Man kan sige meget skidt om 2016. Det er der mange, der har gjort, så det behøver jeg ikke. Mickey Gjerris siger det så fint i et opslag på Facebook:

Finder det meget problematisk, at så mange skælder ud på 2016. Det er bare et år og kan ikke gøre for det. Det kan vi til gengæld. Det er os, der skaber historien. Os mennesker. Vi har ansvaret. Verden bliver som vi vil. Er ganske enig i, at det ikke er gået så godt det sidste års tid. Men så må vi jo se at få gjort noget ved det, i stedet for at klynke over regering, Trump, terror, krig, loft over hjælp og uddannelse, klima og alt det andet, som i den grad trænger til en kærlig hånd. Så godt nytår og god arbejdslyst. Vi ses i 2017

Det blev et år, der lærte mig meget. Det lærte mig, at det eneste rigtige jeg kan gøre, er hele tiden at handle med min overbevisning. Jeg kan ikke udrette mirakler, men jeg kan måske skubbe blidt til nogen, der så prøver at gøre noget godt for andre. Det findes derude, det gode. Det kan være svært at få øje på i medierne, og vores folkevalgte politikere sammen med dem in spe gør intet for at hjælpe det på vej. Det kan vi kun selv gøre.

Jeg er en lille brik i et større demokratisk system. Jeg er ikke politiker. Mine hverdagshandlinger kan sammen med andres hverdagshandlinger tilsammen flytte lidt. Når nok gør det, kan det flytte mere. 2016 har lært mig, at den vigtigste udvikling kommer nedefra. Fra hverdagen.

Så det går mit liv med, og det kommer 2017 også til. Mens jeg gør det, må jeg leve med, at venner unfriender mig på Facebook, at nogen kalder mig pladderhumanist, betonfeminist, halalhippie, godhedsindustri, landsforræder, naiv og andre ikke-venlige navne. Jeg lever med det. Mens jeg bliver ved med at tale om humanisme som fundamentet i det samfund, jeg elsker.

Jeg gør det, fordi jeg kan. Jeg kender tilstrækkeligt andre mennesker, der har levet i samfund, hvor mine handlinger kunne koste fængselsstraf eller værre. Derfor bliver jeg ved med at ytre mig, deltage og handle. Hvis jeg lod være, måtte jeg hver morgen slå blikket ned foran spejlet i badeværelset. Demokrati og frihed forpligter. Jeg flasher ikke så meget, hvad det er, jeg gør. Jeg snakker med mine børn, mine børnebørn og mine nære venner om det. Fordi jeg gerne vil være den modvægt, mine børnebørn har mod den fjendske retorik. Mit professionelle liv er ikke anderledes end mit private frivillighedsliv. Der er ingen konflikter der.

Da jeg var ung teenager, og min far netop var udnævnt til overlæge i en mindre by i Jylland, gik vi en aften sammen på gaden. Jeg husker blot, at vi gik sammen i mørket, og han sagde, at jeg nu var forpligtet overfor dem, der havde vanskeligere kår end os. Privilegier forpligter, sagde han. Jeg har aldrig glemt den samtale. Det har han sikkert. Men det er en af de situationer, en af de sætninger, der siden på mange måder har været med til at styre min måde at leve mit liv på. Astrid Lindgren sagde noget lignende, at den som har meget magt også må være meget rar (frit efter hukommelsen). Nå, jeg er ikke altid rar. Men jeg har altid siden følt den forpligtelse, og ligegyldigt hvor fattig jeg har været, har der altid været nogen, der havde det værre. Og ligegyldigt hvor skidt det stod til, var der altid noget at give af.

Jeg går ud af 2016 med en god fornemmelse. Der er sket så mange forfærdelige ting, og der er udviklinger, der bekymrer mig ind til marven. Men jeg har gjort, hvad jeg kunne. Jeg har kun tre nytårsforsæt: at gøre det, jeg gør bedre og mere, at bruge en uge syd på i starten af december og overgive mig til influenzavaccinen.

Rigtig godt nytår.

Den uge, som startede julemåneden, var fyldt med rarhed. Venindemiddage, den syriske kvindegruppe, biograf, koncerter, udstillinger, julemarkeder og en del møder, jeg havde set frem til. Jeg havde købt ind til julesmåkager og marcipan. Jeg kan med overbevisning i stemmen sige, at intet blev som planlagt. Ingenting blev til noget.

Jeg sluttede nemlig sidste weekend af med dampende feberkrop, ømme knogler og madlede. Dag for dag kappedes jeg med andre influenzaramte om at trykke først på aflys-knappen. Dårlig konkurrence, siger jeg. To venindemiddage sejlede ud af mir åsyn. Kvindegruppen måtte klare sig uden mig. Børnene måtte nøjes med at blive hentet af deres forældre. Nick Cave, som jeg havde glædet mig til at se på film, forsvandt i horisonten. Julemarkederne klarede andre.

