by - 3 kommentarer

Løbende sygebesøg

Jeg var netop trådt ind ad døren, da min datter ringede. Hun fortalte bekymret om, hvordan lille Vera havde kastet op den ganske dag uden at kunne holde så meget som en tår vand i sin lille mave. Vi snakkede en stund, og jeg spurgte, om hun gerne ville have mig til at komme forbi. Jaaaa, sagde hun, men bare hvis det passer dig. Så snakkede vi lidt videre, og jeg kunne mærke, at det ville blive lidt bøvlet. Det der med at komme forbi Frederiksberg. Når hun nu ikke lød sådan rigtig syg. Det er helt i orden, sagde min datter.

Så jeg købte ind i Irma og gik hjem for at finde løbetøjet frem. Tussede lidt rundt og gjorde mig klar. Det trækker ikke specielt i mig, de mørke fugtige aftener. Afsted kom jeg alligevel. Og så drejede jeg væk fra Amager mod Valby. Sådan som om skoene selv bestemte retningen. Som om de sendte signaler til min reptilhjerne. Halløj der, det sker meget sjældent, at nogen børn her ringer og siger MOR. Og når nogen så gør det, så må man sgu da være der. Frederiksberg, altså. Forbi Mozarts Plads, hvor ølaberne stadig  hyggede på bænkene. Videre gennem Valby og ad Søndre Fasanvej forbi de nye lys i Søndermarken. Zigzag mellem handlende mennesker udenfor Føtex og langs Frederiksberg Hospital, mens jeg krængede jakken af. Det var jo alt for stinkende lunt til både jakke og lange ærmer. Endelig drejede jeg ned ad vejen og ringede på min datters dør.

Og Vera lyste op i et grin som en flækket træsko. Og lignede heldigvis på ingen måde et dehydreret babybarn. Vi hyggede en halv times tid, mens stanken fra mit svedige løbetøj langsomt bredte sig i lejligheden. Og så løb jeg hele vejen hjem igen gennem den mørke og fugtige aften. Som stadig var for varm til jakken.

Når nogen siger MOR, skal man bare være der. Og i sit stille sind være glad for at have nogen, der gør det, ik’?

by - 3 kommentarer

Hjernedødt?

Der bliver ikke nedfældet mange refleksioner for tiden. Der bliver heller ikke løbet mange kilometer. Og sofaen bliver ikke siddet flad.  Bunken af artikler og notater vokser, så den er forvist til en gulvplads. Med fare for at blive fast installation. Jeg vælter ud af sengen i de tidlige, mørke morgentimer og tænder computeren. Suser fra det ene møde til det andet. Har gæster og spiser med kniv og gaffel i byen.

Derfor kan der kun komme hjernedøde blogindlæg. Jeg mangler ro i  mit lille hoved til at skrive fokuseret. Eller til bare at have en pointe med mit skriv. Og hjernedøde blogindlæg er der nok af rundt om i cyberspace. Jamen så lad dog være. Hvorfor så overhovedet kaste bogstaver på sen her? Måske bare for at sige, at jeg er alive and kickin’. Men ikke når at rode så meget rundt på internettet.

Til gengæld kan man glæde sig over, at ingen har installeret skjult kamera i mit hjem. Så ville blogindlægget vise en halvt bevidstløs kvinde med søvndrukne øjne vakle op ad trappen til badeværelset kl. 6 om morgenen. Hvor en bunke krøllet tøj, der ville matche et teenageværelse, er efterladt i et hjørne. Kameraet ville fange hende med bukserne nede om anklerne, mens hun tjekker sin iPhone (HVAD? Jeg bruger ALDRIG min telefon på toilettet?!?). Det ville fange hendes febrilske søgen i klædeskabet efter en ren klud at iføre sig. Det ville afsløre, hvordan hun når at skifte bluse tre gange, inden den første kommer på igen. Og bliver på.

