Midt i euforien over at have fundet det helt rigtige arbejde, det helt rigtige sted og med den helt rigtige chef, tårner virkeligheden sig op over mig. At skifte job er hårdt, hårdt arbejde.

Jeg skal sige en masse farvel. Jeg skal lande mine store projekter, mine hjertebørn. De må ikke sygne hen i et hjørne. De skal være flyvefærdige og kunne spise selv, så de vokser videre, selvom jeg forlader dem. Jeg skal tømme mit lille kontor med bjerge på væggene. Jeg skal smide bunker af papirer ud og finde nogen, der vil køre resten hjem til mig.

Derfor var det tid til forkælelse i fredags. For længe siden var weekenden planlagt hos mine forældre, og jeg havde fået en aftale med min Århusfrisør (som stadig ikke har fået konkurrence fra hovedstaden). Den planlagte venindeaftale røg i vasken, så skulle jeg så ikke bare tage en ekstra dag sammen med min mor og far? I stedet gjorde jeg noget, jeg aldrig har gjort før.

Jeg bookede et værelse på Hotel Guldsmeden midt i Århus. Og sms’ede til en god gammel ven om at spise middag sammen. Så kunne jeg kravle sammen i den store himmelseng og skrive min opsigelse i ro og mag. Og en lang mail til mine kolleger gennem de sidste fem år. Og råbe det ud på bloggen. Nu var det officielt.

Bagefter gik jeg en tur ud i min gamle by. Forbi min gamle skobutik. Der som altid kastede et par støvler efter mig. Vi mødtes, min gamle ven og jeg, og satte os ind på Estragon i Klostergade. Der sad vi godt i flere timer, mens den sødeste tjener serverede drømmeretter og vidunderlig vin for os.

Træt og mæt trissede jeg tilbage til min himmelseng. Men blev lokket af aftenstuen, hvor der var sat te og vin frem til fri afbenyttelse. Jeg hentede min bog og forsynede mig, mens jeg hørte håndbold i radioen sammen med receptionisten.

Efter en uforstyrret nat i himmelsengen på mit værelse, spænede jeg en tur ud i min gamle skov i Riisskov. Jeg bliver jo aldrig træt af at løbe mine gamle ture. Heller ikke når vinden hylede imod mig med frostgrader. Hjemme i hotelvarmen ventede en lækker og langsom morgenbuffet.

Måske man skulle selvforkæle lidt mere? Bare fordi man fortjener den slags lidt.

Jeg var vådere end våd, da jeg nåede frem til Herlev Hospital i går. De kortvarige, lette byger, som vejrmennesket i radioen talte om, havde tilsyneladende samlet sig i ét langt og heftigt regnvejr. Der varede hele vejen fra Sydhavnen til Herlev. Men jeg var allerede i alt for godt humør til at lade mig kyse af noget vejr. Jeg rystede mig som en våd hund, krængede det våde regntøj af og lagde det på radiatorerne. Så kunne det tørre, mens vi holdt møde. Jeg rystede en lille smule af kulde og forsøgte at varme mig med en kop kaffe i plastikkrus.

Mødet var et af den slags møder, hvor der både bliver lyttet og spurgt. Et af de møder, som får mig til at tro på det, jeg laver. Jeg samlede mit endnu våde tøj og startede cyklen mod Bispebjerg. Regnen var taget af og forsvandt helt i perioder. Jeg var lidt mindre våd, da jeg nåede Bispebjerg Hospital.

Jeg er lidt forelsket i Bispebjerg Hospital. De smukke gamle bygninger. Alt det grønne. Og al den fine forskning, der foregår. Men jeg bliver lidt mere forelsket, hvor gang jeg cykler gennem porten og standser ved det store kort og bliver standset af en mand i gul vest. Som spørger, om han skal hjælpe mig med at finde vej.

Og vi holdt endnu et af den slags møder, hvor der blev lyttet, spurgt og lagt ideer på bordet. Regnen havde nu forladt København, og jeg var stadig glad. Og lidt mindre våd.

Derfor satte jeg kursen mod Torvehallerne, hvor jeg købte ind med rund hånd af den slags, man kan forkæle sig med, når man allermest fortjener det.

Og cyklede hjem i den vildeste regn.