Uventede gæster

Da jeg stod op i går morges, lå der en lille båd fortøjet til min ponton udenfor stuen. Perfekt med tildækket påhængsmotor, redningsveste og årer. Jeg fnyste sådan lidt småforarget over, hvordan man kunne finde på bare at bruge min ponton. Hvis naboerne havde besøg, kunne de vel bare bruge deres egen.

Jeg kiggede ud på båden igen og undrede mig. For man kan ingen steder komme fra min ponton. Kun ind i min stue, når døren er åben. Og det var den ikke sidste nat. Døren i soveværelset, jo. Men der kan kun Spiderman komme ind fra vandsiden.

Var båden bare kommet drivende? Og havde fået rebet kilet ind mellem de yderste brædder i min ponton? Teoretisk set er det måske muligt. Men ikke sandsynligt. Jeg åbnede computeren og skrev rundt til udlejningsselskaberne, og de lovede at efterlyse ejeren. Og henvise til mig, hvis nogen savnede den lille båd. Og så drog jeg ud i verden og studerede ølaber og holdt møder.

Båden ligger her stadig. Og nu begynder en svag følelse af omsorg at vokse frem. Den ligger jo helt udsat, der midt i kanalen. Og bliver langsomt fyldt med regnvand. Om lidt trækker jeg den ind til siden og fortøjer den til den rigtige bådplads, der også er udenfor min stue. Så den ikke bliver sejlet i stykker.

Og jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op med den lille båd. Jeg har ønsket, ønsket, ønsket mig en lille båd. Så vi kunne sejle ture med ungerne. Så jeg kunne sejle ud og bruge min nye fiskestang. Og bare fordi jeg kan.

Men mon ikke der en dag kommer en fyr forbi og ser sin båd med lbørneredningsveste og det hele ligge i min kanal. Indtil da kan den jo foreløbig bare ligge der.

20120922-085806.jpg

Øl-aberne i Sydhavnen

Noget af det, jeg rigtig godt kan lide ved Sydhavnen, er den pose godt og blandet, det hele består af. Vi kunne nemt drukne i pænhed, hvis der bare var alle os i kanalbyen. Men det gør vi ikke, fordi Sydhavnen også er alt det andet. Fordi Sydhavnen også er befolket af øl-aber, skovmandsskjorter med læderveste, alt for korte nederdele og uglet hår. Sydhavnen er også fiskere, lastbilchauffører og amatørrockmusikere, der køber øl i Irma og øver i den gamle lagerhal.

Da jeg cyklede hjem i aftes fra en hyggelig aften med søn og kæreste, krydsede jeg Mozarts Plads, hvor øl-aberne har deres højsæde. Her mødes de dagligt og udveksler nyt og bøvser sammen i dagens øl. Som er i flertal. Øl-aberne er ikke et navn, jeg har fundet på. Det stammer fra fra Helle Ryslinges film fra 1996. Filmen kunne lige så godt have foregået netop på Mozarts Plads. Ølaberne er kendetegnet ved at være fredelige væsener, der sjældent råber af andet end hinanden. Derfor kan jeg som regel godt lide dem.

I aftes var en råbeaften. I det tiltagende mørke var en lille flok forsamlet på pladsen. En mand og en kvinde stod tæt sammen og råbte meget højt. Det var ikke kærlighedserklæringer. Eller måske var det? Bare ikke formuleret, som man ville have gjort det i kanalbyerne. Den ene havde været sammen med en anden. Og måske havde den anden også været sammen med en anden. Fordi den første havde været sammen med en anden. Som ikke var den anden. De øvrige tre øl-aber sad fredeligt ved siden af og bøvsede videre i deres aftenøl.

