Hvordan er det at komme hjem, spørger folk mig. Der findes ikke et kort svar.

Midt i januar, da jeg landede i Sydhavnen var det godt at være hjemme. Og svært at forlade Lesbos. Jeg savnede de mennesker, jeg arbejdede sammen med heftigt, fordi vi havde nået noget særligt sammen. Jeg elskede at komme hjem til min lejlighed og at kramme alle mine små og store børn. Og jeg var træt. Eller nærmere udmattet. Både af at have arbejdet intenst i mange timer i mange dage og af de mange dybe og alvorlige indtryk, mødet med den græske virkelighed for grækerne og for flygtningene efterlod i mig.

Jeg var fyldt af en slags håb, fordi jeg netop havde oplevet frivillige fra hele verden stå sammen om at organisere modtagelsen af stærkt afkølede flygtninge, hjælp med registrering og etablering af lejre og transport. Det var et stærkt fællesskab, og jeg følte mig en smule optimistisk over, at mennesker af forskellige religioner, hudfarver, kompetencer og størrelser fandt sammen om den store opgave at redde mennesker fra at dø af drukning og nedkøling. Og at hjælpe grækerne på den lille ø til en dagligdag midt i et inferno, EU ikke hjalp dem med.

Et langt liv i det danske sundhedsvæsen og mange års arbejde med flygtninge og migranter i Danmark har lært mig at være helt til stede i menneskers ulykkelighed uden at tage alt under min egen hud. Det hjalp mig på Lesbos. Det må man kunne, hvis man skal blive stående på sine ben, og hvis man seriøst skal kunne hjælpe. Problemet er den andens, ikke mit, og jeg skal blive stående, fordi jeg kan noget, han har brug for. De gruopvækkende historier gjorde dybt indtryk, men de sled mig ikke i stykker.

Som dagene gik, trængte den aktuelle politiske debat gennem mit optimistiske panser. Og slog revner i det. Det er svært at fatte, at stort set samtlige politikere taler, som om VI har en krise. Det gør ondt i mig, når medier og politikere taler om flygtninge, som var det kvæg. Det gør ondt i mig, når politikere taler om det som et problem, der handler om, hvor mange, der krydser vores grænse. Det svirrer om ørerne på os med tal. Hvor mange skal vi tage? Hvor meget koster de? Hvad kan vi få ud af dem? Hvor mange kommer til grænsen? Har regeringen standset flygtningestrømmen?

Det sidste er et tåbeligt spørgsmål. Nej, regeringen har ikke standset flygtningestrømmen. Mennesker flygter, og flere mennesker vil flygte. De vil stadig flygte, når vi smækker grænselågerne i. De vil stadig flygte, når Tyrkiet spærrer hele deres kyststrækning. Alle de mennesker vil stadig være der. Og hvor skal de være, når vi bliver ved med at nægte fælles indsatser? Har regeringen mon tænkt over, hvordan der ser ud ved den Makedoniske grænse? Den er nemlig lukket det meste af tiden. Kun mennesker fra Syrien, Irak og Afghanistan lukkes ind i små grupper med timers mellemrum. I mellemtiden sidder familier under helt åben vinterhimmel og venter.

Det værste er måden, mange taler om flygtninge. Jeg er holdt op med at læse kommentarfelter på de sociale medier og i aviserne. Jeg kan ikke tåle det. Jeg ved jo, at det er mennesker. Det er dig og mig. Jeg ved, at jeg ville risikere næsten alt for at bringe mine unger og småunger i sikkerhed. Allesammen. Det gør mig usigelig bange, at vi ikke fatter, det kunne være os. Det gør mig næsten rædselsslagen, at konventioner for menneskerettigheder og for flygtninge bliver betvivlet og sat i spil. Fordi vi vil have vores velstand i fred.

Jeg ville ønske, vi havde politikere, der havde modet til at lede vores land uden at sætte frygt som platform. Jeg ville ønske, vi havde politikere, der havde modet til at sige, at vi har råd, og at situationen kalder på os. At vi selvfølgelig kan tage nødlidende mennesker til os uden at tabe os selv. Vi har råd. Danmark har så mange mennesker, der har så meget. Og Danmark har så mange mennesker, der gerne giver meget.

