Jeg elsker at træne. Det kan vist ikke komme bag på nogen, som læser bare lidt med engang imellem. Jamen det gør jeg. Specielt min løbetræning, jo. Men jeg elsker også at træne alt muligt andet. Faktisk er det vist mere eller mindre det at knokle mig selv til mine fysiske grænser. Jeg aner ikke, hvor det kommer fra. Eller hvorfor. Dybest set er det ret skørt. Og jeg kender ikke mange andre kvinder, der har det sådan. Eller mænd.

Men sådan er det. Jeg er tæt på lykkelig, når jeg drejer storsvedende ind i gården efter et par timers løbetur. Eller når jeg slutter en intervaltræning med pulsen hamrende helt op i hårrødderne. Når jeg med rystende muskler, der ikke ville kunne tackle en halvfuld kaffekop,  har nået toppen af en klippevæg. Selv i træningslokalet går jeg all in – og elsker det, selvom det er pissekedeligt. Følelsen, altså, fornemmelsen af sved og ultimativ træthed.

Og derfor træner jeg lystigt videre, selvom jeg er blevet langsom og halvgammel. Alt er relativt, og jeg overhaler stadig en ordentlig bunke løbende mænd og koner, når jeg løber afsted. Men jeg mistede en masse hurtighed med al den kemoterapi, jeg fik skyllet gennem kroppen for snart fem år siden.

“Du løber så let som en lille alf”, sagde en af mine gamle løbekammerater engang, mens vi løb sammen i et marathon. Det bruger vi så ikke helt mere, det med let som en alf. Siden dengang har nogen hældt bly i mine skinker og installeret cementklodser i løbeskoene. Og på en eller anden måde har 6-8 ekstra kilo sneget ind på min krop. På rekordtid. Måske har jeg smidt et par stykker af dem igen, men kroppen er definitivt mere omfangsrig end tidligere.

Nåmn, det handler på ingen måde om at pive over lost grace. Men mere om hvorfor jeg træner videre. Jeg må erkende, at jeg ikke gider stille op i konkurrencer eller motionsløb. Sådan basicly. Undtagen nogen gange. Men at være i stand til at løbe et maraton på 4 timer virker bare ikke helt. Det motiverer mig på ingen måde til at stille op. Og misforstå det nu ikke. Jeg har bare kunnet løbe meget hurtigere. Engang for fem år siden. Jeg har altid syntes, at maraton er langt. Også dengang jeg løb det “let som en alf”. Og jeg kommer aldrig nogensinde til at tilhøre det segment, der løber mange maratonløb. Jeg kommer aldrig til at høre til dem, der løber mange løb. Punktum.

Jeg kan blive fristet af sjove, anderledes løb. Af de løb, vi har gjort til tradition, fordi det er hyggeligt. Og hvem ved? Måske løber jeg et maratonløb uden konkurrence igen en dag, som det i Skodsborg.

Jeg vil bare gerne træne. Og måske skulle jeg finde mig en løbeklub og en roklub og en….? Jeg har altid været en social løber. Elsket at løbe sammen med andre. I mange år har jeg løbet i gruppe flere gange om ugen, men også dyrket ensomme meditative løbeture. Jeg har været medlem af Århus 1900 i 100 år. Og måske skulle jeg bare melde mig ind i Sparta? Eller en anden klub. Jeg savner nogen at træne sammen med. Nogen at have noget træningsfællesskab sammen med. Jeg er et klubmenneske. Jeg har bare trænet helt alene, siden jeg begyndte at genoptræne. Og

Så havde man lige planer om et par sindsoprivende spændende og provokerende blogindlæg inden afrejse. Men sådan bliver det ikke. I stedet bliver det blot en lille farvelhilsen på falderebet. For om en halv time smutter jeg ud til bussen og tager i lufthavnen. Med en rygsæk, der virker latterligt stor og pakket. Men nu er det sådan. Der er hverken sommerkjoler, læbestift, parfume eller make up i den. Ej heller bøger, fordi jeg har fået min nye Kindle. Hvordan jeg kan presse 2-3 liter vand ned, må vi tage fat på i Chamonix. I morgen tidlig.

