by - 7 kommentarer

Jamen, Århus, for fanden da

Lørdag morgen stod jeg fælt tidligt på et tog vestover for at være med til at fejre min søsters fødselsdag. Og svogers med. De har planlagt alting så fint, at de rundede halvtreds med en lille måned imellem. Og det lagde grunden til en seriøs fest i udkanten af Århus. Med festlig mad og live-band og silkekjoler og høje sko.

Århus er festugeramt, og jeg har en ordentlig bunke blandede festuge-erindringer i baglommen. Lidt nostalgisk er man vel, så derfor den fælt tidlige start, så jeg kunne nå en smule festuge-udforskning.

Jeg blev spyttet ud af hovedbanegården og satte glad – og lidt søvnig – afsted nedad Strøget, mens jeg kiggede vinduer og spejdede efter festligheder. Jamen okay, – klokken var selvfølgelig kun knapt ti, og byen var stadig lidt slumrende. Og pludselig blev jeg smerteligt mindet om, hvorfor man ikke kigger vinduer, mens man går, om morgenen i festugen. B R Æ K og T I S. I lange baner. Og gå aldrig, aldrig i klipklapper.

Det var svært at finde festlighederne. Der var lidt sand spredt ud på Klostertorv, og et ufærdigt flisemaleri på Store Torv. Aflyst p.gr.af regnen, sagde et skilt. Univers på Bispetorv er ikke længere, og jeg mødte ingen formiddagsmusik på sådan en lørdag. Derfor kom jeg til at købe et par sko. Hvis nu der havde været festligt, var det aldrig sket. Og det var ikke løbesko. Og slet ikke af den fornuftige slags.

Jeg blev sulten og så mig rundt efter en frokostmulighed. Altså, Århus, det må du kunne gøre bedre. Selvfølgelig kunne jeg  have sat mig på en café ved åen. Men jeg ville have noget frokost, som kunne nydes på en bænk, mens jeg kiggede på Århus. Jeg trissede til sidst tilbage til Banegårds Plads og købte en sandwich. Og spiste mig af med en bænk bagved rådhuset. Skulle nok have valgt åen alligevel.

Således faldt nogle slør fra mine øjne om Århus midtby’s fortræffeligheder. Jeg siger det ganske stille, men det er fandme sjovere at købe sandwich med til en bænk i København. Udvalget af både sandwich og bænke er bare større. Sorry, Århus, jeg ved, jeg er svigefuld.

Og så følte jeg mig mættet med jysk midtby og gav mig udi at lede efter en bybus til min søster. Og hvad f……. Den 18’er, som plejer at køre til Hans Broges Bakker, kører nu til Elev. Som er noget ganske andet. Jeg så mig en anelse febrilsk omkring. Ale busser hed noget andet, end sidst jeg var der. Et oversigtskort for svagtsynede ville have været på sin plads. Efter at have snurret lidt fortvivlet rundt om mig selv en tid, fik jeg øje på en bus, der hed ‘Brabrand Nord’. Jeg spurgte chaufføren, om han kørte i nærheden af Hans Broges Bakker? “De’r ingen, der kører op a’ bakkern’, sagde han. Nej, nej, men bare i nærheden? Han kastede sig ud i en lang og lettere vanvittig forklaring, og jeg resignerede og steg på. Jeg kunne da for fanden selv gå op ad den bakke, ik?

Altså, Århus. Du virker sådan lidt slidt og forsømt. Tænkte jeg en anelse vemodigt, mens bussen sneglede sig afsted mod Branbrand. Er jeg bare blevet af-århusianiseret?

Men festen, venner, festen var der ikke noget i vejen med. Altså fødselsdagsfesten.

Og hvis I venter utålmodigt på billeder fra Alperne, så smut hen på Jespers blog en tur. Mens I venter på, at jeg får skrevet lidt om turen.

by - 5 kommentarer

At komme hjem

Jamen halløj. Jeg har jo allerede været hjemme i 1½ døgn. Jeg elsker at komme hjem. Jeg elsker at se mine unger igen og alle de nye små minimennesker, de har lavet. Jeg elsker kram og gensyn og store smil. Jeg elsker at høre min mors og fars stemmer i telefonen, når jeg kan høre, at de bare har haft det godt.

