Jeg bor nabo til skolen i Yalbang, og der går heste og græsser udenfor
mit vindue. Det er en stor kostskole med 179 elever fra hele området.
De fleste bor på skolen og kommer kun hjem to måneder om vinteren,
hvor der er for koldt til undervisning. Der er en god stemning på
skolen, og ungerne virker forbavsende disciplinerede. Der er ingen,
der kommer og stirrer ind ad min dør, til jeg lukker den. De kværner
løs på engelsk og spørger mig om det, de nu kan finde ud af.

De yngste elever er seks år, og de myrer omkring og klatrer rundt i
træer og på store klippeblokke. Børnene virker glade og optagede af at
lære. Der er toilet på skolen, og i modsætning til Kermi, ser jeg både
børn og voksne vaske hænder jævnligt. Der er ti lærere på skolen, som
er en governmental school, og de virker glade og stolte af deres skole.
Der bliver undervist i Nepali, engelsk, matematik, science og alt,
hvad der skal til, og der arbejdes på at etablere en overbygning til
den 8. klasse, som er skolens øverste klasse.

Det gør en stor forskel for en by, at der er en skole. Det smitter
ligesom af på det hele. Der var en skole i Kermi, men kun knapt
halvdelen af børnene gik i den, og næsten alle voksne var uuddannede.

Lige ovenfor Yalbang ligger et stort kloster. Her bor 170 munke i alle
aldre. Der er en klosterskole for de små munke, hvor de undervises i
både almindelige fag og i religiøse fag. Hver familie i området sender
en søn i kloster, og de kommer, når de er omkring seks år. Jeg syntes
engang, det var hjerteskærende synd for de små drenge. Der er nemlig
samme tradition i det nordlige Indien. Men det varede, til jeg
stiftede nærmere bekendtskab med deres klosterliv. Det er ikke et liv
i afsavn og religiøs alvorlighed, som de kristne klostre, i hvert fald i
min bevidsthed, er eksponenter for. Klosterlivet i et tibetansk
kloster er muntert og fuld af leg. Drengene får mad, tøj, undervisning
og masser af omsorg. De små munke deltager ikke i de daglige bønner.
De skal i skole, og de skal have tid til at lege. Der er en munter og
glad stemning i det store kloster.

Klosteret er smukt med en stor blændende hvid stupa midt i det hele.
Der er helt nybyggede fløje til munkenes boliger og flere under
opførelse. Der er to Rinpoche’r i klosteret. Det er inkarnationer af
tidligere Rinpoche’r, ligesom Dalai Lama er en inkarnation af
tidligere øverste lamaer. Den ældste er gået i retriet – dvs han har
trukket sig tilbage fra omgang med verden i nogle år, for at hellige
sig meditation. Da jeg rejste i Ladakh for flere år siden, så jeg flere
klippehuler, hvor munke trak sig tilbage i meditation i op til to år.
Men den yngre Rinpoche er her, og han skulle også være rigtig god til
engelsk. Så ham vil jeg glæde mig til at møde og blive meget klogere
på den tibetanske buddhisme.

Jeg har mødt doktor-munken nogle gange. Han er en meget klog fyr, som
har arbejdet med mange former for medicin gennem de sidste 12-15 år.
Han har arbejdet i Indien, Tibet og i Kathmandu og har nu været i
Yalbang de sidste to år. Jeg tror ikke, han har nogen egentlig
medicinsk uddannelse, men har været i lære hos andre læger. Han er
spændende at snakke med.

Det regnede heftigt hele natten og morgenen, og Mingyou syntes ikke,
jeg skulle afsted. Der er alvorlige risici for jord- og stenskred, når
det har regnet meget, og det er en risiko, man må tage alvorligt. Men
i løbet af morgenen stoppede regnen, og klokken ti drog jeg afsted med
en porter, der bar min monsterstore rygsæk. Jeg har taget for meget
med. Jeg kommer ikke i nærheden af sne og is, og her er ikke nær så
koldt om aftenen, som jeg havde forestillet mig.

Hunsang og Mingyou tog en rørende afsked og gav mig begge et hvidt
tørklæde om halsen, som det er skik og brug hos tibetanske buddhister.
Min porter havde fået sig et par kopper chang, men det skulle han nok
ikke have gjort. For han var en træt porter, der skulle have mange
pauser. Slet ikke en porter i stil med dem, jeg har mødt i det østlige
Nepal, hvor de let går med 25-50 kg. Og min rygskæk vejede 20 kg. Jeg
havde selv 15 andre på ryggen.

