by - 0 comments

Nothing but

Mens jeg løb rundt med 48 snaskede gel-indpakninger på Kalvebod Fælled søndag aften, følte jeg mig ind imellem både lidt latterlig, smådum og vanvidsramt. Jeg forsøgte at smile på en henslængt normal-måde til de forholdsvist få andre løbere, jeg mødte. Og hyggede mig lidt med at forestille mig, hvad de kunne tænke om den klamme bunke i min højre hånd. Ind imellem krampede min højre tommeltot over at holde styr på de 48 klamrikker. Og ind imellem havde jeg lyst til at kyle dem langt væk, fordi det var et skørt projekt.

Men hold nu op, hvor er jeg fuldstændig overvældet over, hvor mange mennesker, der har læst og delt og diskuteret mit sure opstød. Tak, tak, tak, søde mennesker. Vi taler jo tusindvis af mennesker. Tusindvis af mennesker, der har delt mit sure opstød. Tusindvis af mennesker, der har læst og tænkt over, hvor grimt, det er med klamme indpakninger i græsset og buskene på Kalvebod Fælled. Så giver det jo så meget mening – at få nogens sukrede spyt i hånden. Og min lille blog bukker sig i støvet og takker.

Men husk det nu. Jeg er nogens mor. Men jeg er ikke din mor. Og jeg har aldrig været den slags mor, der har samlet mine børns skrald op efter dem. Jeg har været den slags mor, der sendte dem tilbage og samle op. Jeg er heller ikke sådan en, der altid samler dit skrald op. Men jeg vil have en ren sport. Jeg er ligeglad med, hvad du putter i dig selv. Bare du ikke sviner på min fælled.

I bjergene har vi taget de ord til os, som John Kay skrev i sangen Nothing but i 1977. Tag dem bare med på løbeturen, de samme ord:

Bring nothing but silence
Show nothing but grace
Seek nothing but shelter
From the great human race
Take nothing but pictures
Kill nothing but time
Leave nothing but footprints
To show you came by

Hør hele sangen her:

by - 25 kommentarer

Et surt opstød – om løbere og løbegrise

Det her er et billede af noget, der er langt ude. Det er et billede af 48 emballager til energi gels, som nogle løbere ynder at bruge, når de skal løbe lidt længere distancer. Det er et billede af 48 emballager, som jeg samlede op på min løbetur på Kalvebod Fælled i dag.

IMG_3196

48 klamme indpakninger, der lå og flød i græsset langs den rute, jeg løb sidst på eftermiddagen. I sidste uge lå der 20. Som jeg samlede op og smed ud senere.

Energi gels er sukker i geleform. Eller næsten flydende. Løberne rykker den yderste spids af (og kaster dem fra sig?), hvorefter de sutter det flydende og temmelig klistrede sukker i sig. Nogle udgaver er en smule større og har et lille skruelåg af hård plast. Indpakningerne er lavet af metalfolie og plastik. Så Amager har fornøjelse af dem i meget lang tid

I dag samlede jeg op. Jeg løb to timer med jeres klamme genbrugsspyt sejlende rundt i min ene hånd. Over the top på klammometeret, siger jeg bare. Men da jeg havde bestemt at samle de første op, måtte jeg jo fortsætte. Så kunne jeg bare ikke løbe forbi de næste. Måske havde jeg tænkt anderledes, hvis jeg havde forestillet mig at ende med 48 klamrikker i hånden. Min lille, sarte hånd kunne dårlig nå omkring.

Jeg ved ikke, hvem der smider dem. Måske bliver nogle af dem tabt? Men ikke 48. Og ikke hver uge. Et par steder lå de på en måde, der fik mig til at forestille mig en fælles pause, hvor 2-3 løbemakkere synkronsuttede sukker i sig. Og smed hylstrene og løb videre.