Der skal nok komme masser af billeder og beretninger. I dag har jeg bare indtaget mit hood og været optaget af at være hjemme. Jeg dufter godt, har rent tøj på og har sovet i min egen seng.

Vi har haft det godt. Haft en masse sjov, skændtes så kaffen sprøjtede om ørerne, blevet gode venner igen, set fantastiske udsigter, mødt spændende mennesker – og haft det mest fantastiske vejr. Jeg ved, det er at dryppe salt i jeres sår. Men vores vejr har været med høj sol, blå, blå himmel og dejlige varmegrader. Temperaturen har de fleste dage ligget mellem 25 og 30 grader. Vi er blevet godt grillede, og mit fjæs er fyldt med fregner. Ikke en eneste gang har jeg haft jakken ude af rygsækken. Huen og handskerne har ligget i bunden sammen med Thures fiberjakke, og jeg har givet den gas i korte tights og singlet.

Vi har ikke løbet meget. Ruten var teknisk en hel del hårdere, end jeg havde forventet. Hver dag har vi krydset mindst et højt pas. Til gengæld har vi speed-hiket. Vi vandt tre dage undervejs ved at lægge etaper sammen, så vi ankom til Zermatt ni dage efter start i stedet for 12. Og vi kunne godt have gjort det hurtigere, fordi vi flere dage ankom til hytten først på eftermiddagen. Men vi ville også nyde det, og det var fint at have korte dage ind imellem.

Jeg har fået nye idoler. Vi mødte en del ældre/gamle kvinder, som vandrede alene i Alperne. Jeg elskede at møde dem. Der kom de. Stille og sejt arbejdende sig op og ned ad stejle pas. De ankom typisk sent til hytterne. Satte sig ved et bord med en lille karaffel rødvin, mens de nød den smukke solnedgang. Spiste et godt måltid og nød vinen, inden de trak sig tilbage til deres værelse eller seng. Det gider jeg godt, når jeg bliver gammel.

I dag? I dag har jeg vågnet langsomt. Nyt min morgente og læst aviser og magasiner. Sorteret lidt billeder og uploadet til Jesper. Og så ser det jo ud til, at vi har taget noget tørvejr med os hjem. Så efter frokost smuttede jeg alligevel i løbeskoene, de rene, og driblede en lille tur ud på Amager. Men så blev jeg grebet af stemningen og blev ved med at løbe. Langt ud på Kalvebod Fælled, hvor køerne og fuglene hilste på, og hjem gennem Amager Fælled og Nokken, så jeg fik hilst på det meste. Og GUDER var det godt med flade grusstier? Og løbesko, der ikke lugtede af selvdød gnu? Og jeg ved ikke, jeg kan tage fejl, men det føltes som om de kilo, jeg har smidt i Alperne, gjorde mig flyvende. Men hvad ved jeg. Jeg løber jo ikke med ur. Alligevel var der gået næsten to timer, før jeg var hjemme igen.

Og så må man jo åbne for det der internet. Læse lidt blogs, tjekke opdateringer ud, se på lidt nyheder – og så langsomt, langsomt lade blikket glide ned over de hunderedevis af mails, der ligger klar i indbakken. For i morgen tidlig er det igen alvor. Og jeg er på workshop den hele dag.

Og valget? I kunne ikke vente, hva? Jeg tror jeg gør som min søn. Går på biblioteket og brevstemmer – og melder mig helt ud af valgkampen.

Bjergløb eller badeferie?

Bjergløb eller badeferie?

by - 5 kommentarer

Afgang

Så havde man lige planer om et par sindsoprivende spændende og provokerende blogindlæg inden afrejse. Men sådan bliver det ikke. I stedet bliver det blot en lille farvelhilsen på falderebet. For om en halv time smutter jeg ud til bussen og tager i lufthavnen. Med en rygsæk, der virker latterligt stor og pakket. Men nu er det sådan. Der er hverken sommerkjoler, læbestift, parfume eller make up i den. Ej heller bøger, fordi jeg har fået min nye Kindle. Hvordan jeg kan presse 2-3 liter vand ned, må vi tage fat på i Chamonix. I morgen tidlig.