Senere ville kameraet dokumentere en desperat jagt efter nøgler. Jamen ligger de da ikke bare et fast sted? NEJ. Det. gør. de. ikke. Det gør nøgler aldrig. Hun kan have de bedste intentioner om faste nøglesteder, fordi det har ordentlige mennesker. Men så bliver hun optaget af noget på vej ind ad døren. Måske ringer telefonen. Måske skal hun nå i Irma inden lukketid. Eller måske læser hun et brev på vejen.Måske er hun bare ved at tisse i bukserne. Nøgler kan bliv efterladt alle steder. De dukker som regel op, netop som hun begynder at råbe.

Kameraet ville også afsløre, når hun kommer susende tilbage. Fordi hun glemte lige det notat, der var lavet til det møde. Og huskede cykellygten, fordi det ville blive en sen dag. Det ville selvfølgelig ikke fange, hvordan hun som en Lance Armstrong hidsigt vinder hver morgens enkeltstart på de københavnske veje. Eller hvordan svedtrøjen hurtigt byttes ud med den tjekkede designbluse, mens sveden viftes af, mens makeup’en tjekkes og ansigtet lægges i seriøse og tjekkede folder.

Det kan man virkelig glæde sig over. For så kunne jeg ikke længere lade som om, jeg var tjekket. Vel?

by - 6 kommentarer

Trøffelheltene

Min søn er mand for en god historie. Det har han været længe før han blev mand. Og dengang han var på grænsen mellem dreng og mand, altså i gymnasieårene, grundlagde han sammen med to kammerater en gourmet klub. Klubben startede som en madklub, hvor de mødtes og tilberedte gastronomiske mesterværker og drak liflig vin. Også selv om de ingen penge havde. Eller måske fordi de ingen penge havde. Jeg mener, han er vokset op med mig, og en af mine spidskompetencer er at lade som om jeg kører i fuld fart på første klasse. Selvom jeg ligger og rasler i bunden af monkey-class. Første klasse er bare sjovere. Man skal aldrig lade sig gå på af manglende finanser.

Den filosofi har de tre taget til sig. Gourmet klubben udviklede sig, efterhånden som de blev tiltagende voksne, og de alle var landet i hovedstaden. De hjemmegjorte gastronomiske mesterværker blev erstattet af restauranter. Konceptet blev, at man på skift arrangerede middag for de tre på en helt ukendt restaurant. Der måtte ikke være noget main stream over det. Ukendte madkulturer åbenbarede sig i Københavns godt gemte restaurationer.

Nu er de i mellemtiden blevet rigtig voksne. Med fast indtægt og faste kærester/koner. De ydmyge klubværelser er udskiftet med ejeradresser, og konceptet er nu forlagt til noget udenlands. Stadig på skift planlægges en gourmet rejse til et hemmeligt sted, som først afsløres i lufthavnen, og så svælger ungersvendene sig i mad og spirituøse drikke hen over en weekend. Og så er vi endelig fremme ved historien om trøffelheltene.

Sidste hemmelige weekend gik til Milano og et par hundrede kilometer sydligere. Her var booket bord på en Michelin restaurant. Det er jo gourmet. Restauranten havde to menuer. Og den ene var en trøffelmenu. Med hvid trøffel. Forbavsende billigt, sagde min søn. Det var midt i trøffelsæsonen, og man skulleda være et skarn, hvis man lod sådan en chance gå fra sig.

Tjeneren spurgte andægtigt, hvor meget deres trøffel skulle veje. Og her kan man bagefter godt undre sig over manglende refleksion. På den anden side havde der så ikke været nogen historie. De tre valgte kækt en slags mellemstørrelse. Ikke for lille og ikke prangende.

Den hvide trøffel ankom til bordet dækket af en klar glasklokke og blev placeret midt på bordet. De sublime retter begyndte at strømme langsomt ind i ungersvendenes villige mavesække, mens tjeneren rev afmålte portioner trøffel ud over herlighederne. Naturligvis assisteret af den helt rigtige vin. ‘Aldrig har jeg fået så sublimt et måltid’, fortalte min søn, som også havde dækket hver eneste ret fotografisk. De nød, gjorde de.

