by - 0 comments

Hopeful

Jeg er forelsket. Igen. I en lille stor mand fra Færøerne. Jeg bliver lidt forelsket i ham hver gang, jeg oplever ham på en scene. Teitur, that is.

Færøsk troubadur og historiefortæller. I aftes havde han vennerne med på Vega. Ligesom jeg havde.

Og på gulvet foran scenen var de der allesammen. Det vuggende par med armene om hinanden. Parret der havde brug for at vise os, hvorlænge de kunne kysse. Et par ældre damer, der havde sikret sig en plads lige ved scenekanten. Veninderne der taler bedst sammen til musik. Hende der hoppede lidt for højt, svingede armene lidt for meget og klappede ude af takt. Ham der både skulle hente flere øl og på toilettet, mens musikken spillede – og selvklart skulle tilbage til sin plads midt på gulvet hver gang. Trunten med lilla tyl i håret.

Men der var plads. For once in my life havde jeg tilkæmpet mig en plads helt i front. Jeg så hele koncerten. Og jeg fortabte mig, så de kunne snave og hoppe og hente øl alt det, de ville. Teitur og vennerne tryllede med musikken. De spillede nyt og gammelt, og i virkeligheden kan jeg købes for en cello eller en saxofon. Teitur havde to venner med cello på scenen.

Alle hans sange binder han sammen med fortællinger. Små og store fortællinger. Sjove, finurlige og alvorsfulde. Jeg har mange yndlingssange fra hans hånd. I aftes spillede den her sig ind i hjertet. For fanden, sagde han, alle de der klicheer er jo alvor. De gælder.

Til jeres hjerter fra Teitur:

by - 4 kommentarer

Torsdagstanker

Jeg sidder med min torsdagstunge krop. Efter en sædvanlig tæt på tudetosset torsdagstræning. Og spekulerer på, om jeg mon kan løfte armene i morgen? Om benene kan træde pedalerne eller cyklen skal være mit gangstativ til stationen? Og jeg spekulerer igen over, hvad der får os til at træne igennem på den måde. Torsdag efter torsdag.

Klokken halv syv tænkte jeg, at jeg var træt. Tyve minutter i syv tænkte jeg, at min mave stadig var for fyldt af mad og vand til at træne hårdt. Kvart i syv tænkte jeg, at cykelturene først til Bispebjerg og senere til herlev Hospital – og hjem – egentlig måske var træning nok? For en torsdag? Ti minutter i syv løb jeg ud af døren og krydsede broen. Og fandt den sædvanlige hårde kerne i hallen.

Bare vi ikke skal løbe hårdt, tænkte jeg. Så kaster jeg op. Jeg tager det bare roligt i dag, sagde jeg til mig selv.

Da vi startede de første intervaller, kunne min krop ikke ligge sidst i feltet. Jeg kastede ikke op. Jeg tog det ikke roligt. Overhovedet. På noget tidspunkt.

Jeg kan ikke svare på, hvorfor vi gør det. Jeg ved det virkelig ikke. Men vi griner meget.

Måske griner jeg ikke, når benene skal finde vej fra seng til gulv, når vækkeuret siger, at klokken er seks.

Men jeg gør det jo igen i næste uge.

IMG_2806

by - 2 kommentarer

Sygeplejerske for ever

I går pakkede jeg mit kontor sammen. Mit kontor gennem fem år. Eller næsten, for jeg startede i et andet kontor dengang for fem år siden. Det har været min arbejdshule. Hvor jeg kunne lukke døren eller have den pivåben for dem, der ville falde ind. Det har været min arbejdshule fyldt med artikler og bøger. Men det har også været min hule fyldt med billeder fra hele verden. Med bjergtoppe og børnebørn, tangodansere og portrætter fra Nepal. Mit kontor har været den slags hule, som har fået folk til at efterlade små breve, når de har lånt pladsen. Små søde noter, der siger tak for lån – nu vil jeg også på eventyr.

Jeg ville dø i et åbent kontorlandskab. Jeg har brug for ro, og jeg har brug for min egenhed på et kontor. Jeg ville blive forstyrret og føle mig rodløs. Midt i en svær analyse eller en kommentar til en politiker, er det godt at se op på bjergene i Bolivia eller billeder fra vandkanten i Sydhavnen.

