Jeg kendte engang nogle mennesker, der mistede næsten alt, hvad de ejede, da deres hus brændte ned til grunden. Det var forfærdeligt for dem. De mistede alle billeder af børnene, minder, arvegods og mange ting, de holdt af. Men de overlevede allesammen. Og de kunne med forsikringen bygge et nyt hus op, hvor det gamle havde ligget. Denne gang med jordvarme, så de følte sig sikrere.

For tiden tænker jeg over, hvordan det må være at miste alting, når alting er alting. En identitet som far, mor, datter, søn, bror, søster, ven eller elskede. Eller som professor, husejer, journalist, bonde, tandlæge, tømrer. Eller som forfængelig, moderigtig, velduftende, stilfuld, casual. Når man mister den betydning i sin verdensorden, som er med til at bestemme, hvem man er.

Hvad sker der, når man må træffe en beslutning om at gå på sine fødder ud af det land, man har hørt til hele sit liv? Og kun kan medbringe det, man selv kan bære? Når man må overnatte i skjul i skove og bjerge. Når man træt og beskidt endelig når kysten i Tyrkiet, hvor man har råd til at købe sig en overfart. Eller måske kun har råd til den reducerede pris, når vejret er hårdt og natten falder på. Når man presses ned i en båd sammen med 60 eller flere andre, mens smuglerne kaster den bagage, man har båret hele vejen, i vandet. Så sidder man der. Skulder ved skulder. Måske med en krop ovenpå sine ben. Måske med sine dyrebare børn i favnen, mens man hjælpeløst forsøger at beskytte dem mod det iskolde vand.

Måske når man i land på den anden side. I Grækenland, hvor man kan blive registreret og vække et spinkelt håb om en slags fremtid. Og en identitet.

Senere på dagen ser man sig selv i teltlejr. Ligesom de andre tusind, der er ankommet til Lesbos. Når det man mister er sin identitet som borger, og man er blevet en flygtning.

Jeg kan se det i nogles øjne, når de får overrakt en grågrumset sweatshirt i en lidt for stor størrelse til erstatning for det drivvåde tøj.

Vi smiler lidt ad de unge piger med lidt for meget sminke omkring øjnene. Og tænker måske – hvorfor dog, når du skal over vandet i en for lille gummibåd. Måske skulle vi tænke – hvorfor ikke?

Vi ryster måske lidt på hovedet af den unge syriske mand, der hellere vil trække sine våde stramme jeans på. End at modtage de lysegrå sweatbukser. Med tyk elastik i livet.

Jeg blev rørt i hjertet, da en mand forsigtigt lagde fem bøger til tørre ved bålet. Fem bøger det lykkedes ham at bringe med over havet. Den ene var en børnebog.

Da jeg forleden eftermiddag fandt en plastikdåse med sand i en plastikpose sammen med andre efterladte ejendele, voksede klumpen i halsen sig stor, så jeg mistede mælet. At have mistet den lille bunke hjemland, båret over bjerge og gennem fremmede lande, blev den dag den dråbe, der fik mit indre bæger til at flyde over.

Den lille dåse står stadig på rækværket udenfor vores klinik.

Vi havde en travl morgen med mange både, der kom som perler på snor. Den ene båd afløste den forrige. Vandet var relativt roligt, og alligevel har jeg senere læst, at mindst 27 mennesker druknede ud for kysten i Tyrkiet. De tre var små børn.

Morgenen bar præg af mange nye frivillige på stranden, som alle gerne ville gøre deres bedste ved bådene. Det betød, at for mange sprang i vandet for at trække bådene op. Og det betød, at der udbrød noget kaos i det system, der plejer at virke, når passagererne hjælpes i land.

Vi, the Medic team, holder os lidt tilbage og iagttager hver enkelt på afstand. Parat til at bryde ind, hvis vi spotter en person, der har brug for den assistance, vi kan give. Vi har særlig opmærksomhed på de små børn, fordi de hurtigere end voksne bliver farligt afkølede. Men vi har et stærkt princip om at holde ro på situationen og ikke at skille familier.