Og hvad har jeg så haft så travlt med sådan en feriemorgen? Tak fordi du spørger. Jeg arbejder mig nemlig halvt ihjel, før jeg har gjort alt klar til ferie. Lige nu drømmer jeg om et job, hvor jeg bare kan råbe ‘hej-hej’ og komme tilbage to uger senere. Men nææææ, når man absolut skal fylde sin hverdag med alt muligt udfordrende, så er man halvdød, når ferien indtræffer. Fordi ingen tager sig af nogetsomhelst, mens jeg er væk. Og i går så det ud til, at tre konferencer pludselig hang i en tynd tråd. Alligevel fik jeg sammen med en flok andre dedikerede lavet en brandslukning og reddet det hele på stregen. Så nu kan det ligge og simre, mens jeg er væk.

Jeg har proppet min lille rygsæk med uundværligheder, viklet gaffa om trekkingstavene, sendt mails til familien, ringet til min mor og far, nydt den sidste kop te længe, og gjort hjemmet lidt ryddeligt. Eller – lidt mere ryddeligt. For Vera kommer på koloni i udkants-København sammen med sine forældre og flytter ind her, mens jeg er væk.

Vi melder os ud de næste to uger. Der kommer ingen blogindlæg, ingen billeder, ingen Facebook opdateringer. Men når vi er hjemme den 31 , SÅ skal I få røverhistorier, skal. Og billeder. Fordi jeg helt sikkert bare skal ligge på min sofa og flyde med dameblade og internetsurfing hele den 1. september.

Hav det rigtig godt allesammen. Lad være med at nedlægge regionerne eller andre vilde indgreb, mens jeg ikke kan brokke mig, okay? Vi ses, skrives, høres, og så ser vi, hvor seje vi så synes vi er. Til den tid. I hvert fald kommer jeg til at gå amok i stilletter, læbestift, sommerkjoler (JO), parfume og boblevand. For at opveje to uger i svedigt løbetøj.

by - 2 kommentarer

Tak København

Ironman? Aldrig.

København havde klædt sig på til fest. Selv vejret viste sig fra noget, der næsten kunne ligne august. Og festen var Challenge Copenhagen, Københavns egen ironman konkurrence.

Og jeg blev igen bekræftet i, at triathlon aldrig skal være min sport. Challenge Copenhagen var fantastisk. København var fantastisk. Det bliver bare aldrig nogensinde mig, som deltager. Jeg bliver fascineret og en smule skræmt over de toptunede og de ikke helt veltrænede, som alligevel kaster sig ud i det. Seks timer i væskedepotet under Langebro gav mig lejlighed til at hilse på dem alle, mens jeg langede Red Bull og bananer ud i rå mængder. Og fik plasket ækelt sukkerstof ud over det hele.

Så hvorfor ikke triathlon? Når nu jeg er sådan en, som godt kan lide at udfordre mig selv? Og en gang imellem finde nogle nye grænser? Som om ganske få dage flyver til Frankrig for at tæske afsted i bjergene i mange timer hver dag?

For one thing, så gider jeg overhovedet ikke konkurrere på cykel. Jeg gider godt at køre stærkt. Og langt. Men kun for at imponere mig selv. Jeg ved godt, at man ikke må ligge på hjul i ironmankonkurrencer, men alligevel. Og jeg gider slet ikke køre tæt i et felt. Eller jeg tør ikke. Jeg hader at styrte på cykel. Fordi jeg altid slår mig som bare pokker. Og jeg kan slet ikke holde tanken ud om at styrte imellem en masse andre. Jeg er en ægte kylling.

Jeg gider heller ikke svømme. Ikke fordi jeg er en kylling, men fordi det er kedeligt. Jeg svømmede hele min barndom, og det må være nok. Jeg kan svømme, og jeg bruger det nødtvunget som supplerende træning. En sjælden gang. Altså bortset fra i min kanal. For det er sjovt.

Så jeg løber bare. Fordi det er det, jeg kan. Og gider. Fordi det er så nemt.

