by - 4 kommentarer

Mig og Tour de France

Jeg har kendt og holdt af Tour de France, så længe jeg kan huske. Og det er ca 3000 år, så det er lang tid. Jeg har set Tour med min far, med ham jeg var gift med, med min søn, med venner, og jeg har set Tour i Italien, i Spanien, i Frankrig og sågar i Nepal. Jeg har haft fjernsyn kørt i haven, og set det under et træ. Men intet kan alligevel drive mig til at sidde foran et tv en sommerdag. Jeg følger med på afstand og ser sammendrag om aftenen.  Fandme om den korte sommer skal bruges i sofaen. På at se nogen andre knokle rundt i noget frisk luft.

Spørgsmålet om doping i cykelsporten har aldrig hidset mig op. Det kan få mig i det røde felt, når motionsløbere ukritisk propper sig med medikamenter og kosttilskud, eller når fitness-filejser spiser kreative hormonpræparater for at få større bøffer. Men at lægeovervågede elitecyklister, som lever af det, får medicin, der får dem til at restituere hurtigere, er et aktivt valg, de har truffet. De træner røven ud af bukserne, og det medicinen kan gøre, er at de kan tåle at træne endnu mere. Det kan på ingen måde få mig til at hyle op om fair play og sportsmanship. Det er et arbejde. Det er ikke en amatørkonkurrence. Det her er deres levebrød. Deres karrieremuligheder. Noget er tilladt, noget er forbudt. Og på mange måder kan det virke lidt tilfældigt. Er det ‘sportsmanship’ at ligge hele natten med intravenøse væsker og vitaminblandinger? Det er nemlig tilladt. Også uden lægeovervågning. Gør det dog tilladt for professionelle cykelryttere at indtage lægeovervågede præstationsfremmende midler. Vi ved heller ikke, hvad store doser vitaminer gør ved en krop på sigt.

Lad dem nu bare køre videre, og drop den latterlige hetz mod cykelryttere som Michael Rasmussen. Hvorfor i alverden skulle Bjarne Riis ikke kunne være direktør for et cykelhold? Fordi han engang har taget noget forbudt medicin? Hva? Lad dem nu bare underholde mig, og spar mig for prædikener og dobbeltmoral. Lad dem passe deres arbejde. Og jeg beholder mine sommerdage. Og glæder mig helt barnligt over, at vejrudsigten har fejlet på den fede måde to dage i træk.

by - 12 kommentarer

Et lille halvkedeligt pip om udstyr

Det er egentlig latterligt af mig at skrive et indlæg om udstyr. Jeg forholder mig så lidt til det. Jeg er så snotdum, at jeg omgående glemmer navn eller nummer på det. Det eneste jeg husker er prisen. Fordi jeg også er semi-nærig. Men jeg har alligevel brugt lidt tid på at finde nyt udstyr til den kommende (vanvids-)ferie, hvor vi har planlagt at løbe fra Chamonix i Frankrig til Zermatt i Schweiz ad den rute, der hedder Haute Route. Det er en vandrerute om sommeren og en skitouring-rute om vinteren. Jeg drømmer om at lave den på ski engang.

Når vi nu skal løbe og skal transportere alt på ryggen, kræver det en helt anden slags udstyr, end jeg har i forvejen. Og tro mig, jeg har meget. Bjergudstyr, that is. Vi skal være forberedte på at løbe i sol og varme, i regn, i sne og kulde og i mørke. Og det skal simpelthen veje så lidt som muligt. Løbere og andet godtfolk er tidligere blevet overrasket af dårligt vejr med fatale følger, så ud over at vi skal kunne holde varmen, er det vigtigste at være godt forberedte på ruten og de enkelt dagsetaper og at lytte til lokale folk. De kender vejret og de aktuelle forhold, og de kan altid give tips til alternative ruter eller hyggelige ekstraovernatninger. Vejr, is og sne er seriøse medspillere i bjergene. Jesper har lavet en superfin liste over udstyr, men jeg har selvfølgelig kigget efter udstyr, der passer til mig. Mest fordi jeg er så lillebitte, at ikke ret meget passer til mig.