I morges cyklede jeg til Hvidovre. Og krydsede igen øl-abernes territorium. Det regnede, og de havde indtaget busskuret ved 3A’s stoppested ved indgangen til Valbyparken, hvor de kunne starte dagen i tørvejr. Og fællesskab. Det gode ved Sydhavnen er, at ingen øl-abe er alene. Man kan altid finde nogen, der vil drikke en øl i takt. Og diskutere verdens temperatur. Og det synes jeg virkelig ikke, man nogensinde skal tage fra dem.

Da jeg cyklede videre og krydsede ind i Vigerslevparken, hvor der går en sti hele vejen til Hvidovre, sad der en mand alene på en bænk. Sammen med en flok tomme ølflasker, der stod på bænken ved siden af ham. Han var ikke gammel og var på sin vis ganske velklædt. Jeg cyklede bare forbi, der i regnvejret. Og blev slået af verdens forskellighed. Her sad han ganske alene. Og så meget ensom ud. Understreget af flaskeflokken på bænken. Han skulle jo have et kram. Nogen skulle tage ham i hånden og vise ham busskuret ved Valbyparken. Når verden smager så meget af lort, at man har kvalt syv øl, inden klokken er ni, er det ikke bedst at være helt alene. Og det er længe siden, jeg har set noget mere alene end manden på bænken i Vigerslevparken.

Jeg cyklede videre til mit møde i et lunt kontor i Hvidovre. Og har mere end én gang tænkt på, hvordan hans dag har været. Og hvor han mon går hen, når han ikke har flere penge at købe øl for i Netto. Eller om der alligevel kommer en øl-abe og sætter sig sammen med ham senere på dagen?

Uden ord

Nogen dage får på en eller anden måde brugt mig i bund. Ikke på nogen ubehagelig måde. Bare sådan i bund. Fint nok. Der behøver jo heller ikke være så meget tilovers, når jeg trækker min dyne op til næsen. Det kommer jo piblende i løbet af natten, så der er mere at bruge af igen næste morgen.

Jeg får ikke skrevet så meget. Som om ordene bliver brugt op i løbet af arbejdsdagene. Hvor de til gengæld myldrer ud af munden på  mig, eller flyder gennem fingrene.

I stedet går jeg ture med mit kamera. Og prøver at fange noget efterårsstemning omkring mig. Som i aftes. Hvor solen malede smukke lys over Sydhavnen, og fik mig til at lege lidt med former og konturer.

Og glæde mig lidt til vinterbadesæsonen. Uden for meget vinter, helst.

Bliv nu bare ældre – det er okay

I dag har jeg følt mig ældre end i går. Det har muligvis noget at gøre med vin og slåen gin. Eller at jeg først kravlede under dynen på sofaen omkring klokken fire. Fordi en flok storsnakkende, varme og enormt sjove kvinder berigede mig med deres selskab. De viste på overbevisende måde, at 17 kvinder sagtens kan være i mit køkken, og da de først havde bænket sig, blev de siddende. Og godt for det, for jeg kunne slet ikke få nok af dem.

Vi fejrede, at jeg igen var blevet et år ældre. Bare fordi jeg omgående benyttede lejligheden til at bænke de betydningsfulde kvinder omkring lidt mad og vin. Det er så meget bedre, end at kaste sig hen i hjørnet og jamre over tidens tand, rynker og løs mavehud. Det er jo latterligt at bruge sin tid på. Vi bliver ældre hele tiden, ligegyldigt hvor meget vi kunne ønske noget ungdom forlænget på ubestemt tid. Der er ikke noget mere latterligt, end at bruge tiden på at ønske sig noget andet, end man er.

Alder er et vilkår. Den kommer snigende i en ustoppelig strøm, selvom jeg inde bag rynkerne og den løse hud bliver ved med at opføre mig, som om den ikke ekstisterer. Jeg er jo glad for at blive ældre. Alternativet kan jeg ikke forestille mig. Hvilken rædsel at sidde fast som 15-årig? Eller bare ikke blive ældre. Ophøre med at eksistere? Nej vel? Jeg tager rynkerne og den løse mave med. Prøver at se dem som mine fortjenstmedaljer. Der hvor jeg kan se, at livet er blevet levet. Med omhu. Og det må man gerne være lidt stolt af.