Og hvad har jeg så haft så travlt med sådan en feriemorgen? Tak fordi du spørger. Jeg arbejder mig nemlig halvt ihjel, før jeg har gjort alt klar til ferie. Lige nu drømmer jeg om et job, hvor jeg bare kan råbe ‘hej-hej’ og komme tilbage to uger senere. Men nææææ, når man absolut skal fylde sin hverdag med alt muligt udfordrende, så er man halvdød, når ferien indtræffer. Fordi ingen tager sig af nogetsomhelst, mens jeg er væk. Og i går så det ud til, at tre konferencer pludselig hang i en tynd tråd. Alligevel fik jeg sammen med en flok andre dedikerede lavet en brandslukning og reddet det hele på stregen. Så nu kan det ligge og simre, mens jeg er væk.

Jeg har proppet min lille rygsæk med uundværligheder, viklet gaffa om trekkingstavene, sendt mails til familien, ringet til min mor og far, nydt den sidste kop te længe, og gjort hjemmet lidt ryddeligt. Eller – lidt mere ryddeligt. For Vera kommer på koloni i udkants-København sammen med sine forældre og flytter ind her, mens jeg er væk.

Vi melder os ud de næste to uger. Der kommer ingen blogindlæg, ingen billeder, ingen Facebook opdateringer. Men når vi er hjemme den 31 , SÅ skal I få røverhistorier, skal. Og billeder. Fordi jeg helt sikkert bare skal ligge på min sofa og flyde med dameblade og internetsurfing hele den 1. september.

Hav det rigtig godt allesammen. Lad være med at nedlægge regionerne eller andre vilde indgreb, mens jeg ikke kan brokke mig, okay? Vi ses, skrives, høres, og så ser vi, hvor seje vi så synes vi er. Til den tid. I hvert fald kommer jeg til at gå amok i stilletter, læbestift, sommerkjoler (JO), parfume og boblevand. For at opveje to uger i svedigt løbetøj.

Ironman? Aldrig.

København havde klædt sig på til fest. Selv vejret viste sig fra noget, der næsten kunne ligne august. Og festen var Challenge Copenhagen, Københavns egen ironman konkurrence.

Og jeg blev igen bekræftet i, at triathlon aldrig skal være min sport. Challenge Copenhagen var fantastisk. København var fantastisk. Det bliver bare aldrig nogensinde mig, som deltager. Jeg bliver fascineret og en smule skræmt over de toptunede og de ikke helt veltrænede, som alligevel kaster sig ud i det. Seks timer i væskedepotet under Langebro gav mig lejlighed til at hilse på dem alle, mens jeg langede Red Bull og bananer ud i rå mængder. Og fik plasket ækelt sukkerstof ud over det hele.

Så hvorfor ikke triathlon? Når nu jeg er sådan en, som godt kan lide at udfordre mig selv? Og en gang imellem finde nogle nye grænser? Som om ganske få dage flyver til Frankrig for at tæske afsted i bjergene i mange timer hver dag?

For one thing, så gider jeg overhovedet ikke konkurrere på cykel. Jeg gider godt at køre stærkt. Og langt. Men kun for at imponere mig selv. Jeg ved godt, at man ikke må ligge på hjul i ironmankonkurrencer, men alligevel. Og jeg gider slet ikke køre tæt i et felt. Eller jeg tør ikke. Jeg hader at styrte på cykel. Fordi jeg altid slår mig som bare pokker. Og jeg kan slet ikke holde tanken ud om at styrte imellem en masse andre. Jeg er en ægte kylling.

Jeg gider heller ikke svømme. Ikke fordi jeg er en kylling, men fordi det er kedeligt. Jeg svømmede hele min barndom, og det må være nok. Jeg kan svømme, og jeg bruger det nødtvunget som supplerende træning. En sjælden gang. Altså bortset fra i min kanal. For det er sjovt.

Så jeg løber bare. Fordi det er det, jeg kan. Og gider. Fordi det er så nemt.

Men Challenge Copenhagen var en fest. Og gu’ var de seje. Og København var sej at stille op, som den gjorde. Med glade mennesker langs ruten. Og rigtig mange af dem.