Jeg mødte ingen mennesker, der krydsede havet for at finde et land, hvor de kunne sætte sig på røven og blive underholdt. Jeg mødte ingen mænd, der ikke trykkede mine hænder. Eller kindkyssede. Eller krammede.

Det er det sværeste ved at komme hjem.

 

 

I dag var jeg inviteret på aftensmad og en ægte forpremiere i biografen af en god veninde, som jeg ikke har set længe. Hun har en søn, som jeg bliver lidt forelsket i, hver gang jeg er sammen med ham. Men alt det er egentlig ikke vigtigt for dagens skribleri. Venindens søn sloges lidt med en engelsk stil, der skulle handle om hans ønsker for 2016. En hel side skulle det fylde, og det irriterede ham. For så blev han nødt til at fylde en del af siden ud med ligegyldigheder.

Og det mindede mig om, at jeg, midt i flygtninge, førstehjælp og vintervejr på Lesbos, helt overså at line årets planer og forsætter op. Det betyder naturligvis ikke, at der er lukket ned for pejlemærker i mit univers i 2016. Så here we go:

Jeg vil tale mere i telefon! Jo! For jeg har opdaget, at jeg stort set kun taler i telefon med min far. Ud over faglige telefonsamtaler. Sms, Messenger, e-mails, Twitter, Snapchat har overtaget meget af min kommunikation, når jeg ikke har folk ved siden af mig. Jeg ringer ikke, jeg skriver.

Jeg vil gøre livet lidt mere festligt. Ikke kun mit eget liv, men også de andres, som har viklet sig ind i mit. Ikke festligt på nu-skal-vi-have-en-masse-drinks-måden, for jeg er faktisk blevet dårligere til at drikke i større mængder. Men vi trænger sgu til at grine mere sammen. Til at få lidt mere pjat ind imellem de alvorlige sager, vi involverer os i hele tiden. Pjat, grin og glæde. Og selvfølgelig lidt vin og god mad i passende mængder på de rigtige tidspunkter.

Jeg vil skrive meget mere. Ikke bare på bloggen, men skrive om de ting jeg har lært. Om flygtninge, safepassage og menneskerettigheder. Om de ting jeg arbejder med til daglig på Rigshospitalet, fordi vi kun bliver klogere af at dele. Og vi laver faktisk så mange spændende ting, som jeg gerne vil dele.

Jeg vil hænge de sidste billeder op i min lejlighed. Jeg har snart boet her et år, og forleden fik toiletrullen endelig sin holder skruet fast i væggen. Den slags går ikke altid så hurtigt her i Sydhavnen. Jeg mangler ikke så mange billeder, og de skal op inden den der vinter slutter. Basta.

Hvert år skal jeg prøve noget, jeg aldrig har prøvet før. Det er en regel. Ellers visner man lidt. På det punkt lægger året lidt hårdt fra land. Jeg har ikke længere tal på, hvor meget nyt, jeg stod i, mens jeg var på Lesbos. I marts tager jeg på skiferie med mine nye fjeldski på en tur rundt i fjeldet fra hytte til hytte. Det har jeg ikke prøvet før, og jeg glæder mig. Om jeg så skal læne mig tilbage resten af året og sætte kryds i den kategori….? Mon dog?

Jeg vil elske og kramme og lege og synge højt og falsk. Jeg vil passe min lille have og fylde den med grøntsager og gæster. Og blomster. Jeg vil gå (lidt) tidligere i seng. Og jeg vil arbejde seriøst og helhjertet for, at mennesker ikke skal være nødt til at risikere deres liv for at komme i sikkerhed, for at børn på flugt ikke skal forsvinde, for at kvinder og uledsagede piger ikke skal voldtages på deres vej gennem Europa og for at holde fast i, at vi skal blive ved, og ved, med at kæmpe for menneskerettigheder. Også for mennesker der ikke er tæt på Danmark.

Jeg håber, 2016 bliver et år, vi også kan være bekendt om 30 år.