Det gik op og ned og op ned. Landskabet forandrede sig hele tiden
omkring mig. Så gik vi over en højderyg med sparsom vegetation og så
gennem skov, og pludselig var vi ved Mingyous brors tehus ved bredden
af en bifold til Karnali. Der var mørkt og klamt, og jeg blev udenfor.
Vi krydsede bifloden ad en hængebro, og så gik det igen op gennem skov
og derefter ned, ned, ned. Og så var vi ved bredden af Karnali, som
jeg hele tiden havde haft dybt under mig. Vi var i en lysning, hvor
flere store hestekaravaner holdt pause og græssede dyrene. Og vi
kunne se Yalbang Gomba. Derfra var der ikke langt.

Yalbang er helt anderledes end Kermi. Der er luft imellem husene, som
har små haver omkring sig. Der virker lyst og luftigt. Min porter
standsede ved et lille tehus af træ og signalerede, at nu skulle jeg
ikke længere. Jeg gav ham drikkepenge, og han daffede af igen. Og der
sad jeg. Og vidste ikke helt, hvad jeg skulle stille op med mig selv.
Jeg spurgte efter Sita, som er den lokale sundhedsarbejder, men de
rystede på hovedet. Så spurgte jeg efter Nepaltrust, og de pegede op
ad bakken. Det myldrede med børn i alle størrelser omkring os. Jeg gik
ud og så mig lidt omkring. Og en mand kom løbende ned ad bakken og
præsenterede sig som engelsklæreren på skolen, Kunchok. Ham havde jeg
hørt om, og han taler et glimrende engelsk. Han hjalp mig på plads, og
vi slæbte min bagage op i kliniken – med hjælp fra 4-5 småpiger.
Kliniken er mit nye hjem. Her har jeg et værelse. Med vinduer. Og med
toilet. Sikke en luksus. Sita er taget en tur til Tibet og er tilbage
en af de nærmeste dage. Indtil da må jeg klare mig. Jeg spiser i det
lille tehus.

Mens vi stod og talte, kom en mand ned ad bakken. Han kom fra
klosteret, hvor en kvinde var kommet til kliniken med et meget hævet
og smertefuldt ben. Klosteret har sin egen lille ”Charity Clinic”, som
bestyres af en sundhedfagligt uddannet munk. Han administrerer en del
vestlig medicin og behandler også med akupunktur. Vi gik med manden
derop, og jeg så på kvinden sammen med munken. Benet var spændt og
hævet, og det gjorde specielt rigtigt ondt bag knæet. Hun havde ikke
slået sig eller var stukket af insekter, så det kunne være en
blodprop. Det forklarede jeg munken, som oversatte. Jeg forklarede
også, at der var en stor risiko ved sådan en blodprop. At den kunne
rive sig løs og sætte sig i de små kar i lungerne, eller i hjertet,
eller i hjernen. Og at hun skulle se en rigtig læge. Vi har ikke den
slags medicin, og behandlingen kræver lægefaglig overvågning. Jeg ved
ikke, om de kan det i Simikot, men der er da to læger. Jeg bandt et
elastikbind omkring det hævede bed, og hun fik smertestillende medicin
med.

Og pludselig myldrede det ind med patienter i den lille klosterklinik.
Der var gamle damer med ondt i hovedet. Der var en lille, dehydreret
pige med diarre. Der var en munk, der gerne ville have målt sit
blodtryk. Og der var voksne med diarre. Så var der pludselig gået to
timer, og munken skulle behandle de sidste patienter med akupunktur.
Jeg kiggede lidt på, og så gik vi ned ad bakken igen.

Jeg er taget godt imod i Yalbang, og jeg glæder mig til de næste uger.

Jeg synger på sidste vers i Kermi. Imorgen går jeg til Yalbang. Og det
er helt vemodigt. Jeg er kommet til at holde af Mingyou og Hunsang. De
er de sødeste mennesker, og midt i deres fattigdom har de stået på
pinde for, at jeg skulle havde det godt. Mingyou har spurgt mig, om
ikke jeg skal til Mount Kailash i Tibet næste år. Så vil han nemlig
gerne invitere mig til at overnatte hos ham på vejen. Det blev jeg
meget rørt over.

De to engelske læger, der var her før mig, har indgivet en klage over
maden hos Mingyou, og det har såret ham umådeligt. Det vælter ud af
ham med beklagelser over de to. Og det er helt usædvanligt, at en
nepaleser siger noget dårligt om andre mennesker. Han forklarer, at de
ikke ville have tsampa, som er den almindelige morgenmad. De havde
bl.a. klaget over, at de ikke fik morgenmad. De ville heller ikke
drikke buttertea, så Mingyou købte sukker og kaffe i Simikot i dyre
domme. Boghvedebrødene kunne de ikke spise, så han købte en sæk
kartofler syd fra, fordi deres egne kartofler endnu er for små. Så han
synes, han gjorde meget for dem, men mulighederne var bare ikke
større.

