I dag leger jeg.
Fordi jeg kan, og fordi jeg kan sige, hvordan jeg har det – uden at sige noget.
Lånt her
Mørkeløb#3
Da jeg for nogle dage siden løb rundt i mørket på Amager Fælled, skimtede jeg noget skarpt lys forude. Lyset kom nærmere og blev skarpere. Og da det var omkring hundrede meter fra mig, måtte jeg standse. Det var som en bil med langt lys.
Men det var en løber med pandelampe. Da han nåede frem til mig, bad jeg ham venligt om at blænde lidt ned. Gu’ vil jeg ej, hvislede han og løb videre. Sådan er også løbere et mangfoldigt folkefærd.
Jeg løb videre i mørket. Og spekulerede lidt over, hvorfor nogen i det hele taget løber rundt på Amager Fælled med en lysstyrke 50.000. Når man nu slet ikke behøver lys. Han havde nok lige købt sig en dyr pandelampe. Og så skal den selvfølgelig bruges.
Men han snyder sig selv, når han løber rundt med en skarp projektør, der fejer alt det magiske væk med et strøg. Lyset fra byen skinner så stærkt igen fra aftenhimlen, at det aldrig bliver rigtig mørkt på fælleden. Og jeg tænker, at der er gået for meget forbrug i løb. Sådan må man godt tænke, når man er ved at blive gammel. Fordi jeg har løbet så længe, at jeg har løbet i kondisko og tykt bomuldsstof, og nu er det hele ved at blive en tand for smart. Jeg savner ikke mine tunge sweatshirtbukser fra dengang, og jeg elsker mine løbesko. Men jeg elsker hele no-shit-faktoren ved at løbe. At det bare er enkelt. At det bare handler om at snøre et par sko og smutte ud af døren, når det passer mig.
Jeg kan godt blive en slags gammelmorgnaven over, at udstyr er hypet så meget og er gået så meget amok, at folk tror, de skal have særlige sko for at løbe på stierne på Amager Fælled. Eller at de behøver en pandelampe med lysstyrke 50.000. Der er alt for mange penge på spil. Jeg får smiletrækninger over folk, der iklæder sig alt muligt teknologisk gear for at løbe en lille tur.
Men jeg synes mest, de går glip. Af alt det inderste ved at løbe, hvad enten man render rundt i sin by eller i naturen.
Mørkeløb #2
Jeg var hjemme omkring kl. 18 og mødte mig selv med et ultimativt valg. Skrub i seng og sov, eller træk løbeskoene på og skrub ud. Jeg følte mig sært søvnig. Muligvis en bivirkning ved at have sovet 7-8 timer i træk de sidste mange dage. Hvad ved jeg?
Det blev løbeskoene.
Og en nærmest hysterisk glæde over en vindstille og tør aften. Med månelys over Amager Fælled. Derfor drejede jeg hurtigt væk fra trafikken og ind på fælledens brede stier. Mit dårlige post-arbejde humør og min søvnighed forsvandt hurtigt op i den stille aftenhimmel. Når jeg løber i mørket, hører jeg dyrene, som gemmer sig i krattene, og jeg mærker en mærkværdig sammenhæng med universet. Jeg er alene i verden. Og jeg kan lide det.
Jeg mødte et par, der gik mørketur med hinanden i hånden, og en mand på cykel, der heller ikke havde lys med. Et rådyr puslede tværs over stien med lydløse skridt. Fasanerne skræppede advarsler til hinanden, når jeg løb forbi deres skjul.
Jeg løb igennem Nokken på vejen hjem, mens jeg sprang imellem de store vandpytter. De små huse lyste hyggeligt. Vandet i havneløbet var helt, helt stille. Alt spejlede sig så fint, og jeg måtte lige standse og bare se. Inden jeg spurtede resten af vejen hjem.’
Og altså er vågen endnu.
Mandagsvinter
Nej, jeg jublede heller ikke over den første sne i år. Jeg har elsket den her vinter med plusgrader og solskin. Reglen er bare, at når noget næsten er for godt til at være sandt, ja så er det som regel heller ikke sandt. Ret længe.
