Man tror næppe sine egne øjne. Her sidder jeg i en lufthavn i Delhi, som jeg aldrig oplevet magen til. Med stort transitområde med toldfrie forretninger, restauranter und alles. Og splinternyt marmor på gulvene. Med lys og orden og noget, der til forveksling ligner andre lufthavne. Jeg troede ikke på dem. Den lufthavn har været et stort byggerod alle de gange, jeg har været her. Jeg troede simpelthen ikke på, at der var en plan om at gøre det færdigt. Og så vupti-dupti, mens jeg har renset sår og følt gravide maver i Humla, er den tryllet fiks og færdig. Jeg er målløs. Og den ikke bare ligner andre lufthavne – den er bedre. Der er hvilestole ud mod flyområdet (som man ikke kan høre) ved alle gater. Det betyder, at jeg kan henlægge mit trætte legeme næsten vandret, tøjre min bagage til mine ben og slumre et par timer. Og man kan stadig købe en god curry.
Ti timer i lufthavnen i Delhi er alligevel lang tid. Ikke mindst efter tre timer i lufthavnen i Kathmandu. Og med tre timer forude i Brussels, før mit indre krammedyr bliver sluppet løs. Så I kan ligeså godt få de ti bud, som Tina har udfordret mig til at offentliggøre om mig selv i en lille blogleg. Alt det med mad og dyner og alle mine unger ved I jo godt, så jeg hoster op med ti ting, som I ikke vidste. Men træerne vokser ikke ind i himlen i Delhi heller. Og for at få internetforbindelse må jeg have en indisk telefon. Og det har jeg ikke, så det bliver sendt på efterbevilgning fra Brussels eller København (København???? KØBENHAVN???? Jamen det er jo der, jeg er i morgen!!! Det ER jeg jo!). Here comes:
Bud nr 1: Omgående intens træning. Jeg ude af form. Jeg har ikke løbet en meter de sidste par uger, og om tre uger tager jeg til England sammen med Jesper for at gå/løbe/lunte The Glendale Way, som er 180 km.
Bud nr 2: Jeg skal fræse hjem og se, om der er lukket for vandet. Jeg opdagede nemlig noget om netbank, som jeg ikke vidste, mens jeg var væk. Birkerød Vandværk sendte elektronisk indbetalingskort ud, og sådan et bliver kun betalt, hvis man logger sig ind og godkender. Min banks hjemmeside viste sig at være stor og tung og umulig at åbne med min satellitforbindelse eller på den slingrende forbindelse i Simikot. Og mig? Jeg havde selvfølgelig ikke sørget for at give min søn adgang. Og jeg havde selvfølgelig ikke lagt nøglen på det usb, jeg havde med, vel? Jeg havde jo nemlig min egen computer med, hvor jeg omgående kunne komme ind. Ikke? Og okay, Birkerød Vandværk havde timet deres udsendelse, så jeg lige præcist modtog en mail på dagen, da jeg kom til Simikot. Herefter modtog først én rykker, så én til, mens jeg bare kunne se til og registrere. Der var intet, intet at stille op, inden jeg seks uger senere kunne logge mig på netbank i Kathmandu. Og jaja – næste gang får han en fuldmagt, min søn.
Bud nr 3: Jeg skal hilse på en to måneder gammel ost, som har levet og huseret i mit køleskab, siden jeg sagde farvel. Meningen var, at nogen, som ville komme og bo i mit hus, ville spise den. Men de har ikke været der alligevel. Muligvis ikke helt så spændende som at hilse på en fire uger gammel skraldepose, jeg engang tog på ferie fra. Men det tangerer, tror jeg.
Bud nr 4: Jeg skal købe en stor flaske parfume i en lufthavn på vejen hjem. Jeg har i den grad fået behov for at lugte af noget andet end en hengemt udgave af mig selv. Og jeg skal sprøjte mig til i duftevand, så ingen bliver i tvivl om, hvem der er på vej. Så er I advaret.
Bud nr 5: Jeg kyler vandrestøvler, klip-klapper og løbesko ind i et hjørne og springer i et par høje hæle. Hvad er der i vejen med at lege super feminin på vampe-måden et stykke tid? Det vil muligvis give problemer på løbeturene, men på den anden side er der en trend igang med at løbe uden stødabsorbering og at lande på forfoden. Og på cyklen? Det kommer måske til at se sjovt ud. Men det er slut med at være praktisk for en stund. I modsætning til flere af mine blogbekendtskaber har jeg ingen problemer med at købe sko. Min indre Imelda Marco træder i karakter ved synet af enhver skoforretning. Og det er en hemmelighed, hvor mange sko, der gemmer sig i mine skabe. Jeg kan afsløre, at det var mere end én flyttekasse, sidst jeg flyttede.