Og – helt ærligt. Jeg er ikke vild med tsampa. Jeg ville foretrække
havregrød, og de der kender mig ved, at det gør jeg ikke frivilligt.
Men tsampa mætter, og det er en spise, som tibetanere værdsætter
enormt. Tsampa bliver brugt i religiøse ceremonier og er på mange
måder helt grundlæggende i tibetansk kultur. Boghvedebrødene kan man
lære at sætte pris på. Den salte smørte må man tage med, hvis man vil
være en del af det fællesskab, der lever i køkkenet. Jeg behøver ikke
se en pakke smør meget længe. Brændenældesuppe behøver I heller ikke
diske op med, når jeg kommer hjem. Men at leve med den lokale mad er
da en uomgængelig del af at være gæst. Hvis jeg ville insistere på min
almindelige te, min muesli, mit rugbrød – skulle jeg nok blive hjemme.

Men filmen knækker helt for mig, når man rejser ud til det rurale
Nepal for at redde de fattige. Og klager over den mad, samme fattige
serverer. Det holder ikke. Det passer jo ikke helt sammen. Gør det?

I øvrigt synes jeg ikke, maden har været helt dårlig. Heller ikke
fantastisk. Den er ensformig og bare en del af det. Og jeg er
heldigvis et høfligt menneske. Specielt når man nu ved, at de
vigtigste ingredienser i den daglige kost er brændenælde og boghvede.
Så skulle man da være et skarn at vrænge ad det.

Mingyous familie har jeg også lært at kende. De har været her meget,
fordi der stadig bliver bedt for hans afdøde far. Dem har jeg også
lært at sætte pris på. Jeg glemmer næsten skidtet og fluerne. Men ikke
mere end at jeg nærer et lille lønligt håb om, at der er færre i
Yangbal.

Vi lider af alvorlig mangel på antibiotika. Jeg er ked af at sige det,
men en stor del af den sending medicin, jeg havde med til Nepalgunj,
er endnu ikke kommet videre. Jeg var heldig at slippe igennem et
nåleøje af godt vejr. Siden har det regnet i Nepalgunj og umuliggjort
enhver form for flyvning. Vi krydser fingre hver dag, for nu mangler
vi ikke bare Amoxillin, som er det allermest anvendte stof. Vi mangler
også Ciproxin, som vi bruger til diarré og urinvejsinfektioner, bl.a.
Det betyder, at en del patienter ikke kan få behandling. Det betyder
desværre også, at Mingyou engang imellem tager et andet stof på en
måde, der kan forekomme en smule tilfældig.

Der kommer mange, rigtigt mange faktisk med klager fra den øverste del
af maven. Med svien og brænden og ind imellem opkastninger. Jeg har
haft et par patienter, som havde tabt temmelig meget vægt, og dem
henviste jeg til hospitalet i Simikot. Men det er ved at gå op for
mig, at de færreste rent faktisk tager afsted til hospitalet. Det er
en lang tur, og tilliden til behandlingen der er tilsyneladende ikke
stor. Hvis folk er alvorligt syge, bliver mange hellere i Kermi, så de
kan dø blandt familien, fremfor risikoen for at dø alene på
hospitalet. Det er en vigtigt faktor at tænke ind i det alt for store
forbrug af antibiotika. Mingyou prøver jo at gøre, hvad han kan. Og
han ved godt, at folk sjældent tager afsted. Derfor iværksætter han
tit en behandling og beder folk komme igen efter en uge, inden han gør
alvor af henvisningen.

Forleden, da vi var ved at pakke sammen og lukke kliniken, kom to
kvinder gående op ad bakken. Den ene klagede over noget udslet, som
kom og gik, samt noget kløe mellem benene. Det første kunne vi ikke
gøre så meget ved, men svien og kløen tydede på en svampeinfektion,
som vi kunne give noget salve for. Jeg rådede hende til at vaske både
sig selv – og sin mand – hver dag. Den anden kvinde var en højgravid
18-årig. Jeg undersøgte hende og mærkede et stort barn, der endnu ikke
stod helt fast med hovedet i bækkenet. Og hørte en sund og god
hjerterytme. Mingyou udleverede en ”delivery-package”, som var en
lille bitte papæske indeholdende et stykke plastik, tråde til at
underbinde navlesnoren samt et stykke sæbe. Jeg spurgte ham, om hun
kendte tegnene på, at fødslen var igang, men det endte i ren
forvirring. Det viste sig, at ikke engang Mingyou vidste, hvordan en
fødsel starter. ”Min kone har fortalt, at der kom noget vand” sagde
han. ”Det vil nogle ældre kvinder forklare hende.”

Mens jeg undersøgte den gravide kvinde, kom to andre kvinder til. De
ville gerne have undersøgt deres blodtryk. Det fik de så. Og så
startede en lavine af spørgsmål til mig, om jeg var gift, om jeg havde
børn, hvad jeg hed, hvor jeg boede osv, osv. Den ene kvinde var ret
bramfri, og Mingyou fortalte, at hun drak temmeloig meget chang, den
lokale drik brygget på byg eller ris.