Vi kommer til at løbe med ens nye rygsække. Ikke så tjekket, men ti dage er for lang tid med en skidt rygsæk på ryggen. Jeg har en OMM Classic Marathon rygsæk på 32 liter, som jeg købte af Thure sidste år. Og den kommer simpelthen ikke med i ti dage. Den er en manderygsæk, og jeg har sådan en pygmæ-ryg. Jeg har aldrig været supergode venner med rygsækken, og den slider huller på min lænd og mine hofter på de rigtig lange ture. Ind i varmen er kommet Osprey Hornet 30 liter, som egentlig er en meget let vandrerygsæk, og den er perfekt til vores brug. Den er testet af adventureløbere og er fin til en vægt på max 8 kilo. Og mere skal vi ikke løbe med. Jeg har testet rygsækken på to lange ture lørdag-søndag på sammenlagt 5 timer – og den er godkendt. Helt uden afskrabninger på lænden, og den sidder supergodt. Så det bliver veninderygsække.

Skoene præsenterede jeg forleden sammen med de yndige gaiters, som er en gave fra Jesper. Det er hermed det ypperligste kvindelige islæt sammen med min charmerende fletning. Gaiters er selvfølgelig for at forhindre grus og småsten snige sig ned i det allerhelligste indeni løbeskoene. Jeg tager et par ekstra sko med, som er mine almindelige hverdags-løbesko. Vi kommer ikke til at møde meget asfalt, men ti dage i løbesko kræver lidt skift.

Vinterkulden vil jeg tackle med flere lag tøj. Jeg tager nok min hårdt prøvede Arcteryx skaljakke med. Den vejer ikke meget og holder den mest hylende vind fra kroppen. Jeg har måske mulighed for at købe en softshell brugt. Og måske bliver det den istedet. Til pauser og kolde aftener vil jeg bruge et eller flere lag fleece. Det bliver genbrug af mit gamle udstyr, og der har jeg ikke besluttet mig endnu. Endelig har jeg investeret i en RAB dunvest, som ikke vejer noget som helst og kan lune min brugte krop, mens jeg skovler mad ind.  Og måske på kolde nætter.

Hvor skal vi sove, hører jeg jer spørge. Vi skal sove i hytter og på vandrehjem. Og det skal vi, fordi vi ikke gider slæbe telt, liggeunderlag, sovepose og kogeudstyr med. Nu nøjes vi med silkelagenposer og spiser i hytterne. Man kan altid bestikke køkkenet til en madpakke, så maden er sikret til turen. Nå ja, Jesper har lokket mig med en oppustelig hovedpude, som han havde købt. Det har jeg så også. Han skal helst ikke sove bedre end mig.

Handsker, hue, tynde og tykke buffs er selvfølgelig med i rygsækken, og eftersom hele turen foregår i bjergterræn, har jeg købt stave. Jesper havde købt nogle tynde, foldbare stave, som han har været rigtig glad for. Jeg var bare ikke sikker på, at længden passer til min pygmæ-krop. Så jeg har selvfølgelig købt nogle andre. Som er teleskopstave. Og som jeg har fortrudt lidt, fordi de i sammenklappet tilstand er temmelig lange og måske bliver ret irriterende at løbe med. Pisseirriterende! De var jo dyre nok, altså. Det må testes.

Der bliver ingen opdateringer undervejs. Overhovedet. I må leve i spænding, mens vi har afkoblet os fra verden. Vi tager én telefon med, og i Alperne er der ikke meget mobildækning. På ti dage bliver selv vi trætte af at snakke med hinanden. Og af at snakke i det hele taget. Derfor kommer iPod’en i tasken. den har klaret højder og udfordringer før. Jeg køber en Kindle. Endelig. Jeg har drømt om det længe, og nu gør jeg det. Slut med at slæbe stakkevis af bøger med på bjergbestigning eller ferie. Fra nu bliver det e-bøger.

Og nu gider jeg ikke  skrive mere om udstyr og mit vilde forbrug. Det må være nok. Nu skynder jeg mig at glemme igen, hvad det hele hedder og fortrænge, hvad det har kostet. Nu kommer det med og må stå sin distance, indtil det er slidt sønder og sammen.

by - 2 kommentarer

Højskoledage

Det er ikke ren afslapning at være på højskole. Jeg er nærmest færdig med at skrive, som i overhovedet, når jeg vender hjem om aftenen. Fordi ordene på en måde er brugt op. Der er ikke flere. Men det er pissehamrende fedt. Det er så fedt at arbejde med ord, at finde en stil, en skriveform, som er langt fra det akademiske skriveri, jeg boltrer mig i til daglig. Det er fedt at dele mine skriv med andre og høre deres tilbagemeldinger.