Min fredagsløbetur gik, som så ofte før, ud til vandet på den anden side af Valbyparken. Der blæste en heftig vind. Og jeg følte mig kastet tilbage til løbeturene på Lesbos, som også forløb i stormvejr langs vandet. Bølgerne slog ind over kysten på samme måde som på øens nordkyst, og næsten som på Lesbos kunne jeg se lysene på den anden side. Det var bare den anden side af Kalvebod Dybet og ikke Tyrkiet på den anden side af Det Ægæiske Hav.

Her flyder ingen døde børn ind i strandkanten, og de flakkende lys på vandet stammer ikke fra alt for fyldte gummibåde med skræmte mennesker. Der ligger ikke bunker af forladte redningsveste og vidner om frygtelige historier.

Jeg løber videre og kommer hjem til min lune lejlighed på fjerde sal. Jeg laver mig en kop te at varme mig på og tænder lyset.

Her er trygt og godt.

For en times tid siden postede en journalist en serie billeder af druknede børn. Som en reaktion på Hollands og Belgiens opfordring til Grækenland om at sende bådene afsted igen, når de ankommer til land. Han opfordrede til at dele billederne, fordi alle skal vide, hvad det kommer til at betyde. Men jeg kan ikke. Jeg. Kan. Ikke.

Jeg kommer til at græde, når jeg ser de billeder. Min meget gravide datter behøver ikke se dem. Jeg ved, at hun godt ved, og jeg ved, at hun vil græde mere end mig, hvis hun ser dem. Min anden datter skal heller ikke se dem. Hun har også børn i de aldre, og hun vil få endeløse mareridt, hvis hun ser dem. Hun ved det også.

I stedet synes jeg, at vi allesammen skal se dybt på dem, vi elsker. Forestille os, at de er truet på livet. At vores kendte verden er styrtet i grus. At intet i vores kendte hverdag er som det var. At vores tillid til verden forsvandt. Det eneste der ville være vigtigt, ville være at bringe dem, vi elsker i sikkerhed.  At de døde børn er samme slags børn, som de børn vi elsker. Det er både de druknede børn, de udbombede børn, de udsultede børn, og de børn, der fryser ihjel i nærområderne.

Og så synes jeg, vi skal tænke over, hvor meget vi synes, vi skal gå på kompromis med de helt grundlæggende menneskerettigheder. Hvor meget vi vil lukke øjnene for moral og etik, når vi først og fremmest vil forhindre mennesker i at komme til vores lande. Alt det skal vi tænke dybt over, inden vi råber grænseforstærkninger og nærområder. Og inden vi råber, at Grækenland skal smides ud af Schengen, fordi ‘de ikke varetager deres grænsekontrol’.

I stedet for døde børn, genudsender jeg et af de levende børn, som kun overlevede, fordi frivillige var parate til at redde ham.

Det fylder min bevidsthed, spørgsmålene om flygtninge og den krise europæiske politikere ser som europæisk. Det er fortvivlende at vende hjem fra arbejdet på Lesbos og blive konfronteret med den politiske retorik. Jeg går i stå. Bliver afmægtig. Får lyst til at skride. Men jeg bliver. Jeg vil så gerne kende mit land igen. Jeg vil så gerne være med til at vende vores perspektiv i en mere konstruktiv retning.

Der bliver kastet rundt med store ord. Fløjene i debatten er så skingre, at jeg må dække mine ører. Jeg tvinger mig selv til at læse debatindlæg. For at prøve at forstå en lille smule. Det meste af tiden måber jeg.

Det giver ikke mening at skrige racisme. Det giver heller ikke mening at råbe fascister. Lige så lidt som det giver mening at råbe ‘gutmensh’, bekvemmelighedshumanister eller halalhippier. Ingen lytter. Ingen ser sammenhænge. Ingen ser konsekvenser. Ingen vil blive klogere. Der er hverken fascisme eller bekvemmelighedshumanisme på spil.

Det her hedder ignorance.

Alle vil helst kaste enkle løsninger på bordet i en udenligt kompleks og kompliceret problemstilling. Fordi det andet er besværligt og skræmmer vælgere væk. Når folket kalder på handling, må en politiker vise handling. Eller må han? Hun? Jeg snupper de mest gentagne.

