by - 2 kommentarer

Så kan man jo godt føle sig sådan lidt…….småroyal?

Jeg har holdt en slags fri. Af den slags fridage, hvor man alligevel bruger nogle timer i mailboxen og mobiltelefonen. Men alligevel. Lidt er bedre end slet ikke. Og når man holder sådan fri og er kaldt til Jylland, så falder vejen selvfølgelig forbi mine forældre.

Onsdag lokkede jeg dem til Århus, fordi jeg var tæt på desperat over, at Sculptures by the Sea havde sidste salgsdag på søndag. Jeg var parat til at give køb på Aros’ nye tagkonstruktion, bare jeg kunne komme til stranden og se på kunst. Så det gjorde vi. Startede i lystbådehavnen med frokost og spadserede afsted langs kysten.

Jeg er vild med konceptet. Godt spottet af kronprinsen og frue at det ville passe perfekt til den kyststrækning. Jeg bliver så nemt begejstret over andre menneskers fantasi. Hvem finder f.eks. ellers på at bygge et hus – med stue, bryggers og alting – med regnen dryppende fra loftet i alle rum? Eller strikke 50 gopler og hænge dem op mellem træerne?

Hvordan får man ellers lokket hober af århusianere ud at gå og grine på samme tid? Hvor er det en god idé.

Og så pludselig kommer hende her spadserende imod os.

Så kigger man jo lidt. Og en ekstra gang. Bare sådan der. I sin lyserøde cardigan helt uden hat. Og uden prinsgemal. Og bare ligner en hvilken som helst gruppe århusianere på kunsttur på stranden. Med kun en enkelt diskret grå habit med bule under jakken.

Så traskede vi bagefter den kongelige gruppetto hele vejen tilbage gennem skoven til Hotel Marselis, hvor hun vist blev hentet af en kronebil.

Jeg er ikke royalist. Men jeg blev sådan lidt grundglad over at bo i et land, hvor en dronning sådan kan gå på tur langs stranden. Blandt hundredevis af andre mennesker. Og se på kunst. Jo hun havde selvfølgelig direktøren for Aros til at guide sig. Det havde jeg ikke. Men det er okay med mig. Jeg kan godt blive glad over at kunne gå i hælene på Margrethe sammen med min far og mor og se hende hoppe kækt ned ad en lille bakke. Med jakkesættet i hånden.

Godt gået, Århus.

by - 6 kommentarer

Hold my neck

BØH! Der troede I nok, at jeg var blevet eksblogger, hvar? Men nej, jeg har hængt ud henne i the real life. Jeg har holdt lidt ferie fra internettet. Når jeg er ved at arbejde mig ihjel, gider jeg ikke dø på nettet.

Nu er jeg til gengæld lammet af det ondeste hold i nakken, og så fiser jeg omgående ud i cyberspace.

Jeg har en niece, der er smuk og yndefuld. Og klog. Seriøst altså. Hun er ganske atypisk smuk. I vores familie. Nu er hun blevet student, og jeg skyndte mig til Jylland for at fejre hende med familien og hendes studentervenner. Lørdag til brunch i haven med et bjerg af lækker mad. Det holdt tørt, og ingen af de unge havde store stemmer efter flere dages festprogram. Og kors, hvor er de søde. Helt klar på noget liv og fremtid.

Jeg lokkede søster og svoger afsted på løbetur sidst på eftermiddagen. Ud på en af mine gamle ruter fra Århus rundt om Årslev Engsø. En smuk tur rundt om en kunstigt opdæmmet sø, der ligger i forlængelse af Brabrand Sø. Ikke nogen lang tur, men vi havde også maverne fulde af mad.

Hjemme igen lavede vi lidt aftensmad og delte en flaske vin. Én flaske. Til gengæld hed den 7 deadly zins. Og alle 7 landede lige i nakken af mig. Jeg vågnede i nat og var så stiv i nakken, at jeg næsten kastede op. Søster er fysioterapeut og masserede mig kærligt og effektivt senere på morgenen. Stadig var jeg nærmest stivnet. Og jamrende.

