Category Archives: Kræft

by - 9 kommentarer

Tanker om en mor

Min mor er syg. Meget syg. Og vi er kede af det. Jeg er igen på vej til hende og min far for bare at være der. Og for at hjælpe med det, jeg nu kan hjælpe dem med.

Min mor er ikke bare en mor. Hun er min mor. Hun er det første menneske, jeg har kendt. Hun er min første og længste kærlighed. Og fordi jeg har haft hende så længe, er det svært at forestille sig en verden, hun ikke er i. Min mor er en gammel dame. Og min fornuft kan sagtens sige højt, at når man bliver gammel, er det klart, at man dør på et tidspunkt. Det er det, folk siger til mig. At det ikke er så slemt at miste nogen, der er gammel. At det er meget værre at miste nogen, der er ung. Min hjerne har det bare ikke sådan. Den slags regnskaber fungerer ikke for mig, når nu noget kan blive virkeligt. Fordi jeg har haft min mor så længe, er hun sådan en, der er her. Altid.

Min mor har levet et godt og langt liv fyldt med kærlighed og mange børn. Hun har sat flere kilometer plaster på mine sårede knæ. Hun har brugt timer på at pille splinter ud af min krop. Hun har været der, hver gang livet satte knock outs ind og ramte mig. Hun var med til mit første barns fødsel og spillede canasta med mig i timevis, mens veerne tog til. Jeg har ikke tal på de gange, hun er stillet i en lufthavn for at tage imod mig, når jeg har været langt væk længe. Min mor var der også, da jeg selv blev syg, og hun var en af de få mennesker, der holdt mine efterdepressioner ud. Også når jeg skældede og smældede på universet eller krøllede sammen i angst.

Det var min mor, der slæbte mig med på tømrerkursus, mens mine veninder gik på ‘Martha’. Som var et husmoderforberedelseskursus, min mor nægtede mig adgang til. Jeg skulle fandme stile højere. Min mor var den, der lærte mig at rengøringskemi ikke kun virker på snavs. Sammen med min mor så jeg Hair, da den blev opført første gang i Danmark, og vi så Dødens Triumf på Det Kongelige, mens Savage Rose spillede til. Hun introducerede mig til kvindebevægelsen og sparkede mig til at mene noget politisk.

Selvfølgelig har vi haft oppetider og nedetider. Det har man, når man er mor og datter. For den første kærlighed i livet gør også sårbar. Og afklædt. Man kan ikke gemme sig. Eller fake.

Det gør ondt at se hende så syg. Det gør ondt, når jeg ikke kan tage den kærlighed, der altid har været, og gøre den godt. Og selvom jeg også er voksen og rationel og fornuftig og praktisk, ligger der en sammenkrøllet femårig henne i hjørnet og banker mine knyttede næver arrigt og afmægtigt ned i gulvet.

by - 4 kommentarer

Farvel Lene

I går på den smukkeste påskedag, jeg kan mindes, sov Lene stille ind.

Jeg tog afsked med Lene lørdag. Fik hvisket mine sidste ord til hende, mens jeg holdt blidt om den ene hånd og lagde min kind helt tæt til hendes.

Min smukke, kloge veninde er ikke mere. Det er ikke begribeligt.

Hun vil altid være i mit hjerte. Jeg vil altid bære hende med mig. Og jeg vil altid nå at tænke, at lige det her skulle vi have gjort sammen. På cykel, i løbesko, på ski, på vandet – eller hvorsomhelst. Jeg savner hende ubeskriveligt.

Men mest går alle mine tanker til Aksel Emil og til Mikkel og til Lenes mor og søstre. De har lidt det største tab, nogen kan. Og de lever videre med savnet.

Jeg kan kun sende en stille tak op, fordi jeg fik lov at være Lenes ven. Fordi jeg fik lov at dele så meget med hende, og fordi hun blev en del af mit liv.

Hvil i fred, min smukke veninde. Æret være dit minde.

by - 5 kommentarer

Omsorg og pauser

Da jeg besøgte Lene på hospice i weekenden, tøffede mine let rastløse ben en tur frem og tilbage på gangen, mens Lene tog en pause og en lur. Jeg har samarbejdet med forskellige hospice i både Jylland og København. Jeg har arbejdet med forløbsprogrammer for mennesker, der har brug for den støtte og lindring, et hospice kan give. Men jeg har aldrig været på et hospice som gæst. Jeg har aldrig set på et hospice med mine dybt personlige øjne.

