Julesysler og juleoverarbejde forstyrrer fortællerytmen i mit lille ordværksted, og jeg beklager den lange pause. Nu har jeg taget det meste af juleugen fri. Måske kan det føre flere ord med sig. Nye læsere kan starte her.

Det bringer mig for en stund tilbage til den uge mellem jul og nytår for 12 år siden, da jeg listede rundt i København og forsøgte at begribe, hvad der skete. Jeg var indlogeret i gæstesengen hos min yngste datter på Frederiksberg. Længe inden jul og længe inden min verden brød sammen i forstyrrelser havde jeg aftalt med en fyr på Østerbro at købe hans brugte gletcherøkse. Nu gik jeg sådan lidt rundt om mig selv. For hvad skal man med en gletcherøkse, hvis man bare skal dø af lymfekræft? Eller selvom man ikke skal dø, kom man mon så nogensinde op på en gletcher igen? Kunne jeg bare møde op hos ham og lade som ingenting? Bare købe hans økse som om alt var godt og almindeligt? Kunne jeg møde op og fortælle, at jeg havde fået kræft, siden vi havde talt sammen? Hvorfor skulle jeg?

Jeg havde lyst til at aflyse vores handel. På den anden side – hvad nu hvis jeg alligevel kom afsted, når det hele var overstået? Så manglede jeg jo stadig den økse. Jeg snurrede rundt og rundt i en verden, der bare lignede sig selv for alle andre mennesker. Min var krakelleret. Ugenkendelig. Min verden lignede ikke noget. 

Tag nu bare ud og hent den økse, sagde min søn, jeg skal nok sælge den, hvis du dør. Okay, sagde jeg, og lånte min datters cykel. Og cyklede til Østerbro og ønskede godt nytår og cyklede tilbage til Frederiksberg med gletcherøksen i hånden. Jeg så spørgende på øksen og undrede stille på, om vi ville komme på en helt anden slags eventyr sammen engang.

Jeg sagde ikke noget om kræft.

Efter den første serie kemoterapi havde jeg fri til restituere. Der var ingen spørgsmål om arbejde. Jeg måtte ikke. Jeg måtte ikke være i kontorerne, i lukkede rum med mennesker, der kunne nyse eller svinge rundt med bakterier. Jeg var på sær vis for medtaget til at koncentrere mig om andet end mig. Jeg skulle først møde på hospitalet til blodprøver efter en lille uges tid. Og det føltes som at blive sat ud i en kajak uden pagaj. Jeg måtte flyde med og se, hvad der skete. At være patient med lymfekræft var et arbejde i sig selv. Et ret krævende arbejde.

Jeg kendte ikke længere min krop. Sult føltes ikke som sult, men som ukendt ubehag, og sulten kunne overmande mig pludseligt og voldsomt. Jeg havde altid en kiks i lommen. Trætheden var mærkelig. Også den kunne falde over mig – voldsomt og pludseligt. Jeg nægtede bare at høre efter. Jeg kunne godt flå mig selv op fra lænestolen, og jeg kunne både gå og løbe og cykle. Jeg blev ikke mere træt af det. Bare træt på en mere kendt måde. Og en vigtig del af mit nye arbejde som patient var simpelthen at overkomme den træthed og holde mig selv i en rimelig form.

Jeg skulle hver dag stikke mig selv i låret og sprøjte et stof ind, der hed Neupogen. Det var en slags EPO for hvide blodlegemer, der skulle få min knoglemarv til hurtigere at begynde at producere de vigtige hvide blodlegemer, som kemoterapien havde stoppet. Det kunne kontant mærkes i knoglerne. De værkede og gjorde ondt som influenza gange 50, og efter nogle dage fik jeg pludselig høj feber. Jeg lagde min panik væk, da det viste sig, at feberen var et udslag af min knoglemarv på overarbejde. Det virkede åbenbart mere end godt. Så jeg slappede lidt af og genoptog mine løbeture og gik lange ture ud i skoven.