Nu er det bare et kontor. Med skrællede reoler og nøgne opslagstavler. Et par af billederne har jeg foræret væk. Fordi andre også elsker at lade øjnene vandre og tage en pause. Resten er pakket sammen. Sammen med de bøger og artikler, jeg heller ikke har foræret væk.

Det er ikke helt slut. Men det nærmer sig.

I dag har jeg været på observationsstudier på hospitalet. Med patienter til kontrolbesøg for deres kræftsygdomme. Og det gjorde mig lidt glad. Jeg mødte en læge, der var tilstede med ro og tid og respekt. Og jeg mødte mennesker, der hjalp hinanden med hverdagens gøremål. Og med at lytte til læger. Verden er sgu alligevel også et meget godt sted. Midt i alt det lort, den også er.

Men jeg mødte også noget andet. Jeg mødte et sus af rigtighed. Jeg skal tilbage til hospitalet. Jeg elsker at være på et hospital. Tæt på alt det vigtige. Tæt på dem der bruger så meget af deres liv på andres. Tæt på der, hvor der sker forandringer i folks tilværelser på godt og på ondt. Det er så rigtig en beslutning at forlade strategi- og politikniveauet og bevæge mig ud til patienter og sygeplejersker og læger. Ud til dem der gør de store forskelle i hverdagen. Det lyder så skidepoppet. Men jeg har mit oprindelige fag under huden og i hjertet.

Jeg holder aldrig op med at være sygeplejerske.

by - 0 comments

Venskaber og heldighed

Jeg vælter rundt i arbejde. Og mens jeg forsømmer og forsømmer alt andet. Og listerne over dem jeg gerne vil give et ring, en mail eller måske endda et besøg, bliver længere. Så er mit liv fyldt med mennesker, der ikke forsømmer mig. Som får mig i biografen, som inviterer på middage, som trækker mig til træning og vinterbad, og som drikker mig næsten under bordet i den hyggeligste madklub i byen. De ringer, og skriver, og kommer. Og jeg er et heldigt menneske at have dem i mit liv.

Jeg har præcist to uger til at vælte mig færdig. Om to uger skal jeg lukke og slukke. Og det er en deadline, der ikke kan rykkes. Og om to uger holder jeg ferie. Between jobs.

Mens jeg jubler rundt i stuen over, at sneen er væk og vejret mere og mere ligner forår, krydser jeg fingre for sne i Norge. For jeg vil selvfølgelig brygge videre på sidste års oplevelser med langrend i Norge. Vi var egentlig klar på endnu en Signe-og-Helle-på-tur, men Signe måtte melde forfald. Altså på den ret lykkelige måde – over at flytte sammen med kæreste i lige den uge. Og det kan man ikke lade en kæreste alene med.

Jeg besluttede næsten bare at tage afsted alene. For min ferie var ikke sådan at flytte på. Så standsede jeg alligevel op og spurgte et par stykker. Som ikke kunne springe på med kort varsel. Og så var lysten til en makker ikke til at ryste af mig, og jeg skrev et opslag på Facebook. Jeg efterlyste ud i det åbne en makker til langrend i Norge i uge 11. Og ud af det blå sprang min rigtig gamle ven, Henning, som uden at blinke byttede to vagter. Og så var han klar. Vi har været på tur sammen før. Aldrig på ski. Men i bjerge. Og det er tæt på ti år siden sidst.

Jeg er et heldigt menneske.

Også mens jeg arbejder videre.

IMG_6041

by - 2 kommentarer

Mørkeløb #4

Hvis man tror, at det udfordrende og hårde ligger i at skrive ansøgning til ny stilling. Eller alle de hundredevis af overvejelser, der sætter hjernen tæt på nedsmeltning, inden man endelig tager en beslutning. Så tager man fejl. Det virkeligt hårde starter, når nyheden er ude og man har cirka en måned til at afvikle, overdrage, gøre færdigt, rydde sit kontor, arrangere farvelfest (eller gravøl), tage den ene afsked efter den anden og finde ud af, hvordan man får det hele fragtet hjem på cykel. Helst skulle jeg også nå at afvikle lidt ferie i februar.

