Category Archives: Hverdagsliv og alt det andet

by - 8 kommentarer

Vinterbrølet

Jeg ved det godt. Det er et vilkår, når man lader sig føde på nordlige breddegrader og ikke forlængst er flyttet herfra. Og jeg skal bare lige have lov at få det overstået. Så lover jeg, at jeg vil anstrenge mig for ikke at underholde om mit forhold til vejret ret meget mere i år. Så here comes: JEG HADER VINTER. Jeg hader sne, jeg hader slud, jeg hader mørke. Har jeg nogen sinde haft et romantisk forhold til sne, blev det endegyldigt kvalt sidste år. Jeg bandede hele vejen hjem i aftes over at få slasket noget halvfrosset vand i hovedet hele tiden. Og jeg bandede endnu mere i morges, da jeg trissede cyklen ud af skuret, – og fandt dybfrosne gear og bremser. Hvad skal alt det til for. For fanden da – vi er ikke i december endnu, og der er næsten to måneder til jeg flytter væk fra landzonen.

Nåmn, jeg fik tøet forbremsen op, så jeg kunne balancere gennem fastkørt sne til stationen i ét gear. Der sad uhjælpeligt fast. Og så har de kastet rundt med nogen køreledninger igen derinde i byen. Så jeg måtte stå i 25 minutter på en kold station og vente på det der s-tog. Og nu sidder jeg her og MÅ have luft, inden jeg dribler videre med mine projekter. Ellers ville jeg bare sidde og skumle højlydt ved tanken om den stivfrosne cykel, der nu står i cykelskuret. Og som jeg skal have til at balancere mig hjem igen i frost og buldermørke. Så jeg kan komme hjem og overstå dagens løbetræning i mørke og smat og sne. Jeg hader det, jeg hader det, jeg hader det.

En af mine venner i Italien fortalte mig for mange år siden, at jeg da skulle flytte ned til ham. Så ville der både være varme og bjerge lige in the neighbourhood. Men det gjorde jeg så ikke. Så jeg må lide mig igennem vinteren – og brøle lidt en gang imellem.

Og kippe med humørstangen over at jeg er velsignet med en ven, som midt i mørketiden finder på det her. Og når jeg er allersurest over det der vejr, som jeg alligevel ikke kan gøre noget ved, så kan jeg sidde og bladre i mine bjergbøger og lægge planer for sommeren.

by - 2 kommentarer

En aften i linje E

Sikke en aften i går. Vandet fossede ned fra himlen i rå mængder, og vinden peb om hushjørnerne inde i København. Jeg havde været på cyklen til Glostrup til et heldagsseminar. Bagefter tågede jeg lidt rundt derude i Glostrup og omegn for at finde ind til Frederiksberg. For pokker da – hvornår lærer jeg at følge de autoriserede veje og lade være med at udforske stier, der narrer mig til at tro på smutveje. De bluffer, gør de. Men jeg måtte til Frederiksberg til hyggeaftale med min Sofie. Som er ved at have den fineste runde mave.

Hen på aftenen trak jeg i hele cykeludstyret. Og skumlede lidt ud mod det der vejr. Jeg skulle omkring Østerbro og hente en liter dyr og lækker friskpresset olivenolie, direkte fra Italien. Og styrede mod Svanemøllen station, for cykle hele vejen hjem i det inferno – det gad jeg bare ikke. Da jeg bar min cykel ned ad trapperne på stationen, passerede jeg en lille støvet fyr med en bajer i hånden.

Hva’ fanden, råbte han, har du ikke en mand, der kan hjælpe dig?
Næh, sagde jeg grinende.
Jeg vil gerne hjælpe dig resten af livet, råbte han, lyder det ikke godt?
Det lyder fint, sagde jeg, tak for det.