Men Challenge Copenhagen var en fest. Og gu’ var de seje. Og København var sej at stille op, som den gjorde. Med glade mennesker langs ruten. Og rigtig mange af dem.

by - 2 kommentarer

Om christianiacykler

Jeg sværger, at jeg aldrig – nogensinde – igen vil sende bandeord og forbandelser efter mødre med christianiacykler. I hvert fald ikke med to børn i. For fuck da, hvor er det svært at få kørekort til sådan en.

Jeg hentede de små tøsepiger sidst på formiddagen. Efter en åndssvag formiddag, hvor jeg drog til byen uden dankort og ikke fik fixet en eneste af de de ti ting, jeg mangler inden afrejse. Som om jeg bare har skidegod tid til det. Men hvad, det er jo først onsdag, vi tager afsted. Og så er det jo så fint at have to tøsepiger. Så man kan lege hele dagen i stedet.

Men den cykel! I tell you. Jeg fik (velfortjente) onde øjne og bandeord i nakken hele vejen ned ad Falkonér Allé. Jeg kunne jo for pokker ikke dreje med det monstrum. Eller jeg kunne godt dreje. Men så kunne jeg bare ikke styre. Når vejen skrånede fik cyklen sit eget liv. Og to tøsebørn vejer godt til, gør de. Men jeg øvede mig. Og øvede mig. Og blev bedre.

Og vi ankom til mit hjem uden skrammer. Jo altså min ære og værdighed havde fået en skramme eller tre. Men efter puslespil, memory, frokost, mumitrolde og en middagslur, vovede jeg os på tur langs vandet til Valbyparken. Som har verdens bedste legeplads. Og nu gik det straks bedre. Som om monstercyklen og jeg var ved at blive en slags venner. Og så legede vi en times tid der og besteg de stejleste skråninger, inden vi kæmpede os op ad Valby Bakke til Frederiksberg. Og klarede alle hjørner til ug og slange.

by - 5 kommentarer

Slagsmålet om sundhed

Så er jeg sgu alligevel nødt til at skrive om det. Slippe tudserne ud af munden. Om sundhedsvæsenet og planerne om at nedlægge regionerne. Jamen du godeste, hvor bliver jeg træt. Nu er det fire år siden, kommunalreformen blev sat i værk. FIRE FUCKING ÅR! Fire år, hvor tusindvis af mennesker har  arbejdet deres røve i laser for at redde menneskeliv samtidig med, at hele sundhedsskuden skulle vendes. Er I klar over, hvor kort tid, det er? Er I klar over, hvor stor en organisation, sundhedsvæsenet er? Hvor mange små og store ting, der skal passe til hinanden? Den reform har kostet SÅ mange penge og ressourcer. Og jeg bliver virkelig åndeløs over, at de helt uden at blinke nu vil kaste alt det over bord. Regionerne skal lukkes i en fart. Og løsrives fra demokratiet.

Efter sølle fire år. Hvorfor i himlens navn gjorde de ikke det fra starten så?

Jeg bliver rødglødende. Fordi jeg gennem hele processen har set og taget del i den enorme indsats, det har været at få et stort væsen til at ændre struktur. Det er at pisse på alle de ledere og medarbejdere, som har knoklet. Og det er at pisse på alle de politikere, som har knoklet under de rammer, der nu var udstukket.  Og det er at pisse på hele den befolkning, som har ret til at have indflydelse. Når vi nu har demokrati. For det har vi, ikke?

Jeg bliver så edderspændt, fordi de milliarder, det kostede, har været til ingen verdens nytte. Milliarder, som kunne have været brugt helt anderledes direkte på behandling og forebyggelse. Det har været et show. Og jeg får en bitter mistanke om, at det hele udelukkende har haft til formål at bane vejen for afskaffelsen af vores offentlige sundhedsvæsen. Som jeg vil kæmpe for til jeg dør.

Men de er ligeglade. Samtlige eksperter råber i munden på hinanden, at det er en dårlig idé. At det aldrig kan blive billigere. Eller bedre. Se på Norge, siger de. Men nej, hvorfor skal man da lytte til eksperter. Når man nu har en plan.

Endnu inden vi er helt færdige med at organisere alle omvæltningerne fra for fire år siden.