Beklager at alt det her med alpeløb, træning og forberedelser fylder hele sendefladen. Hvis det er kedeligt, så surf bare videre. Jeg har flere kladder liggende med vanvittigt kloge perspektiver på verdenssituationen. Til når jeg får noget liv igen.

Når jeg ikke piver over, at træning fylder det hele eller drukner mig selv i rødvin, så er det altså ren optur. Den træning kører bare hamrende godt, er jeg nødt til at sige. Jeg elsker løbeturene. Jeg løber med en energi, jeg ikke har mønstret i årevis og sprinter glad afsted hver eneste dag. Jeg har overskud på hver eneste tur (undtagen den der druknede i rødvin), og når jeg nu ikke får løbet så mange intervaller, ja så er der indlagt fartleg på mange ture. Jeg elsker det her vejr, hvor det skifter mellem høj sol, skyer, sommerregn og blæsevejr. Jeg kan simpelthen mærke, at jeg bliver stærkere hele tiden. Nu løber jeg stadig ikke med ur, så jeg ved dybest set jo ikke, om jeg bare løber langsommere og langsommere, men jeg har en lille fornemmelse af, at der alligevel er kommet mere fart i mig. I hvert fald overhalede jeg to fyre i dag og hang på en anden i 4-5 km. Og fik thumbs up fra ham, da han endelig slap og sprintede fra mig.

I går underholdt jeg mig med at veje hele mit udstyr. Bit by bit. Så jeg kan tage til og fra, sådan at den samlede vægt kommer til at være menneskelig. Eller bare så lav som muligt. Lidt ligesom at lægge puslespil, faktisk. Brikkerne skal passe. Jeg skal have præcis nok tøj med, og det skal passe til alle slags vejr. Og jeg skal ikke have et gram for meget. Det er en slags kunst.

Fredag blev jeg lidt ekstra belært. Jeg var på besøg hos Thure og Mette med en lille bitte flaske rødvin under armen. Thure er adventureracer på sådan seriøst niveau og har bunkevis af erfaringer med lange løb i vanvittigt terræn, og jeg lytter andægtigt til de fleste af hans guldkorn. Så meget alligevel, at Mette på et tidspunkt erklærede, at NU måtte hun lægge neglelak. Og det er hun fandme skrappere til end mig. Efter en skidehyggelig aften drog jeg hjem med en ordentlig bunke gode råd og tasken fuld af mere udstyr og andet godt.

For min hjælp til det første multisportsarrangement på Amager fik jeg en helt ny rygsæk. En OMM 15l Ultra, som jeg testede på 26 km i går. Den sad perfekt og er hermed udnævnt til overtræningsrygsæk. Hvad? Multisport? Jamen skynd jer at melde jer til det næste den 23. august. Det bliver fantastisk. Her er link.

Med mig havde jeg også Thures fiberjakke, som jeg fik lov til at låne. Den vejer 250g og kan holde mig varm, selvom den bliver våd. Dermed kan både dunvesten og softshelljakken pilles ud, og vupti sparede jeg omkring 350g. Jamen det tæller, kan jeg godt sige. Og nu er pakkelisten næsten klar. Der er virkelig ikke meget at rutte med undervejs, og vi må håbe på nogen solskinsdage, så vasketøjet kan tørre bag på rygsækken. Ellers må vi løbe hurtigt og tage en pausedag, hvor vi vasker og tørrer. Eller også må vi bare lugte. Jeg skal nok poste listen en af dagene.

I dag har jeg løbet mit sidste dobbeltpas. Eller jeg mangler lige sidste etape, men den gemmer jeg lidt. For jeg får besøg af Katrine, som gerne vil indvis i nogle af Amagers lyksaligheder i løbesko. 15-17 km i morges, og så bliver det vel 8-10 km med Katrine. Og så slutter jeg de lange ture, så jeg kan bruge den sidste 1½ uge til at bygge op og være fuldstændig klar. Nu skal jeg bare hyggeløbe hver eftermiddag i Hillerød og på fælleden.

Og i går, ik’os? Da var der nogen, som råbte noget pænt efter min røv, da jeg løb forbi. Synes jeg bare lige, jeg ville nævne.