Og det var på ingen måde nogen nydelse, da jeg cyklede fra Frederikssund Hospital med en hylende vind i mod mig. Og store, plaskvåde sneklatter in my face. S-toget blev fyldt med våde støvler, og jeg blev glad for at have taget de tykke handsker på.
Jeg vidste det godt. At internettet ville flyde over med jubel over et par centimeters sne hos alle dem, der har bil, hjemmearbejde eller fri. Og jeg holdt mig i skindet. Jeg spyede ikke onde eder ud i cyberspace.
Det gør jeg heller ikke nu. Jeg godter mig over, at sneen er væk igen i morgen.
Fredagsfrås
Jeg var vådere end våd, da jeg nåede frem til Herlev Hospital i går. De kortvarige, lette byger, som vejrmennesket i radioen talte om, havde tilsyneladende samlet sig i ét langt og heftigt regnvejr. Der varede hele vejen fra Sydhavnen til Herlev. Men jeg var allerede i alt for godt humør til at lade mig kyse af noget vejr. Jeg rystede mig som en våd hund, krængede det våde regntøj af og lagde det på radiatorerne. Så kunne det tørre, mens vi holdt møde. Jeg rystede en lille smule af kulde og forsøgte at varme mig med en kop kaffe i plastikkrus.
Mødet var et af den slags møder, hvor der både bliver lyttet og spurgt. Et af de møder, som får mig til at tro på det, jeg laver. Jeg samlede mit endnu våde tøj og startede cyklen mod Bispebjerg. Regnen var taget af og forsvandt helt i perioder. Jeg var lidt mindre våd, da jeg nåede Bispebjerg Hospital.
Jeg er lidt forelsket i Bispebjerg Hospital. De smukke gamle bygninger. Alt det grønne. Og al den fine forskning, der foregår. Men jeg bliver lidt mere forelsket, hvor gang jeg cykler gennem porten og standser ved det store kort og bliver standset af en mand i gul vest. Som spørger, om han skal hjælpe mig med at finde vej.
Og vi holdt endnu et af den slags møder, hvor der blev lyttet, spurgt og lagt ideer på bordet. Regnen havde nu forladt København, og jeg var stadig glad. Og lidt mindre våd.
Derfor satte jeg kursen mod Torvehallerne, hvor jeg købte ind med rund hånd af den slags, man kan forkæle sig med, når man allermest fortjener det.
Og cyklede hjem i den vildeste regn.
Invictus 2014
Det bedste, jeg kunne gøre efter at have savet armene af 2013 og fyret dem ud på de åbne verdenshave med saksespark og håndkantsslag, var at snøre løbeskoene og stikke af et par timer. Det bragte mig rundt om Kalvebodsdybet, mens himlen omkring mig koketterede med farver og skyformationer, som jeg måtte standse op og tage ind.
Imens funderede jeg på, hvad 2014 kan finde på. Jeg håber virkelig, at 2014 ifører sig blødere handsker og lærer menneskene i verden at passe bedre på hinanden. Sådan at børn ikke også i 2014 skal betale den højeste pris for de voksnes uenigheder om religion og politik. Så vi passer bedre på vores jord og ikke bruger den op, inden vores oldebørn kan tage over. Jeg vil ønske, at politik bliver mere end skinger debat og uendelig kamp om stemmerne. Brug nu de stemmer til at lave den politik, vi tror, vi har stemt på.
Jeg har ikke andre forsætter end at være en bedre ven, en bedre mor, en bedre datter og at se noget mere af verden. Jeg vil gerne fortsætte med mine små bidrag til at gøre verden til et bedre sted. Gøre dem større, hvis jeg kan. Og jeg vil få styr på nogle arbejdsmæssige ting, der stjæler for meget energi og opmærksomhed.
Jeg ville gerne sende raskhedskarma til mine syge mennesker, hvis jeg kunne. Det rækker mine evner ikke til. I stedet vil jeg citere det digt af William Hernest Henley, Invictus, som Lene henviser til i sit sidste blogindlæg. Lad ikke sygdom stjæle det liv, du har.