I dag har jeg løbet en hel time i det her vilde terræn i 3000 meters
højde.Cikaderne sang om ørerne på mig, og og solen stod lavt på
himlen. Der duftede af varm dag omkring mig, for solen havde bagt hele
dagen . Jeg havde ventet til klokken 17 med at snøre løbeskoene. Jeg
løb i mine beskidte trekkingbukser, for tights er for provokerende
kropsnære her. Mine trailløbesko er supergode. Jeg har brugt de meget
til at gå i også.

Og jeg er solgt. Bjergløb er fedt. Det kunne jeg godt finde på at
dyrke lidt. Jeg kan godt lide det udfordrende terræn. Jeg nyder de
konstante forandringer. Indrømmet – jeg gik op ad de stejleste
passager. Men de var også stejle, altså. Efterhånden fik jeg mere
fornemmelse for det og løb mere og mere. Det fantastiske udsyn til
Karnali River, der snoede sig dybt under mig, gjorde hele turen
eventyragtig. Karnali er en af de floder, der fødes ved det hellige
bjerg, Kailash i Tibet, og den er Nepals længste flod.

Forventninger, overraskelser ved hvert sving og hver højderyg, fik
hjertet til at hoppe af glæde. Jeg løb og løb. Pludselig lå der et
lille tehus på min højre side.Jeg blev genert og satte farten ned, til
jeg var forbi. De grinede efter mig. Jeg passerede en ko og tre kalve
ved en vandpost. Salvie og timian duftede langs sporet, og fuglene
fløj højt over mig og kvidrede. Min krop glinsede af sved. Jeg var i
mit es.

Da jeg havde løbet 35 minutter, vendte jeg om. Jeg passerede igen
koen, der nu diede den ene af kalvene.Ved tehuset sad nu kun en kvinde
og redte sit hår. Hun grinede og sagde noget, jeg ikke forstod. Jeg
drejede ned ad stien mod Kermi. Og løb og løb. Og stødte ind i en
gruppe mænd på vej op, som standsede mig. De mimede, at jeg skulle
tage det roligt. Jeg grinede til dem og løb videre.

Da jeg nåede vandposten i Kermi, stod Mingyous bror og tappede vand.
Han havde et stykke sæbe liggende. Det lånte jeg og vaskede mig
nødtørftigt og blufærdigt. Ikke et brusebad, men næsten. Her er
alligevel ingen, der lugter godt.

Nu sidder jeg på min yndlingsplads på brændebloggen og ser ud over
dalen. Og nyder at have haft kroppen i arbejde. Det er en god følelse
at have den træthed i kroppen. Og jeg kan lide at løbe fremmede
steder. Folk her synes, jeg er tosset. Men det er okay. Jeg er
alligevel så speciel.

Hvad laver jeg dog her, tænkte jeg i sidste uge. Jeg har rejst rigtig
meget alene. Rundt om i verden. I længere og kortere tid. Og hver gang
reflekterer jeg lidt over muligheder og begrænsninger ved at rejse
uden andet selskab end mit eget. Denne rejse er anderledes på den
måde, at jeg slår mig ned i lidt længere tid. Jeg er på lidt mere end
gennemrejse. Den er også speciel ved, at jeg ikke kender koderne for
socialt samvær overhovedet, og jeg kender end ikke brokker af sproget
på forhånd.

I sidste uge var jeg ind imellem næsten syg af savn efter selskab. Jeg
havde forladt først Kathmandu, hvor jeg kender flere, og senere
Simikot, hvor jeg tilbragte meget tid sammen med norske Astrid, der
var på vej endnu længere væk på feltarbejde til sit phd studie. Og jeg
mødte David, som rejste rundt på sit feltarbejde om NGO’er og
healthcamps i Humla. Og nu var jeg alene. Midt i en uforståelig
verden. Som ikke engang var charmerende, men møgbeskidt og fyldt med
utøj. Og fyldt med mennesker, der gloede uhæmmet på mig.

Jeg tænkte meget på, at det ville have været dejligt at rejse sammen
med en anden. En veninde eller kollega, som jeg kunne dele
usikkerheden med. En at tale med i mit lille hummer og i de lange
eftermiddage.