Vågner klokken bullshit om natten med vilje og kravler ud fra hulen under min dyne. Drikker lidt vand og smutter i løbetøj og sko og skynder mig  hurtigt som en ninja ud af døren. Afsted ud i morgenluften på Amager Fælled, hvor man kun møder fugle og andre tosser, der er ude i løbesko. Selvom det næsten er nat endnu. 8-9-10 km – og hjem i brusebad. Morgenmad og madpakke og så afsted på cyklen og de 15 km på arbejde, mens dagen for alvor får øjne.

Arbejder på højtryk 8-9-10 timer og cykler 15 km hjem igen. Springer direkte i løbetøjet og afsted ud over fælleden endnu engang. Nu møder jeg både hunde, cyklister, folk på gåtur, børn der leger, modelflyvere, løbere og andet godtfolk, mens jeg sprinter rundt på stierne. Og er ved at dø af sult.

Og så kommer det spændende. Er jeg for sulten til at gå i bad først? Eller lader jeg det lune vand spule svedlugten af min krop, før jeg kaster mig over køleskabet og voldsnitter grøntsager til min aftensmad?

Og så sker der ikke mere. Så spiser jeg og falder omkuld i flydesofaen og ser åndssvage udsendelser i fjernsynet. Som “Kender du typen?” eller “Hammerslag”.  Eller surfer rundt på andres blogge. Mens jeg langsomt falder i søvn og diskuterer med mig selv, hvornår jeg skal flytte mit legeme ind i det tilstødende lokale. Hvor min seng står klar med dynen.

Og sådan går mine dage så spændende, ik?

Er der noget, vi kan, når vi nu holder en pause i at tale sammen om tragedien i Norge, er det at tale om vejret. Det er godt at have noget smertefrit at tale om, og det har også givet os rig anledning, det vejr. Først sukkede vi over, at det var for varmt. Jo, det gjorde vi. I har muligvis glemt det, men jeg husker. Så blev det den 2. juli, og København druknede, mens Sydhavnen for en tid var fysisk afskåret fra omverdenen. Nu regner det bare. Mere eller mindre hele tiden.

På sådan en søndag, hvor højskolen er slut, og jeg kunne sidde længe og uforstyrret med min morgenavis, følte jeg mig ikke helt fristet til udendørs aktivitet. Det silede jo ned. Og jeg er tæskegod til at finde grunde til at blive inde. Oprydning, rengøring, tøj der skal vaskes, børn der skal snakkes i telefon med, ogsåvidere, ogsåvidere. Men når nu det står i reglerne, at der skal løbes minimum to timer sådan en søndag, så er det jo sådan, det er. Selv om tidspunktet bliver udskudt i det næsten uendelige. Og pludselig er dagen nærmest gået (eller druknet), og der er ikke længere noget at gøre.

Langsomt, i slowmotion bevægelser, kryber jeg ned i noget løbetøj. Gyser ved tanken om alt det vand, der vil vælte ned over mig. Finder skoene, der næsten er tørre fra lørdagens morgentur, og snører dem modvilligt. Men regler er regler, ikke? Pakker noget vand og kommer endelig ud af døren. Og vandet vælter ned.

Men lige på den anden side af Slusebroen er verdens største vandpyt. Og pludselig vender det hele. Pludselig husker jeg, hvor sjovt det er at løbe i regnen. Mit indre barn spurter igennem vandpytterne. Efter fem minutter er det helt ligegyldigt, at fødderne skvulper rundt inde i løbeskoene. Håret driver af vand, og jeg ved bare, at jeg aldrig får redt den fletning ud igen. Men det betyder ikke noget. Og efter 2½ time rundt på Kalvebod og Amager Fælled i noget oktobervejr med efterårsstorme og det hele, ser min bagside sådan ud:

Det er ikke helt let at fotografere mine ben bag fra. Slip selv fantasien løs over de krumspring.

Oktoberfornemmelserne varer ved, og sådan en løbetur må nødvendigvis slutte i sofaen med et lunt håndklæde omkring om med en kop rygende varm chokolade i hånden. Så, selvom jeg elsker sol og varme, er det her vejr sgu meget sjovt. Man glemmer det bare. Og kan man ikke mærke sin indre barneunge, kan man jo lade sig inspirere af dem, der ikke kun har det indeni.