Tre timer med bussen er heller ikke bedste kur, så jeg snuppede et par panodil og trak i løbetøjet. Og 1½ time rundt på fælleden fik løsnet lidt på det hele. Det var ikke nogen udpræget rar oplevelse, men nu kan jeg da se en lille smule til venstre.

by - 7 kommentarer

Årets længste dags aften på Amager Fælled

Så løb jeg lige et halvmaraton. Lyder det let og elegant? Det var det ikke. Kønnere end maratonløbet i Skodsborg for nyligt. Og hurtigere. Men ikke hurtigt. Det er ikke godt at løbe klokken 18. Og hvorfor gjorde jeg det så sådan en tirsdag aften? Jo, det var på Amager Fælled og lige i min baghave. Men det behøver jeg jo ikke smide 160 kr for.

Næ det var fordi, det var arrangeret af dem her, og nu får I altså lige en ny kræfthistorie.

I 2006 blev jeg inviteret til en aften med projektet Proof of Life, som var et projekt for unge kræftpatienter. Projektet var ledet af mine venner Julie og Morten, som begge har arbejdet med Krop og Kræft på Rigshospitalet fra starten. Nu ville de vise, at målrettet benhård træning ville styrke de unge sammen med det fællesskab, de sammen udviklede. De trænede mod en Kiliman, bestigning af Kilimanjaro (5895 meter), mountainbike i to dage rundt om bjerget og til sidst et maratonløb. De ville gerne have mig til at guide dem på bjerget og lære dem noget om Kilimanjaro, bjergbestigning og højder. Så jeg mødte op efter en cykeltræning og viste billeder og fortalte. Og havde en fin aften sammen med hele gruppen. Og selvfølgelig ville jeg guide dem på bjerget.

Så var det bare, at den lille bule, jeg havde nederst på halsen, viste sig at være fuld af kræftceller. Og 1½ måned inden afrejse skrev jeg mit livs mærkeligste mail til den gruppe. At jeg alligevel ikke rejste med til Afrika. Fordi jeg havde lymfekræft. Og skulle starte behandling NU. Jeg husker klart og tydeligt, hvordan jeg – helt latterligt – forsøgte at sætte alle de ukendte brikker sammen, så jeg måske alligevel kunne tage afsted. Little did I know. Jeg kunne selvfølgelig ikke tage nogensomhelst steder. Overhovedet. Jeg var bastet og bundet til Århus og til Århus Sygehus. Og jeg fik kemoterapi i lange baner. Sådan en fast rutine med fem døgns kemo og to uger fri. Eller fri. To uger til at restituere, så jeg var klar til næste bombardement.

Og just som de unge mennesker skulle stå deres første prøve på bjerget, lå jeg med stoffer flydende ind i årerne. Og en hemmelig mobiltelefon gemt under dynen, så de kunne sms’e til mig undervejs. Det kan man nemlig på Kilimanjaro. Sms’e midt i vildmarken. Man kan også ringe hjem fra toppen. Men jeg måtte ikke have mobil’en åben, fordi det kunne forstyrre de infusionspumper, der styrede kemoflowet. Jeg måtte jo bare høre, hvordan det hele gik. Og de sms’ede lystigt hele natten. Og nåede toppen. Senere ringede de og råbte deres triumf gennem en hel verden, efterhånden som de klarede alle deres udfordringer.

Jeg blev på den anden side bekræftet. Jeg blev virkelig så glad, fordi det også hjalp mig til at tro på det hele. Når de kunne, så kunne jeg fandme også. Og jeg blev tildelt  livslangt medlemsskab. Selv om jeg var alt for gammel. Jeg var bare barnlig nok.