Men med ét stivnede de tilfredse miner. Noget tjeneren henkastet havde sagt, fik alarmklokker til at ringe for ørerne. Var det mon sandt? Et diskret men lidt grundigere kik i menukortet kunne bekræfte, at det var det. Trøffelen var ikke indregnet i prisen. Den betaltes særskilt. Per gram. Og den var ikke lille, som den lå der under sin glasklokke.

Men som ægte livsnydere trådte de omgående i karakter og lod som om, de var helt med. Gjort var gjort. Trøffelen kunne ikke trylles tilbage under klokken, jo. Og det var jo et i særklasse måltid. De købte dog ikke ekstra trøffel til. Tjeneren klarede betalingen med pli, og resten af weekenden handlede vist mest om pizza, som jo også kan være helt godt i Milano.

Morale? Tja…. Det var dyrt. Det var en overraskelse. Og trøffelhævnen varer mindst ind i det nye år. Men de fik deres livs måltid. Og vi fik endnu en god historie i familiekartoteket.

Og første klasse er stadig sjovere.

by - 7 kommentarer

Dem udenfor

Jeg er næsten lige kommet hjem. Lidt sent for en almindelig mandag. Men en gang imellem smutter der en mandag aften, som bliver brugt på alt andet end mig selv. Der er nemlig nogen derude, som kan bruge noget af det, jeg kan. Ja som nærmest har brug for det. Som de ikke kan få andre steder. Det er dem udenfor. Dem der er her uden at have lov. Og som bliver syge. Eller gravide.

Og jeg har en heldig kombination af uddannelser. Jeg kan noget om kultur og mennesker, og jeg kan noget meget konkret med syge mennesker. Så da Røde Kors og Lægeforeningen  startede sundhedsklinikken for ‘udokumenterede migranter’, som de hedder, var det ikke svært at træffe et valg om at støtte initiativet sådan med helt konkrete arbejdstimer. Det er meget simpelt. Det handler ikke det fjerneste om folks ret eller ikke-ret til at være her. Det handler udelukkende om, at de er her. At der er et ukendt antal mennesker i Danmark, som ikke kan få lægehjælp, når de har bug for det. Som risikerer at føde børn uden assistance. Som risikerer at dø på gaden. Eller som kan bliver sygere og sygere af noget helt banalt, til de så alligevel må have akut hjælp på et hospital. Mens de lever i guderne må vide hvad rundt omkring i København.

Klinikken koster ikke noget. Den er drevet af Røde Kors og på frivillig basis. Vi er en lille kreds af forskellige slags sundhedsfaglige, og udstyr stammer fra forskellige gode mennesker. Og inden det hele går i selvsving over vores selvgodhed, så er det ikke ren, uselvisk godgørenhed. Det er en fornøjelse.

Jeg går glad hjem efter min lille ydmyge indsats. Ikke sådan hvor-er-jeg-god-glad. Bare glad. Som man kan blive det af at være sammen med mennesker, som har truffet nogle vigtige valg. Som de står ved. Eller som de er kommet overens med. Eller har affundet sig med. For det er ikke for sjov at opholde sig illegalt i et land.

Og jeg ved ikke helt, hvad det er. Men jeg bliver så glad af at være der. Jeg bliver glad og rørt over det kæmpekram,jeg fik af en højgravid kvinde, som jeg havde snakket fødsel med. Jeg bliver rørt af et stille ‘thank you’ og et forsigtigt håndtryk af en meget beskidt roma. Det rører mig at møde dedikerede gadearbejdere, der kommer til vores klinik. Der er en særlig stemning blandt os, der mødes mandag eftermiddag for at lave et job, hvor vi selv er herrer over tiden. Fordi den er vores egen.