Men det vender sig til en fordel. For når jeg bare er mig selv, er jeg
nødt til bygge kontakt til de mennesker, jeg er blandt. Hvis vi var
to, ville jeg aldrig trænge under snavset, lugten og lopperne. Hvis vi
var to, ville jeg ikke være nødt til at håndtere den uendelige stirren
og min anderledeshed. Hvis vi var to, ville vi stå sammen om madens
elendighed og aldrig opdage , at selv fattig mad har sine momenter.
Hvis vi var to, ville jeg aldrig blive indlemmet i kvindernes
fællesskab i køkkenet. Jeg ville aldrig have fået den voksende kontakt
med Hunsang, Mingyous kone. Og der var meget, jeg aldrig ville opdage
om Kermi. Ting jeg aldrig ville få øje på, fordi vi ville spærre for
hinandens udsyn. Og jeg ville specielt aldrig opdage, at jeg ikke er
ensom, selvom jeg er alene. At jeg alligevel har selskab. Jeg skal
bare lære koderne, og det gør jeg lige så stille. Fordi jeg er nødt
til det.

Hvis vi var to, ville jeg aldrig få skrevet så meget, som jeg gør. Jeg
tager bunker af noter hver dag. Fører dagbog og sender noget af det
hjem til jer. Jeg har en sårbar satellitforbindelse, hvor jeg hele
tiden må økonomisere med min credit på telefonen, så de sidste dollars
kan vare tiden ud. Og jeg må økonomisere med strøm på computer og
telefon, som hele tiden løber tør. Jeg har kun ”råd” til at være på
nettet længe nok til at sende en email. Min søn er blogmester og
sender mine skriverier videre. Jeg sender 2-3 indlæg til ham ad
gangen, og på en eller anden måde er det en dejlig livline for mig at
kunne kommunikere hjem. Det gik også uden, men det er dejligt at vide,
at I følger med. Jeg glæder mig til at kunne gå ind på bloggen igen og
læse jeres kommentarer.

I dag var buddhistisk helligdag, og vi havde en kort dag på kliniken.
Allerede klokken 12 gik Mingyou og jeg hjem, og en time senere hentede
han mig for at tage mig med til det lille lokale kloster en times
vandring herfra.

Det viste sig at være en folkefest. Det mindede mig på nogle måder om
min ungdoms hippiefester, bortset fra at vi af en eller anden grund
var mere interesserede i Afrika og afrikansk trommedans dengang. Hele
byen var samlet, og der blev kogt og braset udenfor klosteret. Chang,
som er en lokal alkoholdrik lavet på enten byg eller ris, blev budt
rundt i rigelige mængder, og der blev grinet og drillet midt i alt det
højtidelige. Inde i kosteret blev der holdt puja, som forleden på
Mingyous tag. Og det gik pludselig op for mig, at de horn, der bliver
truttet i, var menneskelige lårbensknogler. Der blev bedt på munkenes
messende facon og ringet og trommet. To kvinder stod rytmisk og bad og
faldt på knæ igen og igen igennem lang tid. Folk kom ind og ud af
klosteret og lagde penge på alteret eller til de enkelte munke.

Kvinderne var i deres stiveste pus i helt traditionelle tibetanske
dragter. Jeg fik lov at tage et billede af en gruppe kvinder, da vi
gik op for at se lamaens nye hus. Og lovede at sende print til dem fra
Kathmandu. Jeg er altid ret blufærdig i forhold til at stikke et
kamera i hovedet på folk. Jeg bliver selv pikeret, hvis nogen gør det
ved mig. Men jeg er nået til sådan en indre overenskomst, – når folk
glor så vedholdende på mig, så tager jeg billeder af dem. Det har
givet en del spændende portrætter af Kermi-boere. De har spændende
ansigter. Med alle mulige forskellige slags furer. Det er ikke
mærkeligt, at de synes jegs er så ung ud. Jeg må nyde det, så længe
det varer.

Vi satte os igen ind i klosteret og lyttede lidt til ceremonien, og
den har jeg ikke taget billeder af. Min grænse går klart ved folks
religiøse ceremonier. Dem skal jeg ikke knipse løs på. Efter lidt tid
gik vi ud og gik tre gange rundt om klosteret. Man skal altid bevæge
sig med uret rundt om buddhistiske helligdomme. Jeg tror, folk var ret
anerkendende i forhold til, at jeg gik med Mingyou til deres ceremoni.
Flere tidligere patienter fra kliniken hilste glade på mig, Så selvom
de ikke altid får, hvad de vil have, har jeg vundet lidt respekt.

Og så daskede vi ned af bakken igen. Forbi den varme strøm fra
kilderne højere oppe, og jeg standsede for at vaske mig. Det er så
ubeskriveligt skønt at være ren. Bare for en stund.

Mandag måtte jeg passe kliniken selv, fordi Mingyou skulle til
Yalbang. I Yalbang ligger et stort kloster og tirsdag er buddhistisk
helligdag. Derfor måtte Mingyou afsted med gaver til munkene, så der
kan blive bedt for hans far på helligdagen. I stedet havde jeg
Mingyous lillebror med, som er betydeligt bedre til engelsk end
Mingyou selv.