Men det er et helt uvant regelmæssigt liv, hvor måltiderne står på bordet til autoriserede spisetider. Og består af helt igennem autoriserede ingredienser, der passer til tidspunkterne. Selvom jeg altså får mine vegetariske særlingeretter. Madmor’en, som er en en sand Camilla Plum-klon, styrer alt det der med hård og retfærdig hånd. Ingen vover at røre vegetarretterne, før hun giver lov. Og jeg der plejer at spise, som vinden blæser. Eller nej, bare på tidspunkter der blæser i vinden, og får et stærkt sydlandsk præg. Fordi jeg altid kommer for sent i gang med hakkebræt og gryder.

Og jo, der er morgensang hver morgen. Med højskolesangbog og klaver. Men her går min grænse lige. Jeg har ferie for pokker, så jeg spiser min morgenmad i fred og ro sammen med mig selv, inden jeg tramper afsted til dagens undervisning. Og springer fællessangen over. Resten elsker jeg. Også frokosten i solen på terrassen med lange samtaler. Og når jeg tager the med til Marie, når jeg alligevel henter kaffe. Og når Tine og jeg kommer til at se hinanden i øjnene og sprutgriner af, at vi er gået i stå med vores tekster.

Vi har workshoppet med fotoholdet hele dagen. Lavet stafet med tekst og billeder omkring temaet ‘nutidsmenneske’, og det kom der noget overraskende spændende ud af. Morgenen startede med en tekst fra mig og et billede fra min fotografmakker, Bent. Så byttede vi. Jeg skrev en ny tekst om hans billede, og han tog billeder til min morgentekst. Og så valgte vi, hvilket sæt vi ville præsentere. Oplæsning til billede over nutidsmenneske.

Ordene kommer væltende på mine løbeture. Og de er lange for tiden, så der er plads til mange. Men nyd nu bare billederne fra søndagsturen, hvor den nye rygsæk blev testet i små tre timer. I solskin.

Hmmm. Nogen har spærret min vej.

 

 

 

 

 

by - 4 kommentarer

Om udstyr

Må jeg præsentere mine nye tøsesko:

Salomon XA pro 3D ultra

De lyserøde gaiters er en gave fra Jesper, og så må man jo gøre sit til at holde stilen. De skal nok gøre sig i Alperne til august. Man kunne næsten fristes til at sige, at de ville gøre sig til noget pink spandex ala Fuhrmann…. Men de ben er vist alligevel alt for lange til mine pygmæ ben.

Annamette til Amager Strandparkløbet

Jamen jeg er ved at have det sidste udstyr i hus. Rygsækken hentede jeg i går. Den nye pandelampe ligger og venter på posthuset. Stavene er på vej fra England, og vi er så småt ved at danne os en slags helt usædvanligt overblik over, hvad vi skal have med.

Det handler selvfølgelig om den tur, vi har planlagt at løbe i Alperne i august. 10 dage på Haute Route fra Chamonix i Frankrig til Zermatt i Schweiz. Og det kræver lidt andet udstyr end de flade ture rundt på Amager. Ikke så lidt af et udstyrsstykke, skal jeg hilse og sige. Muligvis er det billigt at løbe rundt og overnatte på vandrehjem, men herrejemini, hvor det koster knaster at blive parat. Når man så tænker på, at jeg i forvejen har udstyr for tre trillioner  til at gå og klatre i bjergene staldet op i pulterrum og ovenpå skabene…… Ja så skal man nok bare knytte sylten og lade være med at tænke videre over det. Blev der sagt.

by - 12 kommentarer

Ord, ord, ord

Come on, Høstrup – skal du slet ikke holde ferie? Du skriver, så tasterne gløder, når det er hverdag, og nu sidder du inde i et møggammelt hus og tamper i tasterne den ganske dag? Er du da kugleskør? Er det måske ferie? Altså almindelige, fornuftige mennesker sørger for noget sol og strand og is og rødvin.

Måske? Jeg er på højskole og på skriveværksted. Og jeg er træt i mit hoved. Ord trætter for vildt. Ordskvalder. Ordkløveri. Nye ord og gamle ord og eksperimenterende ord. Små ord og store ord. Betydninger fyger om ørerne og vi leger med ord og rytme hele dagen.

Stikord: “Vand”. Skriv i to minutter! Læs igennem. Læs højt. Hvad gør teksten? Hvad gør ordene? Hele vejen rundt.