Derfor kommer min træning til at lægge sig på tossede tidspunkter. Alle ved, at jeg kun kan holde mit sindssyge arbejdstempo, hvis jeg træner meget. Derfor træner jeg. Også. I dag blev klokken 8, før jeg snørede skoene og smuttede over slusebroen i mørket. Det var bælgmørkt. Og alligevel ikke mørkere, end jeg sagtens kunne løbe over Amager Fælled.

Jeg mødte ikke en eneste levende sjæl. Ingen. Ikke engang dyrelyde mellem træerne. Der var helt stille. Og ret hurtigt løb jeg ind i et meditativt flow, som man kun kan gøre alene i mørket. Jeg lukkede mig inde i min egen boble og løb hurtigt hele fælleden rundt. Omkring mig kiggede lys fra Ørestaden og metroen frem, når træerne blev lave nok. Jeg var mig selv i hele verden. Fri fra giraffer, syriske katastrofer, Goldman Sachs og hemmelige socialdemokrater for en stund. Og fri fra afviklinger, patientinterviews, projekter, notater og rapporter en stund. En stund af den slags, der sætter turbo på energibarometeret.

Jeg tog en dyb indånding og kastede mig igen ud blandt mennesker og lys. Ophævede min løbende meditation. Jeg løb gennem Islands Brygge og krydsede Bryggebroen, som jeg allerbedst kan lide, når det er mørkt. Fordi lysene fra de mange huse spiller i vandet. Og så var jeg hurtigt hjemme igen.

Efter en dag som ovenikøbet har været en eksklusiv fridag sammen med verdens mindste Vera.

IMG_2260

by - 8 kommentarer

Vi er nødt til at tale om det……

I sidste uge, da SF imploderede, måtte jeg slukke for internettet, for radioen og for tv’et. Og sætte mig i mørket og glo lidt ud på isen i min kanal. Jeg blev så ærketrist, at det lignede en slags ulykkelighed. Jeg magtede ikke vittighederne. Selvom SF ikke er mit parti, var jeg slet ikke i humør til at være sjov.

Der er for meget, jeg ikke forstår. Kan vi ikke godt stoppe et øjeblik og tale lidt om det?

Jeg forstår ikke, hvornår vi holdt op med at stille spørgsmål til, hvad det er for nogen penge, vi vil bygge vores fælles goder på. Og jeg forstår slet ikke hvorfor. Jo, jeg var en af dem, der skrev under mod salg af 19% af aktierne til Goldman Sachs. Jeg skrev ikke under, fordi jeg bilder mig ind at have forstand på investering. Jeg skrev under, fordi jeg vil have, at vi tænker os om. Steen Hildebrandt siger det rigtig klogt sit blogindlæg i Mandag Morgen (og jeg har plukket):

”Vi har lavet den aftale, der samlet set er den bedste for danske skatteydere,” siger de ansvarlige politikere. ”Bedst” handler alene om penge. –  Vi opfører os mange steder som dyr, der kun tænker på at æde det næste måltid og gerne stjæler – om nødvendigt – fra den svage ved siden af, som også er sulten. – Bæredygtighed i betydningen respekt for liv, respekt for naturen, respekt for de næste generationer er nemlig ikke bare, som det er blevet sagt, nice to have. Det er need to have.

Det er tid til forandring. Det er tid til – for at sige det på en gammeldags, men meget aktuel måde – en større solidaritet. Der er behov for solidaritet mellem mennesker, kommuner, regioner, lande. Der er behov for et meget mere nuanceret vækstbegreb. – Hvis alle er optaget af rettigheder, af kontraktuelle rettigheder og garantier for både det ene og det andet, men ingen er optaget af pligter og forpligtelser, ja, så falder fællesskaberne fra hinanden. Og det er, hvad der er ved at ske.” 

Derfor skrev jeg under. Jeg vil hellere betale mere for mit elforbrug, end jeg vil sælge ud af etik og moral. Det her handler om værdier og anstændighed.

Jeg forstår ikke, hvordan Københavns Kommune kan blive ved med at proppe fingrene i ørerne, når advarslerne om nattearbejde på Metrostationerne igen og igen lyder? Jeg forstår godt, at det hele kan blive hurtigere færdigt. Og jeg forstår godt, at det koster penge. Men jeg forstår ikke, hvordan de mange beboeres helbred ikke kan være værd at ofre penge på? Det vil tage et år mere, siger de. Ja – skal det så ikke bare tage et år mere? Så folk kan sove om natten og tale sammen, mens de spiser? Så hele familier ikke risikerer en fremtid med dårligt helbred? Spørger jeg. Fordi jeg ingenting forstår.

