var for vågen. For vågen og for sulten. Så jeg gav op og tog hul på den søndag. Og nå ja, lige netop denne søndag må man så gerne vågne klokken fem. Fordi klokken på en måde er seks. Og det er seminormalt at vågne klokken seks, selvom det er søndag. Jeg ved godt, at det for mange er tættere på vanvid at starte en søndag så tidligt. Men det er sådan en brist, jeg har

Mailsystemet på mit arbejde var annonceret til at lukke ned søndag aften. De tror, folk holder fri? Så blev dagtimerne omsat til arbejdstimer. Og min løbetur udsat til senere. Pyt, var jeg på nippet til at tænke, indtil min svoger venligt mindede mig om noget halvmaraton i Randers i slutningen af november.  Jeg havde næsten overbevist mig selv om, at løbet ikke blev til nget i år. Men det gør det, og vores tradition med halvmaraton og julegløgg første søndag i advent holder. Velkommen til vintertid.

Så det blev en mørketur. Bælgmørketur. Uf, dem kommer der mange af. Aftener hvor intet lokker. Hvor intet frister mig udenfor. Hvor et normalt tænkende menneske ville lade sig opsluge af en lun stue og en blød sofa. Og hvor jeg alligevel får mig sneget i løbetøjet og dribler ud i mørket. Det er for mørkt på Fælleden. Jo det er, også med pandelampe. Så jeg holder mig for det meste til oplyste veje. Og det betyder biler og trafik og løse mennesker.

Men det blev en okay tur rundt om Fælleden, ud og runde Christianshavn og hjem langs Kalvebod Brygge. Med kun en enkelt note to self: Lad aldrig fristelsen ved oplyst rute lede dig gennem Christianshavns Torv igen. Vel?

Og nu er jeg søvnig. Klokken er jo på en måde også tyve minutte i midnat.

by - 4 kommentarer

En dag i oktober

Jeg så hende stå foroverbøjet ved en reol længere fremme. Hun rakte mod den nederste hylde, hvor den billige vin i papkartoner stod. Da hun havde valgt to, rettede hun sig op og vendte ansigtet mod mig. Hun så ældre ud, end jeg troede. Eller måske bare meget brugt. Hærget af et liv. Håret havde farve som små mus og hang tjavset om hendes kinder. Det var mat, som om livet langsomt var ved at forlade det. Huden var grålig på den måde, hud kan blive det, hos mennesker der sjældent begiver sig ud i fri luft.

 

Det var hendes klæder, der havde fanget mit blik. Hendes slidte basketstøvler med snørebåndene løse til begge sider. Hun var iført, hvad der engang blev betegnet som joggingbukser. Løsthængende med elastik i livet og ved anklerne. Bukserne var mønstrede, men mange års slid havde kørt spor hen over dem, så hverken mønsteret eller farver længere stod klart. Men det var ikke det. Det var kimonoen. Eller morgenkåben. En blomstret morgenkåbe af nylon. Stoffet havde kvadratiske stikninger med hvid tråd, og de lavede spor på kryds og tværs med løse tråde, der slangede sig ud i kaotiske mønstre.

 

Hun rettede langsomt sine mørke øjne mod mig.  Alt ved hende var langsomt. Hendes blik strammede til, og hun så mig direkte i øjnene, inden hun vendte sig om for at gå mod kassen med sine vinkartoner. ’Hvad glor du på’, hvæsede hun. Mens hun på usikre ben bevægede sig langs reolerne. Kimonoen flagrede omkring hende, og på vejen lagde hun en usikker hånd på en hylde.

 

Jeg stod tilbage. Som en voyeur blev jeg ved at betragte hende. Lidt lammet af det armod, der strømmede fra hende. Hvor gammel mon hun var? Da jeg så nøjere på hende, virkede hun yngre end mig. Hvorfor stod hun der, en dag i oktober, i kimono, for at gribe to papkartoner med billig hvidvin?

by - 3 kommentarer

Eller måske er jeg bare en skide skruebrækker?

Livet i overhalingsbanen begynder at tære en smule i de indre kuglelejer. Forleden kapitulerede jeg allerede kvart i ni og kravlede under dynen. For at vågne ni timer senere. Med sovekammerøjne resten af dagen. I morges vågnede jeg med et sæt klokken fem, fordi jeg kom i tanker om en eller anden detalje til mandagens konference. Alle forsøg på at vride øjenlågene plads over øjnene mislykkedes, så jeg stod op og ordnede detaljen. Ja, faktisk startede jeg med at arbejde med det samme. Og her sidder jeg endnu. Og laver tastaturgymnastik og taler i telefon med en uendelig række af skuffede mennesker, som ikke fik plads til vores konference. Ind imellem forsøger jeg at lave research og læse rapporter til et andet projekt.

Måske er jeg i virkeligheden bare en skide skruebrækker? Som tager arbejde ud af hænderne på folk. Som rager alle de spændende opgaver til sig i bunkevis. Eller som begraver sig i arbejde af årsager, som den samlede psykologstand nok kunne få et og andet ud af. Er der noget galt i at sidde og glæde sig til juleferie i oktober, måske? Eller til weekender efter den 10. november? 10. november? Jo, for 10. november er Store Deadline Dag. For de første fire projektbeskrivelser. Den dag, jeg bilder mig ind, at jeg kan trække vejret helt ned i maven og marinere mig i rødvin. Eller skal jeg vente til 1. december med marineringen, hvor næste Store Deadline ligger?

Jamen hvad er så vigtigt, kan man spørge sig selv? En stille revolution i sundhedsvæsenet er det. Det handler om patient empowerment og telemedicin, og på mandag går vi i luften med en konference i Danske Regioner. Hvis man er nysgerrig, kommer der et tema i næste udsendelse af Harddisken på P1, og der kommer artikler i Computerworld og Ugeskrift for Læger. Og sikkert mange flere steder, hvor jeg ikke plejer at optræde. Vi har hyret et filmhold, som vil lave tre små film fra konferencen til Danske Regioners hjemmeside, så log på og nyd dem. Engang i næste uge. Og nyd tanken om, at det danske sundhedsvæsen står sammen om en lille revolution sammen med patienterne.

Til alle jer derude, jeg ikke får ringet til: Undskyld. Jeg vender frygteligt tilbage.