Han steg ind i samme vogn som mig. Her sad en anden støvet fyr og læste avis ved cykelstativerne. Her slog han sig ned på gulvet, og jeg satte mig lidt væk. Først sludrede de om løst og fast, mens jeg funderede lidt over de to skæbner i flexrummet. Pludselig råbte min hjælpsomme ridder højt. Og den anden bad ham holde mund og opføre sig ordentligt. Den første råbte, at han havde besteget bjerge i sin ungdom og var stærk. Så han skulle ikke slå.
Du skal alligevel opføre dig ordentligt, sagde den anden fyr. Den første råbte videre, at han havde været tortureret, da han var i krig. Og at han var ligeglad. Konen havde forladt ham og børnene var voksne, så han ville bare drikke sig ihjel. Og råbte igen, at den anden ikke skulle prøve på at slå ham. Han rykkede lidt væk og satte sig på et sæde. Og mumlede lidt videre i skægget, mens han drak af sin øl. Den anden læste tavs og koncentreret videre i avisen.

Og jeg tænkte lidt over, hvordan skæbner kan føre ad forskellige veje. Hvor trist at sidde der i linje E med sin bajer og være ligeglad. Hvor trist at have sluppet tøjlerne i sit liv. Og bare sidde der med desperationen fløjtende ud af alle porer. Selvom børnene er blevet voksne og konen er væk. Han kunne godt have brugt et lille kram, men ingen får lyst til at give ham et.

by - 5 kommentarer

Mandeweekend

Jeg er strømførende igen. Og jeg har brugt formiddagen på at læse blogindlæg, som den sidste uge har snydt mig for. Nu er jeg næsten opdateret på blogfronten. Min ultimative hadesæson er sat ind. Vi er ikke engang i december endnu, og alligevel er det meste dækket af en gang klam, våd, tung sne. Jeg hader det. De næste måneder vil jeg drømme om varme himmelstrøg og sommer, mens jeg frysende klamper af sted på min cykel ad en natsort Kongevej. Jeg vil lukke øjnene, mens jeg snører løbeskoene. Og undgå at tænke over, hvor våde mine fødder bliver, eller hvor kold min næse er. Lige så meget som vinteren kommer bag på mig hvert år, ved jeg at den forsvinder igen. Det sætter jeg så min lid til igen i år.

Mandeweekend, står der. Det er nemlig det, der er her på matriklen. Næ nej, der er ingen amoriner i luften. Jeg er bare beriget med et par solide venskaber, som sætter sig på min weekend. Henrik lærte jeg at kende, da jeg engang havde ham med på en bjergbestigning i det nordlige Indien. Vores venskab er funderet i rejser og bjerge. Og har udviklet sig til noget fællesskab omkring musik og mad også. Han var netop vendt hjem fra en tur i Nepal, og det var fint at høre nyt der fra. Om lidt kommer min gamle løbe-buddy, John, som jeg har delt ufatteligt mange løbeture med i Århus og omegn. Dengang jeg kunne følge med. Han er sådan en, som kommer hjem fra Frankfurt og er skuffet over en tid på 3.04.. Han gider godt vente på mig en gang imellem. Men ham har jeg også fået lokket af sted til noget bjerge. For et par år siden tog han på sin første trekkingtur – og var solgt. I februar rejser han til Argentina for at bestige Aconcagua. Og mon ikke vi skal fortabe os lidt i gamle billeder? Og genopleve nogle uger på det bjerg? Det tror jeg nok, vi skal.

Jeg elsker mine veninder. Og jeg har nogen rigtig gode nogen af slagsen. Men jeg har altid haft mandevenner. Som barn var det bare sjovere at lege med drengene. Og øh, det var det vist også som voksen. Der har været flest mænd i mit løbeliv. Og kun mænd i mit bjergliv. Længe havde jeg en drøm om at lave en kvindeekspedition, men jeg opgav. Der er for få kvinder, der vil lave selvstændig bjergbestigning. Eller – er der nogen overhovedet? I Danmark, mener jeg? Jeg har haft en del kvinder med på de ekspeditioner, jeg har guidet, men jeg har ikke kunnet finde nogen, som ville være med til en selvstændig tur. Så det blev drenge.