Tror bare, jeg går i seng.

by - 10 kommentarer

…..og god mod dyr? #2

Onsdag morgen. Tiden er skredet, og jeg skulle være afsted på cyklen for at nå mit møde i Herlev. Kigger ud på terrassen, hvor papkassen med den døde fugl stadig står. Får det lidt dårlig-samvittighed-agtigt. Så jeg tager en plastikpose for at forrette en hurtigt begravelsesceremoni i affaldsskakten. Og løfter låget på papkassen. SHIIIIIIIT -it’s alive!!!! Den kigger på mig. Sådan lidt bebrejdende.

Så dur det med skakten ligesom ikke, vel? Vandet har den drukket og skidt over det hele i kassen. Så jeg rækker ned efter vandskålen for at fylde den igen. Hvorefter kræet arrigt hakker ud efter min hånd. Hvad man nok egentlig ikke kan bebrejde den.

Så jeg vender papkassen, og den flakser ud og sætter sig i et hjørne. Altså, lille kræ. Nåmen jeg lægger lidt korn og lidt vand og styrter afsted ud i verden. Og forsøger at fortrænge den.

Hjemme igen er den flyttet ind i krukken med persille. Børnene har fundet den og fortæller, at den har været ovre i den fjerneste ende af gården. Og det er altså pænt langt. Af en døende fugl.

Men nu bor den i persillen. Og ser forbavsende frisk ud.

UPDATE

Mens jeg har fjaset med gammel veninde på Vesterbrocafé og spist på restaurant med datter, har nogen bortført fugl og papkasse. Suk. Jeg bliver aldrig en rigtig helt. I det mindste er den nok ikke kastet ned fra nogen altan.

by - 1 kommentar

At være mormor

Har forsigtigt trippet ind til tremmesengen flere gange i aften. For at kaste småforelskede blikke på en dybt sovende Vera-baby. Som jeg har fået lov til at passe helt alene, den allerførste gang hendes mor er taget i byen og høre musik. Og have lidt kærestetid med faren. Trykke på pauseknappen til barselslivet for en stund.

Det er altså specielt, når mine unger får børn. At se mine piger, som jeg har holdt i armene, blive så voksne. Se dem folde sig ud fra hysteriske tre-årige og vrantne teenagere til at være mødre til deres smukke børn. Der opstår noget helt specielt mellem mig og de børn. Jeg bliver varm helt ind i hjertekulen, når Vera lyser op i et grin og spræller med sine små tykke ben og arme, fordi jeg kommer. Lige så varm, som jeg bliver, når Ella og Alma kaster sig i favnen af mig med jubelhyl.

Og nu ligger hun der. I den gamle junoseng og sover.  I den junoseng, som et eller andet barn engang har taget en lille bid af. Jeg fandt stedet med mine fingre, som jeg gjorde så mange gange, mens mine egne børn faldt i søvn. I den seng. Og hun faldt bare i søvn uden videre, mens jeg holdt hende i mine arme og viklede dynen tæt om hende. Og alt emmer af tryghed.

Da jeg skulle være mormor første gang, måtte jeg lige synke et par gange. For pokker da, jeg følte mig på ingen måde klar til sådan en mormor-status. Sådan noget med hjemmestrikkede strømper og syltetøj i skabet. Nej vel? Men mit ældste barn var helt gammel nok. Og så måtte jeg jo også være det. Så ramlede sygdom og ulykker ind over mit lille liv og forstyrrede alting. Og pludselig var lille bitte Alma den, der lavede noget balance i vores liv. Hun var nemlig liv. Som en slags modvægt til al den død, der pludselig klæbede til mig.  Og så var det med ét en helt anden sag at blive mormor. Det var fantastisk at genkende min datter i det lille nye væsen. Og det var helt ubeskriveligt at være vidne til min datters uendelige lykke.