“Jeg går ind” – fortsæt sætningen og skriv i to minutter. Læs igennem. Læs højt. Lyt og lær.

“En skønne dag” – skriv i to timer. Print. Læs højt. Lyt og lær.

Det er jo helt simpelt, ikke? En lille gruppe – 11 mennesker – sætter sig sammen, fordi vi elsker ord. Og lader os udfordre og provokere. Bliver tænksomme og reflekterende. Skriver lidt videre.

De der ord hiver energi ud af ørerne. Vi var trætte i eftermiddag. Jeg tog en tur i byen og hentede min rygsæk til den næste ferie hos Lars i Friluftsland. Det gav lidt luft under håret, og jeg cyklede tilbage til højskolen, åbnede computeren og skrev videre.

Lyder det kedeligt? Jamen jeg ved ikke, hvad det er med de ord. De bliver mine små sarte nyfødte, som jeg pakker tæt til mit bryst og skærmer mod nysgerrige blikke. De er uregerlige børn, som lever deres eget liv og gør helt andre ting, end jeg havde planlagt. Og det er mig, der bestemmer. Jo, det er. Men de gør oprør. De provokerer. Jeg slår blufærdigt blikket ned og prøver at klæde ordene på, så de ikke står der i deres nøgenhed. Så alene når jeg har efterladt dem der på papiret. Så står de der i deres stiveste puds og snubler lidt over hinanden.

Mens jeg genert stryger ordene over håret. Og forsøger at løfte noget slør for deres betydning. Min betydning? Der sker noget med dem, når de kommer frem i lyset. Og der sker noget med mig. Jeg bliver lidt sårbar og genert sammen med de ord, når de er sluppet løs i rummet. Men så er det godt at mærke de andres generthed og deres omsorg for deres nyfødte ord.

Nej jeg keder mig ikke. Og jo, for fanden da, hvor jeg holder ferie. Jeg skriver og skriver, og det er mig der bestemmer. Jeg blokerer og sveder og finder noget flow i nogle ord. To ugers ro, og to uger med egen kok. Jeg skal bare stå op hver morgen, trække i løbeskoene og tæske lidt rundt på Amager Fælled, inden jeg cykler afsted til højskolen. Morgenmad, frokost og aftensmad står på bordet til rigtige måltidstider hver dag.

Jeg er på usikker grund i trygge hænder

Sculpture by the sea

by - 4 kommentarer

Rundt om solskinsøen – i løbesko

Altså, det er jo blevet ferie. Selv om jeg lavede et tidskiks af gigantiske dimensioner. Jamen jeg troede simpelthen, at jeg havde en hel uge mere på arbejde. Don’t ask! Jeg kan læse både tal og datoer. Jeg har bare ikke gjort det. Så jeg fik travlt med at gøre det hele klar til to ugers ferie. Og – okay – jeg er ikke færdig endnu. Jeg mangler lige lidt skriveri og lidt arrangement omkring et par konferencer. Det må være aftenen og mandagens morgen, der lige klarer de sidste ærter.

Men feriestemningen har alligevel sneget sig ind. Også hos noget genbo, som fik mig til at hade endnu mere på Medina og Dig og mig for altid – end jeg gjorde før. Hele natten.

I morges fem minutter i ni skrev Jesper: Helle og jeg løber fra Bryggebroen nu og er hos dig om en halv time. Så jeg pakkede de sidste ting i rygsækken, snørede skoene og løb ud for at møde dem. I det dejligste morgensolskin. Og så drog vi afsted – rundt om hele Amager. Faktisk var jeg lidt spændt på turen efter mine pjevsede indlæg om manglende fart og form. Og følte mig sådan lidt hausfrautræt den første del. Jeg ville jo aldrig selv vælge at give Medina fuldt gas hele natten, vel? I det mindste kunne man vælge noget ordentlig musik. Men det gik over. Vi løb heller ikke stærkt. Og enten er Helle og Jesper guddommelige skuespillere, eller også var vi virkelig fælles om det tempo. Det var sådan en tur uden andre ambitioner end at komme hele vejen rundt. Og nå hjem til Tour de France. Og sofaen. Og vi stod stille, når vi skulle fylde vand og andet godt i maven. Vi nød udsigterne og viste Helle hele vejen rundt på Kalvebod Fælled. Som hun selvfølgelig syntes var smuk og guddommelig.