Nogle kan også være smidt af cyklister. Der lå en del langs asfaltstien ved Kalvebodsdybet. Men der lå mange på de små spor, hvor kun løbere kommer. Måske tænker I, at sådan en lille bitte sag ikke kan gøre så meget?

Det er dejligt, I kan lide Amager. Det er virkelig skønt, at mange har fået øjnene op for den vidunderlige naturperle, der ligger så tæt på København. Men hvis I bliver ved med at efterlade jeres skrald i det her omfang, så vil det hurtigt presse den natur, så Amager igen kommer til at leve op til sit kælenavn, Lorteøen.

Tag jer sammen! Kære skide-løbere, om I kalder jer maratonløbere, trailløbere, ultraløbere eller bare synes, I er totalt seje, – så vil I altid i mine øjne være små patetiske tøsedrenge eller tøsepiger, når I ikke passer på vores jord. Tag jeres 3 gram unedbrydeligt skrald med jer. Hver gang.

by - 2 kommentarer

Maratonhistorie

På søndag er der igen maratonløb i min by. Jeg har løbet det en del gange, og jeg elskede at løbe i København. Dengang jeg løb den slags løb. Nu er jeg for krukket til at udstille for alverden – og for mig selv – hvor langsomt, jeg er kommet til at løbe. Men stemningen bliver jeg aldrig træt af.

Derfor tager jeg hvert år i hallen på Østerbro for at indånde lidt af det og møde nyere og gamle venner. Og jeg er hvert år at finde langs ruten, mens jeg råber god karma afsted til dem, jeg kender. Og egentlig også til dem, jeg ikke kender.

Da jeg løb maraton i København for første gang, var det sådan en slags tilfældighed. Af den lidt kække slags. Jeg havde bare tænkt, at det der maraton jo bare var lidt længere, end jeg plejede at løbe. Så det kunne jeg vel godt. Der var ikke så mange med i løbet dengang. Forsvindende få kvinder. Og det blev indprentet os, at vi skulle overholde færdselsloven undervejs. Ruten var ikke afspærret, og flere steder minglede man imellem fodgængere på fortovene. Man måtte standse for rødt lys og andre steder simpelthen vente for bilerne. De fleste oplevede at blive overfuset af vrede mennesker, som insisterede på at spadsere med hinanden under armen, som de plejede. Uagtet et felt af løbere, der gerne ville hurtigt frem.

Det gik mig ikke specielt godt dengang. Da jeg havde løbet 30 km, var jeg færdig. Så langt havde jeg aldrig løbet før. Benene krampede, og jeg var kort og godt udmattet. Min søster havde lovet at stå ved 30 km mærket. Og jeg tænkte, at jeg bare kunne smutte ud til hende og køre med hende hjem. Så var jeg reddet. Hun stod der bare ikke. Og det var længe før mobiltelefoner. Og plastikkreditkort. Jeg var nødt til at fortsætte, for jeg anede ikke, hvordan jeg ellers skulle komme tilbage til målområdet og mine ting. Jeg humpede videre, mens jeg sendte min søster stadig ondere tanker. Jeg husker klart en tæt omfavnelse med mere end én lygtepæl, mens jeg forsøgte at vride min forkrampede læg ud.

Jeg husker også tidspunktet, da det gik op for mig, at jeg faktisk ville komme i mål. Jeg husker turen langs vandet langs Langelinje. Og jeg husker, hvordan lyden fra tilskuerne i målområdet langsomt blev tydelig, som jeg nærmede mig. Jeg glemmer aldrig, da jeg drejede op mod målområdet ved Christiansborg. Eller det helt inderlige hulk, der undslap, da jeg kunne se målet. Og der stod min søster.

Hvis nu min søster faktisk havde stået ved 30 km mærket, som vi havde aftalt. Ja, så havde jeg måske aldrig gennemført Copenhagen Maraton? Måske havde jeg aldrig nogensinde løbet flere maratonløb?