Men da jeg nåede til lørdag og aflyste en planlagt udstilling med en veninde, så jeg på min billet til koncert med Anisette Trio i Christianskirken med vantro i blikket. Jeg havde ikke feber. Jeg hostede og havde ondt i hovedet, men jeg havde ikke feber. Jeg bestemte mig til at gå langs havnen derud og finde en loge for mig selv, så jeg ikke behøvede at hoste på nogen. Det lykkedes alt sammen. Endelig gik Anisette på scenen. Hun sang to forkølede numre. Og så aflyste hun! Jeg er syg, sagde hun, min stemme kan ikke, og jeg vil ikke synge en dårlig koncert.

Jeg gik hjem igen. Og genoptog min feber. Og aflyste Røde Kors Klinikken i aften. Jeg genoptog konkurrencen om at aflyse møder først. Og jeg klarede et par vanskelige patientsager over mail og telefon.

Mit selvbillede som Betty Bomstærk er krakeleret lidt. Hende der ikke får influenza og har et jernhelbred. Jeg havde fortrængt, hvordan jeg rullede rundt i den ene infektion efter den anden sidste forår. Og hvordan det faktisk åd en skiferie. Der er nok ikke meget andet end spandevis af varm te, en god bog, tre sæsoner af Skam og min dyne sammen med tid, der kan gøre en forskel.

Mit immunsystem er flosset i kanten af de mange, mange liter højdosis kemoterapi, der er flydt igennem min krop. Jeg tager imod de fleste vira i omløb, og jeg har tilsyneladende også glæde af dem længere end de fleste. Nu er der næsten gået ti år. Det bliver nok ikke anderledes. Så kan jeg jo bare være glad for, at når jeg ikke er syg, har jeg et jernhelbred.

Jeg tror, feberen er ved at være væk igen. Jeg har flyttet, hvad der kan flyttes i morgen. Og jeg bliver under dynen og ser resten af Skam, inden jeg igen tager ind og hoster på Rigshospitalet.

I dag kunne vi godt have fejret FNs internationale børnedag. Det har vi jo ikke rigtigt gjort, vel? Måske ved du ikke, at 20. november er FNs internationale børnedag. Måske er der også grunde til at forbigå den i tavshed. For hvad er FNs inernationale børnedag?

Det er fejringen af den dag, hvor FNs konvention for børns rettigheder blev vedtaget. Den blev tiltrådt 20. november først i 1959, og i sin nuværende form i 1989. Danmark tiltrådte konventionen i 1991.

FNs Børnekonvention er ikke en lov, som lande kan dømmes og straffes efter. Den en række retningslinjer, som de enkelte medlemslandes regeringer har pligt til at overholde. Gør landene ikke det, kan de kritiseres af organisationer og FN’s Børnekomite. Børnekonventionen gælder for alle under 18 år i Danmark, uanset hvor i verden de kommer fra. Konventionen tager udgangspunkt i barnets bedste for at sikre:

• Børns grundlæggende rettigheder, fx mad, sundhed og et sted at bo
• Børns ret til udvikling, fx skolegang, fritid, leg og information
• Børns ret til beskyttelse, fx mod krige, vold, misbrug og udnyttelse
• Børns ret til medbestemmelse, som fx indflydelse, deltagelse og ytringsfrihed.

Når jeg starter med at sige, at vi kunne have fejret den, hænger det sammen med, at vi ikke længere overholder konventionen helt. Ikke for børn uanset hvor i verden, de kommer fra. Uledsagede flygtningebørn, børn af afviste asylansøgere og børn, der endnu ikke har opnået asyl bliver ikke behandlet helt som andre børn. I den nye finanslov er indeholdt, at uledsagede flygtningebørn kan få inddraget deres frihed, at de kan trækkes i lommepenge og større magtbeføjelser til personalet.

Jeg ville sådan ønske, at vi kunne huske os selv på, at alle de uledsagede flygtningebørn, er netop børn. Se på jeres 13-14-15-16-årige eller tænk tilbage på dit unge jeg. Forestil dig så, at det barn var nødt til at vælge at slå ihjel for Assad eller en ekstremistisk gruppe som IS. Forestil dig, at et nej ikke er muligt. Hvad ville du mon gøre som det barns mor?

Eller forestil dig, at det barn har mistet alt. Forældre, søskende, fætre, kusiner, hus, venner. Alene i verden samler det de midler, det kan og begiver sig på vej væk fra død og ødelæggelse.