Stedet indbyder til stilhed. Eller en dæmpethed. Uden at være patetisk bliver jeg grebet af en stemning mellem spiritualitet og højtidelighed, når jeg træder ind ad døren. Der er stille liv i det her sted så fyldt af afslutninger.

Mens jeg langsomt gik på gangen, blev jeg grebet af Lenes sygeplejerske. Hun havde tidligere været fuld af undskyldninger over ikke at kunne tilbyde mig frokost. Trods mine forsikringer om sandwich på vejen. Nu stoppede hun mig og spurgte, om alt var okay. Hun overrumplede lidt med en omsorg, som jeg slet ikke havde ventet. For mig? Jamen, det er jo ikke mig, det handler om. Og hun viste mig et rum med en massagestol. Hvis jeg havde lyst. Hun viste mig et refleksionsrum, hvor jeg kunne sidde stille om tænke tanker. Hun viste mig de forskellige opholdsrum med lys, fugle og blomster. Og hun viste mig spisestuen med te og kaffe.

Mens jeg sad i solen på terassen udenfor Lenes værelse, tænkte jeg, at vi på hospitalerne kan lære noget her. Jeg tænkte tilbage på dengang, min mor lå nogle uger på en intensiv afdeling. Og vores store bekymrede familie var henvist til et slidt og ramponeret rygerum. Ja, det var dengang. Tænk hvis vi havde haft et refleksionsrum. Eller en massagestol. Eller der skal i virkeligheden meget lidt til. Bare noget rum, der er tænkt til de syges familier og venner. Hvor der er mulighed for ro eller stilhed eller bare noget privat. For når man er pårørende til et meget sygt menneske, er det så dejligt at blive mødt. Tænk hvis nogen havde haft sådan en omsorg for mine børn, når jeg lå i en seng med kemoterapi i slangerne? De havde måske kunnet føle sig mindre hjemløse?

Jeg håber, hovederne bag de nye hospitalsbyggerier tænker på de pårørende. Som betyder så uendeligt meget for de syge. Jeg håber, de nye byggerier skaber rum til privathed og rum til refleksion og stilhed. Vi har ikke været gode til det i hospitalsvæsenet. Pårørende har ingen forventninger. De har ikke så mange rettigheder. De er henvist til at søge ud af hospitalet. Væk fra deres syge mennesker. Som de helst vil være meget tæt på hele tiden. Også når de trænger til pauser.

foto[1]

by - 3 kommentarer

Skævheder og sidesving

Da jeg for 7-8 år siden fik kræft, ringede to venner fra Indien en dag, mens jeg var på vej over hospitalets område. Jeg var på det tidspunkt langsomt ved at vænne mig til de forskrækkede stemmer. Og næsten også til den klump i halsen, der lurede bagved hos de fleste. Men de to var rystede over meget andet end min eventuelt forestående død. De var rædselsslagne ved tanken om, hvordan jeg skulle klare mig, inden jeg døde. Nu ville jeg miste mit arbejde, min indtægt, min bolig. Alt. Og de vidste jo godt, hvor dyr sådan en kræftbehandling ville være. Hvordan kunne de hjælpe mig, spurgte de.

Langsomt og omhyggeligt forklarede jeg dem, at jeg nok ikke ville dø, og at jeg ville beholde både mit arbejde og min løn, mens jeg var syg. Og jeg ville have tag over hovedet. Og at i Danmark koster det ikke noget at blive behandlet for en kræftsygdom.

Jeg bliver stolt, hver gang jeg kan fortælle om vores sundhedsvæsen. Hvordan vi sådan helt genialt betaler til det allesammen. Hvordan det er en ret for alle – også dem uden penge – at få læge og sygeplejerskebehandling, når de har behov for det. Ingen skal ligge og dø på gaden. Jeg revner en lille smule inden i af en stormende fædrelandskærlighed. Mine venners kærlige bekymring satte hele min situation i perspektiv.

Jeg vil forsvare det for evigt. Jeg har aldrig mødt noget land, hvor private sundhedsvæsener har gjort noget godt.