Men weekenden bliver bjergene på billeder sammen med passende mængder god rødvin. Og minder blandet med nye drømme. Og et par våde, klamme løbeture i det der sne.

by - 1 kommentar

På tur i den gamle computer

Det kan have sine fordele at have erfaringer fra Humla. Når nu man sidder i Birkerød med en udslukt computer. To måneder, hvor bloggen levede i bedste velgående, selvom jeg befandt mig langt ude i ødemarken uden strøm eller internet. Hvabehar? Næ hov – hvordan kan jeg så skrive det her, hva? Jo, jeg har faktisk en anden og strømførende computer. Den har bare opgivet det der med at have forbindelse til internettet. Hvorfor aner jeg ikke. Men skrive kan den. Eller jeg. Eller hvordan nu?

Den er ældgammel, min computer, og pludselig driver det hele af nostalgi. Jeg sidder ved tastaturet og bliver helt lang i blikket. Og stille. Her skrev jeg speciale i antropologi, og hele mit feltarbejde ligger stadig her og putter sig. Timelange interviews med de overvægtige kvinder, der var med i mit projekt. Jeg transskriberede egenhændigt i endnu flere timer og gemte det hele på min gamle laptop. Her ligger flere hundrede sider dagbøger og optegnelser fra feltstudier i kvindernes hjem og i det livsstilsprojekt, de deltog i. Og der er hundredevis af sider med analyser af interviews, dagbøger og optegnelser. Jeg fortaber mig langsomt i alle mine gamle overvejelser, ideer og teorier. Jeg levede med kvinderne og deres familier og alle de tanker om fremtiden, de delte med mig, i måneder. Jeg var med dem til motion, til madlavning, til jordemoder og hjemme i deres huse. Pludselig savner jeg det antropologiske projekt. Det der liv med fordybelse. Det der liv, hvor jeg kan grave mig ned, lukke mig op og gå på opdagelse i en flig af verden. Der er så meget liv gemt i de dokumenter. Min projektbeskrivelse til det phd-projekt, jeg aldrig gjorde alvor af. Den ligger der jo stadig. Og der er stadig ikke nogen, der har lavet den forskning. Måske en dag?

Jeg surfer rundt i dokumenterne og finder gamle artikler. Gamle breve til kærester, der forsvandt. Jeg har glemt, hvorfor det gjorde mig ked af det. Livet er gået videre uden dem. Digte, sørme. Jeg havde helt glemt det med digtene. De får nok lov til at blive liggende i fred og ro. Jeg finder gamle noveller og begyndelsen til en bog. Jeg har altid skrevet. Dagbøger, historier, artikler, noveller, rejsebreve, blogs.

Hvorfor mon skrive så meget? Hvad skal det til for? Jeg ved det ikke. Det er bare noget, jeg må. Jeg har altid gang i en lækker notesbog. Og den skal være lækker på den indbydende måde. Bare så jeg altid kan skrive, når skriveånden vælter over mig. Noget af det er udgivet, det meste ligger her. Eller der. Eller er kommet i de blogs, jeg har bestyret. At skrive er mere end en ventil. Meget mere. For mig er det en måde at lære på. Når jeg skriver kommer der mere orden i sagerne, og jeg ser verden anderledes. Mens jeg skriver, skifter verden farve. Det var nok derfor, jeg skulle være antropolog. Antropologer skriver.