Måske er det bare godt at kunne?

by - 4 kommentarer

På opdagelse på Kalvebod Fælled

Når jeg arbejder så meget og med så krævende opgaver, som jeg har gjort de sidste måneder, er jeg nødt til at balancere min træningsmængde. Jeg kan ikke arbejde så hårdt uden at træne. Men hvis jeg træner for meget, koster det på energi – og kreativitetskontoen. Så der er gået en rum tid, siden jeg har løbet længere ture. Men denne weekend var i frihedens tegn, og et par uger ude i horisonten truer et halvmaraton. Som jeg egentlig ikke har større forventninger til end at komme igennem. Det er en tradition, min svoger og jeg startede, da jeg var færdig med at være syg for fire år siden. Og der er gløgg og juleslik bagefter.

Anyway, lørdag genoptog jeg en anden lille tradition. Jeg bevæbnede mig med vand og kamera og tøffede over broen til Amager på en fejende flot efterårsdag. Med tindrende blå himmel og sol. Jeg drejede til højre under Sjællandsbroen ud langs vandet. Jeg gad ikke løbe forbi Fasanskoven. Folk valfarter til the former crime scene. Som om der skulle være andet end træer at kigge på. Det er trods alt 15 år siden, nogen slog en stakkels kvinde ihjel derude.

Derfor forcerede jeg afspærringen og løb mod Kalvebodbroen. Stien har været lukket i mange måneder, fordi man arbejder på at forhøje digerne rundt om Amager. Da jeg nåede næste afspærring lige efter broen, var dette syn mere, end jeg kunne stå for.

Dette er adgang til det allerhelligste af Amager. Vådområderne, hvor fuglene hersker, og hvor mennesker ikke har adgang. Når digerne er færdige, må vi allesammen løbe forbi vådområderne på digerne. Til den tid bliver det muligt at løbe eller cykle hele vejen rundt. Ja med undtagelse af et lille stykke på sydspidsen, som bare altid vil vær for vådt.

Men lad mig tage  jer med til den mere eksotiske del af solskinsøen, hvor selv folk med hang til asfalt og afsky for kuperede naturstier, kan opleve en slags halvrå natur.

Nå ja, ikke alt er natur.

Lidt uhygge i vandkanten?

Næsten hjemme igen, mens solen langsomt sank.

Og selv husbådene går til ro.

2 timer og 20 minutter senere låste jeg mig tilfreds ind i hjemmet, og gjorde mig klar til at blive indtaget af hende her.

Som havde bestilt overnatning sammen med sin mor.

by - 0 comments

Living in the material world

Der stod jeg. Og spillede smart med min smarte iPhone i foyer’en i Imperial. Så smart var det nemlig, at jeg bare kunne bruge min kvitteringsmail til at trække billetten i automaten. Jeg havde jo betalt og alting. Og så forsvandt den fordømte mail pludselig. Fordi jeg har for store og for klodsede tommelfingre, som snittede et eller andet på telefonens touch skærm. Så jeg måtte lidt flovt, som hende den halvgamle-der-ikke-helt-har-tjek-på-det-smarte-men-gerne-vil-være-med-på-beatet, krybe over til mennesket i billetlugen og erkende min fadæse. Og det der gammeldags med telefonnummeret virker endnu. For sådan nogen som mig.

Kvart over ni, hvor jeg ellers begynder at falde sammen og tænke på sengen, satte jeg mig til rette i Imperials røde luksussæde. Og var en smule spændt på, om det overhovedet ville være muligt at holde liv i mig til klokken 01 på sådan en almindelig torsdag. Og så startede filmen med orange tulipaner i et højbed. Og George Harrison indtog scenen. Jeg lyver ikke. Jeg sad tryllebundet med vidt åbne øjne i 3½ time. Der var forsinket start, som med DSB, men jeg sad der med en slags dyb taknemmelighed over at få lov til bare at være der.

Der var de unge skoleknægte, som bare ville spille musik. Som pludselig blev totalt berømte. Og som syntes, det var for fedt. Indtil det blev for meget. Der var blomsterne, stofferne og Ravi Shankar. Der var de indiske  guruer og skænderierne i the Beatles. Der var kvinder og trangen til at gøre noget med musikken. Der var racerbiler og et afdanket gods i Sydengland. Og venskaberne. Det var jo det meste af mit liv, der blev spillet igennem der. Sammen med George Harrisons. Jeg ved ikke, hvornår jeg nogensinde har set en film i 3½ time uden at få myrekriller i bagdelen eller tunge øjenlåg. Det var en ærlig, kærlig film, som fik mig til at grine og græde. Jo, pludselig løb der bare tårer ned ad mine kinder.