Og så vågnede jeg en tidlig morgen, fordi det gjorde ondt i min hals. Og lidt senere i min mund. Og det blev værre. Og værre. Og slemt. Jeg havde faktisk aldrig oplevet noget lignende. Jeg kunne ikke synke, og jeg kunne ikke holde ud at have noget i munden. Jeg hældte forsigtigt hvid te ind og eksperimenterede med yoghurt. Da jeg senere forsøgte med et stykke brød, tumlede jeg grædende sammen. Det gjorde ondere end ondt. Samtidig begyndte mine øjne at løbe i vand, og jeg var temmelig ynkelig. Jeg skyllede min mund med danskvand og forsøgte forsigtigt at holde mig gående med flydende mad. 

Min yngste datter kom. Hun kastede et blik på mig, og sagde: Man må altså gerne få morfin for det her. Morfin(!!!!), udbrød jeg – nej det skal jeg ikke have. Det er jo dumt, sagde mit kloge barn, og jeg var vist egentlig hurtig overtalt til et besøg på afdelingen på den anden side af gaden. Jeg fik morfin. Og svampebehandling. Og desinficerende væske til at skylle munden i. Og jeg var ynkelig. Morfin virkede måske lidt, men min mund blev værre. Spytproduktionen blev større, fordi slimhinderne var et åbent sår. Det betød, at jeg sank mere, og så fik jeg mere ondt. Det var en virkelig dårlig cirkel. Jeg vågnede flere gange hver time i løbet af nætterne, fordi jeg automatsank det spyt, min sårede mund producerede.

Men jeg havde jo besluttet, at jeg ville spise ordentlig mad, så det blev suppe og suppe og suppe. Jeg købte en dyr blender og lavede suppe fra bunden hver dag. Jeg skulle jo ikke andet. Og jeg kunne ikke frigøre mig fra tanken om, at det netop nu måtte være vigtigt at spise ordentlig mad. Det har taget mere end ti år at få genoprettet et forhold til at spise suppe på en almindelig dag, og jeg kommer nok aldrig til at betragte suppe som delikatesse. Der er en pris for alt.

Jeg løb ikke, men jeg gik meget lange ture langs kysten og i skovene. Når jeg gik, fik vinden og luften og træerne og lyden af bølger min sårede mund til at vige lidt i baggrunden. Og endelig – efter fem lange døgn – begyndte det stille at klinge af. Efter endnu et par dage kunne jeg spise en moset avocado, og endelig, endelig gled et stykke rugbrød ned uden hyl og skrig. Jeg havde rugbrødsfest.

Min mund helede, mine øjne holdt op med at rinde, jeg dykkede ud af mine tåger, og blev klar til den næste intensive beskydning med højdosis kemoterapi.

Jeg bevægede mig gennem den første uges serie af højdosis kemoterapi. Doserne i min behandlingsprotokol og de poser, der hele tiden hang på dropstativet var ubegribeligt høje. Det var doser, der svarede til det, jeg selv havde været med til at give til børn inden en knoglemarvstransplantation. Jeg skulle så have det seks gange. Jeg kastede forsigtige blikke på poserne. Og blev en smule svimmel. Det var jo doser, der i princippet kunne slå mig selv, og ikke bare kræftcellerne ihjel. De ville tage livet af ethvert forsvar mod bakterier og virus. Og hvis jeg fik en infektion, ville behandlingen blive udskudt. Og det måtte den ikke, hvis den skulle virke optimalt. Jeg trak vejret forsigtigt.

Min eventyrlyst var udfordret. Min hang til at gå på opdagelse ligeledes. Og på samme tid gik jeg på opdagelse. Hver eneste dag sendte jeg nysgerrige og lidt angstfyldte følere rundt i kroppen. Hvad var anderledes? Havde jeg kvalme? Sad mit hår fast endnu? Ville jeg få advarsler?

Jeg havde ikke kvalme. Det sidste stof, jeg fik i den uge, plantede en meget mærkelig og afskyelig smag i min mund. Tungmetaller, sagde sygeplejerskerne. Jeg aner ikke, om det var tungmetaller. Det tænker jeg heller ikke, de egentlig vidste. Smagen var udenfor beskrivelse, men meget gennemtrængende. Den gjorde vand udrikkeligt og fratog mig enhver lyst til kaffe i de næste mange måneder. Rødvin smagte af rævepis (som jeg ved lige så lidt om som tungmetaller), søde sager gjorde ikke noget godt. Jeg testede mig frem til æblejuice, hvid te, bagte rodfrugter og rugbrød. Jeg blev temmelig proteincravende og slubrede kød i mig.