Jeg har mødt så mange af de børn. Flest drenge, men også piger. De er de ensomste mennesker i verden. Drenge og piger er i den sårbareste situation, og de kommer alle til at betale prisen undervejs. Alle de børn er blevet misbrugt og udsat for overgreb. Også af kridhvide europæere på vejen. De har set og oplevet, hvad ingen børn skal se og opleve. Dem knalder vi så sammen i flygtningecentre med uuddannet personale. Og vi kværner løs om, at de nok ikke er så meget børn i virkeligheden. Og vi straffer dem, når de gør dumme ting, som misbrugte børn i pressede situationer ofte kommer til.

Skulle vi ikke lege, at vi tog konventionen om børns rettigheder alvorligt? Sådan at vi gav de børn den omsorg, de har så hårdt brug for? Sådan at de børn måske kunne heles og blive gode voksne mennesker? For lige nu gør vi mest i at bekræfte dem i, at de er ingenting.

God International Børnedag. Med hilsen fra en flok forældreløse børn fra Aleppo, som kom til Lesbos sammen med deres onkel. Jeg aner ikke, hvor de er i dag.

For mange år siden så jeg en teaterforestilling, som aldrig rigtigt har sluppet mig. Den foregik på den hedengangne Fødselsanstalt i Århus. Den var netop ryddet, fødslerne flyttet til Skejby, og det gamle hus skulle blive til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultets Medicinske Bibliotek og Uddannelsescenter. Forestillingen var en opførelse af Jobs bog, som er en blodig og dramatisk historie fra Det Gamle Testamente. En portugisisk teatertrup tryllebandt i en slags jerngreb i de 2-3 timer, det varede. Publikum bevægede sig med skuespillerne gennem det gamle hus, og historien blev krydret med ægte friskt kød og rigtigt blod fra slagterierne. Vi var virkelig tæt på det hele. Jeg kan stadig huske lugten af fersk kød, blod og sveden fra skuespillerne. Vi sluttede i den store operationsstue, der lå i et hjørne og virkede nærmest majestætisk. Jeg taler ikke portugisisk og forstod ikke meget af de ord, der blev talt og råbt. Men der var sprog nok.

Tirsdag aften befandt jeg mig endnu engang midt i en total teateroplevelse i Dansehallerne i Carlsbergbyen, hvor Sydhavn Teater sammen med Teater Nordkraft opfører D’Arc. To dage endnu. Her opløste det talte sprog sig i et samlet sansebombardement. Og det er ikke let at sætte ord på oplevelsen.

Vi blev budt velkommen til ‘Museum of Liberation Art’. Forestillingen er bygget op om Jeanne D’Arc og Gilles de Rais og ind og ud af en nutidig kontekst. Vi blev lukket ind i to hold og opfordret til at bevæge os frit, men forsigtigt rundt i lokalet. Centrum for udstillingen var en stor glasmontre, hvor en nøgen mand sad pinefuldt udstillet på et kar med blod. Forestillingen var voldsom, konfronterende og hele tiden udfordrende med sine krav til publikum. Jeg befandt mig i tæt øjenkontakt med Jeanne D’Arc for lidt efter at se videoinstallation af koncentrationslejre. Den ene skuespiller sad i tæt dialog med to gæster, mens Gilles de Rais opildnede til oprør i den anden side af salen. En tilsløret sortklædt kvinde ledte blidt, men bestemt publikum i ly for voldsomheder.

Der var blod, røg, afrevne lemmer og døde dukkekroppe. Der var lyde og lys og mørke. Al tale – på nær et par sætninger af Jeanne D’Arc var på engelsk, og det medvirkede til at understrege min forpligtelse som publikum. Den forpligtelse historien stillede til at forholde mig til nutidens frihedsdilemmaer. Og rædsler. Det understregede ophævelsen af det talte sprog mellem mange talte ord. Jeg var blæst bagud af skuespillet og af skuespillernes engagement og vekselvirkning med publikum. Transformationen af Jeanne D’Arc gennem forestillingen var en næsten ubeskrivelig præstation.

Jeg så, jeg forstod, jeg blev rørt, jeg blev oprørt. Det der det, teater kan. Og det er det, teater skal. Jeg kan kun sige tak og sige, at du skal skynde dig at sikre dig en billet, mens der er tid. Og tak til Mille fra Sydhavn Teater for billeder.

“Jeg har ledt hele internettet igennem” sagde en sygeplejerske fra Bornholm lørdag eftermiddag “men jeg kunne ikke finde nogen, der skrev grimt om jer.”