Da de orange tulipaner igen tonede frem på lærredet, og George Harrisons muntre øjne tog afsked med os, mens rulleteksterne begyndte at snegle sig nedover, brød hele salen ud i spontane klapsalver. Det var en film, altså. Og klokken var 01. Om natten. Og så cykler man bare hjem gennem natten og er fyldt af alt det smukke, det ærlige, det mindre smukke, døden og alt det, et liv kan bestå af. Og musikken.

by - 0 comments

Tag den, slaskerøv!

Flere-dages skrive boot camp har efterladt fen kilo bly i hvert ben. Og ekstra fem kilo i røven. Måtte jeg erkende, da jeg tøffede ud i eftermiddagsdisen i løbesko. Måske er det alle de ord, jeg har slettet på computeren, som er vandret direkte i lægmusklerne og har sat sig i en bræmme om røven? Skrivning er totalt spild af tid. Hvis der blev pudset en leankonsulent på mine skriveprocesser, ville han falde død om. Jeg skriver SÅ mange spildte ord. Eller spildte? Jeg skriver meget. Og sletter endnu mere. Det ville være smart, hvis man kunne skrive det rigtige første gang. Hver gang. Jamen jeg ville også kunne skrive mange flere blogindlæg.

Men sådan arbejder jeg ikke, og det er jeg sikkert for gammel til at lave om på. Det var slet ikke det, jeg ville skrive om. For jeg slæbte min tunge krop afsted over togbroen til Valbyparken. Mens den skreg og protesterede og forsøgte at overbevise mig om, at overholdelse af deadlines fortjener en helt anden magelig belønning, som slutter på vin og kager.  Jeg var nådesløs og slæbte den videre, mens jeg forsøgte at ryste de mange kilo bly ad mig. Min røv føltes som en ladeport, som var den formet af de mange timer på en flad stol. Jeg forsøgte med det gode. Lokkede. Jamen du ved jo, at det er det bedste for dig. Du ved jo, at det er fedt, når du står under bruseren om en time. Som kilometerne sneglede sig væk under mine løbesko, begyndte jeg at sende onde energier mod den fede røv og de blytunge lægge. Og jeg vandt en lille sejr, da jeg endelig nærmede mig ‘Bjerget’. Nu var der også fem km hjem igen. HA, tag den, dumme krop. Og så kom jeg i tanker om, at nogen har kastet udfordringer ud om bakke- og mudderløb og har sat fadøl på højkant. Fordi hun er begyndt at træne som en vild og lige om lidt løber fra mig. Og i lørdags løb jeg morgentur med min svoger i Århus og måtte indkassere nogen tørre bakketæsk. Der skal bare trænes mere bakke.

Og før røven kunne nå flere tunge argumenter, var den på vej i fuldt firspring op ad Bjerget. Så overrasket blev den, at firspringet blev gentaget igen og igen. Og så var det også nok. Og tusmørkt. Så jeg måtte løbe stærkt ud af Valbyparken, før alle banditterne myldrede frem. Det ved man jo, de gør, så snart mørket falder på. Og venter på kvinder, der spæner alene rundt.

Nu kommer de andre belønninger så. Et glas vin til maden og en tur i CphDox i morgen. Hvor jeg helt naivt købte billet til filmen om George Harrison. Lidt dyrt, tænkte jeg, men hvad – de giver også en øl. Jeg burde have anet uråd. I må bære over med mig på fredag. Filmen starter nemlig 21.15. Og varer 3½ time.