Det indviklede væskeregnskab, som et af kemostofferne krævede, ændrede min krop til en slags gople. Jeg blev først løsladt efter en blodprøve viste, at min krop var basisk og nyrerne havde det godt. Sammen med den tiltagende runde facon, som store doser binyrebarkhormon gav mig, kastede jeg enhver forfængelighed langt væk. Kræft og kemoterapi gør intet godt for udseendet. 

Da jeg endelig blev løsladt fra min seng på afdelingen, pakkede jeg sammen og skyndte mig hjem. Til den anden side af gaden. Og følte mig med ét meget alene i verden med en krop, jeg slet ikke kendte. Jeg trængte til at være alene. Jeg trængte til at gå og gå og gå. Og pludselig væltede en angst ind over mig. Kunne jeg bare gå alene ud i mørket? Hvad hvis jeg pludselig ikke kunne? 

Jeg ringede til min søster. Vil du gå en tur med mig? Ja, det ville hun. Og vi gik og gik gennem den fredagstrætte vinterby. Jeg tissede i bukserne. Meget. Og lærte aldrig at gå nogen steder uden en stor ble i bukserne. Sådan er kræft på alle måder en meget fysisk ting.

Og jeg konstaterede forundret, at jeg var igennem den første serie kemoterapi. Med en krop, der lugtede meget anderledes. Med inkontinens og måneansigt. Med en følelse af en slags influenzaagtigt og en afskyelig smag i munden. Men værre var det ikke. Lige nu.

På kræftafdelingen stirrede jeg forslået og rystet på menneskene omkring mig. De lignede muselmænd, som jeg huskede fra filmene om koncentrationslejre i gymnasiet. De havde hvide, forvaskede sygehusskjorter på og tynde nøgne ben i alt for løse sokker. Sygeplejersker skubbede dem i kørestol eller støttede dem nænsomt, mens de langsomt bevægede sig langs det slidte trægelænder, der strakte sig i hele hospitalsgangens længde. De tynde mennesker lænede sig tungt ved det brune gelænder, der havde slidspor af mange hænder. Jeg spekulerede åndeløst over, om det var min egen skæbne, jeg så på. Vil det ville være mig selv om nogle uger? Hvorfor skulle jeg være anderledes end dem? Jeg vidste med smertelig sikkerhed, at den kemoterapi jeg skulle have, kunne svække kroppen nok til at slå mig ihjel. En kulde sneg sig under min hud, mens jeg slog blikket ned. Jeg ville ikke stirre.

Jeg var stadig øm i hele kroppen efter undersøgelserne. Jeg var blevet stukket i ryggen og i hoften. Alt skulle undersøges for at se, hvor kræften var flyttet ind i kroppen. Knoglemarv og rygmarvsvæske blev suget ud af mig. Min veninde havde holdt hånd og trøstet. Der var ikke noget heltemodigt over den måde, jeg lå på briksen og tudede med snot løbende ned på puden. Stikkende gjorde ondt, og jeg hadede lidt de læger, der havde ført nålene. Jeg var allerede så uendeligt træt af stik.

Mit nye centrale venekateter gjorde ondt og forhindrede mig i at ligge på højre side. De to slanger var hele tiden i vejen, og for enden af hver af dem sad en plastikstuds med en prop. Midt på slangerne var en lukkemekanisme af plastik. De gjorde ondt, når de blev mast ind mod huden.

Min krop var forvandlet til en offentlig arena. Hvidkitlede mennesker havde større indblik i min krop end jeg selv. Tis, prutter, afføring, hud, blod, hår, puls, blodtryk. Alle ville vide om det og sætte informationer sammen til nye betydninger. Alle havde adgang. Jeg skuttede mig, som var jeg bange for at gå i stykker. Bange for at miste retten til min krop. Jeg trak vejret helt forsigtigt. Hver ny betydning, hvert nyt resultat af en undersøgelse sendte mig længere ud mod kanten.

Lægerne talte om min behandling som at planlægge et større slag. Sygdommen skulle angribes på mange forskellige cellestadier, sagde de. Den skulle angribes aggressivt og intensivt og være under konstant angreb. ‘Det er vigtigt ikke at holde for lange pauser mellem behandlingerne, selvom du vil føle dig svækket. Det er vigtigt at holde den aggressive kadence’, sagde de. Intensivt og aggressivt var nye nøgleord i mit liv. Min krop var min slagmark.

