by - 5 kommentarer

Livet i vandkanten

Når nu alting er, som det er, er jeg ret heldigt stillet. Jeg har jo løbet i 4788 år, og har selvfølgelig haft langvarige skader før. Brud eller sammensyede flænger, fx. Fordi jeg jo aldrig været sådan en, der har holdt mig tilbage. Set i et større perspektiv er nogle måneders løbepause inderligt ligegyldigt. Jeg savner det. Vildt og voldsomt. Men i det store regnestykke er det ligemeget. Jeg har været her før, og jeg kommer til at løbe igen.

Engang var jeg låst af et brud på skinnebenet i flere måneder. Dengang trænede jeg i vand sammen med alle de andre nedbrudte atleter i Århus 1900, og det havde sin egen form for hygge at mødes hver morgen i svømmehallen og lave åndede vandbevægelser sammen. For løb i vand ser ualmindeligt åndssvagt ud. Og føles ligeså åndssvagt. Men det er fantastisk træning, når man ikke må belaste, for pulsen kommer helt op i det røde felt i lang tid.

Men nu er jeg uden klub. Og lidelsesfæller. Og er ikke rigtigt tiltrukket af svømmehals-ideen. Og WUUUHUUU – det behøver jeg heller ikke. For jeg har mit helt eget vand lige udenfor døren. Og jeg springer mere og mere ud som vandmenneske. En tur rundt om blokken her – foregår i vand og rækker vel 4-500 meter. Nej, ikke løb i vand, men god gammeldags svømning. En helt okay erstatning for min morgenløbetur. Jeg er så småt ved at udvide repertoiret og træne min elendige crawlteknik. Der er noget særligt ved bare at kunne svømme uden begrænsning af banelængder. Derfor ser min stuedør sådan ud det meste af tiden.

Jeg elsker at kunne sende en sms til folk, der kommer på besøg og minde dem om at huske badetøjet. Enhver gæst forvandler sig på få minutter til dedikeret vandhund. Hold kæft, hvor er det i orden at betale lidt ekstra for det her vandliv.

Sidste år lånte min gode ven, Henning, sin havkajak til mig. Den er i ferietiden flyttet ud på ponton’en. Og det tager tre splitsekunder at beslutte en tur og komme afsted.

Jeg elsker, når min svigersøn efter en svømmetur udbryder ren begejstring. Jeg elsker når Morten og hans Nina springer i vandet og tager en omgang around the block sammen med mig. Og Morten lader badebukserne hænge. Fordi han jo lige kan komme forbi til frokost og tage en tur mere.

Og når jeg savner andre fuglelyde end snadrende ænder, kan jeg tage raceren eller mountainbiken ud over Amager eller sydover langs kysten.

Og så glæder jeg mig til at komme tilbage i løbeskoene. For i mellemtiden er min familie trukket i så mange løbesko, at vi faktisk kunne have stillet vores helt eget DHL hold.

 

 

 

by - 8 kommentarer

Advarsel: surt opstød i farvandet

Jeg vil gerne bytte fødder og hænder. Jeg har virkelig fået nok af dem. De topper selvfølgelig også med både brækkede tæer og dårlig hæl lige nu. Og jeg er virkelig ikke god til at blive begrænset i mine fysiske udfoldelser. Jeg bliver olm og uvenlig. Og selvom jeg elsker at cykle for fuld udblæsning tre timer i solskin. Eller padle rundt i vandet omkring mit hjem. Så.er.det.bare.ikke.løb.

Kunne vi ikke lave en aftale? Når nu jeg næsten uden at brokke mig lever med sovende fødder og fingre. Som hele tiden har den irriterende prikken under fodsålerne og i fingerspidserne. Og når jeg næsten uden at brokke mig eksisterer fredeligt med ild under fødderne. Og med hænder der bare kort og godt gør ondt. Altid. Kunne du så ikke ondulere den hæl? Så vil jeg undlade flere ninjaspark mod teltpløkke.