Vi skal hjælpe i nærområderne. Vi skal lave lejre, hvor folk kan bo, indtil der er fred i deres land. Så kan de vende hjem og være med til at bygge op. Vi vil selvfølgelig gerne være med til at betale.

Nogle af de nærområder, der har været konkretiseret, har været Algier og Libyen. Libyen som siden eliminationen af Gadaffi og den vestlige sønderbombning har bevæget sig ud over kanten af kollaps? Hvor folk sulter og forfølges, og demokratiet endnu er meget langt fra at lykkes? Libyen ligger i øvrigt pænt langt væk fra Afghanistan. Og Algier? Som ligger lige så langt væk fra Syrien som Danmark? Nærområde? Og så er der jo Tyrkiet og Jordan. Som i forvejen huser flere millioner flygtninge. De UN-drevne lejre løb tør for penge for nogle måneder siden, og det har sat større skub i flygtningestrømmen, fordi folk ikke lever i sikkerhed. Hvis de da ikke dør af sult og kulde. Som et sidste skud har Jordan nu lukket sin grænse til Syrien. Her slipper folk ikke længere igennem. Til nærområdet.

Hvordan mon det vil gå at etablere endnu flere lejre i lande, der allerede er i knæ? Og som i øvrigt sagtens kune bruge en håndsrækning til deres egen befolkning? Lande som i forvejen er plaget af udbredt korruption? Selvfølgelig skal vi hjælpe i nærområderne. Men lad os nu lige tænke os grundigt om sammen med andre rige lande. For at finde de bedste måder at udnævne noget til nærområder. Sådan at vi ikke bare etablerer lukkede opbevaringslejre, der kun opfylder det formål, at vi ikke behøver at have problemet i vores synsfelt.

Jeg bliver ved med at gentage, at det er mennesker. Og at blive ved med at forestille os, at vi bare arrangerer de her mennesker efter forgodtbefindende åbner et menneskesyn, som er faretruende. De her mennesker har ønsker og drømme og håb og masser af styrke og kompetencer. Hvorfor tænker ingen, at de kunne have konstruktive ideer og meninger om sig selv?

Vi skal forstærke Europas ydre grænser og dæmme op for flygtningestrømmen. Det påhviler grænsenationerne, som jo er Tyrkiet, Grækenland og Italien. 

EU har fornyligt været nede i Tyrkiet for at se dem alvorligt og bebrejdende i øjnene, fordi de selvklart ikke har gjort, hvad de kunne for at standse flygtningestrømmen over havet. Hvad sker der så? Ja, så stiller Tyrkiet krav om visum til syrere, der krydser grænsen. Og de jager dem tilbage til det krigshærgede land, de netop er flygtet fra. Jeg har hørt adskillige øjenvidneberetninger om, hvordan det tyrkiske politi har skudt efter flygtninge. Også efter de er kravlet ombord i de usikre gummibåde. De hedder ‘dinghy’ på engelsk, og det ord udtrykker bedre standarden på bådene. Både er i virkeligheden et stort ord at bruge om dem. Der er også beretninger om, at det tyrkiske kystpoliti har skåret benzintilførsler i motorerne over, så bådene driver livsfarligt afsted på bølgerne. Og der har været enkelte beretninger om nedsejlinger.

Mens flygtningene venter på, at en båd skal blive klar, holder de sig skjult i bjergene eller skovene. Her befinder de sig nærmest under åben himmel, og der rapporteres om flere og flere frostskader i fingre og fødder. Også på børn. Også her har jeg hørt øjenvidneberetninger. De handler om, hvordan eventuelle frivillige hjælpere jages bort, hvordan der skydes efter flygtninge, og hvordan der går dage uden mad.

På den anden side af vandet har grækerne fået opsange fra jakkesættene i EU, fordi de ikke dæmmer op for den videre vandring ind i Europa. Og mens grækerne vrider hænderne for at finde en eller anden løsning, lukker Macedonien igen og igen sin grænse, så der venter stadig flere mennesker under kummerlige forhold i vinterkulden. Efter hver opsang kan man iagttage de græske myndigheder stille sig i vejen for de frivillige, der har brugt de sidste måneder på at rydde op i det kaos, der opstod i løbet af sommeren.