Og her ligger billeder, jeg ikke har kigget på i årevis. Billeder af mig og mine unger fra før, verden gik af lave. Billeder fra utallige bjerge og fra fjerne egne af verden. Billeder fra fantastiske ture i Italien og Frankrig. Billeder fra kajakkursus i den svenske skærgård. Her er billeder fra fødselsdage, hvor vi alle sammen ser meget yngre ud, og her er billeder af længe glemte kærester. Og pludselig et billede af mig med glad mexihat fra sommeren 06 fra det års festival i Skanderborg, som I får, når jeg kan igen

Hvor er der meget liv i sådan en gammel computer.

by - 7 kommentarer

Når der går dogme i kommunikationen

Der er lidt stille nu. Og det er lidt ufrivilligt. Jeg rejste gennem landet i sidste uge og havde egentlig bestemt mig for at bruge togturen hjem til noget produktivt arbejde. Men jeg forfaldt til min roman. Jakob Ejersbo’s tredje bind i Afrika-trilogien. Og så blev jeg opslugt i tre timer, mens computeren stille og slukøret stod helt alene på bordet. På Hovedbanegården steg jeg kækt ud af toget. Temmelig optaget af, hvordan min videre færd mod Birkerød ville gå. For slet ikke at tale om de sidste 5 km fra stationen. Jeg mener, med dinglende køreledninger und alles, kunne det godt blive en lang tur. Men det gik helt glat. Alt spillede sammen, og til min store overraskelse bød man også på en helt usædvanlig direkte bus fra stationen til hjemadressen.

Og så var det, at jeg åbnede min taske. Og indså at ledningen og strømforsyningen til min lille bærbare – lå på sædet i toget. Som altså var fortsat til Lufthavnen. Og der ligger den såmænd nok endnu. I hvert fald er den ikke dukket op som hittegods. Selvom jeg nærmest kimer DSB sønder og sammen i min abstinenskrise. Jeg kan jo hverken blogge, gå på Facebook eller arbejde. I nævnte rækkefølge. Jeg er kort sagt på en kold tyrker. Og der er ingen udsigt til, at der kunne ske nyt i sagen før torsdag. De er venlige nok. Og meget hjælpsomme. Men de har deres rutiner.

Så det er helt gammeldags telefon eller ringen på døren, hvis man vil have kontakt. Eller måske endda et julekort? Mig? Jeg sidder hjemme og læser i min roman. Og reflekterer lidt over, hvor meget tid der egentlig bliver slugt af sådan en lille bitte computer. Sådan til daglig. Når man har strøm.

by - 4 kommentarer

En god hårdag

Jamen så sidder jeg her. Med nyt lækkert hår, iført nyt lækkert undertøj. Ja, ja – stands bare fantasierne. Jeg har da også noget udenpå. Og det føles da godt, gør det. Min frisør brød sammen af grin, da det var mig med lange slidte hårspidser, der trådte ind af døren. Hahahahaha, spruttede hun, bliv bare ved med det der. Du bliver aldrig rigtigt integreret. Hun kommer fra Iran for 25 år siden, skal lige siges. Jeg er stadig langhåret, men nu med noget chikt pandehår. Det ser sgu meget godt ud.

Dagen startede faretruende, da jeg intetanende luskede mig ind på Birkerød station for at drage mod Århus. Yrk – nogen køreledning var slasket ned på Østerport, så toget kun kørte dertil. Og standsede ved samtlige stationer. Jamen, jeg kunne da ikke nå mit tog så. Hvor min kollega Lene ville vente. Et hurtigt logistisk regnestykke sagde: Hop af i Lyngby, hop på en taxa og bed ham trykke speederen i bund og jumpe over køerne. Og det gjorde han da. To minutter i afgang styrtede jeg ned på perronen på Hovedbanegården. Og nåede det. Derefter åndede alt fred. Vi nåede vores møde. Som var fint. Og jeg nåede mit nye hår og sidder nu installeret hos veninde, som havde en aftenaftale. Og det er rigtig fint, for jeg skal liiiige pudse morgendagens forelæsning en smule af.

Og så er det bare hyggeligt at være lidt i Århus. At tusse rundt i gaderne og hilse på gamle kendinge. Så arbejder jeg videre med min integration, når jeg vender tilbage til mit nye hjemland på lørdag.

by - 8 kommentarer

Så tager vi lige den ske der i den anden hånd

Jeg forfalder let til noget post-klimakterielt tudefjæs, når mørketiden vælter ind over mig. Sådan som: her-sidder-jeg-alene-og-halvgammel-uden-kæreste, og jeg-sidder-helt-alene-langt-ude-på-landet, og mit-arbejde-fylder-alt-for-meget-så-jeg-aldrig-når-at-træne-eller-være-sammen-med-dem-jeg-har-det-sjovt-med. Fyld selv listen ud.