Alt dette nåede jeg at tænke lidt over de sidste par timer inden det festlige køkken. Livet er en tyndvægget, spraglet luftballon. Derfor skal det leves stærkt. Der var nemlig en veninde, som alligevel ikke nåede frem til mit køkken. Med stemmen knækket af angstfyldte hulk, fortalte hun, at hendes mand fuldstændig uventet var blevet akut og alvorligt syg, siden vi havde sendt sms’er til hinanden et par timer tidlgere. Sådan bum. Enhver festlig fornemmelse sivede ud af mig og blev erstattet med sorg og medfølelse. Og alt for meget alvor.

Og mens jeg nu halvhjertet snittede videre på grøntsagerne og piskede æg og chokolade til kaloriebomber, kunne jeg bare mærke, at jeg på en måde skyldte både ham og hende at holde fast i at fejre det liv. At min venindes sorg og angst ikke ville blive mindre af en aflyst fest. At det ville glæde hende at høre, hvordan mit køkken var fyldt med liv og latter.

Derfor kunne jeg alligevel feste. Og bekræfte min veninde i livet, da vi talte i telefon i morges. Og delte hendes angst.

Af hjertet tak….

….. til alle jer, der har sendt tillykker her, på Facebook, på telefonen og med rigtige bjørneknus. Jeg er faktisk ret overvældet. Jeg ved godt, at nogen mennesker er sådan lidt hånlige overfor Facebook lykønskninger. Sådan har jeg det ikke. Jeg labber dem i mig og bliver helt glad og kåd over alle jer, der smider en hilsen.

Den der fridag havde fuldstændig den virkning, jeg havde bestilt i mine drømme. Jeg sov, til jeg vågnede. At klokken kun var seks, var jo helt okay, når kroppen selv havde bestemt. Jeg løb den smukkeste morgentur på Amager Fælled. Og jo tak, det går rigtig meget bedre med min hæl. Det går langsomt, men fremad. Jeg udvider turene planmæssigt med fem minutter hver uge. Det gør stadig ondt, men meget, meget mindre. Jeg er temmelig imponeret over min tålmodighed. Det er ikke set før.

Og så hvilede der præcist den ro over hele min dag, som jeg havde bestilt. Jeg nåede ikke turen i kajakken, og jeg droppede caféturen. Til gengæld vrimlede de fleste af mine små og store yndlingsmennesker ind i eftermiddags til lagkage og kakao. Nu sidder jeg bare her, mæt og tilfreds, fyldt af solskin og kærlighed. Og lagkage.

Derfor spammer jeg solskinsbilleder fra min morgenstund på Amager Fælled. Tak for det sidste år, det næste bliver også en fest. Med indslag af momentvise tømmermænd.

Et nyt år

Om en times tid er der endnu engang gået et år. Siden sidst. Og jeg er igen blevet et år ældre.

Jeg sidder i min sofa og hygger mig over tanken om, at morgendagen bliver min helt egen omsorgsdag. Jeg har nemlig visket dagen ud i min kalender. Ingen kan booke mig til møder. Jeg har fri, har jeg. I morgen sover jeg, til jeg vågner, løber en tur, ror en time i kajakken, laver lagkager, læser avis og hører høj musik. Fødselsdage er til forkælelse.

Noget af det gode ved sådan en ekstra fridag er optakten. Hele dagen har jeg glædet mig. Allerede i morges, da vækkeuret brølede sit godmorgen, gnækkede jeg indvendigt ved tanken om at kvæle det i morgen. Dynen fik et ekstra kram, inden jeg tumlede ud af sengen, mens jeg hviskede et vi ses. Jeg har slået min egen rekord i indskudte sætninger, der indeholder noget med ‘kan ikke skrive i morgen’ eller ‘ekstra fridag’. Mod slutningen af dagen udløste det let skulen fra nogen.