Jeg følte mig rundtosset. Hvor mon jeg selv var i det slag, de planlagde? Ville jeg mon være en taber eller en vinder? Og hvem ville være hvad? Jeg havde jo allerede tabt lidt i kræftlotteriet.

Jeg tænkte mere på, om jeg ville få kvalme og kaste op. Det gør man jo, når man får kemoterapi. Nej, nej, sagde de, du får selvfølgelig kvalmemedicin, og så får du sikkert slet ikke kvalme. Okay, tænkte jeg, det gør jeg ikke, jeg kaster ikke op. 

Igen og igen fortalte de mig, hvor træt jeg ville blive. Jeg skulle hvile meget, forstod jeg. Jeg spurgte, om jeg ville kunne løbe. Måske, sadge de, men du vil blive meget træt. Næsten alle mine spørgsmål blev fulgt af en sætning om, hvor træt jeg ville blive. Jeg kan ikke gøre for det. Når nogen insisterer på noget bestemt, nægter jeg. Vel vil jeg ej hvile mig. Det er ikke farligt at være træt, tænkte jeg trodsigt. Og besluttede på stedet, at jeg hverken ville kaste op eller være træt.

Ville jeg blive lige så tynd og afkræftet som muselmændene på afdelingen? Ville det være mig om nogle uger? Ville det spænde ben for min trodsige beslutning? Hvordan mon det ville være, når mit lange lyse hår ville falde af? Mon det ville blive koldt at være skaldet? Hvordan mon min hovedform ville se ud uden hår? Spørgsmålene myldrede rundt i min rundtossede hjerne.

Jeg huskede, hvordan de børn, jeg havde behandlet for lymfom på børnekræftafdelingen, hele tiden fik voldsomme infektioner og måtte indlægges og have antibiotikabehandling i drop. Jeg var ikke vant til at være sart. Men ville jeg mon blive lige så sart? Og få infektioner, der ville forsinke behandlingen og gøre mig svækket og skrøbelig?

Fra min stue kunne jeg se solen stige op over hospitalet og  min afdeling.

Ni dage inde i sit helt nye liv, blev Alma pakket ned i barnevognen og tog toget til Århus sammen med sin mor og den nyudklækkede moster Sofie. Jeg var på min hospitalsstue med alle mine slanger og poser, hvor jeg sad og prøvede at komme overens med mine nye livsvilkår.

Når man har en mor, der har fået kræft, har man brug for at være tæt. Når man har en mor, der har fået kræft, og man lige har fået en ny baby, har man brug for at være mere tæt. Min datter var simpelthen nødt til at tage virkeligheden i øjesyn. Se de poser med medicin. Se hospitalssengen. Livet havde slået flere kolbøtter, end vi kunne begribe, og vi kunne kun forsøge. Havde jeg hersket over universet, havde jeg taget alle mine børn i favnen og taget dem med til et rart sted, hvor vi kunne være helt alene sammen i solskin. Jeg ville stryge alle deres tårer og al deres angst væk. Mine børn skal ikke være bange. Jeg var jo deres klippe. Men virkeligheden bestemte og satte helt andre vilkår op. Vi måtte indrette os. Vi måtte finde ud af det. Mine børn var i choktilstand. Jeg kunne kun stryge dem blidt over håret.

Jeg fik det lille barn i armene. Jeg snusede og snusede til hendes vidunderlige babyhud. Jeg studerede hendes lille fine ansigt. Jeg trøstede min egen datter og var så fyldt af kærlighed og imponerethed. Tænk, at tage hele vejen fra København med det lille bitte barn. Så kort tid efter fødslen. Og jeg var fyldt af taknemmelighed over, at den ene søster tog hånd om den anden.

Det lille babybarn – hun ved slet ikke, hvilken betydning, hun havde. Hun var nyt liv. Hun var troen på det hele. Hun var den stærke modvægt til al den død, der klæbede til mig.

Jeg fik den ypperste omsorg af min hæmatologisk afdeling, som gav mig en enestue i begyndelsen af mit nye liv. Det var så betydningsfuldt. Jeg er ikke sikker på, at jeg kunne have holdt ud at dele øjeblikkene, timerne sammen med mine børn og min lille nye Alma med fremmede medpatienter.