Der kom hurtigt en del mennesker på kliniken. Udenfor regnede det, og
det var svært at genne folk ud i regnen og vente. Det betød, at det
hele blev lidt af et tilløbsstykke. Til sidst var jeg nødt til at være
hård. En klinik kan ikke rigtigt bære tilskuere. Ikke hvis man vil
undersøge folk ordentligt.

De første patienter var en gammel mand, som kom sammen med et
barnebarn. Barnebarnet havde været forkølet og havde haft problemer,
da de var på sommergræs med kvæget højt oppe i bjergene. Her havde han
oplevet væskeansamlinger rundt om på kroppen og havde haft hovedpine
og varmefornemmelse. Men det var bedre hernede. Han havde ind i mellem
feber, fortalte bedstefaren. Drengen virkede nu helt sund og rask og
havde ingen væskeansamlinger nogen steder. Problemerne hang helt
sikkert sammen med de højder, han havde befundet sig i, som var tæt på
5000 meters højde. Men de fik tigget lidt Panodil ud af mig. Gammelfar
havde et irriteret øje. Han var blind på venstre øje og ville gerne
have øjendråber.
Jeg rensede hans øje med vand og fandt ikke noget pus. Så jeg
instruerede ham i at vaske hænder og at rense øjet med vand. Og så
fulgte der en forestilling uden lige. Den gamle mand opførte en
pantomime over sine lidelser og ville have øjendråberne. Det skabte
stor latter, fordi jeg holdt på mit. Til sidst forklarede jeg gennem
Mingyous bror, at øjendråberne kun ville gøre alt værre med tiden. At
øjendråber kun skulle bruges, når der var betændelse, fordi ellers
ville betændelsen ende med at blive kronisk. Han gav efter. Men så
ville han også have noget vat til at rense øjet med. Under stor latter
fik han sine vattotter og satte sig godt tilrette for at følge de
øvrige patienter.

Der kommer påfaldende mange patienter, som har feber en gang imellem
og derfor gerne vil have Panodil. Det er svært at stille noget op med,
for de har ikke feber, når de kommer til kliniken. Og mine principper
om medicin er lidt svære at formidle, når jeg er her så kort.

Der er forbavsende mange mennesker, som har forhøjet blodtryk. Jeg ved
ikke, om det skyldes deres hang til buttertea, som indeholder meget
salt. Eller om det skyldes livet i højderne. Eller bare det hårde liv.
Måske er det bare de enorme mængder smør, som de indtager hver dag?
Jeg havde flere patienter, som henvendte sig med smerter øverst i
maven og lidt hovedpine. Når jeg tog deres blodtryk, viste det sig at
være højt, og når jeg spurgte dem nærmere ud, blev de forpustede, når
de gik højere op. Altså sådan rigtigt forpustede, så de måtte holde
mange pauser. Flere fik smerter i brystet og hostede. Jeg henviste dem
til hospitalet i Simikot, hvor der dog er en læge.

Jeg fik også besøg af en ung kvinde, der havde været i kliniken et par
gange i sidste uge med brystbetændelse. Første gang instruerede jeg
hende i varmebehandling af brystet, Panodil samt massage for at få
mælken til at flyde. Anden gang hun kom, så det faktisk bedre ud, og
jeg rådede hende til at fortsætte behandlingen og forsøge at få hendes
14 dage gamle datter til at tage brystet. Babyen var en fin lille
pige, som suttede lystigt ved det andet bryst og så ud til at trives
godt. Dagen efter kom hendes mand, fordi hun havde fået feber og havde
mere ondt. Vi gav hende antibiotika og mere Panodil. I går kom hun så
og viste mig et bryst, der så forfærdeligt ud. Antibiotikaen havde
ikke virket, og hun var holdt op med de andre ting. Der var hul på
brystet flere steder, og det sivede med pus. Det var ildrødt og
spændt, og hun var tydeligt påvirket. Så nu blev jeg alvorligt
bekymret, og jeg kom helt til kort. Vi har næsten ikke noget
antibiotika, og jeg turde ikke bare vælge et præparat i blinde. Nogle
former for antibiotika er giftige for små babyer, der ammes. Jeg
fortalte hende, at nu kunne det blive rigtig alvorligt, og at hun var
nødt til at komme på hospitalet i Simikot med det samme. Hun var for
påvirket til at kunne gå, så der skulle organiseres en hest til hende
og babyen. Og det kunne ikke blive før i overmorgen. Det er
fortvivlende. Jeg spurgte, om ikke nogen kunne låne dem en hest, men
det var ikke muligt. Jeg håber inderligt, at hun kan komme afsted i
dag tirsdag, men jeg bad hende komme til kliniken igen, hvis hun
stadig er i Kermi.