Men det skal være løgn, ja det skal. Satme om jeg gider spilde min tid på den måde. Når det hele nu kan være meget sjovere. Så jeg kørte mig igennem en gang mental storvask. Hvor tudekiksene males til pulver og gladhatten findes frem. Og nu kan jeg præsentere et nyt og bedre (sjovere?) menneske.

NU er der bestilt tid hos frisøren. Jeg annoncerede jo, at jeg ville tage mit hår med til sådan én, da jeg kom hjem fra Nepal for…2½ måned siden. Og jeg er stadig ikke fuldt integreret på Djævleøen, så jeg dribler til min gamle frisør i Århus, når jeg alligevel er til møde derovre i morgen.
Selvom ingen bliver lukket ind til mine indre klude (for slet ikke at tale om bar hud) for tiden – har jeg droppet det nussede gamle undertøj og investeret i noget nyt og lækkert. Man ved jo aldrig, vel? Og det gør jo ikke hverdagen dårligere, at man kan føle sig sådan lidt grundlækker ind imellem. Selvom de andre ikke kan se det. Hold nu bare op med at lade stå til på lækkerfronten.
Og så er det jo bare at arrangere dit og dat med alle dem, der gider. Musik, mad, løb – you name it. Som vi gjorde i søndags.

Det der med langt ude på landet – har jeg jo gjort noget ved. Det går helt over den 17. januar. Jeg var tæt på at falde i gryden med forestillinger om manglende overskud. Åhhh (hånd-på-pande-ikon) hvordan skal jeg dog overskue at pakke det hele sammen og flytte – og pakke det hele ud igen. FLYTTEFRI! Det kan man nemlig få. Og vupti – har jeg streget den næste dag ud og skrevet FRI. Flyttemand bestilt – tjek. Børneungerne kommer til flyttemad – tjek. Datoen er meldt ud til vennerne – som altså ikke skal flytte så meget som en lille bitte kasse. Bare hygge-nyde. Tjek der også.

Træning? Er en logistisk udfordring. Når jeg sidder her i Hillerød til 18-19-20 stykker om aftenen. Og det bare er sortemørkt udenfor hele tiden. Og koldt. PANDELYGTE! I går cyklede jeg som et levende juletræ. Magnetlygter ved hjulet, stærk lygte på styret og stærkt lys i panden. Hold da op, hvor de biler og den sorte cykelsti bare kan komme an. Jeg fløj hjem. Og tænkte at jeg burde løbe. Men nej. I stedet stod jeg tidligt op. Sprang i løbeskoene Og susede ud i den mørke morgen. Som langsomt blev lysere. På hjemvejen var det lyst nok til at løbe forbi Sjælsø, som var fuldstændig betagende. Stille, blank, næsten lysende. Og min morgen er skudt igang på smukkeste vis.
Løbeskoene kommer med i kufferten, når jeg smutter til Århus i morgen, og så må jeg jo finde mig en stund eller to at smutte rundt i Århus. Torsdag er der møder og overnatning hos en gammel veninde, og fredag holder jeg oplæg på universitetet og overnatter hos en anden gammel veninde og studiekammerat. Inden jeg suser hjem igen.