Jeg bliver glad og lidt stolt, når jeg ser, hvordan København klæder sig på til at tage imod gæster på søndag. Åh, jeg ved godt, at der for mange, der tisser på græsset på Bryggen. Jeg ved godt, at trafikken igen bliver forsinket og omdirigeret. Jeg ved godt, at der kommer til at flyde hvide plastikkrus i gaderne. Men hvor er det fedt, at København spærrer byen af og laver et fantastisk løb hvert år.

Og selvfølgelig står jeg der på søndag.

IMG_3102

by - 3 kommentarer

Om andre mennesker

Der er så mange, der skriver om at være introvert. Der har tilsyneladende været en slags behov for det, og det har redet på en bølge. Og næsten fået en slags gennemslagskraft. Måske er der også noget i tiden, der støtter det at vende sig indad?

Anyway. Jeg får lyst til at slå et slag for andre mennesker. Andre mennesker kan noget. De kan næsten altid gøre mig gladere. De beriger mig. Udvider mit verdensbillede, kan man sige. Også selvom de måske ikke gør mig glad. Andre mennesker udfordrer mig. Skaber undren. Får mig til at tænke mig om. Jeg lærer noget, når jeg er sammen med andre mennesker. Og de fleste andre mennesker er langt mere interessant selskab end mit eget.

Jeg vil gerne reklamere lidt for nysgerrighed. Og opmærksomhed.

Og I introverte skal ikke tage det personligt. Jeg trænger bare til noget balance omkring det her.

Forleden var jeg inviteret til fødselsdag hos min veninde, der er begavet med så mange talenter, at hun også kunne holde fernisering for sin kunst. Hun er en del af den lille skriveklub, jeg også er medlem af. Jeg fandt naturligvis hurtigt sammen med det tredje medlem af vores eksklusive klub, som jeg ikke havde set et godt stykke tid. Vi indhentede det forsømte over flere glas sprudlende cava. Som jo aldrig har gjort noget selskab dårligere. Og det føltes rart at kunne sidde i hjørnet og næsten skabe vores egen lille ø mellem de mange mennesker.

Og så satte en fremmed kvinde sig ved siden af mig og bare spurgte, hvem jeg var. I løbet af ganske få minutter, var vi opslugte. Af skilsmisse, karriere, mænd, børn, mod og meget andet. En stund senere satte en anden fremmed kvinde sig på den anden side af min veninde. Og vi hentede mere cava. Vil I være med til at gå hen og spise rundt om hjørnet, spurgte den sidst ankomne. Pludselig kunne både min veninde og jeg mærke, hvor sultne vi var. Det var blevet halvsent, det var fredag, og frokosten var for mange timer siden.

Hun fixede et bord, og vi sagde farvel og tak til fødselaren og drog af. Og jeg har sjældent spist så dejlig en middag i så dejligt selskab. Vi snakkede og snakkede og grinte og smilte og lyttede, mens vi alle fire blev lidt klogere på og af hinanden. Vi lærte om hinandens arbejde og om nogle af de svære beslutninger, vi havde truffet i vores liv. Vi talte om rejser. Ret meget om rejser, faktisk.

Jeg elsker det. Jeg elsker at møde mennesker, der er lige så nysgerrige på mennesker, som jeg selv er. Bevares, jeg kan have mine introverte momenter, når jeg løber et par timer alene. Eller når jeg snupper en stille søndag på sofaen. Eller når jeg er på tur alene i bjergene. Men de rigeste øjeblikke i mit liv, handler altid om andre mennesker.

Nu lærte jeg to fremmede kvinder at kende. Jeg møder dem måske igen. Måske ikke. Men der skete noget vigtigt imellem os fire fredag aften, som ingen af os glemmer med det samme.

IMG_3149

by - 0 comments

Torsdagsninja

Da jeg efter en lang og ualmindelig dum dag nåede frem til Sydhavnen, havde jeg mest fortjent at krølle mig sammen på sofaen med sæson 2 af House of Cards. Som jeg først nu har taget hul på.