Jeg forstår ikke, hvorfor alting skal måles i indkomst. Hvis du kan tjene lidt mere, søger du nok et job? Eller et andet job? Uddannelsers succes er det samme som højere indkomster? Arbejde for det offentlige er ikke rigtigt arbejde? Ikke så rigtigt som arbejde i det private? Jeg har hele mit liv levet i det offentlige sundhedsvæsen, og jeg kender ikke noget arbejde, der er så nyttigt og giver så meget mening, som at arbejde for, at alle kan få behandling, når de bliver syge. At mange flere kan leve et sundt og godt liv, selvom livsomstændigheder kan være så forskellige. Det giver så meget mening, og det vil give mening resten af mit liv. Jeg ønsker ikke at lave andet. Jeg kunne sagtens tjene flere penge. Jeg har tre uddannelser og en energi, der slår de flestes. Men jeg vil helst lave det, jeg gør. Det er ikke penge, der flytter sådan nogen som mig. Det er mening. Og det mest meningsfulde er det, vi er fælles om.

Vi er nødt til at tale om det. Vi er nødt til at tænke os om. Hvis vi tror, vi kan blive ved med at tjene flere penge, sætte flere biler på gaderne, lade forretninger gro og gro, så taber vi alle dem, der ikke kan. Og der bliver flere af dem. Og jeg bliver bange for, at gabet, mellem dem der kan og dem der ikke kan, bliver alt for stort. Jeg hører allerede spørgsmål om, hvorfor vi skal betale for dem, der ikke kan. Hvorfor vi skal betale for behandlinger på hospitalerne for dem, der har levet på samfundets bund og fået de sygdomme, der bor der.

Og jeg har kun ét svar: Det skal vi, fordi vi kan.

 

by - 9 kommentarer

En lille ild i blodet

Når det stikker mig, kan jeg være nærig. Sådan på den lidt indædte og småtvære måde. Kan man mon være nærig på en glad måde? Jeg er bedst til at være glad for tiden, og derfor bestemte jeg mig alligevel for at købe en halvdyr billet til et foredrag med en lille østrigsk kvinde.

Jeg har fulgt hende gennem mange år, Gerlinde Kaltenbrunner. Bare fordi hun er en sej kvinde, der elsker at bestige bjerge på den helt oprindelige måde. Hun planlægger selv, bruger ikke supplerende ilt og har ikke hjælpere på bjergene. At hun også er sygeplejerske og omtrent på højde med mig, skruer bare interessen i vejret. I 2011 lykkedes det hende efter syv forsøg at bestige K2 i Pakistan fra den nordlige side i Kina. Som er endnu sværere end den pakistanske side.

Og nu stod hun i Falconersalen på Frederiksberg og fortalte varmt og næsten beskedent om, hvordan hun voksede op og lærte at klatre og løbe på ski fra hun var ganske lille. Hun fortalte om sin passion, og hvordan det lykkedes hende at blive så professionel, at hun kunne leve af det. Hun fortalte begejstret om skønheden i bjergene og om de mennesker, hun havde klatret sammen med. Jeg elsker, når seje mennesker gør meget ud af at præsentere sig selv som del af deres team. Når superseje Gerlinde bruger flere billeder på at introducere kokken, der var med i base camp på K2. Og hvordan han lavede bjerge af tibetanske momos til dem, når de ikke var på bjerget. Mit hjerte græd en lille smule, mens hun fortalte om svenske Fredrik Ericssons fald og død på K2 i 2010. Og jeg fik en klump i halsen og våde øjne, da hun endelig stod på toppen af K2 i 2011 efter en næsten ubeskrivelig svær klatring.

Og lige der vidste jeg, at jeg skal tilbage til Himalaya. Ikke i 8000 meters højde. Ikke noget farligt. Jeg skal bare tilbage. Til skønheden, naturen, menneskene. Og storheden. Der blev tændt ild i det halvlunkne hverdagsblod.