Tæerne heler planmæssigt, og jeg kan nu skifte plasterforbindingen uden at hyle. Min hæl, derimod, bliver ikke bedre. Den blev en overgang overdøvet af de to miserable tæer, men nu er den tilbage for fuld kraft. Og det forstærker bare alle de sædvanlige irritationsmomenter ved hænderne og fødderne, som der ikke kan gøres andet ved end at leve med dem. Det er gamle nerveskader fra kemoterapien. En del af prisen for at være her i dag. Og det er for det meste en helt fair pris. Det gør heller ikke lige ondt hele tiden. Det er værst om morgenen, og hænderne hyler og vræler den første halve eller hele time af en cykeltur eller rotur. Men så stilner det lidt af. De underholder mig også med gode og dårlige dage, som jeg ikke har knækket koden på. Eller måske skulle jeg kalde det dårlige og endnu dårligere dage. Men så finder jeg aldrig nogen, der vil bytte.

Det er ikke verdens kønneste fødder. Lidt for brede, lidt for små og lidt for høje. Men de har tjent mig godt. Det meste af tiden, og de står fast i underlaget på en meget jysk måde. Vil du bytte? Bare en uge? Vi trænger virkelig til lidt tid uden hinanden.


by - 3 kommentarer

Hverdagsliv i det forrige årtusinde

Mens mit skriveprojekt langsomt vokser i omfang og hele tiden sender drillenisser på banen, går jeg på jagt i gamle dagbøger på nettet og i skufferne. I drømmer ikke om, hvor mange tætskrevne sider mit hjem rummer. Og jeg hører ikke til den slags, der har bøgerne sirligt arrangeret på en særlig hylde, hvor de listes efter årstal. Næ nej, jeg har en skuffe. Eller flere skuffer. Og kasser. Jeg har bøger, der er startet på en bestemt ekspedition eller rejse. Jeg har bøger, hvor skriveriet pludseligt er gået i stå. Og jeg har bøger, der er rodebunker af dagbogsnotater, arbejdsnotater, huskesedler, små digte og telefonnumre. Og så selvfølgelig bøger fulde af dumme kærester, der er skredet og har stukket knive i hjertet. En Feng Shui vejleder ville falde om i akutte kramper over min indretning. But it works for me.

Og så fandt jeg denne lille perle.

Er det ikke bare en gammel kinabog, spørger du? Det kunne man tro. Men denne bog er forløberen for sms i vores familie. Siden børn begyndte at skulle noget, har vi kørt sådan en bog. Også før børnene selv kunne læse. Jeg ved slet ikke, hvordan familier overlever hverdagen uden sådan en. Og det udløste små jubelspjæt, at jeg havde gemt denne her. Som er fra engang i det forrige årtusinde, og jeg levede midt i Århus med mine tre unger. Hvor et par af dem flyttede lidt ud og ind. Den er en guldgrube af gamle skriblerier. Bogen var simpelthen vores måde at kommunikere på vej ud og ind ad døren, når vi ikke lige sad sammen. Jeg faldt helt i staver over den og svælgede i gamle beskeder til og fra hinanden fra et længe forsvundet hverdagsliv i ø-gaderne i Århus.

Jeg har klukket mig igennem den ene besked efter den anden og husker glemte historier. Mens jeg bliver lidt forpustet over farten på vores liv. I den periode læste jeg på universitet, trænede hver dag og – nå ja – arbejdede. Sofie gik på gymnasiet og arbejdede på restaurant Bone’s. Mia var i Rom og flyttede hjem igen en periode og arbejdede i Salling. Morten gik i gymnasiet og flyttede senere først hjemmefra og senere hjem igen, mens han arbejde på genbrugsstationen i Lisbjerg. Og begyndte at lave film.

Der er ikke en eneste dato i bogen. Den lå simpelthen altid slået op på spisebordet, så vi fortløbende kunne fortælle hinanden, hvor vi var. Eller minde om telefonbeskeder på svareren. Eller fortælle, hvem der spiste med til middag, for vi var sjældent under fem.

Og jeg brød sammen af grin, da jeg blev mindet om det her lille feriebegivenhed.

Og jeg racede selvfølgelig storgrinende til banegården og stod parat med penge til busbilletten. Kors hvor har jeg reddet hans røv mange gange. Nu betaler han tilbage med Mac-assistance.

Endelig var bogen fin til at stikke en undskyldning, mens man stadig huskede det. Det er vi nemlig ikke for fine til i vores familie. Og heldigvis for det, for vi har et til tider ret eksplosivt temperament. Det handlede vist om et skrivebord.