Og derfor løb jeg et halvmaraton sådan en tirsdag aften på årets længste dag på Amager Fælled.

by - 2 kommentarer

En lille tale til et stort menneske

For et par uger siden dumpede en mail i indboksen fra en sekretær i Kræftens Bekæmpelse. Anne Nissen, som har været leder af patientstøtteafdelingen i KB i 22 år, går på pension. Og hun ville bede mig holde en tale til hendes afskedsreception. Mig, altså. Jeg blev så rørt. Så jeg blev ganske stum. Lille mig skulle tale til hende, som jeg respekterer virkelig højt. Og jeg skulle tale lige efter Christian Busch, som er præst på Rigshospitalet og har skrevet mange kloge bøger. Anne bad mig tale om fremtidsperspektiver på patientstøtte, og nu får I så lige historien om mig og Kræftens Bekæmpelse. Og historien om mig og Anne.

Da jeg blev syg for 4½ år siden, blev jeg virkelig overrasket over, hvordan hele min identitet skiftede. Fra mig, stor og stærk, til mig, lille og svag og stakkels. Det var jeg ikke god til. Kræftens Bekæmpelse, dameblade, bøger, pjecer, – alt var med til at give mig en identitet, som jeg ikke kunne kendes ved. Jeg brød mig overhovedet ikke om alt det stakkels. Det lagde sig som en dyne over mit liv, og jeg følte mig fuldstændig frastødt af at være kastet ind i det fællesskab. Jeg undrede mig også over, at den psykosociale forskning, som handler om livskvalitet og erfaringer, slet ikke var til at genfinde. Jeg kendte jo en masse til det her, også dengang. Det var svært at få øje på andet end sygdom og behandling. Og selvfølgelig venlige og velmenende mennesker. Men hvorfor var forskning om træning f.eks. ikke implementeret på den afdeling, jeg blev behandlet på.

Så jeg skrev selvfølgelig et langt brev til Kræftens Bekæmpelse. Sådan er jeg jo. Og så kom Anne og besøgte mig. Hjemme i min stue i Århus midt i behandling med kemoterapi med skaldet hovede og kemotørklæde. Vi snakkede længe om livet og døden og kræft og forskning. Og det er vi sådan set blevet ved med. Vi mødes en gang imellem og snakker om mangt og meget. Anne er sådan et smukt menneske. Med helt hvidt hår og tindrende blå øjne. Et menneske, som virkelig brænder for det, hun laver. Som har lagt sin sjæl i at bygge Kræftens Bekæmpelses patientstøtteafdeling.

Og så kommer jeg der. Og kritiserer Kræftens Bekæmpelse sønder og sammen. Og af alle de mange, mange mennesker, Anne kunne have valgt til at hold den tale. Ja så valgte hun mig. Det er stort. Og det er bare med til at gøre min respekt for hende virkelig stor.

Og jeg holdt min tale. Jeg var hundenervøs og havde printet hele talen ud. Ingen fancy slides eller noget. Bare mig, der talte. Jeg var SÅ bange for, at det ikke helt var det, hun ønskede sig. Men det var det. Hun blev glad. Selvom jeg stadig kritiserer Kræftens Bekæmpelse. Og jeg skalnok skrive talen i en lightversion. En anden dag, når jeg har sovet.

by - 4 kommentarer

Melankolske finurligheder

En af de ting, jeg gør med stor fornøjelse sammen med tøsepigerne i min familie, er fælles koncertoplevelser. Min Sofie og jeg havde et mangeårigt crush på Heather Nova. Som jeg bare hørte alt for meget. Sådan er det med mig og musik. Jeg får nærmest en besættelse af en bestemt genre eller en bestemt kunstner. Og så kører den i iPod’en og på anlægget i en uendelighed. Eller jeg render til koncerter med samme kunstner, når jeg kan. Indtil jeg med ét får nok og kyler det hen i det fjerneste hjørne og skynder mig at finde nye musikoplevelser.