Out of the night that covers me,
Black as the Pit from pole to pole,
I thank whatever gods may be
For my unconquerable soul.
In the fell clutch of circumstance
I have not winced nor cried aloud.
Under the bludgeonings of chance
My head is bloody, but unbowed.
Beyond this place of wrath and tears
Looms but the Horror of the shade,
And yet the menace of the years
Finds, and shall find, me unafraid.
It matters not how strait the gate,
How charged with punishments the scroll.
I am the master of my fate:
I am the captain of my soul.
Livslussinger i 2013
2013 var mere end blot peace, love and harmony. 2013 skal have nogle ordentlige los i røven, fordi den delte onde kæberaslere til folk, jeg holder af. Jeg kan slå tilbage, når lussingerne rammer mig selv, men når universet optræder ufint overfor de mennesker, som jeg kender og elsker, kan jeg kun tilbyde kram og chokolade. På den stille måde.
I går spiste jeg frokost med en særlig gammel veninde. Hendes mand ligger igen meget, meget syg på hospitalet. Jeg kan kun sidde der, sammen med hende og hendes ulykkelighed.
Senere på dagen talte jeg længe i telefon med Lene. Smukke, stærke og sårbare Lene, som elsker at køre stærkt på cykel. Og i bil. Som jeg er kommet til at holde så meget af, og som igen er blevet overfaldet af en tumor. Som betød, at hun igen måtte opereres, og som trumfede med at dele sig, så hun nu får kemoterapi og i det hele taget knokler sig igennem noget, der får mit eget kræftforløb til at ligne en let influenza.
Min mor. Min seje, stærke, smukke mor blev også kørt over af en tumor. En stor del af mit efterår er gået med at være så meget tilstede, jeg overhovedet kunne. Jeg har plaget samvær ud af hende. Mens hun stod stråler og kemoterapi igennem sammen med min far. Jeg tror, den tumor blev elsket ned. Ta’ den, 2013 – og skrid med den slags.
Jeg bløder lidt indeni, når jeg ikke kan være nok tilstede i de liv, der har brug for det. Og derfor får 2013 saksespark og håndkantsslag for at kaste alt for meget lort ind i alt for mange liv.
Derfor blev 2013 også det år, hvor jeg oplevede at gå i baglås, når jeg nærmede mig bloggen her. Der skete så meget, som involverede så mange andre omkring mig. Jeg har altid blogget med åben pande. Fordi jeg alligevel er så dårlig til at lyve, at folk lynhurtigt ville opdage, hvem jeg var. Jeg har kun oplevet godt ved at blogge som mig selv. Jeg har lært de fineste mennesker at kende i den rigtige virkelighed, som jeg nok ikke ville have mødt, hvis jeg var hemmelig. Jeg kan faktisk lide udfordringen ved at finde en balance i at skrive meget personligt, mens jeg holder det privateste ude i baglokalet. Jeg kan lide udfordringen ved at skrive åbent uden at udlevere de mennesker, der befolker mit liv. Jeg har vænnet mig til også at byde venner og kolleger velkommen, når de finder vej til siden.
Midt i 2013’s missilangreb mistede jeg fodfæstet. Jeg kunne ikke skrive om de ting, der optog mig. Fordi de ikke kun handlede om mig. De handlede slet ikke kun om mig. Og så mistede jeg evnen til at se mening i alt det andet. Jeg kunne ikke se over kanten og få øje på alle de andre ting, jeg ellers kunne blogge om. Alt andet blev ligegyldigt. Der er ret skarpe grænser for, hvad jeg kan skrive om.
Derfor har der været meget stille.
Så – farvel igen 2013 – og tag finkerne og lortet med dig igen. Nu har vi kappet armene af dig, så du ikke længere kan svinge næverne. Godt nytår.