Min gamle nabo, der er på jordomrejse med hele familien, fik sig en forskrækkelse i går. Han læste mit blogindlæg og troede, jeg var syg. Jeg kan berolige alle med, at jeg har det strålende. Jeg fortæller bare min 12 år gamle historie. Og jeg er nået til årsskiftet 2006/7.

Den første uges tid var gået. Jeg havde hver dag fået en enkelt kemobehandling. Hver dag lagde sygeplejerskerne en venflon i min hånd. Og hver dag ødelagde jeg den, fordi jeg løb en tur. Den stoppede til. Eller faldt ud. Og jeg måtte bære over med endnu et stik. Jeg fik binyrebarkhormon som tablet, og min bule på halsen var allerede svundet ind til næsten det halve. Jeg kunne trække vejret igen. Kemoen kunne jeg ikke mærke ud over en let og sær uro i kroppen.

Behandlingshverdagen stod for døren ovenpå juledagene, og det var ikke nok med en venflon i hånden. Jeg skulle have mange stoffer og bunker af væske ind i blodårene. Derfor skulle jeg have anlagt et centralt venekateter. Det skulle lægges i brystet og via en af de store årer direkte ind i hjertet. Jeg var skræmt helt fra koncepterne. Jeg turde ikke. Ind i mit hjerte, for fanden!! Og med to plastikslanger ud af mit bryst!!

Jeg prøvede alt, hvad jeg kunne, at holde sammen på mig selv. Jeg var så tæt på at smide mig på gulvet og skrige. Gemme mig bag et skab. Løbe ned af trapperne og forsvinde.

Men jeg blev kørt ned på operationsafdelingen i min seng, iklædt hvidt hospitalstøj. Jeg var panisk. Ind kom en meget stor mand i lægekittel og stak sin kæmpestore hånd frem mod min. Jeg er så bange, hviskede jeg. Jeg lover dig, at jeg passer på dig, sagde han med sin store, dybe stemme. Hvor bange er du? Jeg er ubeskriveligt bange, sagde jeg. Okay, sagde han og kaldte ud af stuen, vi er to. Jeg holder dig hele tiden i hånden og fortæller, hvad vi gør. 

Og det gjorde han. Han blev stående og han holdt min hånd. Hver gang mit blik panikkede sig ud til siden, talte han mig tilbage. Han lyttede og han gjorde det, han skulle gøre med det kateter. Det var jo hans opgave. Da jeg sagde højt, hvor panisk bange, jeg var, trak jeg vejret en lille smule lettere. Og den store mand i den hvide kittel var min klippe i en lille times tid.

Nu havde jeg en bule, der var lilla og grøn af alle stikkene, og jeg havde to plastiskslanger i brystet. Og nu begyndte den virkelige behandling. De næste fem døgn skulle 12-13 forskellige kemostoffer og mange, mange liter saltvand pumpes ind i mine nye plastikrør. Og i mig. 

Jeg mødte fastende næste morgen klokken otte. Der skulle en ny scanning til, og der måtte ikke være mad i min mave. Den gamle kvinde på det, der var min stue, sov stadig, og jeg ville ikke forstyrre. Jeg kiggede mig omkring på gangen for at finde en sygeplejerske. Fandt et kontor og gik derind. Du hører vist ikke til i blå gruppe, sagde en sygeplejerske. Nånej, sagde jeg, og gik ud igen. Jeg satte mig på en stol på gangen. Jeg greb en sygeplejerske, der hastede forbi, i armen. Nej, du hører vist ikke til rød gruppe, sagde hun. Og ilede videre. Jeg var næsten grædefærdig. Var der ingen, der ventede mig klokken otte?

Kom nu mennesker, tænkte jeg. Det er mig der er syg. Det er min verden der er væltet. Gør noget. Se på mig. Stands! Hvem er I? Er det jer der skal passe på mig? Tag min hånd og sig det nok skal gå. Også selvom det ikke skal. Lad som om. Lidt. Tag bare min hånd

Jeg sad en time. Endelig så jeg lægen fra i går og greb hans arm. Han blev hed i kinderne. Jeg var sulten. Der gik en halv time mere. Pludselig tårnede en kvinde sig op foran mig. Du skal med mig, sagde hun meget højt. Hvorhen, hviskede jeg spagt. Til røntgenafdelingen! Og hun fortalte, hvordan hendes vasketøj hang udenfor i den regn, mens vi kørte afsted i elevatoren. Kunne hun ikke høre, hvor stille der var inde i mig? Jeg vidste hverken om regn eller vasketøj. Min søster var der og havde fast greb i verdens normalitet.