Men nu kommer hun, Heather Nova. Til Vega i november. Og nu har hun været forvist til nederst i bunken i 1700 år. Og vi vil ind og høre hende, vil vi. Derfor satte jeg et af de gamle yndlingsalbums på fuld styrke i aftes. Og blev helt overmandet.

Det forstår I sikkert ikke en skid af, men pludselig lå jeg i et koldt telt højt oppe i Andesbjergene med noget snestorm husende om ørerne. Det album var ét af tre, som kunne være på min MP3 afspiller. Og det kørte igen. Og igen. og igen. Og igen. Mens vi var indesneede i dagevis.

Faktisk var jeg ret elendig. Ikke ret meget gik, som det skulle på den ekspedition. Vejret var råddent. Og havde tæret al fernis af os. Venskaber var hårdt prøvede og hang i den tyndeste tråd. Vi var vel på en måde tæt på at slå hinanden ihjel i vores små tomandstelte der højt oppe på bjerget. Min kæreste havde slået op lige inden afrejsen. På en rådden måde. Og vi nåede slet ikke de toppe, vi havde planlagt. Vi var trætte af vores frysetørrede mad, og nærmede os bunden af forsyningerne. Vi var tynde og lugtede fælt af hengemte gnuer. Og vi var dødtrætte.

Jo, der var langt mellem jubelråbene, og Heather Novas tøsetuderock gled rent ind i mit ømme sind. Jeg har vel stort set ikke hørt det album siden. Og musik kan sådan noget. Kaste mig hovedkulds tilbage i en følelse. Og her sidder jeg i min lyse, lune stue og mærker råkulden på bjerget, frustrationen over alle udfordringerne og raseriet, sorgen, kniven-i-såret følelsen over den dumme kæreste. Ekskæreste, that is.

Og så løfter jeg blikket og ser ud på solen og tænker, at jeg egentlig ikke ved, hvordan den ekspedition ville være endt, hvis ikke Heather Nova var med. Vel? Fordi drengevenner er fantastiske, men de kan ikke det der, som nogen veninder og tøsetuderock kan. Sådan supporte noget lidelse på nydningsmåden.

Så vi skal da ind og høre Heather Nova i november. Hun skulle bare vide, skulle hun. Prøv lige og mærk, hvor hyggeligt det kan føles at være ulykkelig:

by - 4 kommentarer

Because you’re worth it

Den her går til mine unger…..

Efter uger med døgnbemanding på arbejdsmailen, med hede drømme om projektbeskrivelser, sponsorater og samarbejdspartnere, med åndenød over dirty deadlines, – blev det alligevel fredag. Jeg havde inviteret yngstedatteren med kæreste og Vera-baby til middag, og hjemtransporten fra Herlev gik i løbesko gennem den ene park efter den anden. Der skal altid et eller andet specielt på bordet, når de kommer, de feinschmeckere, og jeg havde læst et sted, at man kunne lave en glimrende pesto af de lysegrønne spæde skvalderkål. Ja da. Jeg standsede i Vigerslevparken og fyldte rygsækken med bemeldte urter og spurtede hjem i tide til at forsyne mig i Irma. Hvor cool er det lige at invitere på middag med et tomt køleskab?

Med jomfruhummer og okseinderlår på bud, havde vi pludselig en præmiemiddag, som kaldte på fredagschampagne. Vera-barnet havde været til babysvømning, men vågnede klart op, da hun rullede ind på terrassen og var smil i hele femøren. Og sådan gik en fredag aften med vin og grill på terrassen, og helt uden tanker for andet.

Lørdag morgen tjekkede Alma og Ella ind til et eksklusivt weekendophold i Sydhavnen. Vi vinkede farvel og pakkede klapvognen for indtage Sydhavnens lørdagsmuligheder. Først loppemarked på Mozarts Plads, hvor vi udvidede legetøjsparken og drog af med de rene skatte i form af små ponyer, en blød kat i en kasse og et par bøger. Videre til Karens Minde, hvor der både er heste, kaniner og geder. Og en legeplads. Og så måtte man jo have is.