Og da jeg hilste på Gerlinde Kaltenbrunner efter foredraget, kunne vi kende det i hinandens øjne. Efter ganske få bemærkninger fandt vi et bestemt sted i Patagonien, hvor vi havde siddet ved en gletchersø og set over på et bjerg, vi aldrig glemmer. På hver sit tidspunkt.

Og det var kun godt, at jeg ikke er god til at være tvær og nærig for tiden. Og til dem, der ikke nåede det, er der en lille appetitvækker:

by - 4 kommentarer

Selvforkælelse

Midt i euforien over at have fundet det helt rigtige arbejde, det helt rigtige sted og med den helt rigtige chef, tårner virkeligheden sig op over mig. At skifte job er hårdt, hårdt arbejde.

Jeg skal sige en masse farvel. Jeg skal lande mine store projekter, mine hjertebørn. De må ikke sygne hen i et hjørne. De skal være flyvefærdige og kunne spise selv, så de vokser videre, selvom jeg forlader dem. Jeg skal tømme mit lille kontor med bjerge på væggene. Jeg skal smide bunker af papirer ud og finde nogen, der vil køre resten hjem til mig.

Derfor var det tid til forkælelse i fredags. For længe siden var weekenden planlagt hos mine forældre, og jeg havde fået en aftale med min Århusfrisør (som stadig ikke har fået konkurrence fra hovedstaden). Den planlagte venindeaftale røg i vasken, så skulle jeg så ikke bare tage en ekstra dag sammen med min mor og far? I stedet gjorde jeg noget, jeg aldrig har gjort før.

Jeg bookede et værelse på Hotel Guldsmeden midt i Århus. Og sms’ede til en god gammel ven om at spise middag sammen. Så kunne jeg kravle sammen i den store himmelseng og skrive min opsigelse i ro og mag. Og en lang mail til mine kolleger gennem de sidste fem år. Og råbe det ud på bloggen. Nu var det officielt.

Bagefter gik jeg en tur ud i min gamle by. Forbi min gamle skobutik. Der som altid kastede et par støvler efter mig. Vi mødtes, min gamle ven og jeg, og satte os ind på Estragon i Klostergade. Der sad vi godt i flere timer, mens den sødeste tjener serverede drømmeretter og vidunderlig vin for os.

Træt og mæt trissede jeg tilbage til min himmelseng. Men blev lokket af aftenstuen, hvor der var sat te og vin frem til fri afbenyttelse. Jeg hentede min bog og forsynede mig, mens jeg hørte håndbold i radioen sammen med receptionisten.

Efter en uforstyrret nat i himmelsengen på mit værelse, spænede jeg en tur ud i min gamle skov i Riisskov. Jeg bliver jo aldrig træt af at løbe mine gamle ture. Heller ikke når vinden hylede imod mig med frostgrader. Hjemme i hotelvarmen ventede en lækker og langsom morgenbuffet.

Måske man skulle selvforkæle lidt mere? Bare fordi man fortjener den slags lidt.

IMG_2740

by - 12 kommentarer

Nye græsgange…..

Det værste ved jobsamtaler er, at man aldrig helt ved, hvad man er op imod. Hvad er den karakter, der kræves for at bestå? Når man synes, det går godt, gør det så også det?

Ja, det gjorde!!!!

Efter ugers myldremave, søvnløse nætter og hemmelighedskræmmeri, trækker jeg vejret helt ned i maven. Det blev mig. Mig der ikke længere skal cykle til Sjælør station hver morgen og knokle cyklen op af alle trapperne. Mig der ikke længere skal svinge Rejsekortet og sidde tre kvarter i linje E hver morgen og hver aften. Mig der ikke længere kommer dryssende fra arbejde mellem seks og syv.

Næ i fremtiden er jeg hende, der kan drikke kaffe på Sct. Hans Torv om eftermiddagen. Hende der kan drikke øl i Fælledparken. Hende der kan hente små børn i børnehaven ind imellem. Og jeg er hende, der cykler på arbejde på under en halv time. Hende der kan morgenbade med badeveninderne og løbe eftermiddagsture.

Jeg er også hende, der kommer til at græde over de kolleger, jeg ikke længere skal dele hverdag med. Og sådan er det.