Vi satte os ved bordet. Lægen jeg næsten kendte lidt nu, og sygeplejersken jeg kom til at kende endnu bedre. De havde diskuteret min behandling, sagde lægen. Min lymfekræft var temmelig sjælden og mest til børn. Og meget aggressiv. Aggressiv var godt. For aggressive celler kan bedre rammes af kemoterapi. Og jeg var jo ung, skulle jeg forstå, og i meget god fysisk form. Så de havde besluttet at behandle min sygdom meget aggressivt og intensivt efter en tysk protokol. Med kemoterapi i meget høje doser og intensive intervaller. Det ville tage et halvt års tid, og efter det skulle jeg nok have stamcelletransplantation. Jeg sank. Og sank. Og trak vejret meget forsigtigt.

Du vil miste enhver form for forsvar mod infektioner, sagde de. Du vil få svampeinfektioner i munden og andre slimhinder. Du vil blive meget træt og svækket. Du vil få svært ved at spise. Jeg var mørk indeni.

Det ville blive et liv i isolation. Uden butikker, offentlig transport. Uden børn omkring mig. Uden biografer og koncerter. Uden cafeer. Uden teater. Uden hår.

Jeg var rædselsslagen.

Jeg havde set børn med Burkitts lymfom dø af infektion. Jeg ville ikke have infektioner. Og jeg var langsomt ved at forsøge at tage afsked med mit liv, som jeg kendte det.

Den 15. december 2006 gik jeg lidt mekanisk op ad de brede trapper på det gamle hospital. Jeg fulgte tøvende efter mig selv. Min krop gik først. Fødderne slæbte en smule efter og måtte hjælpes lidt på trapperne. Min hånd bankede på døren og trykkede håndtaget ned.

Lægen så rar ud. Han havde forstand på skjoldbruskkirtler, og han talte roligt til mig. Sagde at det, de kunne se på scanninger lignede en bestemt slags betændelsestilstand, som kunne behandles med binyrebarkhormon. Ikke noget farligt. Men han ville gerne have sin egen specialist i ultralydsscanning til at scanne min bule igen. Fordi han var den bedste til det.

Scanneeksperten var flink. Jeg var lille og forsvarsløs. Han sagde, at han gerne ville tage en  ny biopsi fra bulen i min hals. For at være helt sikker.

Resultatet var ikke godt. Måske var der alligevel onde celler i min bule. Han var ikke sikker. Men næsten. Han ville gerne have en større biopsi et par dage senere. Den nye biopsi skulle trækkes ud med en nål på størrelse med sugerør. Den skulle skydes ind i bulen på det bløde sted i min hals med en slags pistol. Biopsilægen med den tykke kanyle ville gerne være sjov. Det hadede jeg ham stille for.

Og så gik jeg hjem og ringede til mine børn. Jeg trak vejret og fortalte om bulen og at det nok var noget betændelsestilstand og at jeg nok skulle have noget medicin og at bulen så nok ville forsvinde og at jeg ville få svar om et par dage. Jeg sagde det til min ældste datter, min søn og min yngste datter. Og så ringede jeg til mine forældre og trak vejret og fortalte om bulen og at det nok var noget betændelsestilstand og at jeg nok skulle have noget medicin og at bulen så nok ville forsvinde og at jeg ville få svar om et par dage.

Det gik vist meget godt, tænkte jeg. De spurgte ikke så meget.

Men resultatet af den tykke biopsi fik jeg den 22. december. Mine tasker var pakkede og jeg havde en togbillet til København i lommen. Jeg skulle til København og fejre jul med mine børn. Men først skulle jeg komme over til lægen, der havde forstand på skjoldbruskkirtler.

Jeg ser ordene komme ud af hans mund. De er gennemsigtige og svæver gennem rummet som små sæbebobler, indtil de brister mod gulvet med et lille plop. Lymfomceller, storcellet, kemoterapi, hæmatologer, stråling. Jeg hører det godt. Og mens jeg sidder der og lader min forvirrede sjæl gribe de mange ordbobler på vej mod gulvet, toner en slags indre struktur frem. Jeg ved noget om det her, og en slags rationalitet overtager styringen.