Og så kradsede jeg den klæbende død af mig og blev rask. Og fandt min helt egen måde at være mormor for de børn, som der er blevet flere af. Og det går sgu helt godt, det der med at være mormor. På min måde. Som de der børn alligevel synes er helt rigtig.

by - 2 kommentarer

…og god mod dyr

Jeg er ikke kendetegnet ved at have noget særligt forhold til dyr. Har et noget anstrengt forhold til katte og fik overstået min trang til hunde som barn. Jeg har pligtskyldigt åbnet mit hjem for en lang række af små kræ, – ja fordi det “havde børnene jo så godt af” Vi har faktisk også haft en kat engang. Vi har haft kaniner, ørkenrotter, skildpadder, og det eneste kræ, jeg har holdt en lille smule af, var Kurt. Kurt var en slørhale, som var så uheldig at blive vundet af mig til pakkeleg ved en særdeles festlig julefrokost. I en spejderhytte udenfor Århus. I snestorm. Og stakkels Kurt startede sit liv som selskabsfisk i et syltetøjsglas med et sugerør. Selskabet pustede på skift lidt luft ned til kræet, som sikkert blev tiltagende beruset. Næste morgen vågnede jeg med århundedets tømmermænd og en fisk i et syltetøjsglas. Jeeeesus! Jeg fik et lift til Århus, spurtede hjem på 4. sal med fisken og videre rundt i byen for at finde en bowle og en plante. Ja, hvad vidste jeg om fisk? Nåmen, jeg kæmpede mig gennem snemasserne med min nyindkøbte bowle, og Kurt flyttede ind. Og kunne endelig få lidt ro. Mærkværdigvis levede Kurt i mange år i sin bowle, og vi tog en næsten tårevædet afsked med ham, da han udåndede (og vi skyllede ham ud i toilettet).

Jeg reagerer ikke synderligt på mediernes tårevædede udsendelser om dyremishandling. Bevares, det er synd, og dyr skal behandles ordentligt. Det er bare ikke noget, der sådan går rent ind i mit hjerte. Jeg spiser gerne døde dyr (når jeg ikke lige er vegetar), og jeg kunne ikke drømme om at anskaffe mig flere kæledyr, nu hvor jeg endelig er fri.

Men i går skete der alligevel noget i vores fredelige gård. Katrine og jeg kom tilbage fra en fin løbetur rundt på Amager Fælled, som Katrine behørigt blev begejstret over. Vi satte os i solen på min terrasse og nød et iskoldt glas danskvand, mens sveden dampede fra os. Pludselig får vi øje på en kvinde på en altan. Hun har viklet sig ind i noget lillaklæde, mens hun lidt krampagtigt jager noget rundt på den lille altan. En fugl, viserdet sig. Endelig får hun indfanget den, og derefter kaster hun den heftigt ud over kanten. Vi stirrer forbløffet på hende, mens det lille dyr lander hårdt og brutalt på fliserne. Og bliver liggende.

Gider I ikke lige gå hen og se til den, råberhun til os. Og det gider vi da. Med ansigterne formet i store spørgsmålstegn. Ja, den har altså siddet på min altan hele dagen, siger hun, som en slags forklaring. Fuglen er en unge. Måske en stor dueunge. Men stor. Og nu ligger den der så ynkeligt med brækket ben og så syg ud. Og selvom jeg ikke sådan har noget særligt forhold til dyr. Og kan være en skrap kælling. Så går der altså en slags grænse ved at dreje halsen om på kræet. Jeg mener, den kigger jo på mig, ikke?

Men det er jo heller ikke godt at have en halvdød fugl liggende i gården, hvor der konstant jager 10-15 børn rundt og leger. Så en anden nabo giver sig til at ringe til Dyrenes Beskyttelse. Ind træder pludselig en kvinde med store armmuskler og beder om to plastikposer. På med plastikposerne, så fanger hun fuglen, og jeg henter en papkasse, den kan ligge i. Men dreje halsen om på den vil hun ikke.

Og så stod jeg pludselig der med en fugl i en papkasse. Tak for shit, altandame. Jeg fik alligevel en slags medlidenhed med kræet og fik lirket et bæger med vand ned i kassen. Og naboen vendte tilbage med løfter fra Dyrenes Beskyttelse om afhentning af fugl og papkasse senere på aftenen. Som om.