Bare bevidstheden om, at jeg i morgen efter min løbetur, kan sætte mig hen på caféen med en latte og en croissant. Og ikke kaste sager i cykeltasken og styrte ud af døren. Ja det giver bare sådan en glad boblen i hele kroppen. Hvem ved, måske skal jeg lige have en morgendukkert i kanalen først?

Og nu vil jeg kramme min dyne lidt ekstra og sove lige så længe, jeg har lyst. Mens jeg har billedet af morgenstunden i morges på nethinden. Det bliver en god dag. Jeg ved det.

Bedrifter og præstationer

Jeg er en ordkløver. Jeg er uddannet ordkløver, jeg lever lidt af det, og jeg elsker at lege med ord. Jeg har altid haft en nærmest fysisk fornemmelse for ord, og i skolen lavede jeg stort set aldrig grammatiske fejl. Fordi det føltes helt forkert. Derfor støder det min indre rigide regelrytter med læsebrillerne på næsen, når ord ikke bliver brugt rigtigt.

Bedrifter og præstationer er noget meget forskelligt. En bedrift er næsten altid også en præstation, hvorimod de færreste præstationer er bedrifter.

I de senere år er det blevet en mindre folkebevægelse at løbe, lunte eller gå så mange maratonløb som muligt. Eller løbe uafbrudt i timer og dage. Hvor der tidligere var intens konkurrence om at løbe så hurtigt som muligt, gælder det her om at tilbagelægge 42,2 km så mange gange som muligt. Der konkurreres om at løbe flest maratonløb på en dag, på en måned og på et år. Eller bare flest i det hele taget. Der er lavet klubber med særligt løbetøj til dem, som har løbet 100 maratonløb. Eller 200. Arrangementer med flere maratonløb over en weekend betegnes ligefrem af nogen som wellness weekender. Maratonløb har ændret karakter radikalt fra dengang i forrige årtusinde, da jeg stred mig igennem mit første. Og fint med det.

Personligt ved jeg, at løb aldrig kunne være mit primære livsindhold. Jeg har været der, jo. Der hvor løb var en ingrediens i dagligdagen, som det meste andet måtte indrette sig efter. Der hvor jeg trænede 100-125 km hver uge. Foruden styrketræningen, cyklingen og det løse. Og mit fuldtidsarbejde. Og jeg elskede det. For det meste. Men jeg fik det altid gabende kedeligt, når løb alene kom til at fylde for meget i de perioder, hvor den hårfine grænse til alt for meget træning blev overskredet. Det har altid været en balance for mig. At træne meget, og have fuld energi på arbejde og unger. Fordi der, hvor jeg virkelig gjorde en forskel, var i min familie og vores sundhedsvæsen.

Get to the point, ordkløver! Okay. Jeg overværer tit på de sociale medier, hvordan løbefolket hylder hinanden. Det er som et lille samfund i samfundet. Og jeg mener det, når jeg siger, at jeg ikke har nogen mening om deres liv med maratonløb. Jeg kan kun mene noget om mig selv i forhold til mange, få eller ingen maratonløb. Men jeg får ondt i regelsneglen, når man udråber så og så mange maratonløb til en bedrift. Eller andre løb for den sags skyld.

En bedrift gør en forskel. I Den danske ordbog hedder det: betydningsfuld eller heltemodig handling eller præstation. Det er altså ikke en bedrift at løbe langt eller længe. Det er en præstation. Det ville være en bedrift, hvis man løb 50 km for at hente hjælp til en nødstedt. Eller hvis man, som på Færøerne, løb hele dagen for at redde fårene fra at styrte i afgrunden. Men at løbe for at løbe bliver aldrig en bedrift.

Og sådan gik der lidt mandagstid med at fundere over to ord.

Om måner og fejlfester

Jeg blev overrasket af min festklædte veninde i aftes. Mens jeg iført ret brugt løbetøj, sludrede med min mor i telefonen, ringede hun på døren og trådte ind med et begejstret TILLYKKE. Som omgående fadede i hendes spørgsmålsramte ansigt. Da hun øjnede løbetøjet og ualmindeligt hverdagsrod i stuen.

Selv fik jeg et øjebliks strejf af angst for, om kalenderen igen spillede mig et puds. var jeg blevet et år ældre uden at opdage det? Var det nu, jeg havde inviteret. Havde kridttiden for alvor sat ind? Så et splitsekund for mig, hvordan det om lidt ville strømme ind med kvidrende kvinder.

Så brød vi sammen af grin og satte og midt i hverdagsrodet med en flaske rødvin, mens latteren krampede enhver sætning.

Kollisionen mellem fest og hverdagsrod, mellem fiks kjole og surt løbetøj – måtte nødvendigvis lade fest og kjole nyde sejren. Vi drog til Vesterbro. Hvor vi stadig storgrinende spiste os igennem et okay indisk måltid. Lidt tilfældigt dryssede vi ind på Café Mandela. Og her fik vi weekendens bonusoplevelse i form af et lille orkester, Du Gamle Måne. En helt usædvanlig kombination af operasanger og jazzmusikere. Vi hang ud og lyttede med åben mund og polypper. Sangeren, Nikolaj Schiøtz Winding, viste sig at være barnebarn af hedengangne Axel Schiøtz. Vi var tryllebundne. På deres Facebookside skriver de om sig selv: Du Gamle Måne spiller musik fra dengang et godt popnummer, var noget man hørte i en revy. 30’er nostalgi uden ironi og dikkedarer. Med kombinationen af klassisk tenor og jazz akk søger vi et udtryk man ku’ kalde “forfriskende gammeldags”.

Fyldt op af det trylleri, en almindelig lørdag ved indviklede sammensurier af tilfælde kan byde på, trissede vi stadigt grinende hjem. Og frydede os over at have fået vores helt egen fejlfest.

Karmadans

Der er dage, hvor jeg virkelig godt kan bruge en spand god karma oven i hatten. Ikke fordi der på den måde er noget i vejen med universet eller mit lille liv. Bare fordi. Jeg kunne godt have have skrevet ‘man’, for jeg er ikke alene. Jeg kan bare ikke lide at skrive i den form for intet-form. Når jeg skriver ‘man’, og ikke ‘jeg’ gør jeg alting meget fjernt. Og uforpligtende.

I går var ingen undtagelse. Jeg havde tre allierede i mit ekstra karmabehov. Så da jeg endelig landede i Sydhavnen efter en lang dag i Odense, spurtcyklede jeg til date med tre veninder med en flaske vin og en pakke flødeboller i tasken. Og dansesko.

Egentlig var vores sammenflikkede middag helt fyldt med den bedste karma. Og det strejfede os at blive siddende og labbe den i os. Men vi havde brugt en times tid på at diskutere den magelighed, der ubemærket sniger sig ind på livet og limer os fast i sofaerne. Så magelighed var no go den fredag aften, og vi ryddede bordet og sadlede cyklerne og tog til Karmafest på Søpavillionen. Også kendt som Clamydia-slottet, lærte jeg på vejen. Byens scorested. Eller….

Karmaklubben er et fedt koncept. Man møder simpelthen op, smider 80 kr og danser fra kl. 20 til 24. Det er ikke et scorested, skriver de. Meeeen – sådan noget lader sig ikke styre. Hvor der er dans og sprut, scores der. Sådan er reglen.

Jeg siger med det samme, – jeg følte mig ikke gammel i selskabet. Der var mennesker i alle aldre, tykkelser, stile, køn, farver og højder. Og der blev danset igennem. Men hvor var det en skam, at der blev spillet gennemført dårlig musik. Når jeg siger, at Medina scorede som et af de bedre numre, siger det alt. Tænk hvis der i stedet blev spillet hede latinamerikanske rytmer. Eller bare GOD dansemusik. Det her var gyseligt, og lagde op til hop på stedet med tilfældige kropsvrid. Jeg hader at danse med en mand, der hopper. Eller snurrer mig rundt hele tiden.

Men der var fyldt med glade mennesker. Det er det sjoveste dametoilet i byen. Og jeg vil ikke udelukke, at vi crasher en karmafest en anden gang. Hvis de lover bedre musik.

PS – vi scorede ikke.

Jeg har sendt penge, alligevel

Det sker meget sjældent, at jeg støtter private indsamlinger, og det sker endnu sjældnere, at jeg støtter nogens desperate beslutning om behandling i et andet land. Jeg har bevæget mig for mange år i sundhedsvæsenet. Jeg accepterer, at nogen dør. Vi kan meget, men vi kan ikke alt.

Jeg har også selv været der. Jeg kunne have været den, der ikke blev hjulpet af den kemeoterapi, jeg fik for fem år siden. Det havde jeg også en slags sær accept af dengang. At døden også var en mulighed. Pludselig. En mulighed, jeg ville kæmpe imod med næb og klør. Eller jeg kæmpede for den anden mulighed. At leve. At holde mig selv stærk nok til at tåle den vilde behandling, lægerne hældte i mig.

Derfor rører Runes beretning mig. Rune er ikke endnu en desperado, der skælder ud på samfundet over sin dødelighed. Jeg hører ingen bebrejdelser. Tværtimod har han brugt sig selv og sit eget eksempel gennem Facebook til at få mere end 1000 mennesker til at melde sig som blod- og knoglemarvsdonorer.

Han fik sin knoglemarvstransplantation, og den gjorde ham ikke rask. Nu er lægevidenskaben ved at løbe tør. Der er grænser for, hvor meget kemoterapi, et menneske kan tage imod. Kroppen kan ikke blive ved. Kemoterapi for leukæmi er, ligesom kemoterapi for lymfom, ualmindeligt skrappe sager. Jeg ved det. jeg har fået de samme stoffer, som Rune fik før sin knoglemarvstransplantation. Det er hell on earth. Også selvom jeg kom nådigt igennem og levede videre.

Rune er ung. Skulle have livet for sig. Og de sidste år har han brugt på at holde fast i det. Han er nu på det, der hedder livsforlængende behandling. En behandling, der forsøger at bremse en vild sygdoms fremmarch, men som nok ikke standser den. Eller udrydder den. Og han har hårde odds, fordi den tidligere behandling hånd i hånd med sygdommen har udryddet alle former for immunforsvar. Det immunforsvar, han også har brug for i forhold til kræftsygdommen.

Rune fremstår ikke som en mand med en blind tro på mirakelkure. Men han har fundet sig et sted i Østrig, som arbejder med netop at styrke kroppens egne ressourcer. I samarbejde med den østrigske kræftorganisation. Og jeg har enorm respekt for lige præcis den formulering, Rune bruger: vi har fundet frem til en mulighed, som vi mener kunne være med til at give ham en chance for et bedre liv eller måske endda blive kureret. Ingen blår her – kun realisme. Og vi kan lære så meget mere om, hvordan kroppens egne ressourcer kan forstærkes, når vi behandler de vilde blod- og lymfekræftformer.

Og samtidig fortsætter han sine opfordringer til folk. Meld jer nu som bloddonorer og knoglemarvsdonorer. Det kan måske hjælpe et andet menneske, som engang får brug for en knoglemarvstransplantation.

I aftes tonede han frem i en helt usædvanlig alvorlig del af Aftenshowet med sit budskab. Du kan læse mere om Rune her, og du kan sende penge efter ham på reg.nr. 8401 kontonr. 1178427. Og når du har gjort det, kan du skynde dig ind på bloddonor.dk og melde dig som donor. Det er let, og du kan donere i levende live og leve lykkeligt videre bagefter.

Gør det nu bare.