Så – et lidt hæsblæsende menneske. Nu med overskud. Og helt klar med noget and til i aften, når Morten (ikke Bisp) og Ninja’en kommer til Birkerød.

by - 2 kommentarer

Forestillinger om et hjem

De sidste fire-fem år har jeg af forskellige grunde boet på mere eller mindre midlertidig facon. Næsten med et strejf af noget tillempet bohemeagtigt. I midlertidige lejligheder, fremleje og hos gode venner. Det har været hyggeligt, sjovt og spændende, men det gi’r en lille uro under hjertet. En lille uro, der gør at jeg ikke rigtigt slår mig ned. Aldrig får pakket de sidste kasser ud. Og aldrig får hængt alle billederne op. De skal jo ned igen. Fornemmelsen af at skulle videre og væk forsvinder aldrig helt. Jeg slog mig aldrig rigtigt ned i Birkerød. Faldt aldrig rigtigt til. Og gav det måske aldrig en rigtig chance. Jeg skulle jo væk, vidste jeg. Jeg fik aldrig den der ‘hjem’-fornemmelse i Birkerød. Der er sikkert ikke noget som helst i vejen med Birkerød. Ud over, altså, at det ligger ret langt fra alting. Og tilflyttere er her ikke mange af.

Det sidste 1½ år har også været en udforskning af hovedstadsområdet. For at finde mit rigtige hood. Jeg startede i Holte hos nogle gode venner og fortsatte i Birkerød. Jeg måtte finde ud af, om jeg skulle prioritere skovene og naturen i hverdagen. Men det blev for langt væk. Nu kan jeg med sindsro flytte ind til København. Det er der, jeg skal høre til.

Nu laver jeg mig et hjem. Nu – om snart to måneder – flytter jeg ind i min lejlighed i Sluseholmen. Og bliver boende. Der er ingen udløbsdato på lejekontrakten. Jeg har en helt ny følelse i maven over at planlægge denne flytning. Endelig, endelig behøver jeg ikke være parat til at tænke videre frem hele tiden. Endelig kan jeg flytte ind med hud og hår og trylle lejligheden om til mit helt specielle sted. Jeg kan begynde at høre til. Blive sådan en, der bor i Sydhavnen. Som ikke har længere til byen, end jeg kan nå til koncerter/foredrag/teater/biografture/brunch med ungerne – og alt det andet, som jeg har storsavnet her ude på landet. Jeg bliver igen sådan en, som altid er klar med te eller kaffe til dem, der smutter forbi. Som igen har folk siddende med rødvin i køkkenet, mens jeg svinger grydeskeerne. Sådan en som gider have hjemmebagte boller liggende, fordi der kommer nogen og spiser dem.

Nu går jeg og nusser huset klar til fotografering og fremvisning. Den lille have er blevet friseret. Havemøblerne er ryddet på plads i skuret. Jeg har ligget på mine knæ og krattet mos op mellem fliserne. Og gulvene er støvsugede. Nu kommer der et par måneder med orden og renlighed, så huset altid er klar til fremmede. Så Inger og Knud kan få solgt deres lille hus i Birkerød. Når jeg nu stikker af.

by - 4 kommentarer

Cybervenskaber

Ind imellem bliver der delt hug ud til Facebook og cyberspace i pressen af kommunikationsfolk og andre, som synes de skal mene noget. Facebook-venskaber bliver problematiseret og de digitale kommunikationsformer får fingeren nedad. Venskaber på Facebook er kunstige og overfladiske og kommunikationsfolk advarer mod langvarige skadevirkninger af internetbaserede relationer.

Men jeg vil nu godt klappe internettet lidt på ryggen. Internettet kan noget, faktisk. For 1½ år siden rykkede jeg mine jyske teltpløkke op. De havde ellers været fast forankrede i Århus. Her havde jeg levet mit liv med universitetet, arbejde, løb, veninder og noget af min familie. Her var alle mine rejser udgået fra. Her var jeg vendt hjem til hele tiden. Jeg er rigtig jyde. Jeg er født der, jeg taler ærke-århusiansk, og jeg har ikke helt vænnet mig til at tænke hjem, når retningen går mod København.