Jeg greb en blodprøveseddel på bordet og begyndte at krydse felter af. Jeg fortalte lægen der havde forstand på skjoldbruskkirtler, at hvis jeg havde lymfekræft skulle jeg have lavet en CT-scanning og have taget de der blodprøver og henvises til hæmatologerne. Han ringede til en hæmatologisk læge. Som sagde, at det var rigtigt. Så det aftalte vi. Den 27. december skulle jeg komme og blive scannet, få taget blodprøverne og få det endelige svar på, hvilken slags lymfekræft, der var i min bule. Og starte behandling med kemoterapi.

Jeg sad på et trappetrin midt i hospitalet og samlede min vejrtrækning. Så tumlede jeg ned og tågede op ad mine egne trapper og så mig såret rundt efter en busk at stikke hovedet i. Mens julen buldrede løs udenfor. Men jeg ringede efter en taxa og nåede mit tog.

Og så ringede jeg til mine børn. Og jeg ringede til mine forældre. En for en. De græd og blev stille og havde selvfølgelig bekymret sig. Min far tabte vejret og knækkede stemmen. Og mit hjerte bristede lidt, mens jeg gentog og gentog. Jeg har lymfekræft. I næste uge skal jeg have kemoterapi.

Jeg ville have savet begge arme af hellere end at ryste deres hjerter, som jeg gjorde.

Min historie kan starte mange steder, men lad mig starte et lille års tid, før jeg blev syg. De her år delte jeg mit liv mellem mit arbejde på hospitalet, mine unger og bjergbestigning. Og vennerne, og løb. Året startede med et brudt parforhold og en bjergbestigning i Sydamerika. Vi var afsted et par måneder og bevægede os rundt højt oppe i Andesbjergene. Vi blev flere gange fanget i snestorm, mens vi lå fast i vores små telte, og hen mod slutningen af turen begyndte jeg at hoste den tørre, vedvarende hoste, som ofte angriber i de store højder. Jeg fløj hjem, tømte rygsækken, pakkede den igen og fløj til Afrika for at lede en bestigning af Kilimanjaro. Og jeg hostede videre. Og vendte hjem og arbejdede på højtryk. Jeg ringede ind i mellem lidt halvhjertet til min læge. Jeg kom aldrig igennem. Og bortset fra den irriterende hoste, havde jeg det jo også okay.

Senere, da det blev sommer, rejste jeg til Nordindien. Hvor jeg igen trekkede rundt i høje bjerge og senere ledte en bjergbestigning for en gruppe danskere. På et tidspunkt gav min følgesvend fra Kashmir mig noget lokalt medicin for min hoste, som holdt hele lejren vågen om natten. Og på en eller anden måde hjalp det. Jeg aner ikke, hvad han gav mig. Men jeg holdt op med at hoste og besteg mine bjerge. Undervejs brækkede jeg en finger, og fik ret svære problemer med min ene skulder. En scanning viste senere, at min skulder rummede tre store skader efter forskellige fald gennem tiden, og jeg blev skrevet op til operation og fik en blokade.

Det var sent på efteråret, mens jeg var langt ude i Himalaya i Nepal, at jeg bemærkede en lille bule på halsen. Bulen sad lige, hvor halsen har en blød fordybning, og den virkede blød og uskadelig. Nærmest rar at røre ved. Jeg glemte den igen. Men tilbage i Århus var bulen blevet en lille smule større, og jeg fik min læge til at se på den. Det er en cyste, sagde hun. Det lød troværdigt. Hun tog blodprøver, som var normale. Og syntes alligevel, at jeg skulle få bulen scannet. Jeg fik en tid til scanning tre uger senere, arbejdede igen på højtryk og følte ingen alarm. Jeg var også flyttet, og først da jeg sad i toget på vej til Odder, hvor min bule skulle scannes, strejfede tanken forbi som en flygtig fjer. Hvad nu hvis den scanning ikke viste noget godt?

Jeg slog det hen og løb fra toget til det lille forhenværende hospital, hvor jeg kludrede i indgangene og kom to minutter for sent. Et vredt lægemenneske tårnede sig op over mig. Jeg kom for sent! Han scannede mig vredt hen over min forsvarsløse hals.