Alligevel ved vi, at lige præcis sådan en som mig. Med alle mine universitetsgrader og en hæderlig løn. Sandsynligvis kommer betydeligt bedre igennem sådan et kemoforløb, end en jævnaldrende uuddannet kvinde med samme sygdom. Hvorfor?

Da jeg blev syg, var jeg ikke syg, men havde bare en blød bule på halsen. Den virkede næsten som en rar bule. Og jeg var helt rolig. Indtil en sur gammel røntgenlæge havde scannet den en dag i december og ville stikke mig i det bløde område nederst på halsen. Jeg ville ikke vente med svar på en mistænkelig prøve. Jeg lod mig ikke spise af. Jeg fik min læge til at tage affære, så jeg allerede dagen efter var i forbindelse med en læge med forstand på den slags. Jeg kendte systemet, jeg kendte behandlingerne, og jeg vidste, hvad jeg selv kunne gøre for at komme bedre igennem det. Hvis jeg ikke havde været mig, havde jeg nok ikke været stædig og påståelig og overbevisende. Og måske var jeg død. Det kan jeg ikke vide, men jeg har meget tit tænkt over det.

Ulighed i sundhed handler ikke kun om hospitalerne og behandlingen. Ulighed handler også om, hvad vi ved i forvejen. Det handler om uddannelse, og det handler om netværk. Om vi kender nogen i sundhedsvæsenet, og om vi ved, hvordan kroppen ser ud bag huden. Det handler om vaner og muligheder, om vi har mennesker, der kan støtte os, og det handler om robusthed og overskud – både i det fysiske grundlag og i vores mentale helbred.

Derfor, kære Nick Hækkerup, er det ikke gjort med at give mere tid i ambulatorierne til nogen – og mindre til andre. Hvis vi skal skabe mere sundhedsmæssig lighed for borgerne i Brøndby, Ishøj og Sydhavnen og de andre, der ikke lever så godt, som borgerne i Gentofte, Birkerød og Allerød, skal vi arbejde helt anderledes, end vi gør nu. Vi skal ikke skabe A og B patienter, sige Venstre. Nej? Skal vi afskaffe A og B patienter, spørger jeg? For de findes.

Hvis vi nøjes med at dele patienter i ‘højtuddannede’ og ‘kortuddannede’ skaber vi et nyt kontrolsystem. Med et nyt bureaukrati. Som måske kan komme til at tage tid fra det vigtige. Vi skal ikke lave kategorier. Vi skal skabe sunde bydele, let adgang til grønne områder, billigere sunde madvarer, gode boliger. Vi skal tage os af de mange unge, der har det skidt. Vi skal støtte uddannelsessystemerne. Vi skal se med alvor på den fattigdom, vi bygger op i de her år.

Vi skal spørge dem, det handler om. Dem der lever deres liv i vores land. Som bliver syge og skal have behandling. Og vi skal stole på, at de sundhedsfaglige kan lave faglige skøn og yde det, der er bedst for den enkelte. Hvis bare vi skaber mulighederne.

IMG_2996

by - 8 kommentarer

Meningsløshed

Jeg ville egentlig have skrevet om noget helt andet i dag. Men så skrev Linda dette indlæg.

I den forgangne uge er Lene flyttet på hospice. At min fine, dejlige veninde nu bor på et hospice, er ikke til at fatte. Det giver ingen mening. Men det er virkeligheden, og jeg arbejder langsomt på at begribe den. I lørdags besøgte jeg hende. Jeg kan ikke skrive om det her. Men jeg kan gribe Lindas tanker om ‘at vinde over sygdom’, for det er noget, Lene og jeg har talt meget om i det sidste år.

Lene er ikke nogen taber. Hun er heller ikke en vinder. For livet – og døden – handler om helt andre ting.

Da jeg selv blev syg for 7-8 år siden, blev jeg konfronteret med den kamp-metafor, der knytter sig som en sugemalle til ordet, kræft. Jeg tænkte meget over det, mens kemoen og kræften kappedes om at lave ravage i min krop. Og jeg kunne ikke mærke, at jeg kæmpede. Jeg kunne mærke benhårdt koncentreret arbejde. Det hårdeste arbejde, jeg nogensinde har været kastet ud i. Men kamp? Det kunne jeg ikke genkende.