Jeg er hende, der rejser fra et af de mest spændende jobs – til et endnu mere spændende job. De valgte mig. Jeg kan med bævende stolthed i stemmen fortælle, at jeg midt i marts arbejder for Rigshospitalet. Jeg skal være hende, der sørger for en sammmenhæng mellem Rigshospitalet og kommunerne og de andre hospitaler. For patienterne. Det bliver stort og fantastisk og svært og sjovt. Og jeg glæder mig.

Og et kæmpetak til verdens bedste Lene for den smukke buket, der lå og ventede da jeg kom hjem

IMG_2722

by - 3 kommentarer

Kemoterapi, marathon og høje bjerge

For snart seks år siden pakkede jeg sammen med en god ven omkring 100 kg klatreudstyr og rejste til Nepal. Det var knapt et år efter, jeg havde sluttet den temmelig intensive kemoterapi, jeg fik for den lymfekræft, der havde sneget sig ind i min krop. Selvom jeg slap nådigt igennem min behandling, var jeg banket ret pænt til hjørne, da de sidste dråber kemo dryppede ind. Jeg kunne fuldstændig tilbagevise, at man bliver sejere og mindre pivet i løbet af sådan en behandling. Jeg gjorde ikke. Til sidst kunne jeg næsten græde over en blodprøve. Jeg hadede alt, der gjorde ondt. Og da sygeplejersken skulle trække det centrale venekateter, som dinglede fra mit bryst, ud, måtte min søn stå ved siden af og holde min forkrampede hånd.

Det næste år trænede jeg – også til smertegrænsen, samlede udstyr og rejste penge. Fordi jeg ville tilbage til bjergene. Jeg havde brug for at gøre noget stort. Med store armbevægelser. Trække de største baljer luft ind i de smukkeste omgivelser. Jeg ville også give billedet af den stakkels offer-kræftpatient en ordentlig en på sinkadusen. jeg gad ikke være stakkels. Jo, jeg gad godt holde i hånden, når noget gjorde ondt. Men jeg ville ikke være stakkels hele tiden. Jeg ville gerne bruge den ekspedition til at vise, at jeg også stadig var mig. Og jeg ville gerne prøve at finde ud af, hvem jeg var nu.

Inden jeg tog afsted, lavede jeg en udsendelse på P1 i det program, der dengang hed Vita. Da jeg kom hjem, lavede vi to udsendelser mere. Jeg fortalte om at være syg, om at blive rask, om bjergbestigning, erfaringer, skønhed og fællesskaber. Jeg blev sådan i en lille målestok ret kendt for at have haft kræft, og jeg holdt en bunke forerag om kræft, træning, sygdomsbilleder og bjergbestigning. Men for et par år siden blev jeg ked af at være mest kendt for det. Jeg lavede så meget andet, som jeg så ikke var særlig kendt for. Derfor trak jeg mig lidt tilbage fra de sammenhænge, jeg indgik i og som havde med kræft at gøre. Jeg lukkede den hjemmeside, vi lavede dengang. Den hed paatoppen.com og handlede om vores bjergbestigninger i 2008 og om at blive rask efter kræft og kemoterapi.

Der har hele tiden ligget links til de radioudsendelser her på bloggen, men forlden opdagede jeg, at de links var afgået ved døden. Jeg kunne ikke længere finde udsendelserne, trak lidt på skuldrene og slettede linksene. Men jeg opdagede det, fordi der var en, der efterlyste dem. Nogen ville altså gerne lytte til de samtaler, vi havde i de tre udsendelser.

Og i dag var der så en frelsende engel, der kunne se lidt bag mig åbenbart, som skrev en kommentar med links til nogle af udsendelserne. Og så satte jeg mig og lyttede til den udsendelse, vi lavede, da jeg var landet i København. Og den gjorde mig så glad, den udsendelse. Det var selvfølgelig dejligt at genhøre mine tanker og oplevelser. Men det gjorde mig usigeligt glad, at jeg ikke tværede en happy-go-lucky grød ud over mine medmennesker. Jeg har åbenbart gået med en nagende tvivl. En tvivl om jeg selv i de udsendelser havde ophøjet min private oplevelse til en måde at håndtere sygdom på, som alle burde springe ombord i. Det gjorde jeg ikke.

Nåmen, nu kan I selv høre mig fortælle om bjergbestigning, smukhed, fællesskab og en følelse af mod: Vita fra 2008 Jeg siger stort tak til Susanna for linket.

DSC_0003