Med så mange nye frivillige, som ofte ikke har særlig erfaring og slet ikke sundhedsfaglig baggrund, må vi også bryde ind og stoppe dem i at løbe afsted med et barn. Børnene må aldrig blive væk for deres forældre. Aldrig. Men som uerfaren frivillig kan man let blive revet med af situationen, fordi det lille barn er drivende vådt. Enhver vil ønske hurtigt at give det tørt tøj på og trøste.

Noget lignende sker også let blandt de sundhedsfaglige teams. Som der på sådan en morgen kan være flere af på stranden. Et mennesker falder om, og som et ulvekobbel kaster seks læger sig over den intetanende stakkel på jorden. Der bliver hurtigt etableret ro. Eller også rejser vedkommende sig simpelthen op og går videre, mens han ryster lægerne af sig.

Det er en del af risikoen ved nødhjælpsarbejde i en uorganiseret myriade af mere eller mindre selvbestaltede NGO’er. Alle med store hjerter på rette sted. I de situationer gælder det om hurtigt at genetablere en slags organisering, orientere de nyankomne og atter indføre ro om arbejdet.

Morgenens forvirring afstedkom en diskussion om gule veste omkring frokostbordet. Vi bærer vores veste for at vise, at vi kan yde sundhedsfaglig hjælp. Det giver god mening. De allerfleste frivillige bærer gule veste for at signalere, at de er frivillige med et tilhørsforhold til en gruppe. Det giver også mening.

Men vestene giver også position. Og magt. Når du har en gul vest på, er du anderledes end dem, der kommer ud af bådene. Du er muligvis dårligere uddannet, taler dårligere engelsk og har dårligere manerer. Men du er ikke en af dem fra bådene.

Når jeg kommer ind på en af byens få cafeer, ved alle med det samme, at jeg er en medic fra Lighthouse. Det giver street credit, goodwill og ofte rabat på kaffen. Hvis en familie fra bådene forvilder sig ind på samme cafe, risikerer de to slags reaktioner. Enten bliver de hurtigt mindet om, at de er på vej til ‘Stage two’, som er lejren hvorfra bussen til Mytilini kører. Eller også siger ingen noget, men alle ansigter vendes i deres retning.

Der er ikke street credit i at være flygtning.

Du har måske heller ikke meget street credit hjemme, hvor du kommer fra. Måske lever du et liv, som handler mest om dig selv. Et liv hvor du ser verdens ulykker på tv, men ikke mærker dem i det daglige. Et liv hvor du måske drømmer lidt om at gøre en forskel for nogen bare en gang imellem. Og så kommer du til Lesbos og får en gul vest. Som giver en betydning til dig, som er ny og anderledes.

Dette er ikke sagt med foragt eller ringeagt. Det er sagt for at stille spørgsmålstegn ved de gule veste. Og den betydning en gul vest kan få i relationen mellem to mennesker.

Selv er jeg i tvivl. Jeg vil gerne signalere, at jeg kan give hjælp af den sundhedsfaglige slags. Men det gør mig ikke til et anderledes menneske, end de mennesker, der kommer fra bådene.

Jeg forstår, at Naser Khader (dansk konservativ politiker og engang syrisk migrant) har skrevet en artikel, hvor han mener noget om syriske fædre? At de er dårlige fædre, når de prøver at rejse i forvejen og bane en vej for deres familie? Og at han mener noget generelt om syriske MÆND (i versaler), som værende en slags tøsedrenge, der skulle blive hjemme og slås? Jeg kan også forstå, at han udnævner mennesker som mig til at ‘bekvemmelighedshumanister’. Et ord jeg ikke helt forstå betydningen af, men som jeg kan forstå, det er noget skidt at være.

Hvis nogen har en linje til Naser Khader, vil jeg gerne formidle en historie om en mand. Fra Syrien. Som på få minutter blev min personlige helt. Men – jeg er selvfølgelig også bekvemmelighedshumanist.

Med den første båd i morges kom en lille dreng. Vi diskuterede længe, hvor gammel han mon var og enedes om cirka to år. Han var stærkt afkølet, bleg, lidt slap og døsig. Alle symptomer på hypothermi. Vi tog ham hurtigt ind i klinikken, men kunne ikke finde moderen. Derimod bankede en meget ung onkel på døren. Det er hans historie, jeg gerne vil fortælle.