Senere, da jeg levede videre efter min sygdom og besteg bjerge i Himalaya, blev jeg kaldt en helt. Og folk sagde, at jeg havde vundet over kræften, besejret sygdommen. Jeg blev ked af det, når nogen brugte sådanne ord. Fordi jeg vidste, at det var et af universets store tilfældigheder, der havde betydet, at jeg ikke døde. Jeg kunne nogen gange dybt inde i mig selv opbygge en frygt for en slags nemesis, hvis nogen brugte den slags ord for meget. Som ville universet opdage det, og vælte dårligt karma over mig, hvis jeg blev for kæphøj. For havde der havde været en slags retfærdighed i, hvem der ‘vandt’, og hvis der havde været nogen form for fair play involveret her. Ja så ville det nok have været min studiekammerats unge søn, der havde fået den vinderkåring. I stedet døde han af sin leukæmi. Eller det ville have været min kollega, som døde fra fem små børn dengang. Eller Lene. I hvert fald ikke mig, der trods alt havde levet en god del år og taget godt for mig af livet.

Det er ikke et spil. Det er ikke hverken fodbold eller en gladiatorkamp. Det er en tragedie, og i en tragedie råder meningsløsheden. Jeg kan godt forstå, at folk har brug for at sætte den meningsløshed på plads. Og jeg kan måske ind imellem forstå, at de gør det ved at bilde sig selv ind, at de har vundet. Jeg kan bare ikke have det. For når der er vindere, er der tabere. Når der er helte, er der ofre. Og det holder ikke i den virkelige tragedie, hvor meningsløsheden råder, og hvor universets pegefinger rammer i blinde.

Jeg kørte med Lenes mor til Århus efter mit besøg. I mange timer var jeg ramt af stilhed inden i. I Århus gik jeg ned til et af mine yndlingssteder ved åen. Der hvor der tit er for vådt til, at man overhovedet kan sidde der. Men i lørdags var der tørt. Her sad jeg en times tid og så på åvandet, der langsomt flød afsted, som det altid har gjort. Bagefter tog jeg toget tilbage til København og krøllede mig sammen i min store sofa.

I dag har jeg krammet lidt ekstra på nogen af de små og store børn i min familie. Du er ikke ked af det, for jeg holder dig i hånden, sagde Vera på 3, da vi mødtes ved elefanterne i Frederiksberg Have.

Og sådan kan små sjæle tænke store tanker.

IMG_2978

by - 8 kommentarer

Sorg

En klog mand sagde engang, at man hverken kan se direkte på solen – eller på sorgen uafbrudt. Ind imellem må man løfte blikket og se til siden. Det var nok det, jeg gjorde, mens jeg var på skiferie. Vendte blikket til siden. Væk fra sorgen over min gode venindes ulykkelige situation.

Jeg havde hende med hver eneste dag. Helt inde under den tynde uldtrøje sad hun, mens hun hjalp mig med ikke at lade vejret og det sure løg sejre. Mens hun hele tiden mindede mig om at værdsætte. Mens jeg fortalte hende om de smukkeste udsigter til fjeld og himmel. Og imens lod hun mig se den anden vej. Jeg lod for en stund som om alt var næsten godt. Etablerede min lille ferieboble, som gav plads til nydning.

Jeg er startet i mit nye arbejde. Og det gør mig glad. Eller gladere. Og jeg tænker hver dag på den smukke buket, der stod udenfor min dør dagen efter, jeg havde sms’et til hende om jobbet. Med et lille brev om at danse lidt indianerdans for hende også. For det var det, jeg gjorde, da jeg vidste, at jobbet var mit. Jeg har danset indianerdans med indlagte jubelhyl for både hende og mig selv. Jeg ved, hun synes, mit arbejde er vigtigt. Ikke bare for mig, men for så meget andet.

I de her dage græder jeg. Sorgen har kastet sig over mig med orkanstyrke. Jeg går på arbejde, men jeg klapper sammen, når jeg kommer hjem. Mens jeg cykler gennem byen, løber øjnene i vand og trækker mascaraen ud i sorte strimer. Når jeg lukker døren i Sydhavnen, græder jeg igen. Kroppen er tung som beton. Nogle dage gør det godt at løbe en tur i blæsten. I dag krøller jeg mig bare sammen.