Jeg var træt. På den meget insisterende måde, som dumme dage fremkalder. Jeg havde brugt en hel formiddag på et netværk, jeg aldrig fik til at fungere. Og som derfor effektivt forhindrede mig i at svare på mails og på at tilgå mine drev. Det eneste, jeg derfor kunne udrette, var at surmule højlydt i mit hjørne af kontoret. Mens jeg forgæves forsøgte at friste min roommate til at underholde mig. Men han kunne jo godt arbejde. Derfor drak jeg også for meget kaffe.

Da eftermiddagsmødet var overstået, virkede netværket. Og så måtte jeg jo arbejde. Mens jeg fortsat surmulede. Nu uden lyd. Og uden publikum. Det var nemlig gået hjem.

Men det er jo torsdag. Og torsdagen byder på den ugentlige ninjatræning. Jeg var overbevist. Jeg trængte, nej jeg fortjente selvforkælelse. Så ingen træning for en gangs skyld. Man fortjener den slags ind imellem. Det gør man.

Tyve minutter i træningsstart mindede en indre stemme mig stilfærdigt om, hvor ondt det gør ugen efter, når man springer over. Jeg vaklede. Femten minutter i træningsstart vaklede jeg stadig. Ti minutter i start sprang jeg i træningstøjet, stak en ekstra trøje i den ene hånd og smed dankortet i lommen. Og lovede mig selv en flødebolle fra Irma i præmie. Og så løb jeg over broen.

Lidt naivt, nærmest barnligt, fortalte jeg, hvor træt jeg var og plæderede for en light træning. Som om andre bestemmer, hvor meget gas, jeg giver den. Og træningen blev alt andet end light. Vi har lavet armbøjninger, armbøjninger og armbøjninger. Løftet rundt og op og ned på tunge sten. Sprintet rundt om Metropolis. Lavet planke på den ene og den anden måde. Squats og lounges og climbing med og uden store sten. Og løbet om kap hjem.

Så intet torsdagsnyt fra Sydhavnen. De næste par dage vræler min krop igen.

Og flødebollen var god.

by - 0 comments

Natur og teknik?

Det er tid til at dykke ud af tågerne. Pausen har varet længe nok, og der er ingen grund til bekymring. Jeg aner bare ikke, hvad jeg skal skrive om. Det er på en eller anden måde svært at tage en tråd op efter al den sorg. Livet er ikke ligegyldigt, og dagene er fulde af det. Livet. Og der er kun én ting at gøre – skriv løs og luk øjnene op.

Mens jeg har sørget og grinet og savnet, været stille alene og festet med gode venner, har jeg også løbet rundt på Amager Fælled. Løb er godt. Det giver ro og rum til at tænke og lægge mærke til. Og løber jeg længe nok, giver jeg slip. Lader kroppen flyde afsted gennem landskabet. Mærker vinden og solen og duftene, mens fuglene synger omkring mig. Nogen tror, man spæner sanseløst afsted. Og det gør man måske, hvis kroppen ikke er vant til den slags. Når den er, kan løb være meditation. På nogle løbeture, oplever jeg alt omkring mig intenst, på andre kan tiden pludselig være forsvundet.

De fleste dage kan jeg løbe næsten uforstyrret. Jeg løber tit tidligt om morgenen eller sent på dagen, når andre mennesker er bænket omkring det ene eller det andet måltid. Jeg ynder den uforstyrrethed. Jeg holder af det krøllede. Det lille element af halvvild natur, som stadig råder på Amager Fælled. Og som gør, at jeg kan dele mine stunder med dyr, der lever der.

Forleden mødte jeg en helt uventet nyskabelse.

