Der er storm over Lesbos. Iført vores varmeste vinterlag, knagfryser vi i vores beskyttede lejr i læ bag træerne. Vi er konstant på vagt. Klar til at tænde for generatoren og varme heating teltet op til forkomne mennesker.

Men der kommer ingen. En enkelt falsk alarm i aftes, som først skabte lettelse. Nu er vi i tvivl. Mon der var en båd? Og gik den ned? Vil nogen nogensinde vide det? Hvem vil savne de mennesker, der måske ikke er mere?

Vi har ryddet op i klinikken og organiseret det hele, så det er klart til akutte situationer. Vi har lavet workshop om ‘basic emergency aid’ for de øvrige frivillige. Eller det har svenske Jörgen, der både er akutsygeplejerske og brandmand og helt vant til at undervise i den slags. Det gør en stor forskel at alle ved en lille smule om hypothermi eller stærkt afkølethed. Eller at alle ved lidt om genoplivning.

Frivillige arkitekter og konstruktører arbejder med at tætne og isolere vores telte og beskytte dem mod den iskolde vind. De er virkelige helte. De hamrer og banker og skruer, når de ikke er ude og samle redningsveste ind til projektet.

Vi har holdt møder og organiseret den akutte modtagelse af stærkt forkomne mennesker. Vi er et fantastisk team. Og jeg er stolt af at være en del af det.

Vores arbejde er ret godt organiseret. Vi har en leder af det hele, og der er døgnet rundt en lejrleder, som er nøglepunkt for kommunikation om ankommende både. Vi – the medic team – har en arbejdsplan og altid en på tilkald. Alle kan hele tiden få fat på os. Alle ved hele tiden, hvilke opgaver de skal løse. Kun det gør det muligt at improvisere.

Det er nytår. Og vi fejrer det på en restaurant ikke så langt fra vores lejr. Selvom stormen brøler om ørerne på os, ved vi, at folk vil forsøge. Smuglerne på den anden side giver rabat, når vejret er dårligt. Dem uden penge på lommen tager chancen. Fordi chancen er så meget mere værd, end det de har lagt bag sig.

Nytårsaften bliver fejret i fællesskab med en følelse af afmagt. Jeg ved, at tre både har forladt Tyrkiet uden at komme frem. Og uden at vende om. Det er 100 eller 150 mennesker, der ikke fejrer nytår. Og det gør mig trist helt ind i marven. Det gør mig rasende, at den rige del af Vesten ikke gør det muligt for mennesker at rejse sikkert. At vi ikke sammen finder løsninger for de mennesker, der risikerer deres liv. Først i krig, senere på havet og endelig på deres videre færd til fods op gennem Euopa.

Hvis jeg har noget nytårsforsæt for 2016, bliver det at arbejde for ‘safe passage’ og for større global omsorg. Jeg kan ikke lave revolutioner, men jeg kan skrive og skrive og skrive om de mennesker, jeg møder her i Grækenland, og om de oplevelser, som nok kommer til at forandre noget i mig for altid.

I går lærte jeg, hvordan en to-årig ser ud, når han tror sin mor mistet for alvor. Ikke på den danske måde, som når Esther laver koala på sin mor. Eller skriger når hun går. Når man først har mistet sin far i krig. Og derefter er flygtet med sin mor i hånden og sine brødre på 10 og 16 år over grænsen til Tyrkiet, hvor man måtte gemme sig for ikke at blive tilbageholdt og sendt tilbage. Og derefter har siddet nogle timer på et let uroligt hav i en alt for lille gummibåd med alt for mange mennesker i. Og er blevet gennemblødt af koldt havvand. Og man ser sin mor, sin eneste støtte i sit korte liv, styrte besvimet om i vandet ved stranden. Så er man lost på en måde, vi heldigvis ikke helt kan forestille sig.

Kvinden blev bragt ind i mit ‘heating tent’, hvor vi pakkede hende ud af sit gennemblødte tøj, tørrede de våde fødder og pakkede hende ind i tørt tøj og varme tæpper. Hun kunne ikke holde sig oprejst, men var fuld af angst for sine sønner.