For to uger siden gik han til sin søsters hus i Aleppo og bad hende tage hele sin familie med til hans hus, som betragtede som mere sikkert. De diskuterede, og søsteren og hendes mand besluttede at blive i deres hus. Onklen tog børnene med, bl.a. den lille Mohamad, som nu lå i varmetæppet i vores klinik. Samme nat regnede der igen bomber over Aleppo, og søsteren og hendes mand blev dræbt sammen med flere andre familiemedlemmer.

Den unge onkel, som vi skød til højst 25 år, samlede de overlevende fire børn. Han solgte, hvad han havde og pakkede så meget sammen, de kunne bære. Han slog på et tidspunkt følge med en anden meget ung familie med endnu to små børn. De så ikke ud til at være en dag over 18 år. Nu var børnene den unge onkels ansvar. Eller de var et ansvar, han tog. De har jo ikke andre end mig nu, sagde han.

Sammen begav de sig på vej og vandrede i seks dage over grænsen ind i Tyrkiet. Her ventede de nogle dage i bjergene, til de fik plads på en båd. Der sejlede lige til vores lejr, hvor lille Mohamad blev varmet langsomt op. Og stjal vores hjerter.

Den unge onkel vil gerne bringe resterne af sin familie til England, hvor han har noget familie. Men det er ikke afgørende, sagde han. De skal bare i sikkerhed. Sammen.

Og jeg bryder endnu engang mit løfte om ikke at bringe billeder af flygtningebørn. Jeg må godt. Den unge onkel vil gerne fortælle sin historie. Han strålede af lettelse, og på en eller anden måde er det lykkedes ham at bringe harmoni i nogle meget forstyrrede små liv.

Så – til Naser Khader: Selvom du er lidt brun og lidt syrisk, har du ikke meget viden om de syriske mænd, der klarer flugten fra deres land. Jeg har endnu til gode at møde en tøsedreng. Jeg har endnu til gode at møde en syrisk mand, der ikke gør alt for sin familie. I øvrigt er de fleste begyndt at tage deres små børn med på den farefulde færd. For vi hjælper dem jo ikke.

På det nederste billede er det Mohamad i den gule jakke med slikkepind i munden. Efter han blev varm.

De sidste dage har havet været roligere. Og der er kommet flere både. Temperaturen er stadig frysende, og det føles meget koldere, end når det er koldt i København. Som gik man langs Vesterhavet i stormvejr.

Folk ankommer om natten, men den travleste tid er som regel mellem 7 og 10 om morgenen. Om natten giver vi ly i soveteltene. Lader de trætte mennesker sove, til det er tid at tage videre. Det giver de trætte mennesker ro for en stund. Almindeligvis er de hos os en time eller to, til de er blevet tørre og varme, og til de, der har brug for det, har fået lægehjælp eller pleje.

Natten giver sine egne stemningsbilleder. Som når våde bøger ligger til tørre om bålet.

Stilfærdigt bliver folk vækket, når morgenen gryr, og vist til bussen, der kører dem videre hen over Lesbos. Og morgener er smukke på Lesbos.

I går blev vi varskoet om en båd på vej til havnen i Skala Sykamenia, og Katie og jeg gik derind for at hjælpe. Her herskede kaos. Alt for mange hjælpende hænder krydsede klinger på den dårlige måde. Alt for mange forskellige NGO’er konkurrerede nærmest om dramatiske redningsaktioner.

Og så var forskellige internationale nyhedsmedier til stede. I en ubændig konkurrence om de mest ulykkelige fotografier. I de øjeblikke forbandede jeg journaliststanden. Jeg mener, – billederne er taget. Fotograferne albuede sig foran os med gule Medic-veste. Gik i vejen. Spærrede for hurtige exits med iskolde babyer. Da jeg bragte en afkølet tre måneder gammel pige til klinikken på havnen, skubbede jeg en lille smule til en nyhedsfotograf, som ville med. Det kom han ikke. Og jeg siger ikke undskyld.