Der var noget. Han ville tage en biopsi. Hvorfor, spurgte jeg. Det skal du ikke bekymre dig om, sagde han. Jeg bekymrer mig, sagde jeg, hvad kan du se. Det skal du ikke bekymre dig om, sagde han. Igen. Jeg bekymrer mig, sagde jeg igen, fortæl mig, hvad du tror – ellers må du ikke stikke i min hals. Han var vredere end før. Jeg ved ikke, hvad jeg kan se, hvæsede han, men jeg må undersøge noget væv for at være sikker. På hvad, spurgte jeg, tror du det kunne være kræft? Det kan man ikke vide, sagde han, det skal du ikke bekymre dig om. Og, fortsatte han, nu må du sætte dig ud i venteværelset, fordi du kom for sent og har brugt så meget tid på at diskutere, der er andre der venter.

Jeg satte mig åndeløs udenfor og ventede en halv time. Han kaldte mig irriteret ind igen. Han stak i min hals og trak en lille pølse lyserødt væv ud. Det var den 14. december. Så forklarede han, at prøven ville blive sendt til patologen, som ville sende svaret i et brev til ham, og det svar ville han sende videre til min egen læge, og så kunne jeg ringe og få besked der. Nej, sagde jeg, hvis der er kræft i den prøve, ved patologen det i morgen, og så vil jeg også vide det, ellers går tiden til efter nytår. Nej, sagde han vredt, du kan ikke få svaret på nogen anden måde. Patologen må ringe til mig, sagde jeg. Nej, sagde han, det kan ikke lade sig gøre, det kan man ikke bare lave om på.

Vi stirrede vredt på hinanden. Længe. Jeg lod skuldrene falde og vendte mig i døren. Tog på arbejde og ringede til min læge. Der skaffede mig en tid på hospitalet den følgende dag.

Jeg ringede til to gode venner, der kom og holdt om mig, til jeg holdt op med at ryste den dag.

For nogen tid siden blev jeg inviteret til at deltage i Vild med Dans i forbindelse med Knæk Cancer ugen. Jeg takkede høfligt nej. Efter mange års ihærdige forsøg må jeg sande, at jeg gør mig virkelig dårligt i høje stilletter. Og det er der ingen grund til at udstille på nationalt tv. Den ægte grund er selvfølgelig, at jeg har det stramt med hele konceptet. Det er ingen hemmelighed, og venner og de, der har læst med her tidligere, vil vide det. Den anden ægte grund er, at jeg slet ikke har lyst til at være hovedperson i det portrætprogram om mig og min cancer, som ville være følgesvend til danseprogrammet. Den tredje ægte grund er, at jeg arbejder med syge mennesker og rehabilitering både i forbindelse med kræft og hjerneskade og syge børn, og det ville på rigtig mange måder være forkert at bringe mig selv så voldsomt i rampelyset. I mit arbejde er kræft ikke vigtigere end så mange andre sygdomme.

Men! Jeg vil gerne fortælle min historie. Fordi min historie kan være med til at gøre det tydeligt, hvor meget nogen kan fare vild, når de bliver ramt af sygdom. Og hvordan andre har langt bedre forudsætninger for at håndtere livet med alvorlig sygdom. Og hvordan selv en slags superhelte kan blive små og fulde af gåsehud og rystende hænder. Men egentlig vil jeg bare gerne fortælle den, min historie, og jeg vil gerne styre selv, hvordan den fortælles.

En weekend i Århus, hvor jeg løb ture i Risskov og rundt om Brabrand Sø, bragte mig tilbage til de utallige lange ture, jeg gik og gik i den periode, jeg fik kemoterapi. At få kræft og at leve med kræft er en livsomvæltende oplevelse og erfaring helt ind i de dybeste strukturer i et liv. Noget af det, der var med til at bringe mig igennem hele mit ret voldsomme behandlingsforløb, var mine ture i skovene, langs strandene og rundt om Brabrand Sø. Det vil jeg også gerne fortælle om. Fortællingen bliver ikke køn hele tiden. Den vil have sine smukke øjeblikke, og den vil rumme rædselsfulde og meget fysiske momenter. Den vil også være en fortælling om tilfældigheder med store betydninger.

Det kommer nok til at blive langt. Og det kommer til at blive en fortælling i serieformat. Så hang in – den starter i morgen. Længden kender jeg ikke endnu.