 

 

 

 

 

 

by - 5 kommentarer

Jeg elsker København, ja jeg gør

Det lykkedes mig at sove fra grisefest og fællessang på Guldborg Camping, så jeg tidligt næste morgen kunne glide ud af soveposen og pakke mine nordgående sydfrugter. Sagde pænt farvel til min lille lejrplads og krydsede endnu en bro til Falster. Som virkede næsten ligeså spændende som Lolland. Heldigvis skulle jeg kun krydse det øverste venstre hjørne, inden jeg ramte Storstrømsbroen. Var det ikke den bro, der blev lukket, fordi den ikke var blevet vedligeholdt? Sådan så den også ud. Man blev helt beklemt, når en lastbil eller et tog rumlede over og fik alt til at sitre.

Og så var jeg på Sjælland, og folk begyndte at hilse på mig igen.

I Vordingborg tullede jeg rundt og rundt for at finde den rigtige vej ud. Det er muligvis en charmerende tur langs kysten, men nu var jeg home-bound og ville direkte til Præstø. Ledte længe efter Gåsetårnet, til jeg endelig fattede, at det tårn, jeg hele tiden havde foran mig. En lille bitte fugl på toppen af et tårn. Gås? Det kan de jo sagtens sige. Men jeg var allerede mildere stemt, og selv landskabet virkede kønnere. Turen til Præstø gik forbavsende gnidningsfrit, og pludselig var jeg der. Jeg fortsatte til Præstø Overdrev (det hedder det) og fandt den smukkeste plet ved fjorden til min frokost. Godt gemt bag siv og bevoksning kunne jeg have det helt for mig selv og nyde den smukkeste udsigt. Sært at tænke på, at en gruppe unge fik deres liv spoleret på det samme vand en vild vinterdag.

 

Efter en solid frokost – jeg skulle for alt i verden undgå samme fejl som dagen før – drejede jeg ind i landet. Jeg burde selvfølgelig have sagt mig selv, at herregårdslandskab i turbeskrivelsen betød mange bakker. Herremænd vil altid skue ud over deres land.

Jeg trampede godt til i bakkerne med retning mod Køge. Som var meget længere væk, end jeg lige havde forestillet mig, mens jeg forgæves ledte efter en kirke, hvor jeg kunne fylde vandflasken. Men de er åbenbart langt mindre religiøse i det sydsjællandske. Jeg rationerede derfor vandet brutalt. Belønningen kom i form af kaffe og cola på torvet i Køge.

Jeg overvejede kort at springe på s-toget, men satte gang i pedalerne med et hånligt fnys. Og hold da op, hvor det blev et langt sejt træk resten af vejen. På et tidspunkt kom en fyr op på siden og spurgte, om jeg ville trækkes. Altså på den måde at han ville lægge sig foran og læ for vinden. Jeg orkede bare ikke selskab, så jeg takkede pænt nej og fandt iPod’en frem. Resten af vejen kørte på god musik og vilje, og aldrig har Storkøbenhavn været mere velkommen.

Hjemme i gården mod tog naboerne mig med klapsalver og store smil. Jeg vred mig fri af cyklen og besvimede på det varme græs, mens jeg takkede dem for pasning af min lille urtehave. Senere flyttede jeg mit besvimede korpus til sofaen med sushi fra den lokale biks. Og besvimede for alvor under min dyne med vandet klukkende udenfor den åbne dør.

 

 

by - 4 kommentarer

Lolland, Lolland

Jeg havde nok et sygt forhold til min blå racer tidligere, men nu er det kammet helt over. Jeg eeeelsker den. Ikke så meget som en lille bitte punktering bød den på mellem Tåsinge og København. Den klarede alle ærter med topkarakter og befandt sig åbenbart godt med last bagpå. Vi er i den grad best buddies for tiden.

Tidligt lørdag morgen krøb jeg ud af soveposen og pakkede telt og cykeltasker. Efter en hurtig morgenmad trådte jeg pedalerne tværs over Tåsinge i strålende sol. Sydfyn, Tåsinge og de andre øer har noget næsten nuttet over sig. Med nuttede huse og nuttede haver mellem vand og bløde bakker. Folk bliver venlige af al den nuttethed, og alle der var tidligt oppe råbte muntert god tur efter mig.