Og vi blev trætte i vores ben. Og vi svedte i varmen. Og drak litervis af vand. Og snakkede. Har I nogen idé om, hvor meget man kan nå at snakke på 45 km? Meget, kan I tro. Og derfor kan man selvfølgelig ikke løbe lange træningsture med hvemsomhelst. Eller jeg kan ikke. Det gælder om at finde mennesker, der kan snakke – og holde mund. I de rigtige perioder. Og det kan Helle og Jesper. Faktisk er det en af grundene til, at jeg var så ulykkelig over ikke at kunne løbe hurtigt længere. Jeg kunne ikke mere følges med mine sædvanlige træningsmakkere. Og det var bare så svært, at finde nye til de lange ture. Og det handler ikke om at være rigtig eller forkert. Det handler kun om at passe sammen, mens man bliver træt og presset.

Nåmn, vi havde en superhyggelig tur. Vi mødte masser af mænd i spantex, som råbte og skreg ad os, når vi ikke forføjede os ud af stien hurtigt nok. Vi så på fly ved lufthavnen og på badenymfer og store mandemaver i Amager Strandpark. Og vi lod Kalvebod Fælled charmere Helle sønder og sammen. Ved Bryggebroen sagde vi farvel igen, og jeg løb det sidste stykke ad Islands Brygge, gennem Nokken og over Slusen hjem til min helt private svømmepøl. Som endelig er blevet ren og fri for døde rotter igen. Jamen det gjorde jeg. Selvom jeg havde tænkt, at jeg bare kunne gå, når de andre ikke kunne se mig mere. Jeg skulle bare hjem. I en fart. Og have de der løbesko af.

Se selv, hvor fint der er på Amager. Det troede du nok ikke, hva? Og – nå ja – det blev til 45 km.

by - 4 kommentarer

Stolthed står for fald – eller hold nu bare op med at være for kæk

I går var jeg i Amager Strandpark. Og løbe Spartaløb sammen med Annamette, Maren, Anne og Marianne. Og 600 andre. Og tak for en skidehyggelig aften. Nu har jeg hylet så meget over min dårlige form og uformåen de sidste dage, og pludselig var det mig, der var ovenpå. For pokker da. Jeg skulle ikke hyle om noget som helst. Det er fandme for sejt at stille op til et 10 kilometer løb, når man fra start er lidt i tvivl, om man kan løbe hele distancen. Så jeg klappede kaje og besluttede at løbe sammen med de andre. I stedet for at ødelægge aftenen med at spæne afsted og være utilfreds med resultatet. Så jeg fulgtes med Marianne. Og snakkede hele vejen. Hun må have fået pip af min ordflom, og hun blev simpelthen ved med at løbe i håb om at slippe væk fra det talende monster. Sejt. Marianne løb selvfølgelig alle ti km i fin stil og kom først i mål.

Annamette flashede sin pink heldragt og delte gavmildt ud af pink håndledssvedbånd. Så det pink også dryppede lidt på mig. Der bare stillede op i helt almindeligt kedeligt løbetøj. Det var monstervarmt, og hun må have svedt en hest. Alle kom igennem. Ikke mindst Maren, der slog alle i sejhed og gennemførte, selvom hun havde det rædselsfuldt. Og hun var ikke rosinen i pølseenden. Der kom mange senere ind end hende.

Jeg havde et dejligt løb. Og var for en gangs skyld ovenpå og hyggede mig igennem. Og det var der ingen grund til at flashe. Men jeg nød det. Og øllet bagefter.

Men IDAG! Tog jeg toget til Holte, hvor Salomon havde arrangeret løb på lysløjpen i Rude Skov. Meningen var ti omgange, altså 25 km, på den ret kuperede rute. Jeg prøvede et par trailsko, som jeg blev helt glad for. Jeg mangler et par til vores tur i august. Men pfyyyiiii – hvor alt det kække og overskudsagtige fra i går kunne forsvinde som dug for solen. Hele pakken af undskyldninger kom frem: alt for meget arbejde, havde knoklet rundt på cyklen mindst 50 km, øhhh manglende aftensmad, øhhh en ostemad i toget på vej derud……keeep selv on. Fulgtes med Jesper, som havde en slags håneret, fordi jeg har hylet på bloggen. Men vi havde det sjovt. Og hyggeligt. Og hårdt, for fanden. Hvad skal alle de bakker da på den rute? Det må være de sko, jeg lånte, som ikke kunne løbe op af bakkerne. Ik?