Velkommen tilbage til verden.

by - 2 kommentarer

Sidespring

Der er intet i verden som koncentrerede opgaver, der kan sætte gang i små og store sidespring. Sovt som vasketøj og oprydning kan være mere tiltrækkende end at blive siddende med fingrene klistret til tastaturet. Tanker drager på langfart, og pludselig er det vigtigste i verden at bestemme, hvor den der ferie skal gå hen. Den ferie der skal kompensere for alle de timer, jeg arbejder.

Derfor har jeg opdaget, at jeg kan flyve til Marrakesh i Marokko for 2000 kr. Og der har jeg aldrig været. Skulle man så måske ikke bruge et par uger i slutningen af vinteren på at rejse på opdagelse? Og få fyret nogen af de utallige ekstratimer afsted på noget fornuftigt? Lidt hurtigt sidespringssurf på nettet er overbevisende. Og endnu et sidespring, så har jeg bestilt Lonely Planets bog om Marokko. Nåmen så er det jo næsten besluttet. To uger, så kan jeg både nå at snuse lidt rundt i de gamle byer og plaske lidt rundt i Atlanterhavet. Alene? Hvorfor ikke? Altså er der nogen, der vil med? Så er I velkomne. Men ellers er de flybilletter nok bestilt hurtigere, end noget kan stave til sne og is.

Kurven med gamle aviser er blevet tømt, og sengetøjet er nyvasket. Mit hjem ligner et bombekrater, og jeg giver småforvirrede svar i telefonen. Når det ikke drejer sig om mine projektbeskrivelser. Jeg er fuldstændig krøllet i hjernen. Det eneste, der pipper ud af min sammensnerpede mund, er ord som ‘patient empowerment’, ‘telemedicin’, ‘sundhed.dk’, ‘evaluering’, ‘brugerinvolvering’, ‘patienttilfredshed’, ‘patientdagbog’ – og det er ikke lige relevant i alle sammenhænge.

Deadline presser sig på, men jeg må stikke hovedet ud af min puppe i morgen. Og forholde mig til verden udenfor et par timer. Inden jeg igen burer mig inde og skriver færdig. Og afleverer. I morgen. Jo jeg gør.

Nå ja, man kunne måske have været i bedre tid. Men når nu familien kaldte sammen fredag i Århus til fejring af nevøs 17 års fødselsdag. Og til familieabejdsweekend i familiesommerhuset på Mols, må man jo tage de sidespring med.

Familieråd om flismaskine

Eller når Heather Nova spiller op i Vega og pigerne i min lille familie er klar? Og hun leverer et brag af en koncert. Meget langt fra tøserock og meget mere rigtig rock. Fuld af power. Og alligevel når at kalde gamle kærestesorger og hygge-heartbreak frem. Jamen så må man tag det sidespring med også. Og lide lidt med pressede deadlines.

Imens må man hygge sig med at se frem til rødvin og hyggebesøg lørdag, og til søndagspandekager med mine unger søndag.

by - 3 kommentarer

Små afstikkere og belønninger

Jeg er krøbet i selvvalgt eksil for at strikke fire projektbeskrivelser færdig. Fire døgn uden nævneværdig kontakt til den omgivende verden. Det er som at sidde i slutfasen af et speciale. Hvad det måske på en måde også er. En slags eksamen. Bliver der sagt GO eller NO til projekterne? På en søndag, spørger du? Ja, på en søndag. Hvor jeg også slås med en computer, hvor mellemrumstasten konstant sætter sig fast. Ja ja okay. Jeg har spist rugbrød hen over computeren mere end én gang. Jeg vil ikke udelukke, at der ligger en krumme dernede i mørket under b’et.

I slutscenariet for specialeskrivning – og for projektskrivning – indgår ubændig lyst til at rette blikket andre steder hen. Små afstikkere til Facebook og bloglæsning må begrænses med hård hånd. Jeg er nødt til at udnævne mig selv til koncentrationsfascist. Vasketøjet gribes med en hidtil uset fornøjelig mine. Og jeg må venligt, men bestemt, begrænse det til vask af ildelugtende løbetøj. Fordi ildelugten giver mig lyst til at styrte ud af mit projektfængsel. Resten må vente. Og kan vente.