Jeg har ikke så meget at skrive om. For det meste er uden betydning lige nu.

IMG_2965

by - 2 kommentarer

Til Lene

Jeg bliver ordlam, når nogen jeg holder meget af, er ude i ulykke. Alligevel trænger ordene sig på for at komme ud. De myldrer ud i en lille rodet bunke. Hvor de ligger og falder lidt sammen. Og de bliver forvirrede, ordene, fordi de ikke kan finde deres retning.

Ulykken er ikke min, den er Lenes. Og Mikkels og Axel Emils. Jeg er så fyldt af sorg over alt det, hun står i sammen med sin lille søn og sin mand. I dag løb jeg helt over. Det er umuligt at begribe, det er så meget lort, og det handler ikke en skid om mig og mine ord.

I dag, som jo er torsdag, hvor jeg altid har stævnemøde med Steffen og psykopattræningen, følte jeg mig udmattet af ked-af-det-hed. Sådan træt ind til benet. Og jeg overvejede at lægge mig tilrette på sofaen, pjække fra træningen og være alene og ked af det.

Lene ville elske den her monstertræning. Og det gav ikke mening for nogen at kravle i fosterstilling og græde ned i puden. Jeg trak vejret ind, løb over broen og mødte de andre. Og så gav jeg fuldstændig los i torsdagstræningen. Jeg havde Lene med inde bag mit hjerte og i hver en fiber, og det eneste, der gav mening var at træne igennem, til hele kroppen rystede. Min sorg forvandlede sig i en times tid til ubændigt raseri på universet. Hvad fanden bilder det sig ind? Jeg tæskede løs på kroppen, på de brosten vi svingede rundt med og på de seks etager i parkeringshuset, hvor vi spurtede op og ned.

Bagefter var jeg for træt til at mærke andet end mine rystende muskler. For en stund.

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal sige.

IMG_2908

by - 13 kommentarer

Stille død

Døden har altid fascineret mig. Ikke på den dødsforagtende måde. Eller den morbide. Døden har bare interesseret mig. Måske fordi døden er det eneste helt sikre i vores tilværelse. Vi kommer til at miste, og vi kommer til at dø. Ligegyldigt hvor smukke, tjekkede og velhavende vi er, kommer vi til at krakellere og visne med tiden. Døden er det vilkår, alle må leve med. Høj og lav, rig og fattig, modig og bange, smuk og grim. Der er noget ensartet over døden, og alligevel vil vi aldrig vide, hvordan det er. Før vi er der. Måske derfor har jeg altid været nysgerrig.

På de fleste af mine rejser, lægger jeg vejen forbi en lokal kirkegård. Fordi de fortæller mig så meget om livet og om de ritualer, der bliver skabt omkring det at dø. På universitetet skrev jeg om døden og de ting vi gør, når nogen dør. Om dødens betydning for de liv, der bliver levet. Hvordan døden giver mening til livet, og livet giver mening til døden. Alligevel.

Engang overværede jeg en festival i et stort buddhistisk kloster i det nordlige Indien. Blandt andre sammen med en ung munk. Han forklarede mig, at de store masker skulle vise menneskene alt det grimme og skræmmende ved døden, så de ikke skulle blive rædselsslagne, når døden kom efter dem. Folk skulle se direkte på maskerne og blive bange. Når de havde set frygten, ville den ikke være skræmmende senere. For når man er rædselsslagen kan man miste orienteringen, sagde han. Jeg har selvfølgelig en maske stående på reolen i Sydhavnen. Og vi kigger hinanden hyggeligt i øjnene og tænker på Ladakh og buddhisterne.

Jeg har set mange mennesker dø. Holdt mange hænder. Strøget mange kolde kinder. Siddet ved siden af sørgende familier. Døden pustede mig koldt i nakken, da jeg fik kræft for noget, der nærmer sig 100 år siden. Jeg har altid vidst, døden var der. Altid vidst at døden også kommer til mig og mine på et tidspunkt. Pustet i nakken lærte mig, at det er sikkert og vist. Også for mig og min familie.

Døden er ubegribelig. Jeg kan ikke helt fatte, at verden en dag skal gå videre uden mig. Eller uden alle de mennesker, jeg kender og elsker. Og som er med til at definere min verden. Men det skal den, og det gør den.