Næste morgen indtog vi Vestamager og naturcentret. Som er et eldorado af oplevelsesmuligheder. Vi oplevede løs i flere timer. Grinede, slog os lidt, løb og klatrede og blev en lille smule forskrækkede over fårene. Som stak af.

Og pludselig var mor’en i røret. Nu kører vi ned ad Enghavevej, sagde hun. Og jeg fik dem dirigeret til Vestamager. Hvor vi lige måtte vise dem alle herlighederne en gang til. Skal du noget i aften? spurgte de. Eller – hvad synes du om grillmad? Vi kørte hjem og købte en ordentlig bunke mad i Irma. Og vin på tilbud. Og så ringede sønnen min og tørnede ind med sin kæreste en times tid senere. Jeg løb en tur på fælleden, mens nogen andre startede grillen og ryddede op i mit køkken. Og sprang i kanalen til småungernes store fryd. Jeg må købe mig et par redningsveste, så de kan springe med.

Og så drak vi tilbudsvinen og spiste os en pukkel til i grillbøffer, kartofler og salat. Og blåmuslinger. Og snakkede til sent på terrassen.

Jeg løb ud på min lange tur, som gik forbavsende fint, trods vin og kød i rigelige mængder. Ud på Kalvebod Fælled og rundt om Kongelunden, inden jeg satte næsen hjemefter. Små 30 kilometer i sol og blæsevejr. Og uden kamerapauser, fordi jeg havde lagt det i bunden af den lille families bil.

Hjemme troppede Morten-sønnen og kæreste op til en lovet sightseeing i Sydhavnen. Jeg havde løbet lidt for sent og lidt for langt, så alting blev lidt sent. Jeg tog dem til Mozarts Plads, hvor der altid er en fest. Hvis man skulle savne en. Videre op ad Mozartsvej til Valbyparken, hvor vi passerede et middelaldermarked. Som vi var en lille smule fristede til at joine. Men vi cyklede videre til Hvidovre Havn og tilbage til Musikbyen. Gennem Havebyen Mozart og Frederikshøj tilbage til Amager og gennem Nokken til Islands Brygge. Og så var vi sultne og tørstige og fandt et lille tapassted med kaffe og tapas.

Og nu sidder jeg her i Sydhavnen og har end ikke overvejet at kigge i min arbejdsmail siden fredag eftermiddag. Sådan en weekend gør mig sådan helt grundglad. Kæft, hvor har I bare været det hele værd. Alle nætterne med grædende babyer. Alle vågenætterne med febrile børn. Alle hasteturene på skadestuer med blødende sår. Alle madpakkerne og alle ulvetimerne. Alle børnefødselsdagene og forældremøderne i vuggestuer, børnehaver og skoler. Alle teenageårenes bekymringer og konflikter. Alle de der år uden penge nok.

I har sgu været det hele værd. For pokker da, hvor var det heldigt, at vi trak hinanden i det mor-barn lotteri.

PS – det der pesto af skvalderkål – det kan man godt.

by - 5 kommentarer

Blondine på togtur

Hvor blond har man lov til at være? Spørger jeg bare. Tag nu mig. Naturligt blond og alt det der. Med to længere videregående uddannelser og en IQ, som godt nok aldrig er målt, men dog har bragt mig nogle spændende jobs. Og eksamener jeg godt kan være bekendt.

Hele min dag brugte jeg på projektmøde i Odense. Danmarks navle hørte jeg nogen kalde byen i dag. Fynboer, forstås. Men okay – det er bare knapt 1½ times togtur. Hvor man kan arbejde i fred og ro, når ellers internettet er flyvende. Møde til kl. 16 med et ekstra møde oven i hatten til kl. 18. Jeg sagde pænt nej tak til projektmiddagen og fandt et tog til Hovedstaden. Det gik altsammen rigtig fint. Toget var lidt forsinket, men indhentede det næsten undervejs.