Der kom et par patienter med lungebetændelse, som jeg bad komme igen,
når Mingyou er tilbage. Jeg kender ikke de
nepalesiske/indiske/kinesiske præparater godt nok til at ville lege
doktor. En lille bitte mand kom og klagede over smerter øverst i
maven. Hans blodtryk fejlede ikke noget, men da jeg mærkede på hans
mave, var den spændt og hård. Han havde tabt tre kilo i løbet af den
sidste uge, så han nu vejede 46 kg og jeg henviste ham til
undersøgelse på hospitalet i Simikot. Det samme gjorde jeg med en
endnu mindre kvinde, som viste sig at veje 41 kilo.

Der var påfaldende mange patienter, som jeg ikke udleverede
antibiotika til. Nogle selvfølgelig, fordi Mingyou måtte afgøre
præparatet, men de fleste fordi deres småinfektioner kunne vaskes væk.
En skoleknægt kom forbi og klagede over diarre, men havde spiste også
bunkevis af små umodne æbler. Det har jeg også haft diarre af en del
gange som barn. Og det kræver ikke antibiotika. En mand kom med to
mindre inficerede sår på skinnebenet. Som var belagt med skidt. Jeg
sendte ham hjem med instruktioner om at vaske det. Der udleveres alt
for meget antibiotika. Og det bunder i to ting. Mingyou er ikke læge,
men har en kort uddannelse som sundhedsarbejder (medical assistant),
så der er meget, han ikke ved. Hans position i lokalsamfundet er også
på spil. Konsultationerne kan nogle gange få karakter af udvekslinger.
Han kommer til ”at skylde” folk til gengæld for sin position. Mange
går nogle timer for at komme til kliniken, og så ”skal de også have
noget”. På den måde er det både godt og skidt med lokale
sundhedsarbejdere. Helt konkret er det i hvert fald bekymrende med den
megen antibiotika, fordi det lægger grunden til resistensudvikling og
fremtidige modstandsdygtige bakterier.

Jeg kan ikke stille meget op med det i løbet af mit korte besøg. Jeg
er ikke i tvivl om, at de patienter, jeg sendte hjem med instruktioner
om vand og sæbe, vil komme til Mingyou igen, når jeg har forladt
scenen. Men jeg kan påtale problemet for Nepaltrust og håbe, at de vil
tage det alvorligt.

Jeg er hysterisk træt af lopper og fluer og andre insekter, som bider i mig. Og jeg bander over, at jeg ikke medbragte noget anti-kløe.
Fattigdom betyder også lopper og insektbid. Det vidste jeg jo.

Fattigdom er grim. Der er intet kønt eller formildende over fattigdom.
Fattigdom er frastødende og lugter afskyeligt. Man har ingen lyst til
at kramme de små ildelugtende og møgbeskidte børn. Nærkontakt med de
voksne begrænses til et absolut minimum, fordi kropslugten er
overvældende. Lusene er synlige i deres hår, og deres hud er fyldt med
inficerede insektbid.

Fattigdom betyder for lidt og for dårlig mad. De heldige her får to
måltider om dagen, suppleret med lidt tsampa. Ikke at maden smager
dårligt. Hver gang. Men der er grænser for, hvor meget man kan variere
over ris, tsampa, boghvede, brændenælde og en lille smule bønner. En
sjælden gang sniger der sig en squash i maden, og det sker, at Hunsang
laver momos, som er dampkogte hvedebrød, der kan være fyldte eller
bare plain. Det er dagens menu, suppleret med spandevis af buttertea.
Om vinteren får man kød engang imellem, men ikke om sommeren, hvor
dyrene enten er på græs, i handelskaravaner eller drægtige.

Fatigdom betyder sårbarhed overfor forandringer. Kerma udsættes hele
tiden for storpolitiske forandringer fra de magtfulde naboer, Kina og
Indien, som begrænser deres traditionelle handelsveje. Det betyder
ændringer i deres livsvilkår og ændringer i deres grundlag, som er
svære at håndtere, fordi der ikke er noget overskud at bygge på.
Fattigdom betyder sårbarhed overfor den globale finanskrise. 50 øre
eller en krone mere på mælk eller benzin i Danmark betyder ikke den
helt store forskel i vores levevilkår, men det gør selv en lille
prisøgning på ris eller sukker i Kermi. Det er de fattige, der betaler
den helt store pris i finanskrisen. Forandringer i klimaet betyder
katastrofer for sommerhøsten, fordi regnen er udeblevet de sidste tre
år. Og det betyder sult. Mere sult

Fattigdom betyder træthed og afmagt. Når man er fattig, går al energi
til overlevelse. Der er ikke levnet noget til udvikling eller
visioner. Når man ikke får mad nok, er man konstant træt. Man bliver
lettere syg og har sværere ved at blive rask. Her findes ikke
mennesker, der vejer for meget. Selv spurvene er små og tynde. Børnene
er fejlernærede.