Det var lidt tidligt til frokost i Spodsbjerg, og jeg besluttede at standse ved en butik på Lolland for at proviantere. Det var en fejl. Lolland er lukket og slukket, og jeg så ikke en butik før Maribo. Hvor jeg så var helt klar på den lokale menu, fiskefilet og pommesfrites. Med cola. Anden fejl var, at jeg havde glemt min ene drikkedunk i Nicolais butik. Jeg ankom derfor til Maribo hen på eftermiddagen – udhungret og dehydreret. Og Lolland efterlod mig med stor forståelse for de mange tomme huse. Der var noget sært over Lolland. Som også lod til at gøre folk uhøflige og ikke-hjertelige. Der var forbavsende mange biler, i betragtning af de mange forladte huse. Og i modsætning til det sydfynske med al deres hjertelighed og hensyn, kørte de her bilister så tæt på vejsiden som muligt. Med mig der gang på gang måtte springe for livet.

Der var også landskaber, men manglen på butikker, landevejskroer eller pølsevogne overskyggede efterhånden alt det pæne. Læg dertil at skilte ikke er noget, der ruttes med på de egne. Der kommer sikkert alligevel ikke så mange og kigger på skiltene. Jeg blev sendt på adskillige rundture på små snørklede veje. I regnvejr.

Jeg kunne være blevet i Maribo, men colaen og friturefedtet havde sin virkning, og trangen til at lade Lolland bag mig sejrede. Jeg hjulede derfor videre til Guldborg ved Guldborgsund, som jeg ikke vovede at forlade for natten. Fordi der på den anden side af sundet var….. ingenting.

Jeg slog mig ned på egnens eneste campingplads. Som det eneste telt blandt fastliggere, der omtrendt var groet til og aldrig kunne slippes løs igen. Jeg provianterede øl og slik i den lokale brugs for at fuldende dagens nærende kostniveau. Og forsøgte at undslippe den grisefest, som campingpladsen arrangerede. Med helstegt pattegris og guitar og fællessang. Jeg var for olm til den slags.

I stedet trissede jeg ad forbudte og private stier til vandet, hvor der trods alt var noget pænt at se på.

Og dagen belønnede mig med en aften i tørvejr, og jeg kravlede tidligt i soveposen. I mildere lune.

 

by - 1 kommentar

På vandet omkring Tåsinge

Da jeg startede planlægning af min ferie i år, var det helt klart, at jeg gerne ville bruge noget tid på at blive bedre og mere rutineret i havkajak. Det er for dumt at have en kajak liggende i kælderen og en perlerække af kajakklubber på den anden side af vandet. For slet ikke at tale om vandet, der flyder lige udenfor min stue. Og ikke udnytte det fuldt ud. Jeg overvejede forskellige muligheder, indtil Thure en dag foreslog Sydfyn og øhavet. But of course. Et af de smukkeste steder i vores lille land at lege på vandet. Derfor fandt jeg Nicus Nature, som tilbød en uge med kombination af begyndertræning og tur rundt på øerne. Perfekt for mig, der nok har været på begynderkurser tidligere og også har roet lidt her og der. Men ikke har holdt det ordentligt ved lige. Og – hånden på hjertet – var lidt rusten i det sikkerhedsmæssige.

Mens I andre hylede over vejret på Facebook, tumlede vi bogstaveligt talt rundt i det. Og jublede endda. Man kunne ikke ønske sig det bedre i sådan en træningsuge. Masser af blæsevejr, store bølger og vand fra oven. Når så vejrguderne planlagde, så solen kiggede frem, når vi lagde op til frokostpauser. Hver gang. Det var klart fantastisk den formiddag, vi roede fra Tåsinge til Skarø i stille vand og solskin. Men det var fedt at være i en gruppe med en skidegod instruktør og træne roning i bølger forfra, bagfra og fra siden, mens vi krydsede sejlrender fre den ene ø til den anden. Det var fint at redde hinanden og mig selv med vinden piskende om ørerne. Med instruktør-Jesper lige i nærheden.

Konceptet var genialt. De første dage trænede vi teknik og redninger i stille vand, mens vi langsomt udvidede vores revir. Tredje dag pakkede vi telte, soveposer, tøj og mad og roede til Skarø og oplevede den eneste formiddag med rigtigt sommervejr. Herefter gik vejret amok. Men hold da kæft, hvor var det sjovt at ro i. Hvis man er lige så kugleskør som mig og tænder helt på at knokle og kunne. Vi roede til Drejø i hvinende modvind med regnen piskende i ansigtet, og nød vores frokost ved den gamle havn i strålende sol. Vi roede tilbage til Skarø på toppen af bølgerne og kunne ind i mellem surfe afsted og bryde alle fartgrænser. Vi roede fra Skarø til Tåsinge med skumtoppede bølger på tværs og var glade for de spraydeck, der dækkede cockpittet i kajakken.