Senere på vores strand, da flere både kom ind, var de der igen. Fotograferne. I forreste række, hvor livredderne tager imod babyer og kolde børn, og hvor de hjælper kvinder på sammenbruddets rand i land. Jeg holdt mig tilbage. Og tog imod lille Asmaa, som heldigvis unddrog sig de engelske nyheder.

Jeg ved godt, at det er vigtigt at holde nyhedsfokus på bådflygtningene. Jeg ved det. Men det er surrealistisk at stå der med livstruende kolde babyer og at skulle næsten slå sig vej igennem.

Heldigvis kan vi grine. Højt og længe og igen. Ellers kunne vi ikke holde det ud. Her er min supercoole makker, Dr. Katie fra Montana.

Kære Europa

Vi kaster guld på gaden, når vi knalder døren i for næsen af de mennesker, der flygter over stok og sten. Der skal nok være nogle sølle væsener iblandt. Men du godeste, hvor jeg møder stærke, fokuserede mennesker hver eneste dag her på Lesbos.

Nogen tror, vi er de seje. Os der bruger noget ferie eller orlov på at klæde våde mennesker i tørt tøj, lappe deres sår, varme dem op og forhindre dem i at dø af deres farefulde færd over det Ægæiske Hav. Der bagefter tager hjem til vores fjernvarme og faste indtægt. Det er det ikke. De virkelig seje er de mennesker, der pakker deres liv sammen i en lille rygsæk og går for at etablere et nyt liv. Et liv hvor de kan leve og blive endnu stærkere og hjælpe deres børn til en tilværelse. Et liv hvor de vil bidrage til et samfund, de kan tro på. De er modige, seje, kloge og kærlige mennesker næsten allesammen.

I dag mødte jeg fx en lille familie fra Afghanistan. En far, en mor og lille bitte Asmaa. Asmaa startede sit liv for 31 dage siden. Hun blev født ved kejsersnit. 12 dage senere tog forældrene hende på armen, pakkede en pusletaske og en rygsæk og gik over bjergene i Afghanistan for at undslippe Taleban. En måned tidligere var farens bror blevet dræbt af dem.

De gik ud af Afghanistan over bjergene. I Irak skød politiet efter dem, og de fandt en kørelejlighed noget af vejen. I Tyrkiet gik de. Og nu krydsede de Det Ægæiske Hav med spæde Asmaa i bærestolen.

Asmaa skreg den sunde babys skrig, da jeg fik hændet over fra båden. Hun var pakket godt ind og var helt varm og tør. Og aldeles rasende. Jeg vuggede hende, mens jeg mærkede efter under de mange lag og pakkede hende yderligere ind. Hun var stadig rasende. Pludselig stod en mand og strålede ved siden af mig. Hans øjne…. Dem glemmer jeg aldrig.

Is she yours, spurgte jeg ham. Og han var bristefærdig, mens han blidt skubbede en lige så strålende kvinde frem.

Jeg tog dem med ind i lejren og fandt en fredelig plet til dem. Skyndte mig tilbage til stranden og bad en frivillig hente tørt tøj til de to drivvåde voksne. Da jeg kom tilbage, tog jeg dem med ind i vores lille klinik for at være helt sikker på, at babyen havde det godt. Og moren satte sig og ammede, til hun faldt helt til ro.

Efter et par timer, varm suppe og te, en masse varmt og tørt tøj og forsynet med et bæresele, gik den lille familie videre for at komme med bussen videre til Mytilini, hvor alle skal registreres.

Jeg ved ikke, hvad deres uddannelser var. Jeg tror ikke, de havde diamanter i pusletasken. Jeg ved bare, at når mennesker kan gøre det, de gjorde. Og stadig stråle af kærlighed og stolthed. Over bare at have hinanden. Så er vi dumme, at vi ikke griber dem. Hvad siger I damer? 12 dage efter kejsersnit?

Jeg har sagt, at jeg ikke poster flygtningebørn. Men jeg gør en undtagelse. For hverken taleban eller IS eller andre kan genkende familien på den her baby. Jeg vil bare gerne vise en sundhedsstruttende baby, der har været på flugt hele sit lille liv.