Whole lotta love
Vi fejrer det nye år og tager hinanden kærligt i hånden, bloggen og jeg. Vi undskylder for de sidste måneders indadvendthed og forsøger kækt at vende opmærksomheden ud. Vi kan jo godt lide hinanden, og vi kan især godt lide alle jer, vi har lært at kende, fordi I læser med. Og alle jer, der kender os og alligevel læser med. Da Anne forleden lagde en supersød nytårshilsen på bloggen, rørte det mig og fik mig til at ryste skuldrene løs og hanke op i bloggen.
Tirsdag eftermiddag mødtes jeg med nogle af yndlingsdamerne, belæsset med bobler, julegin og flere kilo fisk. Vi lavede os et lynkursus i sushi, grillede jomfruhummere og sagde pænt farvel til 2013. Som også har haft pænt meget at byde på i mit lille liv. Vi starter det nye blogår med de fine højdepunkter fra 2013. Finkerne og lortet kommer i næste afsnit.
Mens medierne og resten af alle danskere kappedes om at skrige grimme ting, var jeg som den første i universet bare glad for mit nye rejsekort. Det har ikke svigtet mig endnu og gør mit liv så meget nemmere. Hilsen hende der kører med tog dagligt og elsker rejsekortet.
Jeg smuttede til Norge hele tre gange, inden sommeren var over os. Jeg fandt min indre langrendsløber, mens Signe og jeg var med Rubyrejser på fællesferie i Rondane. Jeg kom hjem med store blå mærker og ømme muskler og med lykkebarometeret i top. Mere af det! Senere tog Tromsø mig med storm. Jeg vil tilbage. I Hamar løb jeg smukke morgenture.
Jeg debuterede med begejstring til North Side. Så meget at jeg sikrede mig en first mover billet til 2014.
Den helt store sommeroplevelse var selvfølgelig min store tur hen over Alperne. Jeg startede i et kloster i Geneve og sluttede i et kloster ved Middelhavet i Bordighera. Turen bød på store, store oplevelser, smukke scenarier, fantastiske mennesker og lidt større udfordringer, end jeg havde forestillet mig. Der var simpelthen for meget sne, og turen blev, som nogen måske husker, afbrudt af et styrt på vejen ned fra Col de L’Iseran. Jeg slog mig temmelig meget og kastede håndklædet i ringen efter et par dage. Alligevel endte turen som et rigtigt eventyr – først hos gode venner i de norditalienske bjerge og senere – lidt tilfældigt – i det smukkeste kloster i Bordighera. Inden jeg let modvilligt vendte næsen mod Danmark. Jeg nåede trods styrt at gå tre uger i Alperne.
Og så var der selvfølgelig Esther. Lille smukke Esther, der lod vente lidt på sig, mens hendes forældre også ventede utålmodigt på at flytte ud af min lejlighed til deres renoverede hjem. Men hun kom, hun så, hun smeltede alle vores hjerter.
Min søn giftede sig med Nina og havde verdens bedste bryllup. Med de bedste venner og den bedste familie på den bedste dag. Og med de sødeste brudepiger, som ikke allesammen gad stille op til fotografering.
2013 har også bragt lort, men vi har elsket lortet ned. Min mor blev syg, men hun er her endnu. Behandlingen har virket godt og bragt ro på det hele. Og jeg havde en forfærdelig dejlig jul med de to, min far og min mor. Mens de sociale medier flød over med fingerpegning af julen og familien og gaverne, følte jeg mig bare afsindigt privilegeret. At jeg kunne være der. At jeg kunne stege anden, lave ris alamanden, købe vinen – og bare elske, at vi kunne være der sammen.
I 2013 har vi elsket igennem. Vi har hinanden, har vi. Gamle venskaber er dukket frem fra de gemmer, vi havde glemt dem i. Nye venskaber er blevet tættere. Vi fortsætter bare i 2014.
En stærkt forsinket glædelig jul og alle de bedste ønsker for 2014 til jer allesammen. Lad os se meget mere til hinanden.
Torsdagscrazyness
Når Steffen efter torsdagstræningen siger, at vi godt kan være stolte, ved man bare, hvor ondt alle musklerne kommer til at gøre. Og det holdt stik.