IMG_3120

Københavns Kommune har skabt et lille stykke cykelmotorvej tværs gennem det lille stykke natur. Og det virker voldsomt. Da jeg luftede min undren på Twitter, fik jeg en reaktion fra en far, der cykler den vej hver dag. Han hyldede det lille stykke asfalt, fordi han transporterer to børn i en ladcykel og satte pris på en vej uden huller. Da jeg påpegede, at der et par hundrede meter længere nede af Artillerivej allerede er en asfaltsti på tværs, fortalte han, at den nye sti vil spare ham for 7-8 minutter hver dag. Syv – otte minutter! Er vi ikke nødt til at tale om det? Hvor effektivt skal alting være? Hvad er 7-8 minutter imod den måde, vi langsomt, men sikkert æder den sidste natur i København?

Det er ikke kun romantik. Det handler også om miljø og renere luft. Og det handler om, hvorlænge vi kan blive ved med at møde scenarier som det her. Tyve minutter fra Rådhuspladsen. På cykel.

IMG_3135

by - 7 kommentarer

For ti øre blandet tankerod

I går blev Lene begravet i Århus. Og det virkede som god plan at tage hjem efter gravkaffen i Marselisborg Skov.  Tre timer i et stille tog, krølle sammen i sofaen med et glas rødvin og tidligt i seng. Måske var der bare ikke nogen god plan for en dag som i går?

Bisættelsen var smuk. Den var også hård og ond, som sådan noget endeligt afsked er. Mit blik vandrede mellem Aksel Emil, der sad stille og puttede hos sin mormor, og den kiste, der stod midt i et vældigt blomsterhav. Jeg forsøgte at forstå, at i den kiste, lå altså min fine veninde. Jeg tror ikke helt, jeg har begrebet det.

Da jeg steg ud af toget i København, tumlede jeg ud i den sorteste tomhed. En tomhed så voldsom og overvældende, at den lammede mig lidt. Jeg fandt hjem. Vidste ikke helt, hvad jeg skulle stille op med mig. Jeg holdt mig til planen med sammenkrølning i sofaen og et glas rødvin.

Da jeg vågnede tidligt i morges, krøllede tomhedsfornemmelsen mig sammen under dynen. Da jeg luskede op på badeværelset, mærkede jeg pludselig en syngende lammer på højre skulder. Lene slog til, mens hun råbte af mig oppe fra sin himmel. Lev for satan, gjaldede det fra skyen. Stop det der! Det er nok nu!

Jeg fremstammede et spagt – ja, okay. Mens jeg kiggede ud på den sol, der insisterende bredte sig.

Så trak jeg løbetøjet på og løb ud. Lene sagde så tit, at hun levede lidt gennem de billeder, jeg postede på Instagram og Facebook om mine løbeture. Og nogen af dem, hun holdt særligt af, var billederne fra Sydhavnstippen. Så der løb jeg over og hilste på alle de nye får, der blevet lukket ud. De passer på Tippen for os.

Nu er jeg igang med min helt egen terapi: at befri seks gamle spisebordsstole for 25 år gammel maling. Det er langsomt arbejde i solen. Det skrider stille og roligt frem, og jeg får seks nye stole. Mens jeg tænker på Lene. Og på en måde skraber alt det onde væk.

IMG_3097

IMG_3095

by - 4 kommentarer

Farvel Lene

I går på den smukkeste påskedag, jeg kan mindes, sov Lene stille ind.

Jeg tog afsked med Lene lørdag. Fik hvisket mine sidste ord til hende, mens jeg holdt blidt om den ene hånd og lagde min kind helt tæt til hendes.

Min smukke, kloge veninde er ikke mere. Det er ikke begribeligt.

Hun vil altid være i mit hjerte. Jeg vil altid bære hende med mig. Og jeg vil altid nå at tænke, at lige det her skulle vi have gjort sammen. På cykel, i løbesko, på ski, på vandet – eller hvorsomhelst. Jeg savner hende ubeskriveligt.

Men mest går alle mine tanker til Aksel Emil og til Mikkel og til Lenes mor og søstre. De har lidt det største tab, nogen kan. Og de lever videre med savnet.