Mette Ziemendorf Ringsted har skrevet en lille bog om, hvordan døden sparkede døren ind hos hendes familie, da svigerfar pludselig blev syg af kræft. Hun fortæller på sin stille hverdagsagtige måde om valg, hun aldrig havde forestillet sig at stå overfor. Om grænser der blev brudt og overskredet. Om nærhed og ægte omsorg. Om alle de absurditeter og meget fysiske udfordringer døden giver til en familie, der langsomt lader sig omfavne.

Bogen er en dansk version af min tibetanske maske. Når du læser bogen, kan du se nogle af de ting i øjnene, som er skræmmende, når nogen dør. Og måske er du mindre bange, når det møder dig engang. Mette fortæller helt usentimentalt om hvordan hendes og familiens angst hele tiden flytter sig. Mette og hendes mand flytter sig helt tæt på døden. Tættere end de nogensinde havde forestillet sig. Og får skabt en afslutning for dem og for svigerfar, som ikke kunne være smukkere. Og som gav så meget mening til det hele.

Bogen hedder Stille død, og forlaget har sendt et eksemplar, som du kan få i hænderne, hvis du lægger en kommentar. Jeg trækker lod eller vælger blandt kommentarerne på lørdag.

IMG_2857

by - 3 kommentarer

Kemoterapi, marathon og høje bjerge

For snart seks år siden pakkede jeg sammen med en god ven omkring 100 kg klatreudstyr og rejste til Nepal. Det var knapt et år efter, jeg havde sluttet den temmelig intensive kemoterapi, jeg fik for den lymfekræft, der havde sneget sig ind i min krop. Selvom jeg slap nådigt igennem min behandling, var jeg banket ret pænt til hjørne, da de sidste dråber kemo dryppede ind. Jeg kunne fuldstændig tilbagevise, at man bliver sejere og mindre pivet i løbet af sådan en behandling. Jeg gjorde ikke. Til sidst kunne jeg næsten græde over en blodprøve. Jeg hadede alt, der gjorde ondt. Og da sygeplejersken skulle trække det centrale venekateter, som dinglede fra mit bryst, ud, måtte min søn stå ved siden af og holde min forkrampede hånd.

Det næste år trænede jeg – også til smertegrænsen, samlede udstyr og rejste penge. Fordi jeg ville tilbage til bjergene. Jeg havde brug for at gøre noget stort. Med store armbevægelser. Trække de største baljer luft ind i de smukkeste omgivelser. Jeg ville også give billedet af den stakkels offer-kræftpatient en ordentlig en på sinkadusen. jeg gad ikke være stakkels. Jo, jeg gad godt holde i hånden, når noget gjorde ondt. Men jeg ville ikke være stakkels hele tiden. Jeg ville gerne bruge den ekspedition til at vise, at jeg også stadig var mig. Og jeg ville gerne prøve at finde ud af, hvem jeg var nu.

Inden jeg tog afsted, lavede jeg en udsendelse på P1 i det program, der dengang hed Vita. Da jeg kom hjem, lavede vi to udsendelser mere. Jeg fortalte om at være syg, om at blive rask, om bjergbestigning, erfaringer, skønhed og fællesskaber. Jeg blev sådan i en lille målestok ret kendt for at have haft kræft, og jeg holdt en bunke forerag om kræft, træning, sygdomsbilleder og bjergbestigning. Men for et par år siden blev jeg ked af at være mest kendt for det. Jeg lavede så meget andet, som jeg så ikke var særlig kendt for. Derfor trak jeg mig lidt tilbage fra de sammenhænge, jeg indgik i og som havde med kræft at gøre. Jeg lukkede den hjemmeside, vi lavede dengang. Den hed paatoppen.com og handlede om vores bjergbestigninger i 2008 og om at blive rask efter kræft og kemoterapi.

Der har hele tiden ligget links til de radioudsendelser her på bloggen, men forlden opdagede jeg, at de links var afgået ved døden. Jeg kunne ikke længere finde udsendelserne, trak lidt på skuldrene og slettede linksene. Men jeg opdagede det, fordi der var en, der efterlyste dem. Nogen ville altså gerne lytte til de samtaler, vi havde i de tre udsendelser.