Toget skulle fortsætte til Lufthavnen, og mens jeg holdt stille på Hovedbanegården, snakkede jeg løs i telefon. Og besluttede at køre med til Ørestaden. Havde bare ikke lige overvejet at tjekke. Faktisk havde det ikke strejfet mig. Men pludselig sejlede vi lystigt igennem Ørestaden Station med kurs direkte mod Lufthavnen. Neeeej, råbte jeg lige så stille. Stop dog.

Okay. Ud af toget. Op i afgangshallen. Ned på det andet spor. Hvor Malmøtoget kort efter rullede ind med kurs mod København H. Ind med mig. Men som et deja vu sejlede vi igen forbi perronen i Ørestaden. Jamen så stod jeg der igen. På Hovedbanegården. Hvor toget – SELVFØLGELIG – standsede ved perron 26, som ligger tre kilometer fra Hovedbanegården.

Og SÅ tog jeg en bus. Det ved man sgu da, hvad er. Den har dog en stopknap.

by - 0 comments

Skrub ud og leg

Hold så op, hvor det arbejde sluger alting. Jeg arbejder på alle tider. Over morgenmaden, om aftenen, i weekenden – og, nå ja, og så mellem 8 og 16-17 stykker på hverdagene. Det er temmelig sindssygt. Og alligevel er jeg konstant bagefter. Hæsblæsende, usundt monsterliv. Løbetræning? Det bliver først noget med at løbe på arbejde fredag i den her uge.

Men så er det jo godt, at man kan komme ud og lege. Tirsdag eftermiddag cyklede jeg ind til Islands Brygge og Amager Roklub, hvor Thure sammen med nogle adventurevenner arrangerede den første multisport cup på Amager. Jeg skulle have dannet makkerpar med Thures kone, men så manglede de en barnepige til deres to drenge. I stedet indfangede han mig som hjælper.

Amager er en legeplads. Og pladsen foran roklubben fyldtes hurtigt med 120 voksne mennesker, som ivrigt fyldte deres tirsdag aften med leg. Der var fire discipliner. En var stand up paddling, som er stående padling på et surfboard. Ud og røre en boje og tilbage og skifte med sin makker. Hver berøring af bojen gav et point.

Så var der svømning. Med redningsvest. Langs kajkanten fra roklubben til en fortøjning efter det andet skib. Undervejs var der poster bestående af bogstaver, som skulle huskes. Hver post gav et point. Behøver jeg at sige, at det var en udfordring på alle planer at komme op af vandet ved at klatre op ad fortøjningen?

Der var orienteringsløb rundt på Amager Fælled. Og selvfølgelig forsvandt et par poster. Vi var jo på Amager. Udfordringen ved løbet var at nå så mange poster, som muligt, på 60 minutter. Kom man senere i mål, vankede der strafpoint.

Endelig var der O-Mountainbike. Rundt på Amager Fælled og Kalvebod Fælled. Her kom man virkelig langt omkring, og igen gjaldt det om at samle så mange poster som muligt på 60 minutter.

For alle discipliner var der fælles start. Kom man for sent tilbage fra løb eller mountainbike, fik man tilsvarende kortere tid på den næste tur. Deltagerne var delt i fire hold, sådan at en disciplin hele tiden var i gang.

Der var alle slags Der var de tjekkede og erfarne. Der var de superambitiøse. Der var de nye. Og der var dem, der skulle hygge sig. Der var hurtige og langsomme. Der var tynde og tykke. Der var alle slags. Det var SÅ sjovt. Også selvom de sidste, der kom op af vandet, rystede som espeløv og havde krampende fødder. Jeg tror nok, der er lagt en grund for Multisport events på Amager.