Lysten til timelange løbeture kan næsten ikke tøjles. Men igen. Nej,  må vente. Jeg må nøjes indtil onsdag. Bare korte ture, for ikke at dø af indelukkethed.

Spisebordet er ryddet og fyldt op med projektpapirer. Kaffe og the og dansk vand er linet op sammen med æbler og bananer. Væk med avisen, bogen, bladene og alt det andet. Nu er her projektrum. Jeg savner gardiner, så jeg kunne lukke omverdens øjne ude fra det tiltagende rod omkring mig. Og lukke mine øjne ude fra at søge ud i gården. Eller ud i vandet i kanalen.

Og så skriver jeg. Og skriver og skriver og skriver. Laver indviklede organisationsdiagrammer og risikoanalyser. Mens jeg bander højere og højere over taster, der sætter sig fast.

Jeg søger med vekslende held at lade være med at tænke frem til onsdag aften. Og den flaske vin, jeg MÅ have med til madklub.

Eller den ferie, jeg prøver at planlægge i marts. For at have noget eventyr og varme at se frem til. Og for at kompensere for de alt, alt for mange timer, jeg har puttet i det der arbejde i de sidste måneder.

Får du ikke ekstra betaling for alt det her, spurgte en direktør, jeg samarbejder med, fornylig? Og nej, det gør jeg faktisk ikke. Men jeg tager fri. Stikker af. Ud i det blå på eventyr. I stedet for ekstra penge. Det er min form for kapital.

Men fingrene søger gang på gang hen på Momondo.com for granske flypriser til det ene eller det andet sted. Mens jeg får indre drømmebilleder. Og mens koncentrationsfascisten med skarp stemme kommanderer mig tilbage til den virkelighed, som er lige nu.

Så nu kan jeg ligeså godt stikke fødderne i løbeskoene og løbe ud over Amager. Og glæde mig over, at jeg for lang tid siden har købt billet til koncert i Vega i aften. Sammen med de fleste af pigerne i min familie til noget fælles tøserock.

Update

Arbejdsfascisten tabte big time, og den frihedshungrende løbepacifist sejrede, da hun alligevel stak af i 1½time ud over stepperne på Amager. Trods tiltagende tåge og dis. Og om lidt stikker hun i byen på nydelsestur. Til hendes forsvar faldt der adskillige projektbrikker på plads under løbeturen. Det sker jo.

Og tak for jeres søde kommentarer. Jeg håber, arbejdsfascisten giver tid til at svare.

 

by - 2 kommentarer

Hverdagens små lyksaligheder

Når man ser bort fra succes’er i arbejdslivet, skal der forbavsende lidt til at puste min livskvalitet op som en ballon. Faktisk er jeg egentlig nærmest beskeden.

Efter flere måneder med lyset på halvt blus i køkkenet, huskede jeg endelig at købe de to manglende pærer. Jeg kan se min mad nu!

Jeg cyklede afsted med en opgivende attitude for at købe fødselsdagsgave til nevø, 15 år. Og fandt noget rigtigt i første hug!

En mand med lysegrå hættetrøje råbte efter mig, som jeg kom cyklende. Jeg vendte hovedet med et hovent fnys, som om det sker hele tiden, at mænd råber efter mig. Og han kom fræsende med den hue i hånden, som vinden i ubemærkethed havde blæst af mit hoved.

I dag har jeg husket at købe tandbørstehoved. (Få dig nu et liv, spade)

Væltede mit yndlingskrus på gulvet og smadrede det i tusind stumper. Jamen der var kun én ting at gøre. En resolut beslutning, afsted til Vesterbrogade, og de havde den. Yndlingskoppen. Så jeg købte to. Jo, det må man godt.

Jeg overhalede og løb fra en pige, der var 1000 år yngre end mig og som havde fin løbestil, på vej ud af Ørestads Boulevard i mørket.

En mørk efterårsaften med ovnstegte rodfrugter og varme på radiatoren

Ja, der skal ikke meget til, vel? Jeg sagde jo, jeg var nem.