Hver gang, vi råber på forstærkede ydre grænser, dør mennesker. Og jeg hører, politikere i Danmark helt seriøst foreslå lejre i Grækenland, hvor flygtningene kan blive, til der er fred i Syrien, Afghanistan og Irak. Bare for at nævne de hyppigst repræsenterede lande i flygtningestrømmen.

Vi skal sortere de virkelige flygtninge fra migranter, der bare vil søge et bedre liv. Som dem fra Algier, Tunesien og Marokko.

Det sker. Grækenland har svært ved at følge med i at registrere alle de flygtninge, der kommer til landet. Der er oprettet fem såkaldte hotspots, og et af dem ligger i Morialejren på Lesbos. Her bliver alle registreret, og folk fra Syrien, Afghanistan og Irak får seks måneders legalt ophold i Grækenland til at søge asyl. Næsten alle tager videre nord på. Alle andre asylsøgere får en måneds ophold. Og de sidste par måneder har praksis været at internere alle asylansøgere fra Tunesien, Algeriet og Marokko for at returnere dem. Ingen af de fortrinsvist unge mænd får lov at drage videre nord på. Der er flere hundrede interneret. De er ikke tilbageholdt på hotelværelser, men under uanstændige forhold under åben himmel. Og Grækenland har jo ikke midlerne til at sende dem alle tilbage.

Hver gang vi råber på sortering af asylansøgere, trædes der voldsomt på menneskerettigheder.

Vi vil fire lidt på kravene til menneskerettigheder, sagde EU fra Davos i dag. Herhjemme vil vi sætte flygtningekonventionen ud af kraft i nogle år eller lave den helt om.

Skal vi det? Er det ikke en situation som denne, de konventioner er lavet for? De blev til efter den sidste gang, den europæiske del af verden oplevede flygtningestrømme af en lignende størrelse. Dengang ville ingen tage imod jøder på flugt fra den voksende nazisme. Et samlet Europa afviste dem. USA afviste en båd, der var sejlet over Atlanten fyldt med jøder. Og sendte den tilbage til Tyskland. Dengang, som i dag, sagde Europa, at jøderne måtte blive og kæmpe deres sag. At det var et internt tysk problem, som vores lande ikke skulle ødelægges af. Bagefter havde verden en kedelig smag i munden. Og lavede konventionerne.

I forvejen har Danmark i 2014 firet på børnekonventionen, sådan at kun børn, der opholder sig lovligt i Danmark, er omfattet af serviceloven. Og så har man tilføjet, at børn, der har ulovligt ophold eller opholder sig her som asylansøgere, ikke hører under serviceloven, men under lovgivningen på udlændingeområdet (Tak til Per Schultz Jørgensen i Kroniken i Politiken 20. januar). Det sætter børn på asylcentre uden garanti for beskyttelse, sundhedsydelser og børnekonventionens garanti om, at barnets tarv altid kommer først. Dette gælder børn, der er del af familier, og det gælder uledsagede flygtningebørn. De er underlagt Udlændingestyrelsens beslutninger, og dem kan der ikke klages over.

Vi har gang i et farligt projekt. Vi agerer helt uden udsyn. Og forestiller os, at vi kan lukke os om vores danske og europæiske boble. Vi forstår ikke, at når vi agerer på den her måde i forhold til voldsom ustabilitet i Mellemøsten og til voldsomme humanitære katastrofer, skaber vi en ny ustabilitet. Hvordan kan vi tro, at vi er fritaget for et globalt ansvar? Hvordan kan vi tro, at vi kan blive ved med at lege ‘Det Danmark vi kender’? Jeg kender det allerede ikke længere, når vi i den grad sælger ud af de globale forpligtelser, vi så længe har været varme fortalere for.

Hvad forestiller vi os, der kommer til at ske med alle de mennesker, der bliver kastet rundt? Som ingen vil vide af? Hvad forestiller vi os, der kommer til at ske med vores samfund? Bag høje grænsehegn med bevæbnede vagter? Frihed? Hvilken frihed?

Mennesker, der vil flytte sig, flytter sig, når det, de vil flytte sig fra, ikke kan blive værre.