Torsdag var årets sidste psykopattræning. Måske havde flere luret, at årets sidste træning, ville blive dobbeltpsykopatisk. Eller måske var de allerede startet på juleferien. Vi var i hvert fald ikke mange. Måske derfor lavede vi efter en kort opvarmning 100 armbøjninger. Ja, hundrede. Og når vi holdt små pauser for armene, lavede vi squats. Herefter talte vi ned.
På Slusebroen var det 90 dips, som er styrkeøvelser for armene. De placeres bag ryggen – og her var det på gelænderet bag os, benene strækkes frem, og enden sænkes og løftes. 90 gange. Hvis vi holdt pauser, var det lunges imens. Nu skreg mine arme.
For enden af broen var der 80 hop med samlede ben op på betonklodser. Den hader jeg lidt mere end de andre øvelser.
Efter det løb vi ud på den nye fiske-træbro og kastede os ned på maven. Jo, der var vådt. Og så var det 70 rygbøjninger, mens vi kiggede ud i havneløbet. Der var pænt, men jeg glemte at kigge.
Så løb vi hele vejen tilbage over broen og smed os under juletræet hos SKAT. Og lavede 60 mavebøjninger. Efterfulgt af 50 mavebøjninger i foldekniv, hvor man både bøjer maven og svinger de strakte ben op. Nu hylede mavemusklerne om kap med armene. Derfor tog vi lige 40 sidebøjninger. Altså dem, hvor man hviler på albue og hæl med strakt krop og sænker enden. 40 gange var det.
Tilbage på Slusebroen slængte vi overkroppen ud over kanten og lavede 30 armhævninger. Nu vidste jeg, at jeg ingen arme ville have de næste to dage.
Endelig gik det tilbage mod hallen. Med 20 dødsspurter indlagt. Tyve! Og endelig kom den sidste trumf på med 10 af min absolut number one hadeøvelse. Jeg ved ikke, hvad den hedder. Man starter stående, hopper ned på hænder og tæer med strakte ben. Så hopper man frem med bøjede ben og hopper op i stående stilling med armene over hovedet. Og gentager. TI gange.
Det var min torsdag aften. Var din god? Jeg var mere smadret end jeg var stolt, og spekulerede igen over, hvad der får mig til det der. Alligevel grinede vi ret meget.
Sydhavn Station
S-toget var godt fyldt med cykler og cykelmennesker, da vi nærmede os Sydhavn Station. Det almindelige kaos udløste også i dag smil og gode miner. Fyren, der stod med sin cykel ved døren, bakkede ud og gav plads, og jeg manøvrerede mig udenom hende med den monsterstore taske på bagagebæreren.
Vi sagde hej og god weekend, og jeg trak over mod elevatoren. Da dørene trak i, dukkede en kvinde op og trykkede ihærdigt på knapperne udenfor. Dørene gled op, og hun trådte ind med en tændt cigaret mellem fingrene og en krøllet plastikpose i den anden hånd. Inden mit spæde strejf af irritation kunne nå at materialisere sig, vendte hun ansigtet mod mig.
Så du det, spurgte hun. Jeg så lidt uforstående på hende. Det lille barn, fortsatte hun. Bare to uger, eller deromkring, og så glade, de er, det må være den førstefødte, de er så stolte. Sådan et fint lille barn, så du det ikke?
Jeg havde ikke set det. Og hun fortsatte og sagde, at man jo ikke ved, hvordan det er, før man har det. Barnet. Og hvor var de glade og stolte. Hendes søster havde også fået en baby, men hun havde ikke set hende endnu. Og nu havde hun købt en ny gave til hende, for den gamle gave var nok blevet for gammel. Der var jo gået et år, og nu var hun nok blevet større, søsterens baby, så hun havde købt et gavekort. Det kan man ikke sådan vokse fra, vel? Og måske kunne hun få lov til at se babyen i julen, det håbede hun.
Hun glemte at ryge på sin cigaret, og jeg glemte at lægge mærke til, om hun stadig havde den, da vi nåede ud på fortovet.
Hun skulle den anden vej. Og jeg satte mig op på min cykel. Og cyklede hjem til min juleferie.
Helles Blog 