Alligevel kan man midt i fattigdommen finde glæde og gæstfrihed. Folk
har omsorg for hinanden. Børn er elskede. Midt i fattigdommen er der
plads til at være barn. Man arbejder ikke med i markerne, før man er
14-15 år, og det er egentlig usædvanligt i et fattigt samfund. Selvom
folk er anmasende nysgerrige, er de næsten alle venlige og
lattermilde.

Jeg har mange gange før rejst i fattige egne af verden, men det er
anderledes at blive her. På gennemrejse bliver man en overfladisk
tilskuer. Jeg er stadig tilskuer, men mærker mere, ser mere og forstår
måske en lille smule mere. Mit ophold får mere og mere karakter af
etnografisk feltarbejde. Jeg arbejder i den lille klinik, men jeg
observerer og analyserer hele tiden. Måske kan jeg bare ikke lade være
med at tænke antropologisk, og måske er det godt. Måske kan Nepaltrust
få glæde af at have anbragt en antropolog i deres sundhedsprogram?

Lørdag var der puja hos Mingyou. En puja er en ceremoni, som afholdes
af buddistiske munke i forskellige anledninger. Denne puja var til ære
for Mingyous far, som døde for tre uger siden.

Jeg har forsøgt at få lidt rede på ritualerne omkring død og
begravelse, men ikke alt har jeg kunnet finde ud af. Mingyous far var
omkring 70 år gammel. Mingyou har to søstre og fire brødre. Faren blev
syg og blev transporteret til Simikot for at blive behandlet på
hospitalet. Herfra blev han fløjet til det tibetanske hospital i
Taklakot, som ligger på den tibetanske side af grænsen. I Taklakot fik
han noget behandling og blev fløjet tilbage til Simikot. Herfra bar
brødrene den gamle mand tilbage til Kermi, hvor han døde i Mingyous
hus. Så der er ingen grund til at pive over lidt vej ad en flad
landevej i en komfortabel ambulance hjemme i vores lille,
priviligerede land, vel?

Hvad der skete med den afdøde krop, har jeg ikke kunnet finde ud af.
Brødrene siger, at der ved kun de højeste præster, som også er dem,
der kan hjælpe reinkarnationen til at ske. Den traditionelle
tibetanske begravelse er grundlagt på, at intet jordisk skal være
tilbage af den afdøde. Og mange steder er liget blevet bragt til en
højt beliggende slette eller lysning, hvor det er blevet hugget i
stykker og fortæret af fuglene. Jeg har set rester af en sådan
begravelse et enkelt sted i Ladakh i Nordindien, hvor befolkningen
også er tibetansk. Men om det foregår sådan her i Humla, ved jeg ikke.

Mingyou og hans brødre skal hver morgen i 49 dage bede og udføre et
ritual for deres far, og der skal holdes syv puja’er. Der er nu gået
21 dage. Puja’en startede ved seks-tiden i morges, hvor munke indtog
det lille bederum på taget ved siden af mit lille hummer. Her bad de,
ringede med klokker, slog på trommer og blæste i deres
blæseinstrumenter. Og de blev ved den hele dag. Først efter klokken 19
sluttede det. I løbet af dagen kom mange mennesker fordi Mingyous tag.
Ritualet byder at bespise både munkene og de mange naboer hele dagen.
Jeg blev derfor lidt fredløs, fordi døren til mit hummer måtte være
låst hele dagen. Stod døren åben, blev rummet omgående fyldt med
nysgerrige tibetanere. Så jeg låste og fulgte pujaen dagen igennem.
Efterhånden som dagen skred frem, mødte flere og flere mennesker op på
taget. En stor del af dem var betydeligt mere fattige end Mingyous
familie, og de spiste og drak med stor lyst, da de hellige ceremonier
var ovre. Mingyous familie lavede ved dagens begyndelse to kurve med
kegler formet af tsampa og malet røde. Disse blev ved dagens slutning
fordelt mellem de omkringliggende huse, og der blev delt mad rundt, en
mixture af brød, ris, tsampa, som ikke så specielt delikat ud ud. Her
trak jeg udlændingekortet og sprang over.

Endelig da klokken nærmede sig otte, begyndte folk at gå hjem, og vi
kunne trække os tilbage. Jeg havde nu ind imellem trukket mig ned
blandt kvinderne i køkkenet for at få lidt fred for de mange
mennesker. I køkkenet var der varmt og godt, og selvom jeg ikke
forstod kvindernes ord, føltes det rart og genkendeligt at sidde i et
køkken sammen med småsludrende kvinder. Jeg tror de talte om de samme
ting, som kvinder i køkkener i Danmark taler om.

Efter en lang dag med messende munkestemmer, klimtende klokker,
trommer og hvindende falske horn, var det godt at lægge mig i
soveposen med Jack Johnsons nye album i ørerne. Når nu jeg gik glip af
den koncert på Roskilde.