Jeg kan kun sende en stille tak op, fordi jeg fik lov at være Lenes ven. Fordi jeg fik lov at dele så meget med hende, og fordi hun blev en del af mit liv.

Hvil i fred, min smukke veninde. Æret være dit minde.

by - 1 kommentar

Smukke Mols

Det her bliver lige så rodet, som jeg er indeni. Jeg har været på Mols, prøvet at kæle lidt for mine forældre, besøgt Lene og Mikkel på hospice – og tænkt mange tanker. Jeg er ramt i solar plexus af tung sorg. Et kvalificeret gæt kunne være, at den vejer omkring trekvart ton. Det er meget at bære på for en lille skid som mig. Den har sat sig i kroppen og fordelt sig i armene, i maven, i halsen og i mine ben. Den har sat sig tungt på mine tanker og får alt til at køre i slowmotion. Jeg kan huske fornemmelsen af slowmotion fra dengang, jeg selv blev syg. Som ville jeg sætte tiden i stå. Og måske er det det, jeg gerne vil. Sætte tiden i stå. Udsætte det uundgåelige. Standse de onde processer. Men det nytter ikke. Det er uden for min magt.

Da bussen fra Århus passerede Sluseholmen, udbrød en medpassager: “Hvor er det bare megagrimt”. Og jeg var to nanosekunder fra at vende mig om og eksplodere i hendes ansigt. Her er ikke grimt. Her er godt at være. Jeg gjorde det ikke. Eksploderede.

Nu er jeg tilbage i Sydhavnen, hvor ungerne leger i solen. Og de voksne har slæbt kaffekopperne udendørs.

Når tung tristhed fylder mit indre univers, er det bedste i verden Mols Bjerge. Mols Bjerge er smukke og fyldt med barnlig tryghed. Fordi jeg har løbet rundt her, siden mine små tykke ben har kunnet bære mig. Derfor er det så godt at tage min tunge sorg og løbe med den, ikke fra den. Ud i de smukke landskaber, der dufter af barndom.

IMG_3078

IMG_3082

Og det allerbedste i hele verden er at stå stille op klokken seks og løbe ud i den sprøde fine morgen. Hvor jeg er helt alene sammen med smukhed og dyr, der krydser min vej. Verden er ny. Næsten. Og der sker en slags bittesmå mirakler undervejs.

IMG_3083

IMG_3085

IMG_3089

by - 0 comments

Venskaber

Der er så mange mennesker i mit liv , der er udstyret med en særlig radar. Når jeg allermindst venter det, når jeg har allermest brug for det, sender de  beskeder på skift:

Jeg kommer lige forbi.

Jeg vil gerne være sammen med dig.

Skal vi løbe/cykle/ro/gå/bade sammen?

Kommer du og spiser?

Jeg ved ikke, hvordan de gør. Hvordan de rammer så rigtigt. Som om de har telepatiske evner. Når jeg nu er åndet indadvendt for tiden.

Fordi jeg aldrig er holdt op med at lege, har jeg legekammerater. Som kan lege mig glad, og som kan lege mig til at glemme tiden og universet.

Og derfor trak jeg min blå hurtigcykel frem fra sit vinterhi, pumpede og smurte den, pakkede en cykeltaske og smurte solcreme i hovedet. Og cyklede hele vejen til Nivå for at lege med en anden Helle, der også elsker at lege. Jeg cyklede hele vejen i strålende sol, langs vandet og kiggede til højre på et stille, stille Øresund.

Vi mødtes i havnen og sprang i forårsvandet. En hund ville med. Senere åd den min ene strømpe. Og kastede den op igen. Vi spiste frokost i solen, mens vi snakkede og var alvorlige og grinede. Og jeg cyklede hele vejen tilbage igen, mens solen stadig skinnede.

Egentlig bare tak fordi I er der.

IMG_3068

IMG_3067