Jeg sendte en stafet ud i lejren for at finde dem. Og ældstesønnen kom hurtigt og forsikrede hende, at alle havde det godt. Hun sov og vågnede og sov og vågnede. Jeg hørte et lille barn græde på en måde, jeg ikke har hørt før. Længe. Pludselig løftede hun hovedet og hviskede, Ibrahim -Ibrahim. Hun pegede på teltåbningen. Og det gik op for mig, at gråden var hendes lille søns.

Jeg ilede ud og fandt ham sammen med sin ti-årige bror. Opløst i afmægtig, stille gråd. Han protesterede, da jeg trak de to mod teltet. Indtil jeg fik ham trukket helt hen til kvinden på sengen. Han blev fuldstændig tavs. Kvinden trak ham op under tæppet og lagde ham helt tæt. Han faldt i dyb søvn, mens hun strøg ham blidt over håret.

Jeg listede stille ud og lod dem alene.

En time senere gik han fornøjet ud af lejren sammen med sin mor. Og vinkede.

Jeg poster ikke billeder af flygtningebørn, men vi har en lejr-ged.

Lesbos sætter sine aftryk med det samme. Jeg ankom sent i aftes, fandt mit hotel og drev sulten ud i natten for at finde mad. Jeg fandt en café fuld af mennesker og blev i samme minut budt velkommen til Lighthouse, som er navnet på den NGO, jeg arbejder sammen med. Smil, knus og ‘hvor-er-det-godt-du-er-her’ fik alle tanker om klam humanisme til at fordufte som en sæbeboble i solen.

Jeg sov, til jeg vågnede og fik min første virkelighedserkendelse, mens jeg så ud af vinduet på en tæt besat gummibåd fyldt med orange redningsveste. Det sker. Lige her. Jeg gik langs vandet til den Lighthouse transitlejr, hvor også vores klinik ligger. Her var ro, selvom allerede fem både var kommet i løbet af morgenen. Det er det, her er. Ro.

Båd efter båd fyldt med børn, kvinder og mænd driver ind til stranden. Så fuld af tab, ulykkelige skæbner og en spinkel streng af håb. Alligevel er her ro.

Det er det, de kan og det, de har gjort. De frivillige som har befolket Lesbos’ nordkyst siden sommer. De har organiseret det utæmmelige kaos, der brød løs, da tusindevis af bådflygtninge skyldede ind på øen. Alt var kaos, forklarede den chauffør, der kørte mig fra lufthavnen. De gik og gik fra Skala til Mitilini. Ingen kunne komme videre, sagde han og pegede mod båden på havnen. Her ventede 20-30.000 mennesker på at forlade øen i en uge eller to.

Nu lander flygtningene på nordkysten, bliver modtaget i vores eller naboens lejr, får det våde tøj erstattet af tørt. Børnene bliver tjekket, de syge får behandling, de kolde får varmen. De får suppe, te, kiks eller sandwich. De varmer sig ved bålet, og børnene kaster sig jublende som andre børn, over den lille legeplads, der er etableret. Så bliver de hentet af UNHCR’s busser og kørt til den næste mellemlejr. Her får de mere mad og mere tøj, før de bliver kørt videre til en af de to registreringslejre, Moira og Kara Tepe. Den sidste er udelukkende for kvinder med børn. Så snart de er registreret, kan de frit bevæge sig i Grækenland, og næsten alle forlader Lesbos med den første færge.

Fra at være en ubærlig byrde er flygtningene blevet en værdi for Lesbos. Men kun fordi tusindevis af frivillige har påtaget sig at organisere det. Og fordi tusindevis af frivillige bliver ved med at støtte. For Europa gør ingenting.

Her er ingen klamme humanister. Her er hårdtarbejdende mennesker, der påtager sig virkelig vigtige opgaver. Ikke for at stive egoer af, men fordi de kan noget, der er brug for. Her er et samarbejde mellem forskellige NGO’er og med de lokale, som jeg aldrig har oplevet andre steder.

Det er meget sjældent at opleve sig selv i så godt selskab.