Nåmn, og så har jeg lige opdaget, at jeg faktisk holder ferie I MORGEN! Jeg troede på en eller anden måde, at jeg havde en hel uge mere til at blive pauseklar. Det har jeg ikke. Og der skal lige arrangeres en stor konference og skrives en projektbeskrivelse. Inden kl 12, hvor jeg tager til møde. Og videre i sommerhus. Du godeste, hvor er det hårdt at holde ferie (tsk). Og hvad jeg skal lave i min ferie? Tak fordi I spørger. Jeg skal nemlig på højskole. Midt i København. Hvor jeg skal skrive for sjov og af lyst i to uger. Og måske kommer det til at dryppe lidt på bloggen.

by - 4 kommentarer

Om flow og bevægelse

Det gjorde noget gavn at spy ynk ud over universet i går. I hvert fald gik dagens løbetur bedre. Og jeg vendte tilbage i noget, der lignede højt humør.

En af mine travere (haha) er at løbe en times tid rundt på Amager Fælled mellem fyraften og aftensmad. Og jeg skal da lige love for, at der var blevet møbleret om her og der. Én ting er sikkert: Ingen dyr kommer til at dø af tørst på Fælleden i nær fremtid. Og det kommer til at vare en rum tid, før jeg fristes til at stikke på tværs ad de små wannabe-stier. Med eller uden Jesper. De er rene dødsfælder! Frøerne har en fest, og alt det grønne spurter op af jorden. Eller vandet.

Men det gik bedre med det der løb. Jeg lægger uret på hylden for en tid. Bare for at flytte fokus væk fra alt det, der ikke kører, til bare at nyde løbeturene. Jeg er ligeglad, om jeg løber 9 eller 11km. Eller 25. Og jeg er ligeglad, om jeg løber dem på den ene eller den anden tid. Jeg er ligeglad, om jeg løber 60 eller 90 km om ugen. Bare jeg løber. Det er jo hamrende ligegyldigt. Og der er jo ikke noget mere patetisk end en halvgammel kvinde, der jamrer.

Der er i hvert fald ingen grund til at flashe min uformåenhed direkte i mit åbne åsyn, hver eneste gang jeg stikker fødderne i løbeskoene. At løbe uden ur kan klart i perioder narre mig til at lade være med at tænke på, hvor langsomt det går. Så jeg i stedet lægger mere mærke til solen, vinden, fuglene og alt det grønne. Eller dem jeg følges med. Og måske kan jeg nogen gange glemme, at de er så søde at vente på mig. Bilde mig selv ind at vi følges.

Indtil jeg synes, det er interessant igen at måle lidt på det ene og det andet. Og det der måleri har jeg altid haft et anstrengt forhold til. Det tager fokus fra løbet. Fra flowet.

Jeg møder af og til Dennis Jensen på mine løbeture, og vi hilser altid på hinanden med et smil. Dennis var dengang for 3000 år siden en af landets bedste løbere og har vist stadig den danske rekord på 5000 meter. Han har den smukkeste løbestil, jeg kender. Fordi han løber kraftfuldt og elegant. Og hurtigt. Jeg kan genkende hans stil mellem tusinde. Og inde i mit dumme lille hoved bliver jeg til Dennis. Nej, jeg gør selvfølgelig ikke, men jeg kan pludselig mærke en masse energi, når jeg ser ham. Som om jeg pludselig får en anden bevidsthed om måden, jeg bevæger mig på. Og det der fokus på bevægelse går bare bedre uden ur. Forstår I det? Nej? Pyt med det. Det gør jeg nemlig.

Og på onsdag har jeg fået startnummer af hende her og hende her til ti km rundt i Amager Strandpark. Som med garanti bliver sjovt. Og ikke mindst bagefter.

by - 2 kommentarer

Desillusionist

Bliver der overhovedet løbet i mit univers? Der bliver ikke nedfældet mange ord på bloggen om det. Men jo, der bliver løbet. Men jeg er på vej til at miste mine illusioner. Om løb, that is.