Lørdag var en særlig dag. Natten forinden var der trykket på kontakten til Sundhedsplatformen på Rigshospitalet, og jeg mødte spændt ind meget tidligt lørdag morgen. Der var en stemning af gå-på-mod og sammenhold. Vi gør det sgu! Vi er klar!

Vi tog imod de mange, mange hjælpere fra regionens andre hospitaler og de mange amerikanere fra Epic. Og vi tog imod de mange ledere fra nær og fjern, som ville være med på første parket. Vi udleverede id-kort, viste vej, rettede fejl, undersøgte mysterier, skaffede mad, ringede til venner, lavede oversigter og tapetserede de improviserede opslagstavler i kantinen med skemaer.

Min telefon var stille.

Kunne det virkelig passe? Jeg gik en tur rundt i det store hospital. På afdelingerne sad personalet roligt og hjalp hinanden med at taste i det nye system. Eller de sad hyggeligt og spiste kage sammen i personalestuen. Og de allerfleste var hos deres patienter på stuerne.

Det virker, sagde de. Det kører. Der var en stemning af lettelse og glæde alle steder.

I morgen går det løs, sagde vi til hinanden søndag eftermiddag. Mandag kommer patienterne og det personale, der havde fri i weekenden.

Mandag var min telefon stille. Man kan godt mærke hverdagen nu, sagde en sygeplejerske. Det hele tager lidt længere, men det går jo. Vi finder ud af det.

Tirsdag bliver den store prøvelse, sagde vi til hinanden mandag eftermiddag.

Tirsdag var min telefon stille.

Kommunerne kunne skrive til Rigshospitalet, og Rigshospitalet kunne skrive til kommunerne. Det virker.

Der har været fejl. Selvfølgelig har der det. Og de fleste bliver løst hurtigt. Der dukker nye fejl op, og der bliver arbejdet med dem. Mine patientsikkerhedskolleger arbejder næsten i døgndrift med at sende indberettede hændelser til de rigtige mennesker.

Herlev-Gentofte Hospital har virkelig taget en for holdet, da de som det første hospital gik på i maj. De har arbejdet sig igennem de første børnesygdomme, mens det nye system skulle tilpasses dansk sundhedsvæsen. Det skal I simpelthen have så mange takkekram for.

Vi går rundt og prøver at holde armene ind til kroppen, så de ikke flyver for hurtigt op. Der bliver arbejdet på højtryk. Når jeg går rundt på hospitalet, møder jeg personale, der tror på det her. Tror på, at Sundhedsplatformen kan læres. Og at Sundhedsplatformen bliver en klar forbedring for patienterne.

Jeg tør på en måde næsten ikke sige det, sagde en af afdelingssygeplejerskerne til mig i dag, men vi er så parate. Vi er så godt forberedte, som vi overhovedet kan være. Der skal nok komme udfordringer, men nu glæder vi os virkelig til at komme i gang.

Hun taler om Sundhedsplatformen. Som er det nye patientjournalsystem, som Region Hovedstaden og Region Sjælland har købt sammen. I årevis har vi – berettiget – fået masser af kritik for de journalsystemer, hospitalerne har brugt. De har været ustabile, har ikke kunne tale sammen og har været besværlige at arbejde i. Nu gør vi noget ved det.

I nat går det løs. Kl 03 slukker vi for de gamle systemer på Rigshospitalet og tænder for det nye. Jeg er fuldstændig på maven over den enorme indsats, alle har ydet for at blive klar. Data er blevet konverteret til det nye system af en hær af sekretærer. 9000 ansatte har været på uddannelse. Og en dybt professionel implementeringsstruktur fra det amerikanske firma ruller ud over vores store hospital. Jeg bliver stor og varm i hele kroppen over at være en del af det. Og jeg står parat i morgen meget tidligt (6.45) til at løbe rundt som praktisk gris på Rigshospitalet.

Det her er meget mere end et it-system. Det er organisationsforandring og kulturel omstilling i stor skala.

Det er en besynderlig fornemmelse at iagttage min omverden. Journalister står i samlet flok og overvåger de mindste fejltrin. Klar til at kaste skandaleoverskrifter ud på internettet. De sociale medier svømmer over med udtalelser om ‘typisk offentlig it’. Men midt i orkanens øje er der noget nær den mest fælles front, der har været i årtier i sundhedsvæsenet.

Kære mennesker, journalister, sociale medier, politikere og alle I andre. Giv os et hep. Alle de sygeplejersker, læger, sekretærer og konsulenter, der har arbejdet i døgndrift, ville blive virkelig glade for et rygklap og et skulderklem. Der kommer til at være fejl og startvanskeligheder. Men vi tror på det, og vi ved, at det er et langt, langt bedre system, end det vi bruger i dag. Vi trænger så meget mere til lidt overbærenhed end til flere slag.