Sikke et overskud.

Det var bare det, Europa. Jeg synes, vi skulle tænke os rigtig godt om en gang til.

Måske sidder du hjemme med nytårstømmermænd og tænker på, hvordan det egentlig er med de bådflygtninge? Måske forestiller du dig, at de kommer til en tyrkisk havneby og køber en billet på et billetkontor? Og måske kan du se for dig, hvordan den tyrkiske skipper sætter sig bagest i båden med rorpinden, sætter passagererne af på den anden side af vandet og sejler hjem igen?

Forkert! Til det hele. Menneskene ankommer til en tyrkisk kystby og finder ad de mundtlige omveje, som mennesker på flugt lever af, en mand med en båd. De skaber kontakt gennem en mellemmand, og mellemmændene kan let kende mennesker på flugt, der har brug for en tjeneste. Mod et pengebeløb får mellemmanden en aftale i stand med manden med båden. Flygtningen betaler et beløb, der er mindst ti gange større end en flybillet. Eller en billet til en af de mange rutefærger, der sejler halvtomme frem og tilbage. Den mulighed har en flygtning bare ikke.

Når flygtningen har fået kontakt og en aftale, bliver han henvist til at vente i skjul. I selvbestaltede lejre, som består af plastikpresseninger. Fra nu skal de være parate. Og mange af flygtningene er ikke ‘han’, men mødre med små børn. Og større børn uden forældre. Her venter de – for tiden i frost og snevejr – til manden med båden kommer og siger, at det er tid.

Nu bliver de ventende flygtninge sjældent vist venligt ned til stranden og til deres plads i båden. Det skal gå hurtigt, så de bliver ofte slået og skubbet, og inden de kravler om bord i båden, afleverer de typisk 1000 € til manden med båden. Per voksen. Børn er billigere. Når manden med båden har skubbet og truet 50 mennesker ned i den gummibåd, der er beregnet til 20, springer han i land, mens han stikker rorpinden i hånden på den mand, der sidder nærmest. Og så giver han båden et solidt skub ud i vandet og sikrer sig, at ingen springer overbord.

De fleste har redningsveste på. Købt for ukendte beløb i en kystby i Tyrkiet. Da vi forleden ryddede op langs strandene, kastede vi fejlagtigt de bundtede veste i vandet, før vi kastede dem op i bådene. De sugede så meget vand, at vi ikke kunne løfte dem. Redningsveste, var det.

Herefter sejler 50 bange mennesker afsted over Det Ægæiske Hav. Båden ligger lavt i vandet, og alle bliver våde. Turen tager alt mellem 2-3 og 9-10 timer. Når bølgerne er høje, og stormen raser, som den har gjort de seneste dage, er folk faretruende nedkølede, når de kommer i land. Til gengæld har de ofte fået turen til halv pris. Måske når de aldrig i land. Ingen vil nogensinde vide det. Den nye mand ved rorpinden ser måske havet for første gang i sit liv. Sjældent har han erfaring med at styre en båd.

Her på Lesbos findes de sejeste mennesker, jeg har mødt. De er bl.a. de her livreddere fra Barcelona. Hver eneste dag patruljerer de kysten på udkig efter bådflygtninge. De har både og jetski, hvor de hurtigt kan komme til undsætning. De ledsager bådene til kysten, og de er de første, der tager imod. Det er dem, der laver den allerførste førstehjælp på stranden. Sidder du derhjemme og får en ubændig trang til at gøre noget, så vil en donation til de fantastiske mennesker være en af de bedste ting. De skriver på deres hjemmeside:

“Everything started with some pictures posted on social media of four drowned kids on a beach. Then we thought: if our work is to rescue people on the sea and we do it on our local beaches… Why are people dying there and nobody is helping them?”