Næste arrangement bliver den 23. august. Hold øje med siden her og se billeder fra Skandia Sport Cup, taget af Martin Paldan.

by - 10 kommentarer

Ynkeligt, eller en lille historie om dårlige kombinationer

Nå, det var jo i dag, at jeg var faldet for smiger og havde meldt mig til Skodsborg Maraton. Udelukkende fordi Tracy havde skrevet, at hun savnede mig, og om jeg ikke ville komme og løbe med. Sværere er det ikke. At lokke med mig. Og at lave numre med min selverkendelse.

Det er cirka 3000 år siden, jeg sidst har løbet et maraton. Øj, så gammel ser du da ikke ud, sagde Niels’s søn Johan, som løb en omgang sammen med Jesper og mig. Okay måske er det 2999 år siden. Jeg skal altid overdrive. Og, ja – jeg forsøgte mig sidste år i København. Men måtte bukke under for pollenhelvedet og hidsige hosteanfald. Men faktisk blev det jo en slags debut i dag, fordi det er det første maraton, siden jeg var syg.

Lad mig bare sige, at jeg kom igennem. Det var ikke kønt. Og det var ikke min fortjeneste. Der var ingen wow-følelse eller hænder over hovedet. Der var sidestik, kvalme og udmattede ben. Og der var Jesper, som ufortrødent og næsten uden at klage scorede sin dårligste maraton-tid ever, og talte mig igennem det meste. Uden at kende min tid (jegvilikkevidedet – jegvilikkevidedet) scorede jeg vist min dårligste tid nogensinde.

Da jeg på et tidspunkt hvæsede, at jeg aldrig mere ville gå til fest inden et maraton, lød spørgsmålet – hvad af det vil du så holde op med. Og ja, DET er et af livets virkelig svære spørgsmål. Jeg vil sgu da det hele. Men kombi’en er ikke god. Jeg sad og spyttede i et glas vin hele aftenen, og kom aldrig rigtigt ind i kampen. Med en flok kvinder, som jeg i den grad kunne have givet den gas med. Det gør vi næste gang – jegloverdet!! Kom alligevel alt for sent hjem med et s-tog fyldt med møgfulde jyske Kessler-fans og lå først under dynen lidt før to. Hvorefter genboerne på den anden side af kanalen flyttede noget distorsionfest ind og åbnede dørene. Larmepolitiet er ret effektivt herude, og musikken blev hurtigt dæmpet. Men de var ikke de eneste, og det blev virkelig sent, før jeg fandt ind i noget søvn. Spild af fest og spild af maratonløb.

Løbet? Det var møghårdt. Der er pænt mange bakker, derude ved Skodsborg. Og det var varmt. Sagde jeg løb? På et tidspunkt var der meget mere gang end løb. Men igennem kom jeg.

Og så var det, at Jesper udtalte: Nu er du tilbage i gamet, så vi gør det bare igen. Hovhov – er jeg tilbage i noget game? Forsøgte jeg ikke bare at snige mig uset ind i et lille bitte maratonløb? Og blev opdaget?

Og Tracy? 32 uger gravid løb hun næsten hele løbet. Og det var dejligt at se hende igen. Det hele værd? Ja da. Gør jeg det igen? Sandsynligvis. Men festerne lægger jeg på andre dage – eller løbene. Den kombi er en dræber.

by - 7 kommentarer

Blær og brændenælder

Okay, hvad er meningen lige med at starte dagen med et billede af…….. brændenælder?