Jeg har stadig en papkasse med en fugl på terrassen. Nu er det bare en papkasse med en død fugl. Og en lille skål med vand.

by - 6 kommentarer

Forberedelser

Beklager at alt det her med alpeløb, træning og forberedelser fylder hele sendefladen. Hvis det er kedeligt, så surf bare videre. Jeg har flere kladder liggende med vanvittigt kloge perspektiver på verdenssituationen. Til når jeg får noget liv igen.

Når jeg ikke piver over, at træning fylder det hele eller drukner mig selv i rødvin, så er det altså ren optur. Den træning kører bare hamrende godt, er jeg nødt til at sige. Jeg elsker løbeturene. Jeg løber med en energi, jeg ikke har mønstret i årevis og sprinter glad afsted hver eneste dag. Jeg har overskud på hver eneste tur (undtagen den der druknede i rødvin), og når jeg nu ikke får løbet så mange intervaller, ja så er der indlagt fartleg på mange ture. Jeg elsker det her vejr, hvor det skifter mellem høj sol, skyer, sommerregn og blæsevejr. Jeg kan simpelthen mærke, at jeg bliver stærkere hele tiden. Nu løber jeg stadig ikke med ur, så jeg ved dybest set jo ikke, om jeg bare løber langsommere og langsommere, men jeg har en lille fornemmelse af, at der alligevel er kommet mere fart i mig. I hvert fald overhalede jeg to fyre i dag og hang på en anden i 4-5 km. Og fik thumbs up fra ham, da han endelig slap og sprintede fra mig.

I går underholdt jeg mig med at veje hele mit udstyr. Bit by bit. Så jeg kan tage til og fra, sådan at den samlede vægt kommer til at være menneskelig. Eller bare så lav som muligt. Lidt ligesom at lægge puslespil, faktisk. Brikkerne skal passe. Jeg skal have præcis nok tøj med, og det skal passe til alle slags vejr. Og jeg skal ikke have et gram for meget. Det er en slags kunst.

Fredag blev jeg lidt ekstra belært. Jeg var på besøg hos Thure og Mette med en lille bitte flaske rødvin under armen. Thure er adventureracer på sådan seriøst niveau og har bunkevis af erfaringer med lange løb i vanvittigt terræn, og jeg lytter andægtigt til de fleste af hans guldkorn. Så meget alligevel, at Mette på et tidspunkt erklærede, at NU måtte hun lægge neglelak. Og det er hun fandme skrappere til end mig. Efter en skidehyggelig aften drog jeg hjem med en ordentlig bunke gode råd og tasken fuld af mere udstyr og andet godt.

For min hjælp til det første multisportsarrangement på Amager fik jeg en helt ny rygsæk. En OMM 15l Ultra, som jeg testede på 26 km i går. Den sad perfekt og er hermed udnævnt til overtræningsrygsæk. Hvad? Multisport? Jamen skynd jer at melde jer til det næste den 23. august. Det bliver fantastisk. Her er link.

Med mig havde jeg også Thures fiberjakke, som jeg fik lov til at låne. Den vejer 250g og kan holde mig varm, selvom den bliver våd. Dermed kan både dunvesten og softshelljakken pilles ud, og vupti sparede jeg omkring 350g. Jamen det tæller, kan jeg godt sige. Og nu er pakkelisten næsten klar. Der er virkelig ikke meget at rutte med undervejs, og vi må håbe på nogen solskinsdage, så vasketøjet kan tørre bag på rygsækken. Ellers må vi løbe hurtigt og tage en pausedag, hvor vi vasker og tørrer. Eller også må vi bare lugte. Jeg skal nok poste listen en af dagene.

I dag har jeg løbet mit sidste dobbeltpas. Eller jeg mangler lige sidste etape, men den gemmer jeg lidt. For jeg får besøg af Katrine, som gerne vil indvis i nogle af Amagers lyksaligheder i løbesko. 15-17 km i morges, og så bliver det vel 8-10 km med Katrine. Og så slutter jeg de lange ture, så jeg kan bruge den sidste 1½ uge til at bygge op og være fuldstændig klar. Nu skal jeg bare hyggeløbe hver eftermiddag i Hillerød og på fælleden.

Og i går, ik’os? Da var der nogen, som råbte noget pænt efter min røv, da jeg løb forbi. Synes jeg bare lige, jeg ville nævne.