We landed here with €15.000 from our own pockets, withno public funding. We invested them on financing the rescue works for a month. With that budget we helped disembarked more than 20 boats per day, carrying 50 people each, including babies, kids and elderly people. In total, about 1.000 people land in our beaches every day

Du kan finde deres hjemmeside her og du kan følge dem på Facebook her (hvor jeg har lånt billede fra)

Der er storm over Lesbos. Iført vores varmeste vinterlag, knagfryser vi i vores beskyttede lejr i læ bag træerne. Vi er konstant på vagt. Klar til at tænde for generatoren og varme heating teltet op til forkomne mennesker.

Men der kommer ingen. En enkelt falsk alarm i aftes, som først skabte lettelse. Nu er vi i tvivl. Mon der var en båd? Og gik den ned? Vil nogen nogensinde vide det? Hvem vil savne de mennesker, der måske ikke er mere?

Vi har ryddet op i klinikken og organiseret det hele, så det er klart til akutte situationer. Vi har lavet workshop om ‘basic emergency aid’ for de øvrige frivillige. Eller det har svenske Jörgen, der både er akutsygeplejerske og brandmand og helt vant til at undervise i den slags. Det gør en stor forskel at alle ved en lille smule om hypothermi eller stærkt afkølethed. Eller at alle ved lidt om genoplivning.

Frivillige arkitekter og konstruktører arbejder med at tætne og isolere vores telte og beskytte dem mod den iskolde vind. De er virkelige helte. De hamrer og banker og skruer, når de ikke er ude og samle redningsveste ind til projektet.

Vi har holdt møder og organiseret den akutte modtagelse af stærkt forkomne mennesker. Vi er et fantastisk team. Og jeg er stolt af at være en del af det.

Vores arbejde er ret godt organiseret. Vi har en leder af det hele, og der er døgnet rundt en lejrleder, som er nøglepunkt for kommunikation om ankommende både. Vi – the medic team – har en arbejdsplan og altid en på tilkald. Alle kan hele tiden få fat på os. Alle ved hele tiden, hvilke opgaver de skal løse. Kun det gør det muligt at improvisere.

Det er nytår. Og vi fejrer det på en restaurant ikke så langt fra vores lejr. Selvom stormen brøler om ørerne på os, ved vi, at folk vil forsøge. Smuglerne på den anden side giver rabat, når vejret er dårligt. Dem uden penge på lommen tager chancen. Fordi chancen er så meget mere værd, end det de har lagt bag sig.

Nytårsaften bliver fejret i fællesskab med en følelse af afmagt. Jeg ved, at tre både har forladt Tyrkiet uden at komme frem. Og uden at vende om. Det er 100 eller 150 mennesker, der ikke fejrer nytår. Og det gør mig trist helt ind i marven. Det gør mig rasende, at den rige del af Vesten ikke gør det muligt for mennesker at rejse sikkert. At vi ikke sammen finder løsninger for de mennesker, der risikerer deres liv. Først i krig, senere på havet og endelig på deres videre færd til fods op gennem Euopa.

Hvis jeg har noget nytårsforsæt for 2016, bliver det at arbejde for ‘safe passage’ og for større global omsorg. Jeg kan ikke lave revolutioner, men jeg kan skrive og skrive og skrive om de mennesker, jeg møder her i Grækenland, og om de oplevelser, som nok kommer til at forandre noget i mig for altid.

I går lærte jeg, hvordan en to-årig ser ud, når han tror sin mor mistet for alvor. Ikke på den danske måde, som når Esther laver koala på sin mor. Eller skriger når hun går. Når man først har mistet sin far i krig. Og derefter er flygtet med sin mor i hånden og sine brødre på 10 og 16 år over grænsen til Tyrkiet, hvor man måtte gemme sig for ikke at blive tilbageholdt og sendt tilbage. Og derefter har siddet nogle timer på et let uroligt hav i en alt for lille gummibåd med alt for mange mennesker i. Og er blevet gennemblødt af koldt havvand. Og man ser sin mor, sin eneste støtte i sit korte liv, styrte besvimet om i vandet ved stranden. Så er man lost på en måde, vi heldigvis ikke helt kan forestille sig.

Kvinden blev bragt ind i mit ‘heating tent’, hvor vi pakkede hende ud af sit gennemblødte tøj, tørrede de våde fødder og pakkede hende ind i tørt tøj og varme tæpper. Hun kunne ikke holde sig oprejst, men var fuld af angst for sine sønner.