Det er fordi, jeg skal blære mig. Og på en måde var det brændenælder, der startede det hele. De her brændenælder er fra Amager, men sidste sommer, mens jeg arbejdede i Humla i Nepal, var brændenælder en af de vigtigste ingredienser i min kost. Brændenælder og boghvede. Og salt butter tea og tsampa. Som er te, brygget med smør og salt samt ristet bygmel. Når det gik højt, vankede der dårlige indiske ris, og da de bittesmå abrikoser blev modne, var der fest. Det var den diæt, der ligesom startede det hele. At jeg fattede, at jeg måtte gøre noget for mit flyvske blodsukker. I de to måneder helt uden sukker og helt uden kød, havde jeg det nemlig fortrinligt.

I januar eller februar smed jeg sukkeret ud af mit liv. Og kunne pludselig igen sove almindeligt om natten. Og vågne udhvilet. Lidt senere udvidede jeg diæten til også at være stort set vegetarisk. Og jeg har bare fået det bedre og bedre.

Jeg har ingen religiøse følelser omkring mad. Altså ud over, at alt hvad der bliver kastet i min mund, skal være ordentligt. God kvalitet, mest økologisk og næsten altid lavet fra bunden. Men forhistorien er, at jeg som et led i den behandling, jeg fik for min kræftsygdom for nogle år siden, fik ret store mængder binyrebarkhormon. Det er jo lidt af et vidundermiddel, som kan bruges til meget forskelligt og ofte har en slags mirakuløs virkning. Det har det også på kræft. I gamle dage, før kemoterapien, var binyrebark den eneste behandling for leukæmi. Men det har også forskellige bivirkninger. En af dem er, at det kan fremkalde type 2 diabetes og i det hele taget lave rod i sukkerstofskiftet. Jeg har altid haft et let påvirkeligt blodsukker, sådan at jeg aldrig har kunnet springe måltider over. Fordi mit blodsukker så raslede ned under gulvbrædderne og fik mig til at bide i samme gulvbrædder. Men efter min behandling dengang har det været anderledes end tidligere.

En anden bivirkning til store doser binyrebarkhormon er vægtforøgelse. Man får sådan et moonface og en solid bilring rundt om det, der engang var en talje. Charmerende, ikke? Og jeg, der altid har haft den fladeste mave, blev overfaldet af en ordentlig fedtpølse på maven. Som sad fast, uanset hvor mange kilometer jeg pløjede igennem i løbesko.

Så tilbage til blæret. Fedtpølsen er slået hjem. Den er væk. Så meget at to mennesker helt uafhængigt af hinanden har udbrudt: neeeej, hvor har du tabt dig – det ser skidegodt ud. Blær-blær-blær. Jeg kan komme i mine præ-sygdom bukser igen. Har de stramme t-shirts under seriøs overvejelse. Og bedst af det hele, jeg er ved at blive lidt tilfreds med min krop igen og føle mig meget mere hjemme.

Er det ikke ligemeget, spørger I? Det kunne man måske godt sige. Come on, du er i live og alt det, så betyder det vel ikke så meget med en delle på maven? Den behandling, jeg fik for min sygdom, var den mest intensive behandling, de kunne finde i skabet. Og tak for det. Men det efterlader en krop i smadder. En krop man skal bygge op og lære at kende på ny. Alt er forandret. Fornemmelser, lugte, sultfølelse, mæthed, søvn. Man får uvarslede anfald af kampsved, så væskerne sprøjter, og alle papirer bliver våde. Pænt distraherende midt i et vigtigt møde. Det har taget virkelig, virkelig lang tid, før jeg kunne begynde at føle mig en lille smule hjemme i mig selv. Og så hjælper det altså ikke sådan en proces, at der sidder tre kilo bævreflæsk på den mave, der engang var flad og muskuløs, vel?

Den er væk, pølsen. Næsten. Og jeg sover om natten. Jeg er begyndt at drømme igen, og mit indre ur er vågnet. Jeg har altid været en irriterende person, som vågner møgtidligt. Og er udhvilet. Pludselig kender jeg mig igen. Jeg er fuld af energi. Så jeg nu kan sætte mig ud til vandet med en kop te og hilse sådan nogle morgener velkommen.