Startede sidste feriemorgen med en svømmetur rundt om hele to blokke. Og helt ud i havnebassinnet, hvor bølgerne fra havnebussen et par øjeblikke gjorde mit liv lidt mere spændende. Men vi kom overens, bølgerne og jeg. Og jeg fortsatte ind i de stille kanaler gennem mit morgenstille nabolag.  Brandmændene har endnu ikke holdt deres august-indmarch, og alt ånder fred.

Jeg har sjældent holdt fire ugers ferie uden at fjerne mig betragteligt fra de hjemlige breddegrader. Men når jeg nu har bosat mig midt i legeland, er det en fest med hjemmeferie. En helt overordnet status på ferien er, at jeg virkelig, virkelig, virkelig har fået den pause, jeg havde brug for. Og fire uger er en pause, der kan mærkes. Der er fred langt ind i sjælen. Jeg har forsigtigt åbnet min arbejdsmail. Som til min store overraskelse også har holdt pause. Eller måske bare har lukket for indgangsdøren? Der ligger forbavsende få mails og venter. Og jeg har indrettet mig med en sidste feriedag en mandag, hvor jeg langsomt kan pejle mig ind på noget arbejdsliv igen. For ikke at belaste min pausevante organisme for meget, har jeg så også streget fredagen, hvor jeg drager til Jylland til det årlige familietræf.

Et af projekterne i ferien var at få mere rutine med havkajakken. Når nu jeg har alt det vand udenfor døren. Det har været en ubetinget succes. Kajakkurset og ø-turen i det sydfynske var fantastisk. Vejret gik totalamok hele ugen. Og jeg vil tro, at jeg var den eneste dansker, der kunne juble over det. Jamen sikke en chance! Tænk at træne bølger og møgvejr med en gruppe omkring mig og en skidegod instruktør til at redde min røv. Hvis noget skulle gå galt. Og det gjorde det jo ikke.

Jeg har set Lolland. Det behøver jeg så ikke at gøre så meget mere ved. Så ved jeg det.

Skriveprojektet er slet ikke gået, som jeg havde planlagt. Det gør sådan noget sjældent. Det rystede mig, at alle mine gamle skriverier og dagbøger fra sygdomstiden kunne sparke mig mentalt til hjørne. Som en tudemarie måtte jeg bøje nakken og kaste håndklædet. Og i stedet holde pause i vandet omkring de sydfynske øer. Sådan var det så bare, og jeg greb igen tastaturet efter en uge på vandet. Jeg arbejdede godt og havde timelange snakke med en god ven, der langsomt satte sit præg og ændrede processen. Til noget helt andet. Og jeg var bare glad for at have skrevet hele to specialer, fordi jeg så har prøvet at være i skriveprocesser, der ændrer sig. Status? Jeg er alligevel nået et stykke. På en helt anden måde, end jeg planlagde. Der er langt igen. Men jeg har en plan. Og snupper et par uger engang i efteråret.

Mine ferier bliver ofte brugt på at løbe solen sort. På lange tidlige morgenture, hvor jeg oplever naturen omkring mig. I år har der været pause fra løbeskoene. Det har ikke gjort noget godt for min hæl, men mine brækkede tæer er ved at være helede. Og nu har jeg sammen med min fysioterapeut lagt en plan. Jeg er fortrøstningsfuld.

Og er jeg så klar til at springe ud som arbejdsbi? Tjae, jeg kunne uden problemer nappe et par uger mere. På den anden side, glæder jeg mig til at være sammen med mine kolleger. Og jeg glæder mig til at samle op på alle de projekter, der blev pakket i feriekassen for en måned siden. En lille del af mig, står og hopper utålmodigt op og ned. Fordi vi skal videre. Vi skal se, hvad det hele kan udvikle sig til. Så ja, okay, jeg er klar. Det er DSB ikke, så jeg står tidligt op og snupper cyklen til Hillerød i morgen.