Jeg sendte en stafet ud i lejren for at finde dem. Og ældstesønnen kom hurtigt og forsikrede hende, at alle havde det godt. Hun sov og vågnede og sov og vågnede. Jeg hørte et lille barn græde på en måde, jeg ikke har hørt før. Længe. Pludselig løftede hun hovedet og hviskede, Ibrahim -Ibrahim. Hun pegede på teltåbningen. Og det gik op for mig, at gråden var hendes lille søns.

Jeg ilede ud og fandt ham sammen med sin ti-årige bror. Opløst i afmægtig, stille gråd. Han protesterede, da jeg trak de to mod teltet. Indtil jeg fik ham trukket helt hen til kvinden på sengen. Han blev fuldstændig tavs. Kvinden trak ham op under tæppet og lagde ham helt tæt. Han faldt i dyb søvn, mens hun strøg ham blidt over håret.

Jeg listede stille ud og lod dem alene.

En time senere gik han fornøjet ud af lejren sammen med sin mor. Og vinkede.

Jeg poster ikke billeder af flygtningebørn, men vi har en lejr-ged.

Lesbos sætter sine aftryk med det samme. Jeg ankom sent i aftes, fandt mit hotel og drev sulten ud i natten for at finde mad. Jeg fandt en café fuld af mennesker og blev i samme minut budt velkommen til Lighthouse, som er navnet på den NGO, jeg arbejder sammen med. Smil, knus og ‘hvor-er-det-godt-du-er-her’ fik alle tanker om klam humanisme til at fordufte som en sæbeboble i solen.

Jeg sov, til jeg vågnede og fik min første virkelighedserkendelse, mens jeg så ud af vinduet på en tæt besat gummibåd fyldt med orange redningsveste. Det sker. Lige her. Jeg gik langs vandet til den Lighthouse transitlejr, hvor også vores klinik ligger. Her var ro, selvom allerede fem både var kommet i løbet af morgenen. Det er det, her er. Ro.

Båd efter båd fyldt med børn, kvinder og mænd driver ind til stranden. Så fuld af tab, ulykkelige skæbner og en spinkel streng af håb. Alligevel er her ro.

Det er det, de kan og det, de har gjort. De frivillige som har befolket Lesbos’ nordkyst siden sommer. De har organiseret det utæmmelige kaos, der brød løs, da tusindevis af bådflygtninge skyldede ind på øen. Alt var kaos, forklarede den chauffør, der kørte mig fra lufthavnen. De gik og gik fra Skala til Mitilini. Ingen kunne komme videre, sagde han og pegede mod båden på havnen. Her ventede 20-30.000 mennesker på at forlade øen i en uge eller to.

Nu lander flygtningene på nordkysten, bliver modtaget i vores eller naboens lejr, får det våde tøj erstattet af tørt. Børnene bliver tjekket, de syge får behandling, de kolde får varmen. De får suppe, te, kiks eller sandwich. De varmer sig ved bålet, og børnene kaster sig jublende som andre børn, over den lille legeplads, der er etableret. Så bliver de hentet af UNHCR’s busser og kørt til den næste mellemlejr. Her får de mere mad og mere tøj, før de bliver kørt videre til en af de to registreringslejre, Moira og Kara Tepe. Den sidste er udelukkende for kvinder med børn. Så snart de er registreret, kan de frit bevæge sig i Grækenland, og næsten alle forlader Lesbos med den første færge.

Fra at være en ubærlig byrde er flygtningene blevet en værdi for Lesbos. Men kun fordi tusindevis af frivillige har påtaget sig at organisere det. Og fordi tusindevis af frivillige bliver ved med at støtte. For Europa gør ingenting.

Her er ingen klamme humanister. Her er hårdtarbejdende mennesker, der påtager sig virkelig vigtige opgaver. Ikke for at stive egoer af, men fordi de kan noget, der er brug for. Her er et samarbejde mellem forskellige NGO’er og med de lokale, som jeg aldrig har oplevet andre steder.

Det er meget sjældent at opleve sig selv i så godt selskab.