For fire år siden, da jeg lukkede døren bag mig til hæmatologisk afdeling på Århus Sygehus, havde jeg en klar forventning om at kunne træne mig op til det niveau, jeg havde haft et halvt år tidligere. Hvor jeg med lethed kunne holde et tempo på træningsturene på 4.20-4.30 min. pr kilometer. Det første år virkede lovende. I første omgang trænede jeg udelukkende for at komme i form igen og for at kunne løbe lange ture. Senere trænede jeg også trappeintervaller to gange om ugen, og jeg var i storform, da vi tog på bjergbestigning i april 2008. Da jeg kom hjem igen i juni, tog jeg fat, hvor jeg havde sluppet, og trænede intervaller og tempo tre gange om ugen. Tempoet blev skruet op, og jeg begyndte langsomt at kunne følge mine gamle træningskammerater noget af vejen. Og faldt. I min iver blev jeg revet med af min egen succes og trænede mig selv til et overtræningssyndrom. Og så måtte jeg tage det fuldstændig roligt i meget lang tid.

Og siden har jeg stået stille. Nej ikke stille på den måde, vel. Men der har bare ikke været nogen udvikling i mit tempo. Jeg tusser afsted som en gammel kone. Det er jeg jo på en måde også på vej til at blive, men det er bare kommet så pludseligt. Og det gør mig fandme så desillusioneret. Når jeg løber med Jesper, så ved jeg bare, at han hele tiden venter på mig. Og det er sødt af ham. Jeg hader bare fornemmelsen. Det irriterer mig at være sådan en, man er nødt til at være sød ved. At jeg for pokker ikke selv kan holde noget tempo.

En gang imellem kan jeg pludselig løbe nogle fornuftige intervaller. Hvor der pludselig kommer en gammelkendt fornemmelse for fart. Men hvad er der ved det, når jeg ikke rykker en tøddel på de næste løbeture. Og værst af alt bliver jeg lidt bekymret for vores kommende tur i Alperne. Jesper kommer til at vente på mig hele vejen.

Selvfølgelig har den sidste uge været kedelig. Et monsterhold i nakken satte en grænse for mine fysiske udfoldelser. Jeg lover, JEG LOVER, at jeg aldrig nogensinde mere vil trække skødesløst på skuldrene over folk med piskesmæld og hold i nakken. For susen da, hvor har det været en ynk. Jeg var så låst i nakken/halsen, at jeg fik kvalme og synsforstyrrelser. Mandag måtte jeg cykle  til ydre Østerbro, og jeg ankom til mit møde med tårerne sprøjtende. Fordi det bare gjorde forbandet møgondt. Og turen der fra til Herlev var tæt på at knække mig. Jeg har løbet, men jeg har ynket og kun løbet små søde ture uden udfordringer.

I dag skulle det så være topfint. Nakken kureret og fuld af energi efter en afslappet weekend. Ynk, ynk, ynk, kan jeg kun sige. Og endnu mere ynk. Helt uden grund. Andet end varmen og fugten. Og det gælder ikke.

Så er det jo godt, at man kan hente trøst og oprejsning i vandkanten sammen med Alma, som glæder sig til at få en redningsvest.

by - 0 comments

Raseri i luften

Hold da helt kaje, hvor det vejr gik amok i går. På tre splitsekunder. Efter en tung og alt for varm løbetur på Amager sprang jeg i kanalen og blev kølet af. Det er en uendelig luksus med mit helt eget bassin udenfor stuedøren. En tur under bruseren, og jeg gjorde klar til grillen. Sofie og Baby-Vera var på fint besøg, mens farmanden tumlede rundt i Roskilde. Og det rumlede lidt i det fjerne, mens solen skinnede lystigt. Det er da ikke torden, sagde Sofie med overbevisning i stemmen. Men midt i solen dryppede en let sommerregn, og vi fik barnevogn og badetøj i tørvejr. Mens vi lavede grillplanen om til noget pandestegning.

Og så gik det amok. Pludseligt. Voldsomt. Mens kaskader af vand væltede ned fra himlen. Det tordnede med brag, som jeg ellers kun har oplevet under sydlige himmelstrøg. Og det blev ved. Og ved. Og ved. Vi dukkede instinktivt vores hoveder, som om det skulle hjælpe. Vera var ganske upåvirket. Men efter 1½ times bragen og buldren havde vi fået nok. Vi blev lidt betænkelige ved al den rasen. Og ganske afmægtige.

Og så sad vi i virkeligheden fuldstændig beskyttede mod den værste rasen. Vi har vores kanaler, og vandet bliver lynhurtigt ledt væk. Der røg hverken strøm eller bredbånd, så det var med en blanding af undren og lidt taknemmelighed, vi kunne stå op til billeder af oversvømmelser, spærrede veje og aflyste s-tog.

Mens vi sad i vores lille lykke-puppe.