Og i dag var der så en frelsende engel, der kunne se lidt bag mig åbenbart, som skrev en kommentar med links til nogle af udsendelserne. Og så satte jeg mig og lyttede til den udsendelse, vi lavede, da jeg var landet i København. Og den gjorde mig så glad, den udsendelse. Det var selvfølgelig dejligt at genhøre mine tanker og oplevelser. Men det gjorde mig usigeligt glad, at jeg ikke tværede en happy-go-lucky grød ud over mine medmennesker. Jeg har åbenbart gået med en nagende tvivl. En tvivl om jeg selv i de udsendelser havde ophøjet min private oplevelse til en måde at håndtere sygdom på, som alle burde springe ombord i. Det gjorde jeg ikke.

Nåmen, nu kan I selv høre mig fortælle om bjergbestigning, smukhed, fællesskab og en følelse af mod: Vita fra 2008 Jeg siger stort tak til Susanna for linket.

DSC_0003

by - 4 kommentarer

Livslussinger i 2013

2013 var mere end blot peace, love and harmony. 2013 skal have nogle ordentlige los i røven, fordi den delte onde kæberaslere til folk, jeg holder af. Jeg kan slå tilbage, når lussingerne rammer mig selv, men når universet optræder ufint overfor de mennesker, som jeg kender og elsker, kan jeg kun tilbyde kram og chokolade. På den stille måde.

I går spiste jeg frokost med en særlig gammel veninde. Hendes mand ligger igen meget, meget syg på hospitalet. Jeg kan kun sidde der, sammen med hende og hendes ulykkelighed.

Senere på dagen talte jeg længe i telefon med Lene. Smukke, stærke og sårbare Lene, som elsker at køre stærkt på cykel. Og i bil. Som jeg er kommet til at holde så meget af, og som igen er blevet overfaldet af en tumor. Som betød, at hun igen måtte opereres, og som trumfede med at dele sig, så hun nu får kemoterapi og i det hele taget knokler sig igennem noget, der får mit eget kræftforløb til at ligne en let influenza.

Min mor. Min seje, stærke, smukke mor blev også kørt over af en tumor. En stor del af mit efterår er gået med at være så meget tilstede, jeg overhovedet kunne. Jeg har plaget samvær ud af hende. Mens hun stod stråler og kemoterapi igennem sammen med min far. Jeg tror, den tumor blev elsket ned. Ta’ den, 2013 – og skrid med den slags.

Jeg bløder lidt indeni, når jeg ikke kan være nok tilstede i de liv, der har brug for det. Og derfor får 2013 saksespark og håndkantsslag for at kaste alt for meget lort ind i alt for mange liv.

Derfor blev 2013 også det år, hvor jeg oplevede at gå i baglås, når jeg nærmede mig bloggen her. Der skete så meget, som involverede så mange andre omkring mig. Jeg har altid blogget med åben pande. Fordi jeg alligevel er så dårlig til at lyve, at folk lynhurtigt ville opdage, hvem jeg var. Jeg har kun oplevet godt ved at blogge som mig selv. Jeg har lært de fineste mennesker at kende i den rigtige virkelighed, som jeg nok ikke ville have mødt, hvis jeg var hemmelig. Jeg kan faktisk lide udfordringen ved at finde en balance i at skrive meget personligt, mens jeg holder det privateste ude i baglokalet. Jeg kan lide udfordringen ved at skrive åbent uden at udlevere de mennesker, der befolker mit liv. Jeg har vænnet mig til også at byde venner og kolleger velkommen, når de finder vej til siden.

Midt i 2013’s missilangreb mistede jeg fodfæstet. Jeg kunne ikke skrive om de ting, der optog mig. Fordi de ikke kun handlede om mig. De handlede slet ikke kun om mig. Og så mistede jeg evnen til at se mening i alt det andet. Jeg kunne ikke se over kanten og få øje på alle de andre ting, jeg ellers kunne blogge om. Alt andet blev ligegyldigt. Der er ret skarpe grænser for, hvad jeg kan skrive om.

Derfor har der været meget stille.

Så – farvel igen 2013 – og tag finkerne og lortet med dig igen. Nu har vi kappet armene af dig, så du ikke længere kan svinge næverne. Godt nytår.

IMG_2683