Jeg havde en fest.

Jeg fandt virkelig min teknik, hvor krop og kajak spillede perfekt sammen. Hvor det nærmest ikke var muligt at ro langsomt, og hvor jeg brugte et minimum af kræfter. Jeg var næsten høj og fuld af begejstring. Hele fornemmelsen af flow, som jeg fuldstændig manglede, inden jeg tog afsted, brusede rundt i kroppen. Og det er lige præcist det, man kan opnå ved at flytte det fokus, som jeg skrev om i går. Jeg har nemlig taget det flow med mig hjem, og nu flyder ordene frit fra mine fingre.

Hvis det nu havde været en crap oplevelse, spørger du? Med dumme gruppemakkere og en dårlig instruktør? Det er bare ren bonus, at gruppen var fed og instruktøren skidegod. Havde det været dårligere, havde jeg alligevel opnået det, jeg ville. Men selvfølgelig er det ikke dårligt, når man vælger omhyggeligt. Falder din vej nogensinde forbi Svendborg, så kig ind i Nicolais butik, der ligger ved havnen. Det er uden pis den lækreste kajak – og udstyrsbutik, jeg har set.

Men drop det der camping trick, der brækker tæer. Det er ikke fedt at ro med den slags handicap.

by - 5 kommentarer

Kunsten at flytte fokus

Jeg startede ferien med at pløje mig igennem godt 300 sider, som jeg skrev, mens jeg var syg og i året efter. Egentlig havde jeg set frem til at gøre det, og jeg anså det for den nemme del af hele mit skriveprojekt. Jeg har jo fra tid til anden læst en lille bid her og der af de gamle blogindlæg og dagbogsnotater. Men det udløste en lavine af uventede følelser. Som kom helt og aldeles bag på mig. For søren da, jeg har jo aldrig svært ved at tale om kræft. Og jeg syntes, at jeg havde arbejdet mig godt igennem hele oplevelsen og alle mine erfaringer. Og pludselig lå jeg så der – mentalt krøllet sammen til en lille papirskugle et sted i det ene hjørne af mit liv.

Jeg var sparket tilbage midt i de følelser af forladthed og alenehed, som i perioder fyldte hele min indre sendeflade. Og det overvældede mig ganske. Jeg kunne ikke. Gøre noget med teksterne, altså. Sad bare der med en slags lammelse, som fyldte det hele. Havde ufrivillige tudeture og havde sådan en grundked stemning inden i.

Derfor var det dejligt og belejligt, at forsynet havde arrangeret en kajaktur i det sydfynske på det helt rigtige tidspunkt. For jeg anede virkelig ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Selvom jeg også blev enig inden i om, at det nok var en slags nødvendighed at kradse rundt i alt det grimme for at kunne skrive om det.

Jeg tror bare ikke, at der er meget idé i at sidde for mig selv og kradse i Sydhavnen. Derfor virkede det helt rigtigt at pakke cykeltaskerne og traske til Tåsinge. Krejle mig en masse tanketid på cyklen og i bølgerne, mens jeg knoklede kroppen godt igennem. Omgive mig med smukhed og stor natur og være sammen med nogen om noget meget konkret.

Og de har ingen anelse om, hvad de har været del af, min lille kajakgruppe.

Det virkede. Som sådan noget næsten altid gør. For mig. Når fokus bevæger sig fra min egen navle til verden omkring mig. Når det kommer til at handle om at tumle kajakken, mens vejret viser tænder. Når jeg skal redde mig selv og hinanden. Med kajakker. Når jeg finder det rigtige momentum, og krop og kajak pludselig spiller sammen. Når vi slår telte op i regnvejr og bikser mad sammen til sultne maver. Når jeg oplever de små øer i det sydfynske og har fællesaftener med fællesgrin.

Andre og mere fornuftige mennesker ville ikke have taget turen fra Tåsinge på to dage. Men det gjorde godt at knokle igennem, mens jeg gled gennem mit smukke land.