Bud nr 6: Jeg skal til frisør. Nu har mit hår fået lov til at vokse næsten uhæmmet, siden det vendte tilbage på min hovedskal. Jeg har fået mit lange filtrede hår tilbage, omend i en mørkere udgave. Og det bliver klodset op på hovedet hver morgen. Nu vil jeg have en slags frisure. For heaven’s sake, jeg er ikke 25 længere, vel? Jeg er bare lidt vild med fornemmelsen af langt hår om hovedet på mig. Men nu skal det falde. Lidt af det i hvert fald.
Bud nr 7: Jeg skal finde et brevkursus i ’travelling light’. Jeg har altid for meget med hjem. Og med ud, for den sags skyld. Denne gang kunne jeg have sparet alt klatreudstyret. For det første var de sneklædte tinder for langt væk. For det andet skulle jeg ikke nyde noget af at klippeklatre i Humla uden hverken pålidelig makker eller escape-muligheder. Jeg kunne også have sparet huer, vanter, dunjakke og alt det varme tøj, for det blev aldrig rigtig koldt. Man bruger bare ikke meget tøj, når man er afsted på den her måde. Jeg vasker mine bukser hele tiden, så to par bukser og to t-shirts samt undertøj og en fleecetrøje. Nå ja, og regnjakken. Jeg kunne også have sparet den varme sovepose og taget den lette sommerpose med. Endelig havde jeg ikke meget brug for solcelleopladeren. Det tog for lang tid at oplade computeren (ni timer, faktisk), og mine batterier klarer sig temmelig længe.
Men hjemturen er noget andet, som handler om, at jeg går totalt gave-amok og køber kilovis af sager. Engang købte jeg aldrig sådan noget hejs med hjem. Men jeg kan ikke lade være i Kathmandu. Krydderierne dufter fristende, når jeg går igennem de små handelsgader, man kan altid bruge et fedt tørklæde. Jeg skulle jo også til fest. Og lidt bytøj må man have. Og bøger! Kathmandu er en guldgrube af fantastiske billedbøger fra bjergbestigninger og trekkingruter. Boghandlerne bugner af beretninger fra gamle ekspeditioner. Og bøger er billige. Og ungerne skal lige have en gave. Og svigerungerne. Og småungerne. Men jeg syntes, jeg havde begrænset mig. Alligevel har jeg for meget.
Bud nr 8: Jeg skal have stilhed. Jeg skal ikke tænde for fjernsynet, jeg skal ikke høre radio, jeg skal ikke høre høj musik. Jeg skal sidde ligeså stille på min terasse – i solskin – og lytte til fuglene og træernes brusen i vinden. Når jeg bliver træt af, at bussen larmer forbi hver time, går jeg ud skoven til et særligt sted, hvor ingen biler kommer. Og så skal jeg bare sidde der og glo op i trætoppene, hilse på en gråspurv og en lille skovmus, snuse til luften og se på himlen. Og bare nyde, at der ingen hidsige lyde er. (og så skal jeg selvfølgelig hjem og høre SIA himmelhøjt, lytte til radioavisen, se Deadline og rå-slænge mig i mit store sofadyr)
Bud nr 9: Jeg skal se hele min familie. Næste weekend samles der ganze klan i forældresommerhuset. Og vi er mange. Jeg har tre søstre og en bror, som alle har formeret sig næsten lige så meget som mig. Og børnene har fået kærester, og nogen af dem har fået små børn. Vi nærmer os vel 30 personer, når vi er der alle mand og damer. Da familien i den grad fik vokseværk for nogle år siden, investerede min far i et partytelt, som kan rumme hele molevitten. Dem, der sover, gør det i telte og på gulvene i sommerhuset. Eller i partyteltet. Vi spiser og drikker, diskuterer og småskændes, griner og pjatter, ligetil til vi segner. Og så mødes vi til et gigant morgenmåltid i haven, når vi vågner. Og nogen af os måske har været en morgentur i havet. Og nogen måske har lidt ondt i håret. Og det regner altså ikke den dag. Vel?
Bud nr 10: Jeg skal i Amager Bio og høre Secret Oyster med Henrik. Det havde vi planlagt engang sidste vinter, men de aflyste koncerten. P.gr af noget vejr eller sygdom eller noget. Men nu bliver det. Jeg har en gammel hænger med guitaristen, som jeg havde en lynaffære med, da jeg var meget ung. Og ikke har set siden. Og heller ikke har tænkt at genoptage noget affære med. Men deres musik var god – dengang.
Og så skal jeg selvfølgelig kysse og kramme mine unger og småunger i ugevis. De skal krammes, til de kaster mig væk og beder mig om at rejse ud igen. Og vi skal snakke i timevis, drikke masser af champagne, spise ost og ost og ost (ikke den ost), høre musik og grine.
Helles Blog 