Og nu flyttede jeg så. Når man planter sig selv om på den måde, står man sådan en smule mutters. Jo jeg havde da venner i København, og jeg startede mit liv på Djævleøen hos Bo og Helle i Holte. Og ungerne havde jeg jo. Pludselig helt tæt på. Men venskaber skal skifte karakter fra sådan nogen man ser en gang eller to om året, og man må simpelthen i gang med at bygge noget dagligdags netværk op. Man må til at støve nogen op til biografture, koncerter, foredrag, løbeture og rødvin. Man skal sende rødderne ned i den københavnske muld og vænne støvlerne fra det jyske. Og selvfølgelig holde fast i trådene til det gamle liv. Jeg har ikke de der små børn, som ellers kan være indgangsbøn til nye relationer. Ingen forældreråd, ingen forældremøder, ingen udvekslinger af børn på besøg hos hinanden. Kort sagt er det et helt andet job at plante sig selv et nyt sted, når man sådan er blevet voksen på måden med voksne børn. Man må ud og gøre sig en helt anden indsats. Selv. Uden krykker.

Jeg fik nye kolleger, og nogen af de nye kolleger voksede sig til noget mere end rent arbejdsfællesskab. Men ved at melde mig på banen til forskellige sammenhænge og begivenheder på Facebook fik jeg Facebook-venner, hvor en betragtelig del af er vokset videre til rigtige venskaber af kød og blod. Nemlig sådan nogen man kan løbe en tur sammen med, tage på ferie med eller mødes til rødvin med. Nogen man kan grine sammen med, og som følger lidt med i mit liv. Nye liv, jeg følger med i. Og ud af bloggen vokser der relationer og fællesskaber, som kravler fra cyberspace ud i den friske luft. Nysgerrige rundture i bloguniverset fører nye møder med sig. Og jeg møder nye mennesker, som gør mig klogere og mit liv lidt sjovere. Og lige så stille vokser der et netværk frem, og måske bliver jeg også langsomt så’n en københavner?

by - 3 kommentarer

Vintertid og lange dage

Så blev der ellers slukket for lyset. Og det blev bælgravendemørkt, når jeg skal hjem fra arbejde. Sådan helt sortmørkt under træerne. Jeg havde fuldstændig glemt, hvor sort Kongevejen er i vintertiden. Der er ikke samme fart i cyklen, når synsfeltet snævres ind, så man kan nå at sende rigtig mange taknemmelige tanker efter de bilister, som blænder ned. Og mopsede hvæsetanker efter alle de andre. Jeg er nattedum. Mine øjne har bare svært ved at lynjustere mellem lys og mørke, og bilernes lange lys gør mig fuldstændig muldvarpeblind. Sådan uden varsel.

Jeg havde ellers lovet mig en tur hjem i toget. Fordi der var annonceret en masse regn og vind, og fordi jeg arbejdede igennem til klokken var over syv. Sad og analyserede spørgeskemaer, som vi skal bruge i dag. I mit næste liv vil jeg være i god tid. Altid! Men klar blev de, skemaerne og analyserne. Da jeg så endelig stak snuden udenfor i efterårsluften, var der overhovedet ingen regn. Og jeg led da pludselig voldsomt af lufthunger efter mere end 10 timer på kontoret. Togturen blev droppet, og jeg begav mig ud i mørket. Jeg styrede i grøften en enkelt gang. Efteråret finter mig med blade overalt. Cykelsti, rabat og grøft går i ét. I hvert fald, når det er nattemørkt. Nåmn – man falder da blødt på de der blade.

Hjem til noget rigtig sen aftensmad med computeren i skødet foran tv’et. Hvor en dirigent fra Nordsjælland kaldte rørte tårer frem, fordi han drog til Voldsmose for at samle folk til et stort kor. Altså var der bare flere af den slags mennesker. Han fik både bøllebob’erne og førtidspensionisterne til at lyse. Og synge. Og så tumlede jeg i seng.

Nu sidder jeg her i løbetøj og får noget træning til at passe ind i en skør uge. Jeg skal have friske ben på søndag, så jeg løber bare til og fra toget. En 4-5 km i hver ende af togturen, så det har også ret. Det bliver vist ugens muligheder for løb.