Nu er jeg klar. Har haft en masse regn, en masse vind, en masse bølger – og en masse sol. Fregnerne er myldret frem i hele fjæset, og kroppen føles brugt på den gode måde. Fedt at kunne opleve eventyr og små og store ting på en lille uge i vores helt eget land.

by - 6 kommentarer

Her har I mig tilbage…..

Og først et stort undskyld. Jeg glemte at sætte skiltet med ferielukket i vinduet, inden jeg skred på ferie. Jeg tog bare min cykel og skred til Tåsinge, slukkede for telefonen og meldte mig helt ud af det internationale cybersamfund. Slog mig ned i en lille tæt virkelighed og knoklede løs i store bølger sammen med en lille gruppe lige så skøre kanaljer. Det skal der nok komme meget mere om de næste dage. Når jeg er vågnet af den træthedstrance, som den næsten 300 km lange cykeltur fra Tåsinge har kastet over mig. Den tur kalder på et indlæg for sig.

Jeg har haft det fedt. Og hårdt. Startede med at brække to tæer på camping-idiot-måden. Men fordi jeg er pissenærig knoklede jeg på i kajakken. Jeg havde jo betalt for det. I går lykkedes det mig at få sko på. Det ville have været en mærkelig oplevelse at cykle 300 km i klipklapper. Men jeg venter lige lidt med at løbe. Det var jo også det, lægen sagde, og det ville se helt idiotisk ud med en dårlig hæl på venstre fod og to dårlige tæer på højre. Jeg springer bare lige over det med Ibubrufen, fordi endnu et stort studie viser lidt for tydelige sammenhænge til blodpropper.

Men nu skal jeg sove, inden jeg får mig vrøvlet for godt igang. Og det bliver i min seng med en rigtig dyne. Mens mit lille telt hænger over et par stole til tørring, og den blå racer står tilfreds tilbagelænet i køkkenet. Hva’? Har I ikke cykler i køkkenet?

Jeg magter lige at lægge et billede fra min frokostpause ved Præstø Fjord på, fordi det er det eneste, der ligger i min photostream på computeren. Og fordi der var forbandet smukt. More to follow tomorrow. Og tak fordi I hænger på endnu.

by - 10 kommentarer

En dialog af en slags

Nåmen, tager du noget medicin, spørger min læge, mens hun kigger ind i computerskærmen.

Næh, siger jeg.

Får du Marevan, spørger hun, og kigger hurtigt på mig henover skrivebordet.

Nej, siger jeg, jeg fik det for fem år siden, fordi jeg fik en blodprop. Dengang jeg havde cancer.

Cancer?!? siger hun og ser direkte på mig.

Ja, siger jeg, en anelse træt. For fem år siden havde jeg lymfekræft.

Har vi nogen oplysninger på det, spørger hun så. Er du helbredt?

(Lang indånding) Altså, I har jo alle oplysninger fra min gamle læge.

Hvad fejlede du? Spørger hun. Er du helt helbredt?

Ja, blablablabla, Burkitts lymfom blablablabla, kemoterapi blablablabla, blablablablabla lang genoptræning blablablabla blablablablabla mere træning blablablablablabla

Mens hun holder øjnene på computerskærmen, siger hun, nåååe ja øøøhhh, vi har jo snakket om det før……… øøøh to gange.

Det har vi nemlig.

 

by - 5 kommentarer

Gammel? Hvem, mig?

I dag gik jeg endelig til min læge. Efter at have humpet rundt på sur hæl i et halvt år. Og det blev hun ikke populær på, lægen.

Du er slidt, sagde hun. Fandme. There, I said it, sagde hun, du har løbet så længe og så meget, at du er slidt. Og så er du altså ikke helt så ung, som du var engang.

Nå, nej, men, øh, wthf…..,sagde jeg. Jeg bliver sgu da ikke slidt og går i stykker. Mig? Vel? Aj!

Aj, okay, sagde hun. Det kan godt være, at det er et brud. Eller inflammerede senetilhæftninger. Men du bliver ikke yngre.

Hrrmf. Er vist det mest dækkende udtryk.

Så med en formaning om ti dage på Ibubrufen, minus (særlig meget) løb, en henvisning til røntgen og ultralyd samt en henvisning til fysioterapeut trissede jeg tilbage til regnen. Med en følelse af at jeg ikke bliver yngre.

